Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Det danske erhvervsfiskeri – en fødevarepolitisk fiasko.

Det danske erhvervsfiskeri er ude i meget store økonomiske vanskeligheder disse år. De tidligere så hårde kampe for højere kvoter, er blevet afløst af en bøn om mere støtte, lavere oliepriser og højere priser for fisken. Regeringen hører bønnen og giver store tilskud til drift, om- og nybygninger og flere projekter. Projekter der bl.a. vil have hele det danske fiskeri miljømærket, et andet vil have hele fiskeriet videoovervåget og et tredje vil afskaffe industrifiskeriet. Alle projekter designet med det formål, at få et bæredygtigt fiskeri, herunder det største problem, at få begrænset udsmid af fisk.

Et dansk forsøg med videoovervågning på 6 fartøjer har kørt næsten et år og de ansvarlige for projektet DTU Aqua, konkluderer, at ”systemet virker”. Fødevareministeren skriver at videoovervågning ”begrænser udsmid af gode spisefisk”, og derfor vil hun også have det udbredt i EU.

”Udsmid” dvs. fisk og skaldyr som fiskerne smider tilbage i havet, enten fordi det ikke må sælges (under mindstemålet) eller ikke kan sælges (værdiløst) eller kvotebestemt, er et stort uløst problem. Videoovervågningen skal stoppe det ”kvotebestemte” udsmid, dvs. det udsmid som følger af at ens kvoter er opfiskede, eller fordi man udsmider salgbare spisefisk, for derved at få en højere pris for de store fisk man lander. Det første er faktisk ikke noget problem længere, for fiskerne kan ikke længere opfiske de kvoter de har. Det største problem er udsmidet af god spisefisk.

Selv om det er ulovligt at dumpe fisk der kan sælges, så følger det udsmid en simpel økonomisk logik og det er noget nær umuligt at opdage. For ligesom dopingen er svær at bevise i cykelsporten, kan det ikke bevises, at et fartøj der kun lander de store og kostbare fisk, nødvendigvis også må have fanget de små fisk. Og videnskaben skønner stadig, at fiskerne udsmider ligeså mange tons fisk som de lander.

Men inden den forståelige forargelse breder sig, er der nogle årsagssammenhænge som skal på plads.  Når fiskerne udsmider små fisk i dag, så har de faktisk ikke noget valg. Ingen fiskere med fornuften i behold, fanger først en masse fisk, for derefter at smide dem ud igen. Der er en logisk forklaring på det store udsmid og den logik kommer ikke indefra selve fiskeriet, men ovenfra fra det politiske og forvaltningen. Den logik fulgte med i oktober 2005, da regeringen med støtte fra Dansk Folkepart, privatiserede kvoterne og den deraf følgende handel med kvoter og koncentreringen af kvoter på færre, men større fartøjer og kvoteselskaber.  

Små torsk afregnes til ca. 20 kr./kg. de store til 30 - 40 kr. og for ikke at belaste dyrt indkøbte eller lejede kvoter, udsmides de små fisk. Fiskerens økonomiske logik er klar, han har betalt 2-300 kr. pr kg for en otte års rettighed, eller lejet for 15-20 kr. for et års rettighed. Og det betyder, at han ikke har råd til at sælge torsk for mindre end 25 kr. plus de omkostninger han har haft med at fange den.

Ministerens logik er så, at de videoovervågede fiskere skal have fordoblet deres kvoter. Så hvor fiskerne kvalitetsmaksimere fangsten, vil ministeren, at fiskerne i fremtiden lander alt det de fanger og dermed skal de flere fisk (større mængder) kompensere for mindre priser og så går regnskabet på, eller gør det? 

Det bestemmer fiskemarkedet og fiskernes driftsomkostninger. Hvis alle belønnes med dobbelt så høje kvoter kommer der vel dobbelt så meget fisk på markedet. Og det bliver vel at mærke dobbelt så mange af de billige sorteringer. Men det vil give problemer med ”udtaget” af fisk, dvs. fisk som ikke opnår EU’s mindstepriser, det vil vokse eksplosivt og det vil sandsynligvis slå bunden ud af mindstepris systemet (som fiskerne selv betaler for).

De bliver tvunget til både at sænke mindstepriserne og indbetale større tilsvar. Og det kan de ikke, for allerede i dag mener fiskerne, at EU’s mindstepriser er for lave, ikke målt på kvoterne, men på de omkostninger der er forbundne med at fange fisken. Så det er tvivlsomt, om større landinger vil kunne opveje de prisfald der vil komme på det samlede fiskemarkedet som vi kender det i dag. Og det bliver ikke nemmere af, at systemet skal virke i hele EU. For det er utopi, at ministeren kan få tilslutning i EU, til en fordobling alene af de danske kvoter. 

Og læg så dertil noget nyt for dansk fiskeri i denne sag, nemlig priserne på kvoter og rettigheder, dvs. spørgsmålet om fiskernes nyerhvervede ejendomsværdier. Hvis kvoterne fordobles og omkostningerne forbliver høje, vil kvoterne blive mindre værd - flere kvoter bliver værdiløse. Og hvad sker det så med bankernes sikkerhed for de store lån der er optaget til køb af kvoter? Der er udlånt mange hundrede millioner til køb af kvoter siden 2006 og i dag overstiger de værdier som er bundet i kvoter, rettigheder, tonnage, kW, havdage etc. ofte værdien af fartøjet.

Denne sag rejser også et andet spørgsmål. Et vigtigt argument for regeringen i 2005, for at forære de store værdier til fiskerne var, at med det private ejerskab ville fiskerne passe bedre på fisken, dvs. begrænse udsmidet og ødelæggelsen af havet og fiskebestande, ud fra devisen ”alles ansvar er ingens ansvar”. Men svaret på, hvorfor fiskeriforvaltningen nu vil videoovervåge de fiskere, som med ministerens egne ord var ”de bedste til at tage vare om fisken i havet”, blæser i vinden, ligesom svaret på de økonomiske spørgsmål. 

Jeg mener at projektet ikke gør ret meget andet end det udstiller de store økonomiske problemer som styrer fiskeriet i dag. Dansk fiskeri har aldrig været ude i så uoverskuelige økonomiske problemer som i 2008/2009. Hovedparten af de store trawlere kan helt enkelt ikke løbe rundt. Sidste år var det oliepriserne, i år er det store prisfald på fisken der slår bunden ud af fiskeriet. Det hænger ikke sammen og forklaringen ligger ligefor.

Man har mod al fornuft fået samlet kvoter og rettigheder på færre store trawlere og kvoteselskaber, samtidig med at prisen på brændstoffet siger og prisen på fisken falder. Der er ingen økonomisk balance længere.  Også derfor tvinges regeringen nu til, at give fiskeriet en uhørt stor økonomisk støtte (uhørt hvis vi ser bort fra tidligere kostbare og værdiløse ophugningsprogrammer). I dag får fiskeriets projekter en offentlig støtte på over 60 % af projekternes samlede investeringer og det er indlysende en helt igennem økonomisk ubæredygtig udvikling, i private virksomheder. 

Så de store fiskerier og deres selskaber, er nu statsdrevne virksomheder, og ligesom den centralt styrede stat i den liberale logik har det med ”at rage alt til sig” gør de store i fiskeindustrien det samme i fiskeriet. Alt hvad de kan få fat i køber de. Så det er ved at være sidste udkald for det privatejede erhvervsfiskeri.

Og det tosset for det alm. og mere traditionelle fiskeri (mindst 75 % af ca. 85.000 registrerede fiskefartøjer i EU) er der ikke de store problemer med. Hvis de ikke blev reguleret ud eller opkøbt af industrien, ville de klare sig og også sørge for vores friske fisk. Nej problemet og ansvaret for de nedfiskede fiskebestande og de mange mia. som fiskeriet har suget til sig de sidste 20 år, hænger på fiskeripolitikken, forvaltningen og fiskeindustrien.

Fremtidens fiskeri er ikke som ministeren vil have det, et kostbart videoovervåget fiskeri. Det er først og fremmest et liberalt selvhjulpent fiskeri, bygget og drevet på devisen ”lad falde som ikke kan stå”. Det er meget enkelt et fiskeri, som uden offentlig støtte giver sorte tal på bundlinen.

Det er måske et politisk set naivt bud på fremtidens fiskeri, under en centraløkonomisk styret borgerlig regering. Det er der så ikke noget at gøre ved, for erhvervsfiskeriet er en fødevarepolitisk fiasko. Det er intet mindre end en skandale, at fiskeriet med rigtig mange offentlige mia. € i lasten, er blevet forvaltet og reguleret til i dag meget store enheder, som af økonomiske grunde, tvinges til at destruere halvdelen af det de fanger.

Kurt Bertelsen Christensen

Sept. 2009