Home | Dansk fiskeripolitik | EU fiskeripolitik | M/S Anton | Galleri | Aralsø-projektet | Arkiv | Links | Støt os | English |
Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"
De sande pirater!Under verdens massive mediedækning af piratvirksomheden ud for Somalia, blæser årsagerne til denne piratvirksomhed i vinden. Vi tror nu at piraterne er blevet pirater fordi det giver gode penge. Men objektivt set er der faktisk ikke ret mange penge i denne risikofyldte virksomhed, så det kan ikke være hele forklaringen på piratvirksomhedens opståen fra Somalia. Dette og hvad vil verden gøre ved problemet, hvilke interesser er i spil, fortjener større opmærksomhed. På BBC og andre internationale medier ser man at medierne giver piraterne stor opmærksomhed som bl.a. på dette link: http://news.bbc.co.uk/2/hi/in_depth/africa/2004/somalia/default.stm. Rundt på verdens medier er det nu ved at være flere artikler og programmer som forklarer, at det somaliske piratvæsen er opstået i selve fiskeriet. At de somaliske fiskere blev ofre i kampen om fisken i havet og at de derfor med økonomisk hjælp fra pengemænd/klaner blevet pirater. Og til disse forklaringer findes forskellige udregninger og opgørelser over hvorfor de somaliske fiskere ikke længere kan tjene penge i fiskeriet. Professor Schofield fra Australien har åbenbart studeret fænomenet og skriver i en artikel fra den 24/11/08 at årsagerne til den voksende piratvirksomhed skal findes i det tidligere udbredte ulovlige fiskeri af udenlandske fiskefartøjer i de somaliske farvande. Han og bl.a. også FN skriver, at et stort antal fartøjer fra EU og en lang række andre lande gennem flere år fiskede ulovligt i de somaliske farvande og mængderne af fisk i tons langt overgik den fødevarehjælp verden yder det krigshærgede og fattige Somalia om året. FN har vurderet at det ulovlige fiskeri omsatte fisk til en værdi af 1-2 mia. kroner om året. I sammenligning med de 1-2 mia. kroner er de ca. 150 mio. kroner som piraterne har fået i løsesum i år ikke mange penge. Men åbenbart effektivt for det ulovlige fiskeri er stoppet. EU fiskerne forsøger at presse EU til at om at gribe ind således at de kan komme på havet igen. For tiden ligger EU flåden på Seychellerne fordi de ikke længer tør at tage på fiskeri. I medierne kan vi læse at fiskerne i byen Eyl er stolte over at de nu har fået jaget de udenlandske fiskefartøjer væk fra deres farvande, så for dem har det været tale om simpel nødværge. Men hvad er op og ned i sagen? Om det ulovlige fiskeri fra udenlandske fartøjer er årsagen til, at desperate somaliske fiskere er blevet de pirater i det omfang vi ser i dag er nok tvivlsomt. Men ondet har som bekendt altid en rod og pirateriet startede et sted, så hvorfor ikke i det somaliske fiskeri som igennem mange år har forsøgt at råbe verdenssamfundet op for at få de udenlandske fiskere væk fra deres farvande? Og fra denne start og piratvæsnets succes opbygges så denne selvforståelse blandt fiskerne, at de ser sig selv som helte der blot gør det som verdenssamfundet burde have gjort for længst. Fiskerne kunne ikke forvente at Somalia ville beskytte deres fiskeri så må de gøre det selv og det ser ud til at have været effektivt for det ulovlige fiskeri er stoppet. Dette understreget ændrer ikke faktum i dag, nemlig at piratvirksomheden ud for Somalia har taget overhånd og at det dag for dag bliver svære at få øje på en fredelig løs af problemet. Flere og flere krigsskibe og andet militært isenkram sendes til de somaliske farvande. Fragtskibene er eller bliver udstyret med bevæbnet vagt og det er nu ikke længere et spørgsmål om, men hvornår fredelige somaliske og andre landes fiskere bliver skudt. Alle landes fiskere i de områder Somalia, Somaliland, Eritrea, Yemen, Oman, Kenya, Tanzania etc. fisker med de Dhows, Sambuks og Hurries som piraterne også anvender. Så når de fiskere bliver de næste ofre i udviklingen som den tegner sig, så tvinges de også i havn, med hvad deraf følger af mere elendighed og nye rekrutter til piratvirksomheden. Ingen tror tilsyneladende på at problemet kan løses ved militærmagt på havet. Og alligevel fortsætter man den militære optrapning, så med logikken som argument er det nu kun er et spørgsmål om tid før vi ser de første større militære angreb i land mod ”piratrederne”. Og så er fanden løs. Og var det målet med det hele, at få mere kaos? Måske det kan ikke sådan afvises uden eftertanke. ”Det nye Afghanistan” sagde Fogh Rasmussen for nylig fra Etiopien hvor han også diskutere denne sag. Men hvorfor siger han nu det og hvorfor i Etiopien? Det giver faktisk god mening for Etiopien på USA's side har nu i et par år forsøgt, uden den store succes, at få udryddet de såkaldte ”Islamiske Domstole”. Krigen har kostet mange menneskeliv og indtil videre kun bragt Somalia længere ud over afgrunden. Nu kan "alliancen" måske bruge piraterne som undskyldning for, at den del af verdenssamfundet som er samlet i kampen mod den internationale terrorisme kan komme i gang med at bombe og landsætter soldater i Somalia. Og sker det vil de angreb med en naturlovs nødvendighed også blive mødt af de islamiske domstole. Og så er fanden virkelig løs. Og tilbagestår fiskerne som de store tabere. De forsøgte i flere år på fredelig vis at råbe verdenssamfundet op, men uden held. Så forsøgte de med mere håndfaste midler og det lykkes også - men hvor længe? Kurt Bertelsen Fiskeripolitisk aktiv i Levende Hav - Levende Hav støtter bl.a. kystfiskerne i Eritrea i deres kamp for at blive i fiskeriet
|
Sitemap | Miljødebat | Enkeltsager | Kystfiskeri | Havbrug | Kontakt os |