Denne rapport er skrevet under og efter mit ophold ved Aralsøen i efteråret 2001. Den er blevet til dels som dagbogsskrivning undervejs, og dels som en opsamling af de mange noter, der er blevet taget. Substansen er således indsamlet og nedskrevet i Aral-regionen, mens formuleringen og redigeringen er foregået i Almaty, fra 16.-23. oktober, og umiddelbart efter hjemkomsten til Danmark. Jeg har valgt at lade beretningen kronologisk indlede med de første dagbogsnotater for at føre læseren med over steppen til den stolte sø, for derefter at gå over til en mere sag-bestemt beskrivelse af de enkelte institutioner og begivenheder.

Oversigt:

Indledende bemærkninger (dagbogsafsnit)Til sagen

1. Biologien

2. Agenturet

3. Opkøberne Karasai Kazi, Aknur, Aralrybprom, Karlsson, Ibrahimov, Hansada, Demir

4. Det indsamlede udstyr fra Danmark

Transporten, Uddelingen

5. Fiskerne

Brigaderne, Stationerne

6. Foreningen

Kontoret, Generalforsamlingen, Bestyrelsen, De nye skud på stammen

7. Akimen og byen

Forholdet til akimatet, Byen

Afsluttende bemærkninger

Indledende bemærkninger 

20.9.

Afgang fra Billund kl. 7:40 og via Frankfurt til Almaty, med ankomst 22:40 lokal tid. Jeg rejste sammen med Zhanna Tairova, som måtte hjem til Almaty i forbindelse med studier på universitetet. Ankomsten var uden problemer, mit visum var parat, omend det tog lidt tid at få alle papirer på plads. Makhambet og Dinara mødte os uden for lufthavnen, der nu er ved at tage form efter de tilsyneladende ambitiøse ombygninger. Vi ankom til Rozybakieva og talte om storpolitik og prisen på nye sandaler, indtil vi tørnede ind ved 4-tiden. Der er altid masser af nyheder i Kazakstan af noget mere slagkraftig slags end de sædvanlige derhjemme, men selvfølgelig var også her meget opmæksomhed rettet mod terror-angrebet i USA. Kazakstan har fra starten støttet Bush, omend den umiddelbare reaktion efter ca. 10 dage er kølnet til mere diplomatiske vendinger.

21.9.

Dagen blev brugt til at få købt billet til toget til Aralsk og andre småindkøb, bl.a. et glimrende sovjetisk ur af mærket Slava med to måneders garanti, hvilket senere dog viste sig ikke at inkludere vandtæthed. Zhanna ordnede forskellige registreringer på universitetet, og vi mødtes med en veninde og talte om stort og småt. Om aftenen middag hos familien Tairov, hvor vi denne gang kom mere omkring projektet i Aralsk, og hvilke nyheder og ideer, der var at berette. Zhannat ringede fra GEFs kontor i Almaty og foreslog at mødes næste dag.

22.9.

Som sagt. Zhannat havde været til et seminar, arrangeret af GEF (FNs “Globale MiljøFond”) i Almaty, og var nu pludselig på vej til Geneve, fordi GEF havde besluttet, at hun var velegnet til at repræsentere deres projekter herude. Det er jo en fin cadot, og hun tog selvfølgelig imod. GEF virker i det hele taget som en god ny samarbejdspartner for Aral Tenizi, omend de ikke involverer sig direkte i fiskeriet. Iøvrigt kunne hun fortælle, at generalforsamlingen var udsat, og at transporten fra Danmark endnu ikke var ankommet til Aralsk. Akshabak var også på vej til Almaty, for at præsentere et nyt projekt for kvinder i regionen, og for frivilllige i landsbyerne.

Tiden op til generalforsamlingen bliver knap trods udsættelsen, dels pga containerens uvisse ankomsttidspunkt, og dels pga præsidentens og vice-præsidentens sene hjemkomst.

Jeg tog med Aktubinsk-toget (nr. 9) kl 14:15 og satte ud over steppen. Alt gik fint, omend der undervejs var et sjældent grundigt politi-check af hele min bagage, og så godt som hele min beklædning, “pga terror-angrebet i USA”. En slags omvendt sommerfugleeffekt.

23.9.

Jeg brugte det meste af dagen til at læse på noget af brevudvekslingen mellem Aralsk og Danmark siden maj. Desuden gennemgik jeg et par gange Kurts dagbog fra det sidste ophold for at notere, hvilke problemstillinger, der ikke var mig helt klare, og som jeg måtte undersøge ved ankomsten. Jeg rejste i en kupe med tre andre mænd, der alle skulle til Aktubinsk – to russiske arbejdere og en pensioneret kazakisk doktor. Sidstnævnte er den første jeg har set udføre en slags muslimsk bederitual i overkøjen mellem Almaty og Aralsk. Der var en sympatisk overdramatisering ved ham – hver eneste gang han skulle op i køjen eller stødte hovedet eller blot ville udtrykke sin andel i den guddommelige visdom om verdens besværlighed, sukkede han lavmælt, men højt nok til at vi ikke kunne undgå at høre det... “Allah..!”. Et forvarsel om den muntert afslappede (og af og til en smule komiske) islamisme i Aralsk.

Ankomst i Aralsk kl. 20:34. Jeg blev mødt på stationen af Karakuz, Akmaral og Agtai, og vi kørte til Aral Tenizi for at hilse på den tyske frivillige Michael, og en gruppe af hans venner, der var på besøg, og som overnattede i vores lejlighed. Jeg tog med Agtai hjem og fik en veltilberedt bisbarmak, før vi gik til ro.

24.9.

Kl. 10 var der møde med besætningen, hvor vi gennemgik planerne for den første uge, dvs. først og fremmest at få klarhed over containeren, samt planerne for de virksomheder, der vil aftage fisk, og for det biologiske overvågningsprogram. Jeg stillede derefter en længere række spørgsmål om forskellige problemstillinger for at blive opdateret om udviklingen og planerne. Et af de højst aktuelle problemer var, at der p.t. kun var fem registrerede kandidater til bestyrelsen: Seilkhan, Demejuv, Kulmanov (fra Akbasty), Zhannat og Akshabak. Dette har udløst en mindre demokratisk krise, fordi det i vedtægterne ikke er beskrevet, hvad der skal ske, hvis der ikke er kandidater til alle syv bestyrelsespladser. Bestyrelsen har på et møde den 10. august d.å. derfor besluttet at aflyse valget udfra følgende kriterium: Hvis der ikke er nok kandidater til bestyrelsen aflyses valget. “Nok” defineres som “mindst halvdelen af medlemmerne har indstillet en kandidat”. Man mener, at det istedet vil være tilstrækkeligt ved håndsoprækning at adspørge forsamlingen, om den accepterer, at den siddende bestyrelse fortsætter endnu et år. Dette udløste en længere diskussion, der senere inddrog Askerbek Karatupov (bestyrelsesmedlem). Vi aftalte, at der må holdes et bestyrelsesmøde inden generalforsamlingen for at få afklaret konsekvenserne af denne beslutning. Det er indtil videre min klare indstilling, at man i det mindste bør gennemføre et valg med de siddende bestyrelsesmedlemmer, der ikke ønsker at træde tilbage, og de tre nye kandidater.

Jeg blev præsenteret for de to senest tilkomne på kontoret: Gulnara, der er ansat som bogholder på GEF-midler, som assistent for Karakoz, og Bakhitshamal (Bakhits enke), der hjælper til med forskellige ting som frivillig.

Efter middag gik Akmaral og jeg derned for at hilse på og se, hvordan KazNIIRX-instituttet har det. Det ser godt ud, sammenlignet med tidligere, og der var tydeligvis en form for aktivitetet omkring det biologiske arbejde. Den formelle situation omkring KazNiirx, er den, at Tenstk Kulmaganbetov er ny direktør, og at Zaulkhan Ermakhanov er leder af den videnskabelige afdeling. Staten ejer fortsat bygningerne, og der er for tiden 15 mand ansat på instituttet. Vi talte med Tenstk og Zaoulkhan, og de erklærede sig begge parat til at arbejde i henhold til de planer, der var blevet udarbejdet i maj, dvs. mht agenturet og den biologiske ekspedition.

Derefter besigtede vi de to både, der begge ligger på Alashbais fabrik. Den lille blå, der er modelleret efter glasfiberbådene, er klar til at få monteret motor og drage til Tastubek, mens den store mangler ca. en måneds arbejde i at blive klar. Vi så desuden brodele til Akbasty. Der manglede nogle rør til denne bro, men Murat lovede at tage til Akbai og forsøge at finde nogen dagen efter. Vi mødte Alashbai, der kan kunsten at omfavne et menneske, så det forsvinder i hans demonstrative åbenhjertighed. Fra at være inspektor af særlig vigtig grad blev jeg på et sekund en lille sammenklemt Henrik B. Han lovede at støtte os i alle vore gerninger, og nævnte sjovt nok ikke ordet vindmøller.

Jeg havde derefter møde med vice-akimen Gabit Ospanov, som er akimatets ansvarlige kontaktperson for projektet. Han er åben og venlig, men vil meget gerne have knyttet os tættere sammen med akimatet. Hans ide er at fiskerne ved udleveringen af garn også bliver registreret af myndighederne, så det er nemmere at vurdere, hvem der fanger fisk, og om de gør det lovligt. Jeg sagde, at alle vore oplysninger og handlinger er åbne, så vi kan ikke forhindre, at myndighederne dukker op og overser, hvad der foregår, men at vi ikke var meget for direkte at fremstå som skatteopkrævere. Han forsvarede sig med, at fiskerne også må til at forstå, at de er en del af samfundet, og at der kommer en dag, hvor der ikke er nogen dansk last med garn til at sætte gang i fiskeriet og give kredit. (Han talte meget fornuftigt på dette punkt, men var dog også påvirket af situationen omkring akimens fejlagtige forsøg på at "åbne" fiskeriet den 16. september, hvor det stort anlagte besøg fusede ud i sandet, fordi fiskerne simpelthen ikke dukkede op... Akmaral fortalte senere, at Aryngaziev havde store problemer under denne seance.)

Om aftenen gik vi en gruppe af unge håbefulde europære på restaturant for at hilse af med Ute (frivillig i Karaganda), der drog til Aktau, og med to svenske søstre, der kom forbi og gav Nurzhan hans anden opgave som guide til Aralsøen i det turistfirma, Michael har stablet på benene under den økologiske klub. Det er jo meget godt at have et sted, besøgende kan komme, hvis de kunne tænke sig at “vide mere” eller endda at køre en tur ud til skibene ved Djambul og til den blomstrende fiskerby Tastubek.

Tenstk er i øvrigt oprindeligt fra Tastubek.

Under middagen afsang de lyshårede svenskere en svensk vise om havet, og jeg fulgte op med den stedlige hymne til den forsvundne sø. Det vakte nogen opmærksomhed i restauranten, og jeg måtte hilse på og skåle med et par nye venner, der ønskede mig og mine det bedste.

Alt i alt en informationsfyldt dag, der sluttede med en strømafbrydelse kl. 24, da jeg netop var ved at afslutte en længere e-mail.

Strømforsyningen var under hele mit ophold reguleret efter følgende skema: Hveranden dag afbrydelse fra 15-18. Hveranden dag afbrydelse fra 0-4 og igen fra 8-12. Dette udløste naturligvis nogen bekymring for fabrikkernes indfrysning af skrubber, og vi fik senere akimens ord for, at Karasai Kazi og Aknur i de kommende to måneder ville blive undtaget fra afbrydelserne.

Til sagen

1.        Biologien

De indledende møder med Zaoulkhan og Tenstk Kulmaganbetov blev fulgt op med et par diskussioner af økonomien i de to projekter, der er tilknyttet KazNiirx. Karakuz beskar som vanligt budgetterne for det overflødige, og vi indgik aftaler om et biologisk monitoreringsprojekt til knap 300.000 tenge. For dette beløb skal den videnskabelige ekspedition indsamle oplysninger og prøver fra fire punkter i løbet af efteråret: Fra Akbasty, Akespe, Tastubek og Karateren. Hvert sted indsamles prøver af såvel fisk som mindre organismer, og resultaterne bearbejdes i en rapport, der overdrages til kontoret senest ved udgangen af indeværende år. Udover en opdatering af resultaterne fra 1998-ekspeditionen har dette efterårs arbejde også som mål at give en mere præcis vurdering af skrubbebestanden i Lille Aral. Holdet drog afsted kort efter kontraktens underskrivelse den 1.10., og forventes at være i felten ialt 45 dage.

Der var undervejs en del snak om, hvilket udstyr der var nødvendigt for ekspeditionen, og vi landede på et tilskud til indkøb af et mikroskop og en række kemiske nødvendigheder, samt et mindre antal sæt arbejdstøj (formentlig fem – det var mit forslag inden afrejsen) til de i felten arbejdende. Tenstk mente, at det var nødvendigt for arbejdet, at instituttet fik 35 nye garn af forskellige størrelser, men dette forslag vandt ikke rigtig gehør. Det viste sig da også, at ekspeditionen drog afsted med de garn, der var nødvendige, omend Kairzhan (der nu arbejder for Tenstk) til det sidste fastholdt, at det var garn fra Zaoulkhans eget kooperativ, og at det derfor var urimeligt at forvente, at disse skulle anvendes til instituttes formål (vi har jo selv gjort en del ud af at holde disse to ting adskilt). Det er muligt, at der må øremærkes mindst 5-10 garn til instituttet ved fremtidigt samarbejde.

2.        Agenturet

Tenstk Kulmaganbetovs agentur for opsøgning af købere til efterårets skrubber kom nogenlunde planmæssigt igang. Agenturet modtager 60.000 i første måned (oktober) og har skrevet kontrakt for tre måneders arbejde i henhold til faktiske udgifter. Kulmaganbetov får i de tre måneder stillet computer, fax, kopimaskine og printer til rådighed. Han ansætter Nurzhan som tolk og sekretær, og rapporterer til kontoret om udviklingen i arbejdet. Allerede kort efter generalforsamlingen i Aral Tenizi kom Kairzhan strålende til kontoret. Han indledte uden forklaringer med “600 ton!”, og blev en smule fornærmet, fordi vi ikke forstod, hvad han talte om. Det viste sig, at den første kunde var fundet, angiveligt en mand fra Almaty, der var parat til at tage til Aralsk den 16.10. med penge i hånden og betale fiskerne 30 tenge pr kilo for en mængde “i realiteten uden grænse”. Det var planen at lade fisken fra Tastubek gå til dette formål.

Forsinkelsen af transporten fra Danmark fik dog også indflydelse på agenturets opstart. Først ved vores afrejse fra Aralsk var det klart, hvilken computer, printer og kopimaskine, Kulmaganbetov kunne få stillet til rådighed, og faxmaskinerne blev helt tilbageholdt af toldmyndighederne i KzylOrda. Nurzhan var af disse grunde temmelig nervøs i de sidste dage, fordi Tenstk havde gjort hans ansættelse betinget af, at computeren blev installeret. Med god hjælp fra Michael og de drivere, der er installeret på UNDPs kontor lykkedes forehavendet dog til sidst.

3.        Opkøberne

Udover de opkøbere, agenturet finder, er en række virksomheder og privatpersoner lokalt kørt i stilling til at aftage skrubber fra Aral.

a.        Karasai Kazi

Afdøde direktør Bakhit Sjuginisovs projekt om at skabe en ny fiskefabrik omkring de to frysevogne fra Leninsk, ser stadig mere realistisk ud. (NB: Navnet på fabrikken er navnene på Bakhits to sønner Karasai og Kazi). Abai, der nu er daglig leder på stedet, virker mere rolig og tilpas end tidligere, og beklager sig sjældent over tingenes tilstand. Han er selvfølgelig også rigtig godt tilfreds med at den nye container nu er blevet opstillet på fabrikken, og at projektet i det hele taget viser dem megen tillid. Vi fik udarbejdet og underskrevet en kontrakt for et års brugsret til containeren mod Karasai Kazis assistance under modtagelsen af transporterne fra Danmark. Direktør for fabrikken er i virkeligheden Bakhits søster Asem, men hun er meget lidt synlig i landskabet og tydeligt mærket af den tunge byrde, der hænger på familien siden Bakhits død. Vi blev inviteret til middag i forældrenes hus, og her fik jeg første gang anledningen til at udtrykke min “officielle” sorg over de begivenheder, der nu ligger godt halvandet år tilbage. Jeg fortalte, at jeg udmærket husker de dage, hvor Kurt ringede og fortalte, at der var sket en ulykke i Aralsk (en jeep med fire passagerer, heriblandt Bakhit og hans gode ven og kollega fra den nystartede fabrik, Ashok, brød gennem isen på Kambash, og alle omkom). Under min skåltale brød søsteren sammen, og en tante og Bakhits far græd godt med. Jeg blev først en smule chokeret, men holdt masken og talte om håbet om at vort samarbejde må fortsætte produktivt i Bakhits ånd – og det viste sig da også, at det simpelthen var forventet, at jeg ville sige et par ord, der kunne retfærdiggøre en kollektiv nedtur. Familien har virkelig taget sorgen til sig, og det har bl.a. haft den meget kedelige effekt, at Bakhits enke Bakhitshamal i realiteten er blevet udstødt. Hun sad hjemme i et år og græd, men besluttede sig så for at gøre et eller andet for at bringe livet videre (hun er jo dog ansvarlig for de to sønner). Derfor begyndte hun at gå ud, og kontaktede Aral Tenizi, hvor hun nu arbejder som frivillig, og formentlig bliver ansat i det nye projekt sammen med Rosa og Shanabai Kemal. Dette træk har været for hård kost for familien – efter deres mening sluttede Bakhitshamals liv med Bakhits – og de taler nu ikke mere sammen, hvilket også betyder, at bedsteforældrene ikke har kontakt med Karasai og Kazi. Altsammen meget ulykkeligt.

Fabrikken er ikke desto mindre stadig i live, og ser mindst ligeså godt ud som sidste år. Dertil kommer som sagt den nye danske container, der ved min afrejse var sat i gang og viste god form – efter tre timer var der rimelig fast isdannelse i de plastikposer med vand, der var sat ind i et par fiskekasser som test. Desuden har Abai i sommer taget initiativ til at invitere Amantai Kurmashov, der arbejder med kølesystemer i Leninsk, og han har for 10.000 tenge gennemgået de to togvogne, der er fabrikkens hjerte. De havde nogle mindre fejl, som blev rettet, og alt ser nu ud til at være parat.

Abai afleverede allerede i maj en biznes-plan på 500.000 i kredit, men vi besluttede at give fabrikken samme vilkår som Aknur på dette punkt, og endte med en kredit til begge på 250.000 under nærmere bestemte vilkår (tilbagebetaling senest 15.12., og derefter med mulighed for at optage ny kredit i det nye år, til vinterfiskeriet.)

b.       Aknur

Under hele mit ophold var Aknur et smertensbarn. Det var meget tydeligt – især på Akshabak – at samarbejdet med fabrikken det sidste år har været helt usædvanligt tungt. Det er dels tydeligt, at folkene i Aral Tenizi ikke kan fordrage Marat Zhursimbaev, og dels at han også ved mange lejligheder har optrådt slemt uelegant. Sidste efterårs eksperiment, hvor projektet brugte store ressourcer (menneskelige og ekstraordinært store økonomiske (der dog i det store og hele blev dækket ind til sidst)) på at afsætte fisk gennem denne fabrik, har efterladt Akshabak, Zhannat og til dels også Karakuz med en stærk modvilje mod at være ansvarlige for et samarbejde med Marat. Dengang måtte Akshabak groft sagt checke hver eneste bevægelse, man foretog, og det udviklede sig til et arbejde, hvor man mere skabte resultater på trods af hinanden, end på grund af. Siden har hver kontakt mellem foreningen og fabrikken været modvillig. Derfor bragte det nye problemer, da nogle fiskere kort før juntaens afrejse til Danmark i marts, spurgte om de kunne tilbagebetale deres kredit ved at levere fisk til Aknur og så lade betalingen gå til foreningen. I et ikke helt gennemtænkt forsøg på at hjælpe disse fiskere til at få løst deres kredit-situation, indvilligede man i dette uden at få noget skrevet ned på papir. Det bevirkede senere hen, at Marat ikke kunne huske, at han skyldte foreningen (eller fiskerne) noget. Der har været en skidt kommunikation omkring dette problem (også internt i foreningen), og problemet var stadig ikke løst ved fiskeriets opstart dette år. Vi holdt møder med Marat, og det viste sig, at fabrikken, der ejes af tre brødre, har besluttet, at Marats bror Talgat nu skal være direktør for forehavendet.  Man er tydeligvis klar over, at Marats stil har gjort det meget vanskeligt at samarbejde med foreningen (og sikkert også med andre), og Talgat blev præsenteret som ny økonomisk ansvarlig for fiskeriet, omend Marat stadig ville hjælpe til. (Talgat bor i Astana, men hævdede, at han fremover vil opholde sig i Aralsk under fiskerisæsonen). Vi fik udarbejdet et dokument, hvor Marat erklærer, at Aknur skylder foreningen henved 90.000 for forårets misære, og vi fik en klar aftale om, at det fremtidige samarbejde går gennem Talgat. Desuden stillede fabrikken med et “Letter of guarantee”, der fungerer som en slags sikkerhed for tilbagebetaling af kredit i fabrikken (men i realiteten “blot” er en understregning af, at vi ikke vil samarbejde med Aknur, hvis disse problemer gentager sig), og på dette grundlag besluttede vi at give dem samme betingelser som Karasai Kazi, dvs. en kredit på 250.000 til tilbagebetaling den 15.12. (De 90.000 er ikke knyttet sammen med kreditten, men skal uafhængigt heraf være tilbagebetalt den 1. november).

Inden min afrejse besøgte vi fabrikken, og det så ud som om, der var god aktivitet omkring det opstartende fiskeri. Man havde allerede modtaget og indfrosset ca. 3,5 ton skrubber, der var pakket i hvide sække, og de så ganske fornuftige ud. Forhåbentlig bliver denne sæson god for Aknur, så de kan få startet op med den nye organisering af arbejdet, og så de kan betale deres kredit tilbage til tiden, så man i februar kan tale mere konstruktivt om fremtiden.

c.        Aralrybprom

Den hæderkronede gamle fabriks sidste bygninger står nervøst og venter på dommen over virksomhedens fremtid. De gamle kontorbygninger er revet ned (Makhambet fortæller, at Akshabak, da hun endeligt udtrådte af fabrikkens stab, istedet for sit tilgodehavende, blev tilbudt en væg som løn for det endnu ubetalte arbejde...), og kun overbygningen på de gamle fryserym er endnu “intakt”. Her mødte vi Kuan Lepesov, der er administrator af det projekt, der er opstået efter rettens konkurserklæring af Kyzmet. Han kaldte sig kontrollør, og fortalte, at en Daniar Kosmanbetov er den øjeblikkelige administrerende direktør. Ejer af Kyzmet er fortsat Kosherbai Kulmuratov, der har fået en frist frem til den 15. november til at finde 16 millioner tenge i kredit til at genoprette virksomheden. Dette beløb skal først og fremmest bruges til at genopstarte fire indfrysningskamre og fem opbevaringskamre. Ifølge Lepesov har Kulmuratov god opbakning fra akimen og oblastens administration, så han anser det for sandsynligt, at han fortsætter på fabrikken. Han har efter sigende et tilsagn om kreditten fra EksemBank (hvilket jo dog i danske ører ikke er et overvældende tillidsvækkende navn...). HVIS Kulmuratov ikke overholder fristen, må man, som Lepesov sagde, “se sig om efter andre kandidater”. Dette betyder i praksis at se sig om efter Aimbetov. Der har været en del forvirring omkring fabrikkens gamle museumsbygning, som vi en overgang troede, at Aral Tenizi ville få overdraget, men det ligger nu fast, at den er blevet Aimbetovs ejendom, og han er i det hele taget meget aktiv omkring fiskeriet. Han har fået 12 millioner af staten til sit projekt i Koshar, og Lepesov anser det for sandsynligt, at hvis Aimbetov bliver kørt i stilling, bliver fabrikken igen en statslig virksomhed. (Aimbetov gjorde sig under mit ophold ikke den mindste anstrengelse for at kontakte os (tværtimod overså han demonstrativt Zhannat og mig ved en lejlighed). Han har som sagt støtte fra staten og fra israelske donorer, og er jo notorisk berygtet for at udvælge sig sine samarbejdspartnere og –metoder med omhu…)

Uanset de fremtidige ejerforhold er fabrikken pt i en meget sørgelig forfatning. Frysesystemerne er helt ude af drift (mange dele er blevet pillet af), og det er en meget påfaldende tomhed, der møder den besøgende, der har set stedet for blot fem år siden. Den seneste udvikling skete for øjnene af Deres udsendte: Da jeg vandrede rundt på stedet en eftermiddag kort efter min ankomst, var der en del aktivitet omkring den danske Sabroe-container og de tilhørende bygninger. “Det er da godt, at der er nogen, der bestiller noget,” tænkte jeg, og vandrede videre. Da vi besøgte Lepesov på kontoret to-tre uger senere, opdagede jeg, hvad aktiviteten var betinget af: Containeren (og bygningerne) var væk. Den er blevet inddraget af NauryzBank som betaling for Kulmuratovs gæld, og flyttet til en ukendt destination. Lepesov kunne ikke oplyse ydeligere, men henviste til en Nurbulatov, der er bankens repræsentant i Aralsk, for yderligere oplysninger.

d.       Ondabai Kulniyasov (“Karlsson”)

En uges tid efter min ankomst blev jeg præsenteret for en lille glad rund mand, der ville åbne en forretning for salg af skrubber på markedet i Aralsk: Ondasyn (eg. Ondabai) Kolniyasov. Jeg havde snakket en del med Michael om, at det var noget, der burde kunne lade sig gøre, nu hvor kendskabet til skrubben efterhånden er ved at nå til byen. Derfor mødtes jeg flere gange med Ondasyn, der virkede meget opsat på at komme igang, og som kunne dokumentere ikke uvæsenligt kendskab til kølesystemer (det var ham, der installerede Prikeevs anlæg i Karateren). Fra starten kunne han kun fremvise en noget medtaget bygning ved markedet, som han havde i sinde at sætte i stand og installere en fryser i. Vi kunne ikke uden videre støtte ham, men foreslog, at vi kunne vende tilbage nogle dage senere og se, hvordan det gik med arbejdet, og så diskutere mulighederne derudfra. Han gik i gang samme dag og fik hurtigt repareret de værste huller, samt istandsat dør og opbygget isolerede vægge til fryserummet. Zhannat og Akshabak belærte ham en smule om sanitære forhold – han havde tydeligvis ikke tænkt nok over, hvor han ville vaske fisken, og hvilke forhold, der måtte være omkring selve salget, men det virkede stadig som om, han var ærligt opsat på at skabe et skrubbesalg. Til sidst besluttede jeg, at vi måtte støtte ham, og trods en ret omfattende proces omkring, hvilken sikkerhed foreningen kunne få for, at han ville betale sin kredit tilbage, accepterede vi en biznes-plan på 150.000 tenge. De første 50.000 fik han udbetalt straks, og når bygningen står helt klar med en logisk infrastruktur, udbetales pengene til indkøbet af køleanlæggene. Foreningen tager sikkerhed i første omgang i bygningen, og siden også i det indkøbte udstyr.

Ved min afrejse fra Aralsk dukkede Karlsson op på vores værelse, mens Mischa (Micahel) var ved at pakke de sidste ting. Han var en smule overrislet, men i strålende humør, og det var svært at forklare ham, at vi måtte overstå vores venskabelige udvekslinger af gode ønsker for hjemrejse, hhv. butikkens fremtid, inden juntaen kom tilbage for at bringe os til toget. De er meget strikse med andre menneskers forhold til alkohol, og det kan kun komme den til skade, der møder dem i beruset tilstand. Vi fik dog skålet for de mest påtrængende emner, og Karlsson futtede afsted i sin lille Moskvits, lige præcis tids nok til at ingen anede uråd.

e.        Ibrahimov

Den 30.9. var jeg på besøg hos Ongarbai (“Oleg”) Ibrahimov, der er fra Tastubek, men i mange år har studeret og arbejdet forskellige steder i Sovjetunionen, bl.a. med det statslige handelsselskab. Han er nu vendt tilbage til Aralsk, hvor han forsøger at etablere sig med dels at arbejde sammen med sin bror (en af de stærkeste fiskere i Tastubek) og dels med at afsætte fisk i Aralsk og især i Leninsk. Han viste mig et køleskab, der var sat i sving med at holde skrubber fra Tastubek nedkølet (han påstod, at det kunne gå til –10 grader og tage ca. 300 kg fisk), og som han indtil videre havde placeret i sit hus. Planen er i første omgang at anskaffe en køler mere, så der kan komme lidt bæredygtighed ind i at transportere fisk fra Tastubek ind til byen. Jeg besøgte ham sammen med Tolagai og Sjalgasbai fra Djambul, og det er jo gode folk, så det var med god vilje, vi satte os ned og spiste den mest velsmagende skrubbesuppe, jeg endnu har smagt – perfekt tilberedt med hvidløg og chili “på uzbekisk”. Desværre er der nogen usikkerhed blandt disse folk om, hvad det egentlig er, de vil. Tolagai kom under mit ophold med en række forskellige forslag, som det til sidst blev svært at holde rede på, og jeg bad ham om, for vores gamle venskabs skyld at lade være med at forvirre os alt for meget med hensyn til, hvilke hensigter han egentlig har. Han er jo et godt og engageret menneske, så det er ikke fordi, vi ikke vil støtte ham, men det virker som om, han må finde ud af med sig selv, hvad han vil bruge sin tid på. (Det hele startede med, at han kom ind til kontoret og fortalte mig om, at han var blevet træt af at sidde og kigge på tal i Djambul, og nu gerne ville i gang med at beskæftige sig med at sælge nogle fisk, eller evt. at arbejde som frivillig i projektet.) Den samme usikkerhed hersker til dels omkring Ibrahimov selv. Han opsøgte mig mange gange, og talte hver gang meget længe om sine planer, men uden at vise, at der var entydighed eller bund i ret meget af det. Udgangen på det hele blev, at han gav mig et brev med hjem på russisk, hvor der kort fortalt står, at han gerne vil åbne en forretning i Leninsk, hvor de mange russere kan købe skrubber fra Aral. Desuden fik de til sidst samlet en brigade sammen, der var tilpas troværdig til, at vi gav dem materialer til at reparere 5-10 garn med. Jeg lovede at overbringe brevet og beretningen om den velsmagende suppe til Kurt, og så må vi tage fremtiden fra februar.

f.         Hansada

En ny spiller på banen i fiskeforarbejdningen i Aralsk er den tidligere bestyrer af det store hotel og nuværende ejer af det konkurrende lille hotel overfor, Hansada. Hun er en driftig forretningskvinde, der i de sidste 3-4 år har arbejdet sig godt op, og netop har åbnet en meget flot forretning på hovedgaden i byen, hvor man for et øjeblik næsten kan føle sig hensat til en noget større by. Vi (Mischa, Zhannat og jeg) besøgte hende på hotellet en dag til frokost, og hun fortalte, at hun havde planer om at indlede et samarbejde med Karasai Kazi. Planen er at oprette en form for workshop, hvor nogle af de tidligere arbejdere fra Aralrybprom kan blive ansat til at lave et lidt mere præsentabelt produkt af skrubben. Til det formål har man brug for Karasai Kazis kølerum, og så en kredit til at etablere de nødvendige bygninger med skyl- og pakkerum. Vi kom ikke særlig langt i detaljen, men jeg gjorde det klart for Hansada, at et sådant projekt vil være meget interessant for os, og at vi meget gerne vil se en mere detaljeret plan over, hvad det er, hun ønsker at etablere. Dels fordi der åbenlyst er brug for større opmærksomhed omkring kvaliteten af det produkt, man producerer (det har jo været vores kæphest fra starten), dels fordi vi kender hende og ved, at hun kan skabe resultater med det, hun engagerer sig i. Jeg bad hende om, om muligt at udarbejde en beskrivelse, som jeg kunne tage med hjem, men det nåede hun desværre ikke.

g.       Demir

Blandt de købere i Almaty, der har fået interesse for skrubben, er en af Zhannats gamle klassekammerater, Sjanara. Hun hjalp sidste år med at finde en lastvogn, der kunne bruges i foreningen, og var i vinter- og forårssæsonen aftager af en del skrubber fra Aralsk. Desværre havde hun en meget uheldig handel i foråret, hvor hun købte 12 ton skrubber gennem foreningen hos Akbasty-fiskerne. Disse fisk var af den noget skrøbelige forårskvalitet, og pga varmen i april blev den heller ikke ordentlig behandlet, så de 12 ton måtte tages tilbage fra køberne i Almaty og ud af byen, hvor de blev brændt. Det påførte Sjanara et stort økonomisk tab, som hun siden har talt med foreningen om, hvordan kan dækkes. Jeg havde egentlig en aftale med hende om at mødes i Almaty, men vi gik forkert af hinanden et par gange og nåede det ikke. Jeg mener dog heller ikke, at der kunne komme noget særlig konstruktivt ud af det møde, eftersom det var baseret på hendes og hendes mands ønske om at få op imod et par millioner tenge i kredit til at komme på fode igen, og det ligger et godt stykke uden for projektets formål at støtte private virksomheder i Almaty, og især da når der i realiteten er tale om at dække et tab, de er blevet påført pga uforsigtig omgang med den meget dårlige forårsskrubbe.

4.        Det indsamlede udstyr fra Danmark

a.        Transporten.

Indsamlingen af udstyr til fiskerne ved Aralsøen begyndte allerede tidligt på året, hvor vi fik udarbejdet en efter min mening flot pjece, der beskriver projektets og søens historie, og hvilke muligheder der er for danske virksomheder og fonde for at støtte den udvikling, der er kommet i gang. Desværre gik det længe meget trægt med indsamlingen og først til allersidst fik vi indsamlet udstyr af en mængde og kvalitet, der gjorde transporten rentabel. Afrejsen blev først henimod slutningen af august og desværre blev det oven i købet en ekstraordinært lang tur gennem Rusland. Især et 20 dages ophold i Smolensk forsinkede transporten og dermed alle de omstændigheder i Aralsk, der er forbundet med den. Generalforsamlingen i Aral Tenizi, der skulle have været afholdt den 26.9. blev skubbet til den 29. og siden til den 5.10., pga den lange forsinkelse. Da containeren endelig ankom (den 28.9.) begyndte en ny og meget lang proces med toldmyndighederne for at få hvert eneste par lange underbusker deklareret. Vi havde dog et fint samarbejde med myndighederne i Aralsk, der viste sig at være gode at have på sidelinien under uddelingen, så der var styr på, hvor meget udstyr, der blev fordelt, og så ingen uset havde adgang til containeren. Selve åbningen af containeren foregik på banegården i Aralsk, hvor Abai fra Karasai Kazi var ansvarlig for de fysiske omstændigheder. Han havde noget besvær med at arrangere kraner og andet, men alt i alt gik det dog ganske fredeligt for sig. Containeren og den medfølgende generator blev placeret hos Karasai Kazi, og udstyret blev forseglet i foreningens lukkede lastvogn, i containeren og i Karasai Kazis hangar (her opbevaredes en del garn, samt det meget tovværk fra Bønnerup). Den lange toldproces afsluttedes faktisk først i Almaty, dagen før min hjemrejse, hvor Akmaral dukkede op med de deklarerede dokumenter, som Karakuz havde fået i orden i KyzylOrda. Der var en del tvivl om, hvor mange garn, der egentlig var sendt afsted, og om der var bortkommet noget udstyr undervejs. Det viste sig, at der rent faktisk var forsvundet nogle redningsveste og en smule tøj, men ikke i mængder, der retfærdiggør en større efterforskning. Akshabak opfordrede os meget tydeligt til næste gang at udarbejde en pakkeliste oversat til russisk inden transportens afgang, og så hænge den op lige inden for døren i containeren, så det er tydeligt for enhver, at vi ved præcis hvor meget udstyr, der skal være.

b.       Uddelingen

I det hele taget bør der ved kommende transporter strammes op på proceduren omkring forsendelseslisterne. Det var naturligvis et uheld, at transporten blev opholdt i Rusland, men jeg må også erkende, at jeg ikke selv var ordentlig informeret omkring det præcise indhold af transporten (jeg var til dels undskyldt af et meget stramt program i ugerne op til min afrejse, hvor jeg simpelthen ikke havde tid til at beskæftige mig med projektet…). Denne mangel, der affødtes af forsinkelsen og uklarheden om transportens præcise indhold, kostede en del spildt arbejde og nogen usikkerhed blandt fiskerne på, om de nu også kunne regne med det, vi sagde. Der var i denne transport ikke særlig mange garn at fordele – det var foreningen blevet gjort opmærksom på, og jeg gentog det i min tale på generalforsamlingen. Derfor måtte en del fiskere gå hjem med uforrettet sag, hvilket de fleste dog meget roligt accepterede. Vi valgte at opstille et sæt kriterier for, hvem der kunne få del i udstyret og kredit til at opstarte fiskeriet. Det vigtigste af disse blev, at man måtte kunne sandsynliggøre at være en brigade på mindst seks fiskere med ordentlige forhold og en vis troværdighed i projektet, samt at man ikke havde mistet garn i den forløbne sæson. Med dette kodex i hånden satte vi os (Zhannat, Akshabak og jeg) i Karasai Kazis skurvognskontor den 6. og 7. oktober og tog imod godt 70 brigadeledere, der således repræsenterede mindst 420 fiskere. Det blev en lang proces, hvor der undervejs var en del diskussion – også internt i vores komitte, men alt i alt forløb uddelingen uden de store sværdslag. Der opstod en noget uheldig situation på den første dag, da vi henimod kl 18 blev klar over, at vi var ved at løbe tør for færdige garn. (Dette havde baggrund i den usikkerhed omkring pakkelisten, som er beskrevet ovenfor). Det medførte en stor diskussion med et par brigader, der følte sig snydt, og især med en biznes-mand, der var dukket op til lejligheden med en kontrakt med et par Amanotkel-brigader, som han angiveligt sponserer. Han holdt en meget engageret tale om sine mange fabrikker, sin enorme omsætning (“10 millioner tenge!!”) og øvrige formåen, og beklagede sig meget over, at vi ikke engang var istand til at tilbyde hans fiskere 10 garn. Jeg undskyldte overfor fiskerne, men sagde til den opildnede herre, at jeg håbede det ville glæde ham, at de garn, vi havde uddelt var gået til fiskere, der ikke havde så imponerende en økonomisk opbakning som disse to brigader. Han gik i vrede, men vi kan formentlig godt undvære ham. Det viste sig senere, at de to brigader fik meget svært ved at sandsynliggøre, at de var berettigede til nogen som helst støtte, bl.a. fordi de sidste år havde “lovet” at tage på havet, men alligevel ikke havde været i stand til det. Vi gav dem dog nogle materialer til at reparere deres garn og en smule kredit, som blev nødvendig efter den dygtige forretningsmands exit. Ved afslutningen af uddelingen kunne vi konstatere, at der var meget få brigader, der kunne føle sig uretfærdigt behandlet, og at alle måtte acceptere, at der blot ikke var så meget udstyr at fordele som tidligere.

Transportens indhold som helhed syntes at være meget velvalgt. Fiskerne var meget interesserede i det varme tøj, og også i de 9 kubikmeter tov, der var sendt med. Generelt vil jeg beskrive fornemmelsen omkring transporten som en smule vand, der hurtigt blev opsuget af trængende planter. Takket være den forbedrede organisation i Aral Tenizi, og først og fremmest Akshabaks imponerende detaljerede viden om fiskernes gøren og laden (en viden, som den regionale administration i akimatet tydeligvis misunder hende) lykkedes det at lede vandet ud i en masse små kanaler, så det kom en masse mennesker til gode. Der var ikke nogen ting i transporten, som virkede unødvendige – tværtimod var den gentagne opfordring at sende mere af det samme til næste år. Desuden var der en del forespørgsler på flere fiskekasser, søstøvler og bøjer, som mange fiskere har meget stor gavn af, men som forefindes i et meget lille antal.

Jeg blev dog selv temmelig udmattet under denne seance. Især to scener med et par fiskere fra østsiden gik mig en lille smule på. De to (Ontalap Shanyazov og Temirlan Boranbaev) havde begge mistet en del garn, og det var noget usikkert, hvordan det helt præcist var foregået. (Desuden fisker Boranbaev under Askerbek Karatupovs kooperativ, som har en gæld på 100.000 til foreningen, der er gået til stationen i Bugun, men også til brigaderne). De er begge gamle kendinge i projektet, men har også begge vist en del usikkerhed omkring forvaltningen af det udstyr, vi har stillet til rådighed. De blev meget sårede over vores blanke afvisning af deres forespørgsler for den nye sæson, men jeg kunne ikke gøre andet end at henvise til de retningslinier, vi havde vedtaget, og som måtte gælde lige for alle, hvis fordelingen overhovedet skulle have en chance for at fungere.

Et andet smertensbarn var Raim kolkhos. Den endnu nye leder Erbol har udvist en sjælden evne til at formøble vores tillid, og han har nu en gæld på 100.000 til projektet og meget svært ved at forklare, hvor op imod et par hundrede garn befinder sig. Vores traditionelle velvilje overfor Raim, der bl.a. er begrundet i kolkhosens historie og mange troværdige folk (især den tidligere leder Daukara Aimagambetov), og i den vanskelige situation som hele det lille samfund i Raim og Kyzylzhar står i efter overgangen til en langt mere privatiseret økonomi, kom under denne uddeling til et foreløbigt holdepunkt. Vi gjorde det klart for Erbol, at vi ikke kunne blive ved med at give dem kredit og garn, når de ikke overholdt de aftaler, der blev indgået, og trods deres vedholdende forespørgsler måtte vi fastholde dette. Erbol garanterede, at den kredit, man modtog til forårsfiskeriet, ville blive tilbagebetalt, og han forklarede flere gange de vanskelige forhold, der havde forårsaget den ustabile situation, man nu står i. Jeg foreslog, at man forsøgte at se mere på fremtiden i projektet og i forholdet til Aral Tenizi, end på den fortid, som man ikke kan ændre, og at Erbol skulle vise sin vilje til at genoprette balancen i forhold til foreningen ved at forsøge at tilbagebetale kreditten, og så komme med et konstruktivt forslag til samarbejde, f.eks. under Kurts ophold derude til februar. Vi gav til sidst Raim et stykke tov til brug for vod-fiskeriet, men ingen garn eller kredit.

Akbasty-fiskerne tog også en del tid og opmærksomhed, pga en endnu uafklaret situation omkring deres modtagestation. Vi nåede at besøge Akbasty inden uddelingen og havde flere samtaler med borgmesteren, der var meget bekymret over, at fiskerne ikke bakkede op omkring vedligeholdelsen af stationen. Resultaterne af det kunne vi se ved selvsyn, idet stationen var præget af sandfygning helt ind i vaskerummet, og vejene ned til stranden var ikke blevet udbedret i overensstemmelse med den kredit man havde modtaget dertil. Vi valgte at “tale med garnene” og gav hver enkelt Akbasty-brigade færre garn, end vi egentlig gerne ville, men med løfte om, at der var mere at hente, når forholdene omkring stationen var bedret, dvs. så de fysiske rammer kom i orden, og så der ikke længere var tvivl om, at stationen var alles ansvar, og ikke kun borgmesterens og hans sønners. Kort før min afrejse kom de første meldinger fra Akbasty om, at forholdene var i bedring, og Akshabak og Zhannat valgte at holde nogle garn i reserve, som man så kan fordele i Akbasty under næste besøg, hvis det viser sig at holde stik.

En særlig historie knytter sig som altid til Akespe-fiskerne. Vi har jo i flere år presset på for at få dem til at etablere sig mere organiseret med et eller flere kooperativer baseret i Akespe. Men de fleste i landsbyen har et forhold til registrering og i det hele taget til offentlige myndigheder, der får vadehavsfiskerne til at ligne velfriserede delegerede ved LOs kongres. Denne gang overraskede Nargali Demejuv mig ved (under en pause på generalforsamlingen) at erklære, at han netop havde registreret sin nye organisation, og at han nu var klar til at opføre sig præcis, som vi måtte ønske det. Det indebar dog ikke større omvæltninger, end at han til garnuddelingen dukkede op med Tenstk fra KazNiirx-instituttet, som han havde fundet ud af, var langt mere velegnet til at stå anført som det organisatoriske bagland for Demejuvs brigade. Vi havde svært ved ikke at le lidt af hans energiske og åbenlyse manipulation af enhver omstændighed, der kunne tænkes at begrænse hans frihed, men vi måtte dog skære lidt ned i omfanget af den støtte, vi havde planlagt at give det nye kooperativ, uanset at de 15 fiskere i Demejuvs brigade uden sammenligning præsterer de mest imponerende fangsttal i forhold til de garn, de har til rådighed.

5.        Fiskerne

De mange fiskere, der har været i kontakt med projektet i år, fisker i efteråret fra fire forskellige pladser: Ysk-Schocke, Tastubek, Turangil (ved Akespe) og Akbasty. (Dog fisker Demejuvs folk formentlig fra en plads nærmere Akespe). Fiskeriet kom temmelig sent i gang, bl.a. på grund af transportens forsinkelse. Det er et problem, at man stadig afventer danskernes ankomst, før fiskeriet går i gang, men der er meget stor opmærksomhed blandt fiskerne på at få det udstyr, man kan. Det betød, at vi i år fik to forklaringsproblemer: Dels var fabrikkerne (Aknur og Karasai Kazi) utilfredse med, at vi var med til at forsinke opstarten af fiskeriet, og dels blev det et problem for nogle fiskere, at de havde ventet på os og så ikke fik noget ud af anstrengelserne, fordi der var en begrænset mængde garn at fordele. Vi forsøgte inden generalforsamlingen at gøre opmærksom på, at der ikke var grund til at bremse alt på grund af os, men da det desuden var meget dårligt vejr med blæst faktisk hver dag i de to første uger under mit ophold, var der flere gode grunde til, at meget få fik startet op inden garnuddelingen. Jeg mener dog, at vi skal gøre dette endnu tydeligere til næste år, hvis transporten igen kommer til at ligge henimod afholdelse af generalforsamling og fiskerisæsonens start.

a.        Brigaderne

Her skal kort de vigtigste landsbyer gennemgås.

I Karateren er det toneangivende kooperativ nu helt klart Prikeevs “Kuanysh”. Vi besøgte byen og den nye modtagelsesstation, kooperativet har opbygget. Dette var uden sammenligning den mest opmuntrende begivenhed siden maj. Dengang besøgte Kurt stedet og gav Prikeev 500.000 i kredit til at starte byggeriet. Der var kun nogle meget skrøbelige ruiner efter en gammel fabrik, men allerede i slutningen af september stod det nye center parat til at modtage fisk til køling, røgning og saltning, og alt er gjort meget gennemført, lige fra risterne på gulvet til skiltene over de enkelte afdelinger. Der er med denne station sat nye standarder for, hvad man kan få for penge i projektet… De fleste Karateren-fiskere drager til Akbasty, hvor vi også mødte de første brigader inden generalforsamlingen. Man var kørt fra Karateren gennem havet (!), hvilket er blevet muligt pga den meget faldende vandstand. Et par noget svagere brigader fra Karateren (i kooperativet “Muhangaly”) fik også støtte efter at akimen fra byen garanterede for, at de i år ville tage til havet og at de ville tilbagebetale deres kredit. Vi gjorde det klart, at hvis de (heller) ikke i år kan komme på fiskeri, vil deres garn blive inddraget. Til historien om Karateren knytter sig desuden den bemærkning, at Tollabay Oikasov, der tidligere har våndet sig meget over ikke at være blevet tilstrækkeligt tilgodeset, kom forbi under uddelingen med et stort smil og et fast håndtryk, “alene for at ønske os et godt arbejde” og uden at bede om hverken kredit eller garn. Det ville dog også have været vanskeligt, eftersom han endnu ikke har tilbagebetalt sidste års kredit, men der var dog en vis konsekvens i hans opførsel…

Shomishkol har igen en brigade, der vil på fiskeri. De vil i år til Akbasty og har fået god støtte til det, fordi de 10 fiskere i “Ardana” er projektets eneste kontakt i byen. De må dog vise bedre resultater i år for at opretholde denne tillid.

Zhanakurilis og Esimov med brigadelederen Aldamzharov har også en stor stjerne hos foreningen. Kooperativet fik i år 12 garn og en meget stor kredit, fordi de skal rejse langt til Turangil for at komme på fiskeri. Under forhandlingerne med Esimov opstod den største uoverensstemmelse i vores evaluerings-gruppe, da Akshabak i meget lang tid fastholdt, at Zhanakurilis skulle have så stor støtte som muligt, (man bad om godt 57.000). Jeg havde inden uddelingen en forventning om, at vi maksimalt kunne give 20.000 i kredit til benzin og øvrige opstartsudgifter til en enkelt brigade, men selvom vi næsten blev uvenner og meget lang tid sad og diskuterede disse betingelser, gav Akshabak sig ikke, og med Zhanakurilis’ 40.000 blev der sat et noget højere niveau for kreditgivningen. Jeg gav mig til sidst, fordi vi dels trods alt holdt os under 700.000 i alt, hvilket svarer til det forventede, og dels fordi det jo er foreningens ansvar at vurdere, hvem der vil være i stand til at tilbagebetale kreditten.

Amanotkel-fiskerne drager i år til Akbasty og Turangil, og selvom der var forskellige former for problemer med flere brigader som beskrevet ovenfor, fik vi dog lavet aftaler med alle. De fleste fiskere i Turangil har aftaler med Aknur, mens Karasai Kazi er størst i Akbasty. Zhumali Abilov, samt Dosaev, Mataev og Shanyazov, viste kontrakter, der indbringer dem 20 tenge pr kilo, med den tilføjelse at Aknur så betaler alle udenomsudgifter, inkl. licensen.

I Karashalan er Erlan Tleulesov efterhånden den eneste brigadeleder. Hans 10 fiskere drager også til Turangil og ligeledes efter aftale med Aknur.

Bugun var et kapitel for sig selv. De mange problemer omkring modtagestationen har haft indflydelse på fiskernes muligheder for at organisere sig fornuftigt. Askerbek Karatupov mødte op med fire stærke brigadeledere (heriblandt de to Dilzhanov-brødre) og forklarede, at man havde brugt tiden siden maj på at finde en måde at sikre leverancerne fra Bugun og dermed bevare stationen i drift. Aftalen var, at seks brigader fra Bugun (kooperativerne “Karatup”, “Aidos” og “Shomart”) drager til Ysh-Schocke og indgår fælles aftaler med aftagere. Vi kunne naturligvis tilslutte os ønsket om, at disse fiskere kunne fortsætte fiskeriet, og vi støttede med kredit til “Aidos” og “Shomart” og en smule materialer for at hjælpe sæsonen i gang. Askerbek hævdede at være tæt på en aftale med udenfra kommende købere (“to aserbadjanere”), og Karlsson i Aralsk havde også intentioner om at aftage fra Bugun-fiskerne (han er selv fra Bugun), men det er min fornemmelse, at man på et tidspunkt må afsætte til Karasai Kazi, hvis der kommer substans i fiskeriet. Under pkt. b følger en beskrivelse af situationen omkring stationen.

Raim kolkhos er beskrevet ovenfor. Desuden forefindes et nyt kooperativ med navnet “Raim”, som ønsker at løsrive sig fra de gamle strukturer. Det støtter vi.

Det samme gælder Kyzylzhar, hvor de to gamle kendinge Zhumagali og Nuraly synes at være på vej tilbage i business. Drikkeriet er blevet indstillet, og foreningen fortæller, at især Zhumagali har været meget aktiv i arbejdet for at skaffe nye medlemmer og tale den fælles sag. Vi vurderede, at det er den mulighed vi har ventet på til at støtte disse mennesker, som vi stadig tror på, når der kommer mere styr på organisationen. Man sender en brigade til Tastubek og får til dette formål både nye garn (10) og kredit. Det andet kooperativ i Kyzylzhar “Atakonis” med den energiske og sympatiske Abdikov i spidsen vil til Turangil og fik også garn og kredit til dette formål.

Kambash har fået kredit til opstarten. (Her er der også kun en brigade med Aldabergen Isaev).

I Aralsk er Saparbai Zhurimbetov mere og mere toneangivende. Han blev i år valgt i bestyrelsen for foreningen og har støttet tre andre brigader med det juridiske bagland for at de kunne få støtte fra os. Hans brigader er dog tydeligvis løsere knyttet til ham end f.eks. de brigader, der er knyttet til “Alikon” (Kairzhan) og “Danya” (Sersenbai). “Danya” sidder f.eks. nu på ca. halvdelen af kapaciteten i Akespe (hvilket stort set vil sige de fiskere, der ikke er under Demejuvs kappe). Zhaimakov og “Saryshyganak” havde problemer med at tilbagebetale kreditten fra sidste år, pga de indviklede forhold omkring Aknur, og derfor opnåede de ikke støtte i år (de har dog også rigeligt med garn). Zaoulkhans folk i “Balykshy” fik heller ingen støtte, fordi det virkede ulogisk at de skulle have garn og kredit nu, når de fleste af brigadens fiskere officielt (og reelt) er udsendt på KazNiirx’ videnskabelige ekspedition. Zaoulkhan mente, at det alligevel ville være rimeligt, at vi støttede kooperativet, fordi videnskabsfolkene kommer hjem og afleverer rapport pr. 1 januar, og at de derefter – ligesom alle øvrige fiskere – er henvist til at fiske som sæsonarbejdere (i landsbyerne har man bare kameler i stedet for videnskabeligt arbejde). Det er jo logisk nok, men vi fastholdt, at det så også måtte være logisk at se på kooperativets behov, når det skal til at gøre klar til fiskeriet.

I Djambul og Tastubek er der stadig en tendens til, at der bliver flere og flere brigader, også selvom vi indførte reglen om minimum seks fiskere pr brigade. Her gav vi en afbalanceret støtte til en del brigader. Der var ikke brug for voldsomt mange garn, eftersom man har fået og fået fordelt mange efterhånden, eller kredit, da alle fisker fra Tastubek. Alligevel var der en del diskussion om det lave niveau pr brigade i år, da vi besøgte fiskerne i Tastubek. Den gamle fisker Titan præsenterede en meget lang og meget hørbar tale om egne og sønnernes meriter, men han faldt for seks-mands-reglen, og vi blev gode venner igen, da vi garanterede, at han havde fået og fortsat vil få samme vilkår som alle andre. Omarov og Oinarov fra Djambul, der også begge til dels måtte sidde over pga, at de har en del garn i forvejen (Omarov fik trods alt 10 garn, mens Oinarovs brigade er meget lille, og han havde ikke gjort noget for at give indtryk af, at den var større), var også en smule forknytte, men accepterede ligeledes situationen efter en samtale, der afsluttedes med en omgang stegte skrubber i Djambuls vogn på stranden i Tastubek. Der var undervejs nogen forvirring omkring Sjalgasbais kooperativ “Ysh-Schocke” og især Tolagai Ualiev, der forsøgte at etablere nogle nye brigader, men ikke rigtig fik tingene til at hænge sammen. Dette hænger sammen med Oleg Ibrahimovs bestræbelser, som er beskrevet ovenfor, og hans bror i Tastubek, der forsøgte at støtte broreren, bl.a. formentlig også for at blive mere uafhængig af Ablaikhan. Samtidig hører det med til billedet, at Sjalgasbai i løbet af året havde haft indbrud i sit hjem, hvor 33 garn blev stjålet, og trods en meget ihærdig eftersøgning, der inkluderede politiet, blev de ikke fundet igen. Det har naturligvis animeret kredsen omkring ham til at finde nye veje til at få garn fra projektet, da mistede garn i år var lig med ingen nye garn.

Akbasty og Akespe er beskrevet ovenfor, og det kan blot tilføjes, at hvert sted havde en kandidat til bestyrelsen, der ikke opnåede valg. I Akbasty var det den unge Shandos Kulmanov, der var ansvarlig for vejbyggeriet, og derfor ikke fik alle sine garn med det samme. Han er dog tydeligvis en af de mere ihærdige (og mindre krakilske) i landsbyen, og vi valgte på opfordring fra Akshabak at vise ham gode hensigter.

b.       Stationerne

På vores rundture til de opstillede danske kølecontainere havde vi Amantai Kurmashov med. (Han hedder det samme til både fornavn og efternavn som Akshabaks mand, men det er altså ikke den samme!). Han er elektriker og stammer fra Aralsk, men bor og arbejder i Leninks, hvor hans speciale netop er kølesystemer, dog af den sovjetiske type. I sommer tog Abai på Karasai Kazi som nævnt initiativ til at invitere Amantai til at gennemgå de to kølevogne på fabrikken (mod 10.000 tenge), og det gjorde han med et meget tilfredsstillende resultat, ifølge Abai. Det tekniske eftersyn af containerne blev derfor foretaget af Amantai.

I Akbasty var de fleste problemer koncentreret om samarbejdet mellem fiskerne, eller rettere manglen på samme. Selve stationen havde brug for at få isat vinduer eller blot en afskærmning for sandfygningen, samt en bedre rengøring og i det hele taget en mere smidig brug af stationen. Ifølge akimen Koranbek var dette sket efter fiskernes tilbagekomst fra generalforsamling og garnuddeling, hvor vi havde indskærpet dette. (Han gav mig sit ord på, at der var blevet isat vinduer og at man var begyndt at tage opgaven mere alvorligt). Akimen mente, at problemet havde været, at de fleste i byen anså containeren for at være hans private ejendom, og derfor ikke noget, de kunne øve indflydelse på eller tage ansvar for. Forhåbentlig er det nu i bedring, og Prikeevs og Zhurimbetovs tilstedeværelse bør også have positiv indvirkning på stationens tilstand. Den tekniske del var ifølge Amantai i orden. Han justerede på et par parametre og noterede, at der manglede kompressor-olie, hvilken akimen hjemtog fra Aralsk, kort før min afrejse.

Tastubek havde tilsvarende tekniske småproblemer, og Eleysizov M. (Sjalgasbais bror) mente ikke, der ville blive nogen problemer for den kommende sæson, hvilket Amantai erklærede sig enig i. Samarbejdet omkring stationen er noget mere velfungerende end i Akbasty, hvilket er naturligt nok, eftersom de mange fiskere, der bruger den, for de flestes vedkommende har en lang og stabil historie i projektet. Dog har der ifølge Zhannat også her været lidt problemer med at holde sandet ude fra skyllerummet, ligesom vi endnu ikke har helt overblik over, hvilke konsekvenser (om nogen), det vil få, at man nu er begyndt at splitte sig op i nye enheder (hidtil har alle fiskerne i Tastubek været organiseret under Ablaikhan, hvilket har forenklet beslutningsprocessen en del…).

I Bugun er der anderledes svare kalamiteter. Kølecontaineren virker for det første ikke. Den bliver meget hurtigt ophedet, når den bliver sat i gang, og ifølge Amantai er årsagen at to af de elektroniske enheder er gået i stykker (printplader). Det var ved min afrejse ikke klart, om det var sådanne enheder, der blev sendt med transporten, eller om de må fremskaffes. Desværre har ingen i Bugun gjort noget som helst for at forsøge at udbedre disse skader. Man har ganske vist ikke selv været i stand til at løse problemet, og har med rette været nervøs for at ødelægge mere ved at anvende systemet, men det er meget bekymrende, at der slet intet er blevet foretaget (f.eks. i det mindste a la Abais initiativ). Jeg forsøgte at tale med Askerbek om dette problem, men han var meget besværlig at komme i dialog med, og det kom ikke længere end til at jeg måtte fortælle ham, at jeg anså det for sandsynligt, at “Kurt vil flytte containeren væk fra Bugun med sine egne hænder, hvis der ikke er sket noget inden februar”. Det er meget sørgeligt, især fordi stationen ser imponerende ud, og også har en symbolsk betydning, idet det var her projektet præsenterede sine resultater for premierminister Tokaev i november sidste år. Men trods redningsaktionen, der lanceredes i maj med akimen som garant og hovedtaler, er der altså ikke sket noget hvad angår de fysiske omstændigheder. Man har anset det for vores, hhv. Aral Tenizis ansvar at reparere containeren. Vi må forsøge at klarlægge gennem Aral Tenizi, om der kan sendes nye reservedele fra Danmark, evt. med Kurt til februar, og så må der tales meget konkret med Askerbek om, hvordan vi sikrer os, at tingene kommer til at fungere, hvis ikke der allerede i februar skal træffes beslutning om at flytte containeren, f.eks. til Karateren, eller til Akespe, hvor den også kunne gøre god gavn. Ang. de tekniske omstændigheder må Amantai formentlig konsulteres undervejs for at få præciseret, hvad der er brug for.

6.        Foreningen

a.        Kontoret

Jeg fik under dette ophold lejlighed til at se, hvordan kontoret fungerer uden de to mest centrale personer, Akshabak og Zhannat. Det er tydeligvis et problem, at der er meget få mennesker, der besidder den vigtigste viden om aftaler, kontrakter og perspektiver, men der er dog en tendens til, at arbejdet er begyndt at blive fordelt bedre gennem uddelegering af ansvar for mindre projekter (se pkt. d) og gennem inddragelsen af kompetente frivillige. Desuden virker den aktuelle stab til at være noget mere robust, end det, man tidligere har set. Talgat udfører (som flere andre danske udsendte har beskrevet) et fantastisk stykke arbejde, selvom han er meget stilfærdig i sin omgang med juntaen, eller måske netop derfor… Akmaral har styr på mange ting, og er især blevet helt central i procedure-spørgsmål. Det er hende, der ved hvor de forskellige formularer er, og hvem, der skal skrive under på dem. Men hun bliver ikke sat ind i de strategiske overvejelser, og vidste ikke, hvike aftaler der var indgået med f.eks. Karasai Kazi og KazNiirx-instituttet. Det er muligvis fordi der ikke er tid til det, men der afholdes dog jævnlige møder med alle de ansatte (udenfor fiskerisæsonen en gang om ugen, ifølge Nurdulla), og her burde der være mulighed for at skabe et højere bundniveau for de ansattes viden om foreningens aktiviteter. Foreningen er nu i den fase, hvor den skal have opbygget en stabil forretningsgang, der kan fungere uden alt for megen afhængighed af de danske udsendinge (det, der på kazakisk hedder “Kurt”), og uden en alt for centraliseret ansvarsfordeling i Aralsk. Jeg har brugt den sammenligning, at foreningen er ligesom et samfund eller en videnskab i tiden omkring en revolution: For overhovedet at skabe overgangen mellem det gamle og det nye system – for at løsne op i de strukturer, der eksisterede og skabe nogle nye, er der brug for en frontfigur (Lenin i den russiske revolution, Kopernikus i astronomiens), der kan omdefinere, hvad der er gældende latin. Dvs. indtil det nye samfund er bæredygtigt opstår der uundgåeligt huller i den viden og kompetence, man har opbygget, og det er derfor af og til nødvendigt at kunne henvise til en autoritativ instans, der fastsætter, hvordan en begivenhed skal fortolkes i det nye system. Det er meget tydeligt, at Kurt har haft denne rolle i opbyggelsen af foreningen Aral Tenizi, og det er nu opgaven at få etableret en tilstand, hvor foreningen kan leve videre uden det beskyttende niveau, der ligger i at have en instans, der tillægges nærmest metafysisk evne til at definere ret og vrang. (Jeg gjorde det også selv et par gange: “Hvis I ikke opfører jer ordenligt, kommer Kurt og tager jeres container fra jer” osv.). For øjeblikket virker det som om, Zhannat og Akshabak er vej til at overtage en del af denne rolle. Zhannat har den især meget udpræget og helt tydeligt overfor de unge frivillige og et par af de ansatte i foreningen. Men hvis foreningen skal overleve, må det være målet at skabe en bæredygtig struktur, der kan fungere som sin egen berettigelse. Dvs. at foreningen vitterlig på generalforsamlingen udtrykker sine hensigter for det kommende år, og rent faktisk vælger en bestyrelse, der tager det overordnede ansvar for, at disse hensigter efterleves. (Se pkt. c for mere herom). Sagt lidt slogan-agtigt skal den politisk-ideologiske plads, der endnu til dels udfyldes af “Kurt siger…” med tiden erstattes af foreningens egen formålsparagraf “At genetablere søen og et bæredygtigt fiskeri”. Indtil videre mener jeg, at der er meget positivt at sige om denne udvikling. Den beskrevne rollefordeling har simpelthen været nødvendig, og hvis det lykkes at gennemføre revolutionen, så at sige, så vil den udvikling, der her er beskrevet fremstå som den naturlige videreførsel af det arbejde, der påbegyndtes i 1996…

Vi havde i de perioder, hvor der var mest tryk på arbejdet med at få lavet aftaler og forberede generalforsamling osv. lidt besvær med at få tingene afsluttet. Den konstante strøm af mennesker med allehånde hensigter og ideer og det forhold, at der ofte ikke blev truffet beslutninger af én person, men typisk af to eller flere af Akshabak, Zhannat, Karakuz og mig, gjorde, at hver afgørelse krævede flere behandlinger. Vi forsømte i den forbindelse at holde f.eks. et orienterende møde hver dag inden arbejdets påbegyndelse, fordi der allerede var gang i den, når vi mødtes på kontoret. Det betød, at vi i flere tilfælde (især Aknur og Karlsson) måtte udskyde afgørelserne til næste dag. Det betød ikke voldsomt meget, bortset fra et vist tidsspilde og et par mindre frustrationer, og det havde den positive effekt, at det blev tydeligt for de mennesker, vi forhandlede med, at beslutningerne blev truffet i samråd, og at foreningen altså havde ligeså meget at skulle have sagt som jeg. (Under vores afsluttende evaluering fremhævede de ansatte dette element ved vores samarbejde som positivt). Jeg mener dog, at det vil være klart at foretrække i en lignende situation at fastholde et princip om at hver dag indledes med blot en halv times, måske endda mindre, fælles opsummering af de forestående opgaver, så beslutningerne kan træffes hurtigere og på et klart, fælles grundlag i løbet af dagen. (Under den afsluttende evaluering foreslog både Michael og jeg, at man indførte egentlig “kontortid” for de ansatte, hvor udefrakommende ikke havde adgang til de ansatte, f.eks. en-to timer hver dag. Det blev dog afvist af Zhannat, dels fordi den stressede situation kun opstår i fiskerisæsonen, og dels fordi det er meget vigtigt for hende, at foreningen (der endnu er relativt skrøbelig i sin demokratiske grund) meget tydeligt er til stede og tilgængelig for alle dens medlemmer, især de fiskere, der er kommet til byen for at tale med kontorets ansatte).

b.       Generalforsamlingen

Udskydelsen af generalforsamlingen fik den positive effekt, at der nåede at indløbe hele 13 kandidaturer til bestyrelsesvalget. Det var meget positivt og forløb helt i overensstemmelse med vedtægter og hensigter for foreningen, om end det altså ikke kan bortforklares, at der først kom skub i kandidaterne efter at det blev klart, at der ville blive et valg (og til dels efter at der kom meget konkret kød på forventningen om en transport fra Danmark). Vi måtte afholde generalforsamlingen i den gamle biograf, eftersom Kulturhuset var optaget af forberedelserne til modtagelsen af “agitationstoget” fra Astana, der skulle ankomme den 6.10., og i forbindelse med hvilket der var koncerter og taler i byen i anledning af landets 10 års uafhængighed. Biografen viste sig dog at være et udmærket alternativ, og mødet forløb i bedste stil med 528 deltagere, et panel hvor borgmesteren og vice-borgmesteren brillerede ved deres tilstedeværelse under hele seancen (bortset fra valghandlingen), og en række engagerede indlæg. Økonomien blev gennemgået, formanden afgav beretning, og jeg holdt et indlæg på vegne af projektet med særlig fokus på de fremtidige planer og opfordringen til at gøre foreningen til et bæredygtigt center for fiskernes fælles interesser og en troværdig samarbejdspartner for evt. andre donorer, organisationer osv.

Selve valget forløb efter bogen, med præsentationer af hver enkelt kandidat. (Den ene af de tretten mødte dog ikke frem; han var blot blevet indstillet af Shomishkol som et tegn på deres gode vilje….) Og det blev et spændende valg, hvor kun fem stemmer skilte nr. 7 fra nr. 9. 480 medlemmer afgav stemmer, hver havde fem krydser at fordele, og det gav følgende resultat:

1.  Zhannat Makhambetova         440

2.  Akshabak Batimova            420

3.  Sjalgasbai Izbasarov         222

4.  Batyrkhan Prikeev            171

5.  Seilkhan Kistaubaev          159

6.  Saparbai Zhurimbetov         145

7.  Ablaikhan Kenesov            131

8.  Zhumali Abilov               129

9.  Raz Sukuraliev               126

10. Amangeldi Esimov              92

11. Nargali Demejuv               80

12. Shandos Kulmanov              57      

(Shomishkols kandidat fik 46 stemmer in absentia…)

Således blev Zhannat og Akshabak valgt til formand og næstformand for endnu et år. Bestyrelsen er geografisk fordelt med 3 fra Aralsk (Zhannat, Akshabak og Saparbai), 1 fra Djambul (Sjalgasbai), 1 fra Tastubek (Ablaikhan), 1 fra Raim (Seilkhan) og 1 fra Karateren (Prikeev).

Det blev en meget lang dag, men alt forløb til gengæld også højst tilfredsstillende. Vi afholdt det første bestyrelsesmøde umiddelbart efter generalforsamlingen, og efter dette møde inviterede jeg de ansatte på kontoret på café, hvor vi indtog en let anretning og en flaske champagne. (Det er i øvrigt  bemærkelsesværdigt, at man stadig kan bespise 7-8 mennesker, dele en flaske champagne og en enkelt flaske vodka for lige under 100 kroner…).

c.        Bestyrelsen

Den nye bestyrelse viste fra starten et ærligt engagement i foreningens sager. Der er nu fire af de klart mest fremtrædende fiskere i regionen i bestyrelsen (Izbasarov, Prikeev, Zhurimbetov, Kenesov), og det betød, at der blev god opbakning omkring uddelingen af materialer dagen efter generalforsamlingen. (Også det sidste medlem Kistaubaev fra Raim var meget aktiv i dette arbejde og udtrykte stor vilje til at arbejde med og i bestyrelsen, uagtet de besværlige forhold omkring Raim). Forhåbentlig kan dette engagement fastholdes i det kommende år, bl.a. til at mobilisere i landsbyerne og sørge for, at der næste år ikke bliver de samme problemer omkring kandidatlisten. Desuden vil det være en meget stor fordel, hvis bestyrelsen i god tid inden den næste transports ankomst kan holde et møde, hvor man har adgang til den russiske version af pakkelisten, så man tidligt kan gøre det klart, hvad der er i vente. Med den stærke bestyrelse og den gode geografiske spredning blandt dens medlemmer bør det være muligt hurtigt og effektivt at informere rundt omkring til de forskellige kooperativer, så der ikke er usikkerhed om, hvad og hvor meget udstyr, man kan forvente fra Danmark. Det bør også kunne medvirke til, at vi i (endnu) mindre grad kommer til at fremstå som en forsinkende faktor i forhold til fiskeriets opstart. (Forhåbentlig kan transporten til næste år afgå noget tidligere, så dette problem ikke genopstår, men desuagtet vil det være en stor fordel, hvis bestyrelsen er grundigt informeret inden ankomsten, så der ikke svæver et mystikkens slør over foreningens ansatte og deres intentioner.) Og desuden bør det dermed til næste år også blive lettere for bestyrelsen at fastsætte en dato for generalforsamlingen mindst to måneder før afholdelsen – og derefter ikke at ændre den…

Zhannat forsøgte at introducere en idé om at finde en fisker, der kan begynde at fungere som talsmand for foreningen i fiskerifaglige spørgsmål. Dels er det et problem, at fiskerne helt bogstaveligt ikke tager ordet, når der f.eks. er møder om fiskeriet i de lokale forsamlinger, og dels er der god brug for en fisker, der kan repræsentere foreningen udadtil i de sammenhænge, hvor der ikke præcis er brug for Zhannats organisatoriske evner. Vi snakkede flere gange om dette, men nåede ikke til en afgørelse. Så vidt vi kunne vurdere, er Batyrkhan Prikeev det bedste bud på en sådan talsmand, da han mere og mere træder i karakter som den mest ambitiøse leder blandt fiskerne. Det vil dog formentlig kræve, at han nu får lidt tid til at finde sin plads i foreningen, samt udbygger sin erfaring og virksomhed i Karateren (han er ikke oprindeligt fisker). En anden mulighed kunne være Saparbai Zhurimbetov, der også udviser stor optimisme og retning i de ting, han foretager sig.

d.       De nye skud på stammen

Under Aral Tenizis vinger er to nye mindre foretagender opstået, begge med støtte fra GEF-midler. Den ene er Nurdullas filmhold i den økologiske klub, som er blevet registreret i KyzylOrda under navnet “NGO Aral”. Hensigten er at producere tv-indslag og mindre film om unge menneskers tanker om økologiske og sociale problemer i regionen. Man var egentlig på vej til at ville lave en lille film om en ung mand (dog endnu ingen bestemt), der nu har valgt fiskeriet som sin levevej, men blev afbrudt da kamaraet gik i stykker. Det er nu i Almaty, hvor diagnosen efter min bedste vurdering vil lyde på tilsanding, som det også var tilfældet med vores kamera for nogle år siden. Nurdulla har tidligere lavet en film om situationen i Aralsk, som er blevet vist på nationalt tv. Han fortalte i øvrigt, at den film, der blev lavet sidste efterår, mens Henning og Kurt endnu var i Aralsk, er blevet vist to gange på Xabar, senest i foråret.

Den anden nye underafdeling i foreningen er “Arals kvinder” – det nye netværk for frivillige i landsbyerne, som er blevet en realitet efter Akshabaks møde med GEF i Almaty som beskrevet allerøverst i denne rapport. Leder af denne arbejdsgruppe er blevet Shanabai Kemal – den meget ihærdige lokale journalist (ham med den sorte og hvide kirgisiske hat), der længe har fulgt projektet, og nu altså er trådt ind i selve arbejdet. Jeg fulgte ham på vores tur til Bugun og Karateren, og det var en fornøjelse at se, at der nu er nye mennesker, der har taget foreningens målsætninger til sig og ovenikøbet straks går i gang med at engagere lokalt i landsbyerne. Foreningen har brug for et mere sikkert fundament ude omkring, og det vil være et stærkt argument overfor udefra kommende donorer, hvis man i hver landsby kan møde lokale frivillige, der er engagerede i og vidende om foreningen. Desuden er det som sagt helt afgørende for foreningens fremtid, at medlemmer og kandidater til bestyrelsen kan rekrutteres ude omkring uden nødvendigvis hver gang at kræve stabens inddragelse. Udover Kemal er Bakhit Sjuginisovs enke (Bakhitshamal) og den tidligere bogholder fra Aknur (Rosa) med i arbejdsgruppen.  

7.        Akimen og byen

a.        Forholdet til akimatet

Da jeg ankom til Aralsk var der en del snak om, at akimatet nu for alvor ville sætte ind for at få styr på de fiskere, der ikke var samarbejdsvillige, og som ikke ville betale skat af deres indkomster. Som beskrevet i dagbogsafsnittet fra 24.9. var der et møde med viceborgmester Gabit Ospanov om denne problemstilling kort efter min ankomst. Derudover havde jeg en del samtaler med vores gamle ven og kampfælle i alle gode sagers tjeneste, Sjilkibai Aryngaziev, som stadig forekommer at have en evne til (af for mig aldeles uransagelige og højst uforståelige veje) at få sig placeret centralt i vigtige organisationer. Under et af vore møder endte det med, at Aryngaziev sagde, at vores projekt “jo ikke havde haft nogen resultater, fordi vi altid arbejdede sammen med uansvarlige individuelle fiskere, og ikke med en central og ansvarlig ledelse, som f.eks. Marat Kutmanbetov i Djambul”. Jeg spurgte ham, om det var hans og evt. akimatets officielle holdning at vores projekt ikke har skabt nogen resultater, men det var ikke lige på dén måde, og sådan var det jo heller ikke ment… Alle disse manøvrer må vel dels ses som en ærlig og ikke ubetydelig interesse i at få fiskerne organiseret og gjort til en del af samfundet igen (hvilket kun kan være vores mål), dels som akimatets forsøg på at overtage kontrollen med Aral Tenizi og de initiativer, vi har sat i gang. I forhold til mig var det tydeligt, at akimen, Bakhitshan Kodamanov, afprøvede, om ikke hans underordnede kunne få lavet en aftale som kunne bruges til disse formål uden at bruge alt for stor energi på det. Men efter de mange snakke frem og tilbage endte det med, at vi (akimen, Ospanov, Akshabak, Zhannat og jeg) mødtes på borgmesterkontoret og talte venligt sammen, som man nu gør, og aftalte at vore interesser er fælles, og akimen understregede, at der ikke på noget tidspunkt havde været intentioner om andet. Der ligger dog i akimen, og ikke mindst hans forhold til Kulmuratov og Aimbetov, nogle indikationer af, at der tumles med planer om at få en større, statslig støtte i gang til fordel for fiskeriet ved Aral, og at det til det formål er langt vigtigere at sætte sig på de industrielle led, end at støtte fiskerne (de skal netop – til dette formål – først og fremmest kontrolleres…).

Akimen refererede under vores møde en regeringsbeslutning fra den 29. august, hvor det var blevet vedtaget at sætte et initiativ i gang til fordel for Aralregionen. Det er mig ikke helt klart, hvor langt dette initiativ er forbundet med Verdensbank-pengene, men det er utvivlsomt forbundet. Første punkt i dette arbejde er dæmningen mellem lille og store Aral, dermæst støtte til genetableringen af dambrugene på østsiden af søen, desuden genetableringen af båd-fabrikken i Karateren, og desuden med planer om at skabe et solidt grundlag for en fiskevirksomhed i Aralsk. Flere af disse punkter involverer allerede direkte Aimbetov, mens situationen omkring fabrikken er noget uklar (se ovenfor). Øvrige punkter i planen angik landbrug og olie-forekomsten ved Kulandy.

Akimen var meget interesseret i vores planer om at lave et større internationalt seminar i 2003 som afslutning på projektet, og han udtrykte sin fulde sympati for og støtte til denne idé, (hvilket naturligvis ikke kan overraske).

Som beskrevet under afsnittet om generalforsamlingen viste akimen derefter sin opbakning om foreningen og fiskeriet ved at deltage i hele den officielle del af generalforsamlingen for Aral Tenizi.

b.       Byen

Aralsk ligner på mange måder sig selv. Markedet fungerer som tidligere, men med en endnu større koncentration omkring det nye marked nær biografen, som åbnede for et par år siden. Gaderne er som tidligere, om end et par veje er blevet asfalterede, bl.a. den forbi Karasai Kazi i retning af Agtais hus (hvilket han ikke forsømmer at fremhæve). Arbat er blevet åbnet igen, så bilerne kan køre igennem, og der er kommet flere lys, også langs Leningade, hvor der også er ved at blive opført et par nye bygninger. Som en særlig begivenhed står også åbningen af Hansadas nye forretning på Arbat, hvor man går ind og føler sig næsten som hensat til Almaty. En meget ren og gennemført forretning med købmandsvarer, og en lille cafe tilknyttet, hvor Gulshaxan (vores gamle udlejer fra 1998 og Hansadas svigerinde) serverer dagens ret. Lønninger og pensioner udbetales nu med noget mere regelmæssighed end for et par år siden, og der er på mange områder en vis optimisme at spore. Det virker som om den umiddelbare elendighed og opgivenhed efter unionens opløsning er ved at blive erstattet af en mere konkret fokusering på problemerne. Dem er der til gengæld naturligvis også nok af. Der er stadig en surreel arbejdsløshed og et meget højt alkoholforbrug. Desværre synes f.eks. UNDP-kontoret i Aralsk at være blevet meget direkte udtryk for dette. Flere har beskrevet stedet som en slags værtshus, hvor man næsten ikke kan komme indenfor uden at skulle skåle for et eller andet, og det er naturligvis uheldigt. Dette hører også med til forståelsen af den næsten totalitaristiske anti-alkohol politik, der føres, i hvert fald indenfor dørene i Aral Tenizis kontor.

Olieforekomsten ved Kulandy er endnu svær at sige noget om. Nogen siger, at det vil betyde store ændringer for regionen (det forudså f.eks. Zaoulkhan allerede i 1998), andre, at det blot vil betyde lidt arbejde i servicefagene og så udefra kommende eksperter, der hjemfører ethvert overskud til nationale eller internationale firmaer. Indtil videre er det det statskontrollerede KazakOil, der står for undersøgelserne.

Jeg besøgte en eftermiddag moskeen i Aralsk for at se, hvordan den var indrettet og for at udveklse et par ord med imanen. Der kommer efter hans oplysning et par hundrede mennesker hver fredag til fredagsbønnen, og både kvinder og mænd har adgang til bederummene. (Kvinderne sidder ganske vist separat, men er kun adskilt ved et tyndt, hvidt slør). Jeg fik bestyrket min opfattelse af, at islamismen i regionen er på kolonihave-niveau og svagt stigende – naturligvis bl.a under indtryk af krigen i Afghanistan. Vi skiltes med gensidige ønsker om fred i verden og succes i vores arbejde.

Afsluttende

Disse sidste bemærkninger er tilføjet fra Århus, november 2001. Alt i alt må man sige, at turen i september-oktober forløb tilfredsstillende. Vi fik en masse problemer diskuteret og sat nogle ting i gang. Foreningen fremstår stærkere, og de betroede medarbejdere i Aralsk har efterhånden en så solid baggrund, at de har gode forudsætninger for at føre det påbegyndte arbejde videre. De mennesker, vi kender, i Aral Tenizi, har gennem nu tre år ydet en meget bemærkelsesværdig indsats. De har haft en række problemer med at få integreret nye medlemmer af kontorets besætning, men det virker som flere gange nævnt som om, der nu er skabt en solid balance, som blot mangler yderligere kompetencefordeling, samt bistand fra de frivillige, der kommer til foreningen. Når man tænker på, at det netop i disse uger kun er knap tre år siden, at Kurt, Jesper og jeg forsøgte at indrette os og foreningen i de nye lokaler, mens frosten bed og der var megen usikkerhed omkring, hvad denne forening skulle blive til, så er resultaterne indtil videre imponerende. Hvis det lykkes med afsæt i den nye bestyrelse og det frivillige netværk at skabe en større viden om og opbakning til foreningen i landsbyerne, vil endnu et meget vigtigt skridt være taget i arbejdet med at gøre Aral Tenizi og dermed fiskernes organisationsmuligheder bæredygtige. Der er i det hele taget god grund til at være optimistisk med hensyn til mulighederne for at skabe en god og værdig afslutning på vores projekt.

Samtidig må det siges, at der bliver mere og mere udtalt brug for en stærk, fiskerifaglig kompetence i Aralsk. Mit besøg, som ikke-fagkyndig udsendt betød også i nogle tilfælde en større tvivl omkring, hvad der var projektets holdning til konkrete problemer, og kontakten med fiskerne var af og til baseret mere på gammelt venskab end på diskussioner om fiskens migration eller problemerne med myndighederne. F.eks. i håndteringen af problemerne i Bugun omkring kølestationen må jeg erkende, at vi ikke opnåede nogen resultater, der kan forbedre situationen i dette efterår. Det blev tilrådet fra Aral Tenizi, at der næste gang kom en dansk fisker med i en lignende situation, (dvs. hvor Kurt er forhindret, eller vi blot vælger at sende en anden end ham). Akshabak har som beskrevet en meget direkte kontakt med fiskerne og en utrolig omfattende og detaljeret viden om, hvad der foregår. Hun hører rygterne og ved at frasortere det meste af det, der ikke er troværdigt. Hun er i øjeblikket uden tvivl foreningens fiskerifaglige kompetence, men hvis der skal være en større klangbund i foreningen, må den også have en person, der er direkte involveret i fiskeri, som sin talsmand. Som det fremstår nu, er foreningen for skrøbelig på dette område. Vi kender mange historier fra opstartsfasen om, hvordan kvinderne i foreningen er blevet behandlet nedladende og uden lydhørhed straks efter vores hjemrejse, og selvom dette er stærkt ændret nu, så er problemet egentlig det samme – bl.a. fordi Zhannat og Akshabak ikke har tid til at udføre alle opgaver alene, og derfor nødvendigvis må have andre, der er i stand til at tage sig af de praktiske problemer, der opstår, når de f.eks. er bortrejst – først og fremmest indenfor fiskeriet. Og det er svært for Akmaral, Gulnara og Karakuz at påtage sig disse ansvarsområder alene.

Foreningen mangler i det hele taget stadig menneskelige ressourcer, der kan træde til og tage ansvar. Der er f.eks. også god brug for måder til at opmuntre de unge frivillige, der er tilknyttet foreningen, til at tage handsken op og komme med konkrete initiativer. Det arbejde, Claus og Henriette udførte sidste år, har skabt noget af grundlaget for den organisation, Nurdulla nu har etableret, og Michael Angermann fra Berlin var i stand til at få flere i sving med sin “kambala-uge”, hvor hele Aralsk blev mindet om skrubbens eksistens og opfordret til at begynde at spise den, bl.a. gennem en gastronomisk konkurrence mellem byens cafeer og skolekantiner, og gennem en tegne-konkurrence, hvor regionens skole-elever blev opfordret til at komme med deres bud på “en dag i skrubbens liv”. Desuden lykkedes det ham at etablere en slags rejsebureau, som er nævnt i dagbogsafsnittet i starten. Her kan især de flere og flere udlændinge, der kommer forbi Aralsk, få en lille pjece med oplysninger om søens historie og fiskeriprojektet og så lave en aftale med en guide (f.eks. Nurzhan eller Serik), der finder en bil og arrangerer en tur til Tastubek, hvor man kan se den konkrete fremgang mest tydeligt – og samtidig få et smut til vandet i det hav, som alverden havde afskrevet.  Michaels initiativer er meget gode eksempler på, at det med få midler ret hurtigt er muligt at skabe opmærksomhed og resultater, hvis man har en klar intention for et lille projekt. Vi kan med stor fordel støtte udsendingen af flere sådanne frivillige, der bruger det meste af deres arbejde på at sætte andre i gang, og der er netop nu en fin gruppe af unge, der gerne vil gøre noget for at støtte foreningens arbejde. F.eks. ville en person med viden om computere og lyst til at opstarte en lille “ekspert-gruppe” kunne gøre god gavn. (Endnu er man helt afhængig af Askar Khusainov fra UNDP-kontoret, når et problem skal løses).  

Jeg rejste fra Aralsk sammen med den gode mand Mishca, der måtte til Almaty for at få lavet et transit-visum til Kirgisien, fordi man havde ændret visum-reglerne en smule under indtryk af følgerne af den 11. september. Vi havde en hyggelig tur og diskuterede bl.a. mulighederne for at oprette en arbejdslejr i Tastubek til næste sommer, med frivillige fra Tyskland, Danmark og Aralsk, og med en målsætning om at få opbygget et offentligt bad, og evt. andre bygningsmæssige initiativer i byen. (Den tyske fond ASA har tilkendegivet, at de gerne vil støtte en forberedelse af et sådant projekt med to frivilliges udsendelse i 2-3 uger til de praktiske forberedelser, og MS herhjemme har fået en forespørgsel om, om de kunne være interesserede i at deltage). I Almaty blev vi mødt af Makhambet og Zhanna, og vi mødtes senere med Michaels venner Furkat og Uta, (tadtjik og tysker), der bød på plof og fortællinger fra de varme lande. Jeg boede hos familien Tairov en uges tid, hvor jeg bla. arbejdede med redigeringen af dette materiale. Desuden kontaktede jeg Verdensbankens kontor i Almaty, mhp at få noget at vide om gangen i den nu bevilgede støtte, men kontoret for Aral-projektet er flyttet til Astana, og jeg fik ikke noget svar på min henvendelse til Evgenij Tyrtyshny, der er øverste ansvarlige.

Den 23. oktober meget tidligt om morgenen steg jeg på Lufthansas fly til Frankfurt og begav mig tilbage til det terrorplagede Vesten, der var travlt optaget af at bekymre sig mindre og mindre om udviklingen af et mellemfolkeligt samarbejde til løsningen af bl.a verdens fattigdoms- og miljøproblemer. Jeg begyndte at diskutere familiesammenføringer og overveje karriere-muligheder og oplevede den efterhånden sædvanlige udfasning af Aral fra min bevidsthed, der begynder straks de første almindelige dagligdags problemer melder sig efter det umiddelbare chok over at gå på centimeter-præcise fortov og drikke rødvin af langstilkede glas. Efter et par uger hjemme tænker man med romantisk sympati på de fiskere, der snart skal i gang med at forberede vinterens isfiskeri med kameltræk, men efter endnu lidt tid begynder man igen at diskutere med sine venner og skrive læserbreve om samfundet og fremtiden, fordi kamellortsopvarmede hytter og “reality-tv” i den samme verden, simpelthen ikke hænger sammen. I vores projekt skal vi vurdere den demokratiske “impact” af vores arbejde i Aral-regionen. Man kunne også tænke over, hvilken “impact” det vil få på vores samfund, hvis sådanne projekter efterhånden udfases og forsvinder fra vores bevidsthed.

Jeg er ikke sikker på, at det vil gøre os mere demokratiske.