Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Formandens beretning for året 2009 fremlagt på generalforsamlingen i Ebeltoft 2011.

Kampen om havenes resurser.

Denne beretning begyndte jeg at brygge sammen på vej hjem fra en rejse.

LDRAC afholdt møde på De Canariske Øer i byen Las Palmas. Jeg bryder mig ikke om at anvende for mange forkortelser. Forkortelser er kun skabt  til af hægte folk af. Long Distance fishery Regional Advisory Council er en slags forening, der er anerkendt til at rådgive EU-kommisionen. Her drejer det sig om europæisk fiskeri på havene fjernt fra Europa. Det findes også en RAC for Nordøen, for Østersøen og en for Middelhavet. Levende Hav er med i den med fjernfiskeriet, fordi vi synes, at rige landes fiskeri i fattige udviklingslandes havområder er problematisk. Det gælder havmiljøet, det gælder fiskersamfundene og det gælder de fødevareresurser i havet, som sultende lande har så hårdt brug for. Jeg ved ikke, om vi gør særlig megen nytte dér i den forsamling, men vi bliver da mere indsigtsfulde.

Hvorfor denne interesse for det europæiske fjernfiskeri? Langt væk fra turisternes promenader her i Las Palmas, så jeg mange store fiskefartøjer. Jeg blev naturligt nysgerrig. En mødedeltager fra Las Palmas arrangerede for mig, at jeg kunne blive kørt derud. Der lå adskillige store japanske, hvidmalede fiskefartøjer, der var flere kinesiske, endvidere en større islandsk notbåd. Og så var der mange, mange flere med mystiske flag, som jeg ikke kunne identificere. Manden, der kørte mig rundt, forklarede, at der plejede at ligge mange russiske og koreanske også, men de befandt sig nu ved Vestafrikas kyst. Skibene lå ikke til losning. De lå der blot til repara­tion og service. Det sagde mig noget om, at mange, mange flere var i søen – i aktivitet. Der er en enorm foretagsomhed, som verden over finder sted i jagten på havets resurser. I en pause på mødet på det overfine hotel opfan­gede jeg således, at 60 tidligere hollandske trawlere fisker i farvandet ud for Senegal.

Magtfulde hel- eller halvindustrialiserede lande har sin overkapacitet i mo­derne fiskefartøjer rodende rundt ude i verden. Jeg tænkte igen og igen: ”Er dette ikke bare en fortsættelse af kolonialismen?” Og: ”Hvor bliver der plads til de fattige og hungrende landes fiskeri? Det gælder såvel kystfi­skeriet, som et berettiget havgående fiskeri på de oceaner, de enkelte lande har uden for sig.  

Levende Hav har siden foreningens dannelse for 15 år siden beskæftiget sig med fiskeri i fattige egne af verden først gennem det nu afsluttede pro­jekt ved Aralsøen, som allerede var i gang ved foreningens etablering, og nu gennem vores ”fisker til fisker – projekt” i Eritrea. Vore vedtægters bud om at støtte et økologisk rigtigt fiskeri har vi aldrig begrænset som en spe­ciel dansk aktivitet. Ting og begivenheder hænger sammen i vor globalise­rede verden. Det bliver vi hver dag mindet om.

Det naturskånsomme kystfiskeri og fiskersamfundene.

Kystfiskeriet med skånsomme redskaber er under pres overalt. Det enkle, det skånsomme, det, der kun kræver små investeringer, må vige for det in­vesteringstunge, for det brutale og for det fremmedgørende industrialisere­de fiskeri, hvis egentlige ejerskab bliver mere og mere  fjernt fra befolk­ningerne ved kysterne. I det forløbne år er betingelserne for kystfiskeriet i verden kommet endnu mere i Levende Havs fokus. Levende  Hav bliver af og til kontaktet tit af organisationer ude i verden, hvis formål det er at støtte kystfiskersamfundene. Dette forstærkedes i høj grad under vores tilstede­værelse i København under klimatopmødet, hvor vor kutter Anton og vo­res store teltarrangement blev mødested for repræsentanter for mange kyst­samfund.  

Men hvad med det naturskånsomme kystfiskeri i Danmark?  Efter, at dis­kussionen om den af regeringen og Dansk Folkeparti gennemførte fiskeri­reform, har Levende Hav langt hen ad vejen forladt arenaen, når det gæl­der vor hjemlandske fiskeripolitik. Kapitaliseringen af de danske fiskere­surser, som kaldes Fartøjs Kvote Andele eller forkortet, FKA, blev som forudset en katastrofe for dansk fiskeri. Systemet førte til betydeligt færre og mere brutalt fiskende fartøjer, mens kystfiskeriet nu bliver udøvet af langt færre. De små fiskerihavne ligger helt eller delvist tomme. Den komplet uansvarlige daværende fødevareminister, Hans Christian Schmidt med hans altdominerende, enøjede embedsmænd opfordrede fiskerne til bare at bringe sig i gæld for at opkøbe kvoter. Nu har katastrofen indfundet sig. Fiskepriserne er faldet drastisk og nogle opkøbte kvoter kan ikke opfiskes. Mange er på fallittens rand, Før skulle en fisker købe et fartøj og forsyne sig med fiskegrej. Så kunne han stå til søs på fiskeri. Det skal han også nu, men yderligere skal han med det nuværende system også købe den fisk, som han skal ud at fange. Det er klart, at det skaber en meget sårbar og lidet fleksibel situation. Fiskerierhvervet er blevet til et pengecirkus – en ren ”casinoøkonomi”, som en af Levende Havs veteranmedlemmer plejer at udtrykke det.

Måske er tiden nu inde til, at Levende Hav igen skal fokusere mere dansk fiskeripolitik Det vil dog kræve en mobilisering af yngre kræfter tæt på erhvervet.

En vision for dansk fiskeri.

Under en diskussion om disse emner provokerede min bestyrelse mig, som en bestyrelse jo skal. De stillede spørgsmålet: ”Hvordan ser du et ideelt dansk fiskeri for dig? Har vi en vision for dansk fiskeri?” Jeg fik i opdrag at udarbejde en sådan ”vision”, og det har jeg gjort. Dokumentet findes på vores hjemmeside og det er også delt ud her på generalforsamlingen. Jeg har under arbejdet sendt det til forskellige til udtalelse, og det har ført til nogle få justeringer.

Denne vision for dansk fiskeri er naturligvis udtryk for en utopi. På den anden side farer man let vild, hvis man glemmer, hvad målet egentlig var. Vi skal kunne fremholde det positive perspektiv, hvis vi på en konstruktiv måde skal kunne gå i flæsket på de kræfter, som lader hånt om natur, bæredygtighed og kystsamfundskultur.

Projektet i Eritrea.

Eritreaprojektets første fase blev afsluttet ved årets udgang. I foråret sidste år var jeg sammen med Holger en måned i Massawa og vi besøgte også alle de implicerede kooperativer. Der var forskellige hængepartier, som skulle afsluttes og første fase skulle evalueres, ligesom en ansøgning om fase 2 skulle forberedes i dialog med vor partner i syd. Fase 1 har været stærkt forsinket og der har under vejs været en del vanskeligheder, men samtidig har vi også opbygget en stor tillid hos fiskerne netop i kraft af, at  de fleste af de udsendte har været fiskere. Absolut ikke fordi fisker er bedre mennesker end andre, men fordi den kollegiale kontakt nedbryder usikkerhed og barrierer. Det er jo et såkaldt ”fisker til fisker-projekt”. Fiskerne har også i de interviews, som bestyrelsesmedlem Holger Lauritsen og jeg gennemførte under rejsen, givet udtryk for, at det betød noget positivt for dem, at de oplevede os forpligtede på samarbejdet og fulgte op på, hvordan det gik. Holger er nu i øvrigt ikke fisker, men faktisk idéhistoriker. Hans rolle skal være at tage sig af anden fases administration og evaluering, m.v. Planen er at udvide projektets geografiske område, således som det i øvrigt er afbilledet på kortet i årets kalender, hvis tema netop er Eritreaprojektet.

Holger og jeg indså, at det var meget vigtigt hurtigt at komme videre med fase 2, så kontinuiteten blev holdt. Vi forcerede arbejdet med at få indsent en større ansøgning til Projektrådgivningen umiddelbart efter vor hjemkomst for nu et år siden. Skuffelsen var derfor stor, da vi modtog afslag. Nu er vi imidlertid netop kommet igennem med en noget mindre ansøgning, hvilket dog bevirker, at vi kan se frem til at arbejde sammen med kystfiskerne i Massawaregionen og på øerne i Dalak- øgruppen i de næste tre år officielt fra den 1. juni. 

”Hav og Klima – læg kursen om!”

”Hav og Klima – læg kursen om!” er navnet på den kampagne, vi indledte for nu tre år siden. Vi gjorde det i erkendelse af, at den uden sammenligning største trussel mod havmiljøet både herhjemme og på globalt plan er de klimaændringer, som vil være resultatet af ikke blot atmosfærens, men også havets større indhold af kultveilte. Det var ikke en fiks idé udsprunget af det, der er på mode at snakke om. Det var med rod d i Levende Havs vedtægter. Vi skal arbejde for at sikre biodiversiteten i havet og vi skal støtte udøverne af et økologisk rigtigt fiskeri, som de fleste traditionelle kystfiskersamfund gør det. Forskerne er enige om, at biodiversiteten i havet vil blive forarmet og stærkt påvirket i en grad, som kun kan betegnes som en uoverskuelig katastrofe. Desværre har det knebet med at skaffe midler til at drive kampagnen i et gear, som vi havde ønsket. I midlertid gav afholdelsen af COP15 i København muligheder for at skaffe midler til  aktiviteter såvel inden som under selve afviklingen af topmødet.   

Det var vores bestyrelsesmedlem Hans Kristoffer Christensens søn (Lille Stoffer), som kom med idéen om at lave en kampagnetur med Anton landet rundt med en kunstnerisk indgangvinkel. Efter megen diskussion, hvor vi aldrig blev enige, havnede navnet på: ”Klimakunst fra kyst til kyst”. Det blev en farverig tur til provinsbyer landet rundt med deltagelse af mange dejlige unge og yngre frivillige. Nogle steder svigtede publikum, men til gengæld fik vi en hel del presse på turen, ikke mindst i forbindelse med de aktioner, vi lavede mod DONG og Vattenfald ved Nordjyllandsværket ved Ålborg og ved Enstedværket ved Åbenrå. Også en aktion på øen Endelave aftalt med en borgergruppe dér blev dækket godt af pressen.

Denne tur løb af stabelen i eftersommeren sidste år, men meningen var, at projektet skulle sluttes af ved vores tilstedeværelse under COP15 i København i december. Lang tid i forvejen havde vi aftalt med såvel Københavns Havn og og Københavns Kommune, at kutter Anton skulle ligge i Havnegade lige foran Knippels Bro, hvor vi tidligere havde haft plads. Stiladsarbejdernes klub under 3F bygede to store tårne og imellem dem en scene, som blev beklædt med store bannere malet af Lille Stoffer og hans kunstnervenner. Vi stillede vores udstillingstelt op, som blev forsynet med et pillefyr, så der kom varme på, og pladsen bleve overdækket og skærmet. Også vores gamle pyntelige køkkentelt med malerierne indgik. Hver dag var der udlevering af varm suppe til kun 20 kr. og der var mindst en times levende musik hver aften i to uger.

Vejret var nu ikke med os, hvilket var årsagen til, at der nogle dage var meget få mennesker dernede, men Levende Hav var særdeles synligt til stede. Der blev af frivillige gjort en fantastisk indsats for at gennemføre dette store arrangement. Alle jer, der var aktivt med, skal have en stor ros og en stor tak.

Anton anløb Havnegade i København den 3. december og var først tilbage i Bønnerup den 21. Men det var ikke vores eneste aktivitet i forbindelse med COP15.  Fra starten havde vi i Levende Hav været med på idéen om at foranstalte et alternativt forum og en udfoldelsesscene for de mange NGO-gæster, som forventedes til byen. Vi gik med i arbejdet og deltog i etableringen ”Klimaforum09” og dermed det store arrangement i DGI-byen. Vores medlem, John Holten Andersen, spillede en særdeles aktiv rolle og har hele tiden været vores repræsentant i Klimaforum09´s bestyrelse. Midt i fortvivlelsen over, at COP15 blev en så eklatant fiasko, så varmer det en lille smule, at vi var med til at skabe et dynamisk mellemfolkeligt arrangement, som demonstrerede vilje, solidaritet og håb.

Levende Hav vil sammen med andre i netværket bag Klimaforum09 forsøge at hold fast i arbejdet for at presse beslutningstagerne til at tage ansvaret på sig, så vi kan afvende det værste af den globale katastrofe, der forstår. 

Misvisende miljømærkning af fisk.

Som berettet, så havde vi udover at stå bag Klimaforum09 primært satset på aktiviteterne på havnen. Vi arrangerede dog en velbesøgt høring i DGI-byen om miljømærkningsordningen, MSC – Marine Steward Council. Levende Hav har jo en lang historie, når det gælder at udvikle kriterier for en mærkningsordning for fisk. Vi udviklede ”Regler for naturskånsomt fiskeri” og introducerede for et årti siden vor egen mærkning for naturskånsomt fiskeri. Det bragte dele af fiskerierhvervet helt ud af fatning, og fiskeskippere, som forpligtede sig overfor vort mærke, blev smidt ud af Danmarks Fiskeriforening. Da den borgerlige regering tiltrådte i 2001, ville man ikke forlænge støtten til det projekt, som satte os i stand til at arbejde med vore idéer.

På den baggrund burde vi i Levende Hav glæde os over et nyt miljømærkningsinitiativ for fiskeri. Desværre er vi meget uenige i kriterierne for godkendelse af fiskerier til MSC-mærket. Der er mange detaljer i dette her, men overordnet godkendes brutalt trawlfiskeri, som vi slet ikke anser som bæredygtigt. Vi kan således ikke forstå, hvorfor forbrugerne ikke skal have lejlighed til at vælge de mest skånsomme metoder. Vi finder det endvidere helt urimeligt, at energiforbruget i forbindelse med fiskeriet ikke er med som et kriterium. Det virker helt uforståeligt på baggrund af den globale opvarmning og den dermed forbundne absolutte nødvendighed af at nedsætte energiforbruget drastisk. Levende Hav tager afstand fra bundslæbende redskaber som trawl. Generelt er trawl fiskeri i større eller mindre grad ødelægende for biodiversiteten i havet samtidigt med, at dette fiskeri har et meget større energiforbrug pr. kg. fanget fisk sammenlignet med passive fiskeriformer som garn, kroge, ruser og tejner og traditionelt snurrevodsfiskeri. Men MSC støttet af Verdensnaturfonden godkender raks væk denne energifrådsende fangstmetode. Derfor besluttede vi at foranstalte en høring om MSC på Klimaforum09 i DGI-byen. Høringen, som vel også kunne kaldes en workshop, var velbesøgt også af mange internationale gæster.

Internationale netværk.

Op til og under klimatopmødet i december havde vi megen kontakt med repræsentanter for kystfiskerorganisationer fra Filipinerne, Indonesien, Indien og Vietnam. En af organisationerne havde forberedt en symposium  om klimaændringerne og deres direkte og indirekte påvirkning på kysfiskersamfundene. Kort tid inden topmødet kom det for en dag, at der var sket en misforståelse, således at der ikke var noget lokale til arrangementet i DGI-byen. Levende Hav blev på den måde meget involveret i at få afviklet dette møde. Det var vores medlem, Maria Andersen, som fik skaffet et velegnet og billigt lokale ude i byen i sidste øjeblik, således at det i øvrigt meget spændende og oplysende symposium kunne afvikles.

Frivilliges indsats for Levende Hav.

Det var samme Maria, som i henved tre uger stillede sin lejlighed på Østerbro til rådighed for Levende Havs gæster fra Eritrea. Det var en flot gestus, men  ikke enestående. Ja, alle kan ikke nævnes. Det kunne blive en lang remse, hvis alle, der bl.a. under afviklingen af vores engagerede medvirken i forbindelse med COP15 skulle nævnes. Det har drejet sig om omkring 30 frivillige, som forpligtet medvirkede. Nogle var særlig gennemgående. Lad mig nævne Allan Damkilde, Lille Stoffer, Jacob Aude, Zhanna og Nanna. Også opbygnings- og nedrivningsteamet med Erik Jespersen, Dan Ib, Gouser og Næstved Ole. Ja og Claus, som påtog sig at være guide for vore gæster fra Eritrea, samt Astrid, som troligt sad i styrhuset hver eneste dag som pressemedarbejder. Det var fantastisk at være en del af.

Miljøkutteren Anton.

Vores problem, men også uundværlige kutter Anton, kunne sidste år løbe rundt økonomisk, kundgjorde vores kasserer på forrige bestyrelsesmøde. Det bliver derfor ikke på dette års generalforsamling, at vi igen skal debattere det emne, som så ofte før. Det er vist meget få medlemmer i foreningen, som ikke kan se det positive i at have dette fartøj til rådighed for foreningens liv, men det har også været en belastning. Nu tyder noget på, at det ikke i så høj grad vil være tilfældet i fremtiden.

I 2009 var det i høj grad kampagnen i forbindelse med klimatopmødet, som gav os muligheden for at kombinere vores ønske om at komme ud med vore budskaber med fornuftig indtjening. 

Det lykkedes os desuden at gennemføre en række rimeligt betalte socialpædagogiske sejladser, og den mulighed formoder vi også at kunne forfølge i år. Herudover har vi lagt nogle fantasifulde sejlende planer med overraskende begivenheder, som indgår i en stort anlagt kampagne i forbindelse med FN´s 2015 mål om at reducere fattigdommen i verden. Vi har aftalt et samarbejde med kunstneren Jens Galschøit og foretaget et større ansøgningssamarbejde med den institution, der er den organisatoriske ramme om hans virke. Om kort tid regner vi med at få afklaret, om det bliver en realitet. Anton vil blive forsynet med kunst af Jens Galschøit. Mere er der ikke at sige om det. I bestyrelsen finder vi det meningsfyldt at deltage i markeringen af fattigdomsproblemerne i verden. Vores fokus vil selvfølgelig være et levende kystfiskeris muligheder for at brødføde fattige befolkninger. Omvendt vil vi også problematisere industrialiserede landes fiskeri ved fattige landes kyster, hvor man fjerner disse landes naturlige resurser og disse landes evne til at ernære sig selv. 

Anton kendt bevaringsværdig.

For os medlemmer i Levende Hav forekommer Miljøkutten Anton at være et klenodie. Den er symbolet på det arketypiske traditionelle danske fiskeri. Åh! Disse blå kuttere! Men nu er Anton officielt blevet udråbt som ”klenodie”. Anton er simpelt hen kendt bevaringsværdig – ”et varigt kulturminde”, som der står i ”erklæringen” fra Skibsbevaringsfonden. Den slutter således: ”Antobn fremtræder i dag som en autentisk, tidstypisk 20-tons fiskekutter. Fartøjets kulturhistoriske fortælleværdi er betydelig, hvilket understreges ved denne erklæring”.

Denne officielle anerkendelse af vores fartøj kan måske medvirke til at tilvejebringe flere midler til kutterens vedligeholdelse, særlig når det gælder det store overhalinger, som rækker ud over det almindelige vedligehold.

Vi har allerede været igennem en ansøgningsproces til Skibsbevaringsfonden, hvorfra vi vil få svar ud i maj måned. Der er planlagt et større arbejde, som nok vil løbe op i 300.000 kr., inden det er færdigt. Selv om vi skulle være så heldige at få bevilget et rente og afdragsfrit lån fra skibsbevaringsfonden, så vil vi skulle ud at skaffe mange penge fra fonde, m.v.  Men det faktum, at fartøjet nu er kendt bevaringsværdigt, forventer vi vil kunne lette det arbejde.

Økonomiske behov og anerkendelse.

I det hele taget er der behov for et intensiveret ansøgningsarbejde med flere formål ud over til Anton. Eritreaprojektet fordrer medfinansiering og det gør vores udadvendte aktiviteter også eksempelvis til årets kampagne i forbindelse med FN´s 2015-mål.

Som formand ser jeg med en vis optimisme på det. Det skyldes, at vi også høster anerkendelse. Mens vi lå med Anton i Havnegade i december med vore telte, udstillinger og stilladstårne med bannere på land, blev jeg en morgen opsøgt af Camille Randlev Petersen fra firmaet Bonvita ApS. Vi tog os en lang snak over morgenkaffen ombord i styrehuset. Resultatet blev, at Landsforeningen Levende Hav efter en proces blev anerkendt som værdig til støtte fra firmaer under det verdensomspændende virksomhedsnetværk ”One per cent for the planet”.  I første omgang medførte det, at Bonvita donerede Levende Hav en pengegave, som har været af særdeles stor vigtighed under den også for Levende Hav økonomisk meget kolde isvinter. I bestyrelsen er vi stolte, men i høj grad også beærede og taknemmelige over den anerkendelse, de herved er blevet os til del.  

Flere kræfter og netværk.

Jeg har nævnt det tidligere i min beretning: En ting, der også  har glædet den gamle formand, er det store antal frivillige, som har tagets deres tørn i det forløbne år – også når det gælder vedligeholdelsen af Anton. Men det er også nødvendigt. Hvis vi havde kræfterne, kunne vi udvide vore aktiviteter kraftigt. Vi får mange opfordringer og henvendelser, som vi ikke magter at følge op på.

Levende Hav er medlem i flere nationale og internationale paraplyorganisationer og netværk. Det øger på mange måde vore kræfter og indflydelse, men de skaber også behov for større arbejdsindsats. Der er adskillige emner og begivenheder, som vi i Levende Hav ikke når at  reagere på. For eksempel ville jeg som tilhører af denne beretning savne nogle ord om vores stillingtagen og indsats  i forhold til det danske havmiljø. Her synes jeg selv, vi svigter. Helt aktuelt: Hvorfor har vi ikke formået at banke de regeringsbærende partier, fordi de nu vil hjælpe det både forgældede og forkælede landbrug med ved at tillade det at fortsætte med at overgøde det danske land med den endelige konsekvens, at det tilbagevendende iltsvind bare fortsætter. Hvorfor har vi ikke offentligt brokket os over, at landbrugserhvervets giftforbrug på helt uansvarlig vis øges i stedet for at ophøre. Jeg er også ked af, at vi ikke har orket at forfølge vores kongstanke angående at etablere kunstige stenrev, hvor der opsættes vindmølleparker til havs. Den bestyrelse, der bliver resultatet af denne generalforsamling, får en opgave med at se på, hvorledes vi mere seriøst kan røgte flere af de opgaver, som vore vedtægter lægger op til.    

GNBO – en fortsættelse af samarbejdet op til klimatopmødet.   

Som jeg så ofte har udtalt, så anser jeg de forestående klimaændringer som absolut den største trussel med havmiljøet og de fiskersamfund, som direkte og indirekte er afhængige af havets resurser. Verdens politikere ledere – herunder også den danske statsminister – svigtede på utilgivelig vis deres ansvar på klimatopmødet i København i december. Levende Hav ønsker at fortsætte med at gøre vort for at gøre opmærksom på vores fælles ansvar i så henseende. Vi vil gerne deltage i en konstruktiv fortsættelse af det arbejde, som blev udført i forbindelse med Klimaforum09. Dette arbejde vil ske i samarbejde med nogle af de kræfter, som stod bag Klimaforum09. Det bliver i i regi af en netop startet foreningsdannelse, som hedder ”Græsrøddernes Netværk for Bæredygtig Omstilling”.  Arbejdsgrundlaget vil være den deklaration, som blev udarbejdet af Klimaforum09 op til COP15. ”Systemforandring – i ikke klimaforandring” er dens titel. Et resumé af deklarationen ligger som arbejdspapir på generalforsamlingen.    

Til slut vil jeg takke mine makkere i bestyrelsen. De har ydet mig solidarisk kritik og opbakning. Levende Hav er kun en lille forening i ”foreningsdanmark”, men jeg tillader mig at tro, at vi sammen gør en lille forskel.

Tak for ordet!

Knud Andersen

formand