Home | Dansk fiskeripolitik | EU fiskeripolitik | M/S Anton | Galleri | Aralsø-projektet | Arkiv | Links | Støt os | English |
Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"
M/S Anton på farten. Oktober 2006 Mandag den 2/10 stævnede M/S Anton ud fra Bønnerup Havn på Nord Djursland med kurs mod Storebælt, Kerteminde og derfra mod syd ud af Storebælt efter besøg på, Langeland og syd om Sjælland, via Klintholm mod Rødvig hvor Levende Hav lørdag den 7/10 møder foreningen "Frie Bønder - Levende Land". Dette møde mellem hav og land har været aftalt i lang tid og i Levende Hav er vi meget glade for, at vi nu skal møde repræsentanter for et landbrug som vi har den største respekt for. Det håndværksstyrede fiskeri og det traditionelle landbrug har meget tilfælles. En fælles og meget lang historie og i dag tilhører de gruppen af små og mindre fødevareproducenter som ikke skal, eller rettere sagt behøver at opfinde nye begreber, for at være det de er, nemlig gode og fornuftige fødevareproducenter af natur. Mødet skal også bruges til samling om en fælles udtalelse, et manifest til støtte for det traditionelle fiskeri og landbrug. Med dette manifest slår vi fast at den gode fødevareproduktion ikke behøver at være hverken industrielt eller kamufleret af begreber som "økologi". Vi støtter helt og fuldt op om økologien og vi kan også leve med den fornuftige industrielle landbrugs og fiskeriproduktion. Men der er noget helt ravruskende galt med den politik som styrer fødevareproduktionen, når den som den gør i dag, støtter og tillader udviklingen af et en industriel fødevareproduktion på bekostning af de traditionelle drifts og fangstformer. Kapitaliseringen af mælke- og fiskekvoter er udmærkede eksempler på hvorledes den kapitaltunge industrielle produktion umuliggør de mindre og mere traditionelle produktionsformer og fangster. Link til Frie Bønder - Levende Land: http://www.levende-land.dk/ Oplægget til et fødevaremanifest som Frie Bønder og Levende Hav skal enes om i Rødvig den 7/10 2006 Rødvig manifestet for bedre fødevarer (arbejdstitel) Der findes en fødevareproduktion, der er fornuftig og bæredygtig. Som ikke belaster miljøet unødigt og ikke udpiner naturressourcerne til skade for kommende generationer. Den har været her hele tiden, båret oppe af mennesker, der har bearbejdet jorden, fanget fisk, udtænkt jagtplaner og redskaber, og skabt intelligente løsninger på de problemer, naturen bød dem. En produktionsform og en livsstil, der lever med og i naturen. Før i tiden var det de eneste fødevareproducenter vi havde. Nu er denne måde at indrette sig i naturen under stærkt pres fra en industrialiseringsmani, der ser naturen opdelt i faciliteter og enheder. En arbejdsform, der ikke arbejder med naturen, men mod den. En gris og en torsk behandles ikke forskelligt fra en sko eller et plastikkrus. De skal blot formes, pakkes og sælges. Alt andet er sekundært. Den industrialiserede og kapitalstyrede fødevareproduktion er i fuld gang med at udrydde det traditionelle danske landbrug og fiskeri, med alvorlige tab af kvaliteten og identiteten i vore fødevarer til følge. Det sker ved, at kød og grøntsager der ikke kommer os ved og som ikke smager af ret meget, transporteret op til os under brug af enorme energiressourcer fra Sydamerika og Sydeuropa, mens vi som forbrugere er vidner til, at danske æbler rådner og tyrekalve slås ned i det selv samme øjeblik, de ser verden for første gang. Millioner af tons fisk forarbejdes til dyrefoder og skaber store problemer i havets økosystem, ved at udsulte vores store konsumfisk, som ex. torsk. Tilbage til os bliver der kun opdrættede smagsløse laks og eksotiske arter som smørfisk, tun og mulle fløjet til EU udefra de store verdenshave, set i den globale ophednings sammenhæng, perverst forbrug af fossilt brændstof. Den traditionelle, håndværksbaserede fødevareproduktion ser også i dag sig selv som en del af en større sammenhæng, som producenten kerer sig om og tager vare på, indgår i et samspil med. Den industrielle, kapitaliserede produktion ser sig selv som en aktionær, der skal have størst muligt udbytte – ofte er industriens ejere bogstaveligt talt aktionærer, trygt placeret på stor afstand af den natur, de forvalter.
I den moderne planlægning fortrænger vi, at
større bosætning af aktive erhvervsudøvere (bønder og fiskere)
i landdistrikter og havnebyer i de gamle EU lande giver liv og
naturlig erhvervsaktivitet som forhindrer, at landdistrikterne
kollapser. I særlig grad bør vi nu være opmærksomme på udviklingen i
de nye EU lande fra Østeuropa, hvor infrastrukturen og institutionerne
er ved bryde sammen under presset fra tilstrømningen til byerne. Derfor må der sættes en ny kurs som værner om det traditionelle, håndværksbaserede erhverv, mens tid er. Vi har stadig fornuftige produktionsformer, der kan udvikles med bæredygtig teknologi til at skabe gode, sunde og bæredygtige arbejdspladser for fremtiden. Derfor anbefaler Landsforeningen Levende Hav og Landsforeningen Frie Bønder – Levende Land, at Folketinget nu arbejder for de mindre fødevareproducenter, ved at sikre at den håndværksmæssige fødevareproduktion får rimelige overlevelsesmuligheder i denne stærkt globaliserede verden. Det vil gavne vore fiskere og landmænd, naturen og samfundsøkonomien.
|
Sitemap | Miljødebat | Enkeltsager | Kystfiskeri | Havbrug | Kontakt os |