Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Levende Hav i Det Røde Hav

For lidt mere end to år siden startede vi fra Levende Havs side undersøgelser og drøftelser, herhjemme og i Eritrea om hvordan og hvorledes vi fra dansk side kunne støtte opbygningen af det eritreanske kystfiskeri. Nu er vi så fremme ved at skulle sende den første transport fiskeriudstyr af sted til Massawa i Eritrea, og med dette udstyr går projektet over i en ny og mere konkret fase. Nu skal projektets partnere bevise, at et ”fisker til fisker” samarbejde mellem Danmark og Eritrea også er muligt.

I opstartsfasen har de eritreanske fiskere ikke givet os grund til tvivl, sagen har ligget klar fra dag et. Kystfiskerne i Eritrea har brug for vores hjælp på alle fronter, og de vil det samme som os, se mere: http://gl.levendehav.dk/Eritrea/forside-eritrea-2004.htm.

Det følgende er en sammenfatning af situationen i denne del af verden, som jeg som projektets koordinator ser den, her nu og hvor projektet går fra teori til praksis.

De største problemer har været og bliver også fortsat de meget ustabile politiske og økonomiske forhold på ”Afrikas Horn”. Nyere forhold som Eritrea også har ansvar for. ”Hornet” består af Somalia og Etiopien, Djibouti og Eritrea, men Kenya i syd og Sudan i nordvest på sidelinen.

Eritrea med dets ca. 3,4 mio. har kæmpet en mere end 30 års befrielseskamp og krig mod det store og militærstærke Etiopien. Og Eritrea vandt mod alle ods denne kamp og blev selvstændig i 1993. Men siden har der været en mindre krig i 1999 og fortsatte krigslignende tilstande mellem de to lande. Eritrea har havne og var derfor meget vigtig for Etiopien, som med tabet af Eritrea mistede det frie adgange til havet. Men det bjergrige land Eritrea er et vanskeligt land at kontrollere og sikkert også derfor har Etiopien vendt sig mod det mere flade land Somalia i syd, hvor der i modsætningen til Eritrea heller ikke er samling omkring en stærk præsident og ligeså vigtigt - hvor der også er havne.

Det kristenstyrede Etiopien støtter militært de grupper i Somalia som bekæmper de mange såkaldte ”islam” styrede oprørsgrupper og militser som vil have magten. De seneste kampe i Somalia viser hvilken kurs Etiopien har sat. På den ene side binder de denne kamp mellem kristne og muslimer i Somalia, dvs. holder den kamp uden for eget hus, i specielt det østlige Etiopien Ogaden, og på den anden side åbner de en direkte vej til havnebyen Kismaayo i syd Somalia som Etiopien tydeligvis vil have kontrollen over.

Selv om Eritrea ikke har brug for krig og ufred, så har Eritrea alligevel en interesse i, at fokuset nu lægges på kampen mellem kristne og muslimer - med Etiopien i et kristent forsvar. For selv om Eritrea, hvor der nogenlunde lige mange kristne som muslimer, er styret af kristne, så er landet ikke styret af denne traditionelle konflikt mellem kristne og muslimer, men af de krigslignende tilstande mellem Eritrea og Etiopien. Den nyere eritreanske identitet og selvforståelse er, at alle i Eritrea, uanset religion, må stå sammen mod den store fjende Etiopien. Og dette sammenhold er langt vigtigere end noget andet. Og derfor er vi i dag vidner til en noget atypisk alliance mellem Eritrea og islamisterne i Somalia – for de bekæmper den fælles store fjende, nemlig Etiopien støttet af den anden store fjende USA.

Som en understregning af Eritreas afvisning af det religiøse som styrende i landets politik, ses Eritreas retoriske modstand mod styret i Sudan, hvor der stadig opholder sig op mod 500.000 eritreanske flygtninge fra krigen mod Etiopien. Det er alle  muslimske flygtninge og en logisk forklaring på den sag, kunne være, at Eritrea, mindst af alt har brug for, at de mange flygtninge vender tilbage til Eritrea, hverken økonomisk som politisk. Det sidste spiller efter min mening en ikke uvæsentlig rolle i den sag.

I det daglige er der roligt i Eritrea. Men befolkningen er mobiliseret militært og selv om ikke ret mange udefra tror, at Etiopien også efter de seneste militære succeser i Somalia, nu vil kaste sig over Eritrea, så er det selvfølgelig en trussel som Eritrea må forholde sig til. Udefra forekommer det selv for en militær lægmand som mig, som etiopisk halsløs gerning at kaste sig over Eritrea, for at komme ud til havet. Det er en helt umulig opgave så længe kristne og muslimer i Eritrea står sammen. Derfor er det indenrigspolitisk meget vigtig for Eritreas præsident, at sende det klare signal til landets muslimer, at Eritrea støtter alle der bekæmper Etiopien, i Somalia militserne i og omkring de Islamiske Domstole.

Så Eritrea fortsætter med at gå mod strømmen i international politik, Eritreas nyere historie er også skabt på den tradition. Under Eritreas store krig mod Etiopien støttede ”Eritreas somaliske brødre” som nogle af de meget få i verden, den eritreanske modstandskamp mod Etiopien som holdt Eritrea besat, siger alle i Eritrea. Så venskabet med det somaliske folk er meget vigtig for den eritreanske selvforståelse.

Men et er venskab, er efter min mening, noget andet er real politik. Og jeg er ikke meget i tvivl om, at den indenrigspolitiske og ikke mindst demografiske situation i Eritrea, spiller en langt større rolle end forsvaret for og støtten til de militser der gruppere sig i og omkring de Islamiske Domstole i Somalia. For så længe den eritreanske præsident kan holde sammen på landets befolkning, i et fælles forsvar mod Etiopien, så længe sidder han ved magten. Går det kristne og muslimske sammenhold i opløsning, får styret i Eritrea alvorlige problemer.

Problemer der i dag ikke længere ikke kan løses med de traditionelle politiske midler.

Det har konflikterne og krigene mellem de demokratiske lande og støtter og de muslimske og islamistiske lande og støtter, umuliggjort og i den sammenhæng er der efter min mening, ikke så vigtigt at få fastslået hvem der bærer skylden for denne situation, som det er at bevise, at de kristne og muslimske religioner godt kan bo side om side, uden at ryge i totterne på hinanden.

Det kan de stadig i Eritrea, også selv om det meste af den store verden der omgiver Eritrea bliver mere og mere opdelt i ”dem og os”. Eller måske netop derfor, tvinges Eritrea til at holde mere og mere, også krampagtig fast i, at der i Eritrea ikke er/findes forskellige meninger om den politik der skal føres.  

Det er i dette samfund vi skal i gang med at udvikle og opbygge et bæredygtigt kystfiskeri, således at de eritreanske fiskere selv kan fange de mange fisk de har deres farvande. I dag fanger de umåleligt lidt af disse fisk, fordi de ikke har noget udstyr og fordi de ikke har den fiskerifaglige ballast der er nødvendigt for at flytte fiskeriet fra et økonomisk totalt ubæredygtigt fiskeri, som har mistet flere generationer af fiskere til krigen mod Etiopien, til et mere erhvervsstyret og ikke mindst økonomisk bæredygtigt fiskeri.

Alle fiskere er muslimer som lever i det eritreanske kystland opdelt i seks større og mindre grupper/folk. De forvaltes af en hovedsagelig kristen politisk forvaltning som lever oppe i bjergene. Inden for fiskeriet gør fiskere og forvaltere deres bedste for at få det til at fungere.

Men fiskerne lægger ikke skjul på, at den politiske forvaltning ikke har ret meget begreb om fiskeri, og administratorerne lægger ikke skjul på at fiskerne er nogle fribyttere, uden for den politiske og pædagogiske rækkevidde.

Det er min vurdering, at den politiske administration og dens aktører, lever op til fiskernes dom, mens det ikke er så klart om fiskerne lever op til prædikatet ”fribyttere”.

I projektet har vi i hvert fald måttet tage til efterretning, at når vi foreslår fiskerne, at de bliver nødt til at stille større krav til magten oppe i bjergene, så står fiskerne (eller i hvert fald de valgte ledere i fiskeriet) sammen med de politiske kræfter. Fiskerne vil f.eks. ikke søge helt logiske økonomiske indrømmelser til billigere brændstof, fordi som de siger: ”Vi må alle stå sammen mod de udefra Eritrea kommende problemer, som bl.a. er årsagen til at prisen på en liter benzin i Eritrea ligger på omkring 18 kroner”. At Eritreas fiskere har brug for en konkurrence dygtig pris på brændstoffet er helt åbenbart et forhold som ligger uden for deres rækkevidde, fordi et sådant krav vil skabe uro i landet.

Og uro i landet er værre end noget andet.

Priserne på brændstoffet er kun en flig af de problemer vi fra dansk side står overfor i forsøget på at få udviklet det eritreanske kystfiskeri. Men fiskernes reaktioner på dette område fortæller også klart, hvad vi står overfor.

Så fra dansk side, bliver vi i den eritreanske virkelighed, også nødt til at nedsætter vore fiskerifaglige ambitioner i takt med den eritreanske virkelighed bliver klarere og klarer for os. Det er betingelserne i Eritrea og dem må vi fra Levende Hav tage til efterretning. Så udfordringerne i dette projekt ligger i dag ikke så meget i Eritrea som de ligger hos os selv.

Har vi den til situationen nødvendige tålmodighed, som de eritreanske kystfiskere har brug for? Det vil vise sig dette forår, hvor vi sammen med de eritreanske myndigheder og fiskerne skal i gang med at fordele og gøre brug al den udstyr der nu er på vej til Eritrea.

KBC
Ferring Strand den 11/1 2007