Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Følgende principielle sag om privatiseringer af fisk og rettigheder indeholder indtil videre 5 dokumenter som kan læses på denne side:

1. Levende Havs høringssvar vedr. omsættelige rettigheder til opdræt i saltvand. Sendt 30/3 2005

2. Fødevareministerens svar og kommentarer. Modtaget den 21/4 2005

3. Levende Havs svar på Fødevareministerens svar til Folketinget. Sendt den 1/5 2005

4. Fødevareministerens svar og kommentarer. Modtaget den 4/5 2005

5. Levende Havs svar og kommentarer. Sendt den 6/5 2005

6. Fødevareministerens svar og kommentarer. Modtaget den 9/5 2005

7. Landsforeningen afsluttende svar. Sendt den 9/5 2005

1. Levende Havs høringssvar sendt den 30/3

Landsforeningen Levende Havs kommentarer og anbefalinger til:

L 124: Forslag til lov om ændring af fiskerilov. (Udvalg for muslingeproduktion, overdragelse af rettigheder til etablering, udnyttelse og drift af opdrætsanlæg, offentlig adgang til dele af Fødevareministeriets registre på fiskeriområdet.) Fremsat den 3. marts 2005 af fødevareministeren

I sept. 2004 indsendte Levende Hav kommentarer og anbefalinger vedr. et ret omfattende fiskeripolitisk lovforslag om overdragelige fiskerettigheder og licenser i dansk fiskeri. Dette lovforslag L 124 ligger inde for samme område, men omhandler alene opdræt af fisk i havvand.

Regeringen vil med lovforslaget nedsætte et udvalg som overtager rådgivningen vedr. skaldyr, dvs. man vil flytte den rådgivning fra § 5 udvalget. Det bliver et meget traditionelt sammensat udvalg og det er kun fordyrende i forhold til den eksisterende rådgivning. Her kunne man uden problemer have udvidet det eksisterende § 5 udvalg med de nævnte organisationer og sparet penge til det nye udvalg, som i parentes bemærket bliver dyrt, hvis det står Muslingeudvalgets ønsker og anbefalinger i april 2004. Skulle dette udvalg tilføres noget nyt, så burde Landsforeningen Levende Hav have plads i udvalget i stedet for Danmarks Naturfredningsforening som nu udtræder.

Landsforeningen Levende Hav er en bred demokratisk opbygget havmiljø og fiskerifagligt funderet forening. Verdensnaturfonden, som ifølge forslaget skal overtage Danmarks Naturfrednings plads, har ikke dette demokratiske fundament og fondens formål indeholder ingen sociale hensyn eller forpligtigelser.

Men ovenstående er og bliver kosmetiske ændringsforslag i forhold til forslagets centrale punkter.    

Det centrale er lovforslagets oplæg til en privatisering/kapitalisering af rettigheder til opdræt i saltvand og forslagets § 68 om ophævelse af forbudet mod etablering af opdræt i fjorde.

Indledningsvis skal understreges, at omsættelige opdrætsrettigheder som det præsenteres i dette forslag, ikke er andet og mere end en integreret del af det politiske opgør som finder sted mellem højre og venstre i dansk politik. En politik som forslagsstilleren (Fødevareminister Hans Chr. Schmidt) også er villig til at lade vore børn og børnebørn betale for, i form af fremtidige offentlige erstatninger til opdrætterne. For det facto er der ikke andet der hindrer opdræt i dag end selve markedet, dvs. prisen på produkterne; omkostningerne, dvs. beliggenhed og sidst men ikke mindst, opdrætternes frygt for fremtidige miljøkrav. 

Regeringen mener, at en omsættelig licens til opdræt i saltvand, vil give opdrætterne et større incitament til produktion. Det betyder konkret, at opdrætterne med dette forslag, kan forvente erstatninger fra det offentlige, hvis det offentlige af mange gode grunde i fremtiden må nedlægge et opdræt. Og derfor har forslaget klart ”økonomiske konsekvenser for det offentlige”. Men i punkt 11 ”Skema for konsekvenserne” er disse konsekvenser ikke nævnt.

Dertil kan regeringen sige, at ingen kan forudsige hvor store erstatninger der kan komme på tale. Og det er rigtigt, al den stund at ingen i dag kender konsekvenserne af et større opdræt i saltvand. Men de offentlige garantier, dvs. erstatningerne, og beliggenheden, er i dag de eneste offentligt styrede begrænsende faktorer for investeringer i opdrætsanlæg. De omsættelige rettigheder har ingen værdier inden for erhvervet, da dette lovforslag ikke sigter på at begrænse opdrætsproduktionen, tværtimod.

Så hvis dette lovforslag fører til en større produktion, fordi det offentlige nu sikrer opdrætterne deres investeringer, så må den garanti også have en værdi, og dermed også en potentiel økonomisk risiko for det offentlige. Denne risikoanalyse er fraværende i dette forslag.  

Måske kan forslagets ophævelse af § 68 kaste lidt mere lys over sagen. Der er jo gode grunde til, at opdræt i saltvand i dag bør foregå så langt fra kysten som muligt. De skal ud og ligge der hvor der er den største vandudskiftning af hensyn til den lokale forurening. Opdræt af skaldyr, herunder muslinger, og alle andre former for alle skaldyr, som hummer og rejer og fisk som nu kommer med, giver lokale miljøproblemer. Det er rigtigt, at opdræt af muslinger er det mest miljøvenlige, bl.a. fordi denne produktion filtrerer de næringsstoffer, som der er alt for meget af i de danske farvande. Men derigennem koncentrerer disse opdræt også en forurening. Og det kan få betydning lokalt og det igen kan betyde, at det offentlige må inddrage en tilladelse til opdræt også af muslinger. Med hensyn til de andre former for foderbaseret opdræt er der igen tvivl – dette forslag lemper på disse produktioner til skade for miljøet og de offentlige finanser.

Citat fra lovforslaget: ”Etablering af opdrætsanlæg i saltvand, hvor der fodres, kan kun ske efter en konkret tilladelse, hvor flere myndigheder er involveret. Således meddeles tilladelse i henhold til fiskeriloven kun, hvis der samtidig meddeles tilladelse i henhold til regler, der er fastsat i medfør af lov om miljøbeskyttelse. Efter denne lov vil der i en tilladelse blive fastsat en række vilkår, bl.a. om foderforbrug. Disse vilkår vil fremgå af den samlede tilladelse, som udstedes af Fødevareministeriet. Nødvendige bestemmelser om forbud mod etablering i fjordområder af opdrætsanlæg, hvor der fodres, vurderes hensigtsmæssigt at kunne indgå i bekendtgørelser på de to ministerområder. Men selv uden særlig bestemmelse, vil der ikke være en risiko for, at nye havbrug etableres uhensigtsmæssigt, da etablering altid kræver tilladelse i hvert enkelt tilfælde.”

Lovforslaget åbner nu op for opdræt af fisk, dvs. også at give foder, til opdræt i fjorde, og det er en helt ny situation. Lovforslagets henvisninger til, at løsninger på disse problemer skal findes i den eksisterende godkendelses procedure og miljøkrav, kan og må klart afvises som helt utilstrækkelige.

Et havbrug har i sig to væsentlige udgifter, foder og ødelagte bure. Disse udgifter begrænses i takt med at havbruget kan komme væk fra de strømfyldte, blæsende og besejlende farvande. Med den lempelige miljøpolitik som føres i dag, åbner forslaget ikke en kattelem, men en opdrætsladeport til fjorde og mere beskyttede havområder. Og dermed også til fremtidige større og større offentlige udgifter til erstatninger og et ringere havmiljø.

Det er selvfølgelig ikke Levende Havs ærinde i denne sammenhæng, at drage omsorg for de offentlige indtægter og udgifter. Men det skulle være ganske vist, at en miljøpolitik som bygger på principperne om ”mest miljø for pengene”, vil give større negative konsekvenser for havmiljøet, når det offentlige skal til at betale sig ud af miljøproblemer, som i dag er udgiftsneutrale.

Afslutningsvis kan vi konkludere: Hensigten med dette lovforslag er at få lempet reglerne for opdræt og få givet opdrætterne en garanti for, at hvis de ødelægger mere end fremtidige regeringer kan acceptere, så kan de gøre det uden økonomisk risiko.

2. Fødevareministerens svar og kommentarer modtaget den 21/4

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 1. april 2005 (Ad L 124 – spørgsmål 1) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål:

Spørgsmål:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 30. marts 2005 fra Landsforeningen Levende Hav, jf. L 124 – bilag 2

Svar:

Jeg er ikke enig i landsforeningens synspunkter om at undlade at oprette et nyt udvalg for muslingeproduktion, således at opgaverne i stedet skal indgå i det eksisterende § 5 udvalg.

Opgaverne for det nye udvalg for muslingeproduktion er så omfattende og forskellige fra de opgaver, som varetages af de øvrige rådgivende udvalg på fiskeriområdet (EU-fiskeriudvalget, Udvalget for Erhvervsfiskeri, Udvalget for Rekreativt Fiskeri, Ferskvandsfiskeri og Fiskepleje), at jeg ville finde en sammenlægning med ét af de eksisterende udvalg særdeles uhensigtsmæssig. Jeg kan bl.a. henvise til, at udvalget skal fokusere på særlige miljømæssige aspekter i sin rådgivning. Generelt er opgaverne i det nye muslingeudvalg af en anden karakter end i de øvrige rådgivende udvalg.

Landsforeningen ønsker at blive repræsenteret i EU-fiskeriudvalget i stedet for Danmarks Naturfredningsforening, som efter lovforslaget (L 124) erstattes af Verdensnaturfonden.

Som nævnt i lovforslagets bemærkninger, Bemærkninger til de enkelte bestemmelser, Til nr. 2, (side 10), har Danmarks Naturfredningsforening ønsket at udtræde af det rådgivende EU-fiskeriudvalg, således at Verdensnaturfonden i stedet repræsenterer naturinteresserne

Det er min opfattelse, at udvalget med den foreslåede ændring som hidtil vil have en bred repræsentation af relevante interesser. Samtidig er det af hensyn til arbejdsdygtigheden vigtigt, at udvalget ikke bliver for stort. Jeg finder derfor ikke grundlag for at imødekomme foreningens ønske om repræsentation i EU-fiskeriudvalget.

Jeg er ikke enig i landsforeningens synspunkt om, at forslaget om at indføre overdragelige opdrætsrettigheder betyder, at det offentlige nu sikrer opdrætterne deres investeringer, og at dette kan medføre erstatningspligt.

Opdrætserhvervet er som andre undergivet en vis erhvervsmæssig risiko, herunder risikoen for, at der kommer nye mere indgribende reguleringer på området. Jeg har svært ved at se, at der skulle opstå særlige erstatningsforpligtelser for det offentlige begrundet i, at der indføres mulighed for at overføre opdrætsrettigheder.

Som det fremgår af lovforslaget, skal der udstedes en bekendtgørelse med reglerne for overdragelse af en opdrætsrettighed. Det vil bl.a. blive fastsat, at den, der erhverver en opdrætsrettighed, skal opfylde de samme betingelser og vilkår, som på erhvervelsestidspunktet gælder for den, der erhverver en ny opdrætsrettighed.

Opdrætstilladelser udstedes af Fiskeridirektoratet i medfør af § 66 i fiskeriloven, og der meddeles samtidig vilkår i henhold til anden lovgivning. Ifølge § 66, stk. 2, gælder ansøgning om tilladelse efter loven samtidig som ansøgning om tilladelse efter anden lovgivning.

(§ 66 lyder således: ”§ 66. Opdræt af fisk på dansk fiskeriterritorium må kun finde sted efter tilladelse fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 2. En ansøgning om tilladelse efter loven gælder samtidig som ansøgning efter anden lovgivning. Ministeren fastsætter vilkår, herunder eventuelle krav om tidsbegrænsning, som skal gælde for tilladelsen, samt meddeler vilkår i henhold til anden lovgivning fastlagt af vedkommende myndighed.”)

Tilladelser meddeles i dag som tidsbegrænsede tilladelser, og det er hensigten, at der også fremover vil være en tidsbegrænsning eller et opsigelsesvarsel. Endvidere fastsættes i tilladelserne en række vilkår og forbehold, herunder forbehold for ændringer i vilkår, som følger af fremtidige reguleringer samt revurdering af vilkår i lyset af viden, der indhentes på området vedrørende drift af anlæg samt effekten på det omgivende miljø.

På denne baggrund vurderer jeg, at der ikke vil være en risiko for erstatningsforpligtelser for det offentlige alene som følge af, at der kan fastsættes regler om mulighed for at overdrage en opdrætstilladelse

Landsforeningen giver endelig udtryk for bekymring for de miljømæssige konsekvenser af ophævelse af det generelle forbud i § 68 i fiskeriloven mod etablering af nye havbrug (opdrætsanlæg i saltvand, hvor der fodres) i fjordområder.

De miljømæssige aspekter, der rejses, har relation til opdrætsanlæg i saltvand, hvor der fodres. Disse forhold er omfattet af reguleringer, som hører under Miljøministeriets område. Det betyder, at der heller ikke fremover vil blive givet tilladelser til etablering af nye opdrætsanlæg, som vil medføre miljømæssige problemer. Behandlingen af konkrete ansøgninger foregår i dag i et tæt samarbejde mellem Miljøministeriet og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, og det er hensigten at fortsætte dette samarbejde.

Som yderligere uddybning anføres i det følgende nogle hovedpunkter i regelgrundlag og ansøgningsprocedurer vedrørende havbrug, hvor der fodres.

Regelgrundlag

·    Bekendtgørelse nr. 640/1990 om saltvandsbaseret fiskeopdræt (Havbrugsbekendtgørelse). Udstedt i medfør af miljøbeskyttelsesloven. Omfatter saltvandsdambrug og havbrug, hvis drift forudsætter anvendelse af foder.

·    Bekendtgørelse nr. 122 / 1991 om etablering og drift af havbrug. Udstedt i medfør af saltvandsfiskeriloven (nu fiskeriloven). Omfatter havbrug, hvorved forstås opdrætsanlæg, bestående af netbure, trådkasser eller lignende, placeret i marine vandområder, og hvis drift forudsætter anvendelse af foder.  (Bekendtgørelsen er desværre fejlagtigt angivet som nr. 803/1998 i lovforslagets bemærkninger, Bemærkninger til de enkelte bestemmelser, Til nr. 9.)

·    § 66 i fiskeriloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 828 af 31. juli 2004.

Ansøgningsprocedure mv.

Ansøgninger om etablering af nye havbrug, hvor der fodres, indsendes til amtsrådet, jf. Miljøministeriets bekendtgørelse om saltvandsbaseret fiskeopdræt. Amtsrådet sender kopi af ansøgningen til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (Fiskeridirektoratet).

Ansøgningen skal være ledsaget af oplysninger svarende til de oplysninger, som kræves efter Miljøministeriets regler om særligt forurenende virksomheder. Tilladelse efter Miljøministeriets regler indgår i Fiskeridirektoratets tilladelse efter fiskeriloven.

Som led i behandlingen af ansøgningerne hører Fiskeridirektoratet normalt følgende myndigheder og organisationer: Skov- og Naturstyrelsen, Farvandsvæsenet, Kystinspektoratet, Danmarks Fiskeriundersøgelser, Danmarks Fiskeriforening.

En ansøgning kan kun imødekommes, hvis der foreligger endelig afgørelse efter Miljøministeriets regler om saltvandsbaseret fiskeopdræt.

Efter Miljøministeriets bekendtgørelse kan etablering af nye og ændring eller udvidelse af bestående havbrug kun ske efter forudgående godkendelse, der meddeles af amtsrådet. Amtsrådet fører tilsyn med, at vilkår i meddelte tilladelser og godkendelser overholdes.

I tilladelser fastsættes en lang række vilkår, bl.a. om maksimal tilførsel til havet af kvælstof og fosfor fra anlægget, fodertype og -sammensætning, egenkontrol, føring af driftsjournal.

Tilladelse til etablering af havbrug bortfalder, hvis produktionen ikke er påbegyndt inden 1 år fra tilladelsens dato.

På denne baggrund mener jeg ikke, at forslaget om ophævelse af § 68 i fiskeriloven vil medføre miljømæssige forringelser.

Hans Chr. Schmidt

                                                                                                        /Bo Folmer Pedersen

3. Levende Havs svar sendt den 1/5

Folketingets udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Folketinget, Christiansborg

1240 København K

vedr. sagsnr. 1874/112152 – overdragelige rettigheder

Udvalget har modtaget ministerens kommentarer til de spørgsmål som Levende Hav sendte til udvalget den 30/3 2005. Her skal Levende Hav kort kommentere ministerens svar og kommentarer.

Ministeren er uenig med Levende Hav i spørgsmålet om udvalgssammensætning, herunder en eventuel deltagelse af Levende Hav i et nyt skaldyrsudvalg. Denne uenighed er logisk og forståelige, da det er ministeren som har eneretten til at nedsætte sine udvalg og sammensætning som han vil - på dette punkt gav Levende Hav blot nogle gode råd.

Men med hensyn kommende erstatninger efter en privatisering af opdrættene, og ophævelsen af § 68, var der ikke tale om rådgivning fra Levende Havs side, men om konkrete problemstillinger med konsekvenser for det danske samfund og havmiljøet. Her kan ministeren efter vores mening ikke affærdige udvalget med svar der reelt ikke indeholde andre oplysninger end at ”Jeg (ministeren) er ikke enig i landsforeningens synspunkt..” og ”Jeg har svært ved at se…” osv.

En liberal politik i dag og fremtidige erstatninger, under en ny regering og politik, er indtil videre de eneste rationelle forklaringer på, at opdrætsrettighederne nu skal privatiseres. For der er kun fremtidens politiske usikkerheder; de begrænsninger som er indeholdt i § 68 og selve markedet for fiskeprodukter, som begrænser opdræt i dag.

Hvis udvalget skulle komme i tvivl om fremtiden, så kunne de kaste et blik mod Norge. Norge skal have Stortingsvalg til efteråret og nu melder oppositionen, at de, hvis de kommer til magten, vil tage privatiserede rettigheder fra dem som ejer dem i dag, for at give dem tilbage til kystfiskerne. Sker det, kommer der selvfølgelig også erstatningskrav fra de fiskere som man tager rettigheder og kvoter fra. Udfaldet af sådanne sager, er helt afhængig af, på hvilket juridisk grundlag, regeringen privatiserede disse rettigheder. De kendes ikke for Norges vedkommende, men før man privatiserer i Danmark på fiskeriområdet, burde Folketinget få udarbejdet en juridisk/økonomisk vurdering. Ministeren vurderer, at der ikke er risiko for fremtidige erstatningssager, mens venstres fiskeripolitiske ordfører, under 1. behandlingen i Folketinget den 5. april, såede tvivl om den sag ved at sige det følgende: ”Hvis man først har fået en godkendelse og den bliver inddraget igen, og der kan vi sige, at det er dem ovre i Miljøministeriet, der holder øje med, at man opfylder disse betingelser, er vi derhenne, hvor vi siger, at der så må en erstatning til”

Lad dog tvivlen komme havmiljøet og skatteyderne til gode og indfør en § i loven, som gør de som overtager rettighederne klart, at de ikke kan få erstatning når og hvis deres rettigheder senere må inddrages af Folketinget, af hensyn til havmiljøet og den erhvervspolitiske udvikling. Fremtidige erstatninger skader havmiljøet da disse udgifter lægger hindringer i vejen for en inddragelse.

”Den erhvervspolitiske udvikling” med de privatiserede rettigheder og kvoter, ender meget snart ende på regeringen og Folketingets bord. En ny sag fra Limfjorden er på vej, en sag hvor 2 yngre fiskere nu skal betale 2 fartøjsejere op mod 8 mil kroner, for at overtage de på forsøgsbasis privatiserede kvoter på sild. Kvoter som de som partsfiskere (besætningsmedlemmer) har været med til at optjene til fartøjerne. Det kan de ikke og derved mister de deres historiske rettigheder til at blive skippere og fartøjsejere i fiskeriet på Limfjorden. Det er en ubehagelig sag, en sag som burde havde været forudset og foregrebet i denne forsøgsordning med omsættelige kvoter på sild og makrel.    

Mht. § 68 gentager ministeren blot det alle kender. Mens han på intet tidspunkt forholder sig til Levende Havs konkrete spørgsmål som var og er: ”Hvorfor ophæve § 68 til også at omfatte de anlæg hvor der som fodres, hvis alt forbliver som det var under § 68?”. ”Der vil ikke blive givet tilladelser til opdrætsanlæg, som vil medføre miljømæssige problemer” skriver ministeren og fortsætter ”Behandlingen af de konkrete ansøgninger foregår i dag i et tæt samarbejde mellem Miljøministeriet og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, og det er hensigten at fortsætte dette samarbejde”.

Det er ikke noget svar, da det er svært at forestille sig nogen ansvarlig regering, der tillader etableringer af opdræt som giver miljømæssige problemer. Og at Miljøministeriet, efter ophævelsen, fortsat er inde over sagerne, fremgår klart og tydeligt af lovteksten, og derfor ikke noget svar på hvorfor § 68 skal ophæves.

”En regelforenkling” sagde ministeren under Folketingets førstebehandling, men hvordan et forbud mod etablering af havbrug i fjorde, kan blive mindre kompliceret ved at ophæve § 68, står indtil videre hen i det uvisse. I dag er det f.eks. forbudt at anlægge et havbrug i Ringkøbing Fjord, som følge heraf er der ingen som søger en sådan tilladelse. Fjerner man § 68 så kan alle søge og hver sag skal behandles for sig, da sagerne jo kan indeholde forskellige tal, forklaringer og argumenter. Ministeren kan som følge heraf ikke forsvare ophævelsen af § 68 med at det er tale om en regelforenkling. De enkleste regler vi har i lovgivningen, er jo forbudene.

Og da ministeren i sit svar til Folketinget, i denne sammenhæng, ikke har besvaret spørgsmålene, må sagen naturligvis tilbage til ministeren.

Med venlig hilsen

For Levende Hav

Kurt Bertelsen Christensen

Ferring Strand den 1. maj 2005

4. Fødevareministerens svar modtaget den 4. marts

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

København, den 4. maj 2005. Sagsnr.:  1874/114969

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 2. maj 2005  (Ad L 124 – spørgsmål 8) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål:

Spørgsmål 8:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 1. maj 2005 fra Landsforeningen Levende Hav, jf. L 124 -  bilag 5.

Svar:

Med hensyn til foreningens synspunkter om, at det skulle medføre erstatningspligt for det offentlige at indføre bestemmelser om, at opdrætsrettigheder kan overdrages, må jeg igen understrege, at jeg ikke kan se, at der skulle være en sådan sammenhæng.

Det vil altid kræve en konkret tilladelse at overføre en opdrætsrettighed. Det er hensigten at udforme reglerne således, at den der erhverver en opdrætsrettighed ved overdragelse, skal opfylde samme betingelser og overholde samme vilkår som den, der erhverver en ny opdrætsrettighed. Erhververen vil i denne sammenhæng ikke få en bedre ret end overdrageren. Det er ligeledes hensigten, at der også fremover vil være tale om tidsbegrænsede rettigheder eller et opsigelsesvarsel.

Som det også fremgår af mit svar på spørgsmål 1, bliver der i dag i opdrætstilladelser fastsat forbehold om ændringer i vilkår som følge af fremtidige reguleringer samt om revurdering af vilkår i lyset af viden, der indhentes på området vedrørende drift af anlæg samt effekten på det omgivende miljø. Der er ingen planer om at ændre dette.

Jeg kan således henholde mig til den konklusion, som fremgår af mit svar på spørgsmål 1, nemlig at der ikke vurderes at være en risiko for erstatningsforpligtelser for det offentlige som følge af, at der kan fastsættes regler om mulighed for at overdrage en opdrætstilladelse.

I øvrigt nævnes i brevet nogle sager vedrørende overdragelse af individuelt omsættelige sildekvoter (IOK) og nogle fiskeripolitiske overvejelser i Norge. Lovforslaget vedrører mulighed for at fastsætte regler om overdragelse af en tilladelse til opdræt og ikke rettigheder til at drive fiskeri. Jeg har ikke mulighed for at kommentere de norske overvejelser.

Med hensyn til spørgsmålet om konsekvenserne af ophævelse af § 68 – forbuddet mod etablering af nye opdrætsanlæg i fjordområder – henviser jeg til min besvarelse af spørgsmål 1, hvor jeg har redegjort for det samlede regelsæt og sammenhængen mellem fiskeriloven og miljøbeskyttelsesloven på dette område. Som tidligere nævnt  mener jeg, at forslaget om ophævelse af § 68 i fiskeriloven vil medføre en regelforenkling samtidig med, at forslaget ikke medfører miljømæssige forringelser.

Hans Chr. Schmidt 

                                                                                                        /Bo Folmer Pedersen

5. Landsforeningens svar og kommentarer sendt den 6/5