Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Lørdag den 17. maj 2008

Klimademonstration

Levende Havs formand Knud Andersens tale ved Klimabevægelsens demonstration på Kongens Nytorv lørdag den 17. maj 2008.

I Danmark har vi et folketingsflertal, som tror, at man kan snakke sig fra realiteterne. Siden valget er der intet reelt sket for at nedsætte drivhusgasserne. Der er oprettet forsinkende elitære udvalg, som skal snakke sig frem til, hvad der skal gøres. Dette sker alt imens, at uledningerne af drivhusgasserne stiger. Det er som om, at man vil gøre imødegåelsen af klimaændringerne til en sag for erhvervslivet og en gruppe specialister, som kan fare verden rundt på de bonede gulve uden, at folket inddrages.

I mens giver man befolkningen indtrykket af, at klimatruslen kan klares ved nogle småjusteringer af energiforbruget og lidt alternativ energi. Men det er løgn! Hvis vi skal bjærge verden uden om det frygtede ”klimakollaps”, så forestår der en grundlæggende værdikamp – ja, en kulturrevolution!

Jeg har fuld forståelse for, at der nedsættes ekspertudvalg. Men hvorfor foretager Folketinget ikke midlertidige dramatiske indgreb, indtil denne afklaringsfase er afsluttet? Der er mange muligheder. For min skyld kunne man godt dekretere bilfrie weekender! Det er jo et spørgsmål om liv eller død! Hvorfor har man ikke dekreteret bilfrie weekender?

Man kan spørge: ”Hvordan kan man tillade sig så omfattende indgreb i menneskers frihed?” Svaret er: ”Det kan man, fordi klimakrisen vil komme til at koste mange, mange millioner menneskers liv, hvis der ikke gribes drastisk ind her og nu”.

I min forening, Landsforeningen Levende Hav, er vi naturligvis koncentrerede om, hvad der forgår til søs. Og jeg har i øvrigt selv en 25-årig baggrund som fiskeskipper i et erhverv, som jeg holdt af. Vi i foreningen ser frem til, at havbundene bliver øde og at verdens koralrev i løbet af blot en generation er forsvundne på grund af havenes forsuring. Klimakrisen bliver en katastrofe for verdens fiskeriafhængige kystsamfund, mens vandstanden stiger ved deres kyster.

Men påvirker det dansk fiskeri og fiskeriforvaltning? Nej! 80 % af dansk fiskeri foregår ved anvendelsen af trawl. Man slæber tonstunge redskaber efter fiskefartøjerne. I lyset af klimakrisen er dette uintelligent. Derimod ville det være velbegavet at satse på passive redskaber, hvor fisken selv svømmer hen til fangstredskabet. Det behøver man ikke at være højtuddannet ekspert for at kunne regne ud! Der findes adskillige store trawlere, der bruger mellem 400 og 600 liter dieselolie i timen, når de fisker.

Forleden kom stor industritrawler lastet ind til Thyborøn, fortalte en gammel kollega mig. Han lever selv af sin meget lille jolle, som han fisker alene med. Den store trawler havde været på fangstrejse i 20 dage. Denne kutter med en installeret motorkraft på 5.500 heste havde brugt 280.000 liter dieselolie på turen. Turen gav et stort underskud. Min ven sammenlignede med sit eget garnfiskeri. Han havde brugt 100 liter diesel på at fange for 40.000 kr. I kan se, at der er et svælg mellem energiregnskaberne i de to fiskerier.

Derfor mener Levende Hav, at trawlfiskeriet skal forbydes og være helt udfaset i løbet af få år. Herved kan dansk fiskeri på kort tid halvere sit energiforbrug.

Men hvad sker der? På alle planer laves lobbyarbejde for at skaffe subsidier til fiskerierhvervet. I lande som Spanien og Frankrig og også i Norge gives direkte støtte til olieforbruget. Hvor direkte oliesubsidier ikke er politisk gangbare, trygler man om andre former for tilskud til det energiprisplagede erhverv. I Danmark et erhverv, som aldrig har betalt en øre i CO2-afgift.  

Men der finder et langt større energifrådseri sted til havs. For nogen tid siden læste jeg i Politiken, at Mærsk udleder lige så megen CO2, som hele Danmark tilsammen. Et udslip, som ikke normalt tillægges Danmarks belastning af klimaet. Dette fortæller om skibsfartens enorme energiforbrug.

Normalt siger vi, at vi skal transportere så meget som muligt ad søvejen. Det skal vi også, Men når servicefarten for et kæmpe containerskib skal ligge på 23 knob, så fordufter bæredygtigheden. Det er kravet om hastighed, der ødelægger energiregnskabet.

Enhver sømand ved det! Det er den sidste knob, der koster pengene! Det er noget, der ligner en naturlov: Når man nedsæter farten med 25 %, så sparer man 50 % på olieforbruget. Hvis dansk skibsfart nedsatte farten til 15 knob, så ville den have halveret sit energiforbrug. Og Danmark ville have reduceret sin samlede CO2-udledning med en fjerdedel.

Det er sådanne initiativer vi danskere skal gå i spidsen med og ikke forsinkende snakkeklubber. Forskerne skal arbejde, men samtidig skal vi handle på en måde, som afspejler situationens alvor.

Vi har alle et ansvar! Men hovedansvaret for, at der sættes noget i værk, det er de valgte politiske ledere. Det er ansvarspådragende, når en regering ikke handler, når muligheden for en katastrofe med tab af uanede millioner menneskeliv lurer forude.

Hvis regeringen ikke forsøger at handle her og nu, vil den med statsministeren få et grumt eftermæle. Statsministeren vil blive husket som den statsmand, der troede, at man kan snakke en katastrofe bort.