Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Tekst og foto af Niels Bach

Inspirationen til denne artikel om den mecklenborgske kystfiskerkultur har jeg hentet under Landsforeningen Levende Havs aktivitet i Østersøen i sommeren 2002, hvor det faldt i min lod at føre kutter ANTON på et togt, der gik fra Landskrona over Christiansø, Bornholm, Rostock, Wismar og Poel – og som for mit vedkommende endte i Helsingør, hvor jeg afløstes af fartøjets faste skipper, Henning Thøgersen.  Rejsens interessanteste afsnit var de dage, som besætningen og jeg tilbragte på den lille ø Poel i Wismar-Bugten, hvor en ældgammel kystfiskertradition stadig er levende. 

Lidt om den nye-gamle mecklenborgske fiskerkultur

Den forhenværende DDR-kyst

Forbundsrepublikken Tysklands kyst strækker sig efter Jerntæppets fald østover til Stettiner Haff, hvor den afløses af Polens pommerske nordkyst. Indtil 1990 endte den ved Lübeck, hvor pigtråd, minefelter, schæferhunde og vagttårne brutalt markerede overgangen til ”Den Første Tyske Arbejder- og Bondestat” – DDR. Den gamle østtyske kyst er et meget smukt område – specielt nu, hvor alle de hæslige indespærrings-anordninger tilhører fortiden. Kysten er kun lidt bebygget; den indskæres af dybe fjorde og små indhave, og foran den ligger naturskønne øer som Poel, Hiddensee, Rügen og Usedom. Herlige, gamle byer som Wismar og Stralsund stråler atter i deres gamle glans, efter at forfaldet er standset, og det snuskede, gråbrune lag af socialismens støv og snavs er børstet af.

Fartøjerne

Opbygningen af et effektivt fiskeri var en bydende nødvendighed i DDR-tiden. Folk skulle have mad, og den usle nationaløkonomi tillod ikke nævneværdig import. I årene efter den nye stats grundlæggelse byggedes et imponerende antal mellemstore kuttere samt en del større fangskibe, der opererede i Nordatlanten. Kystfiskeriet blev drevet med traditionelle småfartøjer, ikke mindst de smukke, sejlførende drivkvaser – som over 100 år tidligere kom til Danmark fra disse egne.

Diverse produkter fra DDR udmærkede sig sjældent ved deres kvalitet. Dette gælder imidlertid ikke fiskefartøjerne. Den foretrukne kuttertype var en direkte videreførelse af fremragende konstruktioner fra Mellemkrigsårene, hvis tegninger ofte hidrørte fra den berømte skibsingeniør Oertz. Typen havde skarpere linier i skroget end danske samtidige fiskefartøjer, den lå fint i søen og skar sig gennem vandet uden at slæbe det halve af farvandet efter sig. De større stålkuttere var ejheller af dårlige forældre; mange af dem eksporteredes til Danmark, hvor de fleste endnu er i brug. Både stål- og træfartøjerne var bundsolide, præget af fint og grundigt håndværk.

Opløsningen af det livstrætte, mølædte DDR bevirkede inden for fiskeriet den samme smertelige omstillingsproces, som dette usalige lands befolkning inden for alle industrier og erhversgrene nødvendigvis måtte igennem. Materiellet var nedslidt. Fartøjernes udrustning var fra starten underlødig og nu håbløst forældet. Produktiviteten var ringe. Under markedsvilkår havde de store og mellemstore østtyske fartøjer ikke hunds chance for at matche nutidige krav om lønsomhed og sikkerhed. De er stort set alle trukket ud af fiskeriet.

For småfartøjernes vedkommende var situationen en anden. Her var moderniseringen langt mindre omfattende, ligesom kystfiskernes beskedne omsætning indskrænker sig til lokalområderne, hvor den til gengæld er sikker. De mange små fiskersamfund var og er præget af gammel tradition, af sammenhold, flid og udholdenhed. Den kystfiskerkultur, som i vort land sygner langsomt hen, trives endnu forbløffende godt mange steder langs den gamle DDR-kyst.

Poel – en ø med karakter

Efter få timers sejlads fra den syddanske strande stævner man ind i Wismar-bugten. Her finder vi øen Poel, som er cirka halvt så stor som Samsø. Midt på øen ligger ”hovedstaden” Kirchdorf, der som navnet antyder domineres af en stor, højmiddelalderlig kirke i den røde murstensgotik, som i gamle dage prægede alle Østersøens kystbyer. I kirken finder man et bemærkelsesværdigt kirkeskib: en ca. to meter lang, særdeles veludført model af en drivkvase med sejl og bomme og sågar med voddet ophængt til tørring. Kirchdorf er forbundet med havet ved en lang, smal fjord. Her er endnu en del småfartøjer hjemmehørende, ligesom der ved havnen ligger et velfungerende træskibsværft, hvor man så sent som for ti år siden søsatte en lille nybygning til en fisker – klinkbygget og med nydelige linier aldeles som ældre tiders legendariske bornholmerkuttere.

Kirchdorfs afgjort største seværdighed for den fiskeriinteresserede er byens kro – ZUR INSEL. Set udefra et lidt skummelt bygningsværk i den efterabningsstil med forbilleder i langt ældre epoker, som man dyrkede på H.C.Andersens tid. Overfladisk betragtet er interiørene gammeldags hyggelige og ikke videre bemærkelsesværdige. Stedets helt specielle karakter og charme er intimt forbundet med den kendsgerning, at kroen gennem mange generationer har tilhørt en og samme familie. Dens medlemmer har samtidigt og op til den dag i dag drevet landbrug, gæstgiveri – og fiskeri. Væggene smykkes af talrige til dels meget gamle fotografier med motiver fra havnen og det lokale fiskeri. Her finder vi bl.a. bedstefars statelige kutter på beddingen lige før stabelafløbningen – i 1942. Et bredbovet, klinkbygget fiskefartøj, der fik en 60 hk Hundested- motor installeret. Pragtfulde nærportrætter af for længst hedengangne fiskeskippere, hvis fremtoningspræg og mimik ikke adskiller sig det fjerneste fra deres daværende kolleger i f.eks. Svaneke eller Nørre Vorupør. Man føler sig vidunderligt hjemme på kroen i Kirchdorf – faktisk mere end i moderne nutidige etablissementer i danske fiskerlejer, hvor McDonalds- og pizza-kulturen hærger.

Bedstemors skrubber

Gæstens følelse af hjemligt velvære skyldes ikke mindst det aldrende værtspar. Fatter skænker op med rund hånd – Rostocker fra fad - og hygger med munter og værdig omsorg for gæsterne, der overvejende er lokale fiskere. Han er svær at forstå, for hans tale er den lokale, uldent-utydelige variant af det ægte plattyske. Men det gør intet – for hjerteligheden er ikke til at tage fejl af. Mutter regerer i køkkenet og serverer sild og skrubber, som vor bedstemor lavede dem. Denne kros atmosfære er enestående ! De indfødte er nysgerrige og meddelsomme og vil hjertensgerne i kontakt med ligesindede folk fra fjerne egne.

Snushanernes skræk

I mellemste generation finder vi Jochen og hans smukke kone. Jochen fik den grundige fiskeruddannelse i DDR og sejlede i lang tid med store fiskeskibe i fjerne farvande. Nu deler han og hustruen værtsskabet med de gamle, og desuden er han stadig aktiv i fiskeriet. Kort efter jerntæppets fald lærte jeg ham at kende på ZUR INSEL. Efter et par bægre vovede jeg en forsigtig forespørgsel om forholdene under DDR-regimet i det lille fiskerleje. Havde I ”meddelere” (undertrykkelsesapparatets snushaner) her ? - Jo, der var et par stykker af den sort. – Var I bange for dem ? - Gu var vi ej ! Men de var bange for os ! De kunne jo risikere at møde os i skumringen et sted uden vidner .– man fornemmer det. Fiskerne på Poel er stolte, intakte individer; ikke den usikre, underkuede mennesketype, man ellers møder næsten overalt i det gamle DDR.

Mutter Mirow drager kærlig omsorg for gæsternes vederkvægelse.

ZUR INSEL, Poel – en fiskerkro, hvis lige man skal lede længe efter

En julefrokost af format

Et minderigt kapitel i Poels fiskerihistorie er en begivenhed, der fandt sted ganske kort efter det gamle regimes sammenbrud. Mennesker rendte sammen overalt i Tyskland på kryds og tværs af det gamle Jerntæppe, omfavnede hinanden, drak Rotkäppchen (den særdeles drikkelige, østtyske champagne), dansede, græd og jublede. Poel-fiskerne modtog en invitation fra Bagenkop til at deltage i fiskernes julefrokost dér – med alle pårørende. De måtte svare, at deres fartøjer ikke var af en beskaffenhed, der gjorde det forsvarligt at tage den lange tur over åbent vand med kvinder og børn ved vintertide.

Bagenkoppernes reaktion på dette afbud var, at de resolut sendte en flok kuttere til øen – værsgo at stige om bord ! Og så gik rejsen for fuld steam til Danmark. Det hele udviklede sig lynhurtigt til et festligt forbrødringsmøde mellem naboer og kolleger, der nok kendte hinandens fartøjer fra den fælles arbejdsplads på Østersøen, men som af de velkendte grunde havde været afskåret fra blot den mindste direkte kontakt. Den hjertelige sammenkomst var dog ikke uden en lidt mistrøstig eftersmag for de østtyske fiskere. De beså undrende de danske fartøjers efter deres begreber helt overvældende flotte indretning og udrustning med mængder af dyrt, højteknologisk maskineri og apparatur, som de selv næppe turde drømme om. Jochen mente dengang: dér kan vi godt pakke sammen, vi vil aldrig overkomme at vinde med og løfte os til det niveau ...

Dansk grej - og et fremtidsønske

Udviklingen sidenhen har i nogen grad givet ham ret. Men den legendariske julefrokost blev optakten til et solidt samarbejde på tværs af Østersøen. Jochen har agentur for Bagenkop-smedens produkter, bl.a. hans hydrauliske nethaler, som nu ses på snart sagt alle små garnkuttere på egnen. Flere af kutterne har fået nyt, dansk fremdrivningsmaskineri fra Callesen-Bukh i Aabenraa. Instrumenter, garn og tovværk – praktisk taget alt grej kommer fra Danmark. Sågar et par danske glasfiberfartøjer er kommet til Poel – hvor fiskerne imidlertid stort set plejer og værdsætter deres egne, gamle fartøjer af den klinkbyggede bornholmertype, som i henseende til behagelig opførsel på vandet langt overgår de mere nutidige konstruktioner.

Poel kan ikke henregnes til de mere spektakulære turistmål, men øen er afgjort et besøg værd. Det blide, yndefulde landskab, kystfiskerkulturen, beboernes stilfærdigt- flittige, ustressede livsstil og gennemførte venlighed – på mange måder føles det som en rejse tilbage til vore oldeforældres Danmark. I den sydlige horisont skimtes Wismars mægtige kirketårne; en by der i fortidig skønhed tåler sammenligning med Lübeck, og som er forbundet med Poel ved færgefart, men som man også kan komme til fra øen via dæmning og landevej.

En besynderlig og så at sige højst utilsigtet kulturarv fra det skrottede DDR-regime er bevarelsen af ældre tiders værdier i materiel og menneskelig forstand; de overlevede just i kraft af systemets tilbageståenhed og gabende mangel på udvikling. Den gamle østtyske  fiskerbefolkning er et interessant og tiltalende bekendtskab. Gid den må have held til at integrere sig i nutidens og fremtidens europæiske virkelighed – uden at miste sin sjæl !