Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Kommentar til forslag om ny regulering af det demersale fiskeri

v/fiskeskipper Henning Thøgersen, Lemvig

Den ny regulering, der skal tages stilling til lægger op til individuelt ejerskab af fiskekvoter, på baggrund af de enkelte fartøjers registrerede landinger af foreløbig 8 arter indenfor en årrække. Disse kvoter, eller FKA (fartøjs kvota andele) som gøres omsættelige, indebærer en hidtil uset kapitalisering af fiskene i havet, som kan pantsættes, belånes og sælges til andre fartøjsejere eller selskaber.

Umiddelbart vil en sådan regulering kun være en gevinst for de, som ønsker at forlade erhvervet. Hvis de er meget forgældede, vil fordelen komme deres kreditorer til gode, da deres kvoteandel kan  opnå en høj pris. Fiskerettighederne vil hermed udelukkende være et spørgsmål om køb og salg, som uvægerlig vil føre til en koncentration på færre enheder, store fartøjer eller selskaber som erfaringen viser i de lande, som har indfødt dette system.

For kystfiskeriet vil en kapitalisering af fiskerettighederne på meget kort tid føre til afvikling.

Allerede i udgangspunktet vil fartøjer med en mindre omsætning, men ikke nødvendigvis en dårlig rentabilitet, være dårligt stillet, mens fartøjer, som har udnyttet alle muligheder, også i gråzonerne, dvs. ulovligt fiskeri, får præmieret deres aktivitet.

Der er således tale om et omvendt forhold mellem forbrydelse og straf, hvor de, som har holdt sig til reglerne straffes, mens de som konsekvent har overtrådt reglerne, belønnes. De seneste tiltag fra Fiskerikontrollen som indførelsen af registrering af farvandsområde og mængden af fisk via trykknaptelefon, skærpede regler for valg af landingshavn i forhold til farvandsområde, samt krav om fangstjournal for kvotajoller, vidner om en erkendelse af problemet.

Kort sagt jo længere historikken går tilbage desto større usikkerhed. Hertil kommer den hvilende kapacitet, udflagning og de mange skibshandler i en seksårig periode, alt sammen elementer som gør en bagudrettet historik til en uretfærdig og tvivlsom metode til fordeling af fiskekvoter.

At en kapitalisering af fiskerettighederne skulle føre til bedre økonomi for de enkelte fartøjer også på længere sigt, er muligvis rigtigt når det gælder det pelagiske fiskeri. Der jongleres i øjeblikket med så store millionbeløb i dette fiskeri, at det overstiger almindelige menneskers fatteevne, men at rettighederne efterhånden er nede på omkring 30 selskaber og stadig er faldende er en kendsgerning.

Ved at indføre et lignende system i det demersale fiskeri, vil der, uanset om nogle hævder, at fiskerettighederne allerede er kapitaliserede, i og med at kun erhvervsfiskere må fange fisken, skulle forrentes et betydeligt større beløb af den samme mængde fisk som i dag. ( 4 milliarder for Danmarks demersale kvote har været nævnt ).

Det skal her bemærkes, at der for det mindre traditionelle fiskeri gælder andre økonomiske spilleregler end i den kasinoøkonomi, som er fremherskende i det store fiskeri.

Til eksempel kan nævnes, at et typisk kystfiskerfartøj, hvor de vigtigste arter er højværdifisk som torsk og tunger, i øjeblikket ikke har en gæld, der er større end årsomsætningen dvs. gæld og fiskemulighederne er i rimelig balance.

Hvis fiskerettigheden kapitaliseres vil fartøjets eller virksomhedens værdi forøges væsentlig, fiskens værdi vil udgøre langt mere end værdien af det lille fartøj, så straks der handles fjernes balancen. For de større trawlere med stor gæld både til Fiskeribanken og lokale banker spiller en øget gældsætning ikke samme rolle, yderligere gæld ved køb af fiskekvoter kan endda i første omgang hæve den samlede værdi af bankernes pant, da værdien pt. er meget lille.

Men hovedsagelig vil salg af kvoter være den oplagte mulighed for at afværge de største tab.

Når valget for kystfiskeren står mellem at købe eller sælge vil hovedparten kun have muligheden for at sælge. Der vil således være tale om en engangsgevinst for den enkelte fisker, som forlader fiskeriet, men på sigt en total afvikling af det traditionelle kystfiskeri fra de mange små pladser.

Det er sikkert denne udvikling toppen af Danmarks Fiskeriforening allerede har taget højde for, når man bemærker fartøjsstrukturen indenfor denne kreds.

Lige så forudseende synes Kystfiskerudvalget under Danmarks Fiskeriforening at have været, når deres stort set eneste bestræbelse har været at udvide kystfiskerbegrebet til havgående fartøjer op til 16 meter, hvor en lille elite vil være i stand til at overtage resterne af det traditionelle kystfiskeri.

Ved at lade de økonomiske instrumenter være altdominerende tilsidesættes de naturlige styreformer, som hidtil har været gældende for en stor del af fiskeriet, og som har gjort fiskeriet anderledes end andre erhverv. Der vil ikke mere være plads til de fiskeformer, som særlig er afhængige af sæsoner, vejr og andre forandringer i naturen, som snurrevod, garn og linefiskeri, mens fiskeformer som bruger hårdt slæbende trawl vil blive fremherskende.

Hvad det vil betyde for discard og ødelæggelse af havbunden og dermed muligheden for genopretningen af de nedfiskede bestande, som skyldes selv samme fiskemetoder, er måske den allerstørste fejl ved den nye regulering.

En sådan bagudrettet regulering som cementerer alle dårligdomme ved det hidtidige system, og dertil indfører en hidtil uset kapitalisering, vil være det stik modsatte af ønskerne fra en stor del af de mellemstore fartøjsejere og langt hovedparten af kystfiskerne, som endnu holder skruen i vandet, og desuden i direkte modstrid med folketingets vedtagelse om at støtte og fremme for kystfiskeriet.

Den stadig voksende modstand mod den nye regulering og de mange tilkendegivelser, som ligner ovenstående, vil forhåbentlig få et flertal af politikkerne til at se fremad og ikke bagud, når de skal beslutte hvilke spilleregler, der skal gælde for fremtidens fiskeri.