Samme dag som ministeriet
udsender forslaget til en ny forvaltningsplan
for sæler i
Danmark, skyder Miljøministeren planen
ned. Planen åbner for en meget begrænset og
meget kontrolleret regulering på sæler, få
steder i de danske farvande.
”Der skal ikke være jagt
på sæler” udtaler miljøministeren til de
danske medier, selv om planen overhovedet ikke
åbner op for en jagt på sæler.
Det er svært at forstå
hvorfor en minister, der ellers bortforklarer
enhver objektiv kritik med en henvisning til
”folkets vilje”, nu føler sig kaldet til
– samme dag han sender planen i høring – at
skyde planen sønder og sammen.
Det vil også være spændende
at få at vide, hvorfra miljøministeren har sin
viden om sæler? De bliver skræmte siger han.
Ja det tror da pokker, alle jægere og
naturelskere i dette land kan bekræfte, at sådan
forholder det sig med al den vildt der jages.
Det er en helt normal adfærd, vilde dyr forsøger
at undgå at blive skudt. Det kan enhver
forvisse sig om ved et forsøg på at opservere
rådyr, ræve fugle m.m.
Ministeren må også vide,
at jagt på sæler er en helt almindelig beskæftigelse
i mange lande, så ministerens afvisning af
planen med henvisning til at sælerne bliver skræmte,
er enten udtryk for ministeriel umodenhed eller
mangel på respekt for eget embede og for andres
meninger og holdninger i denne sag.
Nu har ministeren netop
afgjort hvor mange skarver der skal være i
Danmark. 30.000 par bør der være - dvs. at
9.000 par skarver skal væk og så er den sag
også klaret. Mystikken i en sådan udmeldelse
kan selvfølgelig forklares med, at vi endnu
ikke har forstået vores nye minister. Det er jo
en noget kontant udmelding og måske hænger den
sammen med, at vi har fået en minister som er i
stand til at miljø- og naturvurdere de mange spørgsmål
i en sådan og lignende sager.
Sæler har vi ikke for
mange af, men vi har lidt for mange skarver - og
så videre til næste sag.
Den forrige minister blev
ofte og med rette kritiseret for ikke at tage
lokale hensyn, også af Hans Chr. Schmidt som er
miljøminister i dag. Men den nye ministers
centralistiske håndtering, af to meget
vanskelige og meget lokale problemer, er
skoleeksempler på en centralistisk miljøpolitik,
som tåler sammenligning med den politik vi
kender en del til i den tidligere sovjet
republik, nu selvstædige Kazakstan.
I forhold til sælproblematikken
giver det ikke lokal mening, at afstå fra jagt.
I forhold til skaver giver det ikke længere
mening at tale om "et skarvpar" eller
en rede. Store dele af skarvbestanden i dag, som
tæller såvel store som mellemskarv, er
kendetegnet ved ikke at leve i parforhold og som
sådan må man anskue problemet som også altid
er lokalt.
Nu bliver det, i det
mindste, politisk spændende at følge
udviklingen - også på disse to områder. 2002
vil måske vise, om vi har fået en miljøminister
som vil forvalte natur og miljø ud fra sit
politiske flertal, eller om der skal tages
hensyn til den natur og det miljø som vi lever
i og af?
|