Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Den artikel følger i kølvandet på andre artikler jeg har skrevet om dansk fiskeri gennem årene og der er ikke så meget nyt på de væsentlige områder – og dog!

Det nye er at jeg nu har fået mere tid til at læse og fordybe mig i det andre skriver om fiskeri, fiskeripolitik og forvaltning. Og der ligger da også et par store rapporter til grund for denne artikel.

INDGANGEN: I efteråret 2005 indgik regeringen og Dansk Folkeparti en fiskeripolitisk aftale om at overdrage fiskeriets kvoter og rettigheder til fiskernes personlige ejendom. Ministeren Hans Chr. Schmidt begrundede overdragelsen med, at den var blevet nødvendig for at fiskerne i fremtiden selv kunne tilrettelægge deres fiskeri og for at der kunne blive en bedre balance mellem kvoter og fiskere.

Det var de første af en række store løgne i privatiseringen af fiskeriet.

For de real politiske grunde til at fiskerne skulle have dette ejerskab, som mindst 75 % af fiskerne var imod, var ikke de biologisk fremadrettede, men de økonomisk bagudrettede problemer. Det var gælden i hele fiskeriet som drev privatiseringsværket. Ikke så meget størrelsen på gælden, men det uomtvistelige faktum, at långiverne (bankerne) ikke længere havde den nødvendige sikkerhed for deres lån til fiskeriet.  

Sikkerheden for de store lån til fiskeriet havde bankerne i selve fartøjet. Men de store fartøjer havde mistet deres værdi fordi de ikke længere havde noget eksistensgrundlag, den havde de smadret gennem en voldsom overfiskning af bestandene. Og det i helt særlig grad målt på de bestande som bruges til fiskemel og olie, og derfor havde bankerne efter 2003, reelt ingen sikkerhed længere.

For de flere hundrede store fartøjer der var i det fiskeri og en hel del af konsumfiskeriets halvgamle fartøjer, kunne ikke handles til andet end ophug og dertil var der brug for 1-2 mia. kroner i offentlig støtte. Og de mange penge var der meget langtfra i de offentlige støtteprogrammer.

Det var den vigtigste begrundelse og regeringen havde allerede før vedtagelsen lovet bankerne og de store i fiskeriet, dvs. toppen af Danmarks Fiskeriforening, at de ville få dette ejerskab. Og bankerne og fiskerne begyndte da også i sommeren 2005, flere måneder før vedtagelsen, at tage forskud på glæderne.  

Men hele projektet opsætningen og energien i denne store omstilling og nykapitalisering af kvoter og rettigheder, var ikke blot drevet af de økonomiske rationaler, men af embedsværket selv og ikke mindst den sektorforskning i fiskeri som embedsværket holder i live. Og den FKA model som ”blev født” efteråret 2005 havde været undervejs i mange år. Det er en gennemtænkt og ret så sofistikeret plan, en plan som embedsværket havde arbejdet på i flere år. Ministeren selv og de folkevalgte havde ikke ret meget begreb om fiskeriforvaltning og da slet ikke en FKA model og de mangler udstillede de hver gang de udtalte sig på området.

Årsagen til embedsværkets store energi i sagen, skal findes i værket selv, hvor dette i en udbredt atmosfære af ligegyldighed, dovenskab, magelighed ha-det-godt-hed havde ladet stå til og set gennem fingrene med den større og større palet af ulovligheder som fiskeriet udviklede gennem allehånde systemer af ulovligheder. Mange gange hjalp værket ulovlighederne på vej – for hvis ikke dansk fiskeri betjente sig af den kreative bogføring og andre ulovligheder i forhold til EU, så ville dansk fiskeri jo blive løbet over ende af alle de andre EU landes fiskere!

Dette mantra har drevet embedsværket og fiskerikontrollen siden Kent Kirk var minister.

Og ulovlighederne voksede selvfølgelig proportionelt med de år for år mindre og mindre kvoter som på deres side blev et logisk resultatet af overfiskeriet. Og fordi fiskeriets embedsmænd og kvinder i toppen aldrig bliver udskiftet havde de samme folk siddet med ansvaret ligeså længe som overfiskeriet havde fundet sted.

Så de folk var oppe på dubberne og helt fremme i skoene, da den rette minister for dem og deres behov (Hans Chr. Schmidt) kom på posten. ”Den danske model” kaldte de den og med den vil fiskeriet blive flere mia. kroner rigere uden at tage en krone fra statskassen og derefter ville alt blive godt. Ministeren – han åd selvfølgelig en sådan dansk model råt og helt uforsødet. Det gjorde han bl.a. fordi Hans Chr. Schmidt elskede rampelyset og det lys kunne han få på det fiskeripolitiske område, det var alt andet lige noget svære for ministeren på landbrug og fødevare området hvor der var vægtige modstandere på alle pladser. På fiskeriområdet ville han kun få modstand fra en i denne sammenhæng lille forening som Levende Hav.

I dette tidlige (lige efter han var tiltrådt) og i et uhørt tæt og uskøn til tider nærmest opskønne samarbejde med toppen i Danmarks Fiskeriforening, gik ministeren med krum hals til makronerne og uden de store problemer fik han verfet alle partier, med undtagelse af Dansk Folkeparti forstås, på porten og den 26/10 2005 blev der skabt en snæver fiskeripolitisk aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Toppen i Danmarks Fiskeriforening var begrænset tilfreds – de havde ønsket en udenlandsk model med fri handel ag kvoter, men de fik den danske model sikkert også fordi det er de eneste modeller Dansk Folkeparti kan støtte.

Det gik også nogenlunde efter planen det første år. Forvaltningen fik til opgave at udmønte den politiske vedtagelse og dertil fik de helt frie hænder sammen med toppen af dansk fiskeri. Alt kunne lade sig gøre i denne udvikling, kvoter som var opfisket helt ulovligt målt på arter og farvande og med 3 gange så store motorer i fartøjerne end fiskerilovene tillader, fik byttet og solgt kvoter og rettigheder og dermed lagt låg over al den råddenskab som embedsværket og kontrollen havde set gennem fingrene med i mange år.

Og embedsværkets forudsigelser om, at selv fiskere med hård på brystet og hjertet på rette sted (og før 2005 tilhørte mere end 75 % af fiskerne til den kategori), hurtigt ville falde til patten og accepterede de nye vilkår, holdt stik. For enhver kunne se at løbet var kørt og samtidig kunne de   med stor forundring se at priserne på de kvoter og rettigheder voksede og voksede og alle banker stod klar med åbne kasser, dengang i 2006/2007, hvor ingen havde hørt om eller helt åbenbart kunne forstille sig en ”finanskrise” og andet af samme slags.      

-          Uanset finanskrise og oliepriser her i 2009 står det klart for alle, der ser på fiskeriet udefra, at privatiseringen og den deraf følgende kapitalisering og voldsomt voksende gæld har bragt resterne af det engang meget større og ret så samfundsnyttige erhverv helt ud på afgrundens rand.

Men netop fordi FKA modellen bygger på løgne er og bliver flere løgne nødvendige.

De ansvarlige og det er nu resterne af fiskeriet gør ex. i denne tid alt hvad de kan for at skjule sandheden om hvordan det i virkeligheden ser ud i dansk fiskeri efter et par år med FKA.

For bliver sandheden lagt frem og diskuteret, vil bankerne stå tilbage med endnu flere mia. i lån end i 2003, som de ingen sikkerhed har for. Alle holder den laveste fiskeripolitiske profil vi nogensinde har set fra fiskeriet side og det selv om problemerne aldrig nogensinde har været større – for hvad kan de andet i dag end at gispe bag det holdkæft bolsje de for flertallets vedkommende blev tvunget til at æde i efteråret 2005? Ingen af de få tilbageværende i dansk fiskeri har i dag nogen interesse i at få sandheden på bordet – og det er embedsværkets fortjeneste. Spørgsmålet er så om vi kan vi tjent med det værk?  

Indtil videre er løbet er kørt og nu arbejder alle FKA ansvarlige ihærdigt på, at få kapitaliseret det sidste i dansk fiskeri som kan vriste de sidste kroner ud af fiskeriet, men de penge bliver dansk fiskeri tvunget til at hente i udlandet. For der er ikke flere penge i dansk fiskeri (Læs: ikke mere der kan stilles som sikkerhed for flere lån, banker er siden gået fallit og Fiskeribanken lukket) så nu skal kvoter og rettigheder gøres omsættelige på tværs af grænserne i EU og denne øvelse i dansk fiskeri støttes af EU’s bureaukrati og fiskeriindustrien i EU.

Denne artikel er som nævnt skrevet med udgangspunkt i en nylig offentliggjort EU rapport, herunder også en dansk af slagsen, rapporter som evaluerer, analyserer hvordan det står til i dansk og de andre EU landes enkelte fiskerier, målt på de områder som vi under et forstår som ”Rettighedsbaseret fiskeriforvaltning”.

Dvs. en forvaltning af fisk, rettigheder og kvoter, hvor det er fiskerne og ikke fællesskabet som har ejerskab og rettigheder. F.eks. som det danske system i det pelagiske fiskeri hvor man forvalter med et IOK (individuelle omsættelige kvoter) baseret på at samfundet har overdraget ejerskabet over fisken i havet til fiskerne og deres investorer. I det alm. konsum fiskeri forvaltes dansk fiskeri med det førnævnte FKA system som til forveksling ligner IOK. Men rundt i EU findes mange andre systemer og forvaltninger kvoter og rettigheder som er private, el. ejet af selskaber og mindre samfund såvel omsættelige som uomsættelige og alle er med i denne analyse og rapport.

Evalueringsopgaven er i dette tilfælde udført af 5 europæiske firmaer som lever af sådanne opgaver og IFM fra Hirtshals har bidraget sammen med MRAG, CEFAS, AZTI og PoIEM (Polsk Miljøforvaltning). Det er MRAG som har haft ansvaret og projektet havde et budget på godt et par millioner. Projektet var blot et projekt af en pakke på 6 projekter som EU indbød til i marts 2007.

Så på det punkt er der intet nyt. Sådan foregår det hvert år. EU indbyder til x antal projekter og disse og andre firmaer byder ind på opgaverne. Bortset fra PoIEM (som jeg ikke kan finde oplysninger på) er det firmaer, som under et videnskabeligt institutions dække, lever af sådanne opgaver. Og det gør de godt for disse firmaer vokser hvert år både i antal og volumen.

Denne EU evaluerings opgave er grebet an ved at disse firmaer først og fremmest har genbrugt deres tekster, grafer, bokse og referencer og på den måde har de fået samlet i alt ca. 400 sider i 2 rapporter på engelsk som kan hentes på denne side. Det danske bidrag til denne rapport kan i hovedtrækkende læses i denne rapport som kom i 2008 og som kan hentes på Fiskeridirektoratets hjemmeside.

Der er så meget genbrug at der er tale om virkeligt hårdt arbejde når man skal forsøge at finde ud af hvad det her går ud på. Udefra set er da tale om fine universitets opgaver, måske på speciale og feltopgave niveau, opgaver som kan vise censor, at de studerende evner at læse andre rapporter. Men de har meget lidt med projektets TOR at gøre, hvis vi vel at mærke skal tage udgangspunkt i det objektive, som sætter dagsorden for opgaven.

Det første spørgsmål vi skal besvare er: Har dette konsortium så leveret varen? Svaret er ja hvis opgaven var en lovprisning af det rettigheds baserede fiskeri og i helt særlig grad hvis det også er omsættelig.

Jeg har for et syns skyld samlet en række af påstande (som måske har referencer til rapporter som konsortiet ikke har genbrugt), men afgjort ikke har noget som helst at bestille i denne sammenhæng, andet end at lovprise det privatiserede fiskeri som også er omsættelig.

Ofte siger man at landene godt kan fjerne kapacitet uden omsættelighed i fiskeriet, og det er sandt, men så husker man at tilføje ”although this costs public money and will not address discard problems in mixed fisheries”.  

Og det er en vigtig pointe i disse rapporter, at disse firmaer altid skal have understreget, uden at skrive det, at omsættelige kvoter og rettigheder er løsningen på udsmidet i de fiskerier som fanger flere arter.  

Og det får de så mere el. mindre elegant understreget ved at understrege, at den offentlig støttede ophugning IKKE løser discard problemet, og det er jo som alle ved det største problem i dag og derfor må der gøres noget. Og så er det man trækker sine påstande op af skuffen om at ”alle ansvar er ingens ansvar” og derfor må kapaciteten styres af det private ejerskab, hvad ellers? Og de påstande er meget gennemgående i rapporterne. Overalt støder man ind i at det kollektive har slået fejl og derfor må det private tager over.

-          Det er meget vigtigt at vi her holder fokus. Objektivt set og målt på projektets TOR har de 5 firmaer ikke leveret andet end de altid har sagt og ment – nemlig at den private forvaltning er bedre end den kollektive. De holder sig heller ikke tilbage for at ref. Hardings som hvis teorier jo intet har at gøre med moderne fiskeriforvaltning. Der findes det facto ingen dokumentation kun en masse løse påstande som genbruges igen og igen om at den kollektive forvaltning af fiskekvoter og rettigheder til fiskeri, skulle være mere problematisk end en ditto privat. De privat kapitaliserede kvoter og andet er alene et spørgsmål om at få finansieret alt andet end fisken og den hastigt voksende sektor, som i dag lever af fisk og fiskeri, uden at have noget som helst med fisken at gøre, har dette store behov. For denne sektor kan ikke leve af fisken, for det kan fiskerne heller ikke pga. af den elendige forvaltning af fisken, men denne hastigt voksende sektor, herunder hører også de store miljø- og naturorganisationer kan under ingen omstændigheder leve af andet end de ”værdier” der følger i kølvandet på kapitalisering af kvoter, rettigheder, tonnager, kW og meget meget mere.           

Rapporten nævner også mange gange det fiskeri som man i EU kalder ”small-scale”, dvs. kystfiskeriet, for det er jo der skoen trykker. Kystfiskeriet kan ikke kapitaliseres, dertil er det for arbejdskrævende. Og derfor er det altid beskyttet i de lande hvor det rettigheds baserede fiskeri er på vej eller indført. For dansk fiskeris vedkommende læser man ”The Danish VTQ system introduced in 2007 also includes provisions to protect coastal fishers (see Box 2).” Og andet sted at der er 350 fartøjer og de er beskyttet mod opkøb af de store med mere”. Og så i parentes nævnes det, at der findes et MAF segment som også er beskyttet. De oplysninger i de danske rapporter er blot afskrevet i EU rapporterne efter det alle kan læse i de danske dokumenter.  

Men der er intet evalueret, ikke engang diskuteret mht. om den beskyttelse så virker efter hensigten, dvs. om det danske kystfiskeri er tilfredsstillende målt på de faktiske forhold. Da EU sendte denne sag ud i en større offentlig høring i 2007, indsendte Levende Hav et langt høringssvar som på alle væsentlige områder satte endog meget store spørgsmålstegn ved, om virkeligheden nu også stod mål med de flotte hensigter.  

Jeg vil ikke bruge tiden på at beskrive det endnu engang blot konstatere her, at disse 5 firmaer ikke har brugt de oplysninger (eller for den sag skyld de andre få men væsentlige høringssvar som satte store spørgsmålstegn ved det omsættelige rettighedsbaserede fiskeri). Der er ingen referencer overhovedet i disse rapporter til deres og vores meget konkrete kritik af FKA systemet.  

Levende Havs og andres bidrag kan læse her     

På det foreliggende kan jeg uden de store problemer slå fast, at sammen med det danske embedsværk og toppen i dansk fiskeri lægger EU embedsværket og EU’s fiskeindustri ikke skjul på hvad de vil med det europæiske fiskeri. De vil have den Islandske model med IOK (Individuelle omsættelige kvoter) koste hvad det så koste vil. Kvoter skal kunne omsættes på tværs af EU’s landegrænser og dermed engang for alle få fjernet den relative stabilitet der har styret EU’s fiskeripolitik siden den så dagens lys i 1983.  

Er det så en fremtid vi kan leve med? Svaret er ja, det kan vi godt hvis vi vel at mærke får oprettet to meget separate forvaltninger. En forvaltning for det vi kalder havfiskeriet og det vi kalder kystfiskeriet. Offshore og inshore som det internationalt benævnes. Lad de store langt ude til havs handle alt det de vil, det kan der være mange gode grunde til i EU fiskeriet. Men der er ingen overhovedet gode grunde til at EU’s kystfiskeri skal forvaltes vha. af omsættelige kvoter og rettigheder. Der er kun en grund – og det er de stores behov for absolut frihed til at gøre og handle det de vil. For det er klart for enhver, at kystfiskeriets kvoter og rettigheds behov sætter grænser for værdien af de stores handlen i det fælles hav, hvor fisken den ene del af året befinder sig ude på det store hav for det næsten at opholde sig ved kysten.  

Men der er ingen anden vej hvis man vel at mærke mener noget med at ville bevare og beskytte EU’s kystfiskeri – der er ingen anden kurs. 

Kurt Bertelsen Christensen

Levende Hav, marts 2009