Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

COP15. Presse: En sørgelig dag - Levende Hav pakker ned og drager hjem 

Analyserne af fiaskoen ved klimatopmødet i København strømmer ind. Hvem bærer den største skyld? Hvor løb forhandlingerne af sporet? Kunne man have opnået en aftale i sidste øjeblik? Der vil være endeløse detaljer at grave frem og endevende. Men måske er der ét perspektiv, der ikke desto mindre bliver rammen for alle vores samtaler om topmødet det næste stykke tid: Den defensive, kyniske og uansvarlige tilgang til forhandlingerne fra de rige lande og ikke mindst de danske værter.

Set fra Levende Havs miljøkutter Anton, der de sidste to uger har ligget til kaj i Havnegade, lige over for Christiansborg, trænger dette perspektiv sig meget på. Sammen med titusindvis af fredelige og engagerede demonstranter fra hele verden har vi forsøgt at skabe et folkeligt pres på topmødet og minde forhandlerne om, at det er virkelige mennesker, der allerede nu betaler prisen for overforbrug og ligegyldighed i den rige del af verden. Fiskere fra Afrika og Sydøstasien har besøgt vores kutter og vores land, og de drager nu hjem med en dyb skuffelse og stigende frustration. De har skabt glæde og engagement, men de har også berettet om deres fuldstændig håndgribelige desperation over at se koralrev og mangrover forvitre og selve deres livsgrundlag forsvinde. For dem er handling ikke et spørgsmål om taktik og økonomi. Det er et spørgsmål om liv eller død. Det er ikke så meget det, at forhandlingerne ikke mundede ud i den bedst mulige aftale. Det er fornemmelsen af, at der ikke på noget tidspunkt har været tale om en engageret og – hvorfor ikke – begejstret indsats for endelig at gøre noget rigtigt sammen. Ingen har taget teten. Alle har været mest bekymrede for deres egne økonomiske og strategiske interesser. Og der har allerede fra før mødets start været klare indikationer på at de rige lande, med den danske regering i spidsen, var mere optaget af at skrue en aftale sammen, der stillede dem selv bedst muligt, end af at skabe en ny begyndelse for det globale miljø.

Fiaskoen efterlader alle os, der har brugt uger af vores liv væk fra familien på at skabe de bedst mulige rammer for topmødet, med en følelse af svigt og apati. Vi sidder med fornemmelsen af at vores frivillige arbejde har været forgæves. Alene omkring miljøkutter Anton har hundredvis af frivillige forsøgt at trodse vejrlig og politihelikoptere for at støtte op om de bedste intentioner på topmødet. Nu, da vi pakker vores telte og suppekøkken ned, er det i en sørgelig stemning og med en nagende tanke i baghovedet: Det var aldrig meningen, at der for alvor skulle ske noget nyt. Vi er blevet holdt for nar.

Herfra skal der lyde en stille, men allerede meget klar besked til dem, der efter Københavner-fiaskoen fortsætter med at fortie, fordreje og fortrænge alvorligheden af de akutte udfordringer, klimaforandringerne repræsenterer: Vi er ikke længere i tvivl om, hvor vores solidaritet ligger og hvem vi vil samarbejde med. Vi stiller os på de fattigste landes side og betragter den rige verdens ledere som fjender af samarbejde og solidaritet. Man kan altid hævde, at noget lige kom i vejen. At man ikke kunne nå det. Men denne gang er der ingen undskyldning. Alle kendte betingelserne og forberedelserne havde været i gang i årevis. Resultatet efterlader kun én rimelig følelse hos alle os, der nu fortsætter med at leve højt på andres bekostning: Skam!

Besætningen på Miljøkutter Anton pt. Københavns Havn 19. december 2009