Arbejdsforløbet i overskrifter

·        Registrering af skrubbefangster, skematisering af kooperativer samt demografi- og   landoptegnelser. Oplysningerne er senere blevet  brugt til impact-studies.

·        Daglig rapportering til Landsforeningen Levende Havs kontor i Grenaa.

·        Engelsk undervisning på en lokal skole, 8 timer ugentlig. Efter en hurtig promoveringsrunde, hvor vi tilbød gratis engelskundervisning, blev vi ansat på en lokal skole. Vi underviste en folkeskole klasse med børn i alderen fra 13-16 år, 8 timer ugentlig.

·        "Engelsk diskussionsklub" med unge, 4 timer ugentlig. To gange om ugen afholdt vi "engelsk diskussionsklub" for unge. Vi bestræbte os på at snakke om vestlige demokratier, samt om Danmarks opbygning og historie. Seks af deltagerne besøgte Danmark i december 2000.

·        Formulering af projektansøgninger til humanitære organisationer. Dvs. bistå foreningen i Aralsk har en meget dynamisk ledelse, som hele tiden søger om støtte til den betrængte region. Støtten bestod i at skrive ansøgninger til diverse organisationer om finansielle tilskud eller blot gaver.

·        Bistå den daglige ledelse med rapporter til Landsforeningen Levende Hav.

 Ved en tilfældighed blev vi involveret i projektet "Fra Kattegat til Aralsøen". Uden de helt store forudsætninger, kendskab til området og arbejdsmetoder tog vi af sted sammen med koordinator Kurt Bertelsen Christensen mod Aralsk, Kazakstan den 20. februar 2000. Vi stod nu over for seks måneder i et fremmed land, milevidt fra det vestlige livssyn, vi var blevet opfostret med. Og det viste sig at vores hjemmevante levemåde blev sat under lup.

Vores primære opgave var at systematisere fangsttallene for skrubber samt at kortlægge regionen og lave en optegnelse over demografien. Umiddelbart lød det som en nem og meget overskuelig opgave, men vi fik snart at se, at det ikke var så lige til. Vi var nødt til at støtte os til de oplysninger Akshabak, den lokale fiskerifaglige koordinator havde, og hun modtog nye meldinger næsten hver dag. Men arbejdet skred dog frem, på trods af at vi meget tit blev "forstyrret" af fiskernes besøg, når de skulle aflægge rapport.

Vi kunne fornemme, at hun ikke altid var villig til at sætte sig ned, og forklare hendes meget sindrige og til tider indviklede tabeller og systemer. Sådan arbejdede man åbenbart i Aralsk, måtte vi konstatere efter en lille måneds tid.

Heldigvis bød der sig også andre opgaver. Vi brugte utrolig meget tid sammen med Zhannat den lokale internationale koordinator foran computeren. Mest for at dechifrere de engelske sætninger, som kom fra "hovedkvarteret" i Grenaa, men også for at forklare den sære danske humor og mentalitet som projektets lederskab juntaen som bestod af Zhannat, Akshabak og Karakoz havde store vanskeligheder med at begribe.

Vi bistod hende også i at skrive projektforslag til et utal af fonde og foreninger. Det var første gang vi fik færten af, hvad en lille  græsrodsorganisation i virkeligheden foretager sig, og hvor frustrerende det kan være, når man gerne vil stable et projekt på benene, men så må sande, at kapitalen ikke rækker eller bevilliges.

Opgaverne strakte sig også udover selve foreningen. Fire gange om ugen havde vi undervisningstimer i engelsk forskellige steder i byen. Det var meget lærerigt, og vi fik virkeligt et indblik i, hvordan unge i en lille kasakisk provins by tænkte. Vi forsøgte at forklare lidt om vestlige forhold, og hvordan demokratiet i kongeriget Danmark fungerede. Snart fik vi etableret en diskussionsklub, hvor alskens ting blev belyst og sat op mod hinanden. På denne måde fik vi en hel del at vide om de unges tankegang, og de blev vist også mere bevidste om, at vi altså bare var normale unge mennesker. 

Vi stod naturligvis også til rådighed, når der kom udenlandske delegationer til området, og det gjorde der faktisk tit. Når der var besøg fra hjælpeorganisationer, måtte vi bruge al vor diplomatiske snilde og præsentere Aral Tenizi på den mest fremmende og gunstige måde. Det er vores opfattelse, at vi sammen med Zhannat virkelig formåede at give et godt indtryk på de pengestærke specialister, som blev sendt ud til det katastroferamte område, det sted hvor den dansk-kazakiske NGO slår sine folder med meget få midler. Mange af de delegationer, som besøgte foreningen var begejstrede og syntes, det var betragteligt, at der var udrettet så meget. Stolthedsfølelsen ville naturligvis ingen ende tage, og vi følte os virkelig som en del af et projekt som fungerede.

Mange af de højtuddannede, og ikke mindst højtbetalte folk, som kom ud til Aral lovede selvfølgelig, at det var på tide at fokusere på problemet med den svundne sø og de mennesker, som led under det, men det var vores opfattelse, at det i 90% af tilfældene kun blev ved de meget medfølende og deltagende vendinger. Alt for ofte blev der lovet og snakket om udkast til projekter, bevilget kreditter, som naturligvis aldrig blev realiseret. Det var meget frustrerende, nok mere for os end for juntaen. De var efterhånden vante til at opvarte og vise de udenlandske gæster, hvor grelt det stod til for regionen uden at få noget til gengæld. Måske var det igen en forskel i mentaliteten? Vi indtog i hvert fald ofte positionen som de unge rebelske og kåde unge, som ville have handling i stedet for snak, og opfordrede (pakket ind i metaforer) til at fralægge sig de falske og intentionsløse udtalelser, og skride til det, som regionen i virkeligheden havde brug for: regulær støtte.

Heldigvis blev de vovede udtalelser taget til efterretning, og de satte ofte skub i efterfølgende diskussioner om problemet. Men måske var det slet ikke så let, at være sendt ud til så fjerne egne som Kazakstans fattigste region og så også skulle koncentrere sig om at skrive en rapport til de respektive bevillingsfonde og hjælpeorganisationer. Tja, vi er nok en smule unge og modstræbende endnu, forhåbentlig kommer vi til fornuft en dag.  Efterdønningerne af de seks måneders ophold i Aralsk gav os nogle andre indgangsvinkler til den trygge og til tider nemme tilværelse vi har i Danmark. Da vi sad i flyet på hjemturen til Billund kunne vi læse om en stakkels mand, som mente det var yderst krænkende for ham at blive ekspederet af en pige med tørklæde på!! Sikke et problem at have. 

Vinteren 2000

Henriette og Claus