Siden september 1999 har de mindre danske udviklingsorganisationer måttet stå skoleret overfor Danida og deres netværk af rådgivere og konsulenter. Det seneste udspil i den sag, blev et såkaldt ”intentionspapir”, til udmøntning af en ny strategi for de mindre danske NGO’ers udviklingsprojekter.

Alle de tidligere møder og rapporter siden 1999, og nu dette papir viser, at systemet har iværksat et større opsat Attac på de mindre danske organisationer og foreninger. For alle intentioner peger i en retning, nemlig mere koordinering, mere styring, ensartethed og centralisering. Dette bliver fremtiden for de vel mindre end 100 organisationer og foreninger som udfører projekter via enkeltbevillinger, for det danske samfund. Systemet er ved at fratage dem al den styrke de skal bruge til gennemførelse af gode, solide og ikke mindst bæredygtige projekter i den 3. verden.

Det ser vi i Landsforeningen Levende Hav, hvor vore ellers så trofaste støtter giver op. De kan ikke følge med længere, og derfor forlader de Levende Havs fiskeri- og udviklingsprojekt ved Aralsøen i Kazakstan. Ved siden af deres lønarbejde, har de simpelthen ikke overskud til at deltage i de mange eksterne og interne møder, samt få læst, forstået og kommenteret den tilsyneladende uendelig mængde af rapporter og papirer, som vi nu skal leve op til, hvis vi vil hjælpe til fattigdomsbekæmpelsen ude i den store verden. Vi, dvs. de mange små vil forsvinde, og tilbage vil stå de få større strømlinede, professionelle og administrativt tunge organisationer. Selv om Danidas nye strategi også indeholder en pulje til mindre aktiviteter, administreret uden for Danida, så vil en sådan pulje ikke kunne hjælpe os. Måske kunne vi bruge de nye allianceprogrammer og støtten til de faglige netværk, men også disse programmer, peger sammen med puljen til mindre aktiviteter i en retning, mere koordinering og centralisering.

Projektet ved Aralsøen, ville aldrig være kommet i gang under disse nye intentioner og kriterier, og det kan ingen være tjent med.

For på alle områder lever projektet ved Aralsøen op til et projekt, som med små midler og en meget stor folkelig indsats, får igangsat en udvikling som virkelig kommer de mennesker til gavn, som har behov for hjælp. I kraft af midler fra Danida og andre fonde, i kraft af en stor fysisk indsats, i kraft af stærke venskaber mellem Danmark og Kazakstan, i kraft af faglighed og opbakning fra folk i begge lande, har projektet siden 1996 fået genoplivet hele fiskeriet i Aralsk regionen (55.000 km² md 70.000 indbyggere). Med få midler er 600 fiskere blevet udstyret med det nødvendige udstyr, der fik sat gang i et bæredygtigt fiskeri efter skrubber på Aralsøen. De har fået repareret deres ca. 100 fartøjer, de har fået opbyget modtagerstationer med frysecontainere 3 steder rundt Aralsøen, de har fået sig organiseret i ca. 80 kooperativer, brigader og mindre grupper og de har fået opbygget en demokratisk foreningen Aral Tenizi, som i dag har tæt ved 1000 betalende medlemmer. Dette samt støtte til skolerne i regionen, har projektet opnået ved en støtte fra Danida og Demokratifonden og private fonde, på ca. 800.000 om året, siden 1996, i alt ca. 4 mill. danske skattekroner. Og uden at kende andre projekter i dybden, er det vores indtryk, at sådan positive historier er der mange af i den store verden af mindre projekter.      

Det er ikke det udviklings professionelle arbejde og penge som skabte denne for Aralsk regionens befolkning, positive udvikling. Det blev et godt projekt, bl.a. fordi vi fra dansk side lagde al den energi vi havde tilrådighed, efter lønarbejde og Levende Havs arbejde i Danmark, i dette projekt. Og disse muligheder forsvinder nu for at blive afløst af tid til møder, koordinering og intern ballade mellem de danske NGOér – hvem har glæde af det?

Alle de problemer som skal løses i denne sag kan sagtens løses uden at forgribe sig på NGO’ernes frihed til udfoldelse og udvikling. De NGO’er som ikke kan leve op til de objektive kriterier, kan man blot undlade at støtte. Folkelighed, faglighed, finansiering og fortalervirksomhed kan dokumenteres, dertil behøver vi ingen koordinering fra unge lovende diplomater i Danida. At man skulle have et eksempel, betyder jo ikke at man har et problem, som Danida påstår, nemlig at organisationer har startet et projekt i et område, uden at kende til lignende projekter i samme område, også det problem kan løses, uden indgreb mod NGO’ernes frihed.

Til systemet: Stil blot større krav til folkelighed og egen bidrag fra NGO’erne, det er helt i orden, stil alle de fornuftige krav, som de krav også er kommet til udtryk i evalueringen siden 1999, men styr jeres lyster til koordinering og centralisering. Hold jer fra vores egenart, hold jer fra vores frihed til udvikling af de mange spændende og iderige projekter ude omkring i den store verden, til gavn for en bæredygtige udvikling mellem nord og syd. 

Til Folketinget: Medlemmerne af Folketinget har jo altid travlt, og derfor har de tilsyneladende ikke haft tid til at følge og styre denne udvikling. De bør nu træde i karakter, for vi tror ikke at systemet har den politiske dækning for disse intentioner, mod centraliseringen af de danske NGO’er.

Vi skal derfor opfordre til en offentlig debat og vi skal opfordre alle med interesser på området, til at få læst og kommenteret de seneste udspil fra Udenrigsministeriet. For der er akut brug for en politisk afklaring af, om denne afstukne kurs, nu også er den rigtige.

Kurt Bertelsen Christensen, Koordinator i Landsforeningen Levende Hav