Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Der blev en slags aftale i København, men i forhold til de mål der blev sat op til COP15, er der tale om ingen aftale. Målene var ellers klare nok nemlig at COP15 aftalen skulle indeholde bindende CO2 reduktions mål. Først var der tale om juridisk bindende, men de blev taget af bordet for en måned siden, af det danske formandskab for at blive afløst af bindende politiske mål, som skulle sikre en gennemsnitlige global temperatur som ikke måtte stige mere end 2 grader i gennemsnit. Dertil skulle der de nødvendige penge på bordet; hvor de skulle komme fra og fra hvem?

Vi fik ikke sådan en aftale, vi fik et stykke politisk papir med hensigtserklæringer og der ligger skandalen.      

Denne skandale blev født under COP III i Kyoto 1997, hvor der blev lagt en køreplan for at redde klodens klima fra de menneskeskabte klimaforandringer, bl.a. ved brug af CO2 kvoter. Den aftale trådte dog først i kraft i 2005, da Rusland ratificerede Kyoto aftalen. Efter denne aftale skulle 37 af de store lande reducere deres CO2 udslip med i gennemsnit 5 % inden 2012 målt på 1990. Ingen har nået deres mål. USA står udenfor og udviklingslande med bl.a. Kina, Indien og Brasilien var ikke med i aftalen.  

I de mere end 10 år efter Kyoto, er der blevet afholdt 12 store COP’er og et utal af mindre klimamøder verden rundt. Og et meget stort apparat, det være sig officielt som uofficielt, er blevet bygget op over klimaet de samme år. Og det samme er de meget store forventninger til CO2 kvoter dvs. handel med kvoter og de meget store penge der kommer i spil.

Hvad sker der så nu? Ja efter skandalen i København vil de gode nu kaste sig over de onde. De gode hører i denne sag til under den store paraply kaldet NGO’erne og de onde hører under den politiske paraply. De gode vil nu med større og/eller mindre kraft udstille politikerne eller udvalgte af dem som slynglerne, som dem der ikke evnede at levere på dagen.

Derimellem finder vi erhvervsinteresserne som er delt op i henholdsvis de energiforbrugene erhverv, el, fødevare, større forbrug etc. og de er mod for store bindende mål der ikke binder alle lige. Og så er det de erhverv som står klar el. bliver klar med den nye teknologi til den grønne omstilling og de økonomiske ”erhverv” som lever af investeringer i førnævnte erhverv og handel med kvoter som vil vokse eksplosivt de kommende år.

Og til sidst står vi, dvs. verdens alm. befolkning udenfor det hele.

For sagen er, den at klimakampen foregår mellem de ovennævnte aktører med hver deres større og mindre interesser. Almindelige mennesker ser på kampen udefra og er enten modstandere, tvivlere eller skeptikere, (et mindretal før COP15). Og så er det alle os andre som er eller blevet bekymrede og derfor hele tiden så efter hvordan vinden blæser. Og nu efter COP15 fiaskoen er vi blevet lidt roligere, i hvert fald indtil næste gang klimaaktørerne har fået tag i os. Nå siger vi så var det nok ikke så slemt som de (eksperterne) før COP15 sagde det var.

Ser vi på klimaaktørerne er jeg ikke i tvivl om hvor jeg i dag retter min kritik. Den rettes meget direkte mod de gode, som nu kaster hele ansvaret på politikerne. Det er soleklart for enhver, at politikerne ikke har leveret det de lovede os. I særklasse og meget bekymrende USA’s præsident, som til COP15 lejligheden endnu engang fejer USA’s store ansvar til side, ved at kaste ansvaret på Kina. Kina vil ikke indgå en aftale (det ved og vidste alle også før COP15), hvor USA i udgangspunktet møder Kina med mistro og mistænksomhed. USA har ikke tillid til Kina og USA betingede derfor sin deltagelse i en aftale, at Kina accepterer et kontrolsystem som skal kontrollere om landene (læs: Kina) lever op til det de lover.      

Men det er et uholdbart krav for hvorfor skal Kina gå ind på de betingelser? De har lovet at levere og det de love er faktisk ikke mindre end andres og derfor også et godt bidrag til den samlede plan for at forhindre en global temperatur som løber løbsk pga. den menneskeskabte globale opvarmning.

Men USA ville ikke levere uden det kontrolsystem som USA ved Kina ikke vil have. Og det er ikke kun selve kontrolsystemet som ligger i vejen for Kina, det er ligeså meget selve den mistro Kina mødes med i sagen. Dvs. et tab af ansigt og det gør man bare ikke mod verdens største land. Og tilbagestår spørgsmålet om Obama misbruger Kina til at skjule sin egen uformåenhed? I afslutningen på COP15 blev Kina og USA enige om en slags bilateral fred om kontrol – i hvert fald indtil videre, i og med at USA og Kina blev enige om at hvert land selv skal indberette udviklingen på CO2 og dets reduktioner. Men den aftale er ikke indeholdt i nogen FN aftale, og FN systemet ser ud til at have spillet helt fallit.  

EU lurepassede og det danske formandskab forpassede muligheden for at få København på verdenskortet og det meste af de mange hundrede millioner kroner som Danmark har betalt for COP15 tilbage de kommende år. Årsagen til det danske svigt finder man i den danske regering og statsministers manglende evner til det store projekt. Det var tydelig fra dag et under COP15 at den opgave kunne Danmark ikke løfte. Det fremgår også klar af den såkaldte Københavner erklæring at man nu håber at Mexico vil gøre det bedre og sørge for at inddrage alle i de forhandlinger som foregår inden selve COP16. Og så skal man også lige over Tyskland med et COP15½ inden Mexico i dec. 2010 – og det giver jo mere arbejde til alle.

Og her ligger miseren. For tilbagestår min helt store kritik, som skal rettes direkte mod de gode, NGO’erne og i helt særklasse WWF Verdensnaturfonden med John Nordbo i front. Det de har præsteret under COP15 er så ringe, at ord ikke slår til. Og under WWF kommer hundredvis af danske og udenlandske NGO’er som beskæftiger sig med klimasagen. For hvad var deres respons efter COP15 skandalen stod os klart? Også Christian Friis Bach Folkekirkens Nødhjælp viser ikke rettidig omhus (eller også gør han også det bedste for sig selv) når han mener at aftalen selvfølgelig ikke er god, men der er gode elementer i den og "noget der kan bygges videre på".

Vattet og intetsigende. En kritik af politikerne som intet sted hørte hjemme, i forhold til det de havde fortalt os op til og under COP15. COP15 fiaskoen er intet mindre end en katastrofe, målt på de krav der blev stillet til en COP15 aftale og den reaktion NGO’erne mødte katastrofen med. For hvad er det de byder os? Ja den ene ledende NGO efter den anden udtaler, at det godt nok er en dårlig aftale, men nu må vi se videre mod COP16 og hvad der ellers måtte ligge på den vej.

Der ligger skandalen. For hvis de gode mennesker havde anstændighed tilbage i livet i forhold til os andre, så nedlagde de arbejdet øjeblikkeligt for derved at pålægge politikerne for ansvaret for de mange øsamfund som forsvinder, hundrede millioner af klimaofre og flygtninge, sult, elendighed og døde have som bliver resultatet efter COP15. For det kan ikke udelukkes at politikerne selvfølgelig har lugtet (de store NGO’er var om politikerne hele tiden) hvor langt de kunne gå uden at blive stille alvorligt til ansvar. For politikere de handler kun i forhold til den verden der også kan stille dem til ansvar og er det egentlig så mærkeligt? Jeg synes det ikke. Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende – men kan det være anderledes?

Nej det er alle os dvs. vores NGO’er de folkelige organisationer der skal presse politikerne i denne sag. Det gør de ikke og derfor er det de folkelige organisationer som må tage sit store klimaansvar på sig. Det gjorde de ikke og så gør politikerne det heller ikke.

Og vi andre kan så trække vejret lettet – for så var det nok ikke så slemt som de ellers havde fået os overbevist om - og så kan vi jo også holde jul i fred.

Kurt Bertelsen Christensen

december 18/12 2009