Fiskeriudviklingsprojekt i Eritrea nu på rette kur

Nu er det dansk eritreanske fiskeriudviklingsprojekt oppe i et gear der giver tro og håb for projekts fremtid. Netop hjemkommet fra et måneds arbejde i Eritrea, rapporterer de to danske Levende Hav udsendte fhv. fiskeskippere Knud Andersen, Djursland og Kurt Bertelsen, Lemvig følgende korte resume af projektets status og resultater. En mere detaljeret rapport er under udarbejdelse. Under Eritrea linket på denne hjemmeside, vil man også kunne se billeder fra projektet som det ser ud her i 2007.

Indledning

Det er gået langsomt og ofte også i den forkerte retning for Levende Havs eritreanske fiskeriprojekt, læs mere her http://gl.levendehav.dk/Eritrea/forside-eritrea-2004.htm men nu går endelig fremad og endnu vigtigere på rette kurs.

Projektet startede i 2004 med de første sonderinger og indledende drøftelser i Eritrea. ”Den Eritreanske Støtteforening” som er hjemmehørende her i Danmark, havde fået Levende Hav overtalt komme i gang i det eritreanske fiskeri, nærmere bestemt det eritreanske kystfiskeri.

Fra 2004 foretog vi studier og forundersøgelser og i slutningen af 2005 modtog projektet en bevilling på en mio. fra Minipuljen, en Danida pulje som administreres af Projektrådgivningen.

Men i maj 2006 måtte vi igen til forhandlinger i Eritrea for at få genforhandlet projektet, da udviklingen i Eritrea og nye eritreanske forbehold gjorde det nødvendig. Efter de forhandlinger blev der enighed om en plan som bl.a. indbefattede indsamling og køb af udstyr til to udstyrstransporter fra Danmark til Eritrea.

Forholdene i Eritrea

I Eritrea og på Det Afrikanske Horn er det et utal af forbehold for et projekt som dette og flere vil sikkert følge efter. Det er meget vanskelige forhold i Eritrea. Eritrea er, alt efter hvem der ser på sagen, mere eller mindre involveret i den stående væbnede konflikt mellem Etiopien og Somalia. Den eritreanske åbenlyse støtte til de islamiske grupper og interesser i Somalia giver Eritrea alvorlige udenrigspolitiske og økonomiske problemer, da bl.a. USA ligeså åbent støtter Etiopien i dets angreb/krig mod de somaliske islamiske kræfter der arbejder for samlet det meget splittede Somalia under en regering i Mogadishu.

Eritrea selv er meget fattigt efter nær ved 40 års væbnet konflikt og krig mod Etiopien. Der var fred og udvikling i en periode mellem 1993 og 1999, men en kort og meget blodig krig i 1999 og 2000 satte igen landet i stå. Efter 2001 har der været fredslignende tilstande i Eritrea, men landet er nu næsten helt isoleret i forhold til den store verden, pga. Eritreas støtte til de islamiske kræfter i nabolandet Somalia.

Eritrea støtter bl.a. Somalia fordi Somalia som noget nær det eneste land i verden støttede den eritreanske befolkning i dets befrielseskamp mod Etiopien. Bl.a. med pas således de eritreanske krigere og politikere kunne komme til Kina for uddannelse. Dette blev vi mindet om hver dag på den eneste eritreanske TV kanal som sender i Eritrea. Her så vi hvorledes man i Eritrea tager vare om de der er flygtet fra Somalia og til Eritrea, herunder de somaliske ledere. Og samtidig tordnede landets præsident Isaias Afewerki, som har siddet på magten i Eritrea siden starten af 90’erne, mod Etiopien og USA og dets præsident, en retorik som ikke lader Venezuelas præsident Hugo Chavez meget efter.  

De praktiske vanskeligheder

Det er svært at få fat i noget nær alt der skal importeres, specielt brændstof (en liter benzin på det officielle marked koster 38 NAKFA ca. 17 kr. og mere end 50 på det sorte marked som i øvrigt er meget beskedent). Fiskeriudstyr som garn, kroge, reservedele til motorer etc. kan fiskerne simpelthen ikke købe i Eritrea, det findes ikke i landet

Og da styret i Asmara altid går foran med det gode eksempel på at spare på alt, herunder det meget vigtige brændstof, er der heller intet brændstof til de officielle myndigheder. Afdeling i ministeriet som vi arbejder tæt sammen med, har ex. ikke en eneste bil i drift.

Afdelingen mangler alt og det giver store problemer for fiskeriet i og med at det er den samme afdeling som hver dag skal kæmpe en hård kamp for at få lidt olie og benzin og andet til fiskerne så de kan komme på havet. (Vi skulle ex. flere gange på havet og afprøve garn og andet udstyr og vi skulle bruge biler og ofte måtte vi officielt ud og købe sort brændstof).

De store problemer i selve fiskeriet, giver andre problemer. De fiskere som har muligheden for det og ikke mindst modet til det, forsøger at komme på fiskeri, ved at handle i Yemen. Det er meget ulovligt og bliver fiskerne opbragt vanker der ture i spjældet. Myndighederne forsøger, med planer og dekreter nedad i systemerne at afbøde de store problemer, men det er noget nær umuligt i den aktuelle situation.

Alt dette og meget mere kræver at et projekt som vores hele tiden er omstillings parate, det er svært, men det er betingelserne i Eritrea hvis vi skal hjælpe vore eritreanske kollegaer i det eritreanske kystfiskeri – og det skal vi, uanset de storpolitiske og økonomiske problemer i og uden om fiskeriet i Eritrea. Men det kræver et meget stort mål af tålmodighed fra vores side.

Projekt i april/maj 2007

Den første transport med det værdifulde fiskeriudstyr blev afsendt i jan. 2007 og medio april tog vi til Eritrea for at starte det konkrete arbejde med fordelingen af udstyret og få sat gang i fiskeriet. Inden vi kom, havde kystfiskeriet været totalt stoppet i 2½ måned fordi der havde været for mange fiskere det var lykkes for at komme til Yemen. Men et par dage efter vores ankomst, lykkes det at få fiskeriet genåbnet. Vi havde heller ikke noget valg, for vores projekt kunne jo ikke komme i gang med et lukket fiskeri.

Udstyret skulle ud i 3 indsats områder involverende 8 fiskerikooperativer i Massawa regionen. De 8 kooperativer har ca. 200 aktive medlemmer og de råder i alt over ca. 100 fartøjer + et ukendt antal mindre glasfiber både og kanoer.

De første 10 dage af vores ophold gik med at løbe fra Herodes til Pilatus i arbejdet på at få vristet den store 40 fods og 15 tons tunge kølecontainer med dets indhold ud af havne og andre myndigheders kløer.

Endelig lykkes det og derefter fulgte en mindre revolution i aktivitetsniveauet.

Da først fiskerne og projektets lokalt ansatte og ministeriet med flere fik syn for sagen, fik set det værdifulde og meget nødvendige udstyr rykkede de og meget skete i de følgende 2 uger. Indtil da og årene i forvejen havde det hele været snak og atter snak. For fiskerne har dette hele tiden været ”et måske projekt” ligesom alle de andre tidligere de havde været nærmest tvunget til at høre på. Men med de mange garn, elektronisk udstyr, generatorer, batterier, reb, flydere og meget mere fik de endelig syn for sagen – de danskere ville mere end snak.  

Udstyr i store mængder blev båret fra containerne og på lager og umiddelbart derefter fordelt ud til de 8 kooperativer efter en meget detaljeret fordelingsnøgle som deres ledere i projektets Projekt Råd havde været med til at få lavet og endelig accepteret. ”Endelig accepteret” fordi fordeling ikke var udarbejdet på et for dem ”retfærdigt” grundlag, dvs. hvor alle fik lige meget, eller lidt om man vil.

Fra projektets side havde vi foreslået en fordeling som tog udgangspunkt i LFA metoden. Dvs. at udstyret blev analyseret for alle faktorer i fiskeriet fra hav til bord, inden den endelige fordelingsnøgle blev præsenteret og argumenteret for hos fiskerne.

Fordelingen gik over al forventning, kun et enkelt kooperativ slog sig i tøjret i utilfredshed med fordelingen. Det var fantastik at være vidne til. Ministeriet holdt hvad de havde lovet, de betalte alle told udgifter og andet for at få udstyret ind i landet (ca.100.000 NAKFA) Og udstyret blev uden beregning udleveret til kooperativerne som så fordeler ud til de enkelte fiskere efter deres egne nøgler og mod at fiskerne betaler et mindre, men dog for eritreanske forhold, ikke ubetydeligt beløb tilbage til kooperativerne som dermed får midler at arbejde med.

På de to uger lykkes det at få transporteret den store kølecontainer med generator og alskens udstyr til projektets sydlige område ved byerne Foro, Zula og Erafaile hvor det hele – efter meget store praktiske vanskeligheder, bl.a. en flodseng som den store lastvogn og kran ikke kunne komme igen osv.

Men det blev opstillet og sat i gang og i løbet af et par timer var temperaturen i containeren faldet fra de + 50 til minus 3. Fiskerne og de mange mennesker i landsbyerne dernede var meget glade for nu kunne de fange fisken og opbevare den i flere dage, mod i dag hvor den fordærvede inden for en døgn. Det er meget varmt i Eritrea lige nu. Mere end 40 grader og det er uhyggelige temperaturer som flere gange strakte danskerne til jorden. Et par gange måtte fiskerne bære en af solstik nærmest bevidstløs dansk fisker i skygge hvor han så kom til sig selv.

Men arbejdet adler som bekendt og blot det at tingene flytter sig, at der bygges op og at modtagerne stråler af glæde, overvinder alt. Vi har nu store forventninger til projektets virke i hele dette område i bunden af den store Zula bugt ca. 80 km fra Massawa.   

I selve Massawa og øen Dessie fik fartøjer monteret generatorer og lys ombord og enkelt udvalgte fik også ekkolod og GPS satellit Navigator. Nye garn blev monteret (vi bragte kun materialerne til nye og brugte garn, fiskerne måtte selv monterer og sy). Og da det var gjort blev der også tid til forsøgsfiskeri.

Mod nord fra Massawa op mod grænsen til Sudan som ligger 600 km fra Massawa skal projektet i gang med at genopbygge fiskeriet helt fra bunden. Det er et stort tyndtbefolket område og det mest fattige område i Eritrea. Her skal projektet forsøge at genrejse et hollandsk/canadisk projekt som blev iværksat med kølehuse, ismaskine, anlæg til at afsalte havvand med mere ved byerne Gulbub, Emberemi og Wekiro . Det blev ikke færdigt inden krigen i 2000 og det har ligget stille siden, og er nu i en meget dårlig forfatning ligesom så mange andre fiskeriinfrastruktur projekter som blev sat i gang i 90’erne.

Her tager vi det helt nedefra bunden med unge fiskere der vil fiske. De får lidt til at arbejde med, garn og lokalt byggede små kanoer til at komme i gang. De skal vise resultater, de skal fange fisken, de skal sælge fisken og de skal organiserer sig dertil har projektet udstyret med mindre meget velegnede isolerede plastkasser til 100-200 kg fisk som de kan spænde på kameler og æsler for at få solgt fisken – de livsvigtige proteiner – i de større og mindre landsbyer som ligger spredt i ørkenen fra Massawa og nordefter.

Denne del af projektet har en meget stort plads i vore hjerter, for vi tror det bliver meget svært at finde andre steder på kloden, hvor det vil være mere oplagt at komme i gang med at høste havets fisk til gavn for en befolkning, som stadig i dag vil få meget svært ved at overleve, uden den internationale fødevarehjælp som særlig befolkningen i dette område må leve af i dag.

Og denne del af projektet har fået vind i sejlene med dette udstyr og endnu mere med de infrastruktur projekter som de eritreanske myndigheder har sat i gang. Der anlægges nu en vej fra Massawa til den sudanesiske grænse, en vej som følger havet og som betyder at fiskeriet i denne del af Eritrea og i det store havområde – som ikke tidligere er udnyttet – kan udvikles til gavn for de mennesker der lever der. Det er også fantastisk. Og allerede her til efteråret vil vejen op til den station som bliver projektets hovedkvarter i det nordlige være anlagt til at tage i brug.

Fra dansk side er vi igen blevet optimistiske. Det er et rigtigt projekt for det vi kan og evner i Levende Hav. ”Fisker til fisker” samarbejdet er vores metode og den virker. Når Ibrahim, skipper på en Sambuk, en mørk nat ude på det Røde Hav, efter at vi har sat garn, fået aftensmad og gennemført en times konkret læring om generator, batteri og andet disciplin ombord, med undren ser på os og siger ”Vi har aldrig mødt sådan nogen som jer” så ved vi at vi gør en forskel og det er alt nok.

Det er belønningen for et stykke frivilligt arbejde i den 3. verden.

Når Ibrahim aldrig har mødt sådan nogen som os så hænger det uhyggeligt sammen med alle de store investeringer der er fortaget i det eritreanske fiskeri siden 1993. Det ene store projekt efter det andet. Alle projekter er bygget på en læst – meget moderne modtagerstationer til fisk. Store køleanlæg, isværker, kajanlæg, fabrikker til fisk etc. Intet, intet af dette er taget i brug. Det hele ligger hen med vagtfolkene som eneste brugere.

Ovenstående er ikke blot en hurtig og overfladisk vurdering, det er den grusomme sandhed. Seneste i slutningen af 2005 færdiggjorde det danske entreprenørfirma Pihl 3 store havneanlæg i Gellalo, Tio og Edi til den hovedrystende store pris af 100 mio. kroner. Intet af dette er kommet i brug og spøger man folk så tvivler de alle på at de kommer i brug før de stationer ligner Berasole, Halibai som har stået uvirksomme hen i nu næsten 6 år og derfor ikke længere kan sættes i gang uden store reparationer. Ex. mener danskere som netop har været i Eritrea for at lave reparationer for 100.000 på Berasole at stationen – som aldrig kom i gang – skal bruge ekstra ca. 6-700.000 mere for at kunne komme i gang.

Men tilbagestår det helt store spørgsmål – hvorfor bygger man det ene store meget moderne og computerstyrede anlæg efter det andet, når man det facto ikke har mere kapacitet i det eritreanske fiskeri, end der samlet set findes i en lille dansk havn som Thorsminde? Sigende for situationen er en stor fiskeauktion som der er blevet bygget på i Massawa siden vi første gang kom til Massawa i 2004. Moderne kølehuse, ismaskiner og andet var næsten færdig til at kunne tages i brug.

Men så fandt man ud af at auktionsgulvet ikke levede op til de standarder der findes i EU og nu har man brækket det hele op. Dette nye bygningsværk på havnen i Massawa er vej til at ligne den ruin det er dømt til at blive uden fiskere der kan fange og levere den nødvendige fisk.

I Massawa havn ligger 6 store nye trawlere købt/givet fra Italien til Eritrea. De kom til Eritrea henover 2006 og de har efter os oplyst været på havet en enkelt gang, så blev de lagt op. Begrundelse: Det kunne ikke svare sig at trawle med de energipriser, eller også kunne man ikke få olie. Der ligger de så på rad og række til ingen verdens nytte. En samlet investering som uden problemer kunne have opbygget og udviklet det eritreanske kystfiskeri (38 kooperativer og et større antal privat organiserede fiskere) til et fiskeri som kunne have forsynet landet med rigtig mange fisk. Mange hundrede mindre fartøjer kunne være blevet repareret og udstyret med indenbords motorer i stedet for de 75-150 HK benzinslugende påhængsmotorer som de bruge i dag. Alle fartøjer kunne været suppleret med sejl og der kunne være blevet nye garn, langliner, GBS og ekkolod samt bedre systemet til opbevaring af fisk ombord. Sådan skulle det ikke være af grunde som vi kun kan gisne om, da igen uden for den snævre kreds af eritreanske beslutningstagere i Asmara, tilsyneladende kender de faktiske omstændighed omkring de trawlere. Men en nærliggende forklaring er, at italienske erhvervsinteresser har lobbyet denne sag igennem EU støtte systemerne og så fik Eritrea 6 store og helt ubrugelige trawlere - hvorfor? Også fordi de italienske skibsværfter, som tidligere byggede fartøjer til de italienske fiskere er kommet i klemme, ligesom de øvrige europæiske landes serviceindustrier til fiskeriet. Så nu må det bygges til andre lande og da meget få kommercielle erhvervsfiskerier ude den store verden har brug for nye fartøjer, så blev det Eritrea der måtte have trawlere. Som gave eller som lån, det finder vi ud af i den kommende tid. Sagen er desværre meget langtfra enestående i EU, det sker også her i Danmark. 

Fiskerne – når ja de blev som altid og sædvanlig glemt, eller kun trukket frem til de møder hvor eksperterne fremlagde de store planer for fremtidens fiskeri i Eritrea. Vi har støvsuget hvad vi kunne finde af materialer om støtte og projekter til det praktiske fiskeri siden 1993. Det er mildest talt sørgelige resultater.

Der er bygget både til fiskere i områder af Eritrea hvor der aldrig har været fiskeri el. tradition for fiskeri før. Begrundelse – der har aldrig været fiskeri, men unge mennesker i de områder ville gerne være fiskere og det var nok for de vestlige donorer til at de skød millioner ind i det område.

Vestlige donorer vil gerne støtte kvinder og derfor støttede man at der blev oprettet arbejdspladser for kvinder som syede garn og fremstille tejner og lave vod. Behjertede projekter, men resultaterne, de redskaber der kom ud i den anden ende, kunne ikke bruges til noget og ligger derfor stadig på lager i Massawa til ingen verdens nytte.

Vi skulle meget hurtig, da vi var i tidsnød har monteret en større mængde garn, og derfor var der nogen i ministeriet der foreslog at vi fik mobiliseret disse kvinder til formålet. Ideen var god nok, bortset fra at de kvinder der blev fundet frem ikke kunne sy garn. De var ellers blevet afbilledet på store plakater, siddende andægtige med nål og garn, og vestlige logoer, men som de sagde, havde de intet lært intet. Og det er også helt efter bogen i andre dele af verden.

Ingen fisker med respekt for sig selv og sit fiskeri vil overlade noget så vigtig som hvorledes et garn skal føres til andre end sig selv og de folk som han personligt har undersøgt om de ved hvad de har med at gøre. Det er helt ude i hampen at bruge penge og udstyr på at få fremstillet garn uden at fiskerne, der skal bruge garnene, er med inde over processen hele tiden.

Det er som altid meget tankevækkende at få syn for sagen mht. hvorledes donorer og myndigheder tænker fiskeri. Fiskere de skal bare have nogle garn og et kølehus, så det skaffer vi dem og så skal det nok gå. At donor ikke har en pind forstand på fisk og fiskeri tager de ikke så højtideligt og dermed udtrykker de meget direkte, at fisk og fiskeri er noget enhver kan beskæftige sig med.

Det er alvorlig nedvurdering af et meget vanskeligt er erfaringstungt erhverv. Et erhverv som man ikke kan uddanne unge til, uden at de unge har deres baggrund i fiskeriet. Vi tror simpelthen ikke at donorer ville have bygget så mange hospitaler og klinikker eller skoler uden at have undersøgt meget bedre om der var læger og sygeplejersker og undervisere til at bemande dem og hvis de manglede så da i det mindste at få dem uddannet og i den forbindelse ville man vel også inddrage læger og undervisere i planerne. Vi tror ikke at der sættes spørgsmålstegn ved, at læger skal være uddannede før de får lov til at skære i folk, at undervisere skal have erfaring og viden osv. Fiskere – når ja det er jo bare fiskere.

De seneste nye havneanlæg vil fiskerne ikke engang kunne bruge selv om de gerne ville. For de er konstruerede på en sådan måde, at deres sambuk og hurri fartøjer ikke kan bruge dem uden at blive slået i stykker. Vi har haft fiskere med derned og sejlet rundt, de har ikke andet end hovedrysten til overs for de anlæg.

Derfor sker der noget i en eritreansk fiskers hoved når han møder os. Vi ved hvad et garn er og vi ved hvordan en motor fungerer og vi kender de forhold der knytter sig til et helt almindeligt fiskeri, og ligeså vigtigt - vi tager den eritreanske fisker meget alvorligt fordi det er vores kollegaer og vi er pinedød nødt til at respektere hans viden på Det Røde Hav og kendskabet til de mange hundrede fisk. Store rokker, de meget farlige og også giftige stingrays på 100 kg. og mere store hajer, eksotiske men giftige fisk, vejret der pludselig ændrer sig, koralrev lige under overfladen osv. Vi sover sammen med ham på det åbne dæk, vi hiver i de garn han hiver i og vi piller fisk ud af garnene i samme takt som ham. Vi spiser hans mad pasta og kogt fisk, hver dag, morgen middag og aften.

Men med os bliver hans båd forandret. Der kommer lys ombord, der er instrumenter og snart kommer der en lille halemaskine som kan tage det værste af det meget tunge arbejde det er at hale garn på dybt vand. Han har fået nye garn til supplere hans gamle hullede garn osv.

Vi har sat os for at vi vil udvikle dette fiskeri, vi vil at de smukke fartøjer skal gøres i stand, der er tale om mange hundrede. De skal indrettes således at fiskerne bliver stolte af deres fartøjer, de skal males, der skal ryddes op. De skal supplere motor med sejl, de skal have forbedret opbevaringen af fisk, de skal bruge instrumenter. De unge skal lære GPS, ekkolod, søkort. Der skal redningsudstyr ombord – under et – den eritreanske kystfiskerflåde skal forandres fra en flåde i forfald til en flåde som fiskerne kan være stolte af. Og det kan vi fordi fisk er der meget af. De fanger kun en brøkdel af de tilgængelige kommercielle arter. Under 10.000 tons af en vurderet 80.000 tons mængde hvert år.

Og denne udvikling kan foregår også selv om Eritrea pt. er ude i store vanskeligheder. For der vil altid være fiskere, uanset manglen på de internationale markeder, på fred osv. For fisk bliver mere og mere efterspurgt på det globale marked og mange af de meget værdifulde fisk som kingfisk, snapper, grouber, spansk makrel, tun, hummer, krabber, rejer kan sælges og give penge til fortsat udvikling, men dertil skal Eritrea have fred og udvikling. Den eritreanske befolkning spiser ikke mange fisk i dag, det skal opbygges og herunder skal de mange hundrede arter som i dag ikke bruges kommercielt introduceres. Der er ex. ikke mindre end fire søtunge arter, som fiskerne blot smider tilbage i havet når de fanger dem for søtunger og andre fladfisk spiser man ikke, ligesom kun de færreste spiser hummer og krabber.   

Der er nok at tage fat i og denne første helt konkrete fase af dette fiskeriudviklingsprojekt viser at projektet er værd at kæmpe for og det vil vi så gøre de kommende år.

De eritreanske fiskere takker følgende fonde, virksomheder og enkeltpersoner:

• Danida, Minipuljen og Projektrådgivningen

• Genbrug i Syd. Mellemfolkeligt Samvirke

• JL-Fondet

• Frimodt-Heineke Fonden

• Græsrodsfonden

• Plums Økologifond

• Bodil Pedersen Fonden

• Torben og Alice Frimodts Fond

• Enkefrue Lise Plums Støttefond

• Danske fiskere fra hele landet

• DACONET

• STARK

• Levende Havs medlemmer

• Den Eritreanske Støtteforening