Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Formandens beretning for 2011 fremlagt på Levende Havs Generalforsamling 31. marts 2012.

Velkommen

Velkommen alle til dette års generalforsamling, hvor vi både skal skue bagud og fremad. Vi har i år valgt at afholde den her på dette gamle traditionsrige træskibsværft, hvor man før byggede de smukkeste fiskekuttere. Ganske vist var kutterne herfra en tid berygtede for, at der let gik svamp i det egetræ, som de var byggede af. Det var nok ikke lagret nok i en tid, hvor efterspørgslen var stor. Og det kan vi vælge at anvende som billede på, at det, vi her i vor forening bygger op og satser på, ikke blot skal være præsentabelt, men også langtidsholdbart, så tanker, intentioner, udførsel og resultater kan stå for en  bedømmelse af eftertiden.

I dag er værftet i drift med det formål at bevare dansk både- og skibsbygningshåndværk, når det gælder træ. Det er noget, vi i Levende Hav hylder, og vi er da også med vores fartøj, Anton, med i Træskibssammenslutningen. Efter frokost, skal vi rundt og se værftet.

Lad os nu se på, hvad der har fyldt i foreningens arbejde og stræben, siden sidste generalforsamling.

Fornyelsen af EU´s fiskeripolitik for de kommende 10 år er en proces, der har stået på gennem et par år. Nu nærmer vi os de afgørende forhandlinger, som i det store og hele skal være tilendebragt under det danske EU-formandskab. Disse forhandlinger har den allerstørste interesse for vores forening, idet de bliver afgørende for den måde, fiskeriet udøves på ikke blot i danske og europæiske farvande, men også ved fremmede landes kyster og på verdenshavene, fordi her foregår en meget stor del af europæisk baseret fiskeri. Den måde, fiskeri foregår på,  har stor indflydelse på havmiljøet, på fiskebestandene, på fiskeriafhængige samfund – ikke mindst i den fattige del af verden.

I ”nullerne”, som vi er kommet ud af, var privatisering mål for megen politisk indsats. Vores fælles fiskeresurse, som altid har været ”allemandsret”, forærede den daværende regering og Dansk Folkeparti til ejerne af fiskefartøjerne. Først gjaldt det det pelagiske fiskeri – altså sild og makrel. Dernæst kom turen til resten af fiskeriet med indførelsen af FKA – fartøjskvoteandele, som systemet kaldes. Sammen med andre kæmpede Levende Hav mod dette system, som vi forudså ville medføre en koncentration af danske fiskerettigheder på meget få hænder. Vi forudså, at det ville blive døden for dansk naturskånsomt kystfiskeri, samt den kultur, der er knyttet til det. Og det er gået præcis som forudset. Danske fiskerihavne ligger nu tomme eller halvtomme hen og antallet af aktive fiskefartøjer er i dag nede på 600 og afviklingen af kystfiskeriet fortsætter i hastigt tempo. Fiskeriet i Danmark har fra at være et erhverv, hvor udøverne fiskede for det daglige brød, for udkommet for dem selv og deres familie, udviklet sig til et erhverv, hvor det primære mål er at maksimere profitten af den investerede kapital.

Vores gamle medlem, Henning Thøgersen, kalder dette en ”casinoøkonomi” og jeg tøver ikke med at sige, at denne grådige tilgang til naturens resurser er i pagt med den globale finansskandale. Jeg skal minde om, at netop privatiseringen af fiskekvoterne i Island startede det økonomiske cirkus, som bragte landet til fallit og økonomisk nød for den brede befolkning på Island. 

Man kalder smukt dette system for ”rettighedsbaseret” fiskeri, dvs. at man har købt sig til fiskerettighederne. Omvendt taler man også i forbindelse med udviklingen af en ny”udviklingsstrategi” for Danmarks engagement i udviklingspolitikken i den fattige del af verden om befolkningernes ”rettigheder” til lokale resurser, så de kan brødføde sig selv. For os at se går der en lige linje fra det omsættelige kvotesystem, hvor de mest pengestærke bemægtiger sig rettighederne til fisken i europæiske farvande til industrialiserede landes mere eller mindre suspekte og ukontrollerbare opkøb af fiskerettigheder i fattige landes havområder til stor og ubodelig skade for det lokale kystfiskeri. Man taler nu så meget om ”landgrabbing” - altså rige landes opkøb af landbrugsjord i fattige lande. Man kan med lige så stor ret anvende udtrykket ”seagrabbing”.

Levende Hav har fået en bevilling fra DANIDA via NGO-forum til at lave en udredning af disse forhold og en mindre oplysningskampagne i den forbindelse. Den folder, der er uddelt til jer, er en forløber for rapporten, som bliver en udgivelse, der udkommer sidst i april måned. Rapporten: ”Fiskeri for FN´s fattigdomsmål” holder fiskeri op mod 3 af de 8 mål, som også Danmark har ratificeret. Det gælder udryddelse af sult og ekstrem fattigdom, det gælder ligestilling og styrkelse af kvinders position og det gælder miljømæssig bæredygtighed. Rapporten konkluderer, at skal man leve op til disse, FN´s målsætninger, så skal man give kystfiskeriet den absolutte prioritet. Det er vores mangeårige medlem og i sin tid fisker om bord på Anton, Eva Munk Madsen, som har forestået rapporten og en stor del af arbejdet har hun gennemført på det kontor, som organisationen ”International Collective for Support of Fishworkers (ICSF) har i Indien i nærheden af Madras. Også specialestuderende Helga Mathiassen og Anders Barfod har leveret til rapporten. Den kommer til at foreligge på engelsk med et fyldigt dansk sammendrag. Senere i år skal vi præsentere og diskutere den i Hirtshals, Bønnerup, Rødvig og på Bornholm, i forbindelse med Folkemødet. Vores kutter Anton vil forklædt som flygtningebåd være til stede i alle byer.

Det projekt, jeg lige har omtalt, er blevet til i forbindelse med Fiskerinetværket, og bevillingen rapporten er givet til dette netværk, som foruden Levende Hav består af PUGAD, som arbejder med projekter på Filippinerne, og Afrika Kontakt, som bl.a. arbejder i Sydafrika. Mens Levende Hav er ansvarlig for rapporten, m.v. har de to andre organisationer været hovedansvarlige for afviklingen tre dages workshop og en konference om EU´s fiskeripolitik i forhold den 3. verden, som blev afviklet på Christiansborg i forrige uge. Der var rigtig mange deltagere fra ”det globale syd”, hvor af en hel del var aktive kystfiskere. Workshoppene, der afholdtes i ”Byens Lys” på Christiania slog det samme fast, som vores rapport: Rige landes fiskeri i den fattige del af verdens havområder er udtryk for ”neoliberalisme” og ”nykolonialisme” er udtryk for ran af fattige befolkningers hævdvundne rettigheder til mad og beskæftigelse.

Også gennem internationale netværk har vi i Levende Hav arbejdet fokuseret omkring reformen af Den Fælles Fiskeripolitik. Det har vi gjort gennem vort medlemskab af ”Long Distance fleet Regional Advisory Counsil” (LDRAC), som er et rådgivningsorgan for kommissionen, og gennem Seas at Risk, som er en europæisk lobbyorganisation med sæde i Brüssels. Vi er i bestyrelsen for Seas at Risk. Det er Erik Bjørn Olsen, som varetager det arbejde. Levende Hav er endvidere deltagere i kampagnen ”Ocean 2012”, hvor omkring 160 organisationer er med. Alt sammen med det formål at fremmed miljøets sag og kystfiskernes. Vi har i den forbindelse set det som vores særlige opgave at dementere og modarbejde den propaganda, som danske embedsmænd i skøn forening med topniveauet i Danmarks Fiskeriforening har spredt internationalt omkring den såkaldte ”danske model”. Jeg har mødt dem til møder f.eks. i Spanien, og i internationale tidsskrifter, hvor de påstår, at danske fiskere er glade og tilfredse med de omsættelige kvoter. Vi gør vort for at dementere dette. Naturligvis er de få pengestærke kvotebaroner tilfredse, Men ellers er der stor modvilje mod de omsættelige kvoter. Det mener også mange mindre kutterejere, som for at have grundlag for at fiske fremover har været forledt til at opkøbe kvoter.

At, det omsættelige kvotesystem er upopulært, fik Henning Thøgersen og jeg bekræftet, da vi i tre dage  på Bornholm i december assisterede et hold af italienske journalister, der ville vide noget om den højt priste ”danske models” virkelige indvirkning på det mindre fiskeri. Vi havde for dem arrangeret en tur rundt på Bornholm for at snakke med tidligere og nuværende kystfiskere. Fra de fiskere, der ikke allerede var holdt op, lød det chokerende entydigt: ”Vi bliver de sidste. Efter os er der ingen, der tager over”. 

Megen af vores udadrettede aktivitet i vor lille forening foregår jo gennem aktiviteter med gamle Anton, kutteren, som var samlingspunkt for det miljøinitiativ, som tog sin begyndelse i midtfirserne og som senere i 1995 førte til Levende Havs dannelse. Den blev sidse vinter repareret for omkring 300.000 kr., hvoraf Skibsbevaringsfonden betalte 162.000 kr. Vi oplevede, at vi fik en rigtig god behandling på Fregatten Jyllands Værft og vi havde aldrig magtet den nødvendige reparation af forskibet, hvis Anton ikke var blevet kendt bevaringsværdig og vi dermed kom i en position, så vi kunne opnå det tilskud.

Også i år var det samarbejdet med kunstneren Jens Galschiøt, der skabte basis for aktiviteterne. ”Flygtningebåden Anton” anløb mange danske havne. Vi startede sæsonen med 10 dage inderst inde i Nyhavn først i maj med et fantastisk vejr. Jeg kan kun gisne om, hvor mange tusinde mennesker, der så flygtningebåden ligger der. Vi fik også delt flere tusinde foldere ud. Sæsonen endte også samme sted i Nyhavn lige inden jul. Herudover var vi i rigtig mange byer. Det fører for vidt at remse dem alle op. Alle steder var vi i større eller mindre grad i den lokale presse og vakte opmærksomhed med vores budskab, som via det kunstneriske indtryk taler til publikum - bl.a. om de alvorlige perspektiver, som tårner sig op, hvis vi ikke får forebygget de menneskeskabte klimaændringer. Fremtidsforskere forventer, at klimaændringerne i løbet af forholdsvis få år vil generere 200 millioner klimaflygtninge, kunne forfatteren Knud Vilby forklare publikum i en tale fra styrehusets tag stående bland flygtningefigurerne. ”Hvor stor en kvote af disse flygtninge ville Danmark mon modtage til den tid”, spurgte Knud Vilby retorisk.

Med flygtninegbådsprojektet er det lykkedes Levende Hav at komme ud til utroligt mange mennesker direkte og indirekte med nogle af vore kæpheste. Vi har også i den forbindelse haft rigtig mange frivillige med, som har lavet et stort og engageret arbejde.

Egentlig var det planen i år, at Flygtningebåden skulle have været ude på den helt store nordiske turné. I den forbindelse har vores medlem, Eva Dragsheim gjort et kæmpe arbejde for at kontakte byer i Norge, Sverige og Finland. Men både hun og jeg blev meget skuffede. Vi fik mange venlig svar, men næsten hver gang høflige afslag. De nordiske bystyrer var ikke som forventet villige til at betale, som det var tilfældet i mange danske byer. Vi ved konkret, at vi skal til Stavanger i Norge først i Maj. Så har vi også fået penge til den oplysningstur i forbindelse med udgivelsen af rapporten, som jeg tidligere omtalte. Der bliver besøg i Hirtshals, hjemme i Bønnerup, i Rødvig på Stevns og endelig i forbindelse med folkemødet på Bornholm. Der er endvidere mulighed for et arrangement på Tre Kroner Fortet i København, men pengene hertil er ikke bevilget endnu. Eva Dragsheim har stået for en ansøgning i Nordisk Kulturfond om et længere besøg i Stockholm og i den forbindelse også arrangementer på Ålandsøerne og i Malmø. Vi er partnere med en stor kulturfestival, som hvert år afholdes i Stockholm, ligesom vi også har partnere på Åland og i Malmø, hvilket kræves, for at ansøgningen kan blive godkendt.

Vi har desuden søgt Tipsmidlerne om 100.000 kr. til dagsture for socialt sårbare familier og deres børn - mennesker som ellers ikke oplever meget i deres sommerferie.  Får vi det igennem, forestiller vi os, at vi i den forbindelse kan arrangere nogle medlemsture rundt i landet. Det er virkelig et problem, at dieselolien er blevet så dyr. Vi skal have udgifterne til hver tur finansieret – ellers går det galt med økonomien.

Anton kommer på land på mandag, og vi har en lille måned til at få den kølhalet, malet og lakeret. Frivillige må meget gerne melde sig og tage et par dage med. Kølhalingen forgår i år i Bønnerup og man kan jo bo ombord.

Vores projekt i Eritrea har givet anledning til stor frustration, siden vi var sammen sidst. Kort efter sidste års generalforsamling tog jeg og vort færøske medlem, Jack Thomsen, derned for at fortsætte vore bestræbelser på at tilpasse langlinefiskeriet til de både, de har dernede og til den vanskelige koralbund og særlige forhold i øvrigt. Et vigtigt mål var også, at systemet skulle være billigt, både angående grej og agn. Vi var igen denne gang på to togter på 5 døgn hver og vi kom til et godt resultat. Planen var derefter, at vi igen skulle have været dernede i efteråret, men da jeg efter sommerferien ringede til Massawa for at forelægge mit i detaljer planlagt program for generaldirektøren, som ervor samarbejdspartner i ministeriet – Tewolde hedder han – sagde han med en sørgmodig stemme: ”Jeg er syg!”. Jeg spurgte forskrækket, hvad han fejlte og han svarede: ”Jeg er mentalt syg!”, og derpå redegjorde han for, at der var kommet direktiver fra regeringen om, at alt samarbejde med udenlandske NGO-er var sat på ”stand by”. Tewolde bad mig indtrængende om blot at væbne os med tålmodighed. Han ville arbejde for, at vi blev undtaget og kunne fortsætte vores fælles arbejde. Regeringsbeslutningen var af generel art og havde slet ikke noget med Levende Hav at gøre. Det har jeg også fået bekræfte fra anden side og jeg kan nævne, at også den dansk-eritreanske forening, som meget konsekvent bakker op om styret dernede, også er blevet udelukket. Jeg kan sige jer, at jeg så sent som i går var i kontakt med Tewolde. Han gentog, at han gjorde sit bedste og understregede, at så snart der kom en ændring af situationen, ville jeg være den første, som han ville meddele det til. Jeg tilbød at gøre alt – inklusive at skrive til præsidenten. - men Tewolde skar det ud i pap, at vi i Levende Hav på ingen måde kunne påvirke politikken. Han minde om, at også UNDP og FAO ekskluderet.

De sidste par gange, jeg har været i Eritrea for projektet, er jeg blevet konfronteret med en alvorlig problemstilling, som gælder flere af de kooperativer på øerne i Røde Havet, som vi samarbejder med. Det er problemer med ferskvand. Særlig galt er det for fiskerisamfundene på øerne Dehil og Nora, to samfund med henholdsvis 550 og 375 indbyggere. Her er de nødt til at hente drikkevand fra land i dunke i deres åbne både og anstanden er 25 og 30 sømil. Det er et alvorligt problem, som truer disse ellers levedygtige samfund. Sidste gang, vi var dernede, viste jeg lederne fra de to øer billeder af systemer, som via solenergi kunne forvandle havvand til drikkevand. Anlæggene er ret dyre, men er til gengæld næsten uden omkostninger at drive og vedligeholde, når de først er etableret. Fiskerlederne blev bogstaveligt talt ”helt vilde i varmen”, og jeg måtte love dem at gøre mit yderste for på en eller anden måde at skaffe penge til formålet. Det var faktisk et løfte, som jeg – selv om jeg havde taget alle mulige forbehold – havde svært ved at se, skulle kunne lykkes. Men så blev jeg i efteråret via Concorde – den tidligere NGO-platform, der servicerer Ngo-folk i forhold til EU-systemet – gjort opmærksom på et såkaldt ”Calls” fra EU´s kontor i Asmara i Eritrea. Vi kunne se, at her var måske den eneste mulighed for at skaffe penge til ferskvandsprojektet til fordel for de to øer. Vi kastede os over det meget omfattende arbejde med ansøgningen og registreringen. Først orienterede jeg naturligvis vores partnere dernede og spurgte, om de vurderede, at vi kunne få mulighed for overhovedet at gennemføre projektet, hvis vi fik penge til det set i lyset af den aktuelle udelukkelse. I ministeriets afdeling for kystfiskeri – vores faciliterende partner dernede -  var man straks meget engagerede i, at vi skulle gennemføre ansøgningen, og Tewolde, som jeg omtalte før, mente dengang, at dette kunne blive løftestang for, at vi kunne komme igen igen. De var også særdeles aktive med at hjælpe vores partnere – fiskerikooperativerne - igennem den besværlige registreringsproces.

Vort forehavende lykkedes i første omgang. Vi fik bevillingen på i alt 225.000 EUR , hvoraf 75 % er doneret fra EU og 25 % dansk medfinansiering fra DANIDA via Projektrådgivningen. Jeg skylder at fortælle, at en stor del af æren for, at dette lykkedes, skyldes Vlada Fuks, som i et år har været ansat i Levende Hav via en jobtilskudsordning. Det var Vlads, der holdt sammen på dette arbejde og på samme måde det før omtalte ansøgningsarbejde til NGO-forum.

Men – kære medlemmer – jeg er dybt frustreret. Der er ingen åbning. Styret ønsker os ikke derned. Jeg ved, at vore lokale samarbejdspartnere, fiskerikooperativerne, ser frem til, at vi kommer og har forhåbninger til det fortsatte samarbejde, I vores løbende projekt i Eritrea har vi ca. 1.000.000 ubrugte kr.. stående og desuden har vi en bevilling på 225.000  EUR. Det er meningsløst! - På et tidspunkt må vi i bestyrelsen tage stilling til, om vi skal opgive projektet, men jeg mener dog, at vi skal give det lidt mere tid. Det er i hvert fald det, vore partnere der nede beder os om.

Levende Havs hjemmeside er foreningens ansigt udadtil. Vi må erkende, at der ikke er meget liv på den. Vi har ikke været i stand til at leve op til det niveau, som der var, at Kurt var aktiv i debatten på hjemmesiden. Dengang var der mange, der kikkede ind på siden. Nu er det meget få. Der er også en del kritik af, hvorledes siden er organiseret. Nu har Jacob Aude skaffet kontakt med en, som vil give siden et nyt design og arbejdet går i gang efter påske. Det glæder vi os til, men det hjælper ikke noget, hvis der ikke kommer mere liv på siden. Vi behøver faktisk flere, som kan følge udviklingen i det danske havmiljø og vil skrive om det. Det samme gælder fiskeripolitikken, som vi jo er dybt engagerede i, selv om det desværre ikke fremgår særlig tydeligt på levendehav.dk. Jeg erkender, at jeg ikke magter det, så jeg mener, at vi må have flere ”ind over”. Samtidig er der også forventninger til os, Flere, jeg møder, giver udtryk for, at man savner Levende Hav i debatten. Det her er altså noget, vi må gøre noget ved.

Rent konkret er jeg af to forskellige kystfiskere blevet anmodet om, at Levende Hav forholder sig til to problematikker. Den ene er råstofindvinding til havs både på Vestkysten og i de indre farvande. Den anden er det faktum, at fisken forsvinder fra land i store områder både på Vestkysten og lands den jyske østkyst. Den situation er en stor trussel for kystfiskeriet oven i de omsættelige kvoters ødelæggende virkning.

Som en start har bestyrelsen vedtaget med afsæt i denne generalforsamling at nedsætte to arbejdsgrupper om disse emner.

Foruden vore intentioner om at skabe mere liv omkring hjemmesiden, så har bestyrelsen, fordi det har været efterspurgt, besluttet at udsende fire nyhedsbreve om året pr. mail. Det kræver selvfølgelig, at vi vore medlemmers mailadresser.

Økonomien i foreningen har idet forløbne år været ganske fornuftig, selv om regnskabet viser et stort underskud. Det skyldes den meget omfattende reparation af Anton  sidste vinter. Pengene, vi fik fra Skibsbevaringsfonden, blev givet som et rente og afdragsfrit lån og herudover måtte vi til formålet optage 150.000 kr. i lån i Merkurbank. Det hidtidige lån var imidlertid med årene bragt så langt ned, at vi sidder med samme månedlige ydelse, som inden vi optog det. Det vil Erik Bjørn Olsen gøre nærmere rede for under behandlingen af regnskabet.

Antons Venner , som jo er rammen om folk, som økonomisk har lovet at støtte, så vi kan holde Anton i søen, giver et helt uundværligt bidrag. Vi er virkeligt taknemmelige over, at så mange bidrager. Anton er  særdeles væsentlig for hele foreningens identitet. Men det er som om, at tilgangen af nye bidagydere er stagneret. Det var vi måske selv skyldige i, men nu har Steen Thykær fra bestyrelsen overtaget og det kører på skinner organisatorisk. Det burde nu være realistisk at fordoble antallet af betalere. Andre foreninger får store beløb ind på denne måde. Det må den kommende bestyrelse konkret arbejde med.

Levende Hav er en forholdsvis lille forening. Det må vi erkende. Ofte har vi vanskeligt ved at komme ud over rampen. Men vi er til i et område, hvor der er behov for vores tilstedeværelse. Vi er placeret i et hul mellem fiskeriets erhvervsorganisationer og naturorganisationerne, mellem det lokalt danske perspektiv  og det globale, i en ”Bermudatrekant” mellem grådige erhvervsinteresser i det ene hjørne, forsvaret for klima og havmiljø i det andet og social-, global solidaritet i det tredje. Eksempelvis er det paradoksalt, at Levende Hav er den eneste  forening, der er fortaler for kystfiskeriet i Danmark. Paradoksalt, fordi der er efterhånden kun er håndfuld kystfiskere tilbage i Levende Hav. Kystfiskerne i Danmark har ingen selvstændig forening, og Danmarks Fiskeriforening modarbejder i praksis kystfiskernes interesser. Vi kunne gøre meget mere, hvis vi havde en ansat i foreningen. Det bliver nok svært at løfte os derop, men indtil da må vi gøre vort bedste og nyde de spor, vi trods alt sætter.

Tak for ordet!