Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Forslag til Landsforeningen Levende Havs strategi for fiskeriudviklingsprojekter i kystfiskeriet i den 3. verden.

-         Papir til brug for temamødet før Levende Hav generalforsamling i Århus den 27/3 2004 kl. 11.00 – 14.00 i Projektrådgivningens lokale ved formand for Levende Hav Kurt Bertelsen Christensen. Marts 2004

Denne præsentation og redegørelse vil der skulle arbejdes videre på. Og alle der har kommentarer og forslag til sagen, bedes sende det på llh@levende-hav.dk

Indledning

De store fiskerinationer i EU og lande uden for EU som Japan, Korea, Island, Norge indgår mange fiskeriaftaler med kystnationer i den 3. verden. Senest har EU lavet en fiskeriaftale med Salomon øerne for 10 langline fartøjer og 4 trawlere som bl.a. får lov til at fiske 6000 tons tun rundt Salomon øerne. I aftalen giver EU Salomon øerne ca. 450.000 EUR/år for denne aftale som kan indbringe mere end 60 mil EUR og man forventer at det bliver spanske og franske fiskere som vil fiske ved Salomon øerne.

Denne udvikling, hvor store fiskerinationer køber fiskerirettigheder i den 3. verden vokser i takt med at fiskeriet går tilbage for de store nationer i deres egne farvande. I EU har man fået opbygget en stor og kapitaltung fiskeflåde og med den fået nedfisket den fælles fiskeressource til et historisk lavt niveau og nu skal flåden forrentes ude i tredjeverdens landenes fiskerizoner.

Levende Hav får flere henvendelser fra kystfiskere og myndigheder i de berørte lande om støtte til udvikling af deres egne kystfiskerier og vi forventer at der vil blive flere henvendelser af denne art. (for flere oplysninger henvises til rapporter fra Eritrea, Ghana, Kasakhstan, og breve og henvendelser fra Republikken Kalmykia ved Det Kaspiske Hav, Tanzania (Zanzibar) Salomon øerne og Malawi)

Det er uden tvivl et voksende problem, at de enkelte landes fiskere (som regel kystfiskere) bliver ladt i stikken i denne udvikling, mod salg af fiskerettigheder. I Eritreas fiskeri i Det Røde Hav, hvor Eritrea har 1200 km kyststrækning, sælger man fiskerettighederne til andre landes fiskere, for på denne måde, i det mindste at få lidt værdier ud af deres marine ressourcer. Og i Eritrea ser man også, at der investeres mange penge i fiskeindustrien og denne industri skal også have stabile tilførsler af fisk, og det kan Eritreas underudviklede kystfiskeri ikke levere. Og derfor står de udenlandske økonomiske interesser, klar til at investere i det højt industrialiserede fiskeri. Eritreas kystfiskeri overlades til sig selv og lidt støtte fra regeringen i Eritrea. Og kystfiskerne kan ikke konkurrere med den industrielle udvikling i fiskeriet, og de kystsamfund hvor fiskerne lever, bliver fattigere og fattigere, både på materielt og menneskeligt – de unge fiskere forlader ganske enkelt deres fædres fartøjer for at søge lykken i de større havne som besætningsmedlemmer i industrielle og halv industrielle fartøjer.

For de enkelte lande med de rige fiskeressourcer er det på sigt en meget uheldig udvikling, og det er man da også udmærket klar over. Men landene har ikke den nødvendige kapacitet til at udvikle ens eget fiskeri, så det kan fange landets marine ressourcer, så blot for at få lidt gavn af fisken, her og nu, sælger man licenser og fiskeritilladelser til andre landes fiskere og industrier. I Eritrea er myndighederne ikke i tvivl, kunne de ved hjælp udefra få udviklet deres kystfiskeri, så vil de i takt med den udvikling også lukke af for det udefrakommende industrialiserede fiskeri.

Fra Salomon øerne kommer den samme besked og fra Zanzibar lyder det, at man ønsker at få udviklet kystfiskeriet fordi men satser store penge på industrien i land. Mozambique har problemer i deres fiskerisektor, hvor Danida har bremset en større bevilling til udvikling af fiskeriet, fordi Mozambique ikke i tilstrækkelig grad tog hensyn til det kystnære fiskeri i deres planer for investeringer i fiskeriet. Seneste beretning kommer fra Sydafrika, hvor kystfiskeriet åbenbart også lades i stikken.

Hvad er problemet?

EU kommissionen for udvikling, med kommissær Poul Nilsson i spidsen, redegjorde klart for problemet i Bruxelles, på et møde med Levende Hav og få andre europæiske NGO’er, som arbejder med fiskeriudviklingsprojekter i den 3. verden. EU’s fiskerikommission køber med den ene hånd fiskerirettigheder i den 3. verden og skaber dermed alvorlige problemer for disse landes kystfiskere og efterfølgende må EU kommissionen med den anden hånd, forsøge at rette op den negative udvikling med økonomisk støtte til udviklingsprojekter i disse landes kystfiskerier. Men det lykkes åbenbart ikke, også fordi de europæiske NGO’er ikke har den faglige kapacitet og deraf følgende interesse, i at gennemføre udviklingsprojekter i den 3. verdens fiskerisektorer - og derfor vokser problemerne.

I Eritrea har Levende Hav netop gennemført et kortere studie af deres kystfiskeri og på 14 dage mødte vi flere af de store problemer. Udviklingsbistanden til fiskeriet bruges på land til opbygning af den industri og infrastruktur som hører til fiskeriet, som ex. modtager stationer, med kølehuse, moler osv. Det er jo forholdsvist nemt, at tilbyde udviklingslandene moderne anlæg, indkøbt i de vestlige lande for derefter at tilbyde vestlige eksperter til arbejdet med at få disse anlæg bygget op i udviklingslandene, så det gør man så i større stil. Og udviklingslandene har sikkert svært ved at sige nej til gode tilbud om færdigpakkende løsninger. I Kasakhstan følger vi også sådanne projekter bestående af højteknologisk udstyr, indkøb i vesten og stillet op ved hjælp af vestlige eksperter, støttet af større lokale investeringer i bygninger og infrastruktur. Om det kommer til at virke efter hensigten, er mere tvivlsomt, også fordi man lokalt selv skal sørge for at holde udstyret i gang og opbygge en produktion med lokale midler (I Kasakhstan er der tale om moderne akvakultur anlæg, som også er meget kostbare at holde i gang), om det kommer til at virke, må tiden vise, men lokalt er man bekymret for anlæggenes fremtid.

Men i selve fiskeriet, ude på de mindre fartøjer og i deres organisationer, kooperativer osv. sker der igen ting – igen sikkert fordi de vestlige organisationer tilsyneladende ikke har den fiskerifaglige kapacitet og interesse til udvikling af selve fiskeriet, dvs. det tætte og meget forpligtende samarbejde med de fiskere som skal fange fisken. Og derfor møder man kun disse projekter i land, som oftest aldrig kom til at virke. I Eritrea undersøgte vi 3 stationer, opført med udviklingsbistand og det var udmærket og meget dyrt udstyr der stod ude ved kysten, men langt fra de steder hvor fiskerne befandt sig i dag. Og 2 af disse stationer, hvoraf det ene indeholdt et meget kostbart anlæg til at fremstille ferskvand, af saltvand, stod nu på tredje år uden at være kommet i brug – der havde aldrig været en fisk igennem disse anlæg. Og samtidig med at disse fine og kostbare stationer står ubenyttet hen, bygger et dansk firma 3 nye landingspladser med det hele, en investering på 95 mil kroner. Og efter vores oplysninger, er der endnu ikke afsat penge og kapacitet til udvikling af det fiskeri som gerne skulle fange de mange fisk som kan retfærdiggøre disse store investeringer.

Man kan selvfølgelig bebrejde myndighederne i Eritrea at de ikke sørger for at få udviklet selve fiskeriet, men meget mere kan man vel ikke. Der skal en jo være en fiskerifaglig kapacitet i og uden for Eritrea og interesse til rådighed, også fra de vestlige landes side, førend det bliver muligt for Eritrea at efterspørge denne.

Kystfiskerne er dårligt organiserede, det ser vi i Eritrea, Ghana, Kasakhstan og det hører vi fra andre steder, som ex. Zanzibar, Sydafrika hvor de økonomiske interesser som investerer i infrastruktur og industri, men ikke formår at få skabt en god og konstruktiv kontakt til de lokale fiskere. Derfor satser de på at tiltrække større fartøjer fra andre lande, eller også bygger de store nye fartøjer som presser kystfiskerne ud af erhvervet.  

Hvad er løsningen?

Til udvikling af kystfiskeriet i de lande vi har kendskab til, er der kun en farbar mulig vej – det direkte samarbejde mellem kystfiskere fra vest og syd. Vi skal styrke og udvikle det mellemfolkelige samarbejde mellem kystfiskere fra nord, med hjertet på rette sted, og kystfiskerne i syd. Og dette forpligtende samarbejde skal bygges op på det konkrete fiskeriudstyr og samarbejde om at få dette udstyr til at fungere i syd. Samtidig hermed skal fiskeriets organisationer styrkes betydeligt og der skal sættes massivt ind med formidling i og uden for landene i syd.

I kystfiskeriet er der altid tale om lavteknologisk udstyr, der ikke forøger energiforbruget, men sænker forbruget af benzin og olie, der som oftest er meget kostbar i syd.

-         I Eritrea, Ghana, Tanzania og mange andre lande, bruger kystfiskerne ofte udenbordsmotorer som bruger benzin, der i indkøb koster ligeså meget i Eritrea, som bilisterne betaler for benzin i Danmark. Og med de priser på fisk, som fiskerne får i Eritrea (2-6 kroner pr. kg) er denne høje energipris et af de store problemer. Fiskerne sparer også på energien ved at blive på havet i 1-2 uger og dermed taber fisken meget i kvalitet og samtidig fisker alle så tæt på havne og landingspladser som muligt for at spare brændstof osv. Løsningerne er mindre dieselmotorer som bruger det halve energi og prisen på dieselolie er også det halve af benzin. Og der bør også opbygges en fungerende infrastruktur som kan samle fisken fra fiskerne på havet eller på kysten og sejle til kølehusene. I dage sejler alle fartøjer, store og små, selv deres fisk til de steder hvor der er bygget kølehuse og det også selv om de ofte er tale om mindre laster fisk.

-         I Kasakhstan er der store omkostninger til transporten på land fordi der endnu ikke er opbygget en velfungerende infrastruktur. Opkøberne kommer ofte flere hundrede km. ja 1000 km fra Aralsøen for at købe ned til 2-3 tons fisk, og med de høje priser på benzin og olie, bliver afregningsprisen til fiskerne alt for lille. Løsningen er en fornuftig lokal forarbejdning af fisken, så man kan spare energi gennem større transporter og samtidig høste fordelene ved en større lokal beskæftigelse.

-         Fiskepriserne er meget små til fiskerne og pga. af meget ringe fiskegrej, fanger man ikke ret meget og derfor vil de unge ikke fiske fra de små steder og øerne, men de tager til de større havnebyer for at søge hyre. Tilbage bliver de ældre fiskere og arbejdet bliver hårdere og hårdere jo ældre de bliver. De skal også være mange fiskere ombord for at hive garn og for at bruge håndline og langline og dermed bliver der et meget magert udbytte til den enkelte fisker. Løsningen er lidt udstyr til at hive de tunge garn, bedre motorer som ikke hele tiden er i stykker og reparationer af de fartøjer som hele tiden er læk og skal ligge til reparation med tab af fiskeri til følge. Her skal der udstyr og viden om brug og vedligehold af udstyr og bedre fiskegrej. Og det lærer fiskerne i syd ikke på en skolebænk eller et kursus, da de ofte ikke kan læse og skrive. Her er der brug for udannede fiskere fra nord, med hjertet på rette sted, og med den rette forståelse for de særlige forhold der gør sig gældende inden for kystfiskeriet. De skal være med til at få fartøjer og grej til at fungere og trænet fiskerne i syd til det nødvendige vedligehold.

-         Der er også brug for en massiv støtte til organisering af fiskeriet, i såvel den fiskerifaglige som fiskeripolitiske del af fiskeriets hverdag.

-         Der er brug for oplysning og formidling internt og eksternt. Inden for fiskeriet skal fiskerne til at opleve, at de er noget, at de gør en forskel i samfundet. De skal så at sige lære at opleve sig selv, for derigennem at kunne stille krav inden for og uden for fiskeriet. Også her er der brug for det fiskerifaglige samarbejde fordi fiskerne i syd dermed bevæger sig ind i et ukendt område hvor de har brug for støtte og solidaritet fra deres kollegaer i nord. Uden for fiskeriet skal kystfiskerne blive bedre til at sætte sig igennem, at stille rimelige krav i forhold til myndigheder og de erhvervsinteresser som indkøber deres fangster. Der er også spørgsmålet om fordelingen af fisken i havet, at der skal afsættes de nødvendige fisk til kystfiskerne osv.

-         Fiskerne skal vide mere om det der foregår under havet, at det rent faktisk betyder noget hvis man fisker for hårdt på en bestand osv. De skal meget konkret have opbygget viden om de bifangster af fisk, havpattedyr og fugle som i dag udgør et voksende problem for fiskerierhvervet overalt på kloden.

Der ligger mange opgaver som venter på at blive løst i den 3. verdens kystfiskeri. Danske og europæiske kystfiskere, med hjertet på rette sted og en horisont som rækker langt ud over det danske og europæiske fiskeri, kan komme i gang med spændende opgaver i syd. Og det vil passe fint, om de europæiske kystfiskere, der er blevet presset ud af fiskeriet af den førte fiskeripolitik og den offentlige støtte til opbygningen af det store fiskeri, kunne gøre en forskel sammen med deres kollegaer i syd som nu er kommet under pres af den samme fiskeflåde som ødelagde store dele af det europæiske kystfiskeri. Og sammen med disse ophuggede ”fiskere” ligger deres udstyr og ruster på de kæmpe lagre, der er opført til at huse kystfiskernes ophuggede fartøjer og grej.

Så det er nu det er nu, hvis kystfiskerne i syd skal kunne gøre sig håb om at overleve i fiskeriet under det massive pres og fisketryk der udøves fra de store fiskerinationer i Nord og fra fjernøsten. Det er nu de skal have støtte fra deres kollegaer i nord som er blevet uddannet til at varetage opgaver i fiskeriprojekter i syd. Det skal ikke være flere års udsendelser af fiskere fra  nord, men en måned eller to og i enkelte tilfælde måske også et halvt år.

Fiskerne i nord som ønsker at være med skal på kursus i Danmark med et afsluttende kursus/ophold i et land i syd, ex. Eritrea. Her skal fiskerne fra nord introduceres og uddannes af de fiskere, samfund og organisationer, som de efterfølgende skal samarbejde med til udvikling af kystfiskeriet i Eritrea.

Med op til 5 fiskeriudviklingsprojekter i regi af Levende Hav, bliver der brug for 10-12 fiskere som skal igennem denne uddannelse og det kan både være fiskere som netop er stoppet med fiskeriet, fordi de har valgt at blive ophugget, som det kan være aktive fiskere. De skal kunne tale godt engelsk og de skal have en god forståelse, og ikke mindst tålmodighed, for at kunne arbejde godt og konstruktivt sammen med fiskerne i syd.

Levende Hav selv skal have tilført noget kapacitet i form af en fuldtidsansat fiskeriudviklings koordinator og der skal også være midler til en halvtids bogholder. Finansieringen af de enkelte opgaver i projekterne sker gennem enkeltprojekt bevillinger, fra Danida NGO kontoret, Projektrådgivningens Minipulje, EU kommissionen og private fonde og firmaer. 

Levende Hav søger samarbejde med en eller flere NGO’er, det kunne være Mellemfolkeligt Samvirke, Care og andre som har mange års erfaringer med udsendte til landene i syd. Disse organisationer har også et uddannelsessystem i Danmark til kursus for udsendte og igennem disse og andre NGO organisationer vil det være oplagt at få etableret de fiskeriudviklingsfaglige netværk.