Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

De 2 seneste indlæg i debatten om individuelle omsættelige fiskekvoter, marts 2004

v/Formand for LLH Kurt Bertelsen Christensen

1. Nej til en privatisering af fisken i havet. Jyllands Posten

I Jyllands Posten den 12/3 argumenterer Chresten Anderson (CA) for, at fiskerne skal have ejerskabet over fisken i havet. CA mener, at når fiskerne ejer fisken, så vil de heller ikke udsmide fisk. De vil tage vare om dem, for som det er i dag, hvor fisken i havet er alles ansvar, er fisken ingens ansvar, understreger CA

Det er en fristende tanke, at overlade fiskeriets problemer til fiskerne, og jeg kan forsikre CA om, at de store fartøjer i dansk og europæisk fiskeri og deres organisationer arbejder for sagen. Men en privatisering af fisken i havet er ikke løsningen på fiskeriets problemer.

Individuelle omsættelige kvoter (IOK), for det må være den model CA forestiller sig indført i dansk fiskeri, stopper ikke udsmidet af spisefisk. Med IOK vil det ikke være et kvotestop som giver udsmid, men den økonomiske rationalitet. En fisker har købt en give mængde fisk, og da priserne på fisken er afhængig af størrelsen på fisken, dvs. store fisk høje priser, så smider man de små fisk tilbage i havet. Et andet forhold ved fiskeriet i specielt Nordsøen er, at man under trawlfiskeri fanger mange slags fisk, og hvis man kun har købt kvoter til bestemte arter, eller for lidt kvoter, ja så skal de der ikke har kvoter, også udsmide fisk (på de store sejlende fiskefabrikker kan man gøre et eller andet med salg og køb under fiskeri osv. men det er kun teoretisk mulig på de meget store skibe).

Et privat ejerskab over fisken i havet eller rettighederne til fiskeri stopper ikke udsmidet. Når fødevareministeren tøver med at indføre IOK i dansk fiskeri, så hænger det sammen med ovenstående, men nok mere med det demografiske problem. Fiskeri er et af de få erhverv som naturligt hører hjemme i yderområderne og på øerne, og privatiserer man fisken, eller fiskerettighederne, som de store fartøjer ønsker sig i Danmark, så vil de små og mellemstore kuttere forsvinde ud af dansk fiskeri. Deres fisk og rettigheder vil blive opkøbt – det er jo også derfor de store ønsker at få dette system, de skal have større fiskerimuligheder, ellers går de fallit. Tager man fiskerierhvervet fra de mere end 100 små havne og landingspladser, så mister vi ikke blot bosætning og lokalsamfund, men erhvervs- og kulturværdier, som efter min mening, rangerer i værdi på højde med uerstattelige værdier, som skoven, det rene drikkevand, den rene luft osv. 

Tilbage er der kun en sikker kurs for fiskeriforvaltning og det er en tilpasning af fiskeriet til de fisk der må fanges. Det er store dele af trawlfiskeriet som har det største udsmid og som ødelægger mest havbund, og derfor skal dette fiskeri under en ekstra stram styring og kontrol. Og denne tilpasning kan foretages uden offentlige tilskud. Man skal blot privatisere trawlfiskeriet, dvs. stopper al offentlig støtte til dette fiskeri og ikke mindst den offentlige støtte til olien. Fiskeriet skal selvfølgelig betale den fulde pris for olien og da det er trawlfiskeriet som ødelægger mest i havet og for andre fiskere, kunne man for en sikkerheds skyld også pålægge trawlfiskeriet en mærkbar afgift.

Følger fødevareministeren dette råd, kan jeg garantere CA og andre for, at problemerne i fiskeriet vil være løst.

2. Fiskerikonflikten. Dagbladet Information

De store fartøjer (4-500) i dansk fiskeri, fanger mere end 80 % af kvoterne, og de vil have indført individuelle kvoter (IK), med omsættelighed/ejerskab (IOK). De store har et akut behov for kapital, og da der ikke er flere penge i bankerne, skal fisken i havet og de historiske fiskerirettigheder nu stilles som sikkerhed, med det resultat, at de mindre kuttere der er tilbage i dansk fiskeri 1-1500 blive opkøbt af de store. Det vil give alvorlige problemer i yderområderne med bosætning og arbejdspladser. For selv om de få store fartøjer der bliver tilbage i fiskeriet, vil fange den samme mængde fisk, så vil de landinger kun tilflyde de få større vestjyske havne.

Regeringen og Folketinget er i et dilemma, for med en eventuel indførelse af omsættelige kvoter, vil de få privatiseret ophugningen og moderniseringen af fiskefartøjerne. Det er fristende, for de har brugt flere mia. på fiskeriet til ophugning og modernisering, og resultatet er intet mindre end en økonomisk og biologisk skandale. Med en privatisering af fisken i havet, vil man kunne overlade fiskeriet til de frie markedskræfter i fiskeriet, ligesom det er sket på bl.a. Island, hvor omsættelige kvoter har ført til at fiskeriet er blevet koncentreret på få, men meget store fartøjer og selskaber.  

Regeringen og socialdemokratiet siger at de støtter det mindre og det kystnære fiskeri, men det er indtil videre en støtte uden indhold. For de sidste 3 år, hvor kystfiskeriet flere gange har været oppe i Folketinget, har politikerne endnu ikke taget en eneste fisk eller støttekrone fra de store og givet til de små, tværtimod. Det hænger sikkert sammen med, at de har pumpet mia. af offentlige kroner ind i det store fiskeri, uden noget form for sikkerhed eller dokumentation for fornuften i denne støtte. Og de mange mia. der nu skal til for at få rettet skuden op, findes ikke i det offentlige system - men de findes ude i naturen. Der er ikke sat nogen pris på fisken ude i havet, men derude svømmer der flere mia. kroner fiskekvoter, helt frit omkring. Så det er fristende at få denne naturressource eller retten til fiskeri privatiseret, for derefter at overlade det til fiskerne selv at finde ud af hvordan de vil fange fisken. Men det er en kortsigtet og meget dyr løsning, for den vil afføde en ubetalelig regning i form af affolkning af de mindre samfund, tab af kultur og natur, et tab som tåler sammenligning med tabet af naturværdier som rent vand, skoven, luften vi indånder osv. 

Kystfiskerne har set skriften på væggen og er gået til kamp mod de stores planer og de har oprettet en landsdækkende Arbejdsgruppe for det Kystnære Fiskeri. Og gruppen siger fra det første møde i Århus, et klart og utvetydigt ja til, at fisken i havet og rettighederne til fiskeri, skal forblive allemandseje.