Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Formandens beretning for 2008 fremlagt på til generalforsamlingen i 2009.

Velkommen!

Under Levende Havs sidste besøg i Eritrea i forbindelse med vores "fisker til fisker - projekt" dér, gæstede Holger og jeg nogle øer i Dahlak-øgruppen, hvor vi ikke havde været før. Vi gjorde det, fordi fiskerne på disse koraløer ude i Rødehavet ønsker, at de bliver inddraget i Levende Havs Eritreaprojekts anden fase - hvis vi ellers får held med den omfattende ansøgning til DANIDA, som Holger og jeg i samarbejde med vores eritreanske samarbejdspartnere har knoklet med. 

Øerne Nora og Dhell er fuldstændig flade koraløer, som stikker en meter eller halvanden op af havets overflade. Der er stort set ingen vegetation. Der har vist været, men en kombination af overdreven husdyrrøgt og stigende temperaturer har medført, at disse øer nu blot er en flade af dette gullighvide koralmateriale. Øerne har været beboede i måske tusinde år. Nu er der blot nogle skure bestående af nogle pinde, noget bølgeblik og andre tilfældige materialer. Huse uden gulve, uden nogen faciliteter. Ikke engang lokummer er der. Kun ved stranden brydes blikket af de smukke fiskerbåde med de høje agterstævne og det svungne spring hen mod den noget lavere forstavn.

Her lever mennesker. Familier. Børn. Her bliver man taget imod med stor gæstfrihed og åbenhed og også med værdighed.

Herude vil vi gerne arbejde sammen med fiskerne. Men der er én ting, som bliver ved med at køre rundt i hovedet på mig. Hvor mange år vil der gå, før disse øer vil oversvømmes? Det ser jo ikke ud til, at der er virkelig vilje til at forebygge klimaændringerne. - Og jeg tænker videre på de udbredte og ufatteligt smukke undersøiske koralrev omkring øerne, hvor de rige fiskebestande har hjemsted. Vil de alle være forsvundne om 60 år, som den dansk-skotske forsker, Kathrin Richardson, spår på grund af havenes forsuring - også med de menneskeskabte klimaændringer som årsag?

Kære medlemmer: Der er så meget, som bliver sat i perspektiv, når man lærer et fattigt u-land at kende. Rig-fattig konflikten i Verden er nok til at hensætte ethvert normalt følsomt menneske i en slags monental lammelse. Men nu dette, at klimaændringer, vi i vores grådighedskultur har skabt, simpelt hen skyller gamle kulturer bort - hjemsteder for mennesker - det må gøre én meget forstemt.

Nu er Levende Hav jo i grunden en miljøforening omkring havet. Hvorfor så denne fokusering på menneskers vilkår i Verden? Var det ikke bevarelsen af biodiversiteten i havet, det drejede sig om? Var det ikke noget med fiskerimetoder - de brutale kontra de naturskånsomme? Jow, det var det, og det er det. Men, når man står sammen med fiskerne på Nora på kanten af koralrevet med de legende børn omkring os, så oplever man meget stærkt, at vi mennesker er blevet en del af den udryddelsestruede biodiversitet. Jeg spørger mig selv: "Hvordan kan vi mennesker bare lade stå til? Bare lade det ske! Hvorfor tager så få ansvar? Er menneskerne blot som lemminger, der vælter sig ud i deres egen selvdestruktion?

Som formand for Levende Hav - så lille en  forening vi end er - så mener jeg, at vi skal påtage os vor del af ansvaret for at handle, således som det nu er muligt for os. Vi har en opgave! Vi har et område, hvor vi er kompetente, nemlig havet og dets liv, og kystfiskersamfundene omkring det. Vi har en antenne ude, nemlig blandt kystfiskerbefolkningen i et fattigt u-land - en forbindelse, som giver os en god baggrund for at udtrykke os. En forbindelse, som giver os autenticitet. Det pålægger os også et ansvar!

Alt tyder på, at politikere, som ikke her og nu træder i karakter og insisterer på omgående og konsekvent handling, pådrager sig et ansvar for et folkemord af dimensioner, som ikke tidligere er set i verdenshistorien. - I Levende Hav skal vi ikke bringe os i en situation, hvor nogen kan klandre os for ikke at have gjort opmærksom på dette tunge og alvorlige scenarie. Ingen skal heller kunne bebrejde os, at vi ikke har været med til at pege på, at der er håb, hvis vi handler. Handler for Verdens børn!

I Danmark snakker politikerne som bekendt kun. Der foregår ingen konkret handling mens CO2-udslippet stiger og stiger. Udvalg og udsættende kommissioner er der nok af. Man afventer, at "den grønne vækst" skal gøres rede til, at den kan udnyttes af  "Den grådige klasse". Det er lige præcist det, som Danmarks nyudnævnte statsminister siger.        

Som allerede berettet på sidste års generalforsamling, så mistede vi det afgørende tilskud fra OAK-foundation til vores klimakampagne: "Hav og klima - læg kursen om!". Det har ikke været os muligt at finde andre betydelige finansieringskilder til vores klimakampagne. Vi har aldrig fået en forklaring på, hvorfor OAK vragede os. Vi ved, at der var udskiftninger i ledelsen af netop den afdeling, vi havde med at gøre. Vi syntes selv, at vi gjorde en god indsats, men det var måske den temmelig politiske og aktivistiske tilgang til problemstillingerne, som var årsagen, at vi blev vraget.

I april sidste år gennemførte vi en kampagne mod trawlfiskeriet, hvor vi besøgte Hanstholm og Thyborøn. Det var inden sidste generalforsamling. Vi proklamerede: "Forbyd trawlfiskeriet!" Det er der som bekendt gode grunde til. Det er veldokumenteret, at det bundslæbende fiskeri ødelægger biodiversiteten i havet og særlig den grovere form for bundslæbende fiskeri, hvor man opererer med tonstunge redskaber oppe i stenrevene - en fiskerimetode, der ødelægger levesteder for fiskeliv for altid. Stenformationer, der skabtes af istiden, destrueres for altid. Det er noget, vi altid har kæmpet i mod i Levende Hav. Men nu er der kommet et nyt og særdeles vægtigt argument mere til: Trawlfiskeri medfører en særdeles stor belastning af klimaet pga. det unødigt store energiforbrug og dermed CO2-udslip. Det er veldokumenteret bl.a. Mikkel Thrane fra Ålborg Universitet, som sidder i vores bestyrelse, Trawlfiskeri medfører det dobbelte forbrug af diesel pr. kg. fanget fisk eller jomfruhummer i forhold til fisk fanget med naturskånsomme og passive fiskeredskaber, så som garn, kroge eller traditionelt snurrevodfiskeri.   Men hvad sker der? I stedet overøser man det energitunge fiskeri med allehånde subsidier. Man vil gøre alt for, at trawlfiskeriet vil komme i stand til at spare 10 - 15 % i energiforbruget. Men hvorfor ikke bare afvikle det og spare 50 % uden videre? Så kunne man for vor skyld godt ofre nogle penge til at støtte ophugningen af trawlere og til hjælp til fiskerne, så de sættes i stand  til i stedet at drive et økologisk forsvarligt fiskeri. Helt aktuelt er man nu i gang med at implementere en kæmpepakke, hvis officielle mål er at nedbringe CO2-udslippet fra fiskeriet, men det virkelige mål er at fastholde dette  naturødelæggende fiskeri. Hvorfor? En del af grunden er, at man ved kapitaliseringen af fiskerettighederne i dansk fiskeri har valgt at koncentrere fiskerirettighederne på få og store fartøjer til skade for havmiljøet og for kystfiskersamfundene. Se bare ud af vinduerne her. Bønnerup Havn klarede sig som fiskerihavn bravt gennem den ene fiskerikrise efter den anden. Men nu er den fiskerimæssigt kun en skygge af sig selv.

Dét skete med privatiseringen af fiskerirettighederne.

Men det er nu ikke bare inden for fiskeriet, at der søværts begås store forsyndelser på energi og CO2-området. Danmark har en kæmpe handelsflåde både under dansk flag og under andre nationers flag - alt efter bekvemmeligheds- eller profitmaksimeringbehov. Alene Mærk skulle være ansvarlig for CO2-udledninger, som er på højde med resten af Danmarks. Nu er det jo sådan, at vi i Levende Hav gerne ser så meget som muligt af det, vi har behov for at transportere, flyttet med skib. Det giver langt den mindste forurening. Det er velkendt. Men en meget stor del af det, som transporteres, skulle måske ikke flyttes. Men det, vi i særlig grad sidste sommer tog fat i mht. søtransporten, var profitoptimeringens krav om fart. Men hvorfor skal det gå så hurtigt? Hvis et skib nedsætter farten med 25 %, så sparer man 50 % i energiforbrug og dermed i CO2- og andre forurenende udslip. Den pointe markerede vi sidste sommer med Anton udenfor Mærsks administrationsbygning på den prominente adresse på Esplanaden i Københavns Havn. Det var lige på tidspunktet, hvor oliepriserne toppede.

Vi kom faktisk i en konstruktiv dialog med en vicedirektør og en højt placeret teknikker fra rederiet, og i tidsskriftet, Søfart, bragtes efterfølgende en artikel om den dialog, som udspandt sig, da de to Mærskfolk var med Anton ude at sejle.

Vi er helt sikre på, at vi her har fat i en vigtig pointe, som er relevant for os at fremføre som en havets miljøorganisation. Det vil også komme til at præge vore aktiviteter i år, helt til vi under klimatopmødet i december slutter året med at være til stede i Københavns Havn. Vi har tilladelserne i hus både fra havnen og fra Københavns Kommune.                  

Levende Hav er som organisation stadig aktiv i relevante paraplyorganisationer. Således er vi aktive i den europæisk baserede miljølobbyorganisation, Seas at Risk, med hjemsted i Bryssels og endvidere er Levende Hav ved vores tidligere formand, Kurt B. Christensen, repræsenteret i bestyrelsen for EU rådgivningsorganet The Long Distance Regional Advisory Committy. Vores markante tidligere formand er stadig særdeles aktiv i foreningen og han deltog således i FAOs store kystfiskerkonference i Bangkok. Kurt leverede efterfølgende en stærk kritik af de mange delegeredes høje omkostningsniveau parret med - for manges vedkommende - lave reelle engagement i kystfiskernes stærkt truede vilkår på globalt plan. Og hvor var kystfiskerne selv at finde? - Kurt har stadig æren af at holde liv i fiskeridebatten - ikke mindst på vores hjemmeside.

Levende Hav er deltagere i "Fiskerifagligt Netværk". I den forbindelse gennemførtes i september ombord på Anton et sejlende kursus over flere dage for netværkets medlemmer. Flere danske fiskersamfund under afvikling i det sydlige Store Bælt besøgtes og i fiskerlejet, Langø, på Lollands landtange mod vest, Albuen, blev afholdt en workshop med et halvt hundrede deltagere. Det blev refereret som et vellykket arrangement.

Når jeg desværre ikke selv deltog, selv om jeg havde stået for planlægningen, så var det, fordi jeg - som det er nogen bekendt - havde fået alvorlige problemer med mit ene ben, hvilket førte til en længere hospitalsindlæggelse i efteråret. Dette kom i nogen grad til at præge aktivitetsniveauet i årets sidste halvdel. Jeg har som formand en god op opbakkende bestyrelse, og også andre medlemmer trækker et læs, men i det daglige hænger meget initiativ på mig som formand. Folk er jo "arbejdsramte" af deres daglige dont, og det kan nok ikke være anderledes i en lille foreningen, som vor.

I december var jeg på fode igen. Vi var igen i år en vigtig del af demonstrationen på "Den globale Klima Aktions Dag" - i 2008 den 12. december. Med Anton lå vi ved et lille brohoved for enden af Havnegade centralt i Københavns Havn, særdeles sydlige for trafikanterne på Knippels Bro. Ja, vi kunne ses fra Christiansborg.  Et 8 meter højt stilladstårn var blevet rejst i solidaritet med os og klimaet af 3Fs stilladsklub.  Et par  meget store transparenter med teksten, "Tiden rinder ud", var blevet udført af Lille Stoffer og hans venner fra et ungt københavnsk kunstnermiljø. Lille Stoffer er jo søn af vores bestyrelsesmedlem, Stoffer. Demonstrationen gik fra Christianshavns Torv til Rådhuspladsen. Undervejs svingede den som planlagt og efter polititilladelser m.v. ned på vores lille kajplads, hvor der var musik og fællessang og tale ved formanden fra Antons styrehustag. - Det er det samme meget synlige og centrale sted, vi kommer til at ligge med Anton under klimatopmødet til december.

Der er store, men også meget bekymrede forventninger til, hvad der kommer til at ske på klimatopmødet. Dette gælder naturligvis primært selve resultatet af mødet - politikernes beslutninger - eller mangel på vilje og beslutningsevne! Men der er sandelig også bekymrede forventninger omkring, hvorledes man mest virkningsfuldt skal kunne kanalisere den stemme, som måske 20.000 tilrejsende ikke akkrediterede NGO-ere vil udgøre. De store civilsamfundsorganisationer - herunder miljø- og udviklingsorganisationer  samlet under paraplyen, "92-gruppen" - var fra starten ikke særlig engagerede i dette spørgsmål. De havde selv foden inden for på de officielle møder. Men flere små græsrodsorganisationer tog et fælles initiativ til at fremme, at man i København ville være klædt på til denne vigtige opgave. Derfor dannedes "Civilsamfundets Klimaforum". Dette initiativ deltager Levende Hav i, og vi er med John Holten Andersen repræsenterede i bestyrelsen. Idéen var at skabe rammer for, at møder og workshops og andre til klimatopmødet relaterede arrangementer kunne afvikles. Tanken var fra starten, at DGI-byen og Øksnerhallen skulle lejes til formålet og meget tidligt blev relevante ministerier og politikere kontaktet. Det blev for disse tydeliggjort, at det ville være vigtigt, også for selve afviklingen af klimatopmødets skyld, at disse mange forventede gæster blev modtaget på en måde, så der var hensigtsmæssige rammer for dem ikke alene rent praktisk, men også således, at de kunne komme til at ytre sig undervejs under dette for vor verden så utroligt vigtige topmøde. Fra starten sporedes en vis forståelse for sagen såvel fra embedsmandsværket som fra visse politikere. Men så gik der politik og "fnidder" i sagen samtidig med, at de store miljø- og udviklingsorganisationer nu pludselig viste interesse for at komme på banen. Det endte med, at der blev bevilget - ganske vist for få - penge på Finansloven til formålet. - dog således, at Dansk Folkeparti, som jeg plejer at omtale som "Danmarks ondskabsfulde Folkeparti", betingede sig, at pengene til formålet blev taget af nødhjælpspengene til de alle fattigste i verden.

Der blev nu oprettet en organisation til formålet, som hedder Peopels Climate Action.  Denne organisation er nærmest blevet et omsvøbsdepartement, som regeringen har kunnet bruge til at spille miljøorganisationerne ud mod hinanden. Alle bevillinger til græsrodsaktiviteter skulle igennem PCA’s omstændelige procedure. Enden på det er blevet, at en masse mærkelige projekter har fået støtte, mens Civilsamfundets Klima Forum endnu ikke har fået en bevilling endeligt i hus og i øvrigt er blevet indstillet til et alt form lille beløb (7 mio Kr). Det samme gælder Levende Havs projekt, som jeg skal omtale senere. Men det skal nu ikke afholde os og Civilsamfundets Klimaforum fra alligevel at gøre det, vi kan.

Jeg skal også nævne, at der for nylig er startet en dansk forening for kystkultur.  Det er en paraplyorganisation. Vi synes, at dette er inden for vores interessefelt. Levende Hav er  repræsenteret i bestyrelsen.

Med udgangen af 2008 ophørte officielt måske vor forenings mest markante og vellykkede "flagskib", Aralsøprojektet, som officielt bar navnet, ”Fra Kattegat til Aralsøen.” Projektet, der var et fiskeriudviklingsprojekt i samarbejde med fiskerne og deres organisationer ved Aralsøen i Kasakhstan, løb over mere end 13 år og havde deltagelse af en lang række af Levende Havs medlemmer, der både deltog i arbejdet ude ved Aral og støttede op med frivilligt arbejde og godt selskab, når projektet havde besøg fra Kasakhstan i Danmark.

Siden 1996, da vi lancerede det første prøvefiskeri på Aral, har utroligt mange ting forandret sig. Først og fremmest er det lykkedes at skabe helt andre erhvervs- og materielle betingelser for de godt 600 fiskere og deres familier hele vejen rundt om den nordlige del af søen, og fiskerne er blevet aktive og organiserede i en grad, der er helt uden sammenligning med situationen i starten af halvfemserne. I dag finder fiskerne sig bestemt ikke i hvad som helst! Foreningen Aral Tenizi har ydet en kæmpe indsats for fiskerne og for at gøre opmærksom på Aralsøen og dens fremtid både nationalt og internationalt.

I sommeren 2008 afsluttede Levende Hav endegyldigt sit officielle engagement i regionen, da koordinator Kurt Bertelsen Christensen og bestyrelsesmedlem Henrik Jøker Bjerre foretog den sidste tjenesterejse i projektregi. De sidste aftaler om fordeling af værdier blev gennemgået og strategier for Aral Tenizis og fiskernes arbejde fremover blev også drøftet. Samtidig fik de danske udsendinge mulighed for at deltage i den officielle åbning af dæmningen over Berg Strædet sammen med bl.a. præsidenten for Verdensbanken, Robert Zoellick, der takkede Levende Hav for vores mangeårige engagement. Det er alles håb i regionen, at dæmningen mellem Lille og Store Aral vil kunne stabilisere de biologiske forhold i den nordlige del, således at også fiskeriet kan få et virkeligt og holdbart ressourcegrundlag for fremtiden.

Overordnet set har ”Fra Kattegat til Aralsøen” været med til at sætte en række dagsordener og skabe virkelige forandringer for en meget stor gruppe mennesker. Fiskeriet tilhører ikke længere fortiden ved Aralsøen. Det er stadig mere sikkert, og det er stadig mere velkendt. En lang række internationale nyhedsmediers har berettet om vores projekt og de fælles resultater, lige fra store internationale aviser som The New York Times over seriøse dokumentarfilm i Danmark, Norge, Tyskland, Frankrig og Japan – og til Readers Digest (Det Bedste), der opsummerede historien om projektet i en lang række lande sidste år med en lidt mere bombastisk historie om intet mindre end ”Manden der reddede et hav” (med henvisning til den store drivkraft i projektet, Kurt Christensen). Projektet afsluttedes i ”god ro og orden” med en række varme afskedsmøder og med de bedste hilsner til alle i Levende Hav hjemme i Danmark.

Vi arbejder også med et "fisker til fisker projekt" i Eritrea ved Røde Havet. På sidste generalforsamling kunne jeg rapportere, at Kurt og jeg i januar og februar havde tilbragt en måned på et særdeles vellykket besøg. Siden blev der lidt stille om projektet. Det gik ikke godt med kommunikationen og vi var frustrede over, at intet tilsyneladende hændte. Det fik Kurt til på et tidspunkt at trække sig ud af projektet, hvilket jeg beklager meget og det gør man lige så blandt de mennesker, vi samarbejder med dernede. Det blev nu min rolle som formand og engageret i projektet i første omgang at vurdere, om projektet skulle fortsættes. Min vurdering var, at det burde vi forsøge. Spørgsmålet blev behandlet grundigt og kritisk af bestyrelsen og jeg fik grønt lys for at fortsætte, i det omfang det ville være muligt.

Meningen  var, at de skulle foretages en rejse derned i oktober. Det skulle være den sidste i projektets fase 1. Her skulle projektets evalueres og det skulle undersøges, om vi skulle gå videre med en fase 2, hvis vi kunne få en bevilling fra DANIA til det. Desværre kom der også her det i vejen, at jeg blev syg i mit ben. Den planlagte rejse måtte udskydes helt til marts/april. Det var en lang - også for lang - pause i samarbejdet, men det kunne ikke være anderledes.

Det ville - hvis vi skulle fortsætte i Eritrea - være nødvendigt, at holdet omkring projektet blev styrket. Kurt er en "vekselstrømsdynamo" i forhold til en "jævnstrømsdynamo", som jeg vist fik sagt i sidste års beretning til forsamlingen. Der skal noget til at erstatte ham, og jeg ville få brug for en til at bistå mig i alt det administrative arbejde, der er i forbindelse med et sådant projekt. Jeg kan simpelt hen ikke overkomme det hele og forsøger jeg, så vil resultatet blive for dårligt. Heldigvis kom Holger Ross Lauritsen ind på scenen.

I marts og april var vi på en månedlang rejse til Eritrea. Formålet var at samle op på forskellige ikke færdiggjort "hængepartier" og som omtalt at evaluere projektet, samt at undersøge om der var basis for at fortsætte med en fase 2. Vi blev meget glædeligt overraskede. Såvel møderne med fiskerne som de 15 grundige interviews, vi med henblik på evalueringen tog, viste, at der var sket en meget positiv udvikling, siden vi  sidst var til stede i fiskersamfundene vi Rødehavskysten. Et udviklingsprojekt må jo ikke bare være at aflevere nogle ting og sager. Det skal sætte en udvikling i gang. Der skal ske noget også i folks hoveder. Altså forestillinger og holdninger til egne muligheder for at forbedre livssituationen for de mennesker, der er impliceret. Organiseringen i kooperativer blev nu ikke længere opfattet ikke som en tom ramme, men nu som mulighed for praktiske fordele og ikke mindst som talerør for, hvad fiskerne ønsker. Det stod også klart, at den type danske torskegarn, som vi har erfaringer med fra Nordsøen, efter, at de har fået erfaringer med at bruge dem i Røde Havet, er blevet et vigtigt element i fiskeriet. På de både, hvor vi som forsøg, fik monteret dynamoer, Gps og ekkolod, har man pludselig indset hvilken revolution af muligheder, som navnlig den nøjagtige positionsbestemmelse betyder. Alle taler nu om GPS, uanset om man har en eller ej. Man har her "set lyset".

Og glædeligt er det også, at staten følger op på vore tanker. Når det gæler landingspladsen ved Eirafaile 50 km. syd for Massawa, hvor vi opstillede en kølecontainer med motorgenerator, så har regeringen fulgt op på dette projekt. De lastbiler, som skulle bringe containeren på plads for et par år siden, kørte uhjælpeligt fast i den udtørrede flodseng ved Eirafaile, og projektet strandede bogstaveligt talt. Men nu er der i erkendelsen af, at vi så rigtigt, bygget en vej uden om flodsengen og containeren er anbragt på et fint fundament. Men ikke nok med det! En stor vandtank er opstillet, som får sit ferskvand fra to brønde og fra vandtanket, som er placeret på et lille højdedag, kan ferskvandet løbe ned til kølecontaineren, så fisken kan blive skyllet og der kan holdes rent. Vi så endvidere også med stor tilfredshed, at regeringen havde investeret i splinternye kølelastbiler, som kan transportere fisken fra kysten og ind til det indre af det hungrende land. Man er for alvor begyndt at gøre noget ved de infrastrukturproblemer, som har været barrierer for formidlingen af den fangede fisk. Det er klart, at vi tror, at vort projekt har været med til at inspirere til denne proces.

Vi konstaterede en særdeles stort ønske fra fiskernes og fra myndighedernes side om, at vi fortsætter projektet i en fase 2. I øjeblikket omfatter projektet 7 kooperativer - eller fiskersamfund - fremover ønsker man at inddrage 7 mere. Dette gælder den udbredte Dahlak øgruppe, hvor hidtil kun øen Dessi har været inddraget. Holger og jeg besøgte de enkelte samfund og holdt møder med fiskerne. Vi har arbejdet længe og intenst sammen med vore partnere dernede for at formulere en ny ansøgning til foreningen, "Projektrådgivningen", som vi er medlemmer af. Projektrådgivningen rådgiver og tager stilling til nye ansøgninger for DANIDA. Holger og jeg kunne til tidsfristen den 15. april aflevere ansøgningen. Vi synes, at vi nåede et resultat, vi kunne være bekendt. Nu håber såvel vi, som vore makkere i syd, at vi får bevilget midlerne til det videre projekt. Ansøgningen er på 2,5 millioner kroner og budgettet noget større, fordi private midler skal i et vist omfang og indgå. Fase 2 skal efter planen løbe over tre år og tre måneder. Vi håber. Også for Levende Hav er dette en vigtig aktivitet.

Økonomien:

Det går rigtigt dårligt med foreningens økonomi. Det vil regnskabet da også udvise, når Erik om lidt fremlægger det. Og her kommer en bekendelse, som jeg som formand må tage ansvaret for: Hvert år få vi et tilskud fra Tips- og Lotto-midlerne. Ansøgningen er en formalitet, men det er betydningen af de omkring 70.000 kr. vi gennemgående erholder hvert år, ikke. Sidste år var der lidt kludder, idet ansvaret for disse penge blev overflyttet fra Økonomiministeriet til Kulturministeriet. Proceduren var også lidt anderledes. I Leende Hav troede den ene, at den anden gjorde ... osv. I al fald troede vi alle, at der var søgt om disse penge. Da tiden kom til udbetalingen, kunne vi ikke forstå, at vi ikke modtog noget. Vi efterlyste lidt sure pengene i ministeriet, men her understod man sig i at påstå, at de ikke havde modtaget nogen ansøgning. I starten troede vi ikke på det, men det var rigtigt.

Jeg var helt knust og flov over det, og på det følgende bestyrelsesmøde tilbød jeg at trække mig tilbage som formand. Det blev dog afslået, men jeg vil egentlig gerne fremkomme med det samme tilbud her på generalforsamling. Det var fatalt!

Vi gjorde naturligvis alt muligt for alligevel at få de penge, som vi jo egentlig var kvalificerede til. Jeg skrev et bønnebrev til ministeren, hvilket medførte en lang sagsbehandling, før vi fik svar. Men det var et afslag. Senere søgte vi Carina Christensen om støtte fra Kulturministeriets "klimakunstpulje" til vores projekt "Klimakunst fra kyst til kyst" med henvisning til vores ulykkelige fadæse, men igen efter en endog meget lang sagsbehandling, modtog vi afslag. Det skal sluttelig tilføjes, en fond forstrakte os med 27.000 kr. i lyset af vores uheld, ligesom Merkur slettede for 17.000 kr. renter. Tak for det.

Sidste eftersommer stiftedes "Antons Venner". Det er en kampagne, som målrettet går efter at redde Antons driftsøkonomi mi, så vi ikke bliver nødsaget til at sælge den. Under sloganet: "Giv en smøg om dagen for Antons bevarelse" opfordrede vi ved personlige henvendelser til venner og bekendte, som har en eller anden mere eller mindre fjern relation til os, til via PBS at lade sig trække 50 Kr. eller mere om måneden. Kampagnen kom godt fra start, men for øjeblikke et det småt med nye tilmeldinger. Jeg vil gerne opfordre alle medlemmer til at gøre en indsats som "ambassadører" for denne tanke.  Hvis vi kan overbevise 250 mennesker om det fornuftige i at støtte på denne måde, så er vi overe de evindelige problemfri med Antons drift. - Jeg skal tilføje, at der har virkelig været ildsjæle i dette arbejde. Erik Jespersen er én. Han er primus motor, men også Maria Andersen fra København og Færøerne har været prisværdig energisk. Tak for det! - og lad os komme videre med idéen.      

Når det gælder fondsansøgninger til Anton-aktiviteter, så går det småt med tilsagn, men det går formidabelt med afslagene. For det første er vi nok for dårlige til at søge penge og dernæst irriterer vores skarpe holdninger nok også visse fondsbestyrelser. Men vi skal ikke glemme dem, som stiller op. Her vil jeg gerne fremhæve Økologifonden og Græsrodsfonden.

Men der er ikke nogen tvivl om, at vi bliver nødt til at intensivere vores arbejde for at skaffe penge.

Vi får af og til nogle små fjer i hatten. Sidste år fik vi 10.000 kr. fra en mindefond for   "Rav-Åge" - vores ven og berømt for, at han tog kampen op mod Ceminovas forurening. Dette var Thise Mejeri, som havde indstiftet prisen. Endvidere har vi for nylig modtaget en pris på 5.000 Kr. fra en mindefond efter afdøde Anne Mette Jensen fra Juni Bevægelsen. Vi fik den, fordi Levende Hav havde arbejdet så intenst med at analysere og formidle omkring EUs fiskeripolitik og dens konsekvenser for europæisk fiskeri og også for EUs ofte forargelige fiskeriaktiviteter den fattige del af verden.    

Aktiviteter fremover:

Det er såkaldt "klimaår" i år. Faktisk tror jeg desværre, at det med klimaet bliver meget mere nærværende på en meget mere ubehagelig måde. Dette siger jeg, når jeg tolker samfundets lederes manglende vilje til at prioritere dette problem.

I Levende Hav har vi satset hårdt på at være med i oplægget til klimakonferencen i december, hvor vi selvfølgelig vil være markant til stede. Inspireret af Lille Stoffer - Michael - samt hans venner fremkom idéen om at anvende 2009 til en sejlende kampagne, "Klimakunst fra kyst til kyst", Tanken er, at overvejende billedkunstnere sejler med til provinsbyer i Danmark og her på havnene sammen med lokale kreative  kunstnerisk giver udtryk for budskabet om det vigtige i at engagere sig i at presse magthaverne til at foretage sig noget - ikke bare at snakke. Alle, vi har talt med, synes, at idéen er fantastisk. Vi kunne jo også se frem til, at vi måske kunne få del i nogle af de mange penge, der var bevilgede på Finansloven - som omtalt formidlet via Peoples Climate Action. Vi søgte selvfølgelig også andre fonde om medfinansiering. Vores budget var på 450.000 Kr. Og hvad fik vi? Sølle 100.000 Kr. Det kommer vi ikke langt for. Vi gennemfører nu projektet i fire havnebyer i provinsen. Ud fra dette forsøger vi at binde et sommerprogram sammen. Der er mange, som har anmodet om vores tilstedeværelse. Det vil vi også forfærdelig gerne, men for alle gælder det, at pengene er små.

I forbindelse med disse sommeraktiviteter vil vi rundt i landet arrangere medlemsture, hvis der er tilslutning.

Vi vil søge at holde kutteren i aktivitet hen over sommeren, efteråret for at slutte af i København under klimatopmødet. Vi vil meget gerne have medlemmer med på turene som aktivister. En foreløbig sejl- og aktivitetsplan for Anton er på vej på hjemmesiden.

Hvad skal vi i fremtiden satse på?

Ud over en radikalt bedre foreningsøkonomi så kunne jeg godt tænke mig, at vi fik nedsat nogle små ekspertgrupper, som kunne røgte mange af de delemner vedrørende havmiljøet, som vi for øjeblikket forsømmer. Vi har jo før haft arbejdsgrupper. Det er jo faktisk en integreret del af vor forenings struktur. Vi burde have nogen, der følger med fx i den toksiske forurening til havs. Folk, som kunne skriver om det på hjemmesiden og måske også til bladene. Og hvad med kvælstofforureningen. Der er meget at tage fat i. Vi har ikke for øjeblikket råd til lønnede medarbejdere, som de større miljøorganisationer, men det kan måske komme på sigt. Det kræver bare, at vi magter at markere os lidt mere bredt på flere felter.

Når det er sagt, så synes jeg stadig, at vi skal satse på at holde vores fartøj i søen, men det kræver stadig en indsats. Der er taget positive initiativer både med Antons Venner  og rent praktisk, således at flere deltager i vedligeholdelsen af det gamle skib, som er en del af foreningens identitet.

Jeg vil til slut udtrykke det håb, at vi får godkendt ansøgningen til DANIDA med henblik på at få penge til anden fase af Eritreaporjektet. Det vil formentlig sætte os i stand til at drive et positivt og meningsfyldt projekt dernede til gavn for disse meget fattige fiskersamfund, Vi skal gøre alt for at gennemføre projektet i en praksis og i en ånd, så det bliver et forbillede for mellemfolkelig solidaritet.

Tak for ordet!    

Fremlægges til vedtagelse på Levende Havs generalforsamling i Bønnerup lørdag den 23. maj 2009