Det går derud for SF, de vinder valget også
selv om de mister et regeringssamarbejde med S og R og også selv
om der slet ikke kommer et regeringsskifte efter den 13/11.
Det er lidt som at vinde en masse
foldboldskampe for så alligevel at tabe mesterskabet.
SF har en højtprofileret klima, natur og
miljøpolitik og den kom vel tydeligst til udtryk i SF’s
valgprogram på DR1 i går aftes, hvor partiet brugte sine 3 min. på
at blive forhørt af journalisten om klima, i stedet for at
præsentere seerne for en 3 min. præsentation efter eget valg. (Om
det var et klogt valg må andre bedømme, jeg mener det ikke).
SF vil redde klimaet ved at opsætte
vindmøller og udbygge den kollektive trafik. Og det er kloge valg
som ingen med fornuft kan sætte spørgsmålstegn ved. Det halter
lidt mht. vindmøller på land hvor SF som de øvrige partier har en
voksende berøringsangst til vindmølle naboerne.
Det er en kedelig tendens i spørgsmålet om at
få opsat de nødvendige vindmøller. Der bygges så meget unødvendigt
i landskabet som motorveje og store svinefabrikker, hvorfor pokker
skal der så sættes så store spørgsmålstegn ved vindmøller? Det
svar blæser fortsat i vinden. I Levende Hav er vi ikke et sekund i
tvivl om at har man sagt A så må man også sige B.
Man kan simpelthen ikke oprulle en så
alvorlig fremtid som SF gør på klimaområdet, for derefter at
skulle trække i land, når det gælder opsætningen af vindmøller.
”De skal til havs” er blevet det helt store mantra i
vindmølledebatten. Og ja de skal til havs, men der er vel ingen
der forestiller sig at al vindmølle energi i Danmark kan komme fra
havet? Nej vil man de store mål, skal der bygges mange vindmøller
på land.
Mht. natur og miljø har SF gode svar. Der
fokuseres mere på de områder der er årsagen til ex. iltsvind.
Landbruget skal rettes til således at det belaster langt mindre
end i dag. Det er positivt at SF ikke ser fredninger af naturen
som redskabet til en bedre natur, men derimod en langt mere
sammenhængende natur og miljøplan som gør op med de der forurener
og belaster naturen.
SF har ikke fremhævet nogen nedskrevet
sammenhængende politik for erhvervsfiskeriet, det er er et stort
minus i denne valgkamp fordi SF og alle andre partier bortset fra
VKO har en radikal anden fiskeripolitik end den nu førte.
Dette understreget ændrer dog ikke ved
helhedsindtrykket, selvfølgelig i sammenligning med andre partier,
at SF står meget stærkt på områderne klima, natur og miljø.