Af Kurt Bertelsen Christensen 1991

(Redigeret i 1996)

Denne artikel beskriver baggrunden og perspektiverne for et Danidastøttet NGO-projekt ved den nordlige del af Aralsøen, "Lille Aral".

Historien startede i 1991, med en lille gruppe mennesker fra bl.a. Danmark, der rejste til Centralasien for at deltage i et miljøtræf, arrangeret af universitetet i Alma-Ata, hovedstaden i Kasakhstan (i dag hedder byen Almaty).

Jeg var deltager, og med min fortid som fisker, valgte jeg at rejse ud til Aralsøen for at få talt med nogle af de fiskere, som inden for en meget kort årrække havde mistet deres sø og deres erhverv. Jeg mødte fiskerne, deres talsmænd og repræsentanter for myndighederne. Men i 1991 og årene derefter havde jeg ikke noget bud på hvordan vi fra dansk side kunne være med til forbedre forholdene for Aral-fiskerne og Aralsøen.

Efter 1991 havde Kazakstanforeningen kazakere på besøg i Danmark, dog ikke folk fra Aral-regionen, men fra hovedstadsregionen. Men disse besøg var dog med til at fastholde oplevelserne fra 1991. I 1994 rejste jeg tilbage til området, sammen etnograf Karen Odgaard og en god ven Henrik Jøker Bjerre. Vi blev i området i længere tid og det var på denne tur at Danidaprojektet opstod og tog form.

En aften, under et ophold i Djambul-kollektivet, viser næstformanden os en gammel bog fra 1936. Bogen beskrev forskellige fiskeri fangstteknikker, og i bogen var der også en omtale af det danske snurrevodsfiskeri, en teknik som Jens Væver fra Esbjerg opfandt i midten af 1800-tallet.

Snurrevoddet er specielt beregnet til at fange fladfisk og næstformandens interesse skyldes, at Sovjetmagten i midten af 1970`erne udsatte en skrubbeart i Aralsøen. Skrubben kan leve i såvel salt- som brak- og ferskvand, og skrubben havde klaret overflytningen fra Azov-havet ved Sortehavet så godt, at bestanden i løbet af årene var vokset til en anseelig størrelse. I 1995 anslår forskerne bestanden til at være på ca. 50.000 tons og de mener at fiskerne derfor kan fange mellem 5-10.000 tons om året, uden at forringe bestanden. Men fiskerne har fanget mindre end 300 tons, fordi de ikke kender til fangsten af fladfisk, de har ingen tradition for at fange fladfisk, da disse fisk ikke findes i de kazakiske søer.

Derfor kunne næstformanden ønske at fiskerne fik mere viden og teknikker, der kunne hjælpe dem til at få fanget Aral-skrubben. Vi inviterede dem til Danmark, og i sommeren 1995 havde vi lederne fra de tre fiskesamfund og to biologer på besøg. På vores tur rundt i det danske fiskerilandskab, blev der bl.a. udarbejdet en samarbejdsaftale Protocol of our Common Aims omhandlende et større projekt, som vi ønskede at gennemføre i efteråret 1996.

Kazakernes kultur og livsform udspringer af nomadetraditionen, men det praktiske nomadeliv opretholdes kun af meget få kazakere i dag, mens fiskekulturen, der findes ved Aralsøen, ved det Kaspiske Hav, ved Balkhassøen og andre større og mindre søer i Kazakstan, har gennem mange generationer været bofaste. Denne bo fasthed fik sikkert den betydning, at fiskerne havde lettere ved at omstille sig til landbrugsproduktionen da fiskeriet i Aralsøen ophørte, i hvert fald i den nordlige del af søen ved Lille Aral (jeg kender kun dette område).

I slutningen af 60`erne og begyndelsen af 70`erne, blev mange fiskere landbrugere, kun to mindre samfund og et kooperativ i Aralsk opretholder i dag stadig deres fiskeri. (Før udtørringen satte en stopper for fiskeriet i Aralsøen var der 19 lign. samfund ved denne del af Aralsøen).

Men i dag - da næsten alle kazakere er bofaste, enten på landet eller i byerne - er det fiskerne som er blevet til et nomadefolk. De skal nu rejse med toget 1-1500 km. for bl.a. at fiske i Balkhassøen, to sæsoner om året. De fiskere som lever tæt ved floden Syr Darja, fisker i floden og nogle af de små søer der blev tilbage da Aralsøen blev mindre.

Og søen er blevet mindre, meget mindre. I dag er næsten 2/3 af søen tørret bort og den før så frugtbare søbund er blevet til en ufrugtbar ørken. Kort fortalt er Aralsøen's nyere historie forløbet på følgende måde:

I 50`erne havde søen et areal på 65.000 km², eller ca. 11/2 gange Danmarks areal. Aralsøen er en ørkensø, og det betyder at de to store floder Amu Darja i syd og Syr Darja i nord er de livsvigtige vandårer til opretholdelsen at plante- og dyrelivet i og omkring Aralsøen. Men denne livs nødvendighed valgte Stalin og senere Khrutstjov at se bort fra da man i starten af 1950 iværksatte sin plan for bomuld, ris, hvede og hirsedyrkning i ørkenen omkring de to floder. Ved hjælp af et stort kanalanlæg ledtes vandet ud på de marker der siden har været mere end 10 mill. menneskers livsgrundlag, direkte eller indirekte knyttet til de store produktions kollektiver som ligger langs med floderne.

Allerede i midten af 60´erne begynder det at blive klart for fiskerne og andre som lever omkring Aralsøen, at søen var ved at forsvinde, for vandstanden faldt år efter år. I 70´erne måtte fiskerne til at grave kanaler fra havnene og ud til søen for at få skibene på fiskeri, fangstmængden blev også mindre år for år, for i begyndelsen af 80´erne helt at forsvinde.

Sammen med fiskeriets ophør, forsvandt den årlige fangst på 50 - 100.000 tusind tons fisk, fisk af meget høj kvalitet, sandart, karpe, stør, helt, malle og andre arter, i alt 13 forskellige arter blev der fisket på i Aralsøen. Befolkningen i området måtte som en følge heraf ændre deres kost fra meget fisk til lidt kød.

Skibstrafikken forsvandt. De mange arbejdspladser i Aralsk skibsindustri forsvandt. Pattedyr og fugle som levede i og omkring søen forsvandt eller uddøde. Bl.a. ophørte fangsten af en værdifuld pelsrotte. Fiskeindustrierne forsvandt. Den havde forarbejdet fisken fra søen - og da den tilførsel ophørte - fik den tilført fisk fra Østersøen og Hvidehavet - men den tilførsel ophørte sammen med uafhængigheden i 1991. Titusinde af mennesker mistede, i løbet af to årtier det eksistensgrundlag som havde givet dem arbejde og velstand i mange generationer.

Udviklingen gik ufatteligt stærkt. Fiskerikollektivet Djambul som ejer 10 store og et større antal mindre skibe sejlede ud for sidste gang 1975, og siden da har skibene ligget for anker i ørkenen - nu 60 km fra søbredden. I 1978 var havnen tørlagt i den største havneby, Aralsk. Aralsk var dengang som i dag en by med mere end 30.000 indbyggere, mennesker som nu lever af de meget sparsomme og uregelmæssige økonomiske overførsler fra hovedstaden Almaty (et økonomisk hjælpeprogram som Moskvastyret tildelte Aralområdet da katastrofen blev en kendsgerning i 70`erne, og som Almatyregeringen overtog forpligtigelsen for i 1990, men som de ikke har kunnet leve op til. Kazakstan har en meget dårlig økonomi, den officielle gennemsnitsindkomst pr. indb. er de senere år faldet , i 1995 var den mellem 1500-2000$ pr. år).

Inden afvandingen begyndte fik søen tilført ca. 23 km3/år, i dag får den tilført mellem 2-5 km3/år(de sidste par år har søen fået lidt mere vand p.g.a. nedgangen i produktionen af bomuld og omstillingen i landbruget fra kollektiver til private jordlodder). Men siden afvandingen startede har søen mistet 2/3 af både vand og areal størrelse, på det dybeste sted er søen nu 22 m mod før 67m.

I sig selv er den sociale katastrofe en alvorlig sag, men naturkatastrofen og dens betydning for mennesker dyr og planter i hele Aral-regionen er endnu alvorligere. For ved fordampningen frigøres salt og store mængder af insekt- og plantebekæmpelses midler som udvaskes fra landbruget, eller også henligger saltet og giften på de marker landbruget har måttet opgive fordi der er dannet saltskorper, hvor intet kan gro.

Sand, salt og gift føres med vinden over store afstande. Målinger i de baltiske lande har vist, at saltet og rester af de pesticider som bruges i bomuldsdyrkningen ved Aral er nået tusinde af km omkring i det nu forhenværende Sovjetunionen. I selve Aralregionen er de salt-og giftfremkaldte sygdomme nu skyld i, at hver femte barn dør. Drikkevandet smager af salt, og mødre har fået forbud mod at amme deres børn.

Denne katastrofale situation er fortalt og beskrevet i et utal af rapporter og artikler verden over. Delegationer af politikere, hjælpeorganisationer og forskere, den ene efter den anden, har været i området, hvor de både har set og hørt på problemerne. Men i dag er man endnu ikke gået i gang med de konkrete projekter der er nødvendige for at bl.a. befolkningen i området kan bevare håbet og troen på, at det vil lykkes at forbedre de sociale- og økologiske forhold i området.

Men det er ikke denne artikels formål at fortsætte af dette katastrofespor. Den beretter om nogle mennesker der stadig lever i området og ikke vil leve andre steder, og som gerne genfortæller de mange historier der efterhånden er blevet bygget op gennem de mere en 300 delagationsbesøg. Når jeg lidt ironisk gengiver det fiskerne har fortalt mig (fiskerne gør selv god brug af ironien), så er det fordi fiskerne, i de første møder med delegationerne og forskerne udstillede sig selv, i håbet om at deres situation kunne forbedres - for så senere at opleve deres liv som håbløst udstillet. Jeg har selvfølgelig ikke nærlæst de mange rapporter og artikler om Aralsøen, men jeg har set mange, og jeg synes de glimrer ved deres mangel på nærvær i forhold til de mennesker(fiskerne) der stadig lever tæt Aralsøen.

Grundlæggende har Aalfiskerne og jeg har fælles identitet som fisker og sømænd, og det forhold har selvfølgelig betydning for mit engagement. I mine 15 år i dansk fiskeri har jeg været vidne til mange overgreb på havet omkring Danmark. Men der er jo mere èn verden til forskel, når jeg der har sejlet i 25 år, finder mig selv stående mellem skibene og betragte kameler der vandrer rundt imellem disse skibe. Også som vesteuropæisk miljøaktivist, stående på det sand som engang udgjorde fundamentet for en rig og levende ferskvandssø, må jeg, hvis ikke jeg formår at skabe sammenhæng, nærmest betragte min verdensdels miljøproblemer som luxusproblemer, ja fjollerier!

Hvorfor skal disse få fiskere have penge fra Danmark? Der er jo et utal af økologiske, miljø og sociale problemer verden over, som vi med en god ret kunne sige at Danmark og verdenssamfundet både nemmere og hurtigere kunne løse. Personligt vil jeg selvfølgelig prøve på at forbedre miljø og levevilkår for en gruppe mennesker jeg er kommet til at holde af, bl.a. ved at få nogle af de midler Danmark stiller til rådighed, for udvikling og katastrofehjælp i udlandet, ud til disse fiskere, som uden egen skyld er frataget den kultur og livsform de havde bygget op omkring Aralsøen.

Men det er også andre grunde til at fiskerne skal have opmærksomhed. Vi tror at mennesker, bedre end rapporter, kan være med til få det internationale samfund til at hurtigere at prioritere Aralsøens tilbagevenden til ferskvandssø. Alle der kender til problemstillingen, ved at den eneste løsning for Aralsøen er mere vand til søen og at dette måske kan gøres uden at det får katastrofale følger for landbruget, bl.a. ved at kanalsystemerne forbedres og der sker en omlægning til mindre vandkrævende afgrøder. Selvfølgelig vil omlægningerne få konsekvenser for landbefolkningen omkring floderne. Men, og det er meget vigtigt for hele problemstillingen, det er netop landbefolkningen som de store hjælpeprogrammer, FN og Verdensbanken vedtog i juni 1994, sigter mod at hjælpe.

Men fra programmerne går i gang - ingen ved hvornår - vil der gå flere år før fiskerne kan starte et fiskeri på de kendte fiskearter i den nordlige del af Aralsøen. Det program som giver håb for Lille Aral er en gen etableringsplan. I juni 1994 vedtog man at der skulle bygges en dæmning mellem Store og Lille Aral, og når den står færdig, vil Lille Aral inden for 3-5 år igen bliver til en ferskvandssø. Det vil betyde at havnen i Aralsk igen kan besejles og at de skibe som ligger i ørkenen får vand under kølen. For Lille Aral er der altså konkrete planer, men hvad der så skal ske med Store Aral - er en helt anden historie.

Det er store projekter som ligger og venter på de politiske viljer i både vest og øst og her kan fiskerne spille en aktiv rolle. Fra dansk side kan vi med Danidas NGO-midler yde en betydelig bistand fordi gruppen er lille. Ved at sætte fokus på og yde bistand til denne gruppe, kan fiskerne og de danske partnere i fællesskab forsøge at synliggøre Aralsøens social- og miljømæssige problemer.

Og vi bør også lære af fiskernes historie.

Deres situation er skabt af den hidtil største centralistiske- og planøkonomiske utopi verden af været vidne til. Det var jo ikke fordi Stalin og Khrutsjov var kommunister at ørkenen skulle være grøn, det var fordi de havde en plan, en vision om man vil, og så havde de desværre det vigtigste værktøj for gennemførelsen af planen - en central styring af den Sovjetiske økonomi.

Alle der har rejst i det sovjetiske, nok tydeligst i det postsovjetiske samfund, har sikkert ved selvsyn set de mange katastrofale resultater af denne planøkonomi. Aralsøen med dens flora og fauna med fiskere, jægere, færgefart, havnebyer, fiskeindustrier i alt ca. 100.000 mennesker blev ofre for en politisk plan om udflytningen af ca. 10 mill. mennesker til de store landbrugskollektiver som nu ligger langs med de to floder.

Vi kan lære af det. For selv om vi har en anden politisk situation i EU, end i det daværende Sovjet, er der ingen tvivl om at sammen med store planer og store økonomier følger der også stor magt, og deraf følgende lokal afmagt. Det kender vi lidt til her på Djursland som er udpeget til et område der kan ansøge om udviklingsmidler. En sådan forsøg på udjævning af økonomien i EU er selvfølgelig ikke kun negativ, men medaljens bagside kan meget vel vise sig i de næste årtier, for de regionale udligningsfonde, mia. af kroner bliver jo anvendt i forandringen af naturen og ikke mindst menneskene i de områder i Europa, hvor man centralt ikke ser ud til at leve op til den standard der sættes i EU.

I august måned 1996 kommer 8 fiskere 4 fra fiskeindustrien og 6 unge som taler engelsk på et uddannelsesophold i Danmark. Fiskerne skal først og fremmest lære at bruge snurrevod, men de skal også, sammen med folkene fra industrien lære noget om hvordan man distribuerer iset fersk fisk. Derudover skal de have et godt indblik i det danske samfund, specielt i de fiskeri afhængige områder.

I midten af september rejser 2 fiskere og en havbiolog til Aral medbringende snurrevodsudstyr, samt det nok vigtigste for fiskerne i øjeblikket, 1000 nye fiskegarn. Fiskerne har ikke kunnet forny deres garn siden 1990, og det forhold har betydet en alvorlig nedgang i deres fiskeri i bl.a. Balkhassøen. I oktober måned skal de danske og de kazakiske fiskere forsøge med snurrevodsfiskeriet på Aralsøen. Vi ved endnu ikke om redskabet kan bruges p.g.a. bundforholdene (for blød bund), men det skal forsøges. Det biologiske institut skal i et samarbejde med den danske biolog udarbejde et overvågningsprogram der kan følge udviklingen i fangst, størrelse og kvalitet af skrubben. Når forsøgsperioden i oktober måned er overstået sørger kazakerne selv for overvågningsprogrammet, og de kommer til Danmark i 1997 for at informere om resultaterne.

I slutningen af 1998 tager den danske koordinator og en udefra projektet kommende person til Kazakstan for at foretage en ekstern evaluering. Under projektforløbet er den kazakiske og den danske koordinator i jævnlig forbindelse via E-mail, fax og telefon. Denne struktur har betydet, at af projektets samlede bevilling går de 50% til udstyr(heraf bruges 15% til snurrevodsudstyret) og 25% til uddannelse, de resterende 25% bruges til løn, rejser for både kazaker og danskere, samt administration i Danmark og Kazakstan. De kazakiske fiskere indskyder selv ca. 10% af det samlede projektbeløb.

Fra dansk side vil vi i løbet af foråret og sommeren, arbejde på at få fondsmidler og sponsoreret udstyr, så containeren med garn og snurrevod kan fyldes helt op. Garn- og vodudstyr fylder ikke så meget, at der ikke også er plads til meget andet udstyr. Specielt mangler fiskerne arbejdstøj - om vinteren er der meget koldt 20-30 minus grader - så kedeldragter, gerne termodragter, søstøvler og gummitøj er meget savnet. Desuden har de brug for rednings- kommunikations- og navigationsudstyr. Ligesom udstyr til fiskesamfundene vil være velkommen, de har specielt meget brug for en forbedret kommunikation mellem dem og omverden, hvis de skal gøre deres indflydelse gældende i de næste år m.h.t. verdenssamfundets planer for Aralsø-regionen. Fra dansk side deltager: Fiskerikollektivet af 1978 og Landsforeningen Levende Hav.