Den danske gruppe:

•         Henning, fiskeskipper fra Torsminde og i området for første gang. Hans opgave er af fiskerifaglig art. Han skal løse opgaver i forbindelse med modtagelse af udstyr fra Danmark, registrering og udlevering af udstyr, samt introduceres til opgaven som projektets fiskerifaglige rådgiver efter skipper Knud Andersen.  

•         Lars, fotograf fra København og ekstern deltager i projektet og for første gang i området. Han er udgifts neutral for projektet og hans arbejde i området bliver at få skabt en reportage om Aral og dette projekt.

•         Henrik, filosof fra Århus som har været i området mange gange skal i gang med at opstarte en undersøgelse, et såkaldt impact studie sammen med Akmaral fra Aral Tenzie

•         Kurt, koordinator og været i området mange gange. Hans opgave er at støtte op om at få gennemført generalforsamlingen og få sat gang i fiskeriet middelbart derefter. Herunder at støtte op om udleveringen af de mange garn og udstyr samt indgå i det team som afgør hvem der kan få og hvem der skal have kreditter, hvornår og hvor meget. Desuden skal han have introduceret Henning til projektet. Af fælles opgaver skal de evaluerer båd reparationerne og opsætningen af de 3 modtager stationer til fisk.

Det tog os relativ lang tid med at få udleveret visa, men dog ikke alvorligt. Vi skulle, lidt overraskende, blive i Almaty til den 30. da det ikke lykkedes for Baglan at skaffe billetter til toget den 29.

Vi skulle en tur op i bjergene og det kom vi. Desuden skulle der veksles penge og samme aften spiste vi alle pluff (risret med kød) hos Nadya. Vi havde håbet på at Makhambet vil være kommet tilbage fra Durbai, men desværre traf vi ham ikke før vores afgang til Aralsk den 30. Kl. 14.25 med tog nr. 9 til Aktubinsk via Aralsk.

Ankomst til Aralsk kl. 21.30 og kørt til kontoret og vores lejlighed. Der var forberedt et mindre selskab og vi kom rundt i rækken med skåler og hilsner. Allerede her kunne vi tydeligt mærke at der var en god ånd over stedet og projektet, der blev arbejdet og vi mødte flere nye mennesker i og omkring foreningen. Efter selskabet fik Askar fra UNDP lokket os med på cafe og det blev til en god del vodka som også sad i den danske gruppe dagen efter.

Man fejrer ”Kundskabernes Dag” hvor børnene starter i skolen. Fra tidlig morgen begyndte det med mennesker som skulle have en snak og aftaler. Det blev besluttet at holde dagen uformel dvs. der blev ikke foretaget egentlige interviews. Af samtaler skal nævnes en længere med Hrr. Kolb som viste sig at være en meget ung mand. Selv havde vi havde jo talt med ham mange gange i telefonen, så det overraskede mig virkelig at se dette unge mennesker med lyst hår. Han oplyser at alt er klart og at hans mobile fabrik er opsat uden for landsbyen Akesbe. Desuden har de foretaget en de prøvefiskerier på langs af søn fra den vestlige kyst og over mod Tastubek. Der er gode fangster af god kvalitet og de bedste har de haft på 8-10 meter. Vi aftalte at besøge hans fabrik den kommende søndag sammen med et 2 dages rundrejse til Djambul, Tastubek og Akesbe. Lørdag aften vil han sætte garn som vi så hiver om søndagen, vi vil jo gerne ved selvsyn se fisken.

Vi talte også med en fhv. direktør (tror vi nok). Han havde uden tvivl en stor kontakt til den gamle Tairov, og han ønsker at få opgaver omkring salget af skrubber, og han havde arbejdet inden for det felt i mange år. Og da projektet mangler en sådan person der kan sælge fisk, håber vi at han både er og kan det han fortæller os.

Vi talte også med en leder af et kooperativ vi ikke tidligere har mødt. Han skulle efter sigende eje 3 fiskedamme hvor han selv har sørget for gravninger af kanaler og andet. Han vil nu også sende folk på fiskeri på Aral. Ham skal vi besøge så hurtig som muligt efter generalforsamlingen, da han åbenbart har erfaringer i at grave kanaler. Dette fordi vi har fået en ide om at få konstrueret en gravemaskine, som kan grave mindre havne der hvor der foregår fiskeri. En sådan maskine vil betyde større fleksibilitet og hurtighed mht. at få sat gang i et fiskeri på et bestemt sted. Vi tror at en gravet havn vil være billigere end at få bygget ponton- eller anden bro.

Desuden fik vi mødt de mange nye og unge mennesker i foreningen. Der er kommet mindst 6 nye mennesker til som frivillige og også et par på løn fra andre midler end projektet.

Vi talte med Mizhas og hans resultater mht. at reparerer både. Han ville gerne  tale om alle de problemer han havde haft, men det var vi ikke klare til. Vi fortalte ham at vi på et møde i Danmark var blevet enige om, at under de foreliggende omstandigheder så havde han og hans folk udført et godt stykke arbejde. Han er endnu ikke helt færdig i Akbasty forstod vi, men det skulle han nu se at blive, for derefter at få udarbejdet en rapport over arbejdet og få afleveret alt det lånte udstyr. Vi aftalte at vi senere på denne måned, ville foretage et interview og en perspektivering omkring kommende eventuelle opgaver inden for glasfiber.

Den journalist som gerne vil skrive en bog over projektet fik vi også talt med og som andre gange fik han at vide, at vi må have en synopsis, før vi kunne tage endelig stilling. Som andre gange, så han derefter meget glad ud.

På en rundtur via “havnen” besøgte vi Zhaulkhan og hans institut, som nu er i gang med ham selv og 2 medarbejdere. Han viste os hvor der skulle fiskes dette efterår og hvordan, og dertil havde han fået udarbejdet et kort. Der var tegn på fremgang på hans institut. Vi talte ikke om det også var tilfældet i Akbasty, hvor han jo havde ansvaret for opsætningen af modtager stationen og vi har jo hørt at det ikke går alt for godt i Akbasty. Det mente han og han ville nu få gjort det der skulle gøres for at få stationen færdig.

Vi var en tur rundt resterne af den før så stolte fiskevirksomhed Aralrybprom som nu er under endelig afvikling. Dette store fabriksanlæg er faktisk ved at blive jævnet med jorden. Det blev en meget tankevækkende tur rundt på det område som have været livet for ca. 2000 ansatte op gennem sovjettiden. Den gamle træbygning, som var museum, blive bevaret som museum og man er under akimatet nu i gang med at opbygge Aralrybprom historie, som jo på godt og ondt er en ufattelig historie set i et perspektiv med Aralsøen skæbne. Det danske frysehus bliver sikkert også stående. Vi talte med nogle arbejdere som var i gang med at rive ned og samle sammen. Det var meget sørgmodigt da de gentagne gange gav udtryk for hvad der nu skulle ske med dem og andre – “hvad skal vi nu lave, ja, det ved kun Gud”. I gamle dage havde de helt sikkert en anden Gud nemlig generaldirektøren, men nu i dag kunne kun de allerhøjste magter siger noget om deres fremtid.

Efter de første timer med enkelte møder skulle vi af sted mod Tastubek for bl.a. besigtige modtagestationen, de reparerede både samt de fysiske forhold omkring det forestående fiskeri på og fra pladsen. Vi skulle dog først en tur til Djambul for at få besøgt Karnali (kopp. ASTA).

Vel ankommet dertil skulle Lars på tur ud til skibskirkegården og vi skulle i gang med teen samt forberedelserne til det kogte får, bisbarmaken. Vi havde taget turen over Ushoky rundt med den vej som tidligere havde grænset op til søn. Søen var nu meget langt væk fra vejen og nu kunne vi også køre over den søbund som for bare et år siden havde været dækket af vand.

I Djambul gik eftermiddagen og aftenen som ventet. Der var langt op til et større kalas og såvel Murat som andre bl.a. Tolagay kom forbi til kødet. Vi sov i Karnalis hus og fortsatte mod Tastubek lige før kl. 8.00.

I Tastubek fik vi inspiceret modtagestationen som fremstod meget flot, med synes vi, rigtig gode perspektiver. Vel skulle der stadig laves en del, men vi må kunne forvente at stationen stå klar den 10. Sept. hvor vi har den officielle indvielse af stationen, samtidig med at vi starter fiskeriet på Aral. Akimen vil selv personlig indlede fiskeriet på søen og der bliver udarbejdet et detaljeret program for dagen som afsluttes med Bisbarmak.

På stranden var der blevet anlagt en vej som var blevet udbygget en mindre dæmning hvorfra der skulle bygges en bro af de materialer som vi brugte sidste år. Bådene lå med bunden i vejret og vi fik dem gennemgået med henblik på at få en snak med Mishaz og hans brigade af bådebyggere. Flere og alt for mange, havde ikke fået pålagt den afsluttende gelcoat og det mente vi bestemt kunne blive et problem. Der lå ca. 30 både og alt i alt måtte vi sige at de var blevet forbedret betydeligt bortset fra den manglende gelcoat kunne hurtig blive et problem.

Ellers synes det som om at der kunne komme til at foregå et betydeligt fiskeri fra Tastubek og med gode forventninger og en skål surbat i SanSans hus fortsatte vi mod Akesbe for at få set på den mobile fiskefabrik og få talt med Herr. Kolb.

Undervejs fik Henning arbejdet sig ind på den lille medbragte Navigator som nu skulle kunne få korrigeret de forskellige positioner på byer og fiskepladser.

Kolb fabrikken, dvs. 3 sammenhængende containere som kunne sættes sammen i en lang stamme og 2 separate containere, 1 køle til modtagelse af fisken og en indfrysnings container, så meget moderne ud. Sammen med dette ret omfattende og noget overraskende gode udstyr, var der også gode lastvogne og jeeps. Der var ved at blive anlagt strøm fra Akesbe og ud til lejren – en ret omfattende investering. Det synes så afgjort som om at man nu ville rigtig i gang med en behandling og salg af skrubber.

Det viste sig også at fabrikken var helt nyopbygget – den havde aldrig været i gang med at behandle fisk. Vi fik ikke den nærmere forklaring på det, men selv tror vi, at man havde bygget på fabrikken i flere år, får så at stå overfor det problem, at sandarts fiskeriet gik helt i stå over det ganske Kazakstan, det måtte være sådan fordi hele indretningen var til rund- og ikke fladfisk. Men det så rigtig godt ud og får man det op at køre med de mulige 5 tons/døgn ville det blive et virkeligt godt supplement til det marked vi skulle forsøge at få på benene de kommende måneder. 

 Herefter fortsatte en jeep mod Akbaksty med Henrik, Henning, Zhannat og mig. Den anden tog hjem til Aralsk.

Efter en tur på 3-4 timer ankom vi til Akbaksty. Undervejs mødte vi en jeep med Zhaulkan og Aregysiev som under et vodka- og hestepølse angreb midt i ørkenen, forsøgte at overbevise os om, at alt var og er godt. Det var jo ikke så godt, da vi derved fik et bevis for at alt netop ikke er godt i Akbaksty, at man ikke er kommet langt nok med modtagerstationen.

I Akbaksty viste det sig da også at være helt rigtigt – der var lang vej endnu før den station var færdig. Vi blev vist rundt af den brigade leder som havde modtaget 500 $ i marts og vi skulle også bo i hans hus. Han forsikrede os om at alle kræfter nu vil blive sat ind for at få stationen op at køre. I Akbaksty er der tydeligvis en voldsom mangel på organisering, de 3 ledende brigader har meget svært ved at arbejde sammen, da det organiserede fiskeri har ligget stille i mere end 30 år. Efter rundvisningen var der bad i badehuset med den konstante forsyning af varmt vand fra det spring som konstant afgiver vand på ca. 45 grader.

Turen tilbage til Aralsk blev indledt før 8 og via et kort ophold i Akesbe ankom vi til Aralsk først på eftermiddagen. Selv om 6 timer er meget i en jeep så er det tydeligt at de 6 timer ikke betyder ret meget for os mere. Vi er blevet garvede jeepfarer som ikke frygter en dag i en jeep med over 40 graders varme i skyggen.

Besøg på skibsværftet for at se på vores fartøj. Herunder også at få bestilt en pontonbro til Akbaksty. Prisen på pontonbroen ville vi få senere. Færdiggørelsen af fartøjet er påbegyndt, men der er lang vej endnu. Man har fået svejset alle de nye plader i bunden og det arbejde ser ud til at være i orden. Desuden har man fået påbegyndt opbygningen indvendig i fartøjet, men der ligger et stor arbejde og venter. Projektet har ikke betalt noget på fartøjet endnu og selv om der nu foreligger en fornuftig projektbeskrivelse med relativ gode tegninger og fornuftige udregninger på et færdig fartøj, så har vi aftalt at værftet selv står for bygningen til og med at motoren skal ilægges. Prisen på det færdige fartøj bliver ca. 13.000 US$.

Vi bruger meget tid på at få sorteret i det udstyr som skal uddeles efter generalforsamlingen, specielt de ca. 1000 garn skal gøres klar.

Forberedelser til generalforsamlingen herunder bestyrelsesmøde og møder med de mange fiskere som kom til Aralsk aftenen inden. Bestyrelsesmødet handlede udelukkende om den forestående generalforsamling, hvem gør hvad og hvornår. Vi venter et deltager antal på ca. 500, så der er mange spørgsmål der skal forsøges afklares. Vi afholder også et møde med den fhv. akim som nu ejer skibsværftet, og her bliver det bl.a. aftalt at fartøjet skal være færdig til og med motoren før vi stater på a conto betalinger på fartøjet. 

Generalforsamling hele dagen. Hele byen er præget af den store begivenhed med de mange fiskere samlet på et sted. Mange er ankommet dagen i forvejen og nattelivet i Aralsk har været præget af de mange fiskere på cafeerne. Enkelte har måttet overnatte hos politiet.

Generalforsamlingen starter kl. 10.00 med indregistrering, en længere proces hvor medlemmerne viser deres medlemskort og får udleveret stemmesedler. Det tager 2 timer og forløber uden de store problemer og med et for os danskere tilfredsstillende resultat mht. det demokratiske indhold. Der er opstillet 17 kandidater til bestyrelsen og der skal vælges 7. Hver kandidat har 25 opstillere og det synes som om at dette års opstillings procedure har været mere korrekt, end sidste år.

Generalforsamlingen starter og hele salen er fyldt til bristepunktet, der er mere end 500 deltagere, 535 er blevet registreret og har fået stemmesedler og dertil kan lægges et pænt antal deltagere som blot vil have oplevelsen med. Akimen ankommer lidt senere end planlagt og han holder en tale, Kurt holder en tale og alle kandidater giver en kort introduktion til dem selv. I pausen hvor der stemmes spiller et større orkester kazakisk musik.

Midt på eftermiddagen er der mange fiskere som har drukket for meget, og der er en del uro udenfor. Politiet er mødt talstærkt op og enkelte tages med på stationen til afkøling.

Afstemningen viser at Zhannat er valgt som ny præsident med Aksabak som vicepræsident. Askebek er nr. 4 og Zhaulkan bliver ikke genvalgt. 

Den store udleveringsdag. Dønningerne efter generalforsamlingen er ved at lægge sig og en hurtig opgørelse viser at ca. 30 fiskere måtte tilbringe natten i kachotten. Men stemningen er god denne morgen, hvor garn og andet udstyr skal udleveres til de mange brigader, mere end 70 kooperativer, brigader og mindre grupper skal have udstyr denne og den næste dag. Proceduren for tildeling af garn og udstyr følger i store hele det kriterium der blev udviklet sidste år. Brigadelederen giver en redegørelse for brigadens situation, hvor mange fiskere, fartøjer og hvor meget udstyr man har. Desuden bliver projektet ført up to date mht. sidste sæsons fiskeri. Mht. kreditter gives en sådan på same betingelser som sidste år, med den krølle at gamle kreditter skal være afviklet før nye kan gives.

Vores team arbejder godt. Henning har ansvaret for optælling og udlevering og han har ca. 10 hjælpere så han kan sætte en hjælper på de brigader som tæller op og får pakket garn og udstyr til transporten ud til deres landsbyer. Aksabak, Zhannat og Kurt står for registrering og interviewene og Karakuz sidder på sit kontor og forestår udbetalinger af kreditter. Efter interviewet modtager brigadelederen en seddel med oplysninger om antallet af garn og andet udstyr han skal have udleveret og en seddel til Karakuz. Efter modtagelsen af udstyret tager han ind på kontoret, alene eller sammen med det kooperativ som forestår brigadens økonomiske og andre offentlige gøremål, som licens og tilladelser til fiskeri. Her underskriver de en kontrakt for den kommende sæson.

Der bliver også tid til det første bestyrelsesmøde i den nyvalgte bestyrelse, et møde som blev afviklet uden de store problemer. Bestyrelsen indeholder stadig 4 fiskere  og alle bakker op om den nye præsident og hendes vicepræsident. Samme dag bliver vi alle inviteret il bryllup hos den fhv. akims søn.

Interviewene og udleveringen fortsætter og sent på eftermiddagen er alle garn og meget udstyr blevet udleveret som lån til mere end 70 brigader. Samme aften er der stor bryllups fest hos Karakuz broder.  

Åbning af stationen i Tastubek. Det er en dejlig morgen med rigtig godt vejr og efter morgen teen er der stadig meget arbejde på stationen så denne står klar til åbningen. Det hele skal jo køre planmæssigt når akimen åbner for strømmen fra den flotte gule Deutz generator til stationen. Der er opstillet en flot jurte og mange kvinder er arbejde med indretning og madlavning. Ansvarlige for stationen blev Ablaikan, Duzbai og Mirzabai.

Kl. 10.00 ankommer akimen med følge og hans familie. Alle samles på stranden og akimen med udvalgte stævner ud for at hale garn. Kurt er sammen med akimen hele tiden og der fanges pænt med skrubber af god kvalitet. Skrubberne landes under mediernes bevågenhed og de transporteres op til modtagerstationen hvor de vaskes og anbringes i de nye flotte hvide fiskekasser.

Generatoren kører og akimen sætter gang i frysehuset. Det fungere tilfredsstillende og den hurtighed hvormed kulden breder sig i den lange (40 fods) container imponerer alle.

Derefter er der festmiddag med en kogt hest og hestekraniet hænger nu over indgangen til stationen. Alle der betyder noget i regionen er inviteret med, og de mange taler ønsker alt godt får dette nye projekt i Tastubek og de kommende i Bugun og Akbaksty. 

Tilbage i Aralsk ved 21.00 tiden hvor Zhaulkhan venter os med et kogt får. Han skal jo ligesom gøre bod over de manglende resultater i Akbaksty. 

Meget tydede på at vi ville få alvorlige problemer med at få behandlet skrubberne da de 3 virksomheder som køber og behandler fisk lå meget underdrejet. Kyzmet og Aknur var vel nærmest lukkede og Karazier kørte på lavt blus da de ikke kunne få deres fryseanlæg op på fuld kraft. Hovedårsagen til at det stod så slemt til i fiskerivirksomhederne tilskrives de høje energipriser. Det kan simpelthen ikke give profit at sælge fisk på hjemmemarkedet, hvor prisen på mad er for lav i sammenligning med energipriserne.

I 1998 hvor vi var involverede i fiskemarkedet fik vi ca. 60 Tenge pr. kg, det samme koster fisken i dag. Men i 1998 svarede en US$ til ca. 75 Tenge i dag koster 1 US$ 144 Tenge. I 1998 kostede en liter benzin 22 Tenge og en liter dieselolie 14 Tenge i dag koster benzin 50 Tenge og diesel 40 Tenge så det bliver meget svært at få indkøbt, behandlet og solgt fisken via de eksisterende virksomheder, også fordi de sad i gæld til alt og alle.

Men fisken skal jo sælges og derfor skal der udvikles nye veje til behandling og salg af skrubber. Hele processen skal rationaliseres ellers bliver det umuligt. Alle forventer også at situationen med de høje energipriser vil stabiliseres og at prisen på fødevare vil stige så situationen omkring skrubberne vil bedres. Men dette efterår skal der gøres en ekstra indsats, til vinter vil der ikke være de store problemer, da det er så koldt at fiskerne kan sælge deres fisk uden at de skal kunstigt fryses. Dagen blev brugt på at få udarbejdet et projektforslag omkring ”Aknur” og indkøb, behandling og salg af skrubber.

Vi besøgte også musikskolen og den havde vores ven Sanserik fået renoveret, så den nu fremstod flot og med mange elever. Projektet havde udlånt computere og andet udstyr til skolen.

Det blev en rolig aften i lejligheden med et stille måltid oven på alle de kogte dyr vi havde fået indenbords de seneste dage.

Af sted mod syd til Bugun for at få tjekket op på stationen. Vi skulle bl.a. have prøvestartet og sikkert også påpeget de mangler der måtte udbedres inden den 15/9 hvor vi skulle have den officielle åbning. 

Efter et kort ophold på stationen, som virkelig fremstod flot og præsentabel, der var udført et stort stykke arbejde på den station,  tog vi ud til søen for at se på opstillingerne af de mange lejere hvorfra fiskeriet skulle foregå.

Herfra det sydlige område, kan man næsten se ned til hvor dæmningen har ligget. Det er således et område med en lav saltholdighed og det område vil sikkert ikke kaste mange skrubber af sig. Her er der ingen tvivl om, at fiskerne her går efter sandart og karper, selv om de siger at forsøger at fange skrubber. De må jo  ikke fange disse arter med danske garn, men vi vurderer også, at det må blive en sag mellem dem og myndighederne.

Vi har ikke lovet myndighederne at ville forhindre fangsten af disse arter, men vi har understreget at mister de garnene fordi myndighederne tager garnene fra dem, så skal de få tilbagekøbt garnene og at der kan blive tale om at de skal tilbagelevere garnene til Aral Tenizi.

Disse realiteter gør vi klart for de mange fiskere vi møder i området. Der er allerede nu mere end 10 brigader som har slået sig ned og flere vil komme til får vi at vide. Vi spørger om de ikke vil fiske længere mod nord op mod Ushoky, da vi må forvente flere skrubber i den retning. Fiskerne bedyrer os at de vil fiske der hvor skrubberne er og er de mod nord flytter de mod nord, men nu vil man af fiske dette område. Vi bliver inviteret på kogt karper tilberedt som Bisbarmak. 

Efter at have arbejdet med flere detaljer på stationen og fået løst nogle problem med generatoren satte vi kursen mod syd mod Shanagrus hvor vi skulle se på 3 fiskedamme som har brug for at få gravet en kanal og lavet en sluse mellem floden og dammene. Amentekildy ønsker at udføre dette arbejde og han har udarbejdet en detaljeret projektbeskrivelse af projektet hvor han får brug for ca. 4000 US$ til færdiggørelse af hele projektet. Vi har lovet at se på hvorledes vi kan hjælpe manden og hans kooperativ.

Det ser meget fornuftig ud og da han også er en mand med et projekt der virkelig kan gøre byen gavn vil vi hjælpe ham. Vi aftaler at få udarbejdet en kontrakt til underskrivelse i foråret 2001. Vi overnatter hos ham og kl. bliver hen ad 3.00 før vi kommer i gang med det kogte får. Henning er nu ved at være godt og grundig træt af kogte får, flere gange inden for samme døgn og  på alle tider af døgnet.   

Efter morgen teen er der afgang til Kambaz for deltagelse i “Kambaz” seminaret, et seminar arrangeret af Aral Tenizi med det formål at få skabt en større forståelse og et bedre samarbejde mellem fiskerne og myndighederne.

Den første dag blev gennemført som programsat, dvs. uden de store overraskelser. De officielle myndigheder og akimen sagde det man kunne forvente, det samme gjorde NGOérne, for sagen i og for sig var ligetil. Selvfølgelig ville alle være bedre tjent ved et bedre samarbejde og selvfølgelig ville alle være bedre tjent med at søerne blev aflastet, dvs. at fiskeriet blev væsentlig nedsat, problemet er blot hvordan? Og de spørgsmål skal man ikke forvente at få afklaret på den første dag i den første konference nogensinde mellem disse aktører.

-         af nye oplysninger kan nævnes at der i øjeblikket findes 18 fiskearter i søerne og floden og at 8 af disse kun findes i dette system, dvs. Syr Darya og flodens søer, kunstige som naturlige. I regionens del af ferskvands systemet og Lille Aral,  kunne man for år tilbage fange op til 10.000 tons/år, i dag er det tvivlsomt om systemet kan bære højere fangster end 300 tons/år minus skrubber fra Aralsøen. Disse alvorlige oplysninger fik vi fra myndighederne. Og problemet er ikke kun overfiskeri, men at sluserne som skal holde vand og fiskeyngel tilbage i de mange naturlige og kunstige søer er ødelagte. Derfor har man ikke udsat yngel i flere år, men fortsat fiskeriet, og det skal gå galt.

Det allerstørste problem findes nu langt oppe af floden oppe ved Tasjkent hvor sluserne er ødelagte og hvor store mængder af vand – også i de tørre perioder hvor så meget som muligt bør sendes mod Aralsøen - udledes til den store kunstige sø i Usbekistan Ozero Aydarkull og den mindre sø i Kazakstan Chardarinskoye til aflastning af dæmningen og sluserne. Det er nødvendig for at undgå massive oversvømmelser i et større område i Tasjkent regionen. Denne situation har skærpet konflikten mellem Usbekistan og Kazakstan. Kazakstan beskylder Usbekistan for ikke at ville reparere sluserne, da de så har en undskyldning for selv at kunne beholde vandet i Usbekistan i stedet for at sende det til Lille Aral, hvor man jo vil bygge en dæmning som afskærer Lille- fra Store Aral.

Men det vand som alligevel flyder de ca. 1000 km mod Aral, skulle også gerne ind i de mange kunstige og naturlige søer i Aralsk regionen. Men også her er sluserne ødelagte. Det betyder at med en lav vandstand kan vandet ikke flyde ind og med en høj vandstand kan man ikke holde på det vand som burde være i søerne. Dette forhold for katastrofale betydninger for fiskeriet i området. En vigtig art som sandart skal ind i søerne for at gyde. Her dette efterår kunne vi ved selvsyn se de store mængder af sandart som stod i flod deltaet uden chance for reproduktion i søerne og afskåret fra Lille Aral pga. det høje salt indhold. Sandarten blev nu fanget i store mængder og hele vinterfiskeriet under isen i de mange søer vil ikke blive til noget, og hvad værre er – der bliver ikke produceret nye sandart. Den vilde sandart er alvorligt nedfisket og det betyder at karusser og andre små fisk i søerne mister deres naturlige fjende og derfor vokser disse bestande til skade for øko balancen i søerne.

Kort kan konkluderes at det ikke nytter at udsætte de millioner af karpe og andet yngel til søerne da sluserne er ødelagte. Derfor fanges der nu et meget lille antal karper i regionen, den fisk som alle ønsker på middagsbordet. Sandart er også værdsat, fordi den gode giver penge som røget og solgt på jernbanen, men den er alvorligt overfisket bl.a. fordi den ikke længere kan gyde i området. Fiskerne er klar over det alvorlige i situationen, og de vil også være med til at få opbygget bestandene ved at flytte deres fiskeri til Aralsøen for fangst af skrubber, men de vil have garanti fra myndighederne om de vil forhindre de mange ulovlige fiskere i at fiske på de ferske søer. Myndighederne ville gerne forfølge de ulovlige fiskere, men de har ikke de nødvendige midler til disse aktioner og derfor står fiskere og myndighed i et alvorligt dilemma. 

Samme aften forsamlede vi os alle på stranden til badning og bål med stegt kød m.m. og hvad dertil hører af kazakiske og danske sange.

Torsdag 14/9 – besøg i Raim kollektivet

Tilbage på stationen i Bugun fik vi startet op og det gik nogenlunde. Vi aftalte at den næste dag ville vi lave sidste tjek før åbningen. Samme aften serverede Askebek en ung ged for os, med hvad dertil hører.

Åbningen af stationen i Bugun. Her deltager ingen højtstående personer fra Aralsk regionen og deres fravær understreger vores bekymring mht. om Askebek har den nødvendige opbakning til driften af stationen. Men vi må se tiden an og evaluerer i 2001. Vi serverer  stegte skrubber for gæsterne og åbningen af stationen finder sted med bønner fra aksakalerne ønsket om god vind. Specielt hæfter vi os ved at Bugun Akimen end ikke deltager i åbningen og det er bestemt ikke noget godt tegn at Askebek og Akimen ikke er kommet til en fælles forståelse for denne station.

Efter hjemkomsten til Aralsk er der bad og så af sted til det store bryllup med Berik, den fhv. akims søn. Et kæmpe bryllup med flere hundrede gæster og vi bliver placeret tæt på hovedbordet med mange af regionens topfolk placeret længere nede af rangstigen. Kurt holder en tale og giver projektets gave til de nygifte. Akimen Alashbai tager ham med rundt for at hilse på de prominente gæster, med brudens far i spidsen. Han er minister i Astana for kultur m.m.

Dagen blev optaget af at få forberedt detaljerne til det store skrubbefremstød på markedet dagen efter. Sanserik og Karabek samt en kvinde som havde arbejdet med filetskæring på Aralrybprom stod for det praktiske i disse forberedelser.

Dagen blev også brugt på at få diskuteret hvorledes vi nu skulle få fisken indfrosset med Karazir som ikke virker og som måske ikke kommer op på fulde omdrejninger blot fordi den får tilført kredit og med Aknur helt ude af drift. Det så mere og mere ud til at vi måtte gå aktiv ind i behandling, indfrysning og salg af fisk.

Det meste af dagen blev brugt på et markedsfremstød for skrubber på det store søndagsmarked. Vi havde anlagt det sådant, at det kunne give erfaringer og til at få en mindre fiskeforretning op at stå i byen. Og der blev gået til den denne dag.

Dagen i forvejen havde vi fået købt og hentet 300 kg dagfangede skrubber fra Tastubek. Henning havde været derude og han var blevet lidt rystet over at de endnu ikke havde fået solgt skrubber. Nu havde fiskeriet været i gang i en lille uge og der stod ca. 5000 kg skrubber i containeren som også kørte med en alt for høj temperatur (ca. 5 + grader) og derfor var skrubberne fra første dagen ikke så gode længere. Nu aftaler vi med Karazir at de må hente de 5 tons til en pris de kan blive enige med fiskerne om, og så må vi have sat mere skub i planerne om at leje Aknur frysehuset og vi må også have lavet flere forsøg på markedet i Aralsk og andre byer i området.

Vi stegte skrubber som aldrig før og kunder var der nok af. På denne dag solgte vi 300 kg på under 2 timer så det må kunne lade sig gøre. Næste søndag laver vi et større fremstød. Vi må op på at få omsat mindst 10 tons men meget gerne 20 tons frisk fangede skrubber om ugen i perioden, fra midt i september til midt i oktober, hvor fiskeriet ikke er så voldsomt. Fra midt i oktober og frem til isen lægger sig i december skal der være fuld kraft på indfrysningen og denne skal kunne foregå til ind midt i jan. hvor den naturlige frysning kan overtage til slutningen af marts.

Når det skulle være muligt at få solgt friske skrubber i sept./okt. Så hænger det sammen med, at der ikke er andre friske fisk på markedet. De traditionelle fisk som sandart, slangefisk og karper ryges og sælges via toglinien, men også fordi der er så få fisk tilbage i floden og søerne.

Der skal være friske fisk på alle de lokale markeder og i de nærliggende større byer. Et fuldt udbygget friskfisk marked i dette område vil have et kundegrundlag på over 500.000 forbrugere. De der køber kød betaler ca. 130 Tenge/kg. For det beløb kan de købe 2-3 kg skrubber som giver betydelig mere mad da man spiser alt undtagen ben og indvolde, det betyder ca. 75% kød af fisken mod de ca. 40% vi får ud af fladfisken i Danmark. Dertil kan også lægges at der er tale om en virkelig velsmagende fisk som kunderne til skrubberne denne søndag fik smag for. Vi tilberedte ca. 50 kg skrubber skåret i skiver og vendt i Orlydej og stegt i olie, dertil fik de brød og løg.

Det blev en god dag og bl.a. lovede vi støtte til Sanserik som vil åbne en Kambalaburger bar på hovedstrøget i Aralsk. På den kommende søndag laver vi forsøg med forskellige burgere med skrubbe fileter.

Det første møde denne dag kom til at dreje sig om hvorledes vi kunne få indfrosset fisken. Containeren i Tastubek ville være fyldt om et par dage og med Karazier som ikke virkede, Kyzmet som var gået helt i stå og Aknur som ikke kunne komme i gang pga. en alt for stor gæld, så det klart ud til at vi måtte gøre noget. Vi besluttede at anmode Danida om at måtte anvende midler fra projektets uforudsete udgifter for med disse penge at få lavet en workshop til behandling, indfrysning og salg af skrubber. Denne workshop kunne foregå på Aknur. Vi fik udarbejdet en anmodning til Danida som Peder så kunne sende til Danida.

Derefter kom vi af sted til Tastubek hvor Henning og vi sammen med Gulsarda vil opholde os til dagen efter for at få løst problemer og for at få udviklet og styrket en holdbar procedure omkring hvorledes fisken skal behandles før og under opholdet på stationen. Desuden skal det strammes op omkring hvorledes man betjener containeren. Dagen før havde vi fået sendt en fryseekspert af sted til Bugun for at få tjekket og fyldt op med kølevæske da anlægget ikke kører helt tilfredsstillende. Ham skal vi også have til Tastubek og Akbaksty hvor der også skal fyldes op. Det firma vi købte containerne af i Danmark havde fortalt os at vi måtte efterfylde med freon da drivgassen jo er under udfasning i DK.  

Afgang til Akbaksty for åbningen af den 3. Station. Henning bliver i Tastubek for styrkelse af behandlingen af fisken fra stranden til stationen og for indfrysningen.

Turen gik via Akesbe hvor vi skulle aflevere noget lovet materiale til Kolb. Her synes man ikke at være kommet langt med opbygningen af fabrikken. Men man mente at være i gang inden 2 uger. Vi aftalte at vi på tilbagevejen skulle opsamle Kolb og tage ham med til Tastubek for at han kunne se på anlægget om det skulle mangle freon. Han ved meget om sådanne anlæg og ligeså vigtig – han har freon som han kan undvære.

Efter et ultra kort ophold i Akesbe hos Demeov fortsatte vi turen mod Akbaksty hvor vi ankom midt på eftermiddagen. Da vi ankom til byen var man meget langt fra at være færdige med stationen. Tydeligvis var der ikke tilstrækkelig opbakning omkring denne station. Der var for få mennesker i arbejde og selve stationen var ikke dekoreret overhovedet så det synes ikke muligt at få foretaget en officiel åbningen dagen efter. Dette sammen med det faktum, at man ikke havde formået at få fiskerne på havet så der kunne være fisk til åbningen, fik det hele til at fremstå som meget mangelfuld.

Vi gik i gang med at få opstartet generatoren og fryseanlægget. Generatoren var vel opsat, dog med en meget lille dieseltank og det er jo ikke for godt til en Detroit som bruger en stor mængde olie til køling af dyser, men man lovede at en større var på vej. Regulatoren var også i uorden, men man havde fået fixet den således den kunne sættes i en fast omdrejningstal. Vi fik startet og motoren gik fint i gang og kørte meget jævnt. Derefter startede vi fryseren og den gik i gang med det samme og kørte meget smukt. Ret hurtigt fik vi temperaturen ned på nul og efter en time havde vi frost på systemet. En plastflaske med vand blev til is på under en time. Alt i alt måtte vi sige at systemet fungerede. Dette sammen med den ene tons olie og de 300 plastkasser og andet udstyr som vi havde fået derud dagen i forvejen gjort det klart for os og andre, at projektet havde opfyldt deres del af aftalen 100%, da de også havde modtaget alle de lovede penge til opbygningen, problemet som stod tilbage var – det havde man ikke fra Akbaksty side.

Vi fik lidt aftensmad og så gik vi til køjs.

Tidlig op for at få sat gang i de mange ting som skulle fungere inden en officiel åbning. Men under morgenteen blev det os klart, at vi ikke kunne åbne under de forhold der forelå. Af hensyn til de 2 andre stationer ville det være forkert at åbne under så mangelfulde omstændighederne. Derfor tog vi den beslutning, at Sasanbay skulle tage plastkasserne og den ene tons olie og laste det for Tastubek, hvor man havde mere brug for dette end her. Derefter ville vi meddele fiskerne, at vi den kommende mandag ville afhente container og generator for opsætning nær Akesbe for der ville ca. 10 brigader være i gang med fiskeriet inden for en uge.

Vi kaldte fiskerne sammen og derunder fik de beskeden om, at “stationen” var under afvikling. Under mødet fik vi at vide, at en af brigaderne havde forladt byen samme aften for at fange fisk til åbningen af stationen. Denne brigade havde forsøgt at få andre med men de havde ikke lyst til at fiske, da deres både endnu ikke var bragt i orden. I det hele taget kunne de bruge den undskyldning med ikke at havde både fordi Mishaz ikke havde repareret dem igen og igen. Men vi fastholdt at manglerne var store og at der også var en stor mangel på virkelyst og ånd over denne station, så vi mente at stationen i hvert fald midlertidig måtte flyttes til Akesbe.

Inden vi forlod byen kørte vi forbi Akbaksty akimen for at give ham en orientering om vores beslutning. Han modtog os og vi fik afleveret en rapport. Akimen blev meget opbragt og han afgav en lang forklaring om hvad der var gået galt.

1. Zhaulhan havde svigtet.
2. 2. Lederen af stedets sovkhoz havde modarbejdet ideen om fiskeriet siden denne kom på banen, bl.a. fordi fiskeriet sikkert ville borttage mange unge mænd fra “statsbruget”.

Vi talte en del sammen om dette og da akimen gik i forbøn for stationen og at nu selv ville tage ansvaret for at stedet kom til at fungere efter hensigten, tog vi den beslutning at lade stedet blive hvor det var i en periode på mindst 3 md.

Vi indkaldte til en hurtig åbning og herunder blev rollefordelingerne gjort klare, og vi kunne fortsætte mod Akesbe og Tastubek efter at vi havde fået te og tilbehør hos Akimen.

I Akesbe optog vi Kolb og vel ankommet til Tastubek gik han i gang med at få målt på frysekapaciteten. Henning havde fundet ud af en del mht. hvordan det hele virkede og nu da anlægget var blevet totalt afrimet kørte det bedre end nogensinde, det lå hele tiden med minus grader. I det hele taget fungerer det godt i Tastubek, fiskerne behandler fisken godt, dvs. sørger for at den bliver overdækket når den er landet på stranden. Fisken er vasket og klar til afhentning når de lander. På stationen er teamet på 3 mand effektive og fisken bliver skyllet og lagt i plastkasser som er rengjorte. De er alle blevet forsynet med nummer så man lettere kan holde styr på hvem der ejer fisken. Et udmærket system som også vil virke når landingerne vokser i starten af oktober. Alle er enige om at det er for varmt også selv om temperaturen er faldende og nede tæt ved nul om natten.

Samme aften besluttede vi at Zhannat og Henning skulle køre til Aralsk for at få sat skub i Aknur og midt om natten samme nat får vi så lastet de første fisk (7 tons) i 2 lastvogne som så kørte mod Aralsk.

Tidlig morgen – inden teen – var vi forbi stationen. Her stod Kolb stadig fordybet i mystikken omkring hvorledes denne container virkede. Den manglede ikke freon og det eneste vi blot skulle holde i gang var afisningen som skulle virke, hvis ikke automatisk, så manuelt. Han havde stået der hele natten og fået styr på grader og hvorledes sammenhængen mellem temperaturen inden i containeren korresponderede med temperatursættere osv. Under et havde han virkelig fået meget styr på det hele og han havde også fået denne viden afleveret til den teknisk ansvarlige på stationen.

Gulshada og jeg fik også afviklet et kondolence besøg hos Ablaikans onkel som samme nat havde haft dødsfald i familien. Onklen, en gammel fhv. fisker på 86 år var død og familie og venner var ankommet til huset. Vi fik mange historie og 2 dags Bisbarmak samtidig med at vi ventede på TV 1  “Abar” og Akimen som skulle på havet for at vise den måbende kazakiske befolkning at han er en mand af folket.

Kl. 14.00 ankom foreningens jeep med Artai som fortalte at hele opsætningen var blevet aflyst fordi TV1 ikke var ankommet til Aralsk fra Almaty. Vi kunne køre på stranden for at informere de ventende fiskere at de godt kunne tage på havet – der kom ingen borgmester og noget TV.

Vi fik aftalt de sidste detaljer, bl.a. at den store last/frysevogn, en Alka fra Aknur (hvor fryseren dog ikke virkede) skulle læsse de sidste fisk, men først efter det var blevet mørkt, for derefter at køre til Aralsk om natten, nu var det efterhånden blevet rigtig koldt om natten. Derefter satte vi kursen mod Aralsk, dog først efter at vi havde måttet deltage i en bøn for den gamle babuska i SanSans hus som døde i feb. dette år. Bønnen blev efterfulgt af en større portion kamel Bisbarmak.

I Aralsk var der ved at komme omdrejninger på behandlingen og indfrysningen af fisken. Henning og Zhannat havde måttet vække direktøren på Aknur, Marat, kl. 02.00 for at høre om Aknur nu også var klar til at modtage de fisk som nu var på vej fra Tastubek. Og tidlig morgen gik man i gang med at få sat de ca. 200 kasser fisk på køl. Det havde været en begivenhedsrig nat hvor meget skulle gennemgås før man fik påbegyndt indfrysningen af fisken. Strømmen havde også svigtet så tidlig samme morgen var man forbi akimen for at få ham til at lægge pres på el-selskabet for levering af den lovede strøm.

Henrik ringer, på vegne af Peder, og informere os om at der ikke vil være væsentlige problemer med at bruge af projektets uforudsete udgifter, blot var det ikke helt klart for Danida om vi tidligere havde anvendt midler fra denne konto og også om vi havde fået alt på plads i 1999 regnskabet. Men med disse ting i orden, skulle der ikke være problemer. Så vi går nu i gang med de nødvendige realitets forhandlinger med ledelsen på Aknur, de kommer til at foregå i morgen tidlig.

V var ude på Aknur for at få et overblik over situationen med de ca. 13.000 kg skrubber. Man havde lagt ca. 3.000 kg på frys, men systemet var ikke oppe på fulde omdrejninger. Bl.a. manglede man ca. 30 tons vand i kondensatoren og hele bygningen med indhold skulle nu ned fryses ned – det tager tid. Vand problemet ville vi løse tidligt den kommende dag hvortil vi fik bestilt 6-7 vandvogne som skulle fylde det bassin som udgjorde kølesystemet til kompressorerne.

Hele behandlingen af fisk og overdækningen og rengøringen på stedet skulle der også strammes op omkring. Men ifølge Henning som havde fulgt udviklingen på Aknur de seneste 2 dage så var der virkelig sket fremskridt på de fleste områder. Også de ca. 20 m/k som nu var kommet i arbejde var meget glade for igen at få fisk mellem hænderne.

Dagen starter med at Marat fra Aknur kommer til møde omkring den samarbejdsaftale der skal udarbejdes og underskrives. Han medbringer en liste over de udgifter som Aknur vil få over de kommende 3 md. ca. 1 mill. Tenge minus profitten til Aknur. Vi udarbejder et overslag som tager udgangspunkt i, at workshoppen omsætter 100.000 kg fisk og dette overslag ender op med ca. 500.000 i overskud hvis fiskerne garanteres 30 Tenge/kg og fisken sælges for 60 Tenge/kg og Aknur vil da få 5% profit. Men dette overskud vil vi helt sikkert skulle henlægges til uforudsete udgifter og vi vil sikkert også skulle påregne at bruge af de ca. 3.000.000 som vi lægger i workshoppens pengekasse. Men hvis vi omsætter mere end de 100.000 – hvad vi også burde gøre over 3 md., vil vi sikkert kunne bevare projektets bidrag på de ca. 20.000 US$. Der blev nedsat en styregruppe med Zhannat, Aksabak, Marat, Sasanbay, akimen og med mig over Internettet.

Derefter indkaldte akimen os til møde for at blive orienteret om vore resultater og perspektiver. Han ville også have alt på plads til morgen hvor Arbar Kazakstans TV1 nu endelig ville være i Aralsk og at vi skulle nu på fiskeri og vi skulle sælge fisk på markedet, dette mediefremstød blev aftalt i detaljer. Dernæst ville han have os til byen Turkestan i den centrale del af landet, den 28/9, hvor byen fejrede sit 1050 års jubilæum. Vi skulle stille op med en Aralsk stand, som tilbereder og sælger skrubber. Alle byer i Kazakstan var blevet pålagt af præsident Nasabajev, at stille med en stand til den byfest. Vi aftalte, at vi ville gøre alt for, at Aralsk standen kom på plads og foreningen ville også bidrage økonomisk, dvs. med fisk, til dette stort anlagte reklame fremstød for skrubber, detaljerne skulle nu aftales af de som få ansvaret for dette projekt.

Henning arbejdede hele dagen med at få renset de ældste af skrubberne som henstår på Aknur og venter på at blive indfrosset. Selv om Aksabak siger at alle skrubber er helt i orden, så mener vi nu nok at de første som blev fanget er meget langt fra at være kvalitetsfisk. Men med indvoldene udtaget bliver de i det mindste ikke ringere de kommende dage.

Samme aften er der inviteret til fest hos Gulsarda og Nurdula (Nurik). Det bliver en dejlig aften med herlig mad, salater og meget velsmagende retter. Familien er meget musikalske og der blev spillet og sunget hele aftenen.

Søndag 24/9 – Tv optagelser i Tastubek og på markedet i Aralsk

Der bliver holdt bestyrelsesmøde og møder med de fiskere som ikke fik udleveret udstyr og kreditter. Raim kollektivet er endnu ikke kommet ud på fiskerpladserne da de afventer en lovet kredit på 500. 000 fra akimatet. Projektet havde ydet dem en kredit på 100.000 Tenge, med det er ikke nok ifølge Erboll. Vi har et møde med akimen for at tale Raims sag mht. deres lovede kredit og man lover os at sagen bliver afviklet i denne uge. Djambul har også udsigt til en kredit på 500.000 fra akimatet også de venter på udbetalingen.

Samme aften har Sanserik inviteret os på middag i hans landevejs restaurant uden for byen.

Tirsdag 26/9 – skrubber til Turkestan og problemer med fiskeriet i syd

Onsdag 27/9 – et større fremstød i projektets sydlige område.

Dagen var afsat til vor hjemrejsedag, men pga. situationen i syd, besluttede vi at blive i området en dag mere. Vi ville meget tidligt køre mod Bugun og der få et overblik over hvorledes det stod til med stationen og hvordan Askebek klarede situationen. Desuden skulle vi helst nå at besøge alle fiskerne som nu lå i de mange lejre ud ved kysten og i deltaet. De skulle alle have at vide, at nu måtte de i gang med at fange skrubber ellers måtte de levere garnene tilbage, sammen med at de fik tilbagebetalt de seneste kreditter. Vi ville give dem det ultimatum, at fra og med den kommende mandag skulle deres landinger indeholde mindst 50% skrubber ellers ville vi anse dem som Sandart fiskere og som sådan udenfor de kriterier hvorefter de kunne få støtte fra projektet.’’

Mht. stationen og Askebek så det ikke for godt ud. De fleste fisk, som kom til stationen var sandart og det sammen med at de fleste fiskere i området ikke har tillid til Askebek, fik perspektiverne for stationen under Askebeks ledelse til at fortone sig bag horisonten. Lige her og nu er det ikke noget vi kan gøre, men fra og med næste sæson måtte der sikkert skulle foretages vidtgående ændringer, måske så store at vi måtte flytte hele stationen til f.eks. Akesbe, men det er en situation som vi først skal tage stilling til næste år.

Efter besøget på stationen tog vi Askebek med os ud til fiskerne, de første af deres lejre ligger ca. 25 km fra Bugun. Ved den første fik vi samlet ca. 50 fiskere. De var ved at læsse deres fangster på en lukket lastvogn som skulle til Aralsk, til Karazier. Langt hovedparten af fangsten bestod af Sandart.

Stillet over for vores ultimatum måtte de nu alvorligt overveje at tage mod nord og flere brigadeledere var da også klar til at flytte selv om man nu havde fået sig godt etableret på denne strand. Men man er udmærket klar over at aftalen med projektet ikke bliver overholdt. Sådan et møde blev afholdt 3 steder i området og vi fik talt med langt hovedparten af de fiskere som befinder sig nær deltaet. Også her blev det klart, at Askebeks brigader var de dårligst organiserede, de fleste af fiskerne i de brigader er slet ikke fiskere, men folk han har fået samlet i en hast. Det står mere og mere klart at vi har begået en fejl ved at opstille stationen Bugun, Askebek har ikke det nødvendige fundament. Hele balladen i foråret med breve fra akimen og breve fra os til akimen osv. med forslag til at lade containeren blive i Aralsk og ikke at opsætte nogen station i Bugun osv. burde havde ført til at vi ikke fik opstillet, men vi fulgte vores plan også af hensyn til Aral Tenizis daværende præsident.

Efter Bugun gik turen mod Syr Darya floden for at få kontakt til de mange fiskere som fisker direkte i floden, sikkert med danske garn. De er nu ikke nemme at finde da de gemmer sig i de høje rør- og siveskove som står i deltaet. De laver faktisk et huslignende  rum i sivene og her bor man så i sæsonen. Små pramme er nok til dette fiskeri. Et sted fik frokost, nogle fugle tilberedt sammen med pasta. Alle bruger de danske garn og vi gør klart over for de grupper vi har aftaler med at de skal søge ud til søen for at fange skrubber hvis de vil beholde garnene. Den største gruppe Prikeivs brigade har udviklet et meget organiseret fiskeri og vi fik en meget lang og seriøs snak med ham og hans folk. Han lover nu 100% at tage til Akbaksty med alle sine folk og han bliver der vinteren over. Vi er tilbage i Aralsk kl. 2.00

Vi har et møde med de 6 unge tolke, Gulzada, Ackmaral, Aigul, Nurzhan, Edige og Serik  som skal til Danmark senere på året. De har arbejdet på dette projekt i et år og de er selvklart meget forventningsfulde. Claus og Henriette har givet gruppen en god ballast til denne rejse. Men de praktiske problemer med myndighederne omkring pas og visa er meget store. Nurzhan rejser med os til Almaty for at få pas og visa på plads for 3 af deltagerne.

Der er fest hos Sasanbay med det hele og med alle, og kl. 2.30 er der afgang mod stationen, mange farveller og mange skåler og så af sted mod øst.

Fredag 29/9

Lørdag 30/9

Søndag 1/10