Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Tirsdag den 12. Maj 2009 skulle Jesper Raakjær Nielsen (JRN) forsvare en doktorafhandling om fiskeriforvaltningen i EU.

Forsvaret foregik på IFM i Hirtshals og her vil jeg forsøge med en anmeldelse af dette forsvar, samt trukket et par liner tilbage fra det videnskabelige arbejde, sådan som jeg har læst hørt og forstået professor Jesper Raakjær Nielsens virke som økonom i fiskeriet siden starten af 1990’erne.

Selve afhandlingen dvs. værket er ikke som man måske kunne tro det et værk på 1000 sider. Det blot 100 sider og 30 siders noter med henvisninger til det videnskabelige arbejde som JRN har bedrevet frem til dette foreløbige højdepunkt i hans akademiske karriere.

(Hvis man nu vil dykke dybere ned i de artikler JRN lægger til grund for sin disputats, så er det ikke sådan ligetil, da hans artikler er indeholdt i bøger som enten skal købes el. opdrives på biblioteket og det er noget bøvlet. Derfor burde de ((eller flere af dem)) gøres tilgængelige på IFM’s hjemmeside hvor der ellers findes artikler af andre end JRN, som kan downloades).

Men også uden denne indsigt i afhandlingens tilhørende artikler, er det efter min vurdering en tynd afhandling også i substansen og efter JRN’s forsvar, forekommer det samlede værk mig noget skrøbeligt. Og den vurdering bygger jeg på det fiskeriøkonomiske virke JRN har stået for i mange år.  

Der ligger problemet i dette værk, hvor JRN med denne afhandling ikke får samlet sit arbejde, det ligger nu mere åben end nogensinde. Og det skal jeg selvfølgelig uddybe og dertil må jeg bruge lidt tid på selve forsvaret og afhandlingen, inden jeg tager fat i de faktuelle problemer som denne afhandling ikke giver noget svar på. ”Faktuelle problemer” er væsentlige når vi taler om forvaltningsredskaber i fiskeriet. For det er her og nu diagnosen skal stilles og behandling sættes i gang hvis patienten skal overleve og da JRN ikke lød som en doktor med patologiske ambitioner, tror jeg også JRN ser en fremtid i fiskeriet.     

Indledningsvis slår JRN fast, at EU’s fiskeriforvaltning siden 1983, hvor den så dagens lys, er blevet meget syg. Og det er hele den fælles fiskeripolitik i EU med dens historiske rettigheder og deraf følgende relative stabilitet TAC og kvoteregulering som er syg. Men her skal det slås fast med ligeså store søm, at det bestemt ikke er nogen kontroversiel konklusion i dag. JRN får faktisk vanskeligheder med at finde nogen der mener det modsatte. Selv den øverste leder EU kommissær Joe Borg vil være enig med JRN i den konklusion og det kan læse i forordet til den Grønbog som EU netop har lagt frem for offentligheden til debat.

Så denne konklusion er ikke disputatsens højdepunkt (rygende pistol om man vil, om der overhovedet skal være en sådan i en doktorafhandling!) Men så skal der vel være noget andet! Men det er heller ikke i årsagssammenhængene, til hvorfor det gik så galt med den fælles fiskeripolitik, man finder de rygende pistoler, for årsagen til fiaskoen er ligeså klare. EU landende har ikke trukket på samme hammel; de har kæmpet for hver deres interesser og oveni de indlysende mangler for et fælles projekt, har EU og de enkelte landes regeringer pøset mia. af støtte EURO ind i fiskeriet.

Men også disse konklusioner er velkendte i dag. Så hvor er det så denne afhandling giver os noget vi kan arbejde videre med? JRN vil være doktor i fiskeri og det er helt fint at vi får en doktor som evner at stille den rette diagnose. Men syge har også brug for behandling og den rette medicin. For et er sikkert, fortsætter man med at give fiskeriet mere af den samme medicin, som det har fået siden sygdommene brød ud, er det ikke en læge den fælles fiskeripolitik får brug for, men en præst som også kan svare på spørgsmålet om, der er et liv efter døden?  

Og det er netop i JRN’s forslag til den fiskeripolitiske behandling og medicin jeg finder de helt store problemer. Ikke så meget i selve medicinen, som i dens forventede bivirkninger.   

JRN understreger først, at vi ikke kan komme uden om en fælles fiskeripolitik. Den er kommet for at blive. Og det gør han bl.a. med et underligt eksempel som giver os to muligheder til at tænke over, nemlig en fiskeriforvaltning hvor fiskerne forvalter fiskeriet 100 % og deroverfor sætter han en forvaltning, hvor systemet (uden fiskere) forvalter fiskeriet 100 %. Og det kan enhver jo forstå ikke er to muligheder og derfor er den første pille vi skal sluge ”fælles forvaltning” altså hvor systemet og fiskerne forvalter i fællesskab.

Dernæst en pille indeholdende en ”resultat- og økosystembaseret” forvaltning. Dvs. en forvaltning som bygger på, at der er målbare resultater (f.eks. noget lig genopretningsplanen for torsk, hvor vi over x antal år, skal når de mål planen sætter) og der kan være mål på kontrollen osv. Men mål skal sættes og de skal opfyldes, før man kan gå videre til næste mål, på så forhåbentlig en højere kvote. Og så skal den plan også måles på alle de andre faktorer som torsken lever under, altså på det vi kalder "økosystemet". Det er en pille som vi kender som virkningsløs. For de målbare resultater er noget nær umulig i den fælles fiskeripolitik hvor vi ikke kender udgangspunktet og vejen til målet. Og hvis vi finder en vej, så er der så mange biologiske smutveje, at det burde gøre de fleste fiskeriøkonomer rundtosset.

For selv om mange taler om et økosystem styret forvaltning, så er det så luftigt, at denne kun har sin gang i de biologiske kredse, hvor alt jo kan lade sig gøre i og med at man selv opsætter sine præmisser og derfor også selv drager sine konklusioner. I virkeligheden kan biologerne ikke få fiskerne og fiskeriet proppet ind i deres model og det langt sammen med at biologerne de facto ikke har det nødvendige historiske begreb om livet i havet og dets samspil med fiskeriet, gør det til et noget nær uanvendeligt redskab i virkeligheden. Også derfor undre det mig, at en økonomisk styret professor som nu vil være doktor, taler for et biologisk sammensat pille som biologerne selv har mistet tilliden til.

Så er det pillen der indeholder ”mere markedsstyring” og her mener JRN MSC miljømærket fisk, og her er vi på en økonomisk kurs. JRN har fået tillid til miljømærket fisk og det kan man også have, men det er svært med MSC mærket som alle ser ud til at kunne få, hvis de vel at mærker betaler for det. Og som læsere af denne hjemmeside ved er det også en bitter pille. For denne pille vil med en naturlovs styrke forstærker behovet for flere piller der indeholder mere og mere markedsstyring i selve fiskeriet, altså mere og mere privatisering og deraf følgende kapitalisering af rettigheder og kvoter og den vej, er med det nye Island i mente, ved at blive meget ufarbar.  

Så er det ”havdage pillen” et system som JRN måske, måske, ikke mener, kan afløse TAC og kvoteforvaltningen, dvs. hvor man regulere på hvor mange dage man må være på havet i stedet for på hvor meget man må lande. Det er et meget velkendt system og vi kender alle dets fordele og ulemper i og uden for den fælles fiskeripolitik i EU og hvis det er den pille vi kender, løser den ingen problemer. Og en havdage regulering i EU vil også føre til omsættelighed af havdage.

Men dette var i hovedtrækkene doktorens bud på fremtidens fiskeriforvaltning og politik og det er for lidt. For i virkelighedens EU fiskeripolitik i dag, står vi lige midt i den store diskussion om hvorvidt kvoter og rettigheder til fiskeri skal harmoniseres og derved gøres omsættelige først på tværs af EU’s grænser og derefter på sigt også globalt? Det er spørgsmålet i dag og alle andre spørgsmål viger for dette store spørgsmål, som JRN i sit forsvar ikke ville svare på. ”Jeg ved det ikke” sagde han flere gange.

Og da de områder hører under de økonomiske discipliner, er det ikke godt nok.  

”Jeg ved det ikke, det kan være en mulighed, men det giver også problemer” gentog JRN flere gange, presset af den ene af sine opponenter professor Bjørn Hersoug fra Norge. Og det er ikke godt nok fordi JRN den yngre var ikke i tvivl. Her skrev han med stor entusiasme om vigtigheden af at få den fælles kvoteforvaltning omlagt til et privat rettighedsbaseret   fiskeri og han kæmpede for at få det indført sammen med andre i toppen af dansk fiskeri, imod et meget stort flertal af de danske fiskeres ønsker og behov.

Meget kan være sket undervejs og JRN kan være blevet meget klogere osv. Men når man som JRN lægger 15 års arbejde til grund for en doktor afhandling, så bliver man også stillet til ansvar for det man har skrevet. Og da i helt særlig grad i dag hvor den sag er helt fremme i den EU Grønbog som JRN ofte omtalte.    

JRN mener, at forvalterne har svigtet fiskerne ved ikke at få dem inddraget nok i forvaltningen. Og jeg har sympati for JRN på det punkt. For han vil vitterlig gerne slå et slag for at fiskerne får større indflydelse på fiskeriforvaltningen. Og her er jeg enig med JRN. Mit problem er bare, at JRN ikke har el. vil udfolde et mere nuanceret begreb om fiskeriet og dets mange aktører. Han taler og skriver om ”fiskerne” som om at fiskerne skulle være en homogen gruppe med fælles interesser og det hænger altså ikke sammen. 

Kystfiskeriet som vi kalder det herhjemme ”small scale” på EU og det globale plan, er den vigtigste og politisk set mest problematiske aktør i fiskeriet, både målt i antal som i betydning. Det er det så (desværre) ikke i Danmark længere, men JRN taler om og forholder sig til EU’s fiskeriforvaltning og herunder hører det sydlige EU, hvor der kommer helt andre dagsordner på bordet. Og de dagsordner bliver JRN tvunget til at medtage når han indledningsvis slår fast, at den fælles fiskeripolitik er kommet for at blive. Hvis det er tilfældet så skal de områder tages med.

Her er det ikke nok blot at forholde sig til noget i EU sammenhænge så perifert som det danske pelagiske fiskeri (som JRN nu også er blevet formand for). Her og i dansk fiskeri som sådan spiller spørgsmålet om store og små i fiskeriet ikke længere den store rolle. Og jeg ved godt at JRN er opdraget i det praktiske danske fiskeri, hvor man organisatorisk ikke har ønsket denne opdeling mellem store og små, fint nok. Men det faktum betyder ikke mere i EU’s fælles fiskeripolitik, end dansk fiskeripolitik bidrager med. Og derfor må en doktor i EU's fiskeriforvaltning også tage disse faktorer alvorligt.

Og derfor står vi nu afslutningsvis ved denne sags kerne som også er hele fundamentet i EU’s Fælles Fiskeripolitik, nemlig de historiske rettigheder, den relative stabilitet som blev vedtaget i 1983. Dette at hvert land fik sin historiske rettighed til fiskeri i farvande, hvor de historisk havde deres fiskeri og der fik tildelt en procentvis andel af den til enhver tid gældende TAC (Den totale mængde af en art fisk i et farvand som hvert år fastsættes ud fra den biologiske rådgivning).

Og her ligger de økonomiske implikationer og venter på et svar.

JRN har svært ved at forestille sig, at den relative stabilitet ophæves og EU’s Fælles Fiskeripolitik omstilles til EU’s Fiskeripolitik. Og det kunne han ikke, for EU’s Ministerråd ville modsætte sig det, siger han. Det forstår jeg ganske enkelt ikke. Hvorfor skulle Ministerrådet gøre det? Det er klart de gjorde det i 1983 og siden har de kæmpet for deres nationale rettigheder, men det kan de da også gøre i en fiskeripolitik, som gør det muligt for EU’s fiskere at handle deres fartøjer og kvoter på tværs af EU’s indre grænser. Det foregår allerede i større og større målestok i dag så udviklingen er til at få øje på.

Tilbagestår det helt store spørgsmål om hvor der skal skæres mellem de store og de små i fiskeriet. For alle ved, at det sydlige EU under ingen omstændigheder vil være med til en ny fiskeripolitik, som vil opsluge deres mange tusinde af kystfiskere, det er politisk selvmord i de områder. Men de store fra syd har også interesser i at kunne handle på tværs af EU’s indre grænser med fartøjer og rettigheder og på sigt også til lande uden for EU.

EU har brug for fisk og fiskeprodukter og dem vil EU have så billigt som muligt og EU har brug for at få frigjort så mange af de midler som de bruger til den direkte erhvervsstøtte til finansieringen af en voksende og mere og mere kapitalkrævende forvaltning og kontrol. Så udfordringen ligger i spørgsmålet om de store og de små. Og der herinde, i de komplekse økonomiske sammenhænge og diskussioner, jeg havde forventet at JRN havde placeret sig, som den økonomiske doktor han gerne vil være. Det gjorde han ikke efter min mening og det synes jeg ikke er godt nok.

Selv er jeg afklaret i spørgsmålet om omsættelige kvoter og rettigheder at det kun gør ondt værre i fiskeriet. Også derfor har jeg mindst af alt brug for en doktor med uld i mund. Og jeg kan ikke gøre mig fri for en tanke som siger: Selv om den europæiske fiskeindustri og de store i fiskeriet har svært ved at lægge skjul på, at de vil have flere ejendomsrettigheder og mere frihandel med de mange rettigheder, så har de ikke brug for en doktor som taler dem efter munden. Og det synes jeg JRN gjorde, ved netop ikke at sige klart og tydeligt det samme som han har ellers tidligere har sagt så klart og tydeligt.

Der er et spil i gang i EU’s fiskeripolitik og det spil handler ikke så meget om fisken i havet, som spillet handler om at de store spillere kan ”komme igennem” med deres ønsker og behov for ejerskab og handel med kvoter og rettigheder og det spil hænger uløseligt sammen med de selskaber og deres store fartøjer som skal have nedbrudt EU’s grænser for handlen med de rettigheder, ganske enkelt fordi de er blevet alt for store i de nationale fiskerier. De skal ud på større markeder.

Men dertil skal der udarbejdes en troværdig sammenhængende politik for sikring af kystfiskeriet for ellers vil det sydlige EU ikke være med. Og den aner man end ikke konturerne af i dag. Og derfor holder alle kortene tæt ind til kroppen. Det er måske forståeligt set ud fra erhvervets snævre interesser.

Men den gode doktor anno 2009, forventer vi også lægger kortene på bordet, selv om udsigten er håbløs.

Kurt Bertelsen Christensen

Maj 2009

Efterskrift: Man kan med rette kritisere denne anmeldelse for at være irrelevant i forhold til en doktorafhandling, for hvad har jeg selv lavet af sammenhængende fiskeripolitiske undersøgelser, analyser og diskussioner? Og det er sandt jeg har ikke lavet noget der blot minder om en afhandling. Men det er også derfor jeg tillader mig at gå lidt hårdere til biddet. JRN blev efter min mening ikke tilstrækkeligt udfordret i Hirtshals. Hans opponenter professor Per Christensen sagde intet andet end at han og de to andre opponenter ville indstille JRN til en doktorgrad. Professor Susan S. Hanna fra USA var meget flink ved JRN og hæftede sig mere ved, at JRN havde en fortid som praktisk fisker, end de huller jeg har fokuseret på og selvom professor Bjørn Hersoug forsøgte at presse JRN på flere relevante områder synes jeg ikke det lykkedes for Hersoug at få åbnet for JRN's sårbare flanker.

Og det mener jeg hænger sammen med en udpræget flinkhed og sammenhold i den relative lille akademiske verden, der lever af fiskerierhvervet i og uden for EU i dag. Alle kender hinanden og alle har eller for brug for hinanden i deres virke. Og det udfordrer altså for lidt. Der var 60-70 tilhører denne dag, men næsten igen fra salen tog imod opfordringen fra mødelederen til at komme på banen med spørgsmål og kommentarer endsige mindre angreb mod forsvaret.

Der var ingen - så vidt jeg kunne se - fra ministeriet, direktoraterne og styrelser og ej heller repræsentanter fra Danmarks Fiskeriforening, hvis de var der så sagde de ikke noget. Der var mange fra forskningen og de var tavse.