Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Debatindlæg af formanden for Levende Hav på Altinget www.altinget.dk

Forkert at bygge nye kvoter på historisk fiskeri

I et debatindlæg opfordrer formanden for foreningen Levende Hav Folketingets partier til at gå imod regeringens planer for en individualisering af fiskekvoterne. Han mener, at omlægningen af fiskekvoterne bl.a. vil favorisere fiskere, der har snydt på vægten.

Debatindlæg af formanden for Levende Hav, Kurt Bertelsen Christensen

Mange danske trawlere fisker med større motorer, end de har lov til. Præcist hvor mange ved ingen. Men fødevareministeren har nu pålagt Fiskerikontrollen og Søfartsstyrelsen at få undersøgt sagen.

Levende Hav har sat fokus på problemet, fordi regeringen har planer om at ”overdrage”, dvs. give fartøjsejerne fiskekvoterne som privat ejendom.

Et af de helt store problemer, set fra vores synsvinkel, er, at overdragelsen skal ske ved brug af de enkelte fartøjers såkaldte ”historiske fiskeri”.

Problemet med det historiske fiskeri
Dvs., at de får den andel af kvoterne, de har fanget de seneste fem år. De kan vælge det bedste år for dem, dvs. det år, hvor de fangede den største mængde af de enkelte arter i forhold til de nationale kvoter det samme år.

Derved bevarer man det fiskerimønster, som har været styrende siden 2000. Alle får den mængde fisk, de individuelt har kunnet fange, målt i forhold til den til enhver tid gældende kvote, med det udstyr og det mandskab som de hver især har haft til rådighed.

Problematisk udvælgelse
F.eks. har fartøj X fanget 90 tons i Nordsøen i 2002. Kvoten i Nordsøen var i 2002 på 9000 tons. Dvs., at fartøjet i 2002 fangede en procent af kvoten. Fartøjets ejer vælger dette år, også selv om han i 2000 fangede 110 tons, for da var kvoten 14.000 og dermed en lavere promille.

Og sådan fortsætter udregningerne på de enkelte arter i de mange farvande. Disse promiller overdrages fartøjerne/ejerne som ejendom. Falder kvoterne, falder mængden, og stiger kvoterne, så stiger mængden.

Den relative arv fra EU
Det er et system, som dansk fiskeri overtager fra EU’s fiskeripolitik, som den blev skabt i 1983. Et system som kaldes den ”relative stabilitet”.

Og relativt det er, hvad dette system om noget system er.

Relativt fordi det bliver nødt til at acceptere fiskeriet de seneste fem år. Også selv om det har været et ufornuftigt og ubæredygtigt fiskeri, målt på bl.a. miljø- og ressourceforvaltning.

Dertil kan lægges spørgsmålet om, hvorvidt fiskerne har efterlevet reglerne?  Og det er langt fra tilfældet.
Snyderiet med motorkraften og omfattende snyderier under begrebet ”grå fisk” omskrevne fisk mellem arter, fartøjer, skuffefisk, farvande osv. Disse former for fuskeri er kendte og de mange nye kontrolsystemer, som er introduceret de senere år, bevidner dette faktum.

Fusk i fiskeriet
Det historiske fiskeri er altså ikke blot et ufornuftigt og ubæredygtigt fiskeri, det er også et ulovligt fiskeri.

Derfor bør samfundet ikke overdrage fartøjsejerne deres historiske fangstandele til fremtidig ejendom.

Men de fartøjer, som i dag sidder på størsteparten af fisken, deres rådgivere, bankerne og regeringen presser på for at få gennemført dette system og frigjort de mange penge, som kvoterne sikkert repræsenterer.

Millioner på spil
For der er måske meget store værdier på spil. I disse år foregår der et forsøg med omsættelige kvoter i det pelagiske fiskeri efter sild og makrel, og her handles kvoterne nu til en pris der er tre til fem gange højere, end fisken koster i handlen.

Hvis erfaringerne herfra kan overføres til det demersale (fisk som lever ved bunden, dvs. torsk, rødspætter, kuller el. rettere sagt alle de fiskearter, som vi normalt forbinder med dansk fiskeri), så er det rigtig mange penge.

I 2004 landede danske fiskere for mere end en mia. kroner af disse fisk, som nu forsøges privatiseret.

Og det er disse mange penge, som de få af fiskerne, deres banker og ikke mindst regeringen er ude efter.

Mange interesserede i privatisering
Det er indlysende hvorfor, de, der har de store mængder fisk på ”kontoen”, vil have ejendomsretten.

I det pelagiske fiskeri er der eksempler på, at enkelte fartøjsejere har tjent op mod 100 mio. kr. på handlen med kvoter.

Bankerne på deres side har akut brug for værdien af kvoterne som sikkerhed for de store lån, de har ude at svømme i dansk fiskeri.

Bankerne mangler sikkerhed, fordi fartøjerne ikke kan sælges til de lån, der er i fartøjerne i dag.

Regeringen vil have privatiseret kvoterne, fordi køberen af kvoterne, dvs. de, som har eller kan låne penge i bankerne i dag, også skal købe det fartøj, som kvoterne tilhører. Og dermed privatiseres ophugningen af de mange fartøjer, som forsvinder ud af dansk fiskeri.

Det er mange penge, men det er penge, som skal forrentes af de tilbageværende fiskere. Dvs. havet og fisken og det kan kun blive dyrere med den stigende rente.

Samfundet betaler prisen
Men samfundet betaler den helt store pris: Tabet af det bæredygtige fiskeri.

Det vil f.eks. gå ud over havne i hele landet. Havne, som alle kender, og som vi holder af, og som bidrager med arbejde og mennesker i landets yderområder, og på de mange større og mindre øer i Danmark.

Ministeren påstår, at dette system ikke er IOK. Dvs. ”Individuelle omsættelige kvoter”, og det er sandt. Men konsekvenserne bliver de samme som under IOK.

Det kan betale sig at snyde
Dem, som har fisk og derfor kan låne penge, køber fra dem, der har for lidt. Og dem, der har fisk, er de fiskere, der har ødelagt fiskeriet, som vi kendte det. Det er bl.a. de fiskere, der har været mest kreative (læs: har fusket) med reglerne og/eller, som har fisket som en ”brækket arm” – og det er naturligvis oftest de samme fiskere.

Dvs., at regeringen nu bygger fremtidens fiskeri på fiskere, der har været gode til at bøje reglerne, hente tilskud osv. De har ikke nødvendigvis været gode fiskere, dvs. gode forvaltere af naturen og dets ressourcer, men gode til at rage til sig, og det med alle til rådighed stående midler.

I den gruppe finder man også de fartøjsejere, som kun vil have helt unge på 20 år og derunder om bord, fordi de unge ikke laver vrøvl over forholdene eller over at skulle fiske døgnets 24 timer uden hensyntagen til arbejdsmiljø og sikkerhed.

Sådanne fartøjsejere er der desværre alt for mange af og de har ved brug af unge menneskers ønsker om hurtige penge fået opbygget de store fangstandele, som regeringen nu vil give dem som ejendom. Ikke besætningerne, de får ingenting, men det gør ejerne af fartøjerne, og de kan herefter gøre, hvad de vil med den nye ejendom.

Juridisk holdbare kendsgerninger
Jeg lægger ikke skjul på, at dette system er mig inderligt imod, og jeg ved, at det ligger milevidt fra det fiskeri, som jeg og hovedparten af de danske fiskere og borgere i Danmark holder af.

Men jeg lever og virker i et demokrati, og Danmark har en regering, som er overbærende mht. på fusk og kreativ virksomhed i politik og erhvervsliv. Og regeringen vil jo privatisere alt, hvad der overhovedet kan privatiseres og det bliver jeg så nødt til at tage til efterretning, hvis regeringen kan hente et flertal for denne politik.

Men når det er sagt, og det er understreget, så er der objektive uretfærdigheder indeholdt i denne privatisering af kvoterne.

Og jeg tror at disse ulovligt opbyggede uretfærdigheder også vil vise sig at være juridisk holdbare kendsgerninger.

Intet problem at kontrollere
For præmissen for regeringens privatisering af fiskekvoterne kan kun være, at der nu ikke længere findes danske fiskere, som har fisket efter reglerne. At der ikke længere er retfærdighed i fiskeriet, og derfor kan dette system også indføres.

Den præmis holder ikke i fiskeriet, og den rammer myndighederne for de ved og har viden om disse ulovligheder. De samme myndigheder forsøger at forklare ulovlighederne med, at der er tale om meget vanskelige problemer, og at de samme problemer findes i de andre EU-lande osv.

Underforstået – hvis danske fiskere begynder at overholde reglerne, så vil andre landes fiskere blot overtage det fiskeri og de fisk, som danske fiskere mister ved at skulle overholde reglerne. Men det er jo ikke en forklaring, som burde holde vand. Søfartsstyrelsens folk siger, at der ikke er vanskeligt at kontrollere motorerne i danske fiskefartøjer, de skal blot have besked om det, og det har de ikke fået.

Sig derfor nej til regeringens planer
Og da denne sag har været på dagsorden siden 1997, har Fødevareministeriet ingen holdbare undskyldninger på det punkt. Med hensyn til i hvert fald dele af det grå fiskemarked, så er situationen den samme. Da man i 2004 indførte reglen om, at fiskerne skulle ringe til Fiskeridirektoratet, når de tog på fiskeri, og når de kom i havn, fik man stoppet meget af omskrivningerne fra et fartøj til en kvotejolle. ”Skuffefisk” problematikken kan der også gøres meget mere ved, det vidner store retssager og millionbøder om.

Så meget mere kunne og meget mere burde være gjort fra myndighedernes side.

Derfor bør Folketinget ikke støtte regeringens planer for en privatisering af fiskekvoterne.