Levende Havs vision for dansk fiskeri.

11. februar 2010

På et bestyrelsesmøde i Landsforeningen Levende Hav i januar 2010, var situationen i dansk fiskeri til diskussion. Det konstateredes, at dansk fiskeri ligger i ruiner. Sortsynet var udpræget. "Er det for sent?", blev der spurgt. Mødet foregik i Esbjerg hos foreningens næstformand, forhenværende snurrevodsskipper, Gunnar Jacobsen. Han havde lige forevist bestyrelsen Esbjerg Havn, hvor de bassiner, som for blot for 30 år siden var fyldt op med mange hundrede fiskeskibe, nu var ved at blive fyldt op med jord og murbrokker, så arealerne kunne blive taget i anvendelse til andre formål.

Videre gik den deprimerende snak, som dog endte med, at vi måtte konstatere, at vi i foreningen ingen vegne ville komme, hvis vi kun signalerede negativitet og kritik. Denne snak førte til, at det blev pålagt formanden i en proces sammen med andre, at udvikle en vision for dansk fiskeri.

Det er denne, du læser her. Du må ikke lade dig stoppe af alle mulige indvendinger om, at det er en utopi, det er politisk umuligt, kapitalisterne vil kvæle os og meget andet. Denne vision er en drøm om noget ideelt, men den repræsenterer også nogle positive mål, som vi kan holde frem. Vi skal vide, hvad vi stræber efter. Hvordan vi ønsker, at vi skal have det med vores fiskeri, vores natur og den kultur, der knytter sig her til. Vi skal i Levende Hav kunne fremholde, hvad det konkret er for ideelle mål, vi som forening går efter.

Meget inden for fiskeriets område kan sammenlignes med udviklingen inden for landbruget. Tænk bare på de større og større bedrifter og den store udvikling i gældsætningen og endelig også den jungle af støtteordninger, som fuldstændig afkobler et før så naturafhængige erhverv fra naturgrundlaget, mens enkle markedsmekanismers selvregulerende virkninger er sat ud af kraft.

Men hvis man skal se noget positivt inden for landbrugssektoren, så er det dog udviklingen af det økologiske landbrug, som efter en langsom start i disse år fylder mere og mere. Det var en trend, hvis spæde start fandt sted med det biodynamiske landbrug for et par generationer siden, men ekspanderede i halvfjerdserne og firserne. Der kom en ny landmandstrend. En ny type unge, der valgte at gå på økologisk landbrugsskole, en hel del unge, som fornægtede de miljøfremmede stoffer, overgødningen og den betragtningsmåde, som kun anser dyr som industrielt råstof.

Kunne man tænke sig unge mennesker, der i fiskeriet så andet end store dieselmotorer og mange tons tungt fiskegrej? Unge, der sagde nej til ekstrem gældsætning og jongleren med kvoter og fiskerettigheder? Mennesker, der igen kunne se charmen og spændingen ved at være i et frit erhverv ude i naturen – ikke i kamp mod den, men i pagt med naturen. Kunne man tænke sig en ny generation af fiskere, der forankrede i lokale samfund havde en opgave i at levere naturskånsomt fangede produkter fra havet til mennesker i land, som satte pris på deres arbejde?

For hvad forventer det danske folk sig? De vil da have deres sunde fisk fra et fiskeri, de kan sympatisere med. Et naturskånsomt fiskeri, hvor kvaliteten er i højsædet. Et fiskeri, som ikke sviner med brændstoffet og udleder dobbelt så meget CO2, som det er nødvendigt. Fiskespiserne vil ikke forrådes af mystiske mærkningsordninger, som manipulerer med deres opfattelser af skånsomhed og bæredygtighed. Den danske befolkning ønsker liv i landdistrikterne og liv i fiskerihavnene igen, De synes, at det hører med til "danske værdier"!

Globaliseringen har også gjort sit indtog inden for fiskerisektoren. Fisk sendes fra den ene ende af verden til den anden og retur igen og overflødig fartøjskapacitet sendes til fattige landes kyster, hvor man så fjerner de fødevarer, som de lokale fiskere dér og deres samfund skulle have ernæret sig af. Dette betyder, at vi ikke kan se på det danske fiskeri uden at sætte det i et globalt lys. En fremtidig dansk fisker bliver nødt til at tænke sit liv ind i et globalt fiskerifagligt verdensbillede. International solidaritet mellem fiskere, der fisker lokalt, er en absolut nødvendighed.

I det hele taget er det et helt fundamentalt spørgsmål, hvem der skal tjene på de fisk, vi slår ihjel. Alle, der gennem år har haft kontakt med fiskerierhvervet, ved, at det er en mindre og mindre del af omsætningen, der går til at aflønne fiskeren. En større og større andel går nu til at finansiere de ekstreme investeringer i fartøj, motorer og teknologi, samt redskaber. Endvidere fortrænger enorme brændstofudgifter pladsen i budgettet, som kunne have været anvendt til hyre, hvis en anden mindre energiforbrugende fiskerimetode var blevet valgt.

Fiskere har en stor interesse i, at havmiljøet holdes intakt. Men den udøvende fisker må til at tage ansvar. Den aktuelt største trussel mod det globale havmiljø er klimaændringerne. Fiskerierhvervet bør gå forrest og være eksemplarisk, når det gælder at demonstrere ansvar for at forebygge klimaændringerne. Det er derfor, at passive fiskeredskaber skal foretrækkes frem for trawl. Også traditionelt snurrevodsfiskeri er et energieffektivt alternativ.

Miljøfremmede stoffer i havet og hormoner i miljøet burde få enhver fisker til at blive rasende. Men desværre er de fleste fiskere alt for passive. I stedet burde nu afdøde Rav-Åge fra Thyborøn være rollemodel for enhver respektabel fisker. Han var den lille kystfisker, der stædigt og modigt tog kampen op mod Cheminovas ekstreme miljøsvineri på Harboøre Tange.

Levende Hav ønsker at genskabe et lokalt forankret fiskerierhverv med dertil knyttede aktiviteter i land. På den baggrund ønsker foreningen en ny kystkultur udvikle sig. Moderne, men gerne med enkle og økologiske tilgange til erhvervsudøvelse og levevis. En kultur, hvor det er en vigtig værdi at drage omsorg for den natur, man skal leve af.

Levende Hav har som et ubetinget mål, at havets resurser skal til bage til folket og dermed til en fiskerbefolkning, som har hævd på at bjærge føden på havet. Det betyder, at systemet "Fartøjs Kvote Andele" (FKA) skal ophæves og enhver handel med fiskerettigheder skal forbydes. (FKA er benævnelsen på den fiskerireform, som regeringen og Dansk Folkeparti har indført pr. 1. januar 2007. Den betyder, at retten til havets fiskeresurser er givet til fartøjsejerne, som så kan gøre rettighederne til genstand for køb og salg).

Levende Hav har som mål at medvirke til at skabe baggrund for fiskerihavnemiljøer, hvor små og større fiskeribedrifter arbejder sammen i fællesskaber omkring fælles faciliteter.

Levende Hav har som mål, at kun skånsomme fiskerimetoder må være tilladte. Dette betyder, at Levende Hav går ind for et forbud mod trawlfiskeri. Fiskerikapaciteten skal være klart under, hvad bestandene kan bære, men til gengæld skal fiskeriet i princippet være frit under forudsætning af, at forskellige tekniske bevaringsforanstaltninger overholdes ligesom en reguleret adgang til etablering. Der skal opretholdes en grundig bestandsovervågning, men regelsættet omkring fiskeriet skal være absolut ubureaukratisk og kontrollen enkel.

Levende Hav har som mål, at fisker og forbruger opbygger et tillidsforhold til hinanden. Så længe brutale fiskerimetoder er tilladte, ønsker Levende Hav, at en certificerings/mærkningsordning indføres, så forbrugeren kan vælge fisk fanget på bæredygtig vis.

De af Landsforeningen Levende Hav udarbejdede "Regler for naturskånsomt fiskeri" bør være retningsgivende for, hvilke fiskerimetoder der bør være tilladt og hvorledes grejet skal anvendes. Det drejer sig altså om fiskerens adfærd til søs.

("Regler for naturskånsomt fiskeri" forudsættes justeret, i det det nu er 10 år siden, at de blev introduceret.)

At trawlfiskeri og lignende meget brutale fiskerimetoder forbydes, er en konsekvens af dette.

• FKA skal afvikles. Det betyder, at de danske dele af EU-kvoterne igen skal blive fælles. Det forudses, at de fleste trawlere hugges op, i det kun få fartøjer vil være egnede til ombygning til naturskånsomt fiskeri. Derved nedbringes fangstkapaciteten i fiskeriet dramatisk og den bygges kun langsom op i overensstemmelse med, hvad bestandene kan bære.
• Subsidier til fiskerierhvervet afvikles. (Dog støtte til afvikling eller omstilling af trawlfiskeriet). Det påregnes endvidere, at offentlig støtte til udgifter til uddannelse, søsikkerhesformål og havnefaciliteter, samt anden infrastruktur bliver en nødvendighed.
• Kvotesystemet afvikles og afløses i princippet af frit fiskeri, men forudsætningen er, at kapaciteten er holdt klart under, hvad bestandene kan bære, samt at det reguleres, hvor mange og hvem, der kan være aktive i fiskeriet.
• Tekniske bevaringsforanstaltninger tages i brug, således maskestørrelser i garn og vod og regler om, hvor længe garnene må fisker.
• Hvert fartøj udstyres med en "årsmængde", eventuelt i forhold til antal beskæftigede om bord.
• Der kan i ganske særlige situationer justeres med reducerede havdage, hvis fiskeriindsatsen inden for en årsperiode viser sig for stor. Områder kan i særlige tilfælde midlertidigt i korte tidsrum lukkes for fiskeri, fx hvis der periodisk optræder koncentrationer af yngel.
• Der foregår bestandsovervågning og fangster indrapporteres.

Fiskere skal efter 1 års forpraktik gennemføre en 3-årig praktisk/teoretisk uddannelse med vægt på økologi og biologi, samt samfundsforhold. Der er som overbygning fiskeskipperuddannelser.

Fiskere, der ønsker at etablere sig med fartøj og eget fiskeri, skal optages på en liste. Man får lov til at etablere sig i takt med den afgang, der finder sted, samt en løbende vurdering af, hvad bestandene kan bære. Der indbetales depositum for at stå på listen. Særlige hensyn til familiegenerationsskifte eller langvarige makkerskaber indarbejdes.

Man må generelt kun besidde og drive ét fiskefartøj, undtaget særlige fiskerier, f.eks. bundgarnsfiskeri.

Der skal gives tilladelse til udvidelse af fangstkapaciteten ved køb af større fartøjer.

Et internetbaseret auktionssystem bibeholdes og udvikles, men der skal desuden være let adgang for fiskere til lokalt at formidle og sælge deres fangster.

Fiskere kan etablere deres egne detailforretninger i større byer for at imødegå et for stort spænd mellem den pris, fiskerne opnår, og forbrugerpriserne.

Det skal tilstræbes, at fremtidens fiskeri er etableret med så lille en gæld, som det overhovedet er muligt, således at de enkelte fiskeribedrifter er robuste over for svingninger i bestande og prisniveau. Der skal være åbenhed over for, at fiskere midlertidigt erklærer sig som bierhvervsfiskere, uden at fiskerettighederne fortabes.

Det bør være let adgang til at lave små brancheforeninger, således at interessemodsætninger kommer frem og bliver repræsenteret i forhandlinger med embedsmænd og politikere.

En alliance mellem forbrugere og fiskere skal opbygges. Hvis Levende Havs visioner om dansk fiskeri går i opfyldelse, vil mærkningsordninger være mindre vigtige, men i en overgangstid er det nødvendigt, at forbrugerne skal kunde identificere fisk fra et naturskånsomt fiskeri.

"Dansk Håndværks Fiskeri" - kunne være et bud på navnet på en en mærkningsordning.

For at opnå en omstilling af dansk fiskeri må der foregå et maksimalt pres på politikerne. Der bør etableres en organisation for fiskere, som er fri af Danmarks Fiskeriforening og som arbejder for kystfiskeriets og det naturskånsomme fiskeris interesser.

Danske fiskere bør indgå i internationale alliancer. (fx kystfiskernetværk) for også at presse internationale institutioner, hvor der tages beslutninger om fiskeriet udvikling.

Det er vores håb, at denne "utopi" virker inspirerende. Visionen her er vores bud på, hvad der ville være ideelt og godt. Vi kender fiskerierhvervsudøvere, som sukkende i læ af redskabsskure har udtrykt lignende ønsker, som dem dette skrift indeholder - eller i hvert fald dele af visionen. Hvor ofte har vi ikke på havnene hørt: "Det er trawlfiskeriet, der ødelægger. Det burde forbydes!" Og det mener Levende Hav også officielt. Men bare bombastisk at kræve trawlfiskeriet forbudt er nok ikke en farbar vej. Måske er det mere realistisk at kræve, at fiskerierhvervet som andre erhvervsudøvere i Danmark betaler energiafgifter. Gennemførelsen af et sådant krav ville i sig selv umuliggøre i hvert fald det trawlfiskeri, der foregår ved bunden. Det er sikkert også konstruktivt igen og igen at modarbejde den massive, men ganske indviklede og mangeartede erhvervsstøtte, som forplumrer billedet at fiskerierhvervets økonomiske bæredygtighed. Den såkaldte "brændstofpakke", hvis formål det skulle være at reducere brændstofforbruget i fiskeriet, var i virkeligheden en slet skjult støttepakke til netop det fiskeri, som var det allermest forurenende og dieseloliefrådsende. De fiskere derimod, som anvendte energieffektive og naturskånsomme fiskerimetoder, fik intet. Man benyttede ikke lejligheden til at udfase det stærkt CO2-belastende trawlfiskeri, men i stedet holdt man det med subsidier oppe.

Med andre ord: et er at formulere en vision – et andet er at vælge en strategi for at bevæge sig ad vejen hen til målet.

Dette forfattet i en proces med en del forskellige behjertede mennesker i eller tæt på fiskerierhvervet.

Knud Andersen

Formand Levende Hav