Malindi dilemmaet

En artikel om et område i verden hvor fiskeriet engang satte hele dagsordnen og hvor det nu er turisterne der gør det. Ikke fordi fisken i havet forsvandt, men fordi fiskeriet forsvandt. Og så er det heller ikke sandheden. Om der findes en sandhed må tiden vise. Her skal vi beskæftige os med dilemmaer.

Fiskerbyen Malindi ligger på den kenyanske kyst ca. 100 km nord for Mombasa og i dag er byen kendt som et turistmål og det ses tydeligt uden for byen mod syd og nord, hvor de store hoteller, ressort og private villaer for rige mennesker ligger side om side. I centrum finder man selve byen og uden for den en offentlig strand, de øvrige er private strande. Herfra forgår det fiskeri, som indtil for ikke så mange år siden, udgjorde eksistens grundlaget for byen og hele oplandets befolkning.

Malindi blev i øvrigt verdensberømt i 2001, da en stor rejetrawler lige uden for byen fangede en 77 kg tung Blå Fisk. Denne berømte fisk er nu udstillet (afstøbning) i museet i Malindi og i 2004 blev der lavet en dokumentarfilm af selve fangsten af dette sjældne havdyr, som kom til vores verden for 400 mio. år siden dvs. før dinosaurerne. Indtil 1938 troede man de var uddøde, efter 2001 måtte man tro om igen.

Men det er nu ikke den Blå fisk artiklen skal handle om og dog, for artiklen handler faktisk om både troen og fisken.

I dokumentarfilmen ser man, hvordan denne store trawler og dets mandskab, som rent faktisk fangede fisken og derfor virker som skuespillere i filmen, foretager en masse trawltræk efter de store rejer. Men det er ikke den kunstige blå fisk og de mange rejer som fanger min opmærksomhed – det er de kolossale mængder af anden fisk, der efter hvert træk, skovles døde tilbage i havet.

Det ser meget voldsomt ud, men på den anden side adskiller sig såmænd ikke væsentligt fra hvad vi ser eller i hvert fald har set i det danske trawlfiskeri efter jomfruhummer.

Det er stærke billeder og de har uden tvivl været medvirkende til, at dette trawlfiskeri blev helt forbudt for 3 år siden. For i Kenya er det ikke i rapporterne og bøgerne man finder sandheden, der gemmer man den for ingen læser rapporter og bøger. Men bringer man det derimod i aviserne og endnu bedre i TV, så sker det noget – også i Kenya.

Billederne fik mobiliseret fiskerne og lokalbefolkningen til store demonstrationer i 2006, hvor man krævede et totalt trawlforbud og fik det (Her er det at Kenya også kan lære os i Danmark noget). Sammen med succesen fik nye NGO’er vind i sejlende og alt var godt i 2007. Se flere billeder og artikler om det emne på www.mamasea.org

Hvordan ser folk i Malindi sagen, her dagen før vi forlader året 2010?

Jeg er rejst til Kenya for at tale med fiskerne og folk i Kenya som beskæftiger sig med fiskeriet på den kenyanske kyst. Jeg skal besøge fiskepladser på hele kysten og nu er det så blevet Malindi. I Mombasa talte jeg bl.a. med de folk som ejer trawlerne og de NGO’er som hader trawlerne og det fik jeg ikke så meget nyt ud af. Men mit formål er heller ikke at studere de kenyanske trawlere, men at få mere viden om hvorfor fiskerne, også her i Malindi sidste år til medierne udtalte, at de havde stor glæde af de somaliske pirater, fordi de havde fået jaget de mange hundrede store internationale fartøjer som fisker i disse farvande ud af fiskeriet og derfor kunne fiskerne nu fanger flere fisk end de nogensinde har gjort.

Allerede nu tegner der sig et billede af at der er noget om snakken, når man udelukkende ser på de migrerende pelagiske fiskearter som tun, sejlfisk, marlin etc. De fanges nu i betydeligt større mængder af de kenyanske fiskere som har grejet til at komme så langt ud i havet, at de kommer fri af det meget store område med brunt brakvand. Det er meget brunt det vand som de to store floder Tana og Sabaki leder ud i det Indiske Ocean, nord for Malindi oppe i Ungwana bugten, som strækker sig et par hundrede km fra Malindi i syd til Lamu i nord.

Uden for bugten strækker North Kenya Banks op sig langs kysten og op forbi Somalikysten og denne banke er den rigeste fiskebanke ud for Kenya. Og der på denne banke, ind til 12 mil fra land lå de internationale fartøjer og jagtede de store tun og andre fisk. De fartøjer er nu jaget væk og det giver gode fangster til de få af de kenyanske fiskere, som har både og udstyr til at komme ud til de fisk. ”Det ser ud til” skal tages helt bogstaveligt, for når jeg om nogle dage kommer til et andet meget stort fiskeriområde Lamu tæt ved den Somaliske grænse kan det meget vel være jeg får en anden historie. Men her og nu ser det unægtelig ud til at de kenyanske (de få af dem) har glæde af piraterne.

Inden jeg vender tilbage til trawlerne, skal jeg have beskrevet det første dilemma. Sandt er det at der er blevet flere fisk. Men ligeså sandt er det at fiskeriet i det Indiske Ocean bidrager med et meget lille input til Kenyas BNP – faktisk 5,6 % af de samlede indtægter fra det kenyanske fiskeri. De 95 % kommer fra Victoriasøen og andre søer og floder. Det der derimod giver penge i den kenyanske statskasse er turismen og det foregår i stor og voksende stil i kystzonen også derfor også meget på havet, hvor alverdens sportsfiskere jagter de store trofæfisk. Det giver mange penge og de velstand ses tydeligt i de store flotte fartøjer, som ligger side om side uden for hotellerne og venter på at de rige vesterlændinge og deres hunger efter de store fisk.

Men de er blevet skræmte meget længere syd på langs Afrikas kyster af piraterne og det bliver kun værre, siger Sylvester som står for udlejningen af 5 store fartøjer. ”Fiskerne tænker kun på i dag og ikke morgendagen når turisterne er væk” jaget bort af de pirater som han selv ønsker verdenssamfundet får gjort kål på, så hurtig som muligt og han er ligeglad hvordan det sker ”bomb dem væk”. Siger han.

Fiskerne er glade lige nu, men når turisterne er væk, har de ingen at sælge deres fangster til, og så er de lige vidt. Men det forstår fiskerne ikke før de har oplevet ikke at kunne komme af med deres fisk, fortæller Sylvester. Lige nu sælger de ex. sejlfisk til kun 1 euro, men de kan endnu kompensere de lave priser med flere fisk. Men de glemmer, at der ikke findes en opbygget infrastruktur som kan få den fisk ud i den store verden. Og jeg må give ham noget ret i meget for hver morgen ser jeg vognene med de soltørrede store og flotte, men dog stadig dagfiske fisk, bliver kørt under en bagende sol, uden is el. anden beskyttelse hen til de forretninger, hoteller som de har aftaler med.

I en foreløbig konklusion, hvad angår pirater, ser det meget ud til at de kenyanske fiskere har ret i at de fanger flere fisk fordi piraterne har fået jaget de internationale fartøjer væk, hvis det vel at mærke er tale om de samme migrerende pelagiske arter. Men det gavner altså ikke de kenyanske fiskere som fisker tæt på standen og inden for det relativt store område af brunt flodvand blandet med havvand.

Her er situationen en helt anden og i denne situation er det man finder det andet dilemma – nemlig spørgsmålet om hvorvidt det trawlforbud, som har været i værk de sidste 3 år, også gavner det rigtige kystfiskeri?

Det første svar er meget klart – indtil videre ikke, faktisk meget tværtimod og det skal forklares.

Jeg er ikke sikker på, at forklaringen der nu følger er helt dækkende, men det er det meget der peger i retning af.

Det der står i hvert fald klart, efter mine mange samtaler, at siden trawlforbuddet, er der blevet meget færre kystfiskere (de som fisker med de små strandvod) og de få der er tilbage fanger meget mindre, end de gjorde da der blev trawlet.

Det står mere klart, at de fiskehandlere, som tidligere købte al den fisk som de rigtige kystfiskere i deres små både og kanoer, fik forærende af trawlfiskerne (bifangsterne) har mistet en stor indtægtskilde, fordi den fisk handlede de til kvinder op langs kysten som tørrede, saltede og kogte den fisk til de lokale markeder.

”Det var en meget stor forretning dengang” fortæller Yusuf som er fiskehandler og den ubestridte uofficielle leder af Malindi fiskeriet. "Trawlerne jagede fisk og rejer ind til stranden, ellers ville de ikke komme så langt ind". Og ligeså vigtigt føjer han til ”fik fiskerne der bruger håndline al den madding de havde brug for til deres kano og småbåds fiskeri. Og sidst men ikke mindst understreger han argumentets styrke ved at påstå, som en sandhed, at selve trawlets ødelæggelser gav kystfiskerne store fiskerimuligheder, fordi fisk som gruber, snapper og alle andre af de demersale arter de jager med håndline og kroge, kom ud af deres huller i de store koralrev længere ude, derude hvor det brune vand ender.

Yusuf er i dag ikke et sekund i tvivl om at det trawlforbud har ødelagt fiskeriet for de rigtige kystfiskere. ”Vi havde tre trawlere heromkring og de gav fiskeri til mange rigtig mange kystfiskere, som ikke har både og udstyr til at komme udenfor det brune vand” slår Yusuf fast. Og det er argumenter som både er logiske og fremsat med en styrke jeg ikke kan forestille mig nogen der kan gøre ham efter eller noget ved. ”Alle fiskere i Malindi, som intet har med trawlfiskeriet direkte at gøre, er nu meget for at få ophævet det forbud” siger han.

Og ”ja det er rigtigt, at vi også i 2006 støttede op om trawlforbuddet, men i dag er vi altså blevet meget klogere”. Og derfor håber han nu at planer om at åbne for noget af det trawlfiskeri vil blive vedtaget for han er sikker på at blot et trawlfartøj tilbage i fiskeriet i få måneder vil bevise det han siger. For mens trawlfiskeriet foregik, kunne mange hundrede kystfiskere med deres strandvod fange 4-5 kg rejer og 10 kg fisk på en dag. I dag kan de måske fange et kg rejer og et par kg fisk, som regel fanger de ikke noget.

På biblioteket her har man hjulpet mig med nogle artikler fra før 1963 om fiskeriet i Malindi og der står intet om dette noget specielle strandvod man bruger så måske (det skal jeg finde ud af) blev dette redskab udviklet som et komplementært redskab til dette trawlfiskeri som jagede rejer og fisk ind mod stranden. Måske er der tale om en form for symbiose hvor strandvoddet er udmærket til rejer i laguner og bugte med mangroveskove, mens det kun blev brugbart her på kysten fordi trawlerne var der. Noget tyder på det, for ifølge Yusuf er fisken derude, men nu uden for dette strandvods rækkevidde.  

Overfor Yusuf står Atmann fra NGO’en MAMA. Han er stifter og leder af denne NGO, som tilbage i 2006, da alle gik ind for et trawlforbud fik stor opbakning. I dag er der meget stille om ham. Men ligesom Yusuf er overbevist i sin tro er Atmann overbevist om det modsatte. Trawl skal forbydes og det må ikke komme tilbage. ”Hvorfor er fiskene ikke kommet tilbage spørger jeg ham?”. Og han svarer – fordi trawlfiskeriet fik udryddet dem og samtidig har de smadret alle de mindre formationer af døde koralrev (de døde da det brune vand nåede ud til dem).

Det kræver den tilføjelse, at havet siden 1970 har trukket sig meget tilbage og det ses tydeligt overalt. Årsagen er lidt svært at forklare, men det har noget med floderne at gøre, væsentligt her i denne sag er det blot at få slået fast, at havet er trukket langt tilbage i Malindi området og derfor er det brune vande nu længere ude i havet end det var før. Og derved er der slået en masse koralrev ihjel og de døde koraller har trawlerne, ifølge Atmann, fået smadret næsten totalt. Der er kun de store massiver længere nord på, som trawlerne ikke kunne vælte og knuse.

Og disse specielle biotoper som nu er væk, er årsagen, ifølge Atmann til at de fisk der var der før ikke er kommet tilbage. Det er sådan set også logisk nok, men det forklarer ikke hvorfor kystfiskerne i de 34 år, trawlerne ifølge Yusuf, kunne fange så mange af de mindre fisk som nu næsten er væk.

Det er en meget kompliceret historie og den fortæller om ikke andet at troen er svær størrelse og sandhederne ofte er svære at finde. Jeg talte i øvrigt med Atmann om kunstige rev og hans øjne lyste af begejstring – det skulle man i gang med og han ville meget gerne deltage i pilotprojekter om kunstige rev.

Det blev enden på denne historie, flere herfra vil følge efter og måske findes sandheden sådan lidt mere midt imellem. Godt nytår

Kurt Bertelsen Christensen

pt. Malindi Kenya den 30/12 2010