Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Har Færømodellen spillet fallit - er den kuldsejlet? Juni 2004

Folketingets Fødevareudvalg har været på Færøerne for at studere, den meget omtalte ”Færømodel” til regulering af fiskeriet. Kort fortalt giver modellen havdage i stedet for kvoter. Dvs. at fiskerne begrænses i fiskeriet på antallet af havdage, hvor de så må i land bringe alt det de fanger, modsat kvotesystemet, hvor fiskerne skal udsmide de fisk de ikke har kvoter til. Færømodellen løser de udsmidsproblemer som vi bl.a. kender det i Danmark og EU. Og udsmidet, og de deraf følgende politiske problemer vokser i EU fiskeriet, fordi jo lavere man sætter kvoterne på de enkelte arter, som ex. torsk og tunger, jo større bliver udsmidet af de torsk og tunger som fiskerne fanger i fiskeriet på andre arter ex. rødspætter og hummer.

Men knap er politikerne kommet hjem, med ros og store ord efter det de har set på Færøerne, før ICES og de færøske biologer anbefaler dramatiske nedskæringer i fiskeriet efter torsk, kuller og sej.

Det norske fiskerimedie IntraFish og Fishing News skriver i dag, at situationen er meget alvorlig og man anbefaler en nedskæring på 75 % i torsk og kuller fiskeriet.

Indtil i dag er de danske politikere tilsyneladende blevet meget overbevist om, at Færømodellen skal indføres i Danmark og EU. Men de også – til alvorlig bekymring for de store fartøjer og de store kapital interesser i fiskeriet – blev rådgivet til, ikke at indføre individuelle omsættelige kvoter under nogen form. Denne rådgivning fik politikerne bl.a. fra de færøske banker som advarede om, at omsættelige kvoter i fiskeriet ikke løser, men skaber problemerne.

De seneste meldinger fra Færøerne må give alvorlige fiskeripolitiske tømmermænd herhjemme, også i det mindre fiskeri. For hvis modellen ikke kan forhindre nedskæringer, på op mod 75 % fra et år til et andet, så vil et skift til denne model være uspiselig også for den del af fiskeriet som efterspørger denne model.

De 75 % nedskæringer i torsk og kullerfiskeriet begrundes i flere forhold. For højt et fisketryk; for lidt føde i havet (illustreret af, at man vil forbyde fiskeriet med kroge og langliner, fordi fisken åbenbart sulter i en sådan grad, at den hugger på hver eneste krog!!!). Ja det er en så hovedrystende forklaring, at man må spørge sig selv og andre, om de biologer er ved deres fulde fem. Hvor forklaringerne i sig selv kan placeres i kategorien ”biologisk sindssygdom” er den biologiske konklusion skandaløs – fordi fiskene sulter, vil man begrænse fiskeri med madding, for i stedet at støtte, at fisken fanges med trawl.

I Fishing News i dag er der en række fiskere som i dyb resignation tager til efterretning, at fiskeriet er slut. Det der er tilbage er blevet til en legeplads for et utal af biologer, for et utal af organisationer og for et utal af komitéer, udvalg og meget, meget mere og flere som lever godt af de problemer de selv har tilført fiskeriet 

De har desværre alt for meget ret. Det gode fiskeri som vi kender det, som vi holder af er ved at være slut og tilbage er der en fiskeindustri på havet, store stålkasser med industriarbejdere om bord og direktører og mange ansatte i land. Og denne symbiose af politikere, embedsmænd, lobbyister, direktører, og de mange ansatte, alle med de samme universitetsgrader i bagagen, gør i fællesskab hvad de kan for at få udryddet den sidste rest af fiskeriet. På Færøerne ser man nu et ”sult argumentet” til fordel for trawl. I Østersøen ser man dioxin argumentet, til fordel for at få fanget de mange hundrede tons dioxinfyldte fisk, til brug for fiskemel og olie. EU vil meget begrænse antallet af havne, hvor der bliver tilladt at lande fisk, også til fordel for de store. Kontrollen med de små er for dyr, ud med dem osv.

For den økonomisk EU støtte til de store er til at forstå for politikerne og embedsværket. Her kan de besøge de store stålkasser (som de selv har muliggjort) og som til gengæld tilbyder lædersofaer, DVD og fornemme toiletter om bord på de store kasser til flere hundrede millioner kroner stykket. Stålkasser som med deres gigantiske trawl meget snart også har tømt Nord Atlanten for de sidste fisk.

I takt med det biologiske vrøvl og nonsens og antallet af toiletter om bord, forsvinder det fiskeri som den europæiske befolkning har den største sympati for. Og dermed yder fiskeripolitikken også deres bidrag til den afstand, som bliver større og større, mellem systemet og mennesket.