”Sænk piraternes skibe” – den politiske uforstand når nye højder.

I Landsforeningen Levende Hav har vi også beskæftiget os med de somaliske pirater. Vi har arbejdet udenfor området med fiskeriprojekter i flere år og i år har vi stået for et større studie i kystfiskeriet i Kenya, for at få mere viden om fiskeriet og piraterne.

Det er bl.a. blevet til flere artikler i medierne, men de er alle blevet afsendt før den danske familie blev taget af piraterne. Siden har vi afvist journalister, der ville have vores kommentarer til situationen og det har vi gjort fordi sagen med de danske gidsler, kræver at alle holder en lav profil, det siger sig selv.

For den store medieopmærksomhed og politikere der flittigt blander sig i sagen, vil kun føre til længere forhandlinger og større grav fra gidseltagerne. Det er derfor i bedste fald ubegavet og i værste fald kynisk, når politikerne bruger den ulykkelige situation i medierne til alle mulige spekulationer om dit og dat. Her på vores beskedne hjemmeside, som mest er til for medlemmer og folk med sympati for Levende Havs arbejde, gør vi dog denne undtagelse den 8/3. For selvfølgelig har vi en mening om sagen, men også fordi der tilsyneladende ikke er grænser for den politiske uforstand.

Det var fornuftigt, det den danske admiral foreslog tirsdag den 7/3, nemlig at de somaliske pirater, så hurtig som muligt skulle tilbage til fiskeriet og dertil skulle der bl.a. opbygges en bedre fiskerikontrol. En kontrol som kan sikre, at fisken i de farvande, ikke igen bliver nedfisket af den store internationale flåde.

I dag den 8/3 gennemhuller partiet Venstre forslaget. Deres ordfører på området vil nemlig meget hellere gennemhulle piraternes skibe. Det er så ubegavet at man tager sig til hovedet og spørger om der overhovedet foregår noget der blot minder om tankevirksomhed i de hoveder eller det alene er et udtryk for en kynisk kalkule, der kan give Venstre lidt plads i medierne.  

Lige nu arbejder alle i piratsektoren på at få de 7 danskere ud af Somalia, for denne kidnapning af børn, er ved at sætte den ellers så givtige piratforretning overstyr. Nu skal den danske familie ud af Somalia – det var en fejltagelse fra den piratgruppes side og nu forsøger ”myndighederne” i Puntland, som også tjener på piraterne, at få den danske familie ud af landet. Vi håber det lykkes. Men hvad så fremadrettet?

Enhver med lille smule forstand om skibsfart, herunder logikken omkring skibsfart og krig og det deraf affødte ”krigstillæg” ved, at en erklæret krig mod piraterne meget vel kan blive en kostbar affære for rederierne. For når man går ud i en erklæret krig mod piraterne vil søfolkene komme i en større fare for at miste livet og førligheden i sejladsen. Og så bliver der åbnet for krigstillæg og søfolkene skal have tilbuddet om at fratræde og fri hjemrejse, hvis de ikke vil denne risiko.

Sker det vil der skulle forhandles om hvornår man sejler ind og ud af et sådant område og det kan meget vel i denne sag, bliver fra et stykke oppe i det Røde Hav og til øst for Maldiverne i det Indiske Ocean, en strækning på 2-2500 sømil. En rejse på 5 – 10 døgn, hvor mandskabet skal have 200 % ekstra i hyre.

Der sejler op mod 50.000 skibe gennem Adenbugten om året. Skal der udbetales krigstillæg bliver det meget dyrt for rederierne, for det er en udgift der ikke giver noget afkast, modsat udgifter til meget andet som bevæbnede vagter; højere fart; sikring af fartøjet etc.  

Allerede i dag er der store økonomiske omkostninger ved denne sejlads for rederierne, men logikken siger at alle må have en interesse i at holde de omkostninger så lavt som muligt. Det er jo forretninger og det er det også for piraterne. De direkte økonomiske omkostninger for rederierne kan ex måles på villigheden til i stedet for at sejle gennem Suez og piratfarvandet at sejle syd om Afrika, når skibet ikke har noget ærinde i området. Det ser ud som om at de direkte omkostninger alligevel er lavere gennem piratfarvandet end den længere rute syd om Afrika mellem Østen og Europa. Men det kan selvfølgelig ændre sig og så vil det fremadrettet kun sejle skibe i de områder som har et ærinde i de lande, men det er der også mange tusinde skibe der har og de fleste af dem er de mindre skibe, som også er mest udsatte for piratangreb, fordi de sejler relativt langsomt og har et relativt lavt fribord.

Men de direkte økonomiske omkostninger for rederierne er kun en del af de store omkostninger der følger i kølvandet på en erklæret krig mod piraterne.

Og enhver der tænker på denne sag burde tænke dette piratuvæsen i et større perspektiv. Lad os et øjeblik forestille hvad der kan ske, når den danske regering og andre sender krigsskibene i krig mod piraterne. Her er det først og fremmest olie- og kemikalietankerne der dukker op. I kampens hede kan de komme i skudlinjen eller også udsættes for desperate pirater, der sænker skibe, fordi de intet har at tabe. De affødte naturkatastrofer er ubeskrivelige.

Så er det de mange døde, herunder de gidsler som allerede sidder fanget hos piraterne. Erklærer man piraterne krig, vil man også få en krig. Det vil ikke blive nogen lang krig for den moderne marine vil hurtig sejre, men prisen i menneskeliv kan blive meget høj. Her har fjenden allerede taget mere end 700 af de folk vi vil og skal forsvare og fjenden har vist, at de også er klar til at skyde de folk, det kan blive meget grimt. De tab i menneskeliv lagt sammen med sænkede olie- og kemikalie skibe, burde få enhver fornuft til at indstille skydningen.

Hvis ikke det er nok kunne man tænke lidt længere frem, frem til at problemet på havet er løst – hvad så?

Så længe Somalia er lovløs er de somaliske farvande lovløse og så længe de er det, vil de også kunne give husly til nye piraterne når der faldet lidt ro over det hele. Og de nye vil blive mere og mere sofistikerede og søfarten vil også risikere at møde pirater i andre farvande. I det hele taget taler al fornuft for at begrænse piraterne ved roden og det sker ved at man begrænser rekrutteringen. Og da rekrutteringen sker i fiskeriet, er det selvfølgelig også i fiskeriet man skal sætte ind som foreslået af den danske admiral.

Kurt Bertelsen Christensen

marts. 2011