Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Nu skal fiskeriet ødelægges som landbruget er blevet det

I et tillæg til Dagbladet den 10. nov. 2005 kunne man læse Rødvigfiskernes formand Thomas Jensens bekymring for fremtiden i forbindelse med det nye fiskeriforlig.

Jeg forstår godt TJ’s frygt. Fiskerne skal nu det samme i gennem, som vi i landbruget har været på mælkeområdet med kapitaliseringen af kvoterne.

For ca. 10 år siden blev kvoterne på den danske mælk salgbare. Det har betydet, at den danske mælkeproduktion er blevet drænet for ca. 8.5 mia. kr., der er forsvundet ud af erhvervet med det til følge, at de resterende mælkeproducenter har forgældet sig til op over begge ører. En gæld som aldrig før i historien.

Storbønder har købt kvoten, og kan de ikke betale deres gæld, (hvad de ofte ikke kan) ja så må banker og kreditforeninger lave akkorder og eftergivelse med dem. Som de resterende medlemmer af bank og kreditforening så må betale i form af øgede bidrag, gebyrer etc.

For dem der solgte mælkekvoten var det måske lukrativt nok. Og også for staten som tog deres part i form af beskatning af fortjenesten.

Resultatet blev nedlagte mejerier og Arla der sidder tungt på markedet, og stiller store krav til f.eks. minimumsleverancer, som den lille mælkeproducent ikke kan opfylde. Han forlader erhvervet. Samtidig er både miljøet og landbokulturen blevet forringet, som følge af en centralisering af mælkeproduktionen på ganske få hænder. Men ingen mælkeproducenter er blevet rigere eller mere lykkelige, fordi de fik større kvoter og flere køer.

Nøjagtig det samme vil nu ske for fiskeriet. Fiskeribankens krak betyder, at fiskerne skal ud på det øvrige lånemarked, som alle andre erhvervsdrivende. En kutter er ikke megen sikkerhed, men følger der en fiskekvote med, ja så er der lånemuligheder. Den lille fisker fra Rødvig, som sælger sin kvote bliver (måske) forgyldt, men ikke lykkelig. Ham der køber kvoten sidder tilbage med en stor gæld og er heller ikke lykkelig. De eneste der kan vende mundvigene lidt opad er staten. De får jo indtægter af en god beskatning på salget. Samtidig ødelægges hele kulturen, som fiskerne har værnet om. Og havmiljøet smadres af store trawl, der slæbes over havbunden og som kræver et enormt energiforbrug sammenlignet med de andre og mere skånsomme fangstmetoder.

For mit vedkommende vil jeg være meget ked af, at små fiskersamfund som Bøgeskoven, Rødvig og Lund går tabt, hvis de mindre kuttere skal hugges op. På samme måde som jeg ærgrer mig hver gang jeg læser om et endnu et landbrug, hvor jorden stykkes fra og landbruget nedlægges.

Det undrer mig, at man fra politisk hånd vil have den lille bundgarnsfisker med en båd på 10 m. og den lille bonde med 25 ha. og 15 ammekøer væk fra havet og jorden. Det er jo ikke dem som belaster miljøet og driver rovdrift på naturen. Det gør til gengæld de store trawlere og enorme svinefabrikker, som hele tiden skal have lov til at blive endnu større. Hvad er den skjulte dagsorden? Er det regeringen eller EU der ønsker det? Eller måske dem begge?

På Landsforeningen Levende Havs hjemmeside, har jeg fundet følgende: ”Hvis kystfiskerne vil en anden kurs end systemet ønsker, kan de faktisk også undgå at blive ofre i dette fiskeriforlig. Men det kræver energi, vilje, styrke og organisering af kystfiskeriet og en professionalisering af deres frontkæmpere. Gør kystfiskerne det, kan de også vinde kampen mod de store.”

Mindre fiskere og småbønder bør gå sammen for at sikre ordentlige betingelser for det bæredygtige fiskeri og landbrug. Desuden tror jeg, at de fleste danskere har stor sympati for den lokale og mere håndværksmæssige fødevareproduktion, og mange vil også gerne betale en merpris for ordentlige produkter. Men afviklingen er sat på skinner og i fuld fart, så der skal handles hurtigt inden det er for sent.

Henrik K. Schou,  bonde

Skovhøj

Ingelstrupvej 5

4682  Tureby