Home Dansk fiskeripolitik EU fiskeripolitik M/S Anton Galleri Aralsø-projektet Arkiv Links Støt os   English

Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Årsberetning 2003

Landsforeningen Levende Hav

 

 

Indledning 

Med årsberetningen 2003 vil bestyrelsen præsentere generalforsamlingen for forslag til den kurs som vi mener Levende Hav bør lægge for 2004 og 2005. Sammen med forslagene vil vi selvfølgelig også skulle fremlægge vore bekymringer og kritik. Men under et mener vi, at denne beretning udstikker en konstruktiv og støt kurs, sat under hensyntagen til de økonomiske og politiske realiteter, som gør sig gældende på havmiljø- og fiskeriområdet.

På vegne af Levende Havs medlemmer, skal bestyrelsen også sige mange tak til de fonde, virksomheder, institutioner medlemmer og private, som har støttet foreningen med penge, udstyr og praktisk hjælp til foreningen og dens projekter i 2003.

Tak til

Den Grønne Fond, Danida, Udenrigsministeriets NGO midler til EU formandskabet, Tipsmidlerne, MS Renovations og forsendelses midler, Det Danske Forsvar, Arla Foods, fiskere fra Bønnerup, Storebælt, Thyborøn, Lemvig, JL – fonden, Bodil Pedersen Fonden, Ringkøbing Amt, Århus Amt, Lindab, Græsrodsfonden, Nordisk Wavin A/S, Icopal, Berendsen, Atlantic Cod A/S, Jeka Fisk A/S, Herskindskolen, Herskind Savværk, Sabro, Guldalder vægte og maskiner.

Nedenstående punkter på 2004 og 2005 kursen fortjener særlig opmærksomhed, og de følger umiddelbart efter den miljø- og fiskeripolitiske beretning

*      Fiskeriet og kystfiskeriet i Danmark og Europa

*      Den kemiske og organiske forurening af havmiljøet og dets konsekvenser for det marine havmiljø

*      Udviklingsbistand og fiskeriudviklingsprojekter i den 3. verden

*      Fiskeriprojektet ved Aralsøen

*      M/S Anton og dets skibslaug

De havmiljø-, fiskeri- og udviklingspolitiske virkeligheder i 2003: På de miljø- og fiskeripolitiske områder har vi oplevet at regeringen, Miljøministeren og Fødevareministeren og flertallet i Folketinget for den sags skyld, er kørt ubehjælpeligt fast i deres egen politik, eller mangel på samme. Den konkrete og fremadrettede politik, er blevet en ligeså stor mangelvare som den politiske støtte til miljøet, herunder havmiljøet og havets ressourcer og ex. det naturskånsomme fiskeri. Det skorter ikke på smukke ord og hensigter, men der er ingen handling i retningen af den miljø- og ressource venlige kurs, som bl.a. Levende Hav har udstukket på det marine område.

Regeringen taler meget om det folkelige; det bæredygtige fiskeri; det kystnære fiskeri; det rene hav; fattigdomsbekæmpelse osv. Men jo mere regeringen taler om disse værdier, jo større afstand lægger de gennem deres handlinger til virkelighederne i disse værdier. ”Værdi kulturkamp” kalder de deres overordnede strategier, men værdierne forsvinder, sammen med naturressourcerne og de kulturer som ex. bæres af de mindre kystsamfund, af det mindre landbrug, foreninger osv.  

Regeringen taler også om kvalitet i støtten til de fattige lande og folk, for derefter at fratage de fattige lande støtten fra Danmark. Der er skåret ned på bistanden, så Danmark ikke længere befinder sig i toppen af de lande som yder mest til de fattige lande. Og regeringen har afbrudt samarbejdet med flere lande i den 3. verden, bl.a. Eritrea og det selv om Eritrea er et af de mest fredelige flerkulturelle samfund i verden og derfor synes at være et oplagt for et bilateralt samarbejde, til styrkelse af de demokratiske institutioner i Eritrea. 

Regeringen og havmiljøet: Denne beretning slår fast, at det ikke går fremad. Der er fundet dobbelt så meget dioxin i fisken i Østersøen end det tilladte. Der er fundet tvekønnede fisk ved Århus, sandsynligvis skabt af forureningen med hormonrelaterede stoffer. Og selv forureningen er vel dokumenteret sker det intet.  

Levende Hav har deltaget i et større udvalgsarbejde under Fødevareministeren som sluttede i 2003. Opgaven var at finde andre faktorer end fiskeriet som kunne være årsagen til de lave fiskebestande. Og konklusionerne var og er, at forureningen med kemiske stoffer, iltsvind, råstofindvinding osv. har betydning for fiskebestandene og konklusionerne på iltsvindsområdet var og er meget klare, efter vores mening de hidtil klareste konklusioner som der er kommet fra det offentlige Danmark – de årligt tilbagevendende større og mindre iltsvind dræber fisk og fiskeriet lider selvfølgelig under det. Siden disse omfangsrige rapporter blev sendt til Folketinget og regeringen har vi intet hørt, intet, ikke et ord. Det er igen et af de talrige eksempler på det offentlige Danmark som bruger mange penge og tid på udvalgsarbejde for derefter at smide det hele i skraldespanden.

-         Udvalgets konklusioner kan regeringen selvfølgelig ikke bruge, for den har en helt anden politisk dagsorden end den forrige regering, som også nedsatte dette udvalg.  

Det går tilbage i forhold til den kurs der blev sat i 90’erne og det kan enhver forvisse sig gennem det faktum, at miljøministeriet og for den sags skyld flere andre ministerier dets institutioner og styrelser, i året der er gået ikke laver meget andet end at rydde op, omstrukturere osv. efter omfattende fyringsrunder – og det ser desværre kun ud til at ville fortsætte.

Lystsejlerne fik også lov til at fortsætte med gift og kobber, og uden andre krav end at de skal være med til at udtænke nye løsninger - det er tyndt og det er pinligt. Råstof indvinding og råstofindvindingen i Nordsøen, strandfodringen på den jyske vestkyst, og nu også meget store indvindinger i Østersøen, ved Krigers Flak, til noget så unødvendigt som en strandpark, blev heller ikke mindre i 2003, tværtimod.  

Selv om iltsvindet i 2003 ikke blev så omfattende som i 2002, så er skaderne store og omfattende efter 2002 og 2003 og Danmarks Miljøundersøgelser mener, at et havområde større end Sjælland i de indre farvande er fra alvorlig skadet til død havbund. Og det tragiske i sagen er, at regeringen siger at den gør noget, men tillader fortsat en stigning i svineproduktionen, herhjemme og den produktion som nu i stigende grad flytter mod øst, med hvad deraf vil følge af forurening af Østersøen. Den organiske forurening med kvælstof og fosfor fortsætter og med klimaændringer og mere nedbør og deraf følgende større tab af næringsstoffer til havmiljøet.  

*      Levende Hav vil i 2004 fortsætte med at presse på for at få begrænset udledningerne af organiske stoffer og stoppet for udledningerne af kemiske stoffer til det marine miljø. Vi vil være på farten med M/S Anton med udstillinger og debat til de danske havne. Og vi vil deltage i høringer og udarbejde redegørelser og kritikker af den førte politik. Vi vil samarbejde med de organisationer og politiske kræfter som vil den samme kurs for et bedre havmiljø. Vi opfordrer og indbyder Levende Havs medlemmer til en aktiv indsats i det daglige arbejde og i og på M/S Antons sommertogt 2004.

Regeringen og fiskeriet: 2003 blev det værste år nogensinde i det moderne erhvervsfiskeris historie. Alt svigtede, mængden og priserne på fisk, og fiskeriets omsætning faldt med 25-30 % i forhold til de foregående år. Og hvad værre er – Fødevareministeriet har ingen løsninger på de meget alvorlige problemer i fiskeriet. Det kystnære fiskeri får politisk opmærksomhed, men ingen støtte. Der er ikke flyttet en fisk eller en eneste støttekrone fra det industristyrede fiskeri og til det kystnære. Årsmængder til kystfiskerne som blev vedtaget i Folketinget i forbindelse med V 117 for 3 år siden, er en total fiasko. I 2003 søgte en enkelt kystfisker om en årsmængde for 2004. Det fik han ikke fordi han var en såkaldt nystarter i fiskeriet og fordi ingen andre fiskere søgte og fik årsmængde kunne denne fisker heller ikke få, da der ikke var nogen reference, så man kunne give ham en årsmængde.  

Nok har EU’s fiskeripolitik nogle konkrete bud på et mere bæredygtigt fiskeri, ex. en indsatsregulering via havdage, øget kontrol med landinger, men det rammer skævt og det har nu også medført en handel med havdage. Og selv om det måske positivt vil betyde færre trawltimer i Nordsøen, og bremse ulovlige landinger og omskrivninger, så er et stadigvæk et åbent spørgsmål om havdage under et kvotesystem vil gavne i den sidste ende. Og kystfiskeriet vil ikke overleve EU’s fiskeripolitik, hvis ikke vi får en egentlig kystfiskeripolitik i EU og Danmark. 

Danmarks Fiskeriforening fortsætter kursen, med støtte fra Fiskeridirektoratet og udvalgte politikere, mod individuelle kvoter og en dansk model for omsættelighed, der sikkert bliver den norske model som siger, at salg og køb af kvoter skal ske sammen med at man handler fartøj. Dvs. at kvoterne følger fartøjet og ikke personen som det ex. er tilfældet på Island. Men resultatet er selvfølgelig det samme, fartøjerne opkøbes og alt sælges fra så tilbage er der kun ”stålet” det vil sige skibsskroget og det knuser man så. Det er ikke tankespind, men fakta som man kan forvisse sig om ved at studere de dagsordner og referater og forslag der cirkulere mellem Danmarks Fiskeriforening og Fiskeridirektoratet.    

*      Levende Hav vil også i 2004 arbejde for at få skabt en politisk forvaltning, som sætter en stopper for privatiseringen af fisken i havet og det historiske rettigheder til fiskeri. Fisken og fiskeriet skal forblive allemandseje, under en økologisk bæredygtig forvaltning, som også skelner skarpt mellem det store havgående fiskeri og det mere kystnære fiskeri. Og ressourcerne skal komme de fiskere til gode, som kan dokumentere, at de fisker naturskånsomt og ved at fiske så bæredygtigt som overhovedet muligt. Kystfiskeriet skal selvfølgelig reguleres på en måde, der sikre dem fisken når fisken er ved land og når priserne på fisken er de højeste.

*      Levende Hav siger stop for støtte til nybygninger og moderniseringer, indtil der igen er skabt en økologisk bæredygtig balance mellem fiskeriet og de fisk der må fanges i havet. Ophugningsordningerne bør nu rettes mod at få fjernet den værste del af de moderne trawl og vodfartøjer, som vi ved ødelægger fiskebestande og habitaterne. Der skal også kunne gives ophugning til fiskere som reelt vil ud af fiskeriet og som dokumenterer, at de og deres fartøj definitivt forlader fiskeriet. Vi siger ganske enkelt, at fiskeriforvaltningen skal koncentrerer sig om, at lovgive og regulere på områderne; hvordan og af hvem fisken bliver fanget, i stedet for at regulere fiskeriet ved kvoter og ved en fiskerikontrol som kontrollerer fiskernes landinger. Den landingskontrol der foretages i dag fører blot til et tilsvarende større udsmid. Kontrollen skal derfor foregå i selve fiskeriet, i redskaberne, i motorstørrelser, ude på havet. Alt sammen til lovliggørelse af fiskeriet og til nedbringelse af udsmid og uheldige bifangster.

*      De store problemer i fiskeriet kan tilskrives et voksende trawlfiskeri med større motorer og trawl. Den udvikling er kun mulig fordi fiskerne ikke betaler den fulde pris for deres brændstof, tværtimod er de fritaget for co2 afgiften. Levende Hav mener at fiskeriet som andre erhverv skal betale den fulde pris for deres brændstof. Det gavner miljøet, og det vil give mere lige konkurrence vilkår mellem de passive og mere naturskånsomme fiskermetoder og trawlfiskeriet.

*      Levende Hav har og vil fortsat samarbejde med og støtte de fiskere som fisker kystnært og som fisker med garn, kroge, traditionelle vod- og trawlgrejer, bundgarn ruser osv. I 2004 og 2005 vil kystfiskerne nu arbejde aktivt for, at der blive udviklet en fiskeripolitik for det kystnære fiskeri i Danmark og EU. Det støtter Levende Hav fordi store dele af det kystnære fiskeri fisker meget skånsomt mod naturen og fiskebestandene og dette fiskeri kan også bedre end de store fartøjer indrette sig efter naturens præmisser. Og dertil kommer en af de vigtigste grunde til Levende Havs støtte - det kystnære fiskeri, på de mange mindre fartøjer fra de mere end 100 havne og landingspladser rundt de danske kyster, er efter vores mening, det bedste bolværk mod de store fartøjer og det industrialiserede fiskeris bestræbelser på at få ejerskabet over vore fælles marine ressourcer.  

Regeringen og udviklingsbistanden: Regeringen beskærer den danske støtte til de fattige lande og folk. Og med disse beskæringer forsøger regeringen også at så splid mellem de større og de mindre NGO’er i Danmark, ved at skære i bevillingerne til de større rammeorganisationer som MS, Care, Ibis og andre. For som regeringen siger: ”at sprede midlerne over flere mindre organisationer”. Men om denne politik kommer de fattige i syd og de mindre organisationer til gode, står hen i det uvisse. Derimod er det ikke uvist, men krystalklart, at Danmark ikke længere befinder sig på toppen af den liste af rige lande som yder mest hjælp og støtte til de fattige lande og folk. Og selv om regeringen gør sig store anstrengelser for at bagatelliserer denne nedtur, så er det faktisk en meget alvorlig sag for den danske befolknings selvforståelse og solidaritet med den 3. verden. Regeringen forklarer nedskæringerne med, at de nu gives pengene til de rigtige fattige, dvs. de tager ikke penge fra de fattige i syd, men fra organisationer og konsulenter i nord. Men det er jo en helt igennem umulig øvelse og hvis regeringen ikke er klar over det, så burde den sættes på kursus i udviklingsbistandens historie.  

Regeringens nedskæringer rammer meget direkte de fattige lande og folk i syd. Selvfølgelig smitter nedskæringerne af på de danske organisationer og konsulenter, men kun forholdsvist. Hvis regeringen sparer 10 % på udviklingsbistanden, så rammer det de fattige med mindst 10 %. Det faktum ligger i såvel de nationale som de internationale offentlige og mere private organisationer og institutioners natur. (FN, UNDP, Danida, Ngo’erne osv. fungerer desværre ikke ligesom i SAS, hvor virksomhedens og medarbejdernes overlevelse, helt åbenbart er betinget af, at medarbejderne går 10-20 % ned i løn. I Udviklingsorganisationerne og institutionerne tager man fra de fattige gennem den offentlige beskæring i programmerne).  

Hvis nogen stadig skulle være i tvivl om, hvorvidt regeringens nedskæringer direkte og meget brutalt rammer de fattige, så tage en tur til Eritrea. Regeringen har stoppet den bilaterale bistand til Eritrea, et af Afrikas fattigste lande og et land som virkelig har brug for hjælp og støtte til opbyggelse af demokratiske institutioner og systemer. Og paradokset i spørgsmålet om Eritrea og Danmark under denne regering er: Bistanden stopper, fordi Eritrea ikke praktiserer demokrati og menneskerettigheder. Men her skal man altså huske på, at Eritreas brøde består af en indenrigspolitik hvor man fængsler personer som offentlige har kritiseret præsidenten og Eritrea har lukket uafhængige aviser og udgiver nu kun regeringskontrollerede aviser. Det er selvklart kritisabelt og det skal kritiseres, men problemerne i Eritrea synes minimale i sammenligning med mange andre lande i Afrika.

-         Og et stort spørgsmål er ubesvaret når det gælder Eritrea: Er det i virkeligheden Eritreas stolthed og det faktum, at man i Eritrea ikke kan holde ud at se på rige bistands organisationer og NGO’er, som har det med at fylde i det fattige landskab med deres store biler, kontorer, høje lønninger og deraf følgende indenrigspolitisk ustabilitet? Det er i hvert fald en af forklaringerne man hører i Eritrea.  

Der er også spørgsmålet om miljøbistanden gennem Udenrigsministeriet. Ikke fordi DANCED, under Miljøministeriet, var noget Danmark kunne være stolte af, men det ser ikke ud til, at miljøbistanden i Danida er kommet særlig højt på den udenrigspolitiske dagsorden.  

*      Levende Hav vil i 2004 fortsætte med at støtte og gennemføre fiskeriudviklings projekter i syd og øst og dertil vil vi forsøge at etablere forum/netværk for denne type af projekter. Og dertil søger vi samarbejde med andre NGO’er i og uden for Danmark. Vi vil også fortsætte med at skabe debat i Danmark, som i 2003, hvor Levende Hav deltog aktivt i kampagnen ”Verdens Fattigste” med udstillinger og debat fra M/S Antons sommertogt 2003.  

Status 

Levende Hav kontoret. I 2003 har Levende Hav fungeret uden fastansatte. Formanden har været ansat som daglig leder i ca. 9 måneder og der har været kort tids ansatte på enkelte konkrete opgaver. Men man har kunnet komme i kontakt med Levende Hav, da foreningen har haft adresse på formandens hjemmeadresse. En af de daglige opgaver har været opdateringen af foreningens hjemmesider www.levendehav.dk og www.aralsk.net.

-         Ved årsskiftet har foreningen 250 betalende medlemmer efter en større opdatering og revision af medlemskartoteket. Foreningen har holdt 5 bestyrelsesmøder i 2003

-         Der er skrevet op mod 100 artikler, redegørelser, analyser og indlæg til hjemmesiden og flere af dem har været offentliggjort i aviser og tidsskrifter. Besøgstallet på Levende Havs hjemmeside har været støt stigende i 2003 og året sluttede med 1,2 mil. hits og 75.000 besøgende. Aralsk hjemmesiden har åbenbart meget svært ved at slå igennem.

-         Levende Hav har stillet op til ca. 50 interviews i aviser, radio og TV, direkte og via telefonen, i og uden for Danmark. Vi har gennemført et mindre antal foredrag om havmiljø, fiskeri og projektet ved Aralsøen. Levende Hav og dets projekter har i 2003 fået en fyldig omtale i internationale aviser som New York Times, Herold Tribune, Moskva Time, Le Figaro. DR1 viste i 2003 to eget producerede nyhedsindslag fra projektet ved Aralsøen. Et filmselskab fra Østrig har produceret en film om Aralsøen, som vi har været involveret i, og det samme er tilfældet med mindre produktioner fra Svejts og et fra Frankrig.

-         Foreningen har deltaget i høringer og sendt høringssvar til Miljøministeriet, vedr. havmiljø, bundmalinger etc. Vi har deltaget i flere udvalgsmøder i København og i Bruxelles i Det Rådgivende Udvalg for fiskerikommissionen. Vi har også deltaget i konferencer og seminarer. Formanden deltog bl.a. i et uges Baltic Sea Symposium på Østersøen ombord på et krydstogtsskib, hvor han udvekslede synspunkter om havmiljø og fiskeri i Østersøen med europæiske kirke- og statsledere og ca. 200 deltagere fra hele verden. Levende Hav er nu også involveret i forberedelserne til det næste symposium i dette forum som skal foregå på Det Kaspiske Hav i 2005.

-         I 2003 har Levende Hav haft 3 danske udsendte til Aralsøen.

-         Af større udgivelser og rapporter har Levende Hav udgivet Masterplan for fiskeriet på Aralsøen, en Fiskerkalender 2004, projektbeskrivelse af M/S Antons virke og ansøgninger om støtte til en maritim naturvejleder, rapport til NGO centeret, ansøgninger til Aarhus og Ringkøbing amter, til Aralsøen, Eritrea m.m. I december havde vi vestjysk premierer på filmen ”Jagten på den sidste torsk” en begivenhed som tiltrak 80 mennesker som efterfølgende deltog i en diskussion med Jens-Ole Højmann som har lavet filmen, politikere og fiskere (filmen blev vist i dansk og nordisk TV og den har virkelig betydet meget for den mobilisering som nu finder sted i de nordiske kystfiskerier).  

Selv om aktivitets niveauet har været rimelig, så har det desværre været alt for mange opgaver og projekter i 2003 som Levende Hav ikke har kunnet deltage i eller udvikle, pga. foreningens manglende kapacitet. Så internt i foreningen er der brug for flere kræfter. Eksternt har foreningens formand altid fyldt meget i foreningens udadvendte aktiviteter, men i 2003 har det været for meget.  

*      Levende Hav vil i 2004 forsøge at få andre emner end erhvervsfiskeriet højere på dagsorden og foreningen vil give større prioritet til havmiljøet i danske farvande og fiskeriudviklingsprojekter i den 3. verden. Dertil skal der flere personer på banen og med denne generalforsamling håber vi at der kan vælges 7 medlemmer til bestyrelsen. Med et fiskerifagligt netværk for danske og europæiske NGO’er som har lyst og evner til at arbejde med kystfiskeri i den 3. verden, bliver der brug for ansættelser, og det vil styrke Levende Hav i det daglige arbejde.  

*      Af hensyn til Levende Havs tyngde og gennemslagskraft er vigtigt, at der meget snart kommer flere personer, lønnede og ulønnede på banen i Levende Havs udadvendte virksomhed.  

Aralsøen. I 2003 gik projektet ”Fra Kattegat til Aralsøen” ind i dets slutfase. Og i 2003 fik vi, dvs. først og fremmest medlem af LLH’s bestyrelse Henrik Jøker Bjerre, udarbejdet en omfangsrig rapport ”Masterplan for the Northen Aral Sea Fishery” som evaluerer, beskriver og lægger en plan for de kommende års behov og investeringer i regionens fiskeri. Planen blev vores bidrag til at få de investeringer som Verdensbanken og andre er ved at implementere i regionen, ind på en for fiskerne og Aral Tenizi fornuftig kurs.  

Projektet har nu 8 år på bagen og det har været otte spændende år. Projektet har anvendt 7 mil kroner, hvorfra de 5 mil kom direkte fra Danidas NGO midler. Dertil kommer mere end 2 mil kroner som er anvendt til ca. 10 udstyrstransporter fra Danmark til Aralsøen. Med disse midler er der blevet opbygget et fiskeri på Aralsøen for 600 fiskere og der er oprettet 4 modtagerstationer til fisk rundt søen. Der er oprettet 47 fiskerkooperativer og mere end 100 fiskebrigader og fra at ingen fiskere fiskede på Aralsøen i 1996, fisker nu alle på søen og aflaster derigennem fiskeriet i de andre større og mindre søer og floder i Kazakhstan. Fiskerne er udstyret med garn og andet udstyr og deres både er blevet nødtørftigt repareret. Og gennem deres fiskeri har de fået en væsentlig højere levestandard, som også er kommet de 14 landsbyer til gode. Der er oprettet en stærk NGO organisation Aral Tenizi, måske den største demokratiske NGO i Kazakhstan, og den har igen oprettet en kvindeforening og en forening for unge, som deltager i frivilligt arbejde i regionen.  

Den dansk/kazakiske indsat i Aralsk regionen har haft en betydende indflydelse på bl.a. Verdensbanken, USAID og andre internationale organisationers indsats de seneste år i Aralsk regionen, med et lån fra Verdensbanken, på tæt ved ½ mia. kroner, til genetableringen af Lille Aral som ferskvandssø, som det største projekt.  I 2003 og årene fremover vil der ske store forandringer i projektområdet og hele regionen (56.000 km2) vil være forandret til ukendelighed om 5 år. Verdensbankens lån på 63 mil US$ + 18 mil. fra den kazakiske regering og midler fra andre internationale fonde og organisationer er begyndt at virke og der bygges sluser, dæmninger og diger og tilhørende infrastruktur i form af veje, fiskeudklækningsstation, virksomheder osv.  

Vi er sammen med vores lokale partner Aral Tenizi nu i gang med at etablere et større center for fiskeriet i regionen ”Centre Kambala-Balyk” som forventes at være helt færdig udbygget om 3-5 år med lidt støtte fra Danida og meget støtte fra USAID og Verdensbanken. Færdig udviklet vil centeret kunne behandle og omsætte 4000 tons fisk/år og der vil være opbygget flere funktioner som værksteder, kantine, bibliotek, kontorer til organisationer, regnskabskontor og meget mere.  

NGO Aral Tenizi arbejder og udvikler sig fornuftig, dog under en alt for stor arbejdsbyrde, med opbygningen af Kambala Balyk, som har tæret meget på de ansattes kræfter. Det betød bl.a. at man ikke fik gennemført en egentlig og formel generalforsamling i 2003, den blev erstattet af et stormøde og indvielse af første fase af Kambala Balyk. Foreningen kunne simpelthen ikke gennemføre to så store arrangementer i efteråret 2003, hvor der også var 2 danske udsendte i projektområdet. Vi accepterede, at man valgte åbningen af Kambala Balyk, også fordi der sammen med åbningen blev gennemført et åbent bestyrelsesmøde hvor der deltog op mod 100 medlemmer. Også fiskerne accepterede situationen som den var. En af grundene til at de ansatte i NGO Aral Tenizi kom så meget under pres var de økonomiske forhold. Alle måtte bidrage til at få opbygget første fase og byggeri og indretning tømte simpelthen kassen og det gik også ud over lønningerne til de 6 ansatte som har været på en slags lommepenge status, i det meste af 2003, for netop at få sikret centrets fremtid. (for flere oplysninger kan henvises til rapporter fra 2003). Fiskerne bidrog også meget aktivt til opbyggelsen af centeret. De arbejdede i brigader i 2- 4 uger og hver brigade bidrog med 5000 Tenge eller fisk der svarede til dette beløb, til byggeriet. 

*      Levende Hav har ansøgt Danida om midler til en endelig og afsluttende indsats med fokus på kapacitets opbyggelse i Kambala Balyk, den biologiske del og NGO Aral Tenizi. Det bliver også den fase hvor alting sættes på plads, hvor der bliver mere tid og midler til kurser og uddannelser og til at få alle de formelle overgivelser og overdragelser på plads. Samtidig med vil vi fra dansk side kunne følge og rapporterer fra et af verdens største naturgenopretningsprojekt, nemlig genetableringen af Lille Aral som næsten ferskvandssø – og måske vil vi også opleve at se vand i Aralsk Havn. Et er sikkert vi vil opleve, at der igen kommer vand under kølen på de store skibe der ligger i havnen ved det fhv. store fiskerikollektiv Djambul. De vil ikke kunne sejle, men fra landsbyen vil man igen kunne se Aralsøen og det er så stort for hele befolkningen i Aralsk regionen, og den oplevelse vil vi meget gerne opleve sammen med dem.

M/S Anton. M/S Anton togtet i 2003 blev gennemført som et slags pilotprojekt til undersøgelse af projektets rentabilitet og styrke i fremtiden, hvor den økonomiske støtte fra Den Grønne Fond er ophørt. Togtet startede i uge 20 og sluttede i uge 41 og Anton har overvintret i Lemvig Havn. I 2003 har M/S Anton gennemført miljøundersvisning for skoler, fiskekøkken og sejladser i forbindelse med større arrangementer i København, Svendborg, Helsingør og Århus. Og de meste af sommeren sejlede kutteren marsvin og finhval safari med turister i Kattegat. (for flere oplysninger henvises til rapporter på hjemmesiden evalueringsrapporter). Der blev oprettet et skibslaug i 2003 under et weekend seminar og det er nu bestyrelsens håb at skibslauget vil kunne overtage ansvaret for driften og vedligeholdet af M/S Anton. I slutningen af 2003 blev der udarbejdet en større evaluering og perspektivplan for M/S Anton og derfor følger et katalog til brug for en profilering og formidling af projektet. (Evaluering og perspektivplanen kan læses på www.levendehav.dk/anton/anton.htm

 *      Der er udarbejdet en sejlplan for 2004 med vægt på miljøundervisning og udstillinger, fiskekøkken og et projekt I Fiskens Tegn, marsvin og hvalsafari, sejlads med betalende besætninger fra tysk havn og denne sejlplan skulle sammen med de midler Levende Hav afsætter til driften af Anton og mindre fondsansøgninger, kunne dække driften, vedligeholdet, forretningen og afskrivningen af M/S Anton i 2004 

Levende Hav og fiskeriprojekter i den 3. verden. Siden Levende Hav blev oprettet i 1995 og nogle år tidligere, har Levende Hav fået opbygget en betydelig viden og erfaring til brug for den konkrete fiskerifaglige og organisatoriske støtte til det kystnære fiskeri i den 3. verden. Og med den udvikling vi er vidner til, omkring bl.a. EU’s ekspansion i den 3.verdens fiskevande, er der behov for en NGO fiskerifaglige kapacitet, som kan rykke ud til støtte for kystfiskerne i de lande, hvor EU’s fiskeflåde (som er blevet overflødig i EU’s egne fiskevande, pga. overfiskeri(rovfiskeri) nu åbenbart skal forrentes. Vi har konkrete og dugfriske eksempler på det i de to seneste EU fiskeriaftaler med henholdsvis Salomon øerne hvor EU’s fiskere kan fange op til 6000 tons tun, for den aftale betaler EU 400.000 EUR/år, og Elfenbenskysten hvor EU fiskere må fange op til 9000 tons tun og det betaler EU ca. 1 mil EUR/år. Enhver kan se, at den pris EU betaler er skandaløst lav, under en 1 % af de værdier som EU fiskerne henter i de fattige lands rige fiskevande. (Læs mere om Levende Hav forslag på foreningens hjemmeside).  

*      I de kommende år foreslår vi at Levende Hav sætter en mere direkte og målrettet kurs til støtte for kystfiskeriet i den 3. verden.

*      I 2003 forberedte vi en forundersøgelse i Eritrea sammen med Den Eritranske Støtteforening. Ansøgningen til Projektrådgivningen fik dog ingen støtte og derfor besluttede vi først i 2004 at gennemføre et mindre forstudie i Eritreas kystfiskeri og det er gennemført i 2004 og resultaterne kan læses på www.levendehav.dk under ”Eritrea”, vi følger op på dette projekt.

*      I 2003 er Levende Hav blevet kontaktet af en formand for fiskerne på Salomon øerne, som med skrivemaskine skrevne breve, som er 2 måneder undervejs fra Salomon øerne til Danmark, ønsker at få skabt en god kontakt mellem fiskerne på Salomon øerne og Levende Hav. Sagen er den, at andre lande, herunder EU, køber fiskerrettighederne rundt øerne til ingen penge og fiskerne på Salomonøerne frygter for deres fremtid som fiskere. Vi følger op på denne sag i 2004.

*      Mht. Ghana fik vi gennemført en forundersøgelse og lavet en projektbeskrivelse og en ansøgning til Danida. Og den sag ligger for så vidt stadig uafklaret.

*      I 2003 er vi kommet i personlig kontakt med vicepræsidenten i republikken Kalmykien ved Det Kaspiske Hav. Han og en større delegation fra Kalmygien har studeret fiskeriprojektet ved Aralsøen og man vil gerne om Levende Hav kunne afse tid til et studie af Kalmykiens fiskeri i Det Kaspiske Hav, for også der er det andre som åbenbart fanger de fisk som befolkningen i Kalmykien kunne have nytte og gavn af. Vi følger op på sagen, så godt vi kan.

*      Vi har også haft kontakt til og møde med en dansker som er ansat på Zanzibar, hvor han skal være med til at opbygge en virksomhed der kan indkøbe, behandle og eksportere tun. Og de har selv lidt fartøjer, men de så meget gerne at de lokale fiskere omstillede til langliner og begyndte at fange tun til deres nye virksomhed. Men de har ingen viden om hvordan de kan få denne omstilling sat i gang. 

Dette blev bestyrelsens årsberetning for 2003. Den er ikke så omfangsrig som tidligere år, men det hænger naturligt sammen med, at foreningens aktivitetsniveau har været lavere i 2003, end tidligere år, hvor foreningen havde fastansatte til de opgaver der skulle løses.  

Men vi synes i bestyrelsen, at Levende Hav fortsat gør en forskel og at foreningen lever op til foreningens formål og vedtægter, og derfor opfordrer vi denne generalforsamling til at vedtage årsberetningen for 2003. Tak.

Fremlagt på Levende Havs ordinære generalforsamling i Århus lørdag den 27. marts 2004

v/formand Kurt Bertelsen Christensen

 

Landsforeningen Levende Hav

Juelsgårdsvej 27, Ferring Strand

7620 Lemvig

telefon 97 89 54 55

fax 97 89 56 55

Giro 110-4527

Mail llh@levende-hav.dk

www.levende-hav.dk

www.aralsk.net

Bestyrelsesmedlemmer 2003

Formand                              Kurt Bertelsen Christensen. Lemvig

Næstformand                       Gunnar Jacobsen. Esbjerg

Kasserer                              Henrik Jøker Bjerre. Århus

Medlem                               Henning Thøgersen. Lemvig

Medlem                               Lars Brinck Thygesen, Bramminge

Suppleant                             Ole Hertz. Gudhjem

Suppleant                             Pia Rørbeck

 

Sitemap Miljødebat Enkeltsager Kystfiskeri Havbrug Kontakt os