Forbud mod udsmid i fiskeriet

I 2012 sætter EU gang i en ny fælles fiskeripolitik og kommissionen arbejder bl.a. for, at reformen kommer til at indeholde et totalt discardforbud. Ministerrådet er ikke enigt og selv om den danske minister støtter forbuddet i ord og tale, så ligger den danske støtte meget langtfra hvad den nye EU kommissær kæmper for.

EU-kommissær for fiskeriet Maria Damanaki brugte den første forårsdag i 2011 på et møde i Bruxelles, med EU’s fiskeriministre. Her holdt hun en tale, hvor hun indtrængende talte for, at EU indfører et forbud mod udsmid af fisk, et såkaldt ”discardforbud”. Hun sagde bl.a.: "

Hun lægger ikke fingrene imellem i denne sag og hun presser ministerrådet til at få indført dette forbud mod udsmid. Ministerrådet er langtfra enigt, det er ikke engang enighed mellem den svenske og den danske minister i denne sag. Den svenske minister vil have et forbud i Kattegat og Skagerrak, men dertil har han ikke fået støtte fra sin danske kollega, som foretrækker de tekniske løsninger dvs. selektive redskaber. Og selv om den danske minister nu taler om discardforbud og man kan læse om det samme ministeriets hjemmeside, så er der langtfra tale om noget forbud i den rene (totale) forstand.

Før mødet i Bruxelles, udsendte den danske fiskeriminister ellers en pressemeddelelse, hvor han bakker op om et discardforbud i EU og han glæder sig over at kommissionen nu handler i forhold til en ”dansk mærkesag” osv.

Ministeren skriver om den ”danske model”, men det er om fangstkvoter der skal afløse landingskvoter og der vender han på den berømte tallerken og forlader forbuddet for at fortælle om fangstkvoter. Det er noget rod for et forbud er et forbud og et forbud skal selvfølgelig overholdes, længere er den vel ikke. Men det er den i den danske forståelse af et forbud, meget længere.

Det er meget vigtigt at man ser forbuddet som et middel til et mere bæredygtigt fiskeri, fordi forbuddet i sig selv vil tvinge fiskerne til at fiske med større masker; stoppe fiskeriet hvis der er for mange små fisk; omstille til mere skånsomme fiskerier osv. Så når ministeren nu taler om større masker og mere selektivt fiskeri, for at efterleve et discardforbud, så er han ude af kurs. Når vi laver et forbud i fiskeriet, så er det fordi vi forventer at forbuddet efterleves, hvordan fiskerne gør det, må de selv finde ud af. Hvis de siger de ikke kan efterleve et forbud, så må vi se på det og forsøge at løse de problemer. Men det er noget rod når de øverste ansvarlige i dansk fiskeri, på den side giver os og folketinget det indtryk at vi skal have et forbud, når de så på den anden side lader forbuddet være bestemt af, hvad fiskeriet kan og evner.       

Lige siden Levende Hav blev etableret i 1995, har vi kæmpet for et discardforbud. Det var det første emne vi tog fat i på det allerførste seminar vi afholdte. Og det var et forbud i dets rene og totale form, vil vil at alt hvad fiskerne fanger på havet, skal bringes i land, også det som ikke kan sælges til konsum, for det kunne bruges til alt muligt i industrien.

For når først fisk, skaldyr og bunddyr er fanget og som regel er dørt kan man ligeså godt udnytte det. At man selvfølgelig skal gøre alt for at minimere udsmidet, ex vha. fangstkvoter; mindre masker osv. er indlysende. Men dertil er discardforbuddet et middel, ikke omvendt. Den danske fiskeriminister, men nok endnu mere hans embedsfolk, har ikke styr på mål og midler i fiskeriforvaltningen.

Det er der så heller ikke ret meget nyt i og det ved alle der følger lidt med på denne hjemmeside.

Det var meget svært med et total forbud tilbage i 1995, hvor der var mange fartøjer i fiskeriet og et meget større fiskeri. I 1995 var der 3500 aktive fartøjer og der blev landet tæt ved 2 mio. tons fisk hvert år. I dag er antallet af fartøj ved at nærme sig de 500 og der landes en 1/3 af hvad man gjorde i 1995. Så den praktiske side af sagen, dvs. at kunne opbevare hele fangsten ombord, er meget nemmere at løse i dag, end i 1995. Så der er intet i det praktiske og økonomiske i fiskeriet der forhindrer indførelsen af et rigtigt forbud. Men det er det så åbenbart alligevel. Hvorfor?

To forbehold ligger lige for:

1. Udsmidet i de danske fiskerier er stadig så alvorlige, at de ikke tåler dagens lys
2. Kvoterne er så små, at fiskerne har brug for at smide de fisk der ikke opnår de store priser tilbage i havet, for ikke at belaste kvoterne.  

Mht. det første forbehold skulle det nu ikke være noget problem. I sin tale siger kommissæren, at udsmidet i EU for torsk og anden hvidfisk i 2004 lå på over 50 % og fladfisk over 70 %. I 2004 lavede det danske ministeriums egne embedsfolk og ansatte biologer, en rapport om discard i dansk fiskeri som viste, at det samlede udsmid i 2004 lå på 36.000 tons ud af en samlet fangst på 1,2 mio. tons. Dvs. udsmidet i danske fiskeri ligger meget langt under det øvrige EU. Så hvis de danske rapporter og data er sande dvs. troværdige, kan det danske udsmid også tåle dagens lys.

Det andet forbehold kan heller ikke være det store problem, for det udsmid har været forbudt i flere år. Så svaret på hvorfor ministeren ikke går helhjertet ind for et discardforbud, blæser i vinden.

Med den danske model bliver et forbud et ”måske forbud” dvs. et forbud som indføres når ”det er muligt” skriver ministeren i en fælles erklæring med sine kollegaer fra Frankrig, Tyskland og England, som opfølgning på mødet i Bruxelles. ”Når det er muligt” indføres der altså et discardforbud og den frase betyder, når det er muligt målt på de enkelte arter, fiskerier og farvande.

1.      Fra erklæringens pkt. 7 ”call for discard bans to be gradually introduced where appropriate by changing to a system of genuine catch quotas as part of a “tool box” of measures to avoid discards, after a sound evaluation of existing pilot projects , and to improve control and data on the overall mortality and state of fish stocks.  This should also be available to Member States as part of possible future regional management arrangements, if appropriate, focused on the application of long-term management plans.  In fisheries suitable for discard bans, such bans should be gradually introduced where appropriate, all species intended for human consumption should be landed and – insofar as these are regulated species – catches counted against the respective quotas;”

Den danske minister vil altså have et forbud mod udsmid, når det bliver muligt. Men det er ikke sådan et ”forbud” kommissæren tænker på. Der er mange flotte ord og hensigter i den danske politik og i den fælles erklæring, men de skjuler ikke fakta som er, at den danske fiskeripolitik pt. ikke støtter kommissionens forslag til et discardforbud, som det foreligger. 

Nogen vil måske indvende at det kan være fordi et discardforbud ikke virker efter hensigten, at det ikke kan kontrolleres, som det ofte er dokumenteret i ex Norge. Men her er løsningen i Levende Havs danske model netop, at alt hvad der fanges, skal bringes i land. Dvs. alle der har en fiskeritilladelse skal også kunne gøre logisk rede for, hvordan de bringer alt i land. Dvs. dokumentere, at de har pladsen i fartøjet til udsmidet. Og det kan sagtens lade sig gøre på de få store fartøjer der er blevet tilbage i dansk fiskeri. Der er rigelig plads til det procentvise udsmid, som de danske ansvarlige påstår at dansk fiskeri har. De 36.000 tons, som de havde i 2004, er under 10 % af de samlede fangster, og i dag må det være meget lavere fordi der har været så stor opmærksomhed om sagen siden og der givet stor økonomisk støtte til nye selektive trawl og meget andet - så der er plads nok.

Derfor er det underligt at Danmark ikke bakker helhjertet op om kommissionens discardforbud. For når vi sagtens kan efterleve det og bringer alt i land, undgår vi også at skulle bruge så mange midler på mere kontrol og observatører ombord i fiskeriet. Det må ministeren kunne svare på.  

Så selv om vi nu i medierne kan læse, at fødevareministeriet opfordrer EU-kommissionen til ”at gøre forbuddet mod udsmid til det centrale element i den fiskerireform der skal træde i kraft i 2012” så er det blot et udtryk for den kreative bogføring, som det danske fiskeri bygger på.  

marts 2011

Kurt Bertelsen Christensen