Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Opgør med Foghs bløde værdier

v/filosof og bestyrelsesmedlem i Levende Hav Henrik Jøker Bjerre

Under en valgkamp vil borgerlige partier, når de bliver pressede, som regel begynde at tale om ”værdier”. Vi har set antydninger af det i denne valgkamp allerede, og tendensen vil formentlig blive stærkere, efterhånden som VKO-flertallet ser magten smuldre.

Dansk Folkeparti vil naturligvis tale om det, de luftigt kalder ”danske værdier” (det er f.eks. tilsyneladende en ”dansk værdi” at tegne profeten Muhammed); De Konservative (eller ”Vi Konservative”, som de kalder sig, når de vil signalere værdier) taler om ”hjertesager”, og Venstre har længe forsøgt at fremstå som partiet med de faste og fair værdier overfor oppositionens bløde, humanistiske og lidt naive værdier, rundkredspædagogikken, osv. Men hvad nu hvis det forholder sig lige omvendt? Hvad nu hvis det er Fogh og VKO-flertallet, der kæmper for de bløde værdier, mens de vægrer sig mod at tale om de hårde?

Ser man nærmere efter, giver det faktisk god mening at sige, at der er en række hårde værdier, Fogh forsøger at undslå sig at valget kommer til at handle om. De tre mest åbenlyse er Irak-krigen, EU og klimaforandringerne. Her er tale om spørgsmål af afgørende betydning for et samfund. Spørgsmål, der skal behandles. Som vi ikke kan undslå os at debattere og handle på, hvis vi vil leve i sunde, åbne samfund. Men på alle tre områder står regeringen med en meget dårlig sag, så i stedet for at konfrontere problemerne, forsøger den at købe os med sine bløde værdier.

Bløde værdier er fodbold, fladskærme og friværdi. Det er de goder, vi mæsker os med for at holde os underholdt. Det er de ting, vi er beskæftigede med, i stedet for at beskæftige os med omverdenens eller vores egne virkelige problemer. Skattestoppet er netop sådan en blød værdi. Det giver tryghed og varme. Vi forestiller os at livet forbliver som det er. At vi ikke skal forandre noget. Og at vi kan købe nogle sjove ting med god samvittighed.

De fleste kender udmærket til de hårde værdier, der lurer under overfladen, men det forstærker blot trangen til tryghed og tilbøjeligheden til at lade som om at det nok skal gå alt sammen. Når det virkelig handler om noget – venskab, kærlighed, liv og død, er det lettest at stikke hovedet i busken og håbe på at tingene ordner sig selv, samtidig med at noget helt andet gøres fantastisk interessant og højst betydningsfuldt. Hvor ofte sker det ikke, at vi afstår fra at tale om det, der virkelig ligger os på sinde og i stedet koncentrerer os om fodbold og rødvin og idiotiske remser om at nogen jo også skal få samfundet til at løbe rundt eller at ”det gælder om at få det bedste ud af det”. Hellere stabilitet og modvillig ro end konfrontation.

I stedet for at konfrontere de virkelige traumer og den virkelige glæde, opfinder vi erstatningsproblemer, der ophøjes til nærmest at have metafysisk vigtighed. Gad vide om ikke den store og tragikomiske opstandelse om dankortgebyret under sidste valgkamp i virkeligheden var den fuldstændig logiske udvej for et land, der var midt i en historisk katastrofe med tusindvis af dødsfald på samvittigheden i Irak? Bløde værdier er symptomer på, at der er noget vigtigt, vi ikke tør tale om eller konfrontere. Symptomer viser sig netop som irrationelle reaktioner, der sættes i stedet for det, der er undertrykt. Dankortdiskussionen var et symptom på Irak-krigen. Det samme gælder i høj grad hetzen mod udlændinge ved de sidste to valg – især dem af muslimsk observans. Spørgsmålet er imidlertid, om det kan lykkes at køre endnu et valg hjem på de bløde værdier. Måske har vi hørt pladen for mange gange?

Ethvert barn ved, at de, der har svært ved at klare sig, nogle gange tyer til at mobbe eller slå. Vi lærer børnene at vold og mobning er udtryk for frustration og afmagt. Hvis man ikke kan forklare fornuften i det, man ønsker, kan man føle sig tvunget til at aflede opmærksomheden. Og helst hen imod nogen, der har svært ved at slå igen. Men det er ikke sejt eller ”hårdt” at forsøge at skjule ens egne begrænsninger ved at tale om andre eller slå på dem. Sådan fortæller vi børnene, når de føler sig fristet til at lade sig provokere eller skræmme. Men det vi lærer børnene efterlever vi ikke altid selv. De virkeligt alvorlige problemer i livet – de hårde værdier – kan vi ofte føle os afmægtige overfor.

De hårde værdier handler om at konfrontere de afgørende, vitale spørgsmål uden at aflede opmærksomheden. Hvordan lever vi et værdigt liv? Kan vi gå i krig på en løgn uden at stille nogen til ansvar bagefter? Kan vi behandle sygehuse og ældrepleje som produktionsvirksomheder, der skal producere stadigt mere på stadigt kortere tid? Ønsker vi et fiskeri og et landbrug, der er fyldt med mennesker, liv og gode fødevarer, eller skal vi skære det ukontrollerbare væk og håbe på at de store industrimagnater finder en fornuftig måde at dele rovet mellem sig? Skal vi konfrontere verdens fattigdom og forsøge at afhjælpe den – eller skal vi gemme os bag diskussioner om hofteoperationer og terrortrusler? Skal vi handle nu for at have vedvarende energi nok til ikke at behøve atomkraften? Eller skal vi folde hænderne og håbe på at klodens klima klarer sig selv og nyde livet så længe vi har det?

Hvis dette valg skal handle om værdier, må det være som et opgør med Fogh-flertallets bløde værdier. Flertallet, der i fire år har været bange for at diskutere Danmarks krige i Mellemøsten. Flertallet, der skar miljøministeriet ind til benet og forsøgte at omdirigere diskussionen om klimaforandringerne ved at relativere den med Lomborgs stadigt mere krampagtige ”analyser”. Flertallet, der lempede en kommunalreform igennem, som har presset medarbejdere og budgetter til det yderste, samtidig med at en storstilet privatisering af offentlige ydelser forberedes i al stilfærdighed. Flertallet, der forærede de danske fiskeresurser til private firmaer og udstedte en dødsdom over det beskedne, naturskånsomme, bæredygtige fiskeri. Flertallet, der ikke tør diskutere EU – ikke engang indbyrdes.

Det er på tide at lade valget handle om noget andet end Foghs bløde værdier.

HJB 2/11 2007