Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Formandens beretning for Landsforeningen Levende Havs virke 2007.

Dette første år for mig som formand har været præget af både opture og nedture. Dette sagt om foreningens drift og det stadige misforhold mellem den begrænsende økonomi og vor trang til foretagsomhed. Vort aktivitetsniveau kan vi godt stå ved i det forløbne år. Spørgsmålet er så om, hvad vi har flyttet i forhold foreningens målsætninger og de konkrete planer, vi har lagt. Og så er der det store spørgsmål: Hvor går det hele hen ad i Verden, mens vi små udfolder alle vore bestræbelser på at sætte os spor?

Jeg kan fortælle jer, at jeg tog fat på at skrive denne beretning klokken 6 om morgenen på vej indenskærs fra Stavanger op mod Bergen. Morgensolen skinnede. I det fjerne faldt solens stråler også på det snedækkede højfjeld østerude bagved øer og lave bjerge, der danner kystlandet. Det hele virkede smukt og rent. Jeg måtte igen sande, at vi har noget at kæmpe for. Vi lever i en smuk og vidunderlig verden, som vi mennesker er godt i gang med at ødelægge.  Jeg var med skib på vej til Færøerne via Bergen for at deltage i en Hav- og Klimakonference, hvor bl.a. Al Gore deltog. Jeg var vist den eneste konferencedeltager, som havde givet sig tid til at rejse med skib. De øvrige fløj alle. Når betydningsfulde personer skal redde verden, har man ikke tid til at sejle. Man må flyve! Sagen om den globale opvarmning må kæmpes uanset elitens aktuelle CO2-fodspor. Det synes som om, at kun jævne og almindelige menneskers CO2-fodspor tæller. Foregangsmænd og kvinder skal åbenbart ikke være eksempler! Og så var flyveselskabet medsponsor for klimakonferencen! Og ligeså et firma, der producerer trawlskovle! Tankevækkende! – For at føje spot til skade skete der ydermere det på min rejse, at truslen om et stormcentrum og estimerede 12 meter høje bølger i Nordatlanten lagde den stolte færge død i et ekstra døgn i Bergen. Jeg nåede ikke at stikke Al Gore på næven. Det var synd for ham.

Efter denne lidt causerende indledning, lad mig så tage fat på det kedelige, vi også er her for.

Det organisatoriske:

Ved sidste generalforsamling mistede vi – eller vi troede, vi skulle miste - en meget effektiv vekselstrømdynamo i Kurt. Kurt har den egenskab, som den type dynamoer jo har: En sådan slår meget hurtigt til på fuld ladning, som Kurt, når han skal foretage sig noget. Jeg må erkende, at jeg en gang imellem virker som en gammel tung jævnstrømsdynamo, som kun lader fuldt ved fulde omdrejninger, som jævnstrømsgeneratoren eller jeg først over tid skal accelereres op på.

Mange organisatoriske opgaver skulle overtages og fordeles i den nye bestyrelse, og det er bestemt ikke kun foregået uden tab. Der er rutiner, der er blevet tabt på gulvet. For Peters vedkommende blev kassererjobbet ydermere en for stor belastning samtidig med, at han både skulle indrette sig på et nyt job og i en ny lejlighed. Vi har derfor måttet skifte kasserer en gang til i perioden. Erik Bjørn Olsen har nu påtaget sig jobbet. Alt kræver indkøring.

Det har på den negative side endvidere været alvorligt, at medlemsregistreringen kom til at flyde. Selv om arbejdsgangene skulle have været aftalt, kom det til at sejle. Det har vi antagelig mistet nogle nye medlemmer på. Først nu er der kommet tjek på liste og registrering. Zhanna har taget ansvaret for listens røgt og pleje, og det tegner godt.

Foreningens økonomi:

Vi har vænnet os til at jamre: ”Efter, at den nye regering er tiltrådt, har det desværre været mere end vanskeligt for os at tiltrække penge til vore formål.” Det var i 2001, den trådte til, så jammeren er ikke så konstruktiv at blive ved med. Vi hugger i søen – billedligt fortalt om vores økonomi. Afslagene på vore ansøgninger eller slet og ret de manglende besvarelser vælter ind over os som brådsøer. Men vi holder dog endnu skruen i søen. Vi lever og kommer frem. Og dog må jeg erkende, at jeg som formand bliver nødt til at prioritere og systematisere ansøgningsarbejdet. Selv om det er dødsygt at skrive ansøgninger.  

Efter, at vi – sammen med andre, der kæmpede den kamp - tabte fighten mod FKA – systemet med fartøjskvoteandelene, var tiden inde til eftertænksomhed. FKA var den såkaldte reform, som på det styggeste gjorde vore fælles fiskeresurser til genstand for kapitalistisk grådighed. Den kom til at lægge særlig de små fiskerihavnene øde og til at fremme det brutale og resursekrævende fiskeri på det skånsomme kystfiskeris bekostning. I den sag var der ikke længere noget at komme efter. Det var en på mange måder gold kamp, hvor vi til trods for en stor og energisk indsats var placeret i en rolle, hvor vi som forening efterhånden var låst temmelig fast. Derfor besluttede vi at lægge kursen om og i stedet at prioritere at indlede en klimakampagne. Vi ville gøre vort for i samvirke med andre at få samfundet til at handle alvorligt og seriøst for, at de igangværende klimaændringer ikke skal ende med at blive en fuldstændig uoverskuelig katastrofe for verden. For det er der desværre meget, der tegner til. I det vi i kampagnen fokuserer på ”Hav og Klima – læg kursen om!”, bliver denne virksomhed også fuldstændig i overensstemmelse med hvor forenings formålsparagraffer. Klimaændringerne vil gøre det af med biodiversiteten, og de vil fuldstændig til intet gøre forudsætningerne for det økologiske fiskeri, som kystsamfundene driver verden over.

Det viste sig hurtigt, at det så mere end mørkt ud angående at få tilskud fra offentlig eller privat side til formålet her i Danmark. Vi skrev også til vor højt profilerede minister på området, Connie Hedegård. Men nej, der var ikke sat penge at til den slags folkelig mobiliseren, som vi stod for. Vi begyndte derfor at fable om udenlandske fonde. Nogle af de fonde, vi havde i tankerne, var simpelt hen for store til os eller vi var for små til dem, antog vi. OAK-foundation er navnet på en af disse fonde. Den kunne man ikke søge. Næh, den skulle finde os. Vi fik assisteret af sprog- og ordgeniet, Henrik, brygget ”a latter of interrest” sammen. Det virkede! Efter nogle forviklinger skete der noget en torsdag morgen. Jeg havde lige åbnet posten. Heri befandt sig et par breve. De indeholdt hele 2 stk. afslag på ansøgninger. En trist start på dagen! Men så skete der noget. Vi blev kontaktet af OAK og kl. 11.00 denne torsdag blev der arrangeret telefonmøde mellem Henrik, en repræsentant for OAK og mig. Samtalen tog tre kvarter, og da vi var færdige, havde vi fået tilsagn om 50.000 US dollars i efteråret 2007 og som mindstemål et lignende beløb i foråret 2008. Men ikke nok med det. Der blev lavet en ”køreplan”, som indebar, at vi sidst på 2007 skulle ansøge om et betydeligt større beløb for perioden til og med det opreklamerede klimatopmøde i november 2009. Dette møde, som jo skal gøre dansken ære, som den nation, der reddede jordkloden – sådan i vor egen nationale selvforståelse. I kan godt forstå, at vi var berusede at lykke over de muligheder, der nu viste sig angående at virke for en så vigtig sag, som oven i købet ramte komplet ind i vor lille forenings formål.      

Jeg skal senere under et efterfølgende punkt vende tilbage til, hvad vi har anvendt alle de rare penge til. Nu drejer det det sig jo om økonomien. En del af det, OAK var indforstået med og fandt konstruktivt, det var, at vi ansatte en kampagneleder. Det var faktisk hovedbegrundelsen for, at OAK-repræsentanten gav tilsagn til, at vi som mindstemål ville få de 50.000 dollars i år. En kampagne må have en kampagneleder, hvis kampagnen skulle være effektiv. Og dette gælder i særlig grad, når arbejdet i øvrigt udføres af frivillige.

Vi valgte at geninstallere den ovennævnte vekselstrømsdynamo. Det var dejligt at få Kurt ind i folden igen. Ja, jeg véd godt, at Kurt ikke vil holde af, at jeg anvender et udtryk, der kan give associationer til noget som helst, som kan minde om indespærring. Men Kurt er en vigtig person for vores forening. Kurt blev ansat på løn i en stilling, som han selv udnævnte som: ”Hav- og klima koordinator”. Det gav ham næsten gudestatus. Alle var glade og der kom virkelig også til at ske meget i kampagnen fra starten i august til, at året udløb. Kurt og Henrik fik også fremstillet en meget grundigt gennemarbejdet ansøgning til OAK, således som det var aftalt. Ved årsskiftet havde vi anvendt hele vor bevilling for 2007 og mere til. Vi så med fortrøstning frem til behandlingen at den store ansøgning, som skulle række frem til november 2009, hvor topmødet skal finde sted. Og skulle alt fejle, så havde vi aftalen om de sidste 50.000 dollars. Men måneder gik, og vi fik hverken svar på ansøgningen eller anvist 50.000. Det bekymrede os endvidere, at der var sket rolleskift på det marine område indenfor fondsadministrationen. Hen imod 1. april rettede vi henvendelse til OAK-fonden for at forhøre os om behandlingen af den store ansøgning og om et á contobeløb eller i fald af et afslag de 50.000 dollars. Efter nogle dage modtog vi en mail. Den indeholdt et koldt afslag på ansøgningen, samt en meddelelse om, at vi ville modtage de 50.000, selv om en sådan ekstra ”grant” var helt usædvanlig. Der var i mailen absolut intet, som inviteret til fornyet kontakt, tværtimod. Vi har sendt en høflig mail, hvor i vi forespurgte om årsagen til holdningsskiftet til Levende Hav, men denne er ikke besvaret. Når alt dette er fortalt, så skal vi dog holde fast i, at en international fond faktisk har foræret os 100.000 US-dollars til vort arbejde. Det er stort, og det skal vi være lykkelige for. Men det stiller os i den situation, at vi skal finde nogle penge, således, at vi kan fortsætte den klimakampagne, som nu er helt central og absolut meningsfuld for vor forening. Det betyder også, at ”vekslestrømsdynamoen” er blevet opsagt og det vil uværgeligt betyde mindre dynamik! Vi kan ikke magte det samme udelukkende på baggrund af frivilligt arbejde.

Vort fartøj:

En anden direkte konsekvens af denne skuffende og frustrerende udvikling er endvidere, at hovedpinen vedrørende at skaffe økonomi til driften af Anton er vendt tilbage som tømmermænd efter en kraftig fest. På sidste bestyrelsesmøde besluttede vi som konsekvens af dette at sætte Anton til salg. Det var tungt! Ærgerligt efter et aktivt år med Anton med megen positiv opmærksomhed om vor færden og mange mennesker involverede. Man mærker endvidere blandt medlemmerne stor interesse for, at vi skal beholde Anton. Sidste år blev der etableret en kreds af ”små sponsorer”, som forpligtede sig til årligt i 3 år at give 1.000 kr. til Antons vedligeholdelse. Denne materialiserede støtte har udover, hvad den kontant betød, også været af stor moralsk betydning for os, som brænder for at bevare dette fartøj, som har så stor symbolværdi for foreningen, ud over, hvad den betyder oplevelsesmæssigt for så mange mennesker. Anton er en vigtig del af foreningens sjæl. Man må jo ikke tingsliggøre kvinder. Det kunne heller ikke falde mig ind! Men tillad mig at kødeliggøre mit og vist også andres forhold til dette netop i år 60 år gamle fartøj: Som kærester gør, så kræver det masser af tid og omsorg. Det er besværligt, det får én til at bande, det irriterer, men det glæder i sin pryd, bibringer én jublende oplevelser og ens væren sammen med dét tilfører én stolthed og opbygger den personlige identitet. Og ikke sjældent jubler man!

Men denne stadig smukke, men 60-årige dame skal ikke have udskiftet en hofte, men hun skal have bakken løftet af, lønningen og nogle støtter skal skiftes. Det er en operation til hundredetusinde. Vi bliver ved med at udskyde den. Vi kan indtil videre ikke se, hvor vi skal kunne få pengene fra. Og i Levende Hav skal vi ikke eje et skib, som ikke er i forsvarlig stand. Derfor er der nedtælling på vort ejerskab af Anton.            

Men Anton er stadig i god og forsvarlig stand. Lige nu mangler den udvendige kølhaling, men alt fungerer. Henning Thøgersen har haft Anton i Lemvig, siden jeg drog til Eritrea midt i januar. Han har gjort et stort arbejde nedenunder. Således foretaget ændringer i apteringen, så pladsen kan udnyttes mere praktisk. Han har endvidere løst mange problemer. Vi havde således et spildevandsproblem, idet det var indrettet således, at spildevandet fra kabysvasken blev ledt agter ud under motoren for derefter at blive pumpet ud med det øvrige bundvand. Det var uhensigtsmæssigt, for særlig, når det gode skib gav sig til at rulle, så begyndte det at lugte, og det var absolut ikke fremmende for ikke søvantes tendens til søsyge. Henning er en særdeles omsorgsfuld vicevært på Anton med en ekstraordinær sans for smag og håndværk. Det er vi dig taknemmelige for, Henning.

Anton har først og fremmest været i fart for hav- og klimakampagnen. Det kommer jeg mere indgående ind på senere. Anton har faktisk også været aktiv i en anden klimakampagne, idet SF lejede fartøjet i 5 dage i sommers. Det var Anne Grethe Holmsgård, som anvendte fartøjet til at promovere SFs klimapolitik. Vi har også gennemført nogle miljøture for 3F, men ikke så mange som forrige år. Vi havde søgt Tips og Lotto til støtte til formålet, men vi fik afslag. Det er dyrt at sejle rundt med Anton. Det skal finansieres i hvert tilfælde. Vi fandt på at tilrettelægge medlemsture i forbindelse med 3F-sejladserne. En væsentlig del af udgiften er jo at sejle til det sted, hvorfra aktiviteten skal foregå. Det var derfor smart og brændstofbesparende, når vi for eksempel arrangerede medlemstur for Levende Havs medlemmer på Fyn, når vi alligevel skulle være der i forbindelse med en sejlads for 3F. Det lykkedes os ikke at arrangere medlemsture for medlemmer i hele landet. Men det er mit indtryk, at der var stor tilfredshed med initiativet. Så længe vi har et fartøj at råde over, vil vi forsøge at følge op på idéen.

Anton kom til at operere meget i Østersøegnene i år. Vi var i Rostock og deltog i den store demonstration i forbindelse med G8-mødet. Vi medbragte en næsten 6 meter lang statue af frihedsgudinden plus et par eksemplarer af samme dame i mindre format. De var fremstillet af og udlånt af kunstneren Jens Galschøït fra Odense. I forbindelse med turen havde vi såvel samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke, som også var til stede med sejlskibet Opal fra Djursland, og et opholdssted, ”Krakagården”, som betalte 5.000 kr. til turen, således at deres unge kunne være med. Anton var også i Lübeck i forbindelse med projektet, ”Brød og Fisk”. Denne aktivitet var den første efter åbningen af kampagnen: ”Hav- og Klime – læg kursen om”. En tur til Bornholm og til Sassnitz på Rügen var også integreret i kampagnen. På den tur assisterede vi i øvrigt Greenpeace ved bordingen af et atomaffaldstransportskib mellem Sandhammeren og Hammeren. Sidste gang, vi opererede i Østersøen, var lige før jul, hvor vi anløb Greifwald for at deltage i en demonstration mod DONGs planer om at bygge et kulfyret elektricitetsværk. Vi blev særdeles positivt modtaget dernede og følte i høj grat, at vi ikke var alene i vor stræben. Anton var tilbage i Bønnerup den 21. december efter en meget aktiv sæson.        

Hav- og klimakampagnen:

Selve kampagnen blev skudt i gang den 21. august. Pengene blev bevilget i forsommeren. Derefter skulle planlægges, pjecer skulle udarbejdes og der blev anvendt megen energi på at fremstille den udstilling om de konsekvenser, som klimaændringerne forventes at få for havet og dets liv og i høj grad også for de kystfiskersamfund, som vi i Levende Hav brænder for. Det var meningen, at denne udstilling skulle have været helt klar til den officielle start på kampagnen, men det lykkedes ikke helt. Kun nogle få plancher var klar, men det var de alle, da vi deltog på fiskerimessen i Ålborg. i oktober. Udstillingen har fået gode tilbagemeldinger. Den findes i 3 eksemplarer og den udgøres af 18 plancher. De fleste af dem, har I set, idet den er genanvendt på vores kalender.

Når vi i Levende Hav foretager os noget, så er meningen altid politisk. Ikke partipolitisk, forstås! Men vi har altid set vores opgave i at formidle problemstillinger omkring havet, dets liv og dets udnyttelse. Vi har insisteret på at fremføre vores meninger i den forbindelse. Vi har altid villet drive politik. Det har vi gjort, fordi vi har følt et ansvar. Fordi vi har en opgave. Måske er sagen endda for nogle af os groet til en moralsk forpligtelse. Vi finder, at det er ansvarspådragende blot at lade stå til. Men vi – eller måske i særlig grad jeg - er kommet i problemer. Dommedagsprædikanter bliver afvist. Hvis man søger at formidle et tungt budskab, hvor det synes, at der ikke er levnet håb, så bliver man afvist. Her har vi et problem, for når vi oplever at stå ansigt til ansigt med en for menneskeheden unik katastrofe, hvis konsekvenser i dødstal og lidelser kan blive ufattelige, så ligger afvisningen lige for. Mange vil som strudsen reagere ved at stikker hovedet i busken. Men det hjælper ikke efter min opfattelse. Vi har mere end blot en opgave. Vi har en forpligtelse, lige som politikerne i 30-erne havde en forpligtelse, som de desværre ikke levede op til.  

I Levende Hav har vi en vis kompetence på hav- og fiskeriområdet. Den er langt hen ad vejen praktisk funderet. Når det gælder de store og komplicerede klimasammenhænge, må vi forlade os på andre. Vi tror på forskerne i deres efterhånden massive enighed angående klimaændringerne. Vi kan ikke andet end at reagere på deres advarsler. Dem, der rammes hårdest, bliver menneskene i den fattige del af verden og da i høj grad netop kystfiskersamfundene i den 3. verden, som vi har hjerte for. Vi føler forpligtelsen til at formidle, at påvirke, at presse, at ændre den kurs, som er så modbydelig kynisk og kold. Men vi bliver pine og død nødt til at vælge en form, hvor vi får mennesker i tale. Folket i tale! Ikke specielt eliten. Klimasagen skal være en folkesag. Ikke elitens sag. Ikke erhvervslivets sag. Men alles sag.

Vi må søge at være til stede, hvor vores budskab giver genlyd. Det kan undertiden være, når man dukker op i elitens haller ved dyre konferencer, hvor vi presser os til fripladser. Det kan være i fora, hvor vi skal se det som en opgave at anfægte, at det, som skulle være en folkesag, forvandles til en sag, som drejer sig om at gøre klimaændringerne til genstand for nye marker for businessfolkets høst.

Vi får ikke altid den presse, vi fortjener, end skønt vi laver arrangementer, som burde være guf for pressen. Ikke sådan, at vi ingen dækning får, men ikke nok. Vores vellykkede demonstration i Nyhavn og på Kongens Nytorv den 8. december burde have fået mere medieomtale. Det var ikke et arrangement, hvor vi stod ene. Vi var opfordrede til at arrangere noget på ”Den internationale klimadag” den 8. december. Man fandt, at det næsten var skammeligt, hvis intet blev arrangeret i Danmark.

Vi opnåede økonomisk støtte fra andre organisationer på tilsammen 90.000 kr. først og fremmest til annoncering. Gode og kompetente folk med ordet i deres magt holdt taler fra bakken af Anton i hjertet af København inderst inde i Nyhavn midt i julevirvaret. Et 10-personers brassband med kæmpehorn vandrede rundt om Kongens Nytorv - ikke for at Jerikos mure skulle falde - men for at ”kynismens skumle mure” skulle. De pengegriskhedens mure, som afholder verdens rige samfund fra at handle, at forandre livsværdierne i samfundet, således at vi bliver i stand til at styre uden om den uhyggelige malstrøm, som vi drages i mod, mens vi holder hænderne for øjnene. Sikke nogle billeder! Hvorfor ingen interesse hos medierne? Der er noget at spekulere på.              

Midlerne fra OAK har sat os i stand til at starte vor kampagne op. Vi havde større forventninger til støtten. Vi bør dog se positivt på, at gaven fra OAk har sat os i gang. Vi skal, efter min mening, arbejde indædt på, at holde kampagnen kørende. Det koster en stor indsats at opsøge midler, og her har vi virkelig brug for assistance. Det koster et stort arbejde at skaffe penge til at holde alle aktiviteterne kørende.

Der er nok at tage fat på inden for vor kampagne. Aktuelt er at kræve af skibsfarten at nedsætte farten på fartøjerne. Reduceres farten med 25 %, nedsættes fuelforbruget med 50 %. Set i lyset af, at A.P. Møller har et CO2-udslip, som svare til hele Danmarks, må det siges at være af stor betydning.

Vi skal også forfølge vores krav om, at alt trawlfiskeri i Danmark skal være udfaset i løbet af 10 år.

Og så synes jeg, at vi skal genoptage arbejdet for at få en mærkningsordning for det naturskånsomme fiskeri. Denne gang skal energiforbruget endnu tydeligere ind som parameter, for der er jo gennemgående fuldstændig overensstemmelse mellem energiøkonomisk fiskeri og naturskånsomt og passivt fiskeri. Miljøbevidste forbrugere skal have en chance for let at kunne alliere sig med ansvarlige fiskere, som stilfærdigt driver deres kystnære fiskeri. Der skal være et alternativ til MSC.       

Vor miljø- og fiskeripolitiske indsats:

Tingene hænger meget sammen. Når vi efterspørger en fiskeripolitik, som fremmer naturskånsomt fiskeri, så er det samtidigt en politik, som tilgodeser den klimapolitik, som vi mener, der skal føres. Og når vi beskæftiger os med EU's såkaldte ”partnerskabsaftaler” med fattige lande under fjerne himmelstrøg, så drejer det sig både om vore krav om naturskånsomt fiskeri og om global retfærdighed til fordel for verdens kystfiskersamfund og i høj grad da også om netop klimapolitikken. Det er ofte vanskeligt at skille tingene ad.

Som omtalt har vi måttet konkludere, at fighten mod de i Danmark indførte ”FartøjsKvoteAndele” er tabt. Men det forhindrer os ikke i at følge og kommentere den udvikling, som er resultatet af dette misgreb, som den siddende regering blandt så mange andre har påført samfundet til gavn for dem, som finder, at markedet skal styre alt her på jord og hav. Vi ser, at nogle af de få kystfiskere, som er tilbage, er relativt tilfredse, hvis de har turdet og ønsket at sætte sig i gæld. Jeg taler også med tidligere jollefiskere lidt til års, som har bjærges sig millioner ved at sælge det begrænsede énmandsfiskeri fra sig. De er lettede, lykkelige over deres pludselige rigdom, men hovedrystende og seriøst bekymrede for fremtiden for den fiskerihavn, hvor de var en del at det sociale fællesskab, som nu er i fuld opløsning, fordi antallet af fiskefartøjer er minimeret og ser ud til at blive det i højere grad også fremover.

Når vi ser på situationen i det segment, som ikke hører til ”kystfiskersegmentet”, må man rystes. Ikke alle de dyrt købte kvoterettigheder har kunnet opfiskes. Og omkostningerne ved at fiske på fx rødspættekvoterne er for trawlfartøjerne så store, at det er billigere at lige ved kaj. Samme situation er mange industrifartøjer i øvrigt i. Olien er blevet så dyr, at fiskeriet ikke svarer sig. Samtidig stiger renten. Gælden og manglende tilbagebetalinger på lån til fartøj og opkøbte kvoter ligger på et højt niveau. Måske kommer kombinationen af kommende høje renter og de stigende oliepriser til at blive trawlfiskeriet endeligt. Det er i hvert fald en almindelig fiskerkommentar, når vi fremfører vores krav om, at alt trawlfiskeri skal være udfaset i løbet af 10 år.

Det er åbenbart, at nu vil fiskerierhvervet stille krav om støtte til at reducere oliepriserne for fiskerierhvervet. Dette er allerede situationen i Spanien, i Frankrig og også i Norge, hvor støtten er oppe på 1 krone pr. liter. Og så skal vi være opmærksomme på, at andre former for subsidier til fiskerierhvervet indirekte fungerer som oliestøtte. Ja, er fiskeriets fritagelse for CO2-afgift her i Danmark ikke en støtte til at opretholde et stort olieforbrug og dermed et uansvarligt CO2-udslip?

Det bør blive en markant del af Levende Havs fiskerirelaterede miljøpolitik at gå til kamp med enhver form for subsidiering af olieforbruget inden for fiskerierhvervet. En regering, som søger at dæmpe konsekvenserne af de stigende oliepriser ved subsidier, kan under ingen omstændigheder kalde sig en regering, som arbejder for samfundenes overlevelse i lyset af klimatruslen.

Den danske regering er på en kollisionskurs med deres egen erklærede klimapolitik. Hvis Danmark accepterer nye subsidier til fiskerierhvervet, så er det sidste figenblad faldet. Connie Hedegård vil stå fuldstændig afklædt. Og vi vil ikke hjælpe til at forsyne påklædningsdukken med nyt tøj!           

Internationale forbindelser:

I bestyrelsens retter vi i høj grad blikket udad, når det gælder forvaltningen af havets resurser og havmiljøet. Vi har i flere år været medlemmer i paraplyorganisationen, Seas at Risk, som arbejder i forhold til EU-systemet. Jeg synes, at vi er med til at præge arbejdet dér. Vi var noget afstandstagende de første år, vi deltog, fordi holdningerne, som vi også har så vanskeligt med i forhold til fx WWF, også kom frem i det forum, som Seas at Risk udgør. Men jeg synes, at vi har været med til at sætte en anden dagsorden. En udløber af arbejdet i denne paraplyorganisation er bl.a., at Kurt er blevet placeret i bestyrelsen i Long Distance Regional Advicory Comity, hvor bl.a. EU-landenes meget usympatiske fiskeri ved fattige landes kyster er til diskussion.

Problemet er bare, at deltagelsen i disse aktiviteter koster penge. Levende Hav var således som omtalt inviteret til at deltage i en ”hav- og klimakonference” på Færøerne her først på måneden. Det var dyrt, for Al Gore var på talerlisten og rejsen var dyr. Jeg stillede som betingelse, at deltagelsen for os som NGO´ere blev gjort gratis. Det lykkedes som tidligere berettet. Jeg tog båden og ikke flyveren og boede privat. Således kunne vi magte det. Jeg vurderer, at det var turen værd, for vi fik markeret os såvel på konference som i offentligheden på Færøerne, lige som vi fik udbygget vores kontaktnet såvel på Færøerne og på Island med folk, som arbejder i samme retning, som vi. Men altid er økonomien begrænsende faktor for os.

Vi skal ikke i Levende Hav bare fare rundt i verden på de bonede gulve, men et udbygget internationalt kontaktnet er vigtigt for os, vurderer jeg.

Vi har sammen med 3 andre organisationer, der arbejder med fiskeriprojekter i den 3. verden dannet et ”fiskerifagligt netværk” til hvis drift, vi har opnået støtte. Målet er at udveksle erfaringer. Henrik har først på året sammen med de øvrige organisationer været i Sydafrika for at se på og vurdere Sydafrika Kontaktens projekter dér. Det fik han meget ud af. Til september står vi for et 4-dages kursus med Anton som ramme. Aktiviteten giver os også indtægter og det er ikke uvæsentligt, fordi vi foretager os i sandhed meget, som kun er udgifter.       

Projekterne ved Aralsøen og i Eritrea.

Vore aktiviteter i henholdsvis Kasakhstan og i Afrika er sat på som selvstændige punkter på dagsordenen. I år trækker vi os definitivt ud af Kasakhstan, og vi kan se tilbage på en vellykket og langt hen ad vejen forbilledligt projekt. Det er også anerkendt af folk i Aralskregionen. Kurt blev allerede for år tilbage gjort til ”Æresborger nr. 1” i Aralsk. Det fortjener han også, som en særdeles aktiv og insisterende koordinater for dette projekt, som er væsentligt i foreningens profil. Vi er mange, som har været direkte involverede. Henrik bør også fremhæves, som en af dem, der fra start til slut har været central i kontakten med kasakherne. Endelig har vi Zhanna i vores bestyrelse, så at sige barn af projektet. Vi fik sat gang i fiskeriet igen omkring Aralsøen. Men ikke alene det. Vi fik engageret mange mennesker – ikke mindst mange kvinder – i foreningen Aral Zenize. Denne forening blev en slags kasakhisk ”makkerforening” til støtte for fiskeriet og fiskersamfundene omkring søen. Denne forening fører nu arbejdet, vi sammen med energiske og kæmpende lokale startede, videre. Zhannatt – ikke at forveksle med Zhanna – selv født i en lille landsby ved søen og drivende kraft i arbejdet har søgt midler til Aral Zenizes arbejde i en japansk fond. Den har nu bevilget 1.800.000 dollars til det videre arbejde. Ikke i særlig grad til fiskeriet, for det lever nu, men til sociale aktiviteter i samfundene rundt om søen. Og det bliver Aral Zenize, der skal administrere og formidle pengene. Dette er, mine damer og herrer, den bedste situation, vi kan ønske os, når vi nu trækker os ud.

Når det gælder vores Afrikaprojekt i Eritrea, så går det langsomt. For os, som arbejder direkte med det, svinger vore følelser fra eufori til frustration og lede. Når vi et tilstede dernede, så møder vi så mange skønne, stolte og imødekommende mennesker, men når vi kommer hjem, så er det umuligt at holde en tilfredsstillende kommunikation i gang. Der er for os ingen tvivl om, at fiskerne ønsker vores tilstedeværelse og billiger vores kollegiale ”fisker-til-fisker-tilgang” til samarbejdet. Men embedsværket, som vi indtil videre er tvunget til at samarbejde med, savner dynamik og i høj grad kompetence. Vi skal på denne generalforsamling diskutere vort fremtidige ambitionsniveau i forbindelse med vores Eritreaengagement.    

Hvilken situation befinder vi os i ”i Verden” som mennesker, som forening?

I Levende Hav er vi rigtig glade for os selv. Det er vi, fordi vi føler, at det er os forundt at beskæftige os med ting og sager, der ligger os på sinde. Vort aktive medlemskab bringer os i en situation, hvor vi ikke skal brænde inde med vore meninger, og hvor vi kan udrette noget. Vi får også en del positiv respons på, hvad vi foretager os, og vi går da heller ikke stille med dørene. Men vi er også som en meget lille og meget arrig hund, der knurrer og bjæffer, mens de store køtere tilsyneladende upåvirket kikker hen over os.     

Men jeg er alligevel fortrøstningsfuld. Vi er med til at sætte dagsordenen. Den ændrer sig og i samspil med andre er der noget, der flytter sig i en positiv retning. Vi er mange, som trækker i samme retning. Disse ”andre”: organisationer, politikere, trendsættere og undervisere, de har brug for det, vi kan inspirere med. De har behov for at få problematikkerne belyst fra vore synsvinkler og med vores dynamik og engagement. Det er sjældent ”pænheden”, der præger vor fremfærd i verden, men derimod ”ægtheden”. Dét håber jeg fortsat kan blive vor forenings profil.

Men vi begrænses i vore aktiviteter, fordi ikke til fulde formår at få flere i foreningen til at tage ansvar. Det er der mange årsager til, og det er i høj grad et ansvar, som foreningens ledelse må tage. Men vor organisation er baseret på for få, som ikke magter alt det, vi gerne vil. Det er noget, vi må se nærmere på. Vi kunne så meget mere, hvis vi i højere grad magtede at få lagt ansvaret på flere skuldre. Men det fordrer også, at nogle er rede til at påtage sig det endelige ansvar for de enkelte opgaver. Da vi i sin tid startede Levende Hav, så vi frem til, at arbejdsgrupper meget selvstyrende arbejdede med særlige arbejdsområder. Dét skal vi frem til igen og jeg håber, at vi på generalforsamlingen kan få en diskussion om dette emne.   

Hvilken vej skal vi gå?

Det er på en generalforsamling, at kursen skal godkendes og måske justeres. Jeg mener, at vi skal gøre alt for at holde gang i vores havrelaterede klimakampagne. Vi bør arbejde med at fremme en mærkningsordning for fisk, som integrerer energiforbruget i forbindelse med fangst, transport og forarbejdning. En sådan mærkningsordning skal være en støtte til kystfiskersamfundene og det naturskånsomme fiskeri. Vi skal modarbejde det kapitaliserede fiskeri, som er naturfjendsk og resursemisbrugende. Vi skal holde gang i projekter til fordel for kystfiskeriet i den fattige del af verden. Dette til direkte fordel for den mennesker fx i Eritrea, som vi samarbejder med, men også så vi kan fastholde vor praktiske kompetence. Vi skal fastholde at være en forening, der i virket bygger såvel på praktiske erfaringer og på nytænkende teoretisk tilgang til verden.

Jeg stiller herved denne beretning til diskussion.   

Vedtaget på Levende Havs generalforsamling i Ferring lørdag den 26/4 2008