Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Kronikforslag

Farvel til fiskeriet. sept. 2004

I 1983 overtog politikerne, embedsmændene og biologerne ansvaret for det europæiske erhvervsfiskeri. Fiskeressourcerne blev fordelt mellem de enkelte lande efter historiske rettigheder, og fiskekvoter så sammen med den økonomiske støttepolitik dagens lys. Siden er der blevet opbygget en flåde af store trawlere på bekostning af det mindre og mere traditionelle fiskeri, og i samme periode er der opbygget et meget stort apparat til den fiskeripolitiske forvaltning af fiskeriet. Sideløbende med – og som konsekvens af – denne udvikling er fiskeriet selv og havets ressourcer blevet sejlet godt og grundigt i sænk. Kvotesystemet har ikke sikret bestandene – tværtimod: i takt med at den økonomiske støtte har ”effektiviseret” fiskeriet, er en række bestande bragt til eller udover randen af kollaps, bl.a. på grund af absurde mængder af bifangster af fisk udenfor kvoten, som smides døde tilbage i havet. Den eneste mekanisme, man har kunnet opfinde for at afbøde denne voldsomme og ødelæggende udvikling, er at skære ned i flåden. Det lyder surrealistisk eller kafkask, men er den rene og skinbarlige sandhed: man tager de små og bæredygtige kuttere ud af fiskeriet for at frigive større kvoter til det industrialiserede fiskeri. Nu er politikerne så overraskede over, at det heller ikke ser ud til at have hjulpet. Der er i dag meget få fiskekuttere tilbage i Danmark, og nu ser de politisk ansvarlige åbenbart ingen anden udvej, end at tilbyde fiskerne ”omsættelige kvoter”. Med disse kan den beskrevne udvikling fortsætte uden politisk ansvar: fiskerne kan handle kvoterne indbyrdes, og konsekvensen bliver naturligvis at de store og kapitaltunge fiskerier vil opsluge alle tilgængelige rettigheder. Dvs. politikerne giver op ved at forære de sørgelige rester af de tidligere så store fiskebestande til den natur- og ressourceødelæggende industri, som de selv skabte med deres politik og økonomiske støtte.

Det er bankerne som presser på, for de har ikke længere sikkerhed i den højtforgældede flåde, da fartøjerne ikke kan sælges. Derfor skal der findes sikkerhed og der er ikke andre værdier som kan pantsættes i erhvervet, end de fisk som stadig svømmer rundt i havet. Derfor skal fiskerne (læs: bankerne) have ejendomsretten over havets ressourcer og også ejendomsretten til selve fiskeriet. Prisen for denne privatisering af fisk og retten til fiskeri skal betales af de sidste rigtige fiskere, som bliver opslugt af de store industrier. Men forbrugerne, os alle sammen, kommer også til at betale mere for den i forvejen kostbare fisk. Denne pris er der regnet på og tallene skræmmer ikke politikerne. Derimod er der ikke regnet på den pris der skal betales for uddøde fiskerihavne, i støtte til udvikling af alternative erhverv, i tabet af den friske dagfangede fisk, i tabet af hele kulturer, identiteter, i tabet af indtægter fra turismen osv. Når der ikke er regnet på denne pris, så hænger det sikkert sammen med, at den pris er ubetalelig.

Først del af privatiseringen af havets ressourcer i dansk fiskeri blev fiskeriet efter sild for et par år siden, derefter kom makrel, nu industrifiskeriet og senest skaldyr og opdræt. Tilbage er nu resterne af konsumfiskeriet, og bortset fra det mindre kystfiskeri (ca. 6 % af fiskeriet), så arbejder de store inden for konsumfiskeriet også ihærdigt på at få ejendomsretten over torsk, rødspætter, hummer osv. Mht. skaldyr (muslingfiskeriet) og opdrætsområderne er det ikke selve ressourcerne, men ”fiskerettighederne” de vil have ejendomsretten over. Dvs. de som fisker i dag får ejerskabet over retten til fiskeri og dermed selvfølgelig også de ressourcer der hører til.

Privatiseringen af havets ressourcer og rettigheder til fiskeri, lyder umiddelbart som et liberalt projekt, og derfor i god overensstemmelse med regeringen og dets borgerlige flertal i Folketinget. Men privatiseringen af fisken og retten til fiskeri, er det modsatte af liberal politik. Privatiseringen af fisken i havet fører til centralisering af fiskeriet på færre hænder og prisen på fisk og skaldyr vil stige, når forbrugerne skal til at betale for fisken; endnu inden den er fanget; for selve retten til fiskeri og endelig for fisken selv. I dag betaler fiskerne 5-7 kr. for et kg sild, før han kan komme i gang med at fange den, i går var den gratis. Det er mere end dobbelt så meget som han får for den sild han sælger. Men over flere år kan det på papiret i hvert fald betale sig, fordi der nu er knappe ressourcer og derved giver stordriften driftsøkonomiske fordele. Det står klart, at hvis den mængde fisk fem fartøjer må fange i dag, kan fanges af et fartøj, så spares der mange penge, bl.a. til mandskab. Men den simple økonomiske logik holder kun, fordi der allerede er bygget alt for store og kostbare fartøjer, i forhold til de ressourcer som findes i havet. Og det er fartøjer, som for langt hovedpartens vedkommende, ikke ville være blevet bygget uden politisk og økonomisk støtte fra EU og nationale regeringer (en økonomisk offentlig støtte som i øvrigt også kan lægges oveni prisen på den fisk forbrugerne køber).

Priserne på fisk i EU er i dag vanvittig høje. Danske fiskere sælger gode torsk for 30 – 50 kr. kiloet. Deres kollegaer uden for EU i ex. Det Røde Hav, sælger store tun og andre kostbare fisk for under 5 kroner kiloet, fisk som sælges til de europæiske forbrugere til priser der er højere end torsk.

I stedet for at give op, ved at forære de sidste fisk til de store trawlere, så de kan udrydde de sidste fisk i havet og i sidste ende sig selv, burde vi ændre kursen 180 grader i fiskeripolitikken. Vi bør stoppe den økonomiske støtte til fiskeriet (EU har netop vedtaget en ny støttepakke på i alt 36 mia. kroner til fiskeriet). Vi bør udfase de store energikrævende trawlere, om nødvendigt tillade dem at gå fallit, og omstille til et mere miljøskånsomt og ressourcebæredygtigt fiskeri, det vil alle tjene på. Fiskeriet bliver mindre forgældet og mere robust og omstillingsparat i forhold til de naturlige svingninger i fiskebestandene. Det mindre og de mere traditionelle fiskerier bliver igen konkurrencedygtigt i forhold til trawl. Fiskeriet vil komme til at foregå fra flere havne, og dermed opretholder man beskæftigelsen i kystsamfundene. Disse naturligt arbejdende samfund bliver attraktive for turismen. Og sidst men ikke mindst – priserne på fisken til forbrugerne kan normaliseres.

De argumenter man bruger mod en sådan mere bæredygtig kursændring er ”vi kan ikke stoppe udviklingen” Men dertil er det vel kun at sige: Kan vi ikke stoppe udviklingen, så vil dansk fiskeri om få år bestå af 2-300 store fartøjer og nogle få joller, og så er det et farvel til erhvervsfiskeriet. ”De andre lande i EU vil overtage hele fiskeriet”. Svaret hertil er: Hvis det er EU’s fælles fiskeripolitik, så er det også et farvel til erhvervsfiskeriet, og samtidig en fallit for EU. ”De unge vil kun fiske med store trawlere som har toilet, bad, satellit tv og lædersofaer osv.”. Det er der unge som vil, de kommer bl.a. fra fiskernes egen uddannelsesinstitution i Thyborøn, som netop er styret af tankegangen om jo større jo bedre. Fiskeriuddannelsen i Grenå og unge fiskere i kystfiskeriet, går den modsatte vej, de vil gerne fiske i det mindre og mere traditionelle fiskeri.

Der findes ganske enkelt ingen gode og holdbare argumenter for at give fiskerne ejerskabet over ressourcerne i havet. Inden for fiskeriet får IOK dvs. ”individuelle omsættelige kvoter” og andre former for gældsætning af havets ressourcer, dette skudsmål: ”det er som at pisse i bukserne en kold vinterdag” – det giver et øjebliks varme, men de gældsplagede trawlere er dømt til fallitten, de burde aldrig være bygget og det eneste fornuftige er at få dem få fjernet. 

Selvfølgelig kan der også være store fiskefartøjer som kan gå langt til havs, for at vi kan få glæde af de ressourcer, der går derude. Men det havgående fiskeri bør tilpasses det fiskeri, de er bygget til, dvs. at det havgående fiskeri skal forvaltes for sig selv, på en sådan måde, at der er vandtætte skotter mellem dette fiskeri og det øvrige fiskeri. Uden disse forsvarsværker vil det havgående fiskeri fortsætte med at smadre det mindre og mere traditionelle og mere kystnære fiskeri. Derfor er der akut brug for en fiskeripolitik for de store og en fiskeripolitik for de små.

Det er udfordringen i Danmarks og EU’s fiskeripolitik. For fortsætter man redningsaktionen for de store trawlere gennem en større og større gældssætning og privatisering af fisken i havet, er det et farvel til dansk fiskeri og de værdier som hører til fiskeriet.

Kurt Bertelsen Christensen

Ferring Strand den 19/9 2004