Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Studie i Senegals kystfiskeri fra den 1. dec. – 17. dec. 2005

Studiet gennemføres af Thierno Fall fra ”Teranga Senegal” og Kurt Bertelsen Christensen fra ”Levende Hav” (sidstnævnte fører denne dagbog)

Dagbogen opsamler og reflekterer over de indtryk og oplysninger som opholdet og studiet møder og forholder sig til. Det bliver en bred tilgang til Senegal, befolkningen og fiskeriet. Det er første gang jeg besøger Senegal. Og da dette studie er konkret og kortvarig, får jeg ikke tid til den nødvendige bearbejdning som denne introduktion giver. Dagbogen skal kunne bruges i forbindelse med udarbejdelse af et eventuelt projektdokument.

Den er kronologisk og den føres hver dag. Når der tid i programmet gennemlæses bogen og der rettes til og i den forbindelse reflekteres der også over oplysningerne. I det omfang det er muligt, fremstår refleksionerne separate – indskudte i de kontekster de stammer fra.

Baggrunds materialer for studiet er følgende:

-          WWF’s rapporter om fiskeriet i Senegal

-          EU’s fiskeriaftaler med Senegal

-          Danidas landerapporter og andre oplysninger om Senegal

-          Forskellige artikler om fiskeri fra Senegal og Vest Afrika fra Internettet

-          www.Fishbase.com en omfattende base med oplysninger om arter og deres kommercielle værdi for Senegal og Vest Afrika.

-          Andre danske og internationale NGO’ers virker i Senegal og Gambia

-          Materialer fra Senegals fiskeriministerium

Eftertanke til indledning

Jeg har på denne tur oplevet en ny verden. Jeg troede at jeg kendte det meste af den, fra mine år som kok på langfart; fra mine mange rejser og projekter ude i verden. Men i Senegals fiskeri mødte jeg en ny verden. En verden hvor det at hjælpe hinanden, solidariteten synes at være en iboende natur i fiskeren, hernede kalder man det ”den senegalesiske kultur”. Indtil videre har jeg som vesterlænding og dualistisk tænkende, vanskeligheder med, at solidariteten skulle høre til en bestemt kultur. Og sådan som jeg har fået det forklaret, som en determinerende faktor, må det mere være tale om en livsform ved fiskeriet. For ellers giver det mig store problemer med igen at bruge begrebet ”kultur” som modsætningen til begrebet ”natur” når jeg kommer tilbage til dagligdagen.

Hvis det f.eks. er kulturbestemt, at man engang imellem, for en sikkerheds skyld, slår sin koner og sine børn, kan det så ikke ændres? Selvfølelig kan det det. Men at man skulle kunne holde op med at hjælpe hinanden i Senegals fiskeri, det er simpelthen noget vrøvl. For en vigtig forudsætningen for at det kan lade sig gøre i Senegal, er en vældfærdsstat, som vi kender det der hvor jeg kommer fra. Mine få dage i Senegal har vist, at der er meget lang om nogen mulig vej overhovedet, før Senegal bliver en vældfærdsstat, som bl.a. kan tage sig af fiskere der ikke bliver brug ved ny teknologis indførelse, af de syge, de ældre, de arbejdsløse, de svage osv.    

Men denne iboende solidaritet, er tydeligvis ikke en uproblematisk dyd i en globaliseret verden, indtil videre styret af os fra vest. Vi forstår den ikke og vi handler derefter.

Men hvordan denne naturlige menneskelige solidaritet, at hjælpe de som er i nød, er kommet ud i en så åbenbar konflikt med den vestlige verdens hjælpe konstruktioner, stå til diskussion herefter.

Jeg har her taget til efterretning, at det vestlige begreb for en bæredygtig udvikling ikke har ret meget med denne del af verden at gøre. Begrebet ”bæredygtig udvikling” bygges jo på, at vi skal tænke globalt, men handle lokalt. Det er måske muligt i Oslo – det er det ikke i Senegal. Herfra skal man både tænke og handle lokalt. Bekymrende mange gange hernede er der sat spørgsmålstegn ved den vestlige udviklingshjælp, herunder også ”vores” dvs. NGO’ernes virke og nytte i Senegals kystfiskeri. Det sættes ikke spørgsmålstegn ved den del af hjælpen der når ud til folk, men spørgsmålstegn ved, om hjælpen når de rigtige og hvorfor den skal være så kostbar at for ud?  

Hvis Senegal er Afrika, og hvis Senegals fiskeri er et afrikansk fiskeri, så forstår jeg nu også bedre, hvorfor det er svært i Afrika.

1.12 torsdag

Afgang Billund med Air France kl.7.40 til Paris. Derfra til Madrid med det spanske luftfartsselskab Iberia og derfra til Dakar hvor jeg ankommer kl. 21.00. 24 plus grader og noget vind. Turen var uden de store problemer, bortset fra en del turbulens over Nord Afrika (faktisk det kraftigste og længstvarende turbulens jeg oplevet). Efter told og pas tjek (som går relativt hurtigt) skal jeg finde Thierno, men han er der ikke.

·         Denne turbulens kraftighed og styrke til trods, blev for intet at regne i forhold til den turbulens som Senegal og dets fiskeri, skabte i min begrebsverden

Det er sort af mennesker uden for lufthavnen og flere af de unge mænd har gode ideer til hvad jeg nu burde gøre. Et par af dem går straks i gang med at lede efter Thierno, mens andre mener, at det er bedst om vi får os en øl og snakket lidt om livet. De taler noget engelsk og deres opgave i denne lufthavn er den samme som i alle andre lufthavne – at få fat i lidt penge fra en som mig. Da jeg introducerer mig selv som fisker, er de alle sammen fiskere og udover at have fanget en masse fisk har de også gang i alle former for handel med fisk. De er flinke og venlige, men de lægger ikke skjul på, at de forventer et økonomisk bidrag for deres underholdning af mig og deres søgning efter Thierno.

Jeg gør dem klart, at vi er fiskere og derfor altid klar til at hjælpe en kollega i nød og som sådan bør der selvfølgelig ikke være penge mellem os, men venskab. Men jeg er meget glad for at kunne invitere på øl og mad. Dette argument accepteres, om end noget modstræbende.

Da Air Maroc flyet er landet kl. 23.00 går vi alle ud for at finde Thierno og vi møder ham og hans ven Phili. At de først dukkede op ved dette flys ankomst hænger sammen med, at Thierno ikke har fået læst min sidste mail hvor jeg orienterer ham om at jeg har skiftet afgangen fra Air Maroc til Iberia. Thierno bor ude hos vennen og det kunne jeg også.

Men vennens hus ligger noget fra centrum og havnen og vi skal jo holde en del møder og derfor mente Thierno, at denne lejlighed de byder mig var det bedste valg og det gør jeg så også. Den er meget stor, dvs. det er stuen, hvor man også går ud på en balkon med en lang udsigt over byen og havnen.  

Vi drikker en øl og får købt lidt vand og jeg går til køjs efter at have bekæmpet et par større uhyrer af ubestemmelig art. Den ene var på størrelse med de største kakerlakker jeg har set, men også behåret så det ud til. Den for rundt i sengen, da jeg løftede puden og det sammen med den en anden lidt mindre fætter, der godt kunne have været en kakerlak. Den behårede jagtede jeg med min sko størrelse 47 ind under et møbel, hvor den lettere såret sikkert samlede kræfterne til nye angreb.  

2.12. fredag

Jeg vågner kl. 8.00 og der er varmt og larm fra byen. Ikke ubehageligt, men dog en konstant lyd af biler og horn. Fra balkonen konstaterer jeg, at dette er centrum og at der blæser en ret kraftig vind ind over byen ude fra havet. Byen strækker sig så langt øjet rækker og herfra er der et godt udsyn over havnen.

Jeg får meget rettet til og får vekslet lidt penge, 300 $, kursen er 535 CFA $ dvs. ca. 85 CFA 1 DDK. Til øl og mad for mine gæster i lufthavnen i går vekslede de meget venligt 50 EURO for ca. 30.000 CFA, og størsteparten af de penge blev brugt på dem (det er jo dyrt i en lufthavn).

Morgenkaffen fik jeg i en cafe ved siden af det højhus jeg bor i. En moderne cafe og med moderne priser. 2000 CFA for 2 kopper (god) kaffe og en croissant (25 kr. er tæt ved danske priser).

Derefter gik jeg i gang med at vente på Thierno som skal hente mig til vores første møde med en NGO fra fiskeriet. Mødet er aftalt til kl. 12.00.

Mit første indtryk af Dakar her fra centrum: Der er mange biler, og ligesom i andre store byer – også alt for mange. Hver anden bil er en gul taxi og det er mystisk at de åbenbart har råd til at fare rundt, tilsyneladende uden mål og med. Denne morgen er der i hvert fald kun et fåtal af taxierne som har passagerer med.

Der er ikke stress på her i byen. Der er mange folk i gaderne og mændene er store, faktisk meget store, flere større end jeg (190 cam 95 kg) - det er en verden til forskel på disse mænd og mændene i ex. Eritrea. Her går mange klædt i lange fodlange kjortler. Kvinderne er også indhyllet i kjortler, farvestrålende og på hovedet har de en kunstfærdig og meget dekorativ turban. Flotte mennesker er dette mit første indtryk af menneskene og bylivet i Senegal.

Der er en masse unge mænd og drenge som gerne vil lave handler med mig og det om alt muligt. Og de holder sig ikke tilbage, de taler direkte til mig og da mit franske er begrænset til Bonjour, Oui og Merci, slå de hurtig over i noget engelsk, men når jeg svarer, så er det få som forstår. Men det afholder dem ikke fra at fremlægge alle mulige ideer til hvem jeg er hvor jeg kommer fra og ikke mindst, hvor jeg bør gå hen nu eller lidt senere. ”Danmark” åh football (de minder mig også om en landskamp mellem Senegal og Danmark som jeg desværre ingen erindring har om). De har tilbud om et hotel, en restaurant, en forretning, et par sko, et ur, telefonkort og ellers alt muligt andet som de mener jeg mangler osv. Men det er ikke voldsomt påtrængende og den enkelte de accepterer med et smil, at der ikke var noget at hente. Men der mange om buddet og det er de mange som man skal vende sig til.

Mht. det aftalte møde så gik det i vasken fordi presserende familieproblemer dukkede op for Thierno. Thierno har en del familie tilbage i Dakar, Senegal og når han er i landet så skal han bakke op når det brænder på.

Phili inviterede på middag, dvs. frokost for os, men her i landet middag. Det er fredag dvs. muslimsk søndag og da samles hele familien for at spise sammen. Phili hentede mig sammen med to af hans kollegaer og vi kørte ud til hans hus lidt uden for Dakar centrum.

Det er en oplevelse at køre (snegle) sig fra byen i myldretiden. Det tog os 45 min. at køre nogle ganske få km. Man kommer tilsyneladende ikke ud af stedet. Og undervejs blev der talt en del om dette store tab af arbejde der er bundet i transport ind til og ud fra Dakar. Trafikken er en katastrofe for miljøet, for folks helbred og så er den tillige en økonomisk katastrofe. De fortalte mig, at Dakar mistes180 mio. arbejdstimer i trafikken, fordi en tur der skulle tage 5-10 min nu tager en time.

Phili bor denne dag i stort nyere hus med 4 etager sammen med sin 3. kone og 2 børn. Phili er administrator for et større privat aktieselskab og politisk rådgiver, så også velhavende.

Middagen spises i stuen hvor der lægges et enkelt stykke klæde på gulvet og her anbringes et meget stort og dybt fad med alskens lækkerier. Lækkerierne bestod af små ris, fisk og grøntsager, herligt tilberedt med krydderier en stor duft og smag. Fisken frisk og lækker.

Alle sidder vi på gulvet og spiser med fingrene ved at tage lidt fisk, lidt grøntsager og ris og det formes til en kugle som kan spises med stor nydelse. Det er mad af høj kvalitet. Efter maden kommer der alskens frugt. Der drikkes ikke under måltidet, men der står vand og juice til efter maden.

Her var der ingen bøn eller andre ceremonier, vi spiste og så slappede vi lidt af med en kop kaffe. Alle fra denne husholdning og gæsterne spiste sammen i Philis hus.

Tilbage i Dakar fik vi drøftet programmet for i morgen hvor vi skulle ud til et kystfiskersamfund i Dakar, lidt syd for havnen. Vi skulle møde en leder af et kooperativ og vi skulle introduceres til fiskeriet og handlen med kystfiskernes fangster.

Det er fredag og helligdag og derfor kan vi gøre ret meget andet end at slappe af og få diskuteret strategien. Dagen i morgen er der kun dette møde i fiskeriet da lørdag eftermiddag ikke giver de store muligheder for at få mødt de mennesker vi gerne skal have fat i. Vi handlede ind i et supermarked og priserne på disse varer var europæiske ost og pølse koster det samme som i DK, det samme når det gælder mineralvand og andre dagligdags ting.

Denne aften spiser vi ude på en restaurant. Dakar er dyr at opholde sig i. Priserne i midtbyen, på de fleste forbrugsgoder, koster op mod det samme som i Danmark. Vi fik et godt måltid mad til 2 personer for ca. 300 kroner, med en øl og ½ flaske vin. Det er dyrt i Dakar og meget dyrt i forhold til priserne i Afrika, som sådan.

En lærerlønning i Senegal ligger på 250-300$ netto. Men der er meget stor forskel på lønninger i Dakar og uden for Dakar. Der er fattigdom i Senegal og det ses også i Dakar. Vi så store områder hvor husvilde (kommende udefra landsbyerne) sover under åben himmel og der gør de også mange andre steder i byen. Man ser dem overalt om aftenen, når de er ved at få sig indrettet for natten. Dakar er en stor by, 2-3 mil mennesker, ingen ved rigtig hvor mange, der er derfor også mange tiggere. 

3.12 lørdag

Kl.9.30 kommer Thierno og hans ven Badu (som har den bil vi har lagt beslag på) for at hente mig ud til dagens program. Denne morgen er det meget varmt, sikkert også fordi vinden har lagt sig.

Trafikken en lørdag morgen er moderat og vi kommer hurtigt ud til kysten og til fiskeriet. Vi går lige ned på stranden og ind i et stort menageri. Der er mange mennesker, mænd, kvinder og bøn i et kaotisk sceneri af fisk og fiskeri. Bådende ligger med en line i land og fisk bæres ind på stranden hvor den sælges direkte i sandet. Her har ingen udenforstående nogen mulighed for at begribe eller fatte ret meget. Det er helt kaotisk og meget tæt af mennesker, samtidig med at man skal undgå at trampe i fisken, som ligger i mange små bunker direkte i sandet.

Vi finder vores mand på stedet hvor han holder til det sted, hvor fiskerne køber deres benzin. Han hedder Mbaye Faye fra pladsen Jarah og er leder af kooperativ og samtidig også en af flere vicepræsidenter i en af de to store nationale fiskeriorganisationer FENAGIE ”Fédération Nationale des G.I.E. de Péche” Han har fisket hele sit liv og han er vel omkring de 50 i dag. Han har ingen uddannelse eller skolegang af betydning bag sig.

Denne dag skal ikke bruges på konkrete diskussioner og interview, men vi kommer dog rundt om væsentlige problemstillinger. Det største problem for kystfiskerne i dette område er, at de er kommet under et stort og voksende pres fra de som kommer udefra og ind i fiskeriet, her først og fremmest de mange forretningsfolk som nu også bevæger sig ind i kystfiskeriet.

Det er der flere grunde til. Tørke og misvækst har spillet en stor rolle i 10 år. Derfor kommer der mange fra landet og ud til kysten for at prøve lykken som fisker. Der er mangel på fisk; fisk bliver dyrere; trawlfiskeriet (det større fiskeri) lider under omkostninger til bl.a. olie. Benzin og olie er dyr i Senegal omkring 1 $ for bilister. Fiskerne får noget kompensation for de høje oliepriser, så prisen på en liter olie/benzin ligger på tæt ved 4 kroner. Og det er dog dyrt i sammenligning med ex. de europæiske fiskere som kun betaler ca. 3 kroner for brændstoffet.  

Forretningsfolkene kan tjene penge i kystfiskeriet, pga. de forholdsvis lave omkostninger. De hyrer fiskernes sønner og selv om de give en noget mindre procentvis del af fangsten til mandskabet, så kompenseres det af bedre fangster og forhold ombord. Forretningsfolket, der har tjent deres penge i andre aktiviteter end ved fiskeri, skal have udbytte af investeringerne og derfor skal fartøjer og grej være i god stand. Denne udvikling kan de traditionelle fiskere ikke stå imod og det bliver vanskeligere og vanskeligere for kystfiskerne at opretholde en fornuftig levevej ved fiskeri, med de fartøjer og udstyr de råder over.

Fiskerne hernede investerer heller ikke deres overskud i fiskeriet, men i landbruget. Og da der har været tørke og misvækst i næsten 10 år har fiskerne ikke fået meget ud af deres investeringer, tværtimod for de også måttet hjælpe deres partnere i landbruget med at komme ind i fiskeriet. 

·         Mht. forretningsfolket er det en traditionel problemstilling. Fiskeriet er jo normalt reguleret af fiskeriet selv. Dvs. at den økonomi som styrer udviklingen i fiskeriet er et resultat af de fisk, fiskerne har kunnet fange, driftsudgifter og de markeder som køber fisken. Det er en noget nær naturlig udvikling og fiskerne lever i, med og af den.  Nye fartøjer, nye redskaber osv. kommer der ikke mere af end fiskeriet selv giver mulighed for. Fiskerne accepterer denne natur og sådan er det og sådan skal det være, mener fiskerne. Der har altid været plads til de få, men ikke de mange, som på den ene eller den anden måde gik mod denne naturtilstand, sådan er det og der skal jo være plads til alle, mener fiskerne. Men nu, hvor de store investeringer kommer ind i fiskeriet, udefra fiskeriet, for at hente en hurtig profit, så går det galt. De traditionelle fiskere ser først undrende på, for så at opdage, at de er ved at blive løbet over ende. De mister fodfæste og tilbage står de nye med de unge og de henter flere fisk end havet kan klare og så står Senegal i den samme situation som vi gør i Europa og som kystfiskerne står i mange steder på denne klode.  

Men, og det må man ikke glemme, sammen med kystfiskerne forsvinder der en masse arbejdspladser i land. Fiskernes store familier og netværk lever af fiskeriet gennem salg af fisk og produkter. Hele dette liv forsvinder og erstattes af de få fiskere i mere moderne fartøjer som er blevet lønmodtagere hos forretningsfolkene, som sender deres fangster direkte til de virksomheder som sælger fisken til eksport. De fisk som ikke kan eksporteres bliver solgt på de lokale markeder.

De traditionelle kystfiskere og deres samfund er altså under et voksende pres fra disse pengemænd udefra. De skal nu ifølge regeringen have licens, men de der har penge kan, måske uden de store problemer også købe licenser, lyder det. Det er også et voksende problem for det traditionelle fiskeri, det bliver dyrere at købe licenser og derfor til fordel for pengemændene.

Det er også den kendte historie fra hele verden og den forekommer ligeså ubarmhjertig her som andre steder. Regeringen siger i tv og til aviserne, at kystfiskeriet er for kystfiskerne og at landmænd og forretningsfolkene skal trække sig ud af fiskeriet. Men fiskerne tror at det siger regeringen, blot for at sige at de gør noget ved problemet. I virkeligheden er de ligeglade, siger fiskerne her på pladsen, eller rettere sagt det siger fiskernes ledere her på pladsen.

Vi tager en længere rundtur på pladsen og får talt med nogle af de kvinder som køber fisken af fiskerne. Det er stadig meget store og flotte fisk som sælges og søtunger fanges der åbenbart også en masse af. Priserne er rimelige, dog endnu uden sammenligning med de europæiske. For tungerne modtager fiskerne mellem 15 og 30 kr. for red snapper, grouber og andre værdifulde fisk ca. 25 kr. Bortset fra tunger og få andre arter sælges kystfiskernes fangster lokalt. Jeg synes der er rigtig mange fisk på pladsen, men der er bestemt ikke meget system for en kvalitets behandling.

Fiskene ligger i sandet og får lidt vand over sig engang imellem, så der er ikke forhold på denne strand der kan sikre kvaliteten og dermed også bedre priser på eksportmarkedet.

De fisk, her tunger, som går til eksport pakkes i gamle og meget beskidte flamingo kasser med is. Fisken selv er også meget snavsede, men fra stranden køres fisken ud til eksportøren og der vaskes fryses ind og pakkes den til det internationale marked. Selv om fiskene på denne måde kan sælges, så forringes kvaliteten gennem disse sikkert flere led. Fisk der bliver vaskede mister slim og dermed også holdbarhed.

Vi talte om, at kystfiskerne også måtte i gang med at søpakke, men det synes de lyder som en meget besværlig proces på deres mindre fartøjer. Jeg måtte understrege, at der ikke er andre veje at gå for kystfiskerne, end at de sikrer deres fangster bedre end de gør i dag. De fisk som kan sælges til eksport bliver de simpelthen nødt til at sælge til de højere priser, ellers bliver de løbet over ende af de nye forretningsfolk i fiskeriet. Dertil skal fiskerne, hvis ikke det er for sent, også i gang med at investerer i deres eget fiskeri, i stedet for de investeringer de fortager ude på landet i ex. husdyr.

Dette første møde med fiskerne viser, at deres problemer her i Senegal, er lige så svære at løse som andre steder i verden. Men som andre steder må Senegals kystfiskere i gang med at tage et opgør med deres traditioner for at fiske og behandle fisken, ellers kan de ikke overleve som selvstændige fiskere. Men det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort.

Organisatorisk står de også overfor store problemer. De hører til i kooperativer og overordnede foreninger og organisationer, men det hele er opbygget i starten af 90’erne og siden er der givetvis ikke sket den store udvikling. Men nye politiske systemer, for tiden en liberal regering i Senegal, kræver også nye systemer og organisationer i kystfiskeriet, hvis fiskerne skal overleve som selvstændige fiskere, hvor de selv og deres familier får deres levebrød fra fiskeriet.

Aftenen og det meste af natten tilbragtes i selskab med Phili og hans 3. kone og et kort besøg hos hans første kone for at ønske hende held og lykke med en rejse til Syd Afrika. Vi fik talt meget om polygami og i Senegal er det åbenbart op mod 50 % af mændene som praktiserer denne livsform.

Philis koner er højtuddannede med gode job og de har hver et større hus, moderne og de har børn og tjenestefolk. Phili forklarer tydeligt hvordan han navigerer i dette system, med to dage hos hver kone. Selv om han er på rejse i flere måneder, så ved han altid hvor han skal tage hen når han vender tilbage til Dakar. Phili og andre mænd forklarede mig meget tydeligt og indtrængende hvordan tingene hænger sammen.

Mændene kan efter deres mening og uden problemer have flere koner fordi mænd står over kvinderne ”det ved vi jo, det er naturligt, det kan ikke være anderledes” siger de. Men for mig er det et mysterium hvordan det kan lade sige gøre. Måske også fordi jeg gik ud fra, at flere koner hang sammen med på hvilket niveau, viden, uddannelse osv. de folk der praktiserer denne livsform, er på.

Men i Philis tilfælde er det mand og koner på et højt vidensniveau med længerevarende uddannelser og meget berejste i den store verden – det er et mysterium og jeg håber virkelig at Philis 3. kone vil kunne give mig hendes version af dette fænomen.

Selskabet hos Phili denne aften bestod af flere kvinder og der var en livlig politisk diskussion, som kvinderne bestemt ikke lå under for. Men jeg kunne ikke forme de polygami spørgsmål jeg lå inde med. Jeg forklarede og fortalte om mit liv og min familie og hvordan vi indretter os og det synes man da var morsomt, og affødte også stikpiller til mændene, men så var den heller ikke meget længere. Men hvorfor alle tilsyneladende accepterer, at mændene står over kvinderne gav denne aften ikke noget svar på. Men det blev mit indtryk, at de ikke kunne/ville bedømme om den ene eller den anden praksis er bedre end den anden – men det kan jeg vel heller ikke, eller kan jeg?

Sådan en aften sætter fra min side ikke spørgsmålstegn ved sandheden om at der skal være ligestilling mellem kønnene, men den rokkede noget ved mine begreber om ligestilling. Ligestilling må vel alt andet lige være en ligestilling mellem mennesker, før end det er en universel charter/lov – eller hvad?

Det er meget svært, det her. Og det er i hvert fald længe siden at jeg kunne bringes ud i dilemmaer, som de der kom til mig denne aften. Men sådan er det jo altid når man står over for eller lige midt i det konkrete og med de mennesker det handler om, så kommer tvivlen virkelig til en. Men jeg kan ikke gøre mig fri af de helt elementære forhold mellem to mennesker der elsker hinanden og som vil leve sammen med deres børn. De har i vores verden lov til at stille store krav til hinanden på alle områder vel, også på de private, hvor vi hver især har ret til at få viden om hinandens følelser og tanker. Det har man vel også med flere koner, men hvordan det er muligt overgår min fatteevne.

Jeg fik også en del viden om de juridiske aspekter der gælder når man har flere koner og børn med dem. Det er åbenbart ikke vanskeligere end i Danmark, det finder man ud af, og hvis der er tvister, så går man i retten og der fremlægger man sine problemer og bringer de vidner der er brug for. Der er ikke ret meget skriftligt, dommeren dømmer ud fra det han får at vide og det retter man sig efter.

4.12 søndag

Søndagen er fredfyldt afslapning og lidt hjemmearbejde og lidt tur rundt i Dakar. En søndag i Dakar er en stille dag. Butikkerne er lukkede og folk er andre steder end på gaderne. Det er meget varmt over 30 grader og solen skinner. Der er heller ingen biler så byen sover eller hvad den nu gør. Jeg tror ikke at folk i Senegal gør eller foretager sig mere end det nødvendige og det nødvendige er man jo selv herre over. Det gælder om at have et godt liv og så ikke lave flere aftaler end at de kan gennemføres uden at skulle gå på kompromis med det gode liv.

Det kan være jeg bliver klogere de kommende dag, men den tid den sorg og/eller glæde.

I dag stjal et par unge høje lommetyve, i samarbejde med en lille pige på 4-5 år, 60.000 CFA (ca. 700 kr.) op af min skjorte brystlomme. Disse to viste mig noget de ville sælge samtidig med at de kom meget tæt på og da en lille pige samtidig tog min hånd, var jeg mere optaget af at smile til hende end at være opmærksom på hvad de to høje fyre havde gang i, alt imens de holdt en skjorte/bluse op foran mig for at vise, om den ikke passede denne dumme udlænding.

Det hele tog et par minutter og jeg opdagede ikke at pengene var taget, før jeg skulle betale for en kop kaffe og da var jeg nået langt forbi de to fyres jagtområde. (men jeg kan huske dem og de vil høre nærmere de kommende dage)

5.12 mandag

Dagen starter med at Thierno ankommer med Assane Diop, telefon 6360 818 en fisker ca. 50 år. Assane er 2. vicepræsident i den nationale organisation CNPS ”Collectif National des Pècheurs Atisans du Senegal”og så er han præsident for Du Comite Des Pécheurs et femmes du Soumbedioune. Hernede hedder det ikke kystfiskere men ”håndværksfiskere” atisans.

Assane er åbenbart en vidende mand og han har altid været i fiskeriet. Nu ejer han 4 fartøjer som hans sønner og en bror fisker med. Han har også rejst en del i Europa for sin organisation da han var dens økonomi ansvarlige, så han kender noget til de internationale forhold.

Han er formand for de ca. 2000 fiskere og 30 kvinder som er knyttet til pladsen Soumbedioune her i Dakar.

Vi holder et par timers møde og aftalte, at vi mødes i aften kl. 17.30 i Soumbedioune det tidspunkt på dagen hvor aktiviteten er størst på pladsen. Desuden aftalte vi at Assane tager med os de kommende 3 dage hvor vi skal uden for Dakar nord på helt op til St-Louis, nær grænsen til Mauretanien.

Assane og hans folk beretter åbent om de mange og voksende problemer, også politiske der gør sig gældende i kystfiskeriet. De taler helt åben om, at for at få støtte fra regeringen så skal man faktisk også blive partimedlemmer. Denne hvervning af politiske medlemmer forgår på højt plan, men også lokalt ud på pladserne, hvor partifolk skal overtale fiskerne (lederne) til at melde sig ind, så får de også støtte.

Men også han understreger, ligesom Mbaye Faye fra pladsen Jarah, som vi besøgte i fredags, at et  voksende problemer er de udefrakommende ”fiskere” og pengemænd som nu arbejder sig ind i kystfiskeriet. Han har ikke noget bud på hvad der skal stilles op i den situation, men han understreger, at ministeriet har sagt til fiskerne og omverden, at de som ikke har en historie i fiskeriet, skal forlade fiskeriet. Der er også helt uafklarede problemer med det senegalesiske og internationale havgående fiskeri og dette fiskeris indflydelse på de fiskebestande som kystfiskeriet lever af.

Han oplyser, at Senegals fiskeriministerium har opdelt kystfiskeriet i 3 grupper:

1. gruppe er de fiskere som fisker fra stranden i havet eller floderne, men uden båd. Dvs. de fiskere som sætter sit garn fra kysten, uden brug af andet end sine egne ben, eller en skydepram. Den gruppe skal nu betale 5000 CFA i et års licens.
2. gruppe hører de fisker der fisker med de små og smalle Piroques nærmest kanoer og som fisker meget tæt inde under kysten og kun en dag af gangen, de skal betale 10.000 CFA, ikke pr. mand, men pr. fartøj.
3. gruppe er de større fartøjer som kan fiske flere dage og de skal betale 25.000 CFA om året.

Assane fortæller, at det er store diskussioner mellem fiskere og myndighederne om det er den bedste løsning. Fiskerne kan godt acceptere, at skulle betale licens, men de vil også have noget for pengene, dvs. investeringer i infrastrukturen. Det lover regeringen dem også, men fiskerne har ikke fået garantier fra regeringen.

Assane giver oplysninger om hvilke arter og med hvilke grej de fanges. Men understreger samtidig, at alle disse praktiske spørgsmål vil vi få mere viden om de kommende dage. De fleste fiskere fisker med håndline, det er stadig det mest anvendte redskab, men fra de steder, hvor der ex. kan fanges godt med tunger, har fiskerne skiftet til garn.

Der fiskes også med drivgarn, men ikke fra Dakar, hvor der næsten kun bruges håndliner. Der er også et langline fiskeri, efter en fisk de kalder Thiof White grouper Epinephelus aeneus (åbenbart en vigtig fisk i Senegal). Men langline fiskeriet er ikke udbredt længere, da denne Thiof bestand er blevet nedfisket. Bundsatte garn bruger de ikke, bortset fra fangsten af fladfisk, da de mister disse garn til fangst af rundfisk i revene. (Ifølge Assane, som kender til GPS og ekkolod, så er der meget få kystfiskere som bruger sådanne instrumenter til ex. at undgå at få sat garnene oppe i revene).

Men de fiskere som fisker med garn efter fladfisk, først og fremmest tunger, står nu også over for problemer med myndighederne, som vil have forbudt brugen af monofil garn. Myndighederne er under pres fra de større internationale miljøorganisationer som ex. WWF. Forbudet begrundes i, at det er plastik materialer og at disse materialer forurener og kan indvikle fugle og dyr, når de tabes til miljøet. (Det er også nogle meget dybe og små maskede garn de bruger, så det ser voldsomt ud. Jeg har set garn der er op mod 20 meter i dybden, men så bruger de kun nogle få stykker pr. fartøj).

Men der hvor disse garn bruges kan der også fanges mange tunger og andre fladfisk, og mange små rundfisk. På steder som ex. Yoff, som vi besøger i morgen er Yoff fiskerne fortørnede over, at regeringen overhovedet kan finde på at true med et forbud mod monofilgarn.

·         Umiddelbart og på det foreliggende, synes et sådant forud også at være ude af proportioner, i hvert fald i sammenligning med de ødelæggelser som de store trawlere foretager sig, også langt inde under kysten, i jagten på søtunger og rejer. Men igen er det vel et klassisk eksempel fra den store verden. WWF og andre fra bekymringsindustrien skyder gråspurve med kanoner og vil forbyde det de har magt til at forbyde, for så at lade de store, som de åbenbart ikke kan eller vil røre ved, fortsætte deres ødelæggelser.

Det åbner en diskussion om NGO’er. Assane kender ikke til konkrete NGO fiskeriudviklings projekter. Han har mødt mange miljø, natur og andre NGO’er som han siger, kommer til fiskene med store planer og ideer. Der holdes møder og seminarer, men så hører fiskerne ikke mere til dem. Fiskerne, dvs. organisationerne, få lidt støtte fra flere sider, organisationer fra Canada og Frankrig støtter i fiskeriet.

Assane oplister kystfiskernes problemer i en rækkefølge, som starter ved organisering af fiskerne, der skal der sættes ind. Selv om fiskerne har organisationer og foreninger, så er fiskerne ikke organiseret, siger Assane. Der er ingen sammenhold, men hvordan der skabes sammenhold har han ikke mange bud på. Måske gennem ejerskab over noget infrastruktur på havnene. Det kunne være ismaskiner og køle- og fryse faciliteter, for det er et stort problem at fiskerne må sælge til den første der byder sig til, da de ikke har is eller anden opbevarings mulighed. Infrastrukturen også her på hans plads for dårlig, siger Assane også derfor forsøger fiskerne at få garantier fra regeringen om at licenspengene eller dele af dem, bruges til forbedringer af infrastrukturen.

Priserne på fisken, på flere arter, er sådan set gode nok, problemet er bare at de højere priser ikke kommer fiskerne til gode. Der er for få fisk og for store driftsomkostninger.

Efter frokosten får vi diskuteret de kommende dages program og lavet en plan for møderne med myndighederne i næste uge. Her skal vi bl.a. have viden om fiskeripolitikken herunder om hvorledes regeringen investerer de penge den modtager fra EU som betaling for EU’s køb af fiskerirettigheder ude for Senegal.

Sent på eftermiddagen tager vi ned på pladsen for at få et indtryk af hvad der foregår her, når fiskerne kommer i land med dagens fangster.

Denne plads er kaotisk som Jarah og der købes og sælges overalt. Der er flere både, men flest af de helt små kanolignende fartøjer. Flere hundrede kvinder og mænd omsætter fisk på den plads der er indrettet, noget spartansk, til formålet. De har lidt vand og is til rådighed, men det ser ikke ud af meget. Og ved nærmere eftersyn af fisken, ses det også meget fisk som afgjort ikke er dagfanget. Der ligger ex. gamle søtunger som burde have været solgt for flere dage siden. Og på mængderne af fisk – der er rigtig mange fisk – får man et billede af fiskehandlere, der omsætter fisk de har købt for flere dage siden.

Køberne på denne plads er Dakars befolkning og intet tyder på, at der her er ret meget der retter sig mod eksport markedet. Der er mange rejer af alle arter i mange størrelser og der er langustere og andre skaldyr. Men jeg ser ingen levende rejer og langustere denne dag, men de må åbenbart kunne sælges alligevel og til ikke ubetydelige priser fra 10-15.000 CFA kg det er altså 115 – 175 kroner.

Jeg undrer mig over de høje priser, men man fortæller mig at der efterhånden er blevet et stort og købedygtigt publikum i Dakar (som jeg jo nok også opfattes som en del af, og derfor er ovenstående priser, måske mere et udtryk for hvad fiskerhandlerne tror de kan få for rejer og hummer fra sådan en som mig). Og da denne plads åbenbart ikke har nogen direkte adgang til eksportmarkedet, bliver de dyre fisk og skaldyr også omsat lokalt.

Men dette marked adskiller sig også fra Jarah ved også at være befolket af rigtige fiskehandlere, dvs. mindre stande som sælger fisk det meste af dagen og derfor vil kvaliteten også være svingende. Fordi de fisk de ikke fik solgt i går, må så sælges i dag osv. Og de forhold ses helt tydeligt, af de flere gange vaskede fisk. Det er svært at kontrollere kvaliteten ved den traditionelle lugte metode, da lugten på hele pladsen, ikke give køberne de store muligheder for denne velkendte kontrol af fiskens tilstand og kvalitet.  

Vi kommer også langt omkring denne aften på og omkring pladsen og ser også ”Fiskernes Hus” bl.a. betalt af en fransk fiskeriorganisation i Bretagne. Vi ser en større stabel skraldespande betalt af WWF sammen med andre internationale miljøorganisationer og vi får at vide, at de ikke sættes ned på stranden fordi de ikke bliver tømt. De står opmagasineret i Fiskernes Hus med de mange påsatte logo. Men fiskerne har ikke andre kommentarer end at WWF og de andre kom til dem med tilbud om seminarer og andet og alle var positive, men resultatet blev så disse mange skraldespande – som der i sandhed er akut brug for på stranden hvor det flyder med affald – men uden noget system til tømningen af disse spande, står de nu til lit de parade i fiskernes hus.

Fiskerne kommenterer uopfordret NGO’ernes indsats. Kommentarerne er ironiske og lidt hovedrystende. ”De kommer til os, og vi lytter venligt og imødekommende, deltager også i møder og seminarer, men resultatet bliver kun at de får sig nogle kontorer og højtbetalte ansatte, mens fiskerne står tilbage med en stak skraldespande, som de ikke ved hvad de skal bruge til og derfor kun står i vejen”.

Der kan gøres meget udover en bedre affaldsbehandling for at forbedre forholdene på denne plads. Standene kan udbedres ganske betydeligt, med borde som kan rengøres og som kan holde bedre på isen. Standene kan overdækkes og der kan etableres bedre systemer for rengøring og bortskaffelse af spildevand og fiskeaffald. For forholdsvis små penge kan der gøres mere ved standarden af de kasser hvor sælgerne opbevarer fisken. Og i stedet for at bruge penge på nyttesløse skraldespande og tilhørende undersøgelser og rapporter, var pengene bedre brugt på lønninger til ansatte på pladsen som fik til opgave at holde orden på denne plads og dets affald.

Is er også et problem som kan løses bedre. Nu køber de isen inde på havnen til ca. 30.000 CFA pr. tons det er 350 kroner (det er dyrere end dansk is). Stedet har brug for en mindre ismaskine som kan forsyne dem med 3-5 tons is i døgnet – det ville være en betydelig støtte, og dermed også fratage de små fartøjer undskyldningerne for ikke at medbringe is under deres fiskeri. Som det fungerer nu sejler de større fartøjer ind til havnen og køber 5 tons is og lidt ekstra, som de så losser til pladsen. Man bruger åbenbart ikke lastbiler til at bringe isen, måske fordi trafikken er ubeskrivelig tæt langs med denne plads, samtidig med at det forekommer en noget nær umuligt, at komme fra vejen og ind på pladsen med noget køretøj.

·         Denne plads ligger klods op af en meget trafikeret og ikke særlig bred vej, hvor der lige ud for pladsen er et t-kryds. Det er ubeskriveligt og flere betjente forsøger at dirigere trafikken, men om det får trafikken til at glide bedre er tvivlsomt. Samtidig skal disse mange tusinder mennesker fra Dakar have fisk. Mange købere er tjenestefolk og de kommer jo ikke til pladsen i biler, men det kunne heller ikke lade sig gøre. Men folk skal over vejen for at købe fisk og dette kapløb mellem bilerne ser mere uhyggeligt, ud end det faktisk er - for meget kan siges om trafikken i Senegal, men der bør man så huske at Senegal også har meget venlige og hjælpsomme trafikanter.

Et par kølecontainere kunne gøre en forskel her til sikring af en bedre kvalitet og dermed også en bedre pris til fiskerne, for så behøver fiskerne ikke at sælge til den første der melder sig. Sådanne forbedringer af pladsens infrastruktur er konkrete og vil også kunne give et større sammenhold blandt fiskerne.

De har også brug for større og bedre fartøjer siger de. De fartøjer de råder over på denne plads, er ca. 450 i alt hvoraf de 100 er lidt større fartøjer til en 4 mands besætning. Resten er mindre træ kanoer som ikke holder mere end i nogle få år, siger fiskerne (det kan jeg nu ikke helt forstå) og de koster ca. 700.000 og en motor 1,4 mio. CFA altså ca. 2 mio. CFA dvs. godt 20.000 DKR. De større både af træ koster et par mio. CFA plus en motor til samme pris. De vil gerne have fartøjer bygget i glasfiber og viser os et fartøj som ligger for svaj et stykke fra kysten. Det fartøj var født med en indenbords motor, men nu bruger de det med en udenbordsmotor. (denne båd er en gave fra en NGO til Soumbedioune og den ejes af pladsens leder - Assane Diop).

Afregningen mellem fartøjsejeren og fiskerne er følgende:

-          de mindre fartøjer afregner ved at først fratrækkes udgifterne til is, brændstof og mad. Resten deles (hvis der er 4 ombord, hvad der som regel er) i 6 parter. En til hver af fiskene og en til båden og en til motoren. De forholdsvis gode procenter til fiskerne forklares med at de små fartøjer ikke har de store investeringer i grej, da de kun bruger håndliner.

-          de større som har større investeringer i form af grej afregner som vi gør det i Danmark, med 50 % til fartøjet og 50 % til mandskabet, når udgifter til maden (ikke brændstof og is) er trukket fra.

På spørgsmålene om hvor meget fisk et lille fartøj og 4 fiskere skal fange om dagen, for at det er et godt fiskeri, er svaret selvfølgelig afhængig af hvilke arter? 50 kg kan være et godt fiskeri hvis det er de rigtige fisk, mens 100 kg kan være et ringe fiskeri, hvis det er billige fisk. Det siger sig selv, men svarene på hvordan og hvorledes fiskerne så indretter sig for at fange de kostbare fisk, må vente til de kommende dages studie ude i fiskeriet.

Vi beser de værksteder hvor motorerne og fartøjerne repareres. Det hele er primitivt, men det ser ud til at håndværkerne er klar over hvad de har med at gøre. Alle fiskere her bruger udenbordsmotorer. De har haft mindre indenbords diesel motorer, men for tiden er der ingen i drift, da der åbenbart ikke er reservedele, eller også er de for dyre. Om det var motorer som fiskerne har fået som gave fra en japansk fond blev jeg ikke helt klar over.

6.12 tirsdag

Dagen starter tidlig for mit vedkommende, da jeg skal arbejde med denne dagbog og gøre mig klar til afgang fra Dakar kl. 8.30. Vejret er varmt, men også meget blæsende, så mon ikke fiskerne op langs kysten holder sig på stranden i dag.

Vi kommer af sted med en lånt bil af Phili, hvor vi blot skal betale benzin og chauffør. (den Peugeot vi ellers råder over, kan ikke klare denne tur, mener man).

Med på turen er Mbaye Faye fra organisationen FENAGIE som afløser Assane Diop fra CNPS som vi ellers havde aftalt denne tur med. Årsagen til dette bytte er måske, måske ikke rivalisering mellem de to organisationer, det er ikke til at blive klog på.  

Der er 2 nationale og rene kystfiskerorganisationer i Senegal og vi har nu mødt ledere og mellemledere fra de to. De øvrige store som også organiserer fiskere, handel, arbejdere osv. er: GAIPES, FENAMS, UPAMIS, GIMES, FENATIAMS.

Tilbagestår bl.a. at finde ud af hvad der skiller og samler disse 2 organisationer. CNPS er åbenbart den ældste og FENAGIE er en udbryder organisation. Det forklares med, at den gamle organisation var for politisk og at fiskeriets organisationer skal holde sig udenfor politik. Noget tyder på at CNPS hører til den socialistiske lejr og FENAGIE til den liberale.  

Turen går fra Dakar og syd på til byen Mboud stor fiskerby og derfra længere syd på til byen Joal-Fadiout og dennes fiskeplads Joal-Meer, derfra nord på til Thiés regionen (nord for Dakar) og byen og fiskerpladsen Kayar, kaldet Kayar Fiskestation og så tilbage til Dakar, en tur på i alt 300 km.

Ved kysten har Senegal forholdsvis god asfalt veje. Vi kører igennem et fladt landskab med mange af de sære baobabtræer og ellers lave buske og krat (jeg så ikke eneste vildt dyr på denne tur, bortset fra fugle forstås). Der er ikke ret meget bebyggelse i landskabet, det ser ud at senegaleserne foretrækker byer og større landsbyer. Da vi nærmer os Mboud, en større by, så møder vi igen det kaotiske bybillede – en masse menneske, biler og alskens aktiviteter, håndværk, handel med mere.

Det er betonhuse, men halvfærdige ser de ud til. (halvfærdig var også et billede som vi så mange steder uden for byerne, hvor der ikke boede mennesker, men der var bygget meget rundt omkring, lidt af et hus, en mur osv. der var rigtig meget af den slags ude på landet og det må hænge sammen med en jordreform som pålægger ejerne at bygge noget på den grund han netop har fået. (I så fald spekuleres der i stor stil i Senegal, og det kan måske have sammenhæng med den liberale regering og præsidents overtagelse af magten i Senegal for 5 år siden, eller måske er det resterne af kystfiskernes investeringer som ikke kom længere!).

Mboud fiskepladsen

Mboud by er noget rod og det flyder med affald, men endnu værre er det nede på landingspladsen. Affald er et stort problem overalt, måske ikke så meget i sig selv, men det vokser meget siger folk og hernede synes det uløseligt – hvorfor det synes uløseligt er det straks lidt svære at svare på!!

Landingspladsen er en stor plads med mange, mere end 500 af de halvstore fartøjer og på stranden er der bygget en overdækket plads hvor fisken omsættes. Der er en allerede del aktivitet, mennesker, biler, hestevogne venter på fiskerne, som først rigtig begynder at anløbe pladsen i aften ved 18.00 tiden.

Vi mødes med lederne på pladsen og det er formanden for Mboud fiskerne Alioune Hdoye telefon 6509 229 som også er 1. vicepræsident i CNPS og sammen med ham forskellige ledere i hans og andre organisationer. Det er Demba Sall Hdiaye,  Laba Naoye, Mamon Sarr og Hameth Fall. De fortæller og beretter om deres problemer, som er omfattende, men også lidt svær at få samling om.  

Der er åbenbart ikke noget der går fremad forstår vi og problemerne ligger uden for kystfiskerne, og værre endnu - også åbenbart uden for kystfiskernes rækkevidde. Myndighederne tager ikke lederne på råd og hvis de gør så følger myndighederne ikke deres råd, siger de. Og når de beder regeringen om hjælp, får de ingen hjælp, siger de. De har ex. ikke fået lov til at deltage aktivt i de forhandlinger som er foregået mellem Senegal og EU. De fik lov til at sende en observatør, men ingen taleret. Og de har ikke modtaget nogen af de penge som EU har betalt til Senegal. ”Se bare dette hus” det er betalt af en fransk fond.

De viser os rundt på pladsen og den rundvisning foregår uden at fiskerne og andre kommer til os for at høre nærmere om hvad vi foretager os. Det er lidt usædvanligt med så mange mennesker, og det kan hænge sammen med, at enten giver lederne dem ikke lov eller også er fiskerne ligegyldighed overfor lederne og deres udenlandske gæster. Der kom enkelte ind til mødet, men det var tydeligvis nogen der var inviteret til denne funktion at være tilfreds med hvad lederne fortalte os. Det samme mønster gentog sig de andre steder vi besøgte denne dag.

Nedenstående og en episode omkring dette, synes at bekræfte at lederne (høvdingene) tror at de har magten og derfor også skal udøver den.   

Uden for den overdækkede plads var der en livlig aktivitet på stranden. Her var flere hundrede mænd og kvinder i gang med at rense og flække fisk direkte i sandet. Det er helt ubeskriveligt og det samme var lugten. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå derned, for der har jeg intet at gøre. Situationen og det der foregik, var helt uden for min rækkevidde, jeg begriber det simpelthen ikke. Men der gøres store mængder af fisk af alle slags klar til tørring og røgning. De flækkede fisk, helt dækkede af sand jord skidt og snavs, bæres i store bundter hen på ladet af hestevogne som kører dem ud til et meget stort område uden for byen, hvor fisken tørres og røges. Disse fisk sælges til andre lande i Vest Afrika og det er åbenbart en større handel.

Gruppen af chefer så med nogen utilfredshed på, at jeg tog billeder af disse aktiviteter og de fortalte mig også, at de havde forbudt denne praksis og at fisken skulle klargøres under bedre forhold osv. alt imens de råbte til folkene dernede at de skulle flytte væk derfra og ind på betonen.

Ingen lyttede til dem, de der hørte dem løftede hovedet og vinkede og smilede, og fortsatte ellers med det de havde gang i. Der var 500 mennesker på denne plads og det er mere end 100 % sikkert, at lederne råbte dette, kun for at give mig indtrykket af at man gjorde noget ved sagen.

Jeg forestiller mig at det koster penge at bruge betonen. Jeg havde kort forinden fået udleveret en liste over en måneds indtægter og udgifter på pladsen og der figurerede bl.a. indtægter fra fiskerne, køberne, brugerne osv. Så disse mennesker købte sandsynligvis den meget dårlige fisk der ellers ikke kunne sælges bedre og derfra forarbejdede de den til salt og røgvarer. Og til denne produktion vil de sikkert ikke frivilligt betale de omkostninger der er forbundet med at bruge pladsens betongulve.

I mine 54 år har jeg set mange måder at behandle fisk på i Danmark og ude i den store verden. Jeg troede faktisk at jeg havde set det værste i Kasakhstan i starten da vi kom derud. Men, men den måde disse fødevarer blev til på, er det værste jeg har set til dato, og vi skriver altså 2005. Vi påstår at vi lever i en global verden. Det gør vi måske også for flere af de mennesker som stod der nede på stranden, har sikkert også fået en mobiltelefon, så de kan ringe hjem og fortælle hvornår de kommer hjem til eller hjem for at lave middag. Dette fremskridt og alligevel kan en produktion af fødevare, stadig foregår som verden har stået stille i flere 1000 år.  

Inden vi fortsatte syd på spiste vi en meget lokal frokost. Et stort fad ris overdækket af en sovs bestående af grøntsager og fisk, kogt ned til en sovs. Kun et par bløde og helt udkogte fiskeben dokumenterede at der var fisk i denne ret. Det var ikke stor gastronomi, men mine venner fortalte mig, at sådan et måltid, måske med lidt andre grøntsager og krydderier, er den mad senegaleserne spiser til middag hver dag.

Og hvis det er den udbredte måde at tilberede fisken på, så betyder det jo heller ikke ret meget om fisken har ligget i solen i flere dage. Tværtimod kunne man sige, for så smider fisken jo en del procenter af det vand, som kun ville gøre sovsen tyndere.

Apropos tynde sovse, så ser man mange steder store reklamer for kraftpulveret Maggi og dette tyder på, at senegaleserne vil have ris med noget sovs på. Og denne sovs kan tilberedes på utallige måder og en af dem så at bruge fisk og grøntsager der er kogt til pasta. Og hvis sovsen mangler lidt smag, så kan man tilsætte lidt Maggi pulver. Omvendt kunne jeg så trøste mig med, at når sovsen er kogt så længe og grundig, så er der ikke meget tilbage af de mikroorganismer som kunne give min mave alvorlige problemer. 

Joel-Meer pladsen

Det er meget varmt, hede på dagen og det er et meget stort sted, måske det største i Senegal, med en overdækket plads hvor der sidder flere tusinde mennesker og venter på at fiskerne anløber. Der er ikke ret mange både på pladsen, så fiskerne er på havet her. Det er også syd for Dakar og lidt beskyttet af den nordlige vind.

Lederen her hedder Daga N. Jool telefon 698 2110 han tilhører CNPS. Dette sted er alt for stort til at vi ikke har en kinamands chance for at begribe noget som helst, hvor skulle vi begynde og hvor skulle vi stoppe? Det er en umulig opgave, sådan et kæmpested vil vi blive handlingslammet.

På stranden og i strandkanten er der også store mængder af affald. Det ser grusomt ud og jeg forstår mindre og mindre de organisationer som ex. WWF der forærer skraldespande til fiskerne, men ikke gider tømme dem. Hvorfor pokker sørger de ikke for at de bliver ansat nogle mænd og en lastbil med de opgaver at få ryddet op og fjernet affald og samtidig sikre sig at der kommer system i opsamlingen af gamle garn. (man kunne jo f.eks. give fiskerne et par håndører for at aflevere de buus (selve garnet minus over- og undertælle) de har skåret fra tællerne).

Det er vildt dette og selv om WWF og andre sikkert undskylder sig med, at det må Senegal tage sig af, så er en undskyldning uden hold i virkeligheden. WWF er hernede sammen med en andre store internationale miljøorganisationer og de har mere ansvar end blot at holde store kontorer bemandet og så ellers genere gud og hver mand med møder om alskens spørgsmål. Det er en skandale, at de mange natur- og miljøorganisationer blot lader stå til for at koncentrere sig om møder på de bonede gulve.

Tabte garn ex. er et kæmpe problem, på land og i havet og derfor vil WWF løse problemet ved at presse myndighederne til at forbyde fiskerne at bruge monofil garn, det er da en skandale der vil noget. For en sådan endelig løsning af problemet, demonstrerer tydeligt at de internationale organisationer, forsøger at løse alvorlige problemer uden at få snavsede hænder.

Kystfiskerne, når ja – de kan jo sejle deres egen sø.

Kayar pladsen

Formanden for pladsen og 1. vicepræsident i FENAGIE  Mbissine og Abloulaye Gueye Diop som er generalsekretær CNPS foreningens internationale aktiviteter telefon 5339033

Vi holder mødet i deres hovedkvarter og de beretter om deres situation, som de fortæller ikke er ret god og at det ikke ser ud til at blive bedre. Hvorfor den ikke er ret god er det igen lidt svært at blive rede, de skyder fra alle retninger og stakkels Thierno, som bestemt ikke ved ret meget om fisk og fiskeri, er på hårdt arbejde denne dag. Men her bliver problemet indkredset til regeringens mangel på støtte og ledernes kritik af ikke at blive involveret i de internationale forhandlinger og at der ikke kommer penge til fiskerne fra disse aftaler. (Det står nu mere og mere klart at CNPS er markant mere kritisk over for den siddende præsident, end ex. FENAGIE.

Vi gennemgår de EU papirer vi har med og særlig generalsekretæren for de internationale anliggender kommer op på dubberne efter at han ellers kun havde afsat et par min. af hans og de andres tid, efter at vi havde fortalt ham om vores ærinde, der var jo også andre møder der skulle passes. Hele området om Senegals salg af rettigheder til EU og andre interesser blev dagsorden på dette møde. Lederen forsvandt for han skulle ned på stranden og tage imod hans båd der var på vej ind. Han blev simpelthen ringet op på sin mobiltelefon af skipperen om nu anløb de stranden og så stak han af. (jo der er kommet nye instrumenter på de senegalesiske fiskefartøjer).

Mødet gav ikke nye oplysninger vedr. fiskeriets organisationers involvering eller mangel på samme, i regeringens salg af fiskerirettigheder. Men det endte med, at man hele vejen rundt meget gerne ville deltage i alle former for projekter.

Derfra skulle vi på stranden for at se losningen af fisken. Denne dag var der ikke ret mange af de mere end 1000 hjemmehørende fartøjer på havet. Kun de store kunne bevæge sig ud i det noget blæsende vejr og de fangede sild i mindre not (ikke den danske art Clupea harengus men sild der kan blive 45 cm og som går under navnet Bonga shad Ethmalosa fimbriata).

Der landede ikke ret mange fartøjer denne dag, men hvert fartøjs fiskere og sikkert hjælpere bar fangsten 3-4 tons sild af 45 kg på hovedet gennem den kraftige brænding, hvor fartøjet lå strandet men dog lå og huggede. Oppe på stranden blev silden smidt i en stor stak og efter salget som gik meget hurtigt gik andre mænd i gang med at bære fisken, nu også med sand, de ca. 300 meter op til lastbilerne som stod og ventede. Fiskerne solgte fisken til 5000 CFA på kurv, ca. 45 kg. Det er en pris på ca. 1 krone og 30 øre, hvad det svarer til det halve af hvad danske kollegaer får for deres fangster. Dvs. at et af de store senegalesiske kystfiskerfartøjer kan omsætte for ca. 300.000 CFA på en dag, dvs. 3500 DKR til fartøj, udstyr og en besætning på over 15 mand. (et not er et stort redskab som uden mekaniske hjælpemidler, der findes ikke en kraftblok på kystfiskernes fartøjer, kræver meget muskelkraft at få sat og bjærget).

Der var mange mennesker på stranden og mange fik fyldt deres plastposer og spande med fisk, om de betalte kunne jeg ikke se. To kæmpestore pelikaner, som valsede rundt på stranden, fik i hvert fald det de kunne æde uden den store ståhej. Der er mange indtryk fra de forskellige steder, men her nord på synes der at være mere system i tingene, det flyder ikke med affald og det hænger nok lidt sammen at vi på vejen til Kayar passerede flere store turist centre og så synes klima og landskabet at være lidt venligere heroppe. Pladsen var også bedre organiseret end de to pladser syd på.

Så efter at have fået bekræftet vore fælles interesser går turen tilbage til Dakar i mørke, hvor vi ankommer kl. 21.00 – der er en uhyggelig trafik mod og fra Dakar også en mandag aften.

Lidt eftertanke

Thierno og jeg har vore interne diskussioner om vi skal afhjælpe mangler i kystfiskeriet eller hvad? Thierno har svært ved at få forklaret fiskerne og andre hvorfor vi er i Senegal og det bliver han og jeg nødt til at arbejde meget mere med.

·         Efter mødet med fiskerne i Dakar og nu her stå det mere klart for mig at vi, Thierno og jeg, burde have gjort mere ved vores hjemmearbejde. Jeg fra min side overlod det til Thierno at tage sig af programmet i Senegal. Jeg har stillet en række spørgsmål og fået lavet en kort præsentation af disse spørgsmål, men langtfra fulgt tilstrækkelig op på dem og programmet. Thierno har haft kontakten til Senegal og flere har svaret på spørgsmålene, og så er der ikke sket ret meget mere. Der er ikke lavet nogen egentlig introduktion til fiskerne og deres organisationer: hvem vi er; hvad vi vil og kan og ikke mindst ikke kan; hvornår vi kommer og hvad vi gerne vil tale om osv. Så for fiskernes ledere bliver vi blot en af de mange NGO’er som jævnligt dukker, tager deres tid, giver måske lidt og så ser de ellers ikke mere til dem.

·         Der er også misforståelser mellem os. Thierno vil meget gerne hjælpe fiskerne fra hjertet og han kan godt forestille sig, at vi indsamler udstyr og penge i Danmark og sender det til Senegal for at hjælpe fiskerne. Det kan jeg så ikke.

·         Men det har jeg tydeligvis ikke fået forklaret Thierno i Danmark. Men Levende Hav vil ikke blot sende udstyr til Senegal, for at hjælpe fiskerne. Vi tror ikke på den metode. For det første forslår det som en skrædder i helvede; for det andet kommer udstyret ofte ikke de rette til gode; for det tredje er det sikkert noget udstyr de slet ikke kan bruge og for det fjerde modarbejder denne form udvikling og opbyggelsen af fiskerens egen og selvstændige identitet.  Selvfølgelig kunne vi finde ex. antal fiskere og så give dem udstyr, uden om deres organisationer, men denne form ligger alt for tæt op af nødhjælp, til at Levende Hav vil gå ind i det.  

Derfor bliver det heller ikke nemmere for Thierno, når jeg i min præsentation på møderne indleder med at sige ”Jeg er fhv. fisker, jeg er her fordi jeg og Levende Hav ikke kan og vil acceptere, at kystfiskeriet forsvinder, i Danmark i Europa, Senegal overalt - for det er der ingen anden fornuftig grund til, at kystfiskeriet forsvinder, end at de selv giver op. Thierno Fall har inviteret mig herned, så jeg er her for at lære og få lidt begreb om situationen og hvis I vil et samarbejdsprojekt, byggende på et partnerskab, der kan være med til at sikre fremtidens kystfiskeri i Senegal, så vil vi fra Levende Hav sikkert gerne være med til det”.

Denne udmelding giver Thierno akutte problemer, fordi han også mener, at han bliver nødt til at give netop disse ledere en mere fornuftig grund til at vi er kommet lige til dem, denne dag. Derfor ville det være nemmere hvis han kunne sige: ”hvad er Jeres problemer, hvad mangler I, vi er kommet her i dag for at finde ud af om vi kan hjælpe Jer osv.”

For det sprog forstår lederne, da det er det de hører fra de internationale organisationer som kommer til dem. De internationale organisationer har som regel et konkret formål med at komme, et formål som ligger inden for deres virke, miljø, udvikling osv. Dvs. fiskerne oftest møder udlændige i skikkelse af mennesker som har egen interesse i et samarbejde med fiskerne.

Det er svært med sådan en som mig som kommer uden anden interesse end at blive klogere. Og det eneste jeg stiller i udsigt er, at hvis jeg bliver klogere og hvis de (fiskerne) kan overbevise mig om det fornuftige og nødvendige i et fiskerifaglig partnerskab mellem dem og Levende Hav, så vil jeg og LLH gøre hvad vi kan, får at få et sådan op at stå.

Men det giver Thierno store problemer. For lederne synes der er en noget vag og mystisk begrundelse og den afføder også korte møder, for lederne har travlt, der er jo mange andre, og forhåbentlig mere seriøse møder som venter, så vores tilstedeværelse tager deres tid, som de ikke undlader at gøre os opmærksomme på.

Jeg mærker ikke, hvad Thierno opfatter som disse leders hån, men jeg kan da sagtens få øje på Danmarks Fiskeriforenings formand Flemming Kristensen i mange af disse ledere. Hvis man fjerner det meste af den sorte farve og giver de senegalesiske ledere en meget større mave (fiskernes ledere hernede er ikke lige så magre som deres medlemmer, men de er meget langt fra i den form som profilerer Danmarks Fiskeriforenings formand), så kunne vi såmænd ligeså godt have siddet over for Flemming Kristensen og hans hird. Fiskerne, uanset hvor de kommer fra i verden, synes at vælge formænd, som kan se betydningsfulde ud. Og fordi disse formænd engang har rørt ved et garn, kan de også virke overbevisende på folk udefra, når de siger at de er – fiskere.

·         Det er egentlig tankevækkende, at titlen ”Fisker” er så betydningsfuld. Men det synes den at være overalt på kloden, alle vil gerne have været fiskere. Selv understreger jeg det også igen og igen, selv om det er mange år siden jeg kunne besmykke mig med den titel. Men hvorfor er det så værdsat at have været fisker? Spøger man en aktiv fisker, så siger han selvfølgelig som sandt er, at han er fisker, men så er den ikke ret meget længere. Men de som engang har været fiskere, og også de som blot har rørt ved et garn, de er fiskere og det er de åbenbart stolte af. Eller også er de måske stolte af at være holdt op med at være fisker, det sidste vil være en mere logisk slutning, når man ser de forhold fiskerne bydes i dag.

·         Men det tror jeg nu ikke, jeg tror at alle mennesker, uanset hvor de er eller kommer fra, har et ønske om frihed. I mit eget liv i dag, mindes jeg ikke noget tidspunkt hvor jeg var mere fri, og mere lykkelig end da jeg tog på havet. Og det er måske denne frihed som vi alle savner og som de aktive fiskere stadig har, uanset alle de problemer der tordner sig op over dem i dag.

·        Og måske forklarer denne i os iboende friheds længsel, at de mange og hastigt voksende interesser uden for fiskeriet, vil have styr på fiskerne så de og denne magt så kan give fiskerne deres ”frihed”!!

Thierno forstår, mærker og føler disse lederes ligegyldighed, overbærenhed med disse to fjolser fra Danmark, en senegaleser og en dansker, som helt tydeligt ikke lever op til den NGO standard der gælder hernede syd på.

Det er ved at stå klart, at internationale NGO’er inden for fiskeriet, ikke bringer ret meget udvikling ind i fiskeriet. Hvis de giver noget så sørger de for at lederne får lidt ud af ulejligheden med dem. Thierno er vred når vi forlader disse møder: ”Jeg vil sku ikke bruge min tid og penge på de rø…..der sidder i deres kontorer, mens den fattige fisker intet får. Se den glasfiberbåd som de fik fra en eller anden international fond eller NGO (det er jo som regel det samme), den skulle komme alle til gode, men den kommer kun lederen til gode”.

Efter mine mange år i Kasakhstan er jeg blevet mere end hårdhudet på det punkt. Jeg ved at lederne tager alt det de kan få fat i, sådan er det, det er deres og derfor også vore betingelser. Men sådan er det overalt, også tydeligt i Danmark. Den der har magten kan kun beholde magten ved at bruge den. I gamle dage fjernede magten folks hoveder for at vise hvem der bestemmer, i dag er det blevet lidt vanskeligere, men derfor skal det jo gøres alligevel. F.eks. at tage en båd som var givet til alle fiskere er en magtdemonstration – hvis den lille fisker gjorde det samme, så smed de ham i fængsel for tyveri.

Fiskernes formand Flemming Kristensen gør nøjagtig det samme, men på en lidt anden måde selvfølgelig, for til ham kommer der ingen fra Senegal med noget udstyr til danske fiskere. Flemming Kristensen må derfor tage pengene fra en dertil alt for villig regering, EU og tillige også sørge for, at lovgivningen ikke kommer fiskerne, men ham selv og hans støtter til gode. Ingen i dansk fiskeri vil benægte denne sandhed og alligevel genvælger de danske fiskere ham til deres formand.

·         Lægmand synes sikkert at det er skandaløst, at de senegalesiske fiskere skal støtte den siddende præsident og hans administration, hvis de skal gøre sig håb om støtte fra den kant. Men det er altså kun formen til forskel på hvordan vi gør det i Danmark. Nu får Danmarks Fiskeriforening i pose og sæk fra den siddende regering og ikke mindste støtteparti og dens minister på området. I 90’erne under de socialdemokratisk ledede regeringer fik foreninger som Levende Hav – meget, meget langtfra i pose og sæk – men dog en lille smule støtte. Under denne regering er det hermetisk lukket for støtte til foreninger som Levende Hav, nu er det også kun vennerne der får i Danmark. Så på det område er der ingen forskel på danskerne og senegaleserne.

Dette med at tage ledernes tid, som de ikke undlader at gøre os opmærksom på, kan vi tage helt roligt. For det er disse leders opgave, at tage imod potentielle internationale bidragsydere. Også fordi de selv personligt er afhængige af disse bidrag. Det høres også i deres forklaringer, at de så at sige kan bruge alt, men ligeså meget har de brug for støtte til organisering og uddannelse af fiskerne. For som de siger ”Vi hjælper fiskerne og kvinderne med uddannelse og træning og vi holder møder med myndighederne for at få bedre betingelser for kystfiskerne osv.” Men jeg ved at være blevet overbevist om at det mere er hjælp til selvhjælp end støtte til de aktive fiskere.

Der er mange problemer, men her et godt stykke væk fra Dakar, overskygges de tilsyneladende ikke af de udefrakommende pengemænd som overtager fiskeriet. Her er det største problem færre og færre fisk i havet og årsagen til det – EU’s og andre landes store fiskeri uden for Senegals kyster, siger de og at de må hjælpe deres kollegaer i landbruget. (det er lidt underligt, men lederne siger her at når der er tørke så skal fiskerne hjælpe landmændene, men når der igen er normale tilstande i landbruget og det går godt, så får fiskerne intet tilbage)

Det er de største problemer og lederne er meget utilfredse med ikke at blive inddraget i Senegals for handlinger med EU og andre lande om ny fiskeriaftaler. (denne utilfredshed kommer også til udtryk i, at det er alt for langt imellem, at de bliver inviteret til ex. Bruxelles).

Der er fem, måske 6 kystfisker organisationer i Senegal som organiserer ca. 60.000 kystfiskere. Disse organisationer får lov til at sende en observatør, dvs. uden taleret til disse møder i Senegal. ”Men vi forstår ikke hvad der foregår på disse møder, når man klapper, så klapper vi også og når vi skal underskrive, så gør vi det”. Men under vore separate møder med de senegalesiske myndigheder siger vi klart og tydeligt, at vi ikke vil have at de store fartøjer fanger vores fisk, og myndighederne siger at det skal de nok tage sig af.

Når vi beder om hjælp får vi intet, derimod får landbruget alt når der er tørke. Og når der er tørke så komme landmændene til os for at få fisk, så giver vi dem fisk, men når det går godt i landbruget, så får vi ikke noget tilbage fra landbruget osv.

Træt efter dagens strabadser og den ovenstående diskussion går jeg til køjs, langt over midnat.

7.12 onsdag

Det er varmt. Vi aflyser dagens tur nord på da vi har brug for at samle op på gårdsdagens oplevelser og fået lavet aftaler med myndighederne og EU repræsentationen.

Dagen starter med, at Thierno og jeg får diskuteret os dybere ind i vores samarbejde – hvad er det vil og hvordan vil vi det? Med udgangspunkt i min opsamling og diskussion fik vi gennemgået sagen og selv om Thierno stadig mener, at vi bør hjælpe fiskerne ved at skaffe udstyr til dem, så forstår han nu også, at det vil Levende Hav ikke være med til i sig selv.

Thierno er under stort pres fra flere sider. Netop her til morgen måtte han ind til myndighederne for at finde uf af hvad der var sket med en forsendelse fra Danmark til Senegal med hospitalsudstyr.

Det viste sig, at det MS værksted som har givet Teranga Senegal udstyret har lagt noget tøj i containeren og det må man ikke hvis man vil have toldfrihed. Så nu kan containeren ikke udleveres og den har stået i meget lang tid på havnen uden at Thierno har fået nogen besked, og det er Thierno selvsagt ikke tilfreds med – så det er bøvl. Han er også meget optaget af de mange mennesker, familie og venner her i Senegal, som forventer at han kikker for og selvfølgelig med gaver og penge, en forpligtigelse som er ved at ruinere ham.

Sidst men ikke mindst så svigter han også sine private forretninger som skulle optage meget mere af hans tid hernede. Han har aftaler om forskellige projekter som kan give hans firma lidt indtægter, men de aftaler lider under det projekt vi har gang i og mig og mine krav som gør det hele noget vanskeligere end han havde forventet.

Han har også problemer med at trænge igennem til de senegalesiske myndigheder og EU. Ex. har han i Danmark og hernede ofte løbet stormløb mod EU kontoret i Senegal med spørgsmål og opfordringer til et møde. Men han har hver gang ikke fået noget svar, eller også fået at vide, at den og de som han skal tale med er i udlandet. Det vigtigste menneske på EU kontoret, som vi skal have fat i, hedder madame Adriaen og han har været EU kontoret et par gange for at høre til, om denne dame er kommet tilbage fra udlandet.

Thierno opfordre mig til at prøve en kontakt til EU for det går altid meget nemmere når det er en europæer, mener han. Det kan jeg nu ikke tro, men jeg ringer dog til kontoret og bliver øjeblikkelig stillet om til madame Adriaen. Jeg forklarer mig så godt jeg kan og at jeg er fra Danmark osv. ”Hvis du er fra Danmark, kan vi jo ligeså godt tale dansk, lyder det fra madame Adriaen, Charlotte.

Vi bliver også straks klar over, at vi har mødt hinanden i Kasakhstan, Almaty da hun sad som leder af EU’s Tacis kontor derude. ”men hvorfor kommer I ikke herop så vi kan tale om tingene, blev Adriaens opfordring til os.

EU kontoret ligger tæt på lejligheden og vi tager derover. Mødet starter ikke ret godt for Thierno er meget, meget vred, han gør madame Adriaen krystalklart, at han er meget utilfreds med den behandling han har fået de sidste uger. At han er meget vred ses tydeligt og selv om Adriaen forklarer, at hun har været væk i 3 uger, at hun har ansvaret for ikke mindre end 5 vestafrikanske lande og at hun ikke forstår hvorfor hun ikke har fået Thierno’s beskeder, så er det ikke den bedste begyndelse på et vigtigt møde, men vi kommer i gang.

Adriaen er ansat på netop de områder i fiskeriet som vi beskæftiger os med. Hun skal lave de nye aftaler og de skal bygges på helt nye præmisser end de gamle. Nu skal der være partnerskaber mellem EU og her Senegal, når og hvis der kommer en ny aftale juni 2006 når den gamle fra 2002 udløber.

Adriaen er helt klar over, at vores og fiskernes kritik af disse aftalers økonomiske støtte til kystfiskeriet er berettiget. Men hun gør os samtidig klart, at det ikke er EU’s ansvar, hvis Senegal ikke lever op til aftalerne på dette punkt. EU har ikke nogen revisionsret af aftalerne og som hun siger ”regeringen i Senegal var utilfreds med, at EU overhovedet skal blande sig i hvordan Senegal bruger de penge som Senegal får for de rettigheder og fisk de sælger til EU”.

Dvs. at EU har indset, at det ikke nytter noget at opsætte disse regler for de er kun det værd som Senegal lægger i dem. Og derfor bliver det fremover nye aftaler byggende på partnerskaber hvor Senegal beskriver deres fiskeripolitik og så kan EU selv afgøre om de vil fortsætte i Senegal eller ej.

I fremtiden bliver det ikke en protokol som siger en masse om hvad EU forventer af Senegal, men Senegals fiskeripolitik som bestemmer. Her kunne EU f.eks. forholde sig til hvad Senegal vil gøre for kystfiskerne. Hvis dette og andre forhold, ex. kontrollen og den biologiske monitorering, ikke er tilfredsstillende, så kan EU sige til Senegal at de ikke vil være med længere.

Og det siger EU faktisk til Senegal i forbindelse med de formøder der er gået i gang inden aftalen fra 2002 udløber i 2006. EU’s udspil, på det foreliggende, er ikke at indgå nogen ny aftale, eller alternativt at fase ud over de kommende år. Men det mener Charlotte ikke, at Senegal er interesseret i, da det vil betyde tab af penge, men ligeså vigtigt tabet af en aftale som giver Senegal en vej ind i EU systemet, herunder også politik og meget mere.

I øvrigt er Adriaen meget uenig i vores og kystfiskernes kritik af disse aftaler. Mht. det økonomiske giver hun os ret, hun tror heller ikke at Senegal lever op til det der står i protokollerne.

Men mht. den biologiske bæredygtighed og med kontrollen osv. så er det efter hendes mening meget forkert, at kritisere EU. ”Vi overholder reglerne, det gør de andre (Kina, Korea) ikke, de gør lige hvad det passer dem og bæredygtigt fiskeri for disse nationer, opfatter de som det rene vrøvl”. Så for kystfiskerne hernede vil det være som at komme fra asken i ilden hvis de for held til at få stoppet EU fiskeriet, mener hun.

Vi har en til tider ophedet diskussion af EU’s begreb om bæredygtigt fiskeri. Jeg gør meget klart, at det EU fortager sig i vore egne farvande er så langt fra bæredygtigt som noget kan være, og hvorfor skulle EU være mere påpasselige i de fremmede farvande?

Adriaen gør os lige så klart, at EU ikke har mulighed for at hjælpe kystfiskerne, det kan alene Senegal. Og hvis Senegal ikke inviterer kystfiskerne til møder, eller på anden måde konkret inddrager kystfiskerne i fiskeripolitikken, så kan EU ikke gøre noget ved det. ”Vi skal ikke udvikle her i Senegal, hvis det er udvikling I vil, så må over på et andet kontor”. Vi køber fiskerettigheder og vi skal kun sikre os at vores fiskeri er bæredygtigt – og det er det.

I øvrigt mener EU at det er kystfiskeriet selv som skaber problemerne. ”Vi fanger ikke nogen af kystfiskernes fisk siger hun, og vi har også sagt, at vi fjerner de 5 fartøjer fra listen, som fisker i kystnært farvand. Der er alt for mange kystfiskere i dag og det er de mange i antal der er problemet, de nedfisker bestandene”. 

Mine argumenter om at det må være de brede skuldre som bærer det tunge læs, bliver ikke hørt. DG 14 har intet ansvar for hvordan Senegal administrere deres fiskeri ”Vi er jo ikke kolonialister, vi skal ikke slå i bordet” siger EU. At de store fartøjer også fanger de fisk som også kystfiskerne skal leve af, når de fisk kommer ind til kysten, bider ikke på EU. (hvorfra hun ved at det ikke skulle være tilfældet, blæser i vinden). 

Det bliver et længere møde, men desværre også konfronterende. Selvfølgelig kan EU smide ansvaret fra sig med henvisning til at det er Senegals problem, men DG 14 er jo ikke en ø i verden og da forhåbentlig ikke i EU landskabet.

·         DG 14 er en del af EU's fælles politik og som sådan også forpligtet på at få politikken til at leve op til de flotte ord – og på fiskeriaftalernes område, er der meget, meget langt igen. EU kan og bør ikke kunne holde til, at være vidende om, og i større eller mindre grad, også at være medvirkende til, at kystfiskerne i den 3. verden må betale den høje pris, at måtte forlade fiskeriet.

·         Og ligesom andre, kan EU heller ikke undskylde sig med, at andre lande, Kina, Korea og Senegal er meget værre end EU selv, men det er faktisk hvad EU gør og som Charlotte følger op på. Denne undskyldning, klarer efter min mening ikke den moralske prøve og heller ikke EU’s ”Code of Conduct” (hvis EU har en sådan) for hvordan den rige verden bør opføre sig i den fattige.

·         EU afviser at have ansvaret for svigtende bestande, fordi EU fanger få fisk. Det er Senegal og de andre lande som fanger de mange fisk. Men der er mange huller i dette forsvar. EU bør f.eks. give en fornuftig forklaring på hvordan det er muligt at fange så få fisk, med så mange fartøjer til så små priser som EU fiskerne opgiver at de sælger fisken til? Hvordan er det muligt med de store og stigende driftsomkostninger til bl.a. olie? En god forklaring: EU fiskerne flere fisk end de fortæller de fanger og sælger disse fisk til en højere pris end de fortæller de gør.

·         Charlotte mener, at EU overholde alle spilleregler, hvorfra hun kan vide det blæser også i vinden. Hun har selv ansvaret for 5 lande, og farer åbenbart land og rige rundt hele tiden. Og så mener hun, at hun er i stand til også at kunne overskue om fiskeriet er bæredygtigt, lovligt eller hvad ved jeg. Det ved hun selvfølgelig ikke noget om og blot for at sætte hendes påstande ind i en kontekst, så mener ex. myndighederne i Norge, at Norske fiskere lander for 1 mia. NKR ulovligt. Og Norge har et beredskab og kontrol uden lige. I EU mener eksperterne, at der fanges ca. 75.000 tons ud af en lovlig TAC i Nordsøen på 29.000 tons. Og jeg kunne blive ved.

·         Charlottes påstande er ikke holdbare for det ved simpelthen ikke noget. Men hun sidder ikke desto mindre med en vigtig finger på aftrækkeren i EU’s forhandlinger med Senegal om køb af fiskerirettigheder. 

Eftermiddagen bruges på flere interne diskussioner mellem Thierno og mig og programlægning. Jeg får fat i Senegals generaldirektør for fiskeriet madame Diop og vi laver aftaler for et møde i morgen kl. 9.00. Så dermed kommer vi heller ikke nordpå i morgen. Men denne tur er ikke vigtigere end at få mere viden om hvad der foregår mellem myndighederne og kystfiskerne og den mere viden vi har brug for i fiskeriet kan vi hente her tæt på Dakar. En tur nordpå vil tage et par dage og koste en masse penge. Så det gør vi kun hvis vi har tid til det.

Det blev en meget varm dag, kl.23.00 viste termometeret nede på pladsen foran hvor jeg bor 34,5 grader. Lejeligheden har ikke aircondition andet end i soveværelset, det er jo godt det er lidt køligt derinde. Men ellers er det meget varmt overalt – også i elevatoren.

Jeg bor på 10 etage og der er langt op når elevatoren ikke virker og det gør den ikke et par gange om dagen og derfor er den også lidt usikker at køre med. Det oplevede vi i dag, hvor vi var på vej ned og på 5 etage stod der et par stykker mere på så vi var 4 i alt max. for denne lille elevator.

Vi burde have lugtet lunten, da der var problemer for de nye med at få trykket på den etage hvor de skulle hen, de skulle op og vi skulle ned. Om disse kontraordre skabte kaos i computeren ved jeg ikke, men elevatoren fortsatte lidt ned, gik så i stå, og så begyndte Thierno at give den endnu flere ordre og til sidst gav den op og stod stille - helt stille.

Vi så på hinanden et par min. der varede som timer og så begyndte vi alle sammen at trykke på alarmklokken men vi kunne ikke høre om den gav nogen liv fra sig – stille helt stille, i denne meget lille snævre elevator.

Jeg har aldrig fået afprøvet om jeg lider af klaustrofobi, men hvis det er noget med at panik, koldsved, og hjertestop så er jeg klaustrofobisk. De andre så også lidt underlige synes jeg, det gjorde mig ikke mere rolig. ”Der kommer vel snart nogen tænkte jeg” den her elevator er jo i brug hele tiden, så de må da hurtig opdage at den ni ikke er brug. Men helt stille.

Jeg ved ikke hvor længe vi stod i den elevator, men sikkert ikke mere end 10 min. før vi kunne høre at nogen forsøgte at få den i gang. Det lykkes et par gange med det resultat at elevatoren bevægede sig nedad i – sikkert kun nogle få meter – hvorefter den stansede med et ryk og vi hoppede næsten ligeså højt som vore hjerter.  

Efter nogle forsøg hørte vi gode og rare mennesker råbe og forsikre os om, at nu var det kun et spørgsmål om tid, så var vi ude. Og ganske rigtig så vi snart en, noget tynd synes jeg, skruetrækker blive stukket ind ved kanten og døren vredet op. Vi kom ud i en fart mens vi med smil og grin forsøgte at overbevise hinanden om at den oplevelse ikke havde givet os den store bekymring.

8.12 torsdag

Dagens første møde er med fiskeriministeriets direktør madame Ndeye Tické Ndiaye Diop telefon 823 0137 fax 821 4758 mail dopm@sentoo.sn og personligt ntdiop@sentoo.sn direktoratet ligger på 01, Rue Joris Gare Ferroviere.

Vi mødes kl. 9.00 og madame Diop er smuk kvinde med udstråling og autoritet. Direktoratet er tilsyneladende vel bemandet og moderne i dets indretning og madame Diop råder over det hele og det har hun gjort nu 8 måneder. Hun fik stillingen efter andre opgaver i ministeriet, bl.a. har hun ledet et større projekt til tørring af fisk.

Vi indleder med en præsentation af os selv og vore foreninger, projekter og vores planer i Senegal. Jeg understreger igen, at jeg for min part ikke er kommet til Senegal med det klare mål at finde partnere. Tværtimod er jeg her for at lære og hvis fiskerne i Senegal ønsker det, vil Levende Hav kunne fortsætte herfra med nærmere undersøgelse af vore fælles muligheder.

Men vi har nu hentet de første oplysninger ude i felten og nu vil vi gerne vide mere om hvad der foregår derude i fiskeriet set fra direktoratets perspektiv og vi vil gerne rådgives mht. hvilken kurs vi kunne sætte herfra.

Det bliver en længere introduktion med vore indtryk fra møderne med fiskeriets organisationer og hvordan vi ser fiskeriet lige nu i Senegal på det beskedne niveau vi endnu er nået til

Madame Diop modtog denne introduktion med stor venlighed og imødekommenhed og takker os meget få den åbne dagsorden vi arbejder ud fra.

Derfra giver hun os en længere introduktion til kystfiskeriet i Senegal. Det er oplysninger om kystfiskeriets betydning for Senegals økonomi, en økonomi som er meget vigtig for Senegal da kystfiskerne bidrager med mere end 80 % af de samlede årlige fangster på ca. 400.000 tons fisk. Hun oplyser, at der er ca. 30.000 små, mindre og lidt større fartøjer i kystfiskeriet og at regeringen er meget fokuseret på udviklingen af kystfiskeriet.

Herunder at fiskeriet skal blive mere bæredygtigt, dvs. tilpasset flåden til fiskemulighederne; at man skal have løst det voksende problem med affald fra fiskeriet; at man skal have indført et langt større kvalitetsmål i kystfiskeriet og en meget bedre organisering af kystfiskerne. Dertil samarbejder myndighederne med alle internationale organisationer og foreninger.

Madame Diop er diplomatisk når hun kommer ind på samarbejdet med de store internationale sociale/humanitære miljø og natur organisationer, men lægger ikke skjul på at, der følger alt for lidt udvikling i kølvandet på deres kurs. Hun er helt enig med dem i, at meget mere må gøres for at få rettet op på miljø og ressourceproblemerne i fiskeriet. Men hun understreger samtidig, at de internationale organisationer har deres dagsorden og at den ikke tager tilstrækkelig hensyn til fiskerne og de problemer de står i og vil stå i de kommende år. ”De fleste fiskere kan ikke læse og skrive og derfor kan de jo heller ikke begribe de store planer om f.eks. at indføre sæsonstop i fiskeriet, eller områder hvor de ikke må fiske osv.” siger madame Diop.

·         Er det senegalesiske kystfiskeri ubæredygtigt? Det mener bl.a. WWF som udgiver rapporter og andet om den sag. At der foregår ikke bæredygtige aktiviteter i kystfiskeriet ser man, men sådanne aktiviteter, som f.eks. at der bliver fisket for hårdt på en bestemt art; at der tabes garn og affald til miljøet; at der fanges delfiner, skildpadder osv. kan ikke føre til en konklusion som siger, at det senegalesiske kystfiskeri er ubæredygtigt, målt på havets ressourcer.

·         Der er indlysende mange både og fiskere på denne kyststrækning på 700 km plus floderne. 30.000 fartøjer og 60.000 fiskere siger man og de fanger, ifølge EU ikke ca. så og så mange fisk, nej de fangede i 2003 385.776 tons fisk. Samme år fangede EU fiskerne kun 9.458 tons fisk. Kystfiskerne fanger ifølge EU 86,98 %, det havgående senegalesiske fiskeri 10,39 % og EU 2,07 % af de fisk der fanges ud for Senegal. (disse helt igennem utroværdige tal, som vi også skal forholde os til i EU fiskeriforvaltningen stammer fra EU's oplæg til den kommende fiskeriaftale).  Hvordan man er nået til denne klarhed over hvor meget der fanges af hvem, står hen i det uvisse, men som alt andet inden for fiskeriet, kan disse tal såmænd være ligeså gode som andre.

·         Enhver kan forestille sig, at hvis der var 30.000 fartøjer og 60.000 fiskere på kyststrækningen fra Rømø på Vestkysten nord om Skagen og ned til Sønderborg, ca. 700 km kyststrækning så ville det være kaotisk. Men i Senegals kystfiskeri er der tale om små kanoer som næsten udelukkende fisker med håndliner. Så er der en større gruppe store kanoer som fisker sild og andre pelagiske, dvs. immigrerende arter i not og de fanger langt den største mængde i tons i kystfiskeriet.

·         Tage f.eks. en plads som Sumbedune hvor der er hjemmehørende ca. 500 fartøjer. Man behøver ikke den store fiskerifaglige indsigt for at konkludere, at disse fartøjer, som i antal svarer til hele det danske kommercielle kystfiskeri, ikke kan være nogen trussel mod mere end 300 kommercielle fiskearter (Danmark har ca. 50). De har ikke mere grej tilsammen end 10 danske kystfiskere. Dertil kommer at de har intet der blot minder om udstyr, end ikke et kompas. Læg så dertil, at de opnår en pris på deres fangster der udgør ca. 10-15 % af hvad en dansk fisker får for sine fisk, læg så også dertil, at den senegalesiske fisker betaler næsten en krone mere pr. liter brændstof. Og så det vigtigste. Ser vi bort fra fiskeri med håndline som vi går ud fra ikke kan være ubæredygtigt, for at se på brugen af garn så skal en senegalesisk fisker betale 3-4 gange så mange, ikke skatte fradragsberettigede kroner, for et garn til ex. fangst af søtunger end hans danske kollegaer. Med de indtægter de har, siger det sig selv at de har en meget, meget lav kapacitet i det senegalesiske fiskeri. Og glem så aldrig at i Senegal kommer hver eneste fisk der fanges, menneskerne (mange mennesker) og ikke banker, olieselskaber, garnfabrikanter og lign. til gode. Men ifølge WWF, som har deres på det tørre, er det senegalesiske fiskeri ubæredygtigt.

·         Dette med prisen på et garn er i øvrigt en skandale. Danske fiskere køber meget billige garn i Japan, Korea, Taiwan mod at afgive en end use erklæring, hvor de forpligter sig på ikke at videresælge disse garn, til ex. deres kollegaer i Senegal.

·         Der er for mange kystfiskere i Senegal pt. forhold til de begrænsede områder de kan fiske og de fysiske omstændigheder på de pladser de fisker fra. De fleste kan ikke søge længere til havs, og de har en meget begrænset mulighed for at skifte fra et fiskeri til et andet. De fisker som de altid har gjort og det giver dem voksende problemer i det mere og mere kapitalstyrede fiskeri i dag. Hvis f.eks. de danske kystfiskere tog på havet med det udstyr de rådede over i 50’erne, i dag, så vil de ikke kun fange den fisk de selv kunne spise. Læg dertil de mange nye arter som betyder så meget for de vestlige fiskere i dag. Arter som i 50’erne blev smidt ud som uspiselige, men som i dag udgør en betydelig del af den samlede økonomi, havtaske f.eks. er i dag en meget vigtig kommerciel art i det europæiske fiskeri, for 30 år siden blev den smidt ud, fordi den var værdiløs. Fisk er ikke længere blot føde for dem selv, enten direkte eller indirekte i bytte med andre varer. Fisk er en voksende handel også i Senegal og derfor bliver kystfiskerne nødt til at ændre på deres traditionelle måde at fiske på, at handle på og ikke mindst må de i gang med at kvalitetsbehandle fisken, så den kan komme ud på dette marked.

Uden at det endnu står helt klart, så synes samtalen med madame Diop og andre i ministeriet, at bekræfte fiskernes kritik af myndighederne og de internationale organisationers mangel på fiskerifaglig indsigt og ikke mindst konkret handling i forhold til kystfiskernes problemer.

Mht. organiseringen i kystfiskeriet så er der store problemer. Der er op mod 100 større og mindre og meget forskellige foreninger og organisationer i fiskeriet og i virksomheden i og uden om fiskeriet og de arbejder efter regeringens mening, mere for deres egen skyld, end for fiskernes. Langt hovedparten er oprettet for at tilfredsstille de internationale NGO’ers behov for partnere og lokale NGO’er og de lever nu for og af de udenlandske donorer.

Men det giver ingen udvikling i fiskeriet, fiskerne får intet ud af alle de møder og derfor gider, opgiver den almindelige fisker møder og organiseringsarbejdet og det er et meget stort problem for en mere bæredygtig udvikling i kystfiskeriet, siger madame Diop.

Der er de to store såkaldte rene nationale kystfiskerorganisationer CNPS og FENAGIE og madame Diop understreger, at den sidstnævnte organisation ville være den hun ville satse på, hvis hun skulle i gang med NGO projekter i Senegal inden for kystfiskeriet og FENAGIE mangler støtte i udviklingen af organisationen.

Det er tydeligt at madame Diop ikke tror på og har den store tillid til disse organisationer og derfor har myndighederne nu gennem flere år arbejdet på at få fiskerne til at organisere sig lokalt, i mindre enheder som kan styringen lokalt og også ansvaret for udviklingen af kystfiskeriet lokalt.

Mødet blev afviklet i en god stemning. Madame Diop er en dame med magt og pondus og hun siger ikke mere end det nødvendige og dertil kommer hun langt omkring i sine beskrivelser af fiskeriet i Senegal. Fiskeriaftaler med EU, konsekvenser og fremtid, kom hun behændigt om ved, vi kom ikke ind i en nærmere diskussion af det emne. Hvorfor og hvordan det lykkes madame Diop, i 1½ times møde at undgå dette emne, kan ikke kun forklares med at det tager tid at få givet sine indlæg. Men at det er et emne som hører under den senegalesiske regerings ansvarsområde og som der ingen grund er til at diskutere med en dansk NGO.

Før vi forlod madame Diop, og efter at hun havde opfordret os til altid at kontakte hende når vi har brug for det, introducerer hun os til vores kontakt i ministeriet, Isabelle Autunés telefon 569 3034 mail autunes_isabelle@yahoo.fr. Isabelle har stået i spidsen for det udviklingsarbejde der retter sig mod en bedre organisering af fiskerne.

Efter introduktionen ved madame Diop giver Isabelle os en mere detaljeret præsentation af kystfiskeriet, set ud fra hendes 3 års projekt som international rådgiver for Senegals Fiskeriministerium.

Isabelle præsenterede os for sit arbejde og det er faktisk imponerende. Til sin præsentation har hun fået fremstillet store plancher, som selv på fransk, gav et overraskende godt, omfattende og også synes jeg, troværdigt indblik i kystfiskeriet og dets problemer. Det er en meget stor og ambitiøs plan som Isabelle forfølger. Det er helt sikkert, at Isabelle tro på planen og at hun også har fået noget nær frie hænder til at udvikle den. At den skulle ende op med et licenssystem var hende pålagt, men ikke hvordan hun kom derhen.

Til grund for planen, som ender op med helt nye lokale strukturer og tværfaglige organisationer inden for kystfiskeriet og dets følgeerhverv, lægges svigtet fra de nuværende både lokale og nationale organisationer og foreninger. De har svigtet opgaven med at samle fiskerne for at få sat gang i udviklingen af kystfiskeriet og den til kystfiskeriet hørende infrastruktur.

Spørgsmålet er så om det er den rigtige strategi at opbygge nyt i stedet for at ændre det bestående? Isabelle er ikke i tvivl – det gamle kan der ikke repareres på. Det er ødelagt, det er korrumperet efter mange års afhængighed af de internationale organisationer, fonde og økonomiske støtte.     

Den største fortjeneste får hun efter min mening for en stor, og ser det ud til, meget omfattende kvalitativ undersøgelse i kystfiskeriet. Et undersøgelses team har rejst kysten tynd og besøgte alle pladser. Der har de lavet interviews med et stort antal fiskere og fiskehandlere.

Et af de rigtige gode spørgsmål som fiskerne skulle besvare var: Hvem henvender I jer til med Jeres problemer, i prioriteret rækkefølge?” Svarene faldt forskelligt ud fra plads til plads, men på ingen plads, kom fiskeriets egne organisationer, lokale såvel som nationale blot i nærheden af toppen. Kun nogle ganske få procent nævnte deres egne organisationer som dem de henvendte sig til når de havde problemer. De brugte alle mulige andre som de lokale og nationale myndigheder; byens ledere; deres eget og andres netværk osv.

Det er et overraskende, men også skræmmende klart resultat af en stor undersøgelse, og et resultat som får Isabelle og mange andre med hende til at konkludere, at fiskerets egne organisationer har mistet deres legitimt som fiskernes repræsentanter.

Årsagerne til dette tab af legitimt er flere, men hovedårsagen er at lederne ikke tager sig af fiskernes problemer, men mere meler deres egen kage. De er mere optaget af at tiltrække internationale organisationer og støtte – til eget bedste – end at støtte fiskerne, siger Isabelle. Udviklingen er meget negativ for fiskerne, mener Isabelle. Og hun forstår udmærket fiskerne, når de vender ryggen til dem de selv har valgt og deres egne organisationer.

Isabelle er usædvanlig hård i sin kritik af de internationale sociale, miljø og naturorganisationer. De opnår alt for lidt, eller ingenting i forhold til den indsats (penge) de bruger på formålene. Som hun siger: ”De beriger de få, og skaber derved modstand mod de nødvendige reformer fra de mange”. Det er en skarp og ubehagelig kritik, som jeg desværre tror også er berigtiget.

·         Man kan og skal selvfølgelig ikke kæmme alle over en kam, men Isabelles er mine erfaringer fra den store verden, også uden for Senegal, inden for fiskeri og udvikling. Der er ikke det nødvendige udkomme forbundet med disse organisationers forsøg på at få mere social retfærdighed i fiskeriet og fiskeriet til at foregå på et mere bæredygtigt grundlag. Om det så er helt umuligt at få ændret kursen i fiskeriet, fordi fiskeriets livsform ligger så langt fra andre livsformer, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg tror at den fiskerifaglige ballast, også i Senegal, er smidt overbord, eller aldrig taget ombord, i de internationale organisationers virksomhed tilgang til fiskeriet. Det efter min mening udtryk for hovmod fra deres side. Dermed siger de jo, at fiskeri og fiskere er så simpelt, at det kan alle forstå, eller det der er værre – hvad rager det også os!

·         Der bliver fanget for mange fisk, der smides for meget affald osv. Senegals myndigheder og fiskerne skal ændre på dette fordi det er forkert. Hvordan de skal det? Ved at fange færre fisk og rydde op, er svaret fra disse organisationer.

Det er et meget spændende projekt og plan som Isabelle har fået bygget op. Om den så kan implementeres er en helt anden sag. Det tror jeg ikke at den kan, uden at Senegal finder rigtig mange penge til formålet. Om Senegal er rede til det kommer vi ikke ind på, men et dårligt tegn er det, at Isabelle skal finde en donor for at få skudt projektets pilotprojekter i gang og afviklet, 30.000 $ har hun brug for. Og det burde umiddelbart jo ikke være noget problem at finde de småpenge i ministeriet, hvis ministeriet vel at mærke, også synes om denne plan.

Men selv om planen ikke bliver eller skal gennemføres, så har den en vigtig funktion for den senegalesiske regerings forhandlinger med EU. (dette følgende nævnte jeg for Isabelle, men det hverken be- eller afkræftede hun).

EU og Senegal forhandler pt. om den nye fiskeriaftale som skal træde i kraft når den gamle udløber juni 2006. EU vil, ifølge Charlotte fra EU kontoret, nu ikke længere indgå aftaler som forpligter Senegal til at bruge de EURO, som Senegal får for salget af rettigheder, til bestemte formål. Denne form er intet værd, fortalte Charlotte os, fordi EU ikke løbende eller efterfølgende har lov til at kikke Senegal i kortene.

Nu skal aftalerne bygges på partnerskaber og til disse vil EU vurdere Senegals fiskeripolitik. Hvis den lever op til en eller anden standard som selvfølgelig fastsættes af EU, så indgår EU en ny aftale. Hvis ikke så udfaser man interesserne i Senegal, og hvis det er helt galt så indgås der ikke nogen ny aftale.

I Senegals præsentation af landets fiskeripolitik kommer de jo ikke uden om kystfiskeriet, det står lysende klart for alle. Dertil er kystfiskeriet, det langt det største på hele Vest Afrika, alt for stort, omfattende og betydningsfuldt for millioner af mennesker og Senegals økonomi.

Dvs. at Senegal skal præsentere EU for en troværdig kystfiskeripolitik; fiskerikontrol; biologisk monitorering; forvaltning etc. Med Isabelles stort opsatte plan, løber Senegal måske ikke så elegant, men dog så godt de kan, lige i hælene på EU’s nye strategi for fiskeriforvaltningen.

EU har heller ikke den store tillid til EU's egne nationale og tværnationale erhvervsorganisationer fra fiskeriet. Selv om de nationale fiskeriorganisationer i EU endnu ikke er helt ude i kulden i EU strategien, så forsøger EU at skubbe dem derud med de nye RAC’er regionale rådgivende komitéer. EU vil have et større mål af lokal og regional forvaltning af fiskeriet, og det vil også stække vingerne på de store nationale og ikke mindst tværnationale fiskeriorganisationer i EU.

EU vil derfor, efter min mening, se positivt på Isabelles plan og et par fotokopier og lidt rettet til, så kan EU sige til skeptikerne, at Senegal har en fiskeripolitik som hele vejen kun har et mål – udviklingen af kystfiskeriet på et bæredygtigt grundlag. Og dertil har de et vigtigt værktøj – en undersøgelse som dokumenterer, at de store og gamle organisationer er der ingen senegalesiske fiskere som tror på længere og derfor skal disse organisationer heller ikke have indflydelse på udviklingen af kystfiskeriet i Senegal.

Jeg tror det kan være regeringens formål med Isabelles virke, at tilfredsstille EU’s krav. Jeg tror derimod ikke, at regeringen hverken selv tror på eller har de midler der skal til for at gennemføre denne plan. Selvfølgelig får de penge fra EU for den kommende aftale. Den forrige udløste 64 mio. EURO plus licensbetalingerne fra EU fartøjerne (som burde være et tilsvarende beløb, men det er småpenge for EU fiskerne fanger jo langt fra den mængde fisk som aftalen bygger og så sælger de jo også den fisk til meget små penge!!!). Med de penge vil Senegal dog kunne og sige, at de også vil gøre brug af dem, får at få den nye kystfiskeripolitik sat i værk.

Noget vil selvfølgelig ske, men kystfiskeriet i Senegal er kæmpestort og efter min mening også udenfor enhver overordnet plans rækkevidde, som landet ligger nu. Lokale komitéer vil blive oprettet, men mon ikke de bliver infiltreret af de gamle organisations folk? Det tror jeg – de er jo de eneste der har tid til det, fiskerne har jo nok at se til. Mht. støtte til ophugningen så tales der om 1000 fartøjer, men ikke hvilke og hvilken størrelse, eller hvorfra. 1000 fartøjer forslår som den berømte snebold i helvede herned.

I de kommende dage vil jeg i detaljer drøfte med Isabelle og andre denne plan, dens fremtidige skæbne og dens spændende delresultater.

Eftermiddagen var afsat til et længere møder her mellem CNPS og FENAGIE repræsentanter som vi kender, Mbaye Faye og Assane Diop. Mødet var indkaldt for at komme dybere ned i sagen og for få deres bud på hvordan vi, hvis vi skal, kommer videre herfra. Begge præsidenter og et par vicepræsidenter var ude af landet på vigtige missioner.

Mødet startede kl. 16.00 og sluttede kl. 19.00, så det blev et langt møde, hvor vi kom til en større forståelse af hvem vi er og hvad vi kan og ikke kan. Men det tager nu også lang tid, for i denne verden går man ikke sådan lige til sagen. Først skal vi have udvekslet nyheder om hvordan vi har det (selv om vi lige har set hinanden) og hvordan familien har det. Sava, Sava ”hvordan går det” er ikke blot klaret med ”jeg/vi har det godt” nej vi skal langt omkring alle mulige og for den sags skyld umulige forhold, der kan, eller kunne tænkes at have indflydelse på ens liv. Her er Senegal vigtig, hvad jeg mener om Senegal, hvordan har jeg det i og med Senegal osv. En lang smøre.  

Svarene er ikke vigtige i Senegal, dem er der alligevel ingen der lytter efter. Det er spørgsmålene – de er vigtige, de skal stilles, ellers er det noget rod.

Når senegaleserne taler, taler de meget længe og med et meget stort antal gentagelser, sikkert for at undgå enhver form for misforståelse. Denne metode troede jeg, jeg havde lært i Kasakhstan, men jeg skulle igen blive klogere. Hernede mestre man kunsten til fuldkommenhed, også for at få understreget de vigtige områder i en sag, som vi i vesten, desværre alt for ofte tage som en selvfølge. F.eks. at man er glad for at møde den anden og at man takker den anden for at vedkommende kom hertil mødet, til Senegal og sagen. En anden vigtig understregning er også at få fortalt flere gange, hvem man er og hvor man kommer fra og hvilken historie man bærer på osv.

Jeg indledte min del af mødet med en redegørelse, som samlede op på det vi tidligere har fortalt dem under vore separate møder. En redegørelse som igen og igen gjorde klart, at vi fra dansk side ikke var taget til Senegal med den ene dagsorden, at få overtalt nogen i Senegal til at gå ind i et dansk/senegalesisk udviklings fiskeriprojekt. Jeg understregede for min part, at jeg blot var en mand med den baggrund jeg har og den historie jeg bærer på og at jeg var formand for LLH som beskæftigede sig med det vi gør i Danmark og uden for Danmark.

Jeg gjorde dog (og ikke uden formål) meget detaljeret rede for vores projekt i Kasakhstan – først og fremmest hvor meget udstyr vi har sendt derud, hvor mange $ vi har brugt i. Indtil da havde de siddet med lukkede øjne, måske sov de, men da vågnede de op for flere gange at få bekræftet antallet af containere og summen af $. Derefter under status og perspektiver på projektet i Eritrea slappede de af igen. Da jeg nævnte vore vanskeligheder i Ghana kom de igen på banen.

Ghanas kystfiskeri er det eneste på Vest Afrika som kommer i nærheden af det senegalesiske, sagde de. Alle andre landes fiskerier, Mauretanien, Togo, Elfenbenskysten, Benin, Gambia med flere havde ikke ret meget andet at byde på end senegalesiske fiskere, sagde de. Så hvis LLH havde interesser i og på Vest Afrika, og Ghana ikke kunne lade sig gøre, bl.a. på grund af de stærke fiskekvinder i Ghana, så var der kun Senegal tilbage. (Ghanas og Senegals fiskeri adskiller sig på et vigtigt område – i Senegal har en fisker 3-4 koner + ex. antal elskerinder under sig, i Ghana har kvinderne inden for fiskeriet, et stort antal mænd i samme position, kunne vi blive enige om under stor munterhed, iblandet medlidenhed og del foragt for vore stakkels kollegaer fra Ghana).

Jeg fortsatte min redegørelse med at understrege, at vi var her for at lære og suge til os og blive klogere på hvad der foregår i fiskeriet fra Senegal, Vest Afrika. Jeg understregede også, at vi ikke råder over midler eller andet som kan hjælpe i Senegal, men at vi, hvis betingelserne er til stede, dvs. rigtige partnere og gode ideer, kan gå i gang med at udvikle et projekt og søge midler til gavn for kystfiskeriet her i Senegal.

Jeg understregede også, at hvis vi fra LLH’s side går ind i sådant et virke, så forholder vi os retten til at afsøge alle områder i fiskeriet for at finde den bedste tilgang og at vi i alle vore gerninger og gøremål var transparente, dvs. at alle, herunder myndighederne, har adgang til alt hvad vi løbende foretager os.

Jeg gjorde hvad jeg kunne, for at få min redegørelse til at strække sig så langt som muligt, men mere end 15 min. kunne jeg ikke strække den – og så tog de fat.

Først Faye, som kom meget langt omkring i hans noget nær halve times redegørelse om de problemer der var i kystfiskeriet. Og ligesom jeg ikke kunne tilføje noget nyt i sagen denne dag, kunne Faye det heller ikke. Han sluttede med at konkludere, at han og hans organisation var klar til alt og at alle former for støtte til kystfiskerne og organisationerne var velkommen. Men så sluttede han, noget overraskende, af med at udpege Assane og CNPS som vores første kontaktperson og organisation. ”Assane, min storebror, er også medlem af min organisation, og han har meget mere erfaring end jeg der er først er født i 1952 (Assane er nu ikke meget ældre, måske fra 1950) og derfor er jeg helt tryg ved at Assane tager dette ansvar” sluttede Faye.

Under hele Fayes fremlæggelse havde Assane siddet med lukkede øjne, når han ikke talte i en af sine 2 – eller 3 mobiltelefoner og ellers kun nikket bekræftende til det Faye fremførte.

Så tog Assane over og det var tydeligt at Assane havde lagt større erfaringer med hvad de internationale organisationer og fonde gerne vil høre fra senegaleserne. Han huskede bl.a. at komme langt omkring kvinderne og deres behov (han var jo også præsident for 30 kvinder på hans plads), ligesom uddannelse og træning af fiskerne var vigtige. Fiskerne skulle også lære at tage mere vare om miljøet, også når de kom i land.

Han sluttede også af med at konkludere, at alle internationale projekter som støttede kystfiskerne ville han og hans organisation bakke op om og også gerne være med til. Han så meget direkte på mig da han sagde ”for vi skal jo gennemføre udviklingen nedefra, dvs. fra de praktiske fiskere og op gennem systemet, og ikke oppefra og ned”.

Til sidst konkluderede vi sammen, at vi havde fået etableret en fælles forståelse og herfra ville vi om nødvendigt de følgende dage gå mere i detaljer med en prioriteret liste og beskrivelse af behovene her og nu og på sigt. Dette ville vi gøre ude på pladserne hvor vi så ville tage ud.

Efter udveksling af T-shirts tog vi afsked i en god stemning.

·         Inden Assane kom til mødet stillede jeg Faye nogle spørgsmål om hvorfor FANAGIE havde brudt med CNPS? Dertil svarede Faye: ”Af politiske grunde, vi der brød ud af CNPS og stiftede FENAGIE var utilfredse med CNPS politiske arbejde. Vi mener, at fiskeriets organisationer skal så uden for politik”. Og på spørgsmålet om hvad der adskiller de organisationer i dag svarede Faye ”I FENAGIE betaler organisationen selv en procentdel af vore lederes rejser, det gør de ikke i CNPS, og derfor er vore ledere ikke så tit i udlandet. I CNPS betaler den internationale støtte rejserne 100 %. Og hvis vore donorer kommer her til Senegal, så sørger vi i FENAGIE også for deres udgifter til opholdet, det gør de heller ikke CPNS.

Disse svar bekræfter til dels, at organisationerne er mere optaget af donorer og rejser, end af de konkrete og praktiske problemer og forhold i fiskeriet. For hvorfor skulle disse forskelle nævnes hvis ikke det netop er de områder man beskæftiger sig mest med inden for fiskeriets organisationer?

9.12 fredag

Fredag er den muslimske helligdag og derfor heller ingen møder. Denne morgen er der overskyet og meget behageligt. Thierno har sit eget private program i dag og jeg skal arbejde med denne dagbog og forsøger at få en aftale med Isabelle fra ministeriet for uddybning af oplysninger fra i går.

Desværre er en aftale om deltagelse i et større møde i Joel på mandag gået i vasken. Vi skulle have deltaget i opstarten af den lokale komite dernede på pladsen, men Isabelle må desværre aflyse i dag, da mødet er udsat til efter den 15/12, hvor vi jo er taget af sted. Det er ærgerligt for vi havde set frem til dette møde hvor vi kunne have mødt et større antal fiskere, som på deres egne betingelser kunne have givet os værdifulde oplysninger om deres situation.

Det møde bliver svært at erstatte, men vi må forsøge at få fiskere på tomandshånd på en anden måde de kommende dage.

I dag får jeg studeret det materialer vi har indsamlet i EU og andre steder og dertil får jeg fremstillet et regneark med en masse data. Desværre er alle oplysninger på fransk, så det sætter begrænsninger på fordybelsen i det, da Thierno ikke kan være her i dag. Men efter at have studeret en masse danske og engelske data om fiskeri, så tager det nu ikke så lang tid at få det mest nødvendige overblik over de franske data.

Denne eftermiddag tog vi ud til Yof som ligger ca. 25 km nor for Dakar. Det er en mellemstor landingsplads, hvor der også fisker mange fiskere fra San Louis. Det blæste lidt denne dag så mange af de små har ikke været på havet.

Vi havde ikke nogen aftaler med organisations folk for vi ville høre fra fiskerne selv hvordan de oplevede deres hverdag.

Vi talte desværre ikke med så mange. Måske har de ikke lyst til at snakke, eller også fik vi ikke forklaret os godt nok. Men nogle af dem vi talte med, hørte til samme kooperativ fra San Louis, lederen af kooperativet sad og syede garn.

Han og hans folk fortalte os lidt om hverdagen. De fisker fra Yof nu fordi de følger fisken sydpå. Yof er udmærket, men der kan være konflikter med de lokale som ikke mener at der er fisk nok til alle.

De havde været ude i dag, men kun fanget ca. 40 kg. De sejlede kl. 7.00 og var inde kl. 16.00. De havde sat langline med 100 kroge som de agnede med sardiner. Mens de ventede, fiskede de med håndliner. Fangsten havde de solgt for 12.000 CFA dvs. ca. i alt 150 kr. Det var ikke mange fisk, men heller ikke usædvanligt lidt, sagde de. De var 4 mand ombord.

Vi spurgte til hvor meget en kystfisker kunne tjene om året. Det havde de svært ved at svare på, men 1 mio. CFA (11.000 DDK) kunne de måske godt tjene, hvis fiskeriet var ok. Men det var fiskeriet desværre ikke.

Udgifter til benzin og grej blev dyrere og dyrere, og det tog pynten af fiskeriet, mente de.

Salget af fisken her på pladsen forgik som de andre steder – i sandet på stranden, lå fisken i små portioner ejet af den kvinde som sad ved fisken.

Udenom det hele var der også her en leben, salg af alt muligt, de unge spillede fodbold og folk sad i grupper og snakkede.

Turen tilbage til Dakar tog vi forbi lufthavnen og ned langs kysten, der hvor de rige bor. På denne, de riges vej, er der ikke meget trafik og de store flotte huse langs kysten var hver især bevogtet af en eller flere vagter. Mellem husene sås dyre forretninger med alle vestens forbrugsgoder. Her levede folk godt og fedt. 

Da vi nærmede os Dakar begyndte myldret og trafikken igen. Flere gange blev vi passeret af politimotorcykler i spidsen for en kortege af store biler med VIP ombord. Trafikken blev gennet ind til siden så de kunne passere. Det var ifølge Badu, vores chauffør, regerings toppen. Han så bl.a. premierministerens kortege.

Længere inde i byen kommer man til de handlende som er flyttet helt ud til vejkanten med deres varer. Her sælger man alt, også fisk. En række af kvinder sad bag ved deres fisk som lå til lit de parade i varmen. Kvinderne snakkede mens de uden held forsøgte at holder fluerne fra fisken. Is havde de ikke noget af. Fisken var sikkert købt samme dag, men alligevel er det jo ikke den bedste måde at forhandle fisk på.

Et karakteristisk billede i Dakar fra bilen er tusinde af unge mænd som forsøger at sælge alt muligt til de mennesker i bilerne som venter i bilkøerne. Alt er til salg, fra snacks over solbriller til lamper, mobiltelefonhylstre you name it. De navigerer flot ind imellem bilerne, mens deres øjne forsøger at få øjenkontakt med passagerne. Det er virkelig svært, men man må lære sig at få et fraværende blik som tænker dybt over en meget vanskelig sag, som man forsøger at få afklaret i sit hoved inden familien og aftensmaden. Men det er jo ikke så nemt for et fjols som mig som vil suge til mig, mens min kære og savnede familie sidder derhjemme i det kolde Danmark og spiser frikadeller og forberede sig på julen og alle dens velsignelser.

Jeg forsøger at fotografere hvor jeg kan komme af sted med det. Men det er vanskeligt, fordi folk ikke vil have at man fotografere. Jeg har ellers anskaffet mig et meget anonymt smalt kamera som jeg ikke behøver at sætte op foran øjnene, men senegaleserne har luret mig. De kender alle tricks.

Thierno siger, at folk ikke vil have det fordi disse vesterlændinge tager deres billeder og sælger dem og så kan de se sig selv på Internettet og det vil de ikke være med til – i hvert fald ikke uden at de også får en del af den fortjeneste. Men hvordan man spøger flere tusinde mennesker om man må tage et foto, og hvem der skal modtage penge, er der ingen forklaring på.

10.12 lørdag

Dagen starter kl. 6.00 og kl. 7.00 henter Thierno mig for en 2 dages tur nordpå hvor vi skal bese fiskerpladserne, Lompoul, Porto og St-Louis. I samme forbindelse skal Thierno besøge hans familie i hans fødeby Louga og besøge hans forældres grav i en mindre landsby i det område.

Med os på turen har vi Philis 2. kone og mindste søn på 2 ½ år. De skal besøge hendes familie i en landsby i nærheden af Louga.

Vi starter tidligt i et forsøg på at undgå de lange bilkøer ud af Dakar, det lykkes dog ikke og først 50 km udenfor Dakar kommer vi ude på lige vej uden den store trafik.

·         Trafikken i Dakar er uhyggelig og når man møder den kan man ikke andet end tro, at Senegal er lagt ned i biler. Men det er ikke tilfældet. Uden for Dakar er der langt mellem bilerne, man møder dem så igen i de større byer, men langtfra i Dakar målestok – det helt ubeskriveligt. Det kan tage timer at komme fra og til byen, og bilerne kører i alle de spor de selv har fået lavet. Den officielle vej er max. 2 spor, men hvor det kan lade gøre i landskabet, har bilerne bredt deres spor ud i sandet, nogle steder 3 spor ekstra (men et spor skal altid være fri til de mange biler der koger over i varmen og bilkøen). Alle trafikproblemer i Dakar og dets forstæder, og andre større byer, hænger sammen med at man har brugt penge på at forbedre vejnettet, der er nu 3 og 4 spor på de store veje, men al trafik skal presses ned til 2 spor gennem byerne hvor der i forvejen kører flere taxi end biler og hvor hestevogne, handel og alt muligt andet også optager deres plads af vejene. Så det hele går i står når man komme til byerne er der ikke sket den store udbygning af vejnettet. Man er i gang med broer og omfartsveje, men det ser ikke for godt ud og det er også spørgsmålet om stigningen i trafikken udhuler de investeringer. Det er meget slemt i Dakar og det giver store problemer også udviklingsproblemer for ikke at nævne sundhedsproblemer. Sidder man i en bil uden aircondition – det gør de fleste jo – så må man have åbne vinduer i denne varme. Man hoster og hakker af denne os, det er vildt. Særlige slemme er de små diesel busser som der rigtig mange af, de gamle og kan kun holdes i gang ved også ukoblet at skulle pumpe speederen, hvad der sender en lårtyk søjle af sort røg ind gennem vinduerne til os andre. Bag på busser hænger billetdrengene – det og meget andet burde selvfølgelig forbydes ved lov, men det bliver det ikke og gamle bliver disse drenge heller ikke.

Men det er ikke kun vejnettet der er noget galt med, senegaleserne vil åbenbart heller ikke ud på nye veje, de holder sig til de kendte. Når man ex. kommer nordfra til en større by Thiés, hovedbyen i Thiés regionen, nord for Dakar, så er der en ny omfartsvej med gode skilte (de er ellers en mangelvare i Senegal) vest om byen, (vejen er oplyst af gadelys) men den vej kører man ikke, vi gjorde det heller ikke, vi gjorde som de andre og sneglede os gennem centrum af Thiés.

Alt dette og meget mere kunne berettes om trafikken, men det utrolige er, at bilisterne åbenbart ikke laver uheld, jeg har ikke set et eneste uheld indtil nu, og jeg har kørt meget.

Hvordan det hænger sammen kunne jeg godt tænke mig, at Rådet for større Færdselssikkerhed kunne lave en undersøgelse af. Læg så dertil, at alle fodgængere, og det er mange, går og snakker i mobiltelefon mens de krydser vejene ved siden af fodgængerfeltet (det felt bruger man ikke) og ser man ind i bilerne, ja så gør chaufføren det samme! Der skulle efter alle vestlige målestokke ligger døde og kvæstede fodgængere overalt, mellem de sammenkørte biler. Hvorfor det ikke er tilfældet ligger også uden for min fornuft, her i Senegal.

I en anden stor by, mere end 2 mil mennesker Almaty i Kasakhstan, er trafikken også eksploderet de sidste 5 år. På en tur fra lufthavnen og indtil centrum (vel 30 km) vil man med garanti enten selv deltage i et eller se flere uheld. Og det selv om vejene i Almaty er bredde, af sovjetisk standard.

·         Måske er den afrikanske musik styrende i trafikken? En anden iagttagelse jeg har gjort mig er popmusikken hernede. Jeg har nu været i en del hjem (middelklassens hjem) og i hvert hus kører flere fjernsyn. Her ser man nyheder og popmusik og oplæsning af koranen. Nyhederne starter altid med præsident Wadde som har været et eller andet sted, eller haft besøg af vigtige udenlandske politikere. Og så er det popmusikken. Ved første øjekast er det et amerikansk show, med en sanger mand eller kvinder og så en masse dansere. Flotte biler BMW, strande, solbriller og smukke mennesker i flot tøj og nye frisurer. Men det er i virkeligheden meget afrikansk, for jeg der ellers meget sjældent bevæger ret mange lemmer til den vestlige musik, sidder hernede og kan ikke holde fødderne i ro.

·         Musikken, trommer og danserne danser helt på samme måde som de altid har gjort det (det har jeg fra filmene) meget kropsligt og med tøj der er inspireret af de farvestrålende kostumer som man brugte i landsbyerne. Det er afrikansk og rytmen tager en med det samme også selv om det forstyrres af de store BMV’er og andet vestlig gods.

·         I den forbindelse kan jeg ikke lade være med at tænke på hvor meget Grundtvig, Guldalder romantik, Carl Nielsen, Oswald Helmut og anden dansk kultur der i dag er indeholdt i dagens danske Melodi Gran Prix for voksne og børn? Måske kan mennesket slet ikke få øje på deres egen kultur, jeg ved det ikke, men det vil jeg da tænke lidt over.

Da vi er kommet klar af Dakar og dets forstæder går det stærkt nordpå op til byen Kébémér – den nu siddende præsident Waddes hjemby. Det ses i form af store forbedringer, moderniseringer, bygninger, mange biler etc. Thierno fortæller, at sådan er det. For når præsidenten kommer hjem, eller modtager gæster, så skal hjembyen være flot og i stor udvikling, sådan er det. Den forrige præsident kom fra den by Louga som vi er på vej til og her vil man også se de store investeringer fra dengang, men nu er byen ved at gå lidt i stå, selv om det er en betydelig større by end Kébémér.

I Kébémér drejer vi skarpt til venstre mod byen og fiskepladsen Lompoul ca. 140 km fra Dakar. Det er en god vej til pladsen og fremme ser vi også her stor byggeaktivitet. En Japansk fond, eller er det den japanske regering, støtter opførelsen af en stor infrastruktur på pladsen, isværk, kølehuse etc. meget omfattende projekt som er ved at blive bygget på denne plads.

Ellers er pladsen meget idyllisk med brede flotte strande, små hytter og en tilhørende landsby som ser ud til at fungere.

Fiskerne på pladsen fortæller at selv om de ikke fanger ret meget, så tror de på fremtiden. Der er pt. 10 kooperativer og ca. 200 fiskere organiseret under den nationale organisation FANAGIE og de forventer mange flere nord og syd frakommende fiskere når det hele er klar til brug.

Stedet er meget imødekommende og tiltrækkende, (ikke så rodet og ikke så meget affald) også for et projekt som vi eventuelt kunne stille op med. Det er gode rammer, det er overskueligt, passende antal kooperativer inden for kystfiskeriet (de mange nye der kommer til når det nye sted skal tages i brug bliver sikkert de større notfartøjer (Piroques 20-30 meter) som fanger sild.

Men der vil sikkert også komme alm. kooperativer som fisker traditionelt kystfiskeri med kroge, langline, garn og ruser. Og de som er og som kommer, har brug for at få mere kapacitet. For med den nye infrastruktur får disse fiskere rigtig de gode muligheder for at styrke deres fiskeri og økonomi.

Efter et informativt møde med dette sted og deres fiskere og regeringens mand på stedet, fortsættes turen nordpå landsbyen Porto. Det er lidt frem og tilbage i transporten til og fra fiskepladserne. Hovedvejen Dakar – St-Louis går et stykke inde i landet og så er der 30 – 40 km ud til de enkelte pladser, men ingen vejforbindelse mellem pladserne.

Porto landsbyen og vejen dertil er meget forfaldent. (Hvor Lompoul hører til den nu siddende præsidents by, hører Porto til de fhv. præsidents by Louga (den eneste fiskelandsby som hører til den større by Louga). I landsbyen skal vi køre 7 km af en grusvej ud til kysten.

Det er et meget flot sted. Helt nede på stranden som er meget bred – op mod 1000 meter, ligger fiskelandsbyen i kanten af den skov vi kørte igennem for at komme ud til stranden. Det er Bounty land det her, men det er også gået helt i stå for fiskeriets vedkommende. Der er ikke mange fiskere tilbage og de har ikke is og de har kun benzin og olie i marts/april hvor der er sæson for et fiskeri jeg ikke blev klar over, måske denne Thiof White grouper Epinephelus aeneus. Nu var de hjemhørende andre steder, i St-Louis, Lompoul og længere mod syd helt ned ved Yof. Vi fik en lang snak med en ældre fisker og hans folk.

De mener at det er slut med fiskeriet fra den plads. De få der er tilbage vil fiske til Lompoul når den plads står klar og så vil der kun være de få både med gamle fiskere som fanger fisken til dem selv og Porto landsbyen. Fisken var også forsvundet sagde de, hvorfor blev jeg heller ikke klar over. Men nu fangede de mest langustere og tunger. Vi så begge dele og krabber. Det er virkelig flotte fisk, store tunger tæt på en kg og krabber, store rejer og langustere som de selv eller landsbyens beboere spiste. Der kom engang imellem også nogle opkøbere som købte det de havde. På pladsen lå beton ruinerne, resterne af en ikke ubetydelig fiskeriinfrastruktur.

·         Det er også uden præsidentens indflydelse forståeligt, at regeringen har valgt Lompoul som byen der skal investeres i. Stranden i Lompoul er meget smallere og derfor er der kort vej mellem fartøjerne og den nye landingsstation. Men det spiller sikkert en ikke ubetydelig rolle, at det er præsident Waddes fiskelandsby. Når han er hjemme med gæster, så kan han tage dem med ned til en velfungerende fiskeplads og da fiskeri spiller så stor en rolle for Senegals økonomi, spiller det også en stor rolle for præsidenten og hans værtsforpligtigelser.

Efter Porto gik turen til Louga en større provinsby hvorfra den tidligere mere socialdemokratiske/socialistiske præsident stammer. Det er en by som lever af landbrug og så der også knyttet noget industri til byen også fra fosfat udvindingen i det område.

Det er en by som bære præg af fordomsstorhed med store bygninger og et palads som landets rigeste mand ejer (ejede) for han døde for et år siden. (Phili som vi for meget støtte fra er jurist og administrator af det aktieselskab som familien efter den mand har oprettet).

Vi flytter ind hos familien Fall, Thiernos familie. Jeg møder et stort antal af Thiernos søskende, onkler, nevøer og niecer og jeg har ikke nogen mulighed for at give nogen fyldestgørende beskrivelse af den familie. Det er en middelklasse familie i Louga og de bor rigtig godt i store huse med de dertil hørende moderne bekvemmeligheder.

Vi bliver varmt modtaget (det er 6 år siden Thierno var i byen) og vi for en dejlig middag bestående af de traditionelle ingredienser, her kød, ris og grøntsager.

Der er en vældig leben af mennesker som skal hilse på Thierno og efter middagen starter han sin rundtur til husene. Efter eget udsagn har han besøgt 20 huse da han venter tilbage sent om aftenen. Vi spiser igen et dejligt måltid, en stor saftig karamelliseret kylling til 2 mand, og så tager han mig med på nye besøg, barnedåb og gamle venner, det er utroligt. Husene er rigtig godt indrettet, lyse og store (Det er middelklassens huse) jeg får ikke besøgt de fattiges huse.

Stor entre hvor det meste foregår, en pæn stue fyldt med store tunge stole og sofaer og sofaborde, en stor skænk med familiens fineste glas og porcelæn og ellers store opstillinger af blomster. Værelserne ligger ud til entréen og på første sal.

På sådan en rundtur går man bare ind og sige salaam aleikum og Thierno må lige fortælle hvem han er, så er det ellers ind i den pæne stue og her siges det så et utal af gange sava, sava og ”har du det godt” ”jeg har det godt” osv. og efter at det står klart for alle, kan man tage afsked igen.

Flere steder må Thierno medbringe gaver og efterlade lidt penge i hånden til afsked med den eller de der nu skal have lidt penge. Det er ikke summen af penge, men symbolet der er afgørende.

Jeg kommer til køjs ved midnat og det skulle Thierno også, men så kom der nogen og bortførte ham til et andet hus.

Jeg sov i et rum sammen med mange myg og det selv om der blev afbrændt specielle gløde ringe i rummet til at få myggen pacificeret. Det var myggene ligeglade med og de morede sig hele natten med at undersøge, hvor på mine 100 kg de kunne få snablen ind – det kunne de helt åbenbart mange steder.

11.12 søndag

Vi står op kl. 6.00 for at tage til St-Louis for at være der når det første hold fiskere lander nattens fangster. Det er tæt tåge denne morgen og med lysets komme, kørte vi gennem et sælsomt landskab med buske og lave træer. Denne nordlige del af Senegal er et meget tørt område og jeg ser enkelte kadavere af kvæk som må være faldet om af den ene eller anden grund.

Fremme ved St-Louis (150.000 indbyggere) begyndte deltaet fra Senegal Flodens udløb i Atlanterhavet. Man kommer til St-Louis sydfra via af en lang dæmning som ender op i byens sydligste del hvorfra man skal med en bro over floden til den ø i floden hvor det gamle St-Louis er anlagt. Det er en meget bred flod og broen ligner jernbanebroen over Lille Bælt men denne bro har planker af træ som dæk.

På øen, som er helt fyldt op med by, oplever man en fransk kolonialistisk historisk by (den er optaget på UNESCO’, liste over vores verdensarv). St-Louis blev den første fransk bastion i Afrika i miden af år 1600. Byen er berømt for mange ting, bl.a. for de elskerinder som franskmændene havde i St-Louis. De blev respekteret og velhavende og de lægger navn til en årlig festival i byen kaldet ”De kulørte lanterne”. St-Louis var også tidligere Senegals hovedstad indtil 1960 hvor Dakar fik denne værdighed.

Vi skulle dog ikke beundre byen, men blot krydse øen for at komme over til halvøen Barbarie som har kystline til Atlanterhavet og ved halvøens nordlige punkt ligger grænsen til Mauretanien, dvs. ca. 6 km fra halvøens sydligste spids hvor vi finder fiskelandingspladsen.

For at komme derned skal vi køre af en sandvej med tæt, tæt bebyggelse på begge sider, området kaldes Guet N’Dar.

Denne vej er den mest utrolige vejstrækning jeg nogensinde har kørt. Der er mere end stuvende fuldt af børn, der er så mange børn at det overgår enhver forstand, man er nærmest chokeret over dette syn af disse mange børn, kvinder, geder og høns som springer mellem biler, lastbiler og de mange hestekøretøjer på vejen.

Denne strækning og dets endemål – fiskelandingspladsen skal ses, det kan ikke beskrives. Lugten ligger også uden for enhver beskrivelse, for var det blot rådne fisk, så kender jeg lugten fra de danske fiskemel og oliefabrikker. Nej det meget mere sammensat, men selvfølgelig styret af stanken af rådne fisk. Her vader man ind på et meget stort sølet betonområde, hvor der står hundrede af nedslidte kølevogne med is, hundrede af hestevogne og mange tusinde mennesker denne morgen i tågen. Til højere for dette menageri ligger en stor muslimsk kirkegård, hvilested for de fiskere som fik lov at død i land. Hele dette land, denne halvø tilhører fiskerne og deres store familier, 3 koner og 14 børn i gennemsnit (dette sted skulle være det mest produktive område, hvad børn angår, i hele Afrika lyder det).

Og ud af tågerne dukker række af fiskere op i alle former for gummi- og andet tøj med en kasse sild på hovedet. Fisken læsses i lastbilerne eller også på jorden foran en dreng eller en kvinde som enten sælger fisken eller også skæres silden til fileter som lægges, eller hænges til tørre overalt hvor der lidt friplads til det. Affaldet smides i store bunker mellem fartøjerne, som ligger på stranden, og den lave forhøjning af sted, som sikkert skal beskytte pladsen mod bølger i hårdt vejr.

Overalt er der stor aktivitet og samtidig også megen inaktivitet. En masse mennesker fortager sig ikke andet end at snakke og et større antal mænd, som skiller sig ud fra mængden, taler hele tiden i mobiltelefon – jeg går ud fra at det er fiskeopkøbere.

Om morgenen landes der kun sild, det er store sild, lidt større end de nordatlantiske, og de helt ens i størrelse, som om de var fremstillet i et havbrug. Alle sild jeg har set hernede – og det er mange på flere pladser – har haft denne samme størrelse på ca. 40 cm og meget bredbuget. Om eftermiddagen og aften anløber dagfiskerne for at land deres fangster, bestående af mange forskellige arter fisk og skaldyr, fisk som de fanger både på havet og på floden.

Der ligger mange både og losser og lægger deres not klar til næste tur. Det er tungt arbejde og så skal alle de fisk som sidder stukket i maskerne også fjernes. Hvert sildeteam består af to store Piroques, mere end 20 meters fartøjer, hvor det ene fartøj bjerger noten og det andet fisken. Til hvert team hører der op mod 30 fiskere.

De fiskere vi taler med vil gerne fortælle hvad de laver, men de er ikke synderligt interesseret i vores virksomhed. De oplyser at de ikke tilhøre nogen af de nationale organisationer, men at de klarer sig selv her i St-Louis i de lav tilhører.

Omkring fiskeriet foregår der også en masse handler her på pladsen. Der er små boder hvor der sælges kaffe og andre hvor der sælges nystegte sild. Selv om det ser umuligt ud, her midt i alt det affald og lugten, så skulle vi smage disse stegte sild. Vi fik hver 2 store nystegte sild, med et tilbehør af en masse stegte løg og brød, en fornem morgenmad. For disse herligheder måtte vi tilsammen bøde 500 CFA, dvs. 6 DDK.

St-Louis er frygtelig og samtidig dybt fascinerende. Det er ikke et sted, hvor noget internationalt eller dansk støttet fiskeriprojekt, har en kinamands chance for at få fodfæste og udfolde sig, det står krystalklart. Men det er et sted ingen bør styre uden om, hvis man vil forsøge at forstå de styrende forhold i det senegalesiske fiskeri.

·         I EU er det velkendt, at de franske fiskere er de vanskeligste til at indordne sig under EU’s fiskeripolitik. De går simpelthen i fysisk aktion, politiet og andre der tør at være imod fiskerne, får bank. Det er et meget frihedssøgende folk og det er fiskerne i St-Louis også og det præger i hele det senegalesiske fiskeri. Men de er også meget trofaste mod deres egne og dybt solidarisk indenfor de store familier de er i og det dertil hørende kæmpenetværk.

Vi forlader St-Louis for at tage tilbage til Dakar hvor vi ankommer til byen ved 20.00 tiden og efter 2 timer i trafikken er jeg tilbage i min lejlighed.  

De senegalesiske Piroques

Senegalesernes fartøjer Piroques bygges på samme læst. En udhulet træstamme udgør bunden og på den fæstes bundplanken med bundstokke. Derpå lægges det næste bord og der er som regel kun 3 bord i alt. Og det er bredden af den udhulede stamme og bordene som afgør fartøjets deplacement. Fartøjer holdes sammen af en solid ræling og mange tværstokke.

Piroques over 15 meter sætter ”påhængsmotoren” i en brønd agter. En stor Piroques har 50 hk og større. På de mindre under 15 meter hænges motoren på en lang udligger agter. De har ikke ror, de styrer med motoren, men det har de store. De har alle meget spring og de sejler stærkt, lige som vore glasfibre lyst motorbåde. Fiskerne siger, at de ikke holder mange år, hvorfor forstår jeg ikke. Men overalt ses der Piroques under bygning og under nedbrydning.

12.12 mandag

Dagen starter med denne dagbog og aftale med ministeriet og Isabelle om et frokostmøde, det aftales. Dakar har fået julepyntet gaderne med lys og stjerne og lyskæder i træerne, mens vi har været på farten.

Formiddagen og til kl. 15.00 tilbringer jeg sammen med Isabelle for at få mere viden om hendes arbejde og hendes syn på fiskeriet her og nu og i fremtiden.

Vi kommer langt omkring og Isabelle har i de 3 år hun har været her kommet langt ned i den virkelighed der hersker i fiskeriet, hos de senegalesiske myndigheder og ikke mindst de virkeligheder som styrer udefra i form af projekter, herunder NGO’erne.

I fiskeriet er hun ikke i tvivl om, at de nationale organisationer har mistet deres opbakning hos fiskerne. Hvorfor har hun forklaret på det første møde og her kan hun ikke tilføje ret meget mere nyt. Hun genkender udmærket de beskrivelse jeg giver fra vores samtaler med lederne fra disse organisationer og hun har ikke tillid til dem. Nogle er oprettet med det ene formål, at få fat i de penge som Senegal modtager for salget fiskerirettigheder til de udenlandske købere. Men disse organisationer, har efter Isabelles mening, intet at have deres krav i, de står helt uden for enhver mulighed for at få retten til at styre de midler. Andre organisationer er ligeså umulige, ifølge Isabelle.

• Indtil videre tror jeg på Isabelle. Det lyder rigtig og logisk det hun siger og faktisk har hun efter min mening, ingen grunde til at kritisere disse organisationer, blot for at forsvare regeringens fiskeripolitik. Hendes til tider hårde kritik af de internationale NGO’er køber jeg til dels også, da den er konkret og målrettet mod de områder hvor de store internationale natur- og miljøorganisationer operere. F.eks. beskyttede havområder og parker og no fangst områder osv. her er vi meget enige. Sådanne tiltag har intet med fiskeriforvaltning at gøre, men disse organisationer har magt og de bruger den. Senegals præsident har ex. underskrevet en erklæring som bakker op om at der etableres beskyttede havområder ud for Senegal. Men efter Isabelles mening skyldes det ikke præsidentens ønsker, men at han er dårligt rådgivet.

Isabelles arbejde i fiskeriet, for at få ændret hele forvaltningen af fiskeriet, er så langt det mest spændende område i hendes virke.

Hendes store plan tager udgangspunkt i den senegalesiske kultur, og nu bliver det vanskeligt, men det er også meget spændende, hvis hendes præmisser holder – og hun har næsten fået mig overbevist.

Sagen er den, ifølge Isabelle, at den senegalesiske fiskerkultur ikke kan isoleres til fiskeriet alene, den er meget bredere. Når der gode tider, så investerer fiskerne i landbrug, dyr ude på landet, hos familien eller netværket. Det kan lidt sammenlignes med kvinderne/deres mænd køber guld når der er overskud i virksomheden. Og når det går godt for begge parter så er der ingen problemer.

Men når tørke breder sig, opstår der problemer. Så er fiskerne forpligtet til at hjælpe de mennesker som tager sig af deres dyr, ligesom de er forpligtet på at hjælpe alle andre som hører til deres familie, netværk, kreds osv. Og når der er tørke, som det har været de seneste 10 år (det sidste år har igen givet pænt med regn og landbruget er så småt ved at kunne bygges op igen på egne præmisser) så kommer de inde fra landet ud til havet hvor de med hjælp fra fiskerne går ind i fiskeriet, og derfor er der de sidste 10 år kommet alt for mange nye folk ind i fiskeriet og det giver store problemer på pladserne og i havet fordi ressourcerne overfiskes på det forholdsvis lille havområde som kystfiskerne kan dække.

·         Billedet er klart nok. Når det går godt i fiskeriet, så investerer fiskerne, ikke i nye fartøjer og nyt grej, men i dyr og andre aktiviteter ude på landet, dvs. i andre fødevare (en af de mest udbredte investeringer i Afrika). Når tørke og misvækst breder sig, så kommer der tusinde af folk inde fra landet og ud til kysten, hvor de hjælpes ind i fiskeriet, for senegaleserne skal hjælpe, det er ikke til diskussion. Isabelle bekræfter det Thierno og andre fortæller, at dette med at hjælpe er en naturdrift i den senegalesiske kultur. Og denne drift er efter Isabelles mening usvækket i dag, på det område er der ikke sket nogen revolution som vi ex. har set det i Central Asien. Hun tror heller ikke at det vil ændre sig i de kommende år. Senegaleserne hjælper de som er i nød - fordi det gør man, for ellers risikerer man jo selv at ende der ude på herrens mark. I fiskeriet går det galt for ressourcerne kan ikke klare den store udefra kommende tilgang til fiskeriet, i hvert fald ikke uden at fiskeriet bliver mere teknologisk udviklet og kan nå længere ud fra kysten på noget dybere vand.

Og netop den teknologiske udvikling i det senegalesiske fiskeri er en historie for sig. Isabelle beretter, at langt hovedparten af fiskerne ikke er interesseret i en teknologisk udvikling. For det er kun en udgift, da de jo ikke kan smide folk i land. Ifølge Isabelle kan fartøjs ejeren, hvis han er en alm. fisker ikke smide folk i land, det er umuligt og også tosset, for ham/de der bliver ved med at fiske og tjene penge, skal så hjælpe de der smidt i land.

Derfor strander de fiskeriudviklingsprojekter som vil en teknologisk udvikling i fiskeriet, fiskerne kan ikke bruge det til noget i dag, under det solidaritets system som styrer. Og fiskerne har kun taget det til sig fra projekterne som de kunne bruge, uden at ændre på deres gamle systemer, noget net, tovværk, flåd osv.

·         Dette er et centralt område inden for fiskeriet og et område som fortjener den største opmærksomhed. Udviklingen af fiskeriet skal altså gå hånd i hånd med dette solidaritets princip. Dvs. at et projekt i fiskeriet skal tage højde for, i Senegal løser man ikke fattigdomsproblemet, alene gennem teknologiske løsninger. Nu skal ”fattigdom” også tages med alle mulige forbehold. Der er meget fattigdom i fiskeriet, men der er også rigdom, som ex. fiskerne i St-Louis, der efter sigende har flere penge end børn, så de må være meget velhavende.

Mht. St-Louis så havde Isabelle det meget vanskeligt i St-Louis da han startede. Hun kunne simpelthen ikke arbejde der og den hårdhed hun blev mødt med fra fiskernes side var så voldsom, at ofte græd når hun kom hjem. Hun kunne f.eks. ikke forstå nødvendigheden af, at der var 20-30 fiskere på en båd; at det hele skulle være så rodet; alt affaldet osv. men hun har lært meget og i dag er hun meget velkommen hos fiskerne i St-Louis som regnes for meget rige mennesker. De har mange millioner derhjemme siger de selv og i hvert fald har de mange børn. En fisker i St-Louis har i snit 14 bøn med 3 koner og det forklarer jo udmærket det indtryk vi fik i St-Louis af de mange børn og kvinder på og omkring havnen og i det store område af Barbarie halvøen Guet N’dar som fiskerne hersker over.

”Det er pirater” de gør kun hvad de selv vil og de lystre ingen, siger Isabelle. De nationale fiskeri organisationer har folk deroppe, men de skal ikke vise sig på havnen med noget budskab om at nu må fiskerne gør dit og dat, så får de bank. Om de internationale natur- og miljøorganisationers folk også for bank på havnen, melder historien ikke noget om. Men vi så ingen internationale logo eller skilte der reklamerede med andet end medicin, hiv og aids og hjælp til børn.

Isabelle mener at licenssystemet skal indføres og at mange fiskere også forstår og accepterer nødvendigheden af dette system. For kun gennem et licenssystem kan man begrænse tilgangen til fiskeriet og det er i fiskernes interesse, for så er det en ovenfra kommende regulering som siger til alle der vil ind i fiskeriet, at det kan ikke lade sig gøre, der udstedes nemlig ikke flere licenser.

Dermed forhindrer regeringen også folk fra fiskernes egne netværk, inde fra landet, i at komme til fiskerne for at få hjælp til at komme på havet. Licenssystemet kan og skal også bruges til at forbedre fiskernes infrastruktur, herunder at få gennemført en ophugningsrunde i kystfiskeriet, for at få fjernet den alt for store kapacitet i fiskeriet.

Isabelle er klar over, at de fiskere der med regeringens støtte tages ud af fiskeriet også vil være de fiskere som fanger de færreste fisk. Men den måde man fisker på i dag er ikke kun et spørgsmål om de fisk der fanges, det er ligeså meget et spørgsmål om den plads de mange fiskere optager tæt på kysten – der er simpelthen ikke plads til de mange grejer, garn, kroge, langliner og tejner.

Så bare begrænsningen af antallet af redskaber i havet er til stor fordel for dem som bliver tilbage og så giver det også mere plads på de enkelte pladser, herunder også en stor reduktion i antallet af kvinder og børn som skal tjene på fisken. Og så begrænser det affaldet. Regeringen har allerede gjort offentligheden klart, at den nu sætter ind med en politik som vil fjerne de fiskere fra fiskeriet som ikke har nogen historie i fiskeriet.

Der er ingen planer om at ændre på de tilbageblivende fiskeres måde at investere deres overskud i ex. dyr. Det kan de blive ved med. Men de landbrugere som indgår sådanne arrangementer er så klar over, at de ikke kan skifte til fiskeriet, hvis der kommer misvækst og tørke.

·         Hvordan landbrugerne stiller sig til det fik jeg ikke helt styr på, men som jeg forstod Isabelle så skal der iværksættes programmer for denne gruppe. Og fiskerne skal til at forstå sig selv som forretningsfolk, når og hvis de vil investere uden for fiskeriet. Ellers må de investerer i deres egen virksomhed, fiskeriet, for at kunne omstille sig til andre former for fiskerier hvis de kendte slår fejl. Og der er jo mere end 300 kommercielle arter ud for Senegal plus de mange arter som hører til brakvand og ferskvandet der strømmer ud i havet fra de store floder. Og rigtig mange af disse arter, ex. de demersale arter, på det lidt dybere vand bliver ikke fanget af kystfiskerne. Mange af dem er blevet fanget af trawlerne, men det fiskeri bliver mere og mere ineffektivt pga. af manglen på teknologisk udvikling sammen med de voksende brændstof priser er det en cocktail som lægger dem til kajen. (I Dakar ligger mere end 50 senegalesiske trawlere og ruster op og de ca. 50 som er tilbage har ingen fremtid som det ser ud pt.)

Der er blevet og bliver fremover frigjort betydelig mængder demersale fisk fra trawlerne, fisk som et mere specialiseret garn kystfiskeri kan udnytte. Det er der allerede i dag, for mange steder op til revene, bliver der ikke fisket med trawl og trawlerne fanger kun de mindre fisk som de med de beskedne grejer og motorkraft kan løbe ind. Et stort antal demersale arter lever ved bunden på 10 meter og udefter, uden at blive truet af andre end krogefiskerne og fiskerne med langline. Isabelle kan se spændende potentialer i at får udviklet sådanne fiskerier på de enkelte pladser og hun ser meget gerne at sådan nogen som os, går i gang med det. Men vi skal blot være helt klar over, at sådanne fiskeriudviklingsprojekter vil møde massiv modstand fra natur- og miljøorganisationerne.

13.12 tirsdag

Hele dagen bruges på denne dagbog, de rapporter og statistik som vi nu råder over, kun afbrudt af nogle ture ud i byen og diskussioner med Thierno.

Selvfølelig kunne vi tage flere møder og flere besøg på pladserne og mere kontakt til fiskerne. Men jeg tror ikke vi kommer meget længere af den vej. Vi har set og hørt meget mens vi har været her og da jeg ønsker ikke at komme længere ind i mere konkrete drøftelser af et eventuelt fremtidigt projekt og tilhørende lokale partner.

Mht. senegalesiske partnere er der masser af muligheder. Om de er gode nok, om de vil og kan det konkrete udviklingsarbejde i fiskeriet, er det straks svære at blive klog på. Meget tyder på, at et eventuelt projekt, dvs. først en afsluttende projektformulering, vil skulle finde sted, dvs. opstartes med FENAGIE eller CNPS, sandsynligvis FENAGIE. Og da begge er rede til det på det foreliggende grundlag, kommer vi ikke meget længere den vej.

En afsluttende projektformulering vil sikkert ende op med et projektdokument som tager udgangspunkt i projektets første fase, som vil blive koncentreret omkring kapacitets opbyggelse af den lokale partner. Ikke så meget på nationalt plan, som på lokalt plan. Denne lokale landingsplads skal vælges med stor omhu, for der skal etableres de nødvendige strukturer til styring af et egentlig fiskeriudviklings projekt, byggende på en meget konkret indsat i det lokale kystfiskeri. Derigennem skal projektet og dets fiskere og organisation, demonstrere en farbar, social- og ressourcebæredygtig kurs, til gavn for hele Senegals kystfiskeri og forbundne økonomi.

14.12 onsdag

Dagen starter tidlig med en tur på havnen. Derefter har vi et møde med et konsulentfirma EXCO – Afrique direktør Moulay Idriis Tera som har mange års erfaringer i at hjælpe og servicere internationale projekter.

Han ved ikke så meget om fiskeri, men han ved meget om NGO projekter generelt og de problemer de støder ind i Senegal. Han er vel ca. 60 og taler med indsigt og fornuft om det han beskæftiger sig med og de forhindringer han ser for sådan nogen som os.

Hvis vi skal i gang med et NGO projekt, så mener han, at det bedste er at allierede sig med en troværdig NGO i Senegal. De findes måske ikke inden for fiskeriet, men så må vi uden for. En anden måde er at vi selv opretter en NGO i Senegal, som så tager sig af implementeringen eller endnu bedre – en kombination af begge dele, dvs. opstart i et partnerskab med en lokal NGO. Giver det problemer, så da at have en plan B som så bliver denne lokale NGO.

Det sidste er meget almindeligt på Vest Afrika.

Moulay viser interesse for den undersøgelse som er foretaget i fiskeriet og han vil, for egen regning, finde de eller de teams som står bag og få kopier af deres arbejde, som han vil sende til os.

Derefter står det shopping på programmet.

Eftermiddagen skal tilbage på havnen. Vi har nu ofte forsøgt at få en aftale med lederen af WWF hernede, men det er åbenbart vanskeligt. I dag mener de på kontoret, at han vil være tilbage i morgen efter frokost og de vil få ham til at kontakte os.

Denne eftermiddag er vi også kaldt ned til en mindre gruppe fiskere som stadig holder sammen på en plads nær centrum af Dakar. Det er et meget smukt sted og fiskerne er meget trængte af myndighederne allerede har inddraget meget af deres historiske områder til byggeri af hoteller og luksusboliger.

Der er ca. 60 fiskere tilbage med 20 både og de driver et traditionelt kystfiskeri og de omsætter fisken når de lander til folk som kommer til stedet og til faste opkøbere.

De har forberedt sig på mødet som blev holdt i en meget god stemning og atmosfære på dette helt vidunderlige sted. Et lille fiskesamfund som man stadig kan finde rundt omkring de danske indre kyster og fjorde.

De har ikke lyst til den store revolutionerende udvikling, men d føler sig glemt og truet af udslettelse. På stedet er der vel 100 menneske denne eftermiddag og aften og de har deres fiskehuse og små spisesteder hvor folk kommer og spiser en ret fisk til aften.

Det er en perle og selv om fiskeriet er ringe pga. af overfiskeri fra flere sider så vil disse fiskere ikke opgive stedet uden kamp. Og dertil har de brug for vores opmærksomhed og støtte.

Vi kan i sagens natur ikke love dem noget som helst og det forstår de udmærket, men de er meget taknemmelige for at vi ville tage deres problemer alvorligt. Det er tydeligt at de frygter for at blive smidt væk fra stedet og derfor ønsker de også opmærksomhed fra vores side hvis de bliver nødt til at flytte til andre områder langs kysten for at kunne opretholde et fiskeri.

For fiskeri det vil de – de kan ikke andet slår de fast.

Det er et godt møde som afbrydes 10 min. da en lokal imam kalder til bøn.

Denne eftermiddag besøger vi også en spændende person Ali Heida som har oprettet et Ocean iria i Dakar. Han er franskmand, men født i Senegal.

Han og hans sønner og familier har viet deres liv til havet og beskyttelsen af det. Han er meget bekymret for fremtiden for fiskeriet langs Senegals kyster er ude af kontrol siger han. De sidste 15 år er der kommet så mange nye ”fiskere” dvs. forretningsfolk ind i fiskeriet og de respektere overhovedet ikke havet og dets ressourcer.

Han er dykker og kan vise mange film og billeder fra disse ødelæggelser af rev og muslingebanker og han er som sagt meget bekymret for fremtiden.

Mine argumenter om at kystfiskernes kapacitet ikke synes at true ret meget, bider ikke på ham. ”Det kan du ikke vide” siger han. ”Jeg og mine sønner dykker og vi ser ødelæggelser hver gang, muslinger forsvinder og tabte garn finder vi overalt”. Han er meget kritisk over for det senegalesiske og udenlandske trawlfiskeri ved Senegal. ”De ødelægger og overfisker og de har ingen respekt for havet og dets ressourcer, de skal bare have profit af deres investeringer” siger han.

Han kan ikke samarbejde med WWF, de snakker og snakker og intet sker, siger han.

Ellers er han en glad mand, der ikke vil bruge sin tid på snak. Han vil ud blandt folk og han vil have det rart og på flere måder er han besjælet af den filosofi som vi også efterstræber i Levende Hav.

I næste uge skal han op til Senegal Floden for at hente 5 store mægtige søkøer som skulle flyttes til en flod, da de er truet på livet der hvor de er. Det er projekt som han selv står for, selvfølgelig i forståelse med de senegalesiske myndigheder. Sådan et projekt får han lidt penge til ved at spørge folk om de kan hjælpe.

For 3 måneder siden fik han penge til at købe en stor lastbil udstyret med et kæmpelærred og film fremvisnings udstyr. Denne bil er på farten og kommer ud til landsbyer hvor der ikke er el og der viser han film fra Senegal, fra havet og dets problemer og efterfølgende får man sig en diskussion om vigtigheden at tage vare om havet og dets ressourcer.

En spændende mand, som har meget svært ved at se det positive i fiskeriet, men handler der hvor han kan og hvor han er, i stedet for at bruge tiden på snak. Uanset en klar uenighed med hans stort opsatte forsvar for havet og dets ressourcer, mod fiskerne, så kan jeg ikke andet end få respekt for en mand der handler i forhold til hans overbevisning og tro.

15.12 torsdag og start på hjemrejsen

Dagen skal bruges på de sidste møder og der skal pakkes sammen.

Kl. 23.00 er der afgang fra Dakar til Madrid med Iberia. Efter et kort ophold i Madrid videre til Paris hvor jeg ankommer kl. 9.00.

16.12 En fredag i Paris

Jeg forsøgte forgæves, at få ændret billetten med afgang med Air France i morgen lørdag tidlige, til i dag. Det kunne lade sig gøre, men så måtte jeg betale en ”bøde” på 194 EURO – ca. 50 EURO mere end jeg har betalt for billetten Billund/Paris t/r.

Det vil jeg ikke og søger derefter ind mod Paris og et hotel i centrum. Det finder jeg i denne store by og efter at have sovet i nogle timer, beslutter jeg mig for at se Paris, en by jeg vist aldrig tidligere har været i.

Det er en stor by og allerede efter Metroen fra lufthavnen til centrum (tror jeg nok) oplevede jeg at Paris også har mange biler og deraf også en stikkende os fra deres udstødninger. Trafikken blev nok afviklet noget mere ”civiliseret” her end i Dakar, men der var også masse af betjente og et øjeblik bildte jeg mig ind at terrorismen og andet stod på dagsorden denne dag, da det første jeg mødte i Paris centrum var en masse betjente og fløjter og maskinpistoler – men det var vist blevet dagligdagen i Paris.

Jeg havde en opgav denne eftermiddag og det var at få købt en fødselsdagsgave til min dattersøn – men den opgave kunne hverken jeg eller Paris indfri.

Jeg for mit eget vedkommende, fik denne eftermiddag en større nedtur. Om det var fordi jeg havde sovet for dybt, eller fordi jeg var kommet til slutningen på denne rejses læselitteratur – et stort og omfangsrigt historisk værk om Englands historie tilbage fra istiden og til i dag, ved jeg ikke, men sandsynligvis spillede begge disse forhold ind, sammen med mødet med Paris efter Dakar. Jeg fik det dårligt, kunne ikke orientere mig overhovedet og jeg gik rundt uden mål og med i et hjælpeløst forsøg på finde denne gave og mig selv.

Til sidst opgav jeg og satte mig ind på en af de utallige barer og fik mig et glas øl til den horrible pris af ca. 10 EURO. Mens jeg forsøgte at samle mig lidt sammen, så jeg en stor kirke (Trinité kirken hvor komponisten Berlioz blev begravet i 1869, to år efter at kirken var blevet indviet).

Jeg gik der hen fordi det eneste jeg kunne overskue her og nu var at sidde et roligt sted (i min roman læsning havde jeg fulgt opførelsen af katedralen i Salisbury og jeg kunne godt bruge noget historie at klamre mig til). Denne store og nyere kirke går man bare ind i. Uden for kirken og nede på et lille indhegnet parkområde holdt en større gruppe af Paris udsatte bumser og andre eksistenser til, de foretog sig hvad alle de andre mennesker, uden for det såkaldte normale liv, fortager sig overalt i denne verden - forsøger at holde skruen i vandet.

Kirken er meget stor og meget oplyst og denne dag befolket af ganske få 5-10 mennesker der gik lidt rundt eller sad og tænkte over tingene. Jeg fulgte i deres kølvand.

I mit forsøg på at få rettet op på den mentale skude, tænkte jeg meget over hvem er jeg og hvor er det jeg hører til? Denne kirke, og endnu mere katedralen i Salisbury (opført over 100 år fra 1220 – 1330) er storslåede monomentale monumenter over menneskets virke.

Tusinder af mennesker, bygmestre, stenhuggere, kunstnere etc. har arbejdet på disse og tusinder af store og mindre gudshuse i den vestlige verden, enkelte kirker og katedraler over flere generationer. (En stenhugger har sikkert taget et år eller mere, blot for at fremstille denne statue af St. Peter som står lige overfor mig. Og der er masser af statuer inde og uden for denne kirke).    

Udenfor denne kirke, var der sort af mennesker der havde gang i alle deres gøremål, herinde i dette kæmpe hus, var der ingen mennesker. Jeg tænkte også over om vi mennesker kunne bygge sådan et hus i dag? Det kunne vi vel, men det gør vi ikke – for hvorfor skulle vi det?

Men hvad bygger vi så i dag og for hvem?

I dag bygger vi også store bygninger, lufthavne, parlamenter etc. og de er fyldte af mennesker, men er de storslåede? Nej det er de ikke, de er mere eller mindre funktionelle. Men hvor udfolder vi så vores kreativitet, historiske placering – hvordan og med hvilke monomenter placerer vi os i historien?

Raketter, rumfærger, Bill Gates, computer og softwaren kom frem. Og der finder vi vel vor tids monomenter. Det er indimellem store projekter som bygges, også ved brug af tusinder af mennesker og mia. af kroner, EURO, $ eller hvad de penge nu hedder.

Men er der noget ydmyghed over vor tids monomenter – intet tyder på det. Det blev mig en vanskelig eftermiddag og aften. Ingen gave, ingen svar – tristhed.

17.12 lørdag Jeg vågnede i lidt bedre humør også fordi man i Paris gør det man gør andre steder – forsøger at få vredet så meget guld ud af lommerne på fjolser som mig.

I Dakar forsøger man naturligvis at tjene så meget som muligt på de turister og fremmede som kommer til byen. Det gør man bl.a. ved at forholde turisten en viden, som gør det muligt for ham at navigerer så billigt som muligt i Dakar.

Det gør man også i Paris. Jeg boede på et pænt hotel og aften i forvejen spurgte jeg til lufthavnsbussen og hvordan jeg kom med den. Natportieren ringede et eller andet sted hen og rystede på hovedet over ikke at kunne få noget svar. Han lovede mig at nok skulle finde ud af noget inden næste morgen.

Jeg stod op i god tid og som det første spurgte jeg om han havde fået et svar. Nej det havde han ikke. Så måtte jeg jo med metroen, han kikkede sigende på mine tre tasker og kufferter og mente at det kunne jeg nå, men at det blev bøvlet med flere skift.

Jeg spiste morgenmad og mens jeg sad der, kom med næsten 100 % sikkerhed en lufthavnsbus kørende lige op foran hotellet. Stoppede et øjeblik og kørte så videre.

Jeg havde ikke bestilt nogen taxi, for de kørte forbi hotellet i en lind strøm. Men ude i receptionen stod der en taxichauffør og ventede på mig. Både portieren og chaufføren blev lidt forvirret da jeg hankede op i bagagen, og sagde farvel. ”Men skulle jeg ikke have taxi?” spurgte portieren. Jeg så på ham, smilede til ham og tog hans taxi til lufthavnen. (Metroen koster 10, bussen 20 og taxien 40 EURO)

Sådan en tidlig lørdag morgen var der også meget trafik. Men i Paris har man bygget katedraler til bilen. Så her går det stærkt. Her kører man 4-5 spor, over hinanden i mange lag og store svimlende højder i alle retninger med tilhørende mange broer og tunneler. Og har man blik for sådanne bygningsværker, så kan det selvfølgelig beundres, mens ydmygheden forsvinder i bilosen.

Kl. 13.30 lander jeg i Billund, en time forsinket. Og efter at have gravet bilen nogenlunde fri for is sætter jeg kursen mod Sjælland og fødselsdag for Buster. Lige før Vejle siger bilen stop, total blokerede bremser og kl. 18.00 er jeg hjemme i Ferring med bilen på ladet af Falck. Herfra kan der så startes på nye eventyr.