Levende Havs kommentar til IK/IOK oplæg i FiskerBladet nov. 2004

I november 2004 udgaven af FiskerBladet finder man en gennemgang af et oplæg til en ny regulering af erhvervsfiskeriet byggende på individuelle kvoter IK (individuelle kvoter, med forskellige former for omsætteligheder). Oplægget har bladet modtaget fra Fødevareøkonomisk Institut FOI. Det står ikke klart, men det ser meget ud til, at FOI har forsøgt sig med et IK forslag som toppen i Danmarks Fiskeriforening kan acceptere og som de også har haft stor indflydelse på.

Men modstanderne af IK/IOK og de mange fiskere som i dag ikke er medlemmer af Danmarks Fiskeriforening (ca. 50 %), får ikke et ben til jorden i dette oplæg fra FOI. Det skal vi her forsøge at rode bod på. Der er 19 punkter i FiskerBladets gengivelse her og bortset fra Danmarks Fiskeriforenings udtrykte ønsker og planer om at overtage styringen af kvoter og uddelinger, så er der ingen diskussion overladt til tvivlerne.     

FiskerBladets tekst holdes følgende i sort og Levende Havs i blåt.

Der skal nødvendigvis tages forbehold for flere uoplyste faktorer. Det oplæg som FiskerBladet har modtaget fra FOI har vi ikke kunnet finde på instituttets hjemmeside, så præmisserne og konklusionerne er foreløbig ukendte, som vi selvfølgelig heller ikke har kunnet tjekke FiskerBladets fokusering og sammenfatning. 

Foreløbig konklusion:

Hvis toppen i Danmarks Fiskeriforening har haft mere end finger med i dette oplæg, hvad som nævnt meget tyder på, så kan det slås fast, at Danmarks Fiskeriforening nu er kommet helt ud af skabet. Foreningen vil have både IK og den helt rene vare IOK, under den forudsætning, at foreningen får den magt over fiskerne og kvoterne som dette oplæg lægger op til.

Oplægget viser, at IK, hvor de enkelte fiskere imellem kan sælge fartøjer med tonnage, kW og kvoter, skal indføres. Og der oprettes en ”byttebørs” som den kaldes. Men denne børs får mange flere beføjelser end blot at bytte kvoter. Her lægges der op til, at børsen kan bytte og handle med tonnage, kW, havdage, kvoter osv.

Claus Jacobsen FiskerBladet skriver:

”Uanset, om man er tilhænger eller modstander af IOK og/eller IK, tegner fremtiden sig ny og anderledes. I hvert fald hvis man skal tro ”Fødevareøkonomisk Instituts” afdeling for fiskeriøkonomi – og forvaltning.

FiskerBladet har fået adgang til et nyt oplæg om forvaltning af konsumfiskeriet med Individuelle Kvoter (IK), som kan læses nedenstående. Det kommer samtidig med, at Danmarks Fiskeriforening og fiskerne diskuterede den ny hverdag for dansk fiskeri på en ekstraordinær generalforsamling i Middelfart 30. oktober.

Byttebørs

Et væsentligt omdrejningspunkt i oplægget, der begrundes med princippet om mest mulig retfærdighed ved fordeling og forvaltning, er en Byttebørs. Der peges derudover på, at det foreslåede system ikke vil kunne fungere i praksis uden tre andre nøgleord:

* Åbenhed

* Tillid

* Stabilitet

Der fokuseres klart og tydeligt på den forudsætning, at myndighedernes krav om korrekte og tidssvarende oplysninger nødvendigvis skal være til stede”.

Levende Hav skriver:

FOI projektet er fremadrettet, dvs. hvorledes fiskeriet kunne og ikke mindst bør reguleres i fremtiden. Begreber som ”åbenhed og tillid” og ”korrekte og tidssvarende oplysninger” med flere, hører ikke til den nære fortid mellem fiskere indbydes og fiskere og forvaltning. Og med det kendskab vi i øvrigt har til FOI’s arbejde, ex. en rapport 119 fra 2001 om IOK, og det faktum, at FOI indtil i dag ikke har beskæftiget sig med fiskeriets nyere fortid, er det mere end sandsynligt, at også dette oplæg fra FOI, ikke indoptager en diskussion om samfundets fiskeripolitiske interesser, dvs. hvilken struktur vi ønsker for fiskeriet, og hvorledes og på hvilket fælles dvs. retfærdigt grundlag man kan komme i gang med en IK/IOK regulering.

I rapporten 119 fra FOI tydeliggør forskerne, hvorfor de ønsker IOK. De mener ex. at det er ”et problem” at fiskerne som et af de eneste tilbageværende erhverv udnytter en fælles ressource. For FOI er det altså et problem, dvs. ikke et umisteligt gode, at fiskeriet fortsætter med en form for fælleseje af naturens ressourcer. Og hver gang rapporten beskæftiger sig med de af IOK affødte strukturproblemer, at de kapitalstærke fartøjer opkøber de mindre, så henviser forskerne til det øvrige samfund. Det er altså ikke noget problem for forskerne, hvis det danske erhvervsfiskeri kommer til at bestå af færre end 500 fartøjer i stedet for de 5000 fartøjer, som udgjorde rygraden i det danske fiskeri før EU - for sådan er det jo også gået i resten af samfundet, inden for landbruget, dagligvarehandlen osv.  

Forskerne vil sikkert forsvare sig med, at de er forskere og at sådanne vægtninger er politiske og derfor også værdiprægede. Men enhver der læser og lytter til de danske fiskeriøkonomiske forskere, kan ikke være eller komme i tvivl om, at netop disse forskere (med Danmarks Fiskeriforening) har valgt side til fordel for IK/IOK.

Et andet og meget vigtigt aspekt ved IK/IOK interesserne i Danmark, som FOI ikke beskæftiger sig ret meget med, er banker og private pengeinstitutters interesser i IK/IOK. Den danske flåde set under et, er bl.a. pga. de dårligere og dårligere fiskeribetingelser, i dag blevet forgældet til langt over fløjknappen, og der ledes med alle midler efter større sikkerhed/pant. Et fartøj som i dag har en gæld på ex. 20 mil kroner, kan meget vel måske kun handles til 10 mil kroner. Men hvis dette fartøj kan få ejendomsretten over kvoterne i havet, og bankerne kan få sikkerhed i disse kvoter, så vil sådan et fartøj måske igen kunne sælges til de 20 mil kroner. Så fiskernes långivere spiller en betydende, men indtil videre meget tavs rolle i IK/IOK diskussionen i Danmark. Her skal understreges, at bankerne med IOK tilsyneladende vil få større fordele end med IK.

Men også kun tilsyneladende, fordi en IK ordning også vil løse bankernes finansielle problemer fiskerne imellem, med fordel for bankerne. Hvis 2 fartøjsejere ex. har lån i det samme pengeinstitut og det ene fartøj ikke kan stå sig i konkurrencen med det andet, fordi det er blevet for gammelt, skal have ny motor osv. så vil dette fartøj kunne opkøbes af det effektive. Og selv om det effektive får en højere gæld, så vil det mere effektivt, dvs. uden de store driftsomkostninger, bedre kunne forrente den højere gæld. Det opkøbte fartøj vil på sin side kunne sælge fartøjet med kvoterne, tonnagen og kW til en pris som kan indfri dette fartøjs gæld. Under den gældende regulering, og uden offentlig støtte til ophugning, vil det være umuligt for mange fartøjsejere. Så bankernes rolle i IK/IOK må og kan ikke undervurderes.     

Men under alle omstændigheder er det en meget vigtig offentlig diskussion for og imod IK/IOK, at få afklaret på hvilke præmisser det danske erhvervsfiskeri skal bygges, dvs. struktur og hvorledes de enkelte fartøjsejere eventuelt får tildelt deres individuelle kvoter, hvis det er denne kurs fiskeriet skal ind på.   

For der er selvfølgelig mange metoder i og uden for IK og IOK.

Den metode som er spil herhjemme i øjeblikket, og som også er fremtrædende i oplægget fra FOI, bygger på ”Individuelle historiske rettigheder” IHR. At strukturen som vi kender den fastlåses og at hvert fartøj tildeles/gives/foræres en kvote på de forskellige arter i de forskellige farvande, svarende til den mængde, målt i promille, i forhold til det fartøjet fangede i et bestemt år. Dvs. hvis et fartøj fangede 50 tons torsk i Nordsøen i 2003, og det bliver det valgte år, og den danske kvote for torsk i Nordsøen i 2003 var 5000 tons, så vil dette fartøj få 10 promille af kvoten. Og hvis kvoten så i 2005 bliver ex. 10.000 tons, så må dette fartøj fange 100 tons torsk i Nordsøen i 2005. Og så videre på alle andre arter i de enkelte farvande.

Det synes jo umiddelbart som en fornuftig løsning. Men den løsning tager som nævnt ikke højde for de indlysende problemer der ligger i en sådan status quo løsning.

1.      problem: Har Danmark den flåde- og fangstredskabs sammensætning som vi ønsker i dag? Hvis det er tilfældet, og iværksætter vi IK/IOK på den nugældende struktur, så afskriver vi også fiskeriet og udviklingen af fiskeriet fra de mange mindre og mellemstore havne og landingspladser og fremmer dermed afviklingen af det traditionelle danske fiskeri. Vil vi det?

2.      problem: Den omfattende kreative bogføring som har fundet sted de seneste år, i takt med de faldende kvoter, med omskrivninger af fisk til andre farvande og fartøjer osv. De fiskere som har været tilbageholdende på dette område, bliver uretfærdigt misforvaltet ved en sådan opstart. En indførelse af IK/IOK på dette grundlag vil de facto lovliggøre ulovlighederne og forgylde de som har brudt loven. Og dertil kan lægges, at IK/IOK ved brug af IHR, skaber store problemer for de uheldige fiskere, de som har haft uheld, været syge eller som har forsøgt sig på andre arter i andre farvande osv. de kommer i klemme. Er det retfærdigt nu at forære de fælles ressourcer til de fiskere som snydt mest og som derfor allerede har taget en større part af de fælles ressourcer, end deres kollegaer?

3.      Konklusionen: En opstart på IK/IOK ved brug af IHR er, at IHR er ødelæggende for en eventuel strukturudvikling i fiskeriet, som bl.a. retter sig mod et mere og mere naturskånsomt fiskeri (omstilling fra trawl til mere passive redskaber). Dermed sanktionerer vi f.eks. også de mest destruktive former for fiskeri vi har i dag ex. bomtrawl og trawlfiskeriet efter jomfruhummer. Mellem fiskere er IHR en uretfærdig model og den vil da også skabe store problemer fiskerne imellem. Den model vil også skabe splid mellem fiskerne i de enkelte havne og det samarbejde som er nødvendigt, for at få havnene og dets funktioner til at fungere, bliver umuliggjort, når og hvis ulovlighederne belønnes. 

Den metode man brugte på Færøerne i midten af 90’erne, til opstarten på den såkaldte ”Færømodel” en regulering via havdage, synes mere retfærdig. Her opdelte man flåden i segmenter og farvandsområder. De små, mellemstore og store for sig, det samme mht. kroge, garn og trawl og de områder de forskellige segmenter måtte fiske i, de små tættere ved land og de store længere til havs osv. Derefter fik de enkelte fartøjer i hver gruppe X antal havdage. (På Færøerne afskaffede man kvoter og indførte en regulering med havdage. Hver gruppe af fartøjer fik tildelt x antal havdage pr. fartøj og så kunne man fiske løs og bringe alt i land).  

Inden for segmenterne på Færøerne kan fiskerne omsætte havdagene. Derigennem kommer man uden om den principielle politiske modstand mod IK/IOK som går på, at den regulering vil privatisere og kapitalisere fisken i havet, med risiko for, at banker og store koncerner overtager fiskeriet. Gennem omsættelige havdage kapitaliserer man fiskeriindsatsen i stedet for fisken i havet, og selv om resultatet i store træk bliver det samme, hvis der ikke laves de nødvendige følgeforanstaltninger, så er der dog betydelige principielle og ikke mindst finansielle forskelle. Men mere vigtig i den sag, så undgår man de individuelle historiske rettigheder IHR som fordelingsnøglen i opstarten. Og dermed også de situationer hvor de enkelte fiskere ryger i totterne på hinanden, pga. af den kreativt opbyggede historik.

Færømodellens mere kollektiv baserede opstartsmetoder synes både bedre og mere retfærdig, også inden for det danske fiskeri under EU’s fiskeripolitik. Hvis det er umuligt at indføre en regulering ved brug af havdage under EU’s kvotesystem, hvad der er meget som tyder på i dag, så kunne den kollektive model bruges til opdeling og uddeling af de danske kvoter i segmenter. Ex. kvoter for det kystnære, det havgående, industrifiskeriet og det pelagiske fiskeri. Reguleringen af musling og rejefiskeriet foregår allerede på kollektive ordninger.

Inden for segmenterne vil det så være op til fiskerne at vedtage systemer hvorunder det praktiske fiskeri skal foregå. Her kan man fiske i puljer, i grupper, bytte, leje, købe osv. Men segmentet vil være fastlåst og dets udvikling vil være styret af den fiskeripolitiske velvilje, eller mangel på samme, og kvoteforhandlingerne i EU.

Der er mange forhold i Færømodellen som bør undersøges dybere for en afklaring af denne models mulig og umuligheder i dansk fiskeri.

Dansk fiskeri kan selvfølgelig også reguleres som i dag ved brug af rationer. Disse skulle så kunne sammenlægges og eller fiskes i puljer og grupper, men uden nogen form for omsætteligheder fiskerne imellem. Denne model kræver oprydning i fiskeriet, stop for ulovligheder og støtte til ophugning af de store trawlere som ikke bidrager til et levende og levedygtig fiskerierhverv, men som kun og udelukkende fanger marine råvarer til industrien. En effektiv måde at få balance mellem fiskeri og ressourcer på, er at forbyde al trawl og vodfiskeri på stengrunde og rev. Det er nemt i forhold til kontrollen i og med at disse trawl- og vodredskaber så ikke må forefindes på fartøjerne. Inden for denne kategori af forslag er der mange muligheder for at få skabt et mere økonomisk og biologisk bæredygtigt fiskeri.

Claus Jacobsen FiskerBladet skriver:

”I en sammenfatning af oplægget peger Fødevareøkonomisk Institut på 19 punkter:

1. Med 44 kvoter (art pr. farvand) og 759 fartøjer vil introduktion af systemet kræve grundig forberedelse: Tildeles f.eks. hvert fartøj 10 kvoter i gennemsnit, betyder det udregning af ca. 7500 kvoteandele. Med det foreliggende datagrundlag for dansk fiskeri forekommer det imidlertid ikke at byde på problemer.

2. Der skal fastsættes en ”otherkvote” for hvert fartøj af ikke kvoterede arter. Denne kvote behøver ikke at være artsspecifik, men kan evt. fastsættes som en tillægsværdi, som fartøjet ikke må overskride.

3. Udregningen af kvoteandele kan ske ved, at hvert fartøjs kvoteandele udregnes for henholdsvis 2000, 2001 og 2002. Derefter meddeler fartøjsejeren, hvilket år der skal lægges til grund for fartøjet, således at kun ét referenceår for alle arter anvendes for fartøjet. Herefter sammenlægges alle andele for hver kvote. Denne sum sættes i forhold til 1000 for hver kvote, og hvert fartøjs kvoteandel justeres med disse faktorer. Når kvoteandelene ganges på de vedtagne kvoter (for 2005) fås en årsmængde, som fartøjet må lande.

4. Alternativet er at anvende det bedste år for hver kvote for hvert fartøj og lægge disse sammen. Summen vil overstige 1000 promille. Det er vanskeligt at forudse slutresultatet, da kvoteandelene skal skaleres ned med forholdet mellem denne sum og 1000.

5. For fartøjer indsat efter 1. januar 2003 og som derfor er uden historiske rettigheder, anvendes EU- identiteten for den kapacitet, der ligger til grund for indsættelse af nyt fartøj, til at fastlægge de historiske fangster.

6. Der bør etableres en byttebørs for at lette udveksling af kvote-andele og til at forestå administration og rapportering til Fiskeri-direktoratet med henblik på fastsættelse af kvoteandel næste år.

7. Da de samlede kvoter for det kommende år kan være ændret betydeligt i forhold til det historiske fiskeri, kan det dels forekomme, at alle fartøjer får tildelt mindre årsmængder end deres historiske fiskeri, og dels at visse fartøjer kan blive meget dårligere stillet blandt andet som følge af ændret fiskerimønster. Byttebørsen bør eventuelt have reserveret en mængde på måske 10 % af hver kvote til fordeling blandt fartøjer, der af forskellige årsager bliver dårligt stillet. Efter kompensation kan de mængder, som bliver tilovers føres tilbage til kvoterne til fordeling i form af årsmængder.

8. I forbindelse med indførelsen af individuelle kvoteandele vil det være hensigtsmæssigt at understøtte processen med en ophørsordning. Antallet af fartøjer er over de sidste to år faldet med ca. 20 %.

9. Både kvoteandele, havdage og kapacitet bør inddrages under byttebørsen for at skabe balance mellem regulering med rationer og kvoteandele.

10. Det bør overvejes, at inddrage individuelle omsættelige kvoter under byttebørsen for at formindske samspilsproblemer.

11. Der bør udregnes konverteringsnøgler til brug ved udveksling af kvoteandele og havdage. Et simpelt gennemsigtigt system er at anvende et rullende system af de sidste 12 måneders priser for de 44 kvoter, der er tale om.

12. Der bør ikke være direkte kontakt mellem de personer, der afhænder og erhverver kvoteandele og havdage af hensyn til, at gennemsigtigheden og tilliden til systemet bevares. Overdragelse bør ske via byttebørsen, som registrerer transaktionen.

13. Der bør være mulighed for at etablere puljer og at overdrage helt eller delvist uopfiskede årsmængder til andre fartøjer i puljen, således at de samlede årsmængder i puljen ikke overskrides.

14. Bytte inden for puljen kan tillades under forudsætning af, at der udpeges en bemyndiget, som på puljens vegne er ansvarlig over for myndighederne og byttebørsen.

 15. Fartøjer, der tages ud af fiskeri med ophørsstøtte skal indlevere kvoteandele, uopfiskede årsmængder og havdage til byttebørsen.

 16. Ved ophør med ny kapacitet følger kvoteandel og havdage over i nyt fartøj. Det skal bemærkes, at dette ikke gælder i den nuværende ”kystfiskerordning”.

 17. Byttebørsen offentliggør kontinuerligt byttepriser og beholdning af kvoteandele for de enkelte arter samt antallet af havdage.

 18. Fiskerne indleverer ønsker om kvoteandele.

 19. Bytte gennemføres 2 måske 4 gange årligt af hensyn til gennemskuelighed, stabilitet og administration.

Konklusion

I sin konklusion peger ”Fødevareøkonomisk Institut” på en række samspilsproblemer i såvel den nuværende regulering som i den fremtidige med IK.

Det formuleres således i oplægget:

Der er betydelige samspilsproblemer i den nuværende reguleringsform. Disse samspilsproblemer vil ikke blive mindre med introduktion af individuelle kvoteandele, men der kan gøres en del med henblik på at formindske utilsigtede virkninger.

Ser man bort fra specialfiskerier som muslinge- og hesterejefiskeri, der er underlagt stærk adgangsbegrænsning, anvendes tre former: rationsfiskeri, årsmængder (individuelle kvoteandele) og individuelle omsættelige kvoteandele.

Der gælder forskellige regler for omsættelighed for det, der kan kaldes produktionsfaktorerne (kapacitet, havdage, årsmængder, rationer). Kapacitet, havdage og individuelle omsættelige kvote-andele kan omsættes relativt frit inden for visse grænser. Derimod kan rationer ikke omsættes, og årsmængder kan ikke omsættes.

Det er foreslået, at årsmængder (individuelle kvoteandele) kan udveksles på en byttebørs. Hermed står rationer tilbage som en form, der ikke kan udveksles direkte.

Det skønnes derfor, at en væsentlig del af de fremadrettede problemer i samspillet mellem de forskellige reguleringsformer, vil kunne løses, hvis alle produktionsfaktorerne som nævnt overfor inddrages under byttebørsen.

Et velfungerende system vil kræve åbenhed, tillid og stabilitet. Myndighedernes krav på korrekte og tidssvarende oplysninger og forudsætningen for, at der kan udveksles produktionsfaktorer. Det behøver derimod ikke at være myndighedernes opgave at forestå selve udvekslingen, hvilket i forbindelse med overvejelser om selvforvaltning kunne inddrages i en byttebørs aktivitetsområde”.

Levende Hav skriver:

De 19 punkter som oplistes ovenstående kan sammenfattes følgende:

Pkt. 1-5. Velkendte overvejelser for hvordan IK indføres. Dvs. byggende på de individuelle historiske rettigheder. Her er der intet nyt under solen.

Pkt. 6-7. Byttebørser administreret af Danmarks Fiskeriforening modererer IK, i hvert fald på papiret. Men spørgsmålet er om Danmarks Fiskeriforening vil være i stand til, på et troværdigt grundlag at tilgodese hele erhvervet, gennem administrationen af byttebørsen er et åbent spørgsmål.

Pkt. 8 - 9 og 11-15. Vi må gå ud fra at der er tale om en ophørsordning finansieret af fiskerne selv, ellers vil det ikke være muligt i forhold til EU regler. Men hvordan Danmarks Fiskeriforening og byttebørsen kan skaffe penge til en ophørsordning af en vis størrelse er uforklaret. Det er derfor, indtil videre, mere sandsynligt, også selv om oplægget går imod det, at ophugningsordningen gennemføres mellem de enkelte fiskere og deres pengeinstitutter som beskrevet andetsteds.

Herunder er der også beskrevet hvorledes man forestiller sig at fiskerne kan fiske i puljer, at x antal fartøjer vælger at fiske på samme kvoter for derigennem at rationaliserer/specialiserer fiskeriet. Det er i øvrigt en praksis som ulovligt, i forhold til reguleringsbekendtgørelserne, har været i gang i nogle år.

Pkt. 10. ”Det bør overvejes, at inddrage individuelle omsættelige kvoter under byttebørsen for at formindske samspilsproblemer” står det i oplægget. Denne korte sætning, ikke om IK, men om den rene vare, nemlig IOK, er så tilpas underspillet, at den udtrykker det hele. Sætninger siger meget om Danmarks Fiskeriforenings utilslørede planer og alt om FOI’s troværdighed, som en uafhængig offentlig finansieret institution.

Pkt. 16 - 19. Beskriver hvorledes man forstiller sig at byttebørsen kan arbejde.

FOI oplægget synes som nævnt at være en bestilt opgave fra Danmarks Fiskeriforening, til brug for den kommende diskussion og ekstraordinære generalforsamling i foreningen. Der arbejdes nu en del med begrebet ”byttebørs” som helt sikkert skal administreres ad Danmarks Fiskeriforening og som helt sikkert også har hentet inspiration fra den hollandske måde at forvalte på. Her sidder foreningerne på fisken og gennem uddelingen af fisk betaler fiskerne en pose penge til deres foreninger, så i Holland er fiskeriets organisationer velhavende, i sammenligning med fattigdommen i Danmarks Fiskeriforening. 

Umiddelbart kan man anbefale de kollektive løsninger. Men hvis det er Danmarks Fiskeriforening som skal have hele ansvaret, så er det en anden sag. Det kræver i hvert fald, at foreningen får styrket dets mandat og dets image. Alternativt, og med Danmarks Fiskeriforening fortsat ude i tovene i forhold til foreningens medlemmer, ikke medlemmer og den omgivende verden, kunne man overveje at gøre som i Holland og andre lande, hvor der er oprettet producentorganisationer for de enkelte segmenter, som tager sig af den daglige drift, for så i den udstrækning det er muligt, at lade Danmarks Fiskeriforening tage sig af den nationale og internationale fiskeripolitik.

Men under et bør der sættes et stort spørgsmålstegn ved dette oplæg, først og fremmest fordi det ikke levner plads til IK/IOK modstanderne og tvivlerne. Dernæst at Danmarks Fiskeriforening ikke lægger navn til et offentligt finansieret oplæg, der bærer foreningens signatur. 

Kurt Bertelsen Christensen