Med skrubber som sikkerhed

- genopstarten af fiskeriet på Aralsøen

Det er varmt i Aralsk. Den gamle havneby, der har mistet sit vand og nu ligger som en strandet hval 40 kilometer fra Aralsøens kyst, er om sommeren ikke meget andet end et støvet og bagende varmt stop på togturen fra Moskva til Tashkent eller Almaty. Når en delegation danske projektarbejdere i toget gør mine til at bryde op under de sidste par timers bumlen ind imod den førhen så stolte fiskerby, er reaktionen fra medpassagerne – ofte pendlende ”bisnes”-folk med kurérvirksomhed mellem Moskva og randstaterne – som regel enten undren eller mild overbærenhed: ”Hvad i alverden vil I dog dér?!” Ganske vist er rygtet om, at Aralsøen måske alligevel ikke er helt død, og at man faktisk kan købe en ganske velsmagende skrubbe derfra, efterhånden ved at brede sig ud til de omkringliggende byer, men det fastgroede billede af Aralsk som ét af Sovjetunionens største økologiske og sociale sammenbrud lader sig ikke uden videre viske bort af et par optimistiske danske fiskere og selv nok så delikate fladfisk.

Den støvede hovedgade i Aralsk er, ligesom det meste af området, præget af der-var-engang. Ligesom havnen, fiskefabrikken og de største industrivirksomheder har ligget stille i en årrække, er også forretningerne blevet ramt af nedgangen efter unionens opløsning. De to-tre gader, der før husede forretninger og lokaler for fritidsaktiviteter og sammenkomst, er blevet privatiseret og omlagt til én lang række af caféer. Man kan ikke længere købe filleter og kaviar i den gamle fiskeforretning, der stadig har en dramatisk keramikmosaik på væggen til minde om fortidens store fangster, men man kan købe sig en tysk øl eller en russisk vodka. Det samme gælder den gamle sportsforretning, hvor der nu er små kabiner af spånplader, hvor man kan sidde ugeneret og drikke i skjul, byggemarkedet, legetøjsforretningen, fritidshjemmet, en tidligere statsejet lejlighed og to købmandsforretinger. Alle steder, der er blevet lukket under indtryk af den generelle nedgang og pengemangel, og åbnet igen med kreditter fra UNDPs lokale afdeling som vodkabarer. Siden fiskeriets sammenbrud med Aralsøens katastrofale vandmangel og tilsaltning har Aralregionen været ”økologisk katastrofezone”, og langt hovedparten af indbyggerne har været henvist til at leve af dyrehold, handel med importerede varer som cigaretter, tøj og spiritus, eller forskellige former for understøttelse fra regeringen eller internationale bistandsorganisationer. UNDP, der har villet støtte opstarten af private virksomheder, har i en årrække haft svært ved at finde et holdbart grundlag for at søge midler til at støtte lokal produktion: For at modtage kredit må man kunne stille sikkerhed og sandsynliggøre en hurtig tilbagebetaling – og de eneste ”virksomheder”, der har haft let ved at opfylde de krav er den lange række af vodkabarer, der har sikkerhed i lokalerne og pr definition en hurtig, kontant omsætning. De materielle velsignelser fra åbningen mod verden, har haft en paradoksal karakter i Aralsk. Det virker næsten som om skrønen om varernes ensformighed og ubrugelighed i de gamle østbloklande er blevet reproduceret i et forvrænget billede af det moderne samfund: Det eneste, man kan være helt sikker på at kunne købe hver dag i Aralsk, er vodka…Globaliseringen er kommet til Aralsk med toget som hurtigt omsættelige forbrugsvarer, med æteren som endeløse rækker af kampsportsfilm og reklamespots, og med helikopteren som delegationer af politikere og embedsmænd, der vil se resultaterne af det gigantiske centralasiatiske overrislingsprojekt, der skabte den katastrofale afvanding af søen.

Officielt er Kazakhstan ved at ”blive demokratiseret”, men i ikke ubetydelig grad dækker denne frase over en voldsom økonomisk liberalisering – en næsten uvirkeligt konkret version af begrebet ”markedsøkonomi”, mens den politiske magt stadig mere udpræget samles i hænderne på præsident Nursultan Nazarbajev og hans nærmeste familie. Med sit enorme areal (2,7 millioner km2) og placeringen mellem det Kaspiske Hav, Rusland, Kina og det muslimske centralasien, fik Kazakhstan øjeblikkeligt stor opmærksomhed fra især amerikanske organisationer og virksomheder. Den pengestærke US-AID satte f.eks. markant ind i administration og medier for at fastholde og styrke de ”demokratiske” kræfter i den nye stat, bl.a. til tider med deciderede reklameindslag for privatisering på kazakhisk tv (indslag der i æstetik ikke veg tilbage for den legendariske sovjetiske realisme, nu blot med modsat budskab). Efter selvstændigheden blev regeringens officielle økonomiske politik karakteriseret af præsident Nazarbajevs erklæring om, at kazakherne nu måtte berede sig på en omstillingsperiode, hvor ”enhver må tjene sine egne penge med de midler, han har”. Konsekvenserne synes indtil videre at ligne Ruslands: stor rigdom koncentreret på meget få hænder, stigende arbejdsløshed, stigende kriminalitet, manglende udbetaling af lønninger, pensioner, børnepenge osv. Præsidentens officielle plan ”Kazakhstan 2030” skal antyde for borgerne, at der er mål og med i udviklingen, og at der efter de trange år kommer en ny og bedre tid, hvor Kazakhstan blomstrer som en mønsterstat med en ”panter-økonomi” uden alkoholisme, kriminalitet – endda uden rygning (…), men indtil videre er prognosens største styrke utvivlsomt, at den er langsigtet.

I Aralregionen, der er Kazakhstans fattigste, har borgerne oplevet en dramatisk deroute siden 1975, hvor fiskeriet ophørte, og især siden 1991, hvor støtten og direktionen fra Moskva med ét slag blev indstillet. Fiskersamfundet, der havde overlevet på nomade-fiskeri i andre søer og støtte fra regeringen, blev efterhånden dybt afhængigt af humanitær bistand. Og selvom den kazakhstanske regering indtil sidste år opretholdt et særligt katastrofetillæg til lønninger og pensioner i regionen, har det været nødvendigt med bidrag fra internationale organisationer for at skubbe udviklingen i en mere positiv retning. Men disse organisationer har mødt en række forhindringer, der har gjort indsatsen besværlig. Dels vil kazakherne generelt ikke acceptere en status som udviklingsland og hjælpeløst samfund (den daværende danske minister for udvikling blev skarpt irettesat, da hun i starten af halvfemserne kom for skade at antyde dette…), dels kan problemerne i Aralregionen virke så overvældende, at det er umuligt at finde et sted at begynde. Der er som sagt stort set ingen realistisk produktion i regionen, og de initiativrige mennesker, der forsøger at sætte noget i gang, må som regel have en vis økonomi i forvejen for at kunne etablere sig, eller de må have et indflydelsesrigt bagland, der kan trække i de rigtige tråde. (Oftest hører disse to forhold tæt sammen…).

Fiskeriprojeketet ”Fra Kattegat til Aralsøen”, der støttes af Danida, har valgt at gå en anden vej: Gennem en længerevarende tilstedeværelse og et konkret samarbejde (fiskeri) med de lokale fiskere, har projektet fået etableret et stabilt grundlag for at skabe troværdige aftaler. Projektet har funderet sig i et detaljeret kendskab, ikke så meget til økonomiske modeller for at skabe motivation og ansvarlighed (hvilket synes at være det almindelige – af og til noget formynderiske – udgangspunkt for visse store, internationale bistandsprogrammer), men til samfundet omkring Aralsøen, til kulturen, til fiskerne og fiskeriet, og til de mennesker, der af eget engagement fra starten satte deres arbejde og renommé ind på at få etableret et holdbart og konkret samarbejde. Efter et par besøg og genbesøg, hvor man bl.a. diskuterede mulighederne for at skabe et mere direkte og praktisk funderet udviklingsprojekt, opstod idéen i en varm stue i landsbyen Mergensai, mens kamelerne udenfor tyggede drøv og stjernerne tændtes på den kulsorte himmel. Bogholderen i den lokale fiskerikolkhos havde en russisk bog om fiskemetoder fra 1936, hvor det er beskrevet, hvordan danskerne har udviklet en lang og effektiv tradition for at fange flyndere. Der måtte laves et samarbejde mellem danske og kazakhiske fiskere – og med foreninger og fonde som det organisatoriske og økonomiske bagland, ikke som udgangspunktet.

Aralfiskerne vidste, at der var skrubber i søen, men de manglede redskaber og organisation til at fange dem, og de foreslog derfor, at det kunne være en opgave for danske fiskere med støtte fra Danida at hjælpe til i opstarten af et bæredygtigt fiskeri. (Skrubben var blevet udsat fra 1979 under et biologisk projekt, hvor de sovjetiske myndigheder forsøgte at introducere en række nye arter i Aral, fordi de traditionelle ferskvandsarter forsvandt ud i floderne eller døde pga af tilsaltningen. Fra 1991 var den lokale biologiske station i Aralsk overbevist om, at det var værd at prøve at genopstarte fiskeriet på søen.) De gamle sovkhos- og kolkhos-strukturer var ved at bryde sammen, og der var brug for nye organisationsformer for at genopstarte et rentabelt fiskeri. Fiskeriprojektet startede med et simpelt forsøgsfiskeri, hvor det ”blot” skulle bevises for donorer og den tvivlende omverden, at der var fisk i Aral. Derfra fortsatte det med støtte til oprettelsen af en række mindre, uafhængige kooperativer, der takket være en ny kazakhstansk lov havde fået mulighed for at etablere sig som selvstændige enheder.

Fiskerne dannede en forening ”Aral Tenizi” (”Aralsøen”), der arbejder for at genoprette søens økologi og fiskeri, og gennem denne medlemsstærke organisation har projektet nu i et par sæsoner kunnet give kreditter og udlåne garn til de nye fiskerikooperativer med den sikkerhed at de er medlemmer af foreningen og ved at bryde aftalen vil have svært ved at opnå tilsvarende støtte næste år – og i øvrigt stå i dårligt lys blandt kollegerne. Som samlet garant for kreditværdigheden har aralfiskerne gjort støtte og kredit mulig, og de er på vej til at gøre fiskeriet økonomisk rentabelt. Nu fanges der 600 ton skrubber om året, hvilket kun er en brøkdel i forhold til de store fiskeår i tresserne, hvor der blev landet op imod 30.000 ton, men det er dog et skridt i retning af et egentligt, socialt og økologisk bæredygtigt fiskeri. Afsætningen af fisken er også på vej til at blive forbedret, efter at man i starten automatisk afslog eller kun meget forbeholdent accepterede enhver tale om at købe fisk fra ”den døde sø”. Med en flerårig indsats har staben i foreningen Aral Tenizi nu fået etableret reelle forbindelser til aftagere af fisk i flere af landets større byer som Aktubinsk, KzylOrda, Karaganda og Almaty, og efterhånden som flere og flere har set den fine skrubbe, stiger efterspørgslen. Denne vinter var der således for første gang opkøbere fra flere byer helt nede på Aralsøens isbelagte overflade (det er næsten ligeså koldt i området om vinteren, som det er varmt om sommeren) for at finde fiskere, der var interesserede i at sælge skrubber.

Aralfiskerne har indtil videre haft held til at genopstarte fiskeriet på deres sø, og hvis de biologiske forudsigelser holder vand, skulle der ikke være noget bæredygtighedsproblem i at udvide skrubbefiskeriet betydeligt. Samtidig håber fiskerne på, at de internationale planer om at forbedre vandtilstrømningen til søen markant (ved bl.a. at lukke og reparere de utallige ødelagte og ubrugte sluser og kanaler langs de to floder, Amu-Darya og Syr-Darya, der har udløb i søen) endelig vil blive realiseret, så der igen kan komme ferskvandsarter ind i søen, og så vandet måske en dag kommer tilbage i havnen i Aralsk. Trods alle økonomiske og økologiske katastrofer, har disse fiskere haft et uvurderligt aktiv som udgangspunktet for deres bestræbelser: De har en værdifuld og stort set uudnyttet naturressource i deres sø. Derfor var der i virkeligheden et solidt udgangspunkt for det fiskeriprojekt, der nu kører på syvende år: Med skrubben som sikkerhed producerede fiskerne betingelserne for deres egen kreditværdighed. Men det ville aldrig være blevet realiseret, hvis det havde taget udgangspunkt i de eksisterende begrænsninger i den enkelte fiskers muligheder for at opbygge en privat og økonomisk bæredygtig virksomhed.