Home Dansk fiskeripolitik EU fiskeripolitik M/S Anton Galleri Aralsø-projektet Arkiv Links Støt os   English

Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

 

 
Pressemeddelelse udsendt lørdag den 29/4 2006
 
 
Lad dog falde som ikke kan stå

 

Ifølge Ritzau fastholder Danmarks Fiskeriforening på deres generalforsamling i dag, kravet om statsstøtte pga. af udgifterne til brændstoffet. Foreningens formand Flemming Kristensen lægger pres på fødevareministeren, med påstande om at fiskeriet dør, hvis de ikke får dette driftstilskud.

 

Måske har Danmarks Fiskeriforenings formand Flemming Kristensen glemt det, men vi husker hans optræden på foreningens generalforsamling i 2005. Her lagde han også pres på ministeren for at få støtte til den store fiskerireform, som regeringen i oktober 2005, kun fik igennem Folketinget med Dansk Folkepartis støtte. Med reformen overdrager staten de danske fartøjsejere fiskekvoterne til ejendom. Og med denne nye ejendom i banken, kan fartøjsejerne nu købe og sælge og rette fiskeriet til efter devisen: ”Lad falde som ikke kan stå”.

 

Danmarks Fiskeriforening fik hvad de krævede i 2005. Og det krav blev bygget på samme præmis som kravet om driftstøtten ”vi dør hvis ikke vi får statsstøtte”. Med ”vi” mener formanden de energislugende trawlere, som nu skal have driftsstøtte for overhovedet at kunne fange de kvoter, de har opkøbt af det mere naturskånsomme og kystnære fiskeri.

 

Det er en skandale. Først kræver de store trawlere ejerskabet over kvoterne og dansk fiskeri, så kræver de driftsstøtte. Men nu ved ministeren i det mindste også det, som 60 % af  fiskerne, der ikke er medlemmer af Danmarks Fiskeriforening, ved - stik ikke Danmarks Fiskeriforening en lillefinger, de tager hele hånden.

 

Men Danmarks Fiskeriforening er kun den ene part i denne sag, og de kæmper deres kamp for at blive i fiskeriet. Den anden er ministeren, regeringen og Dansk Folkeparti. De har vedtaget en reform af fiskeriet, som beviseligt smadrer det danske fiskeri. Og nu kan regeringen også af EU, blive tvunget til at skulle give driftsstøtte til fiskeriet. Til de trawlere, som ikke overlever fordi de kan vise gode regnskaber, men som kun overlever i kraft af deres store gæld.

 

I blandt fiskerne taler man meget, om at de store underskudsgivende danske trawlere helt åbenbart ikke kan gå fallit. Regeringen giver dem mange hundrede millioner, tæt på en mia. i form af kvoteværdier. Og pga. af den historisk lave rente kan deres långivere give flere lån, lån som trawlerne bruger til at opkøbe de fartøjer, som ikke har gæld og derfor de store kvoter. Gæld og kvoter hænger sammen jo større gæld, jo større kvoter. Også derfor giver de små op, de oplever dag for dag, at de ikke har nogen fremtid i fiskeriet, fordi alle regler er sat ud af kraft. Tilbagestå den helt nøgne økonomiske magt, der er bundet til gælden i de store trawlere.

 

Det er en overskandale. Og folketingets bør nu stille fødevareminister Hans Chr. Schmidt over for et mistillidsvotum. For Folketinget kan ikke længere have tillid til en minister, der for ganske få måneder siden, indgik en aftale med formand Flemming Kristensen og Danmarks Fiskeriforening, ved at forære dem de store samfundsværdier, mod at de så klarer sig selv. 

 

Denne skandale må fødevareministeren tage på sig. For han kan ikke undslå sig med, at han ikke var advaret mod hvad der er i vente fra Danmarks Fiskeriforening og de store trawlere. Trawlere som burde have været ophugget for mange, mange år siden.

 

For flere oplysninger, kontakt

Levende Havs formand Kurt Bertelsen Christensen

Telf. 97895455 el 20487421

www.levendehav.dk

 

 

 

 

Sitemap Miljødebat Enkeltsager Kystfiskeri Havbrug Kontakt os