Til læserne af disse dagbøger skal det understreges, at de mange navne som optræder kan forvirre i og med at de kan være stavet forskelligt. Også derfor er projektet gået i gang med at få opbygget en database for fiskeriet i Aralsk regionen. Og den bliver så standarden for hvorledes vi skriver navne og steder på engelsk.  

14/2

Afgang Kastrup mod Frankfurt kl. 7.10 med Lufthansa. Møde med Zhannat og en kazakisk delegation i Frankfurt. De havde deltaget i en  international konference i Spanien om vådområder og sikring af vand. Zhannat havde holdt et indlæg om vores projektet og Aral Tenizi’s SGF støttede projekt og det var blevet vel modtaget. Foruden Zhannat var der 2 fra ministeriet og 2 fra IRAF ”The International Rehabilitations Aral Sea Fond”.

Kl. 11.10 er der afgang mod Almaty, ankomst kl. 23.00 hvor vi blev modtaget af Makhambet og Dinare.

Undervejs til Almaty bliver jeg godt og grundigt opdateret mht. de mange begivenheder omkring Aral og projektet og den nu underskrevne aftale mellem Kazakstan og Verdensbanken et projekt til 62 mill. $ plus 21 mill. $ fra den kazakiske regering til støtte for genopretningen af Lille Aral og til udvikling af fiskeriet i Aralsk regionen.

Kasakstanske Pravda skrev bl.a. at de mange penge skulle bruges på dæmninger, diger og sluser m.m. Men artiklen beskrev mere i detaljer vores projekt og at der nu skal sættes ind på at få udviklet fiskeriet i Aralsøen, med særlig vægt på skrubbefiskeriet.

Det er ingen tvivl om, at det er det tætteste vi har været på et egentlig gennembrud i de mange års forhandlinger mellem Verdensbanken og Kazakstan om støtte til Aralsk regionen. I aftalen som Zhannat har i kopi, beskriver anneks 8 Terms of Reference hvorledes man vil gennemføre opgaven med udviklingen af fiskeriet i regionen.

Hovedelementerne er først en masterplan og så selve implementeringsfasen som forventes at vare mellem 3-6 år. Aftalen stiller op med 2 - 4,3 mill $ og man forventer at i alt 6 mill. $ vil blive resultatet. Af andre donorer nævnes UNDP, USAID, TACIS The Islamic Devolopment Bank, The Kuwait Fund, The Aga Khan Fund, The Central Asia Enterprise Support Fund og som denne række sluttes af  "and the Danida assisted Aral Tenizi NGO, or its incorporated equivalent, which may be the preferred channal to oprate the credit scheme for capture fisheries and processing and provide training to fishermen. The total estimated cost (US$ 6,0 million) for the necessary interventions has been included in the project costs and US$ 4,63 million would be financed from the loan"

Denne udvikling forklarer sikkert hvorfor den fhv. minister for fiskeriet, som jeg skal møde i Almaty, er blevet meget aktiv i regionen. Og han er åbenbart også gået i gang med at promoverer mig, så jeg kan blive givet en orden fra højeste sted i Kazakstan

I Kazakstan har der været problemer mellem præsidenten og regeringen. I nov.  2001 trådte den siddende regering trådte tilbage og man har endnu ikke fået stablet en ny på benene.

15.2 Almaty

Almaty. Dagen var planlagt til flere møder og en pressekonference.

Makhambet og Janna rejser til Skt. Petersborg samme morgen for at møde prof. Aladin og en franskmand og de skal sammen, over de kommende 4 dage, få lagt en køreplan for et projekt omkring Aralsøen. Projektet er støttet af INTAS og en fransk fond el. offentlige midler. Projektet handler om at man bl.a. via satellit bliver i stand  til at overvåge situationen i og omkring Aral. Der er også indlagte undersøgelser af skrubbebestanden og undersøgelser af maveindhold i skrubber og sandart. De nærmere omstændigheder omkring dette projekt får jeg viden om når jeg er tilbage fra Aralsk.

Første møde denne dag blev pressekonferencen. Vi fik opsat den medbragte bærbare computer og vi lånte en fremviser til storskærm. Og på denne viste jeg billeder fra Aral og billeder fra Antons projekt sidste år.

Kl. 11.00 gik vi gang og der var et flot fremmøde i alt 20 journalister heraf var 4 tv hold. Konferencen var blevet planlagt og indkaldt af Zhannats veninde som arbejder "Environmental PressCentre Oxana Tarnetskaya - hun havde udført et godt og gennemtænkt forberedelses arbejde.

Vi introducerede med vægt på den aftale der var indgået mellem Verdensbanken og Kazakstan for et par dage siden. Denne sag fik da også den største opmærksomhed under mødet, hvor vi fik stillet mange spørgsmålet. Konferencen sluttede kl. 13.00. Vi viste mange billeder og herefter bør der ikke længere være tvivl om at vi skal have købt/sponsoreret sådan et udstyr til storskærm til M/S Antons aktiviteter - det er meget enkelt og meget effektfuld.

-         samme aften så jeg 3 nyheds udsendelser hvor vi var med og de fjerde var der også, men blev sendt på samme tid som en af de andre.

Andet møde blev et møde i UNDP med Saule Akanayeva leder af UNDPs kontakt til pressen. Hun havde ønsket dette møde fordi hun af kontoret i New York var blevet bedt om at fremskaffe flere oplysninger om fiskeriprojektet. De havde offentliggjort en reportage om projektet på deres hjemmeside og det var flere oplysninger til denne man gerne ville have. Vi fik udleveret de mange spørgsmål og vi lovede at få svaret på dem i den kommende uge.

Tredje møde blev på Zhannats universitet. Vi mødte lederen af Environmental and Technology fakultetet Murat R. Istamkulov og ass. Professor Natalya N. Druz  De havde ventet på dette besøg og de havde store planer for hvorledes de kunne medvirke omkring Aral. Dette og Natalyas planer om at få etableret en NGO/forening fyldte det meste af mødet. Vi fik dem dog overbevist om, at vores virksomhed ikke er fokuseret på det videnskabelige arbejde og at vi som sådan ikke er oplagte partnere for dette videnskabelige institut. Men vi talte også en del om aftalen omkring Aral mellem Verdensbanken og Kazakstan og de muligheder der måtte ligge i denne fremtid. Jeg skulle havde givet en forelæsning for en gruppe, men desværre kunne vi ikke gennemføre i dag pga. andre møder.

Fjerde møde blev med "BASPANA" som jeg var blevet opfordret til at besøge af Birgit fra Folkekirkens Nødhjælp som støtter denne organisation.

Det er en organisation med en betydelig styrke. De har en spændende historie, med en ægte græsrods aktivisme med landbesættelser til fordel for de fordrevne fra bl.a. Aralsk regionen og Semipalatinsk. Nu er de en etableret organisation, med moderne kontorer og mange ansatte, væbnet vagt osv.

Vi holdt møde med vicedirektøren Yerman A. Zhamankulov og koordinator Marina T. Kunarova. Det blev et udmærket møde hvor vi fik fremlagt en ide om en "bro" mellem Aralsk og de mange mennesker fra Aralsk regionen som nu bor i Almaty. En "bro" af mennesker, fisk, informationer og udstyr mellem disse to grupper. Baspana har arbejdet i flere år med at finde boliger til de mange mennesker som kommer udefra landdistrikterne og ind til storbyen. Her møder de som velkendt i andre lande, ofte store problemer. De har genhuset mange fra Aralsk regionen og mange af dem bor i de samme byområder og er som sådan ikke så svære at få kontakt med. Det som kunne få en sådan bro til at blive spændende - også set med donorøjne - er det faktum, at disse mange mennesker er blevet presset, både direkte og indirekte, til at forlade regionen. De har brug for en bedre kontakt mellem familierne og de har brug for arbejde.

Igen kom Verdensbank projektet på dagsorden netop fordi de mange penge vil give arbejde også til udviklingen inden for fiskeriet. Og det i sammenhæng med, at Aralsk befolkningen blev presset ud af regionen og at de måske nu kan se en mulighed for at vende tilbage, gør bestemt ikke et sådant projekt mindre interessant. Et samarbejde mellem LLH og FKN og de to kazakiske organisationer er måske mulig inden for den brede vifte af opgaver der kommer med et sådant broprojekt.

Baspana kunne se disse muligheder og de går nu i gang med at finde ud af hvor mange der bor i Almaty og omegn og hvor de bor. Disse oplysninger får vi så når jeg vender tilbage til Almaty efter Aralsk.

Femte møde blev med den fhv. fiskeriminister Sarzhanov. Han er en ældre herre som minder en smule om Tairov den ældre. Han var minister i perioden 1982 - 1992 og han har også haft mange andre titler. Han fortæller, at han startede som fisker på Aralsøen og at han derfra arbejdede sig op af rangstigen mod ministerposten. Hans familie bor i Aralsk regionen og nu kommer han der ofte, fortæller han. Han vil meget gerne have indflydelse på projektet og han har egne planer om at få skabt et system af fiskedamme nær Amanotkel.

På mine spørgsmål om hvorfor vi ikke havde mødt hinanden tidligere svarede han noget undvigende. Men så meget forstod jeg, at hans forhold til den fhv. Akim Alasbaj, Aimbetov og den fhv. akim i Kyzylorda har spillet en rolle. Men nu havde den nye akim i Kyzylorda kaldt ham til sig for at stå i spidsen for en organisering af fiskeriet i regionen. Han var netop ankommet til Almaty fra et seminar i Aralsk - hvor Aral Tenizi havde deltaget - og her havde man lagt en første plan for fremtiden.

Vi talte længe om fremtiden og vi blev enige om, at det nok ikke var særlig hensigtsmæssigt, at han nu gik ind i projektet. Derimod ville det være nyttigt, om han nu satte sig for at være med til opbygningen af og gennemførelsen af den donorkonference vi planlægger til afholdelse i efteråret 2003. I parentes bemærket fortæller han, at han under seminaret havde fremlagt ideen om at Kazakstan nu får givet Kurt en stor orden, som tak for den store indsats der var foretaget i Aralsk regionen. (Med min sædvanlige beskedenhed mente jeg nu nok at jeg kunne klare mig med en lille orden, men hvis ikke det kunne være anderledes ja så ville jeg da ikke sætte mig imod at få en orden).

Fra flere kilder har jeg fået oplysninger om, at der har været en skandale omkring Sarzhanov -  noget med en fond til støtte for børnene i Aralsk regionen. Den sag skal jeg forsøge at få afdækket. Når jeg er tilbage fra Aralsk den 9/3 vil vi holde endnu et møde.

16.2 Almaty

Møder hele dagen

Første møde blev en amerikansk journalist Ilan Greenberg som skriver til magasiner og aviser. Han havde skrevet en del om projektet og ville nu have min beretning og historie. Det blev et længere interview og han lover at sende kopi af det han skriver.

Andet møde blev med de mennesker i Almaty som kom så grueligt galt af sted med at sælge skrubber sidste efterår. De er meget klemte pga. af de 12 tons fisk som de måtte kassere fordi de var rådne. De har mistet 600.000 Tenge på den sag.

Vi blev enige om, at de ikke har noget krav på projektet, men de vil meget gerne have om jeg kunne gøre indflydelse gældende i Akbasty, som havde lovet dem en ny sending som erstatning for det de har mistet. Jeg lovede at gøre hvad jeg kan og er det ikke nok da at tage en ny snak med dem om hvad vi så kan gøre. De har jo solgt en del fisk i Almaty inden det gik galt og det vil de gerne fortsætte med. Hvis det ikke lykkes med Akbasty vil vi få udarbejdet en redegørelse for sagen og så må vi tage sagen op i DK og i Aral Tenizi.

Tredje og meget lange møde var med repræsentanten fra Israels MASHAV, Emmanuel Libin, koordinator i Kazakstan. Han har store problemer med Aimbetov og han vil meget gerne om vi kan samarbejde om at få Kosjar dambrug projektet til at fungere.

Israel støtter landbrug og fiskeri men mest med konsulent arbejde som vi kender det fra Tacis. Men med Kosjar var man gået noget længere og havde tilbudt fiskeopdrættet nyt udstyr til en værdi af 200.000 $, hvis man fra kazkisk side anvendte det samme beløb.

Mens Libin var overbevist om, at Aimbetov allerede havde modtaget de 200.000 $, var jeg på min side overbevist om, at det havde han ikke. Og om han overhovedet havde modtaget penge af betydning stillede jeg også store spørgsmålstegn ved, for det ville være underligt. For det eneste sted hvorfra man kunne tænke sig at de mange penge skulle komme, var fra den nylig indgåede aftale. Men før end præsidenten har underskrevet aftalen til endelig godkendelse - og det gør han mig oplyst først om 2 uger - vil der kunne udbetales penge af dette lån.

I øvrigt havde jeg vanskeligheder med at se denne sag som et sag mellem Kosjar og Israel og med Aimbetov som tovholder. Jeg tror ikke, at hvis Kosjar nu virkelig skal genopbygges - som man har talt om i flere år - og som også ligger i udviklingsplanen for fiskeriet i regionen, at det bliver med Aimbetov ved roret.

Alt dette fik vi talt om og mr. Libin så mere og mere opgivende ud. Og som han sagde til sidst, hvis Aimbetov ikke inden midten af marts har gennemført hans del af aftalen, så bliver der overhovedet ingen aftale. I marts udsender MASHAV en koordinator til Aralsk regionen hvor han vil tage ophold i de kommende 2 år. Men kun for at føre tilsyn, han har ikke penge med til investeringer kun til løn og ansættelse af en tolk og til bolig. Selv mente Libin ikke at der var penge i aftalen til jeep og chauffør. Jeg lovede ham at tage en tur til Kosjar og tage en snak med Aimbetov og så kunne vi fortsætte når jeg vente tilbage fra Aralsk.

Aftenen blev brugt på en fest med Lindsy som skulle tilbage til Canada efter at hun har arbejdet hos GEF.

Efter festen havde jeg et aftensmøde med lederen af SGF Raushan - som jeg kender fra hendes besøg i DK i 1994. Vi drøftede mulighederne for at Aral Tenizi kunne stige i graderne fra SGF  small grant program til medium grant program på max. 1 mill. $ Raushan mener der er gode muligheder for det og med et besøg fra kontoret i New York i den kommende måned vil hun tage sagen op. Det er helt tydeligt at hun synes meget godt om det der sket indtil nu og dertil holder hun af Zhannat og vores projekt.

17.2 Kyzylorda

Op meget tidlig og taxi til lufthaven efter at have hentet Zhannat

Derefter afgang med fly til Kyzylorda og taxi indtil byen

Installeret på hotel og klargøring til møder i morgen. Vi skal møde viceakimen og derefter akimen. Jeg skal også huske at få mit visa registreret og stemplet.

Samme aften har vi inviteret vores kontakt i akimatet på middag Balzhan Shamenova på en udmærket spisested

18.2 Kyzylorda

Under morgenmaden mødte vi en konsulent fra et sagførerfirma i Almaty. Han talte glimrende engelsk og da han hørte at jeg kom fra Danmark sagde han noget meget interessant. Han var rådgiver for Maersk Oil i deres olieefterforskning i Kazakstan og han var partner i dette relativt store og omfattende sagførerfirma. En meget venlig mand som øjeblikkelig tilbød os at arrangere et møde med Maersk i Almaty. Vi aftalte at kontakte ham inden vi kommer til Almaty næste gang.

Første møde med Balzhan som mener at en eventuel donorkonference bør afholdes meget tidligere end vi planlægger. Vi fik måske ikke overbevist hende om at det ikke kan lade sig gøre, men vi kan under ingen omstændigheder fremrykke vores planer om en konference.

Vores samtale med viceakimen gik mere på de konkrete muligheder i udviklingen af fiskeriet i lyset af aftalen mellem Verdensbanken og Kazakstan. Han brugte en del tid på at forklare os, at man var særlig interesseret i akvakultur. I det hele taget ville han meget gerne have joint venture projekter med vestlige partnere, hvor man lokalt vil søge for alt det man kan lokalt, som f.eks. bygninger og andre konstruktioner, herunder selvfølgelige de nødvendige lønninger til det lokale arbejde. Fra vesten skulle man så stille med moderne teknik og viden. Vi talte lidt frem og tilbage om denne sag, men vi sagde også, at det efter vores mening vil blive meget vanskeligt at få vestlige investorer til at investere i regionen inden for en overskuelig fremtid.

Derefter havde vi et møde med akimen. Han på hans side var mere interesseret i at give os en orientering om situationen i Kyzylorda samt en redegørelse for aftalen mellem Verdensbanken og Kazakstan.

Akimens redegørelse, først aftalen. Parlamentet havde nu for et par dage siden godkendt selve aftalen til de 65 mill. $  fra Verdensbanken som et lån over 20 år og 21 $ fra Kazakstan. 

Hovedoverskifterne er følgende: De tre store sluser dæmnings og spærrings anlæg på Syr Darja systemet, Chardara ved den kunstige sø Arnasai ved Taskent, ved Kyzylorda og Kazalinsk og de sidste ud mod Aralsøen Aitek og Aklak skal udbedres så de kommer til at virke efter hensigten. Dvs. at de kun lukker det nødvendige vand ud i kanalerne og at de dermed bliver i stand til at sikre mest mulig vand ud til Aralsøen. En anden og for befolkningerne langs Syr Darja floden vigtig funktion ved spærringer, dæmninger og sluser bliver også at sikre dem mod oversvømmelser under de voldsomme tøbrud hvert forår. Med denne sikring bliver det så muligt at genoprette Lille Aral som en næsten ferskvandssø. Hertil skal den såkaldte ”Berg Strait” dæmning genopbygges og der skal etableres et betydelig antal km. diger. 

Ovenstående opgaver, samt kapacitets opbygning i de kazakiske institutter og ministerier, studier, monitorering og evalueringer vil over de 6 år tage hovedparten af de afsatte midler. Til udvikling af fiskeriet i og omkring Lille Aral er der afsat 4. 3 mill. og ifølge akimen forventes det at udenlandske donorer vil gå ind med en betydelig medfinansiering også noget mere end skønnet af Verdensbanken. Om 2 uger vil præsidenten have underskrevet aftalen og ifølge akimen vil han gøre det uden ændringer af betydning.

Flere gange spurgte han mig om hvem der skulle tage stå for opgaven med at organiserer udviklingen af fiskeriet i regionen, men jeg blev ham svar skyldig. Selv nævnte han ingen navne, heller ikke den fhv. fiskeriminister Sarzhanov. Men han gentog som han også havde gjort på det nylig afholdte seminar (500 deltagere) i Aralsk, at han som akim for provinsen skulle opfordre koordinatoren for det dansk støttede projekt til at fortsætte arbejdet i de kommende 5 år. "Det er jer der har sat dette i gang, nu må også gennemføre det, det er jeres ansvar" sagde han med et smil.

Akimen brugte også en del tid på at give os et indblik i en spændende opdagelse tæt på Barsakelmes ca. 100 km sydvest for Karateren. Han viste os stumper af bygninger med turkis farvede ornamenter, som var fundet på bunden af Aralsøen et sted som nu lå helt tørt. En omfangsrig rapport viste billeder af gravpladser og skeletter samt vægge og andet som viste at der havde der ligget en større by. Fundene var efter Akimens oplysninger dateret til ca. 1500 - 2000 år siden.

Det er en meget spændende opdagelse som viser at Aralsøen tidligere har været tørret helt eller delvis ud, i hvert fald den vestlige del, som også i dag er meget udtørret og hvor der vand, meget lavvandet. Rapporten skulle også ifølge akimen give bud på hvorfor søen dengang var udtørret. Men pga. mangel på tid kom vi ikke dybere ned i denne sag, men det er helt sikkert at vi må have talt med Ferdinand på Mosegaard om denne sag og at vi også selv må "grave" lidt mere i den historie. Måske tager vi ned til udgravningerne når vi besøger Karateren.

Her skal prøves med en delkonklusion:

Aftalen med Verdensbanken er en kredit over 20 år. Dvs. at det i realiteten bliver Astana som vil bestemme hvorledes udmøntningen kommer til at finde sted. Det giver selvfølgelig plads til mange krumspring - og mange vil komme.

Mht. konstruktionerne af dæmninger m.m. ligger det jo uden for vores område og som sådan vil vi sikkert ikke blive spurgt. Men omkring fiskeriet er det noget helt andet. Begge akimer og Bolzhan understregede flere gange, at det var meget vigtigt at vi ikke lukker ned for projektet, de første mange år. Dertil svarede vi, at vi vil lukke projektet "Fra Kattegat til Aralsøen" som planlagt. Vi havde nået vores mål som vi havde sat os for, nu må det projekt lukkes.

Fiskeriet er organiseret, der er opbygget en stor forening, de har udstyr og de vil få mere. Det er så langt som vi kan komme under det formål som styrer projektet "Fra Kattegat til Aralsøen". Nu er fiskeriet klar til at påtage sig de fiskeriopgaver som vil vokse med bygningen af dæmningen og med udviklingen af infrastrukturen på land med behandling og salg af fisk. Men vi fik også understreget, at vi vil kunne spille en fremtrædende rolle i udviklingen af fiskeriet i regionen i de kommende år, men i så fald bør det ske gennem et nyt projekt.

Bliver donorkonferencen gennemført vil det også være et forum for LLH og som sådan kan vi stå klar. Men skal vi tage den aktuelle dagsorden, her og nu, så kunne det være at vi tilbyder at få lavet denne masterplan for udviklingen af fiskeriet i regionen, i så fald skal det ske med accept fra Danida.

Vi kan beslutte ikke at holde konferencen, for i stedet at få lavet denne plan med hjælp af et uafhængig konsulentfirma. Men denne udviklingsplan, som bliver meget omfattende hvis den skal virke efter hensigten, bør da bygges på en fælles forståelse med Danida, at de også er rede til at gå ind i implementeringen af planen og på hvilke områder de eventuelt vil det.

Med Verdensbank aftalen overgår vi til en helt ny situation, hvor der også vil dukke mange nye ansigter og organisationer op. Skal LLH spille den rolle, vi om nogen vestlig organisation er klædt på til i denne sag, skal vi have støtte fra Danida. Det bliver i så fald en helt ny situation og vi vil givetvis også miste den uskyld der har og som også stadig præger projektet.

Første handling bliver så hurtig som muligt at få et møde med Danida for fremlæggelse af sagen. Vil Danida ikke være med, så tror jeg selv, at vi og fiskerne ved Aralsøen, er bedst hjulpet ved, at vi sætter alle sejl for at få en succesfuld donorkonference som afslutning på vores indsats i Aralsk regionen. Vi skal gøre alt for, at udviklingen inden for fiskeriet, bliver bygget på fiskerne og de resultater der er opnået siden 1994. 

Samme aften kl. 21.00 lokal tid ankommer vi til Aralsk og bliver vel modtaget med hvad dertil hører at mad og drikke.

19.2 Aralsk

Dagen bliver fuldt optaget af møder. Første møde i akimatet med viceakimen Serik Zhusup som giver os en længere introduktion til Aralsk rolle i fremtiden efter at aftalen mellem Verdensbanken og Kazakstan er gået i gang.

Næste møde bliver med direktør Tynyshtyk fra det biologiske institut omkring det biologiske arbejde og agenturet for salg og marketing af skrubber. Aral Tenizi har været meget utilfreds og på det materialer de har udleveret har vi også haft al mulig grund til at være utilfreds. Derfor fik vi gjort klart at vi bestemt ikke er tilfredse med de afrapporteringer vi har fået på begge områder. På det biologiske plan mangler vi en rapport, som på et forståeligt sprog give os et indblik i situationen omkring skrubber i Aralsøen. Denne skal foreligge før vi kan udbetale resten af det aftalte.

Mht. agenturet står det rigtigt sløjt til mht. til en afsluttende rapport og sandsynligheden for at kan udbetale resten af de lovede penge til dette projekt, ser ikke for godt ud. Mr. Tynyshtyk lovede os at vi ville modtage en sådan så hurtig som muligt. Men han fik også sagt, at det ikke så lovende ud med positive resultater af agenturets arbejde, men nu ville han søger for en rapport om sagen.

Derefter var vi en tur på skibsværftet for at bese udviklingen omkring færdiggørelsen af de to fartøjer som vi har aftal, det så ikke godt ud. Vi bliver nok nødt til at konkludere, at værftet ikke fungerer og at vi sikkert aldrig får færdiggjort de to fartøjer. Der tales nu også åbent om, at værftet er ved at gå konkurs. Hvad der skal ske med vore to fartøjer er usikkert, men vi har heldigvis ikke penge i klemme, andet end i forbindelse med indkøb og transport af motoren til Aralsk og den har vi stadig. Ponton broerne har de dog fået bygget, i alt ca. 230 meter plus platforme, de er medfinansieret af SGF midlerne.

I løbet af dagen var der flere møder med fiskere som var i byen og som ønskede at fortælle om hvordan det stod til i fiskeriet. Det er tydeligt at fiskeriet efter skrubber under isen har problemer bl.a. fordi isen har været meget usikker pga. det forholdsvise varme klima denne vinter.

Samme aften var inviteret til lederen af elforsyningen til regionen – også han går med planer  om at blive fiskehandler. Han har fået bygget et efter Aralsk standarden meget flot nyt og moderne hus og kompleks tæt ved markedet. Udsædvanlig flot bygning i teglsten og med iøjnefaldende dekorationer inden og uden for.

Han gav os en grundig indføring i elforsyningen og dets problemer og han fortæller, at han faktisk allerede er involveret i fisk og anden handel. Ofte fik han betalingen i form af varer og derefter skulle han så afsætte disse så godt som muligt. I samme møde ville han også gerne introducerer planerne for opstillinger af vindmøller. Han er også klar til dette og han mener sig også i stand til selv at bidrage med en del penge.

Vi roste hans byggeri og initiativer og vi forsikrede ham om, at ville være en naturlig deltager i udviklingen af fiskeriet i regionen nu i lystet af "aftalen". Dette mantra for fremtiden og manges interesse.

Mht. vindmøller nævnte vi for ham, at i DK er vi på vej til at skrotte en del mindre møller, for opstilling af færre men større møller, og at der muligvis ville opstå muligheder for eksport at gode men brugte møller, i hvert fald de dele af møllerne som man ikke kan producerer lokalt.

Situationen inden for fiskeri og transport:

Virksomhederne ”Karazai Kasi” og ”Aknur” er at de i øjeblikket har henholdsvis 32 og ca. 40 tons frosne skrubber og de forventer tilførsler af ca. 20 tons i de kommende dage.

Projektets frysevogn ALKAEN er i Karakanda med 12 tons friske skrubber, en handel som Sarsenbai står for. Han har lejet bilen og det er ikke første gang han været i Karakanda med fisk.

Projektets URAL, den 4 hjultrukne lastvogn som henter fisk ude ved kysten, kom  tilbage med fisk fra Akbasty og chaufføren kunne fortælle at vejene er meget dårlige og at det vil tage meget lang tid for jeepen at komme til Akbasty, derfor aflyser vi turen derud til vejret bliver bedre, dvs. vi får noget frost.

20.2 Aralsk

Dagen starter med at vi fik svaret på de mange spørgsmål fra UNDP vedr. deres artikel på deres hjemmesiden og et interview med Zhumagaly for opfølgning blev også lavet. Det hele sendes til Henrik for videre ekspedition.

Mange kommer forbi, bl.a. Askebek for at høre hvornår vi kommer til Bugun. Tynyshtyk afleverer beretning om agenturets virksomhed og han lover at vi vil få en mere fyldestgørende rapport inden vi kan udbetale resten af de lovede penge til agenturet

Derefter møde med biologen Zaulkhan. Han har fået udarbejdet en rapport som også er oversat til engelsk i en noget mangelfuld udgave. Vi havde modtaget kopi af oversættelsen i DK via mail, men havde ikke reageret da rapporten ikke sagde os ret meget i forhold til opgaven.

Dette forholdt vi nu for Zaulkhan - og det kunne han ikke forstå al den stund at han mente at havde levet op til det program han havde fået godkendt. Det program havde vi ikke set i DK og da vi gennemgik det, blev hans rapport lidt mere forståelig idet han ifølge programmet skulle gennemføre utallige videnskabelige undersøgelser som i parentes bemærket ikke synes at være relevante i forhold til vores projekt. I øvrigt havde vi ham nu også mistænkt for at bruge ældre undersøgelser også det forholdt vi ham.

Vi blev enige om, at han må skrive rapporten således, at den udelukkende beskæftiger sig med det vi ønsker viden om, nemlig hvor mange fisk der blev fanget hvornår og hvor de blev fanget? Desuden skulle vi have viden om størrelsesforhold og viden om deres fodertilstand. Tilslut skulle rapporten give et bud på hvor mange fisk (skrubber) man mener der kan fanges i 2002. Vi blev også enige om, at problemet mestendels skyldes manglende kommunikation mellem ham og os. Da vi lavede aftalen sidste år i maj var han ikke i regionen og derfor måtte vi lave den med instituttets direktør som så ikke har afleveret aftalen til Zaulkhan som vi havde forventet.

Zhannat måtte også tilstå, at hun ikke havde været tilstrækkelig opmærksom på, at det program som instituttet havde fået godkendt sidste år, ikke var dækkende for vores mundtlige aftale. For fremtiden vil vi få oversat et program/jobbeskrivelse af denne art, til godkendelse i DK, inden det går i gang. Til hendes undskyldning tæller, at vi fra og med maj sidste år indgik den aftale, at man derfra skulle overlade så meget som mulige af beslutnings kompetencen til Aral Tenizi.

Sagen er for så vidt et udmærket eksempel på, at beslutningsstrukturen i Aral Tenizi er for centraliseret. Vi skal have udarbejdet en ny struktur i Aral Tenizi for de kommende år, også i lyset af at Zhannat er meget ude at rejse og at hun nu også er gået i gang med et Phd studie på universitet i Almaty.

En af de unge og rigtig gode fiskere fra Raim Dabylov som har fået etableret et kooperativ ”Raim” kom for at fremlægge en plan for købet af en beboelsesvogn. Han skulle bruge 60.000 i kredit til dette køb som han ville foretage i Bajkanur. Vi lovede at se på sagen, men vi kunne ikke love noget, også fordi han har en kredit på 40.000 og vores politik er jo ikke at give kredit førend den gamle er ude af verden. Men vi lovede at se positivt på sagen også i lyset af, at han gør en stor indsats i fiskeriet og derved viser han også andre fiskere i Raim, at der var fornuft i at samarbejde med projektet.

Raim fiskerikollektivet som ligger i landsbyen Kyzylsjar er jo stadig vores smertensbarn med de 4 brigader i fiskerikollektivet som ikke lever op til indgåede aftaler, mest fordi kollektivet mangler lederskab. Erbol som leder kollektivet har ingen fiskerierfaring og han kan simpelthen ikke lede dette fiskerikollektiv med de 4 stærke brigadeledere og han har nu fået oparbejdet en betydelig gæld til projektet og andre også akimatet. Vi står noget magtesløse overfor dette kollektiv. Vi har nu ikke andre muligheder end at opfodre dem til at betale deres gæld eller også nedlægger de kollektivet, for så at få etableret 4 uafhængige brigaderkooperativer.

Det vil igen i år blive en af de store diskussioner når og hvis vi kommer til Raim, hvis fordi det ser mere og mere vanskeligt ud med at komme rundt til landsbyerne pga. det meget dårlige føre. 

Vi havde et andet besøg fra Raim. Det var en af Daukuras sønner som arbejder i Aralsk og som jeg ikke kunne huske at havde mødt før. Han medbragte et brev fra Daukara om et projekt som de gerne ville have sat gang i nær Raim. Projektet handler om at få mere vand i et par søer nær Kyzylsjar, for derved at få noget fiskeri. Brevet bliver nu oversat og han vender tilbage for at høre nærmere.

Efter frokost går turen mod Tastubek. Med os er projektets URAL som skal hjælpe Aknurs URAL som er kørt fast i mudderet mellem Tastubek og Djambul. (se artikel skrevet om denne tur)

Selv den anlagte vej til Djambul var meget opkørt og turen tog et par timer mere en sædvanlig og vi skulle også lige ind forbi Aksabaks familie, sikkert for at forberede et dyr til næste dag. Midt mellem Djambul og Tastubek møder vi de 2 chauffører fra fisketransporten som kommer os i møde. De vil sammen med vores URAL overnatte i Djambul for så at forsøge at få deres URAL fri den næste dag tidlig om morgenen mens jorden stadig var frosset efter natten. Da vi kom forbi deres lastvogn var det tydelig hvorfor de ikke kunne komme længere, den stod begravet i mudder til op over de bagerste hjul.

Vel fremme i Tastubek mødte vi fiskerne som var kommet tilbage fra fiskeri og vi fik afleveret hilsner og planlagt et møde den næste morgen.

Vi skulle overnatte i Ablajkhan hus også for at bese hans nye hustru. Ablajkhan er ikke længere så aktiv i fiskeriet, pga. af hans dårlige ben og Tulkibai Makhambetilev har overtaget ledelsen af kooperativet "Tastubek". Vi får en rapport fra fiskeriet og situationen på stationen.

Generatoren gik i stå her i starten af feb. Og man har endnu ikke fundet ud af årsagen. Men de lover så hurtig som muligt at få klaring på problemet og hvis der skal reservedele med i den næste transport, da at få os givet besked i god tid. Men forhåbentlig er det kun kullene som skal udskiftes og sådanne har vi i reserve fra sidste transport.

Vi fik os installeret, og noget langsomt synes vore kvinder, at teen og derefter den kogte kamel kom på bordet. De forskellige brigadeledere kom forbi til en mindre fest og vi fik snakket meget om strategien for de kommende år. Vi kom vel til køjs ved 2 tiden.

21.2 Tastubek

Vi står op meget tidligt for at holde møde med fiskerne inden de skal på fiskeri kl. 8.00 for da et det blevet helt lyst. Mødet blev brugt til at få orienteret om situationen mht.

Verdensbankaftalen og de omstændigheder den kunne føre med sig inden for fiskeriet. Vi fik flere gange understreget nødvendigheden af, at fiskerne nu får sig selv og fik Aral Tenizi bragt i stilling, mht. at få så stor en indflydelse som overhovedet muligt på de fremtidige planer.

Fiskerne er tydeligvis noget skeptiske også selv om de gav udbrud de rigtige steder. For dem er det jo blot endnu en af en lange række store planer som sikkert heller ikke bliver til andet end netop en plan. Vi forsøgte så godt vi kunne at forklare, at denne plan var en anden i og med at Kazakstan nu havde forpligtet sig over for Verdensbanken og at man nu blev nødt til at opfylde planen, for at kunne gøre sig håb om andre lån i fremtiden.

Fiskerne gav os en orientering om vinterfiskeriet som ikke var så godt som tidligere år bl.a. fordi vejret var meget omskiftende. De der havde fisket længere ude på isen var tilfredse med fangsterne, men med den usikre is var de nødt til at blive inde under kysten og med de forholdsvis mange fiskere og garn på et meget begrænset område måtte fangsterne også blive mindre til hver af de 24 grupper.

Men mht. en deraf forventet nedgang i fiskeriet uge for uge, så var det ikke tilfældet, tværtimod var fiskeriet lige nu noget af det bedste de havde haft denne vinter. Så noget kunne tyder på, at fisken er sent på vej til kysten i år. Skrubberne var også mindre i størrelsen i år inde ved kysten hvorimod de store skulle fanges på det dybere vand, men der kunne man ikke komme til fiskeriet pga. af den tynde is. Men også selv meget små skrubber var med rogn og selv her i slutningen af feb. havde skrubberne ikke smidt rognen.

Efter mødet "startede" fiskerne deres kameler og begav sig mod søen, ridende og siddende på slæderne. Inden vi forlod Tastubek var vi lige indenfor hos Sasan og drikke surbat. Projektets unge protege Eibas var ved at blive klædt på til at gå i skole og vi så det lille menneske i sit fine tøj på vej over mod den nyopførte skole hvor der nu er 7 elever i 2 klasser.

Derefter gik turen tilbage mod Aralsk. I Djambul skal vi igen forbi Aksabaks familie dvs. hendes broder Ali, som hurtig går i gang med at hvæsse kniven og imens det foregik pressede han mig til at spise et ungt dyr. Jeg havde ikke så meget brug for mere mad efter kamelen i Tastubek, men den oplysning kunne ikke stille Ali tilfreds, da jeg ifølge ham aldrig tidligere havde spist et af hans dyr. Det mente jeg nu nok jeg havde, men han viste mig straks billeder af Nils som havde spist et af hans får, så der var ingen vej tilbage, dyret måtte i gryden og med dette dyr ankom de mennesker fra Djambul som naturligt hørte til en sådan begivenhed.

Alis kone er jo datter af Kanaly, lederen af kooperativet ASTA og den ældste af hans sønner blev festens tamadar. Han kunne i øvrigt oplyse, at ASTA havde fanget 8 tons i jan. og feb. og dem havde de solgt for 40 Tenge/kg. I efteråret havde de fanget 15 tons så det er meget godt for dette familiefortagende som vi havde sat i gang med at fiske.

Tilbage i Aralsk var vi ventet af flere, bl.a. en brigadeleder Imanbajev Rzadin og lidt af en forretningsmand, som har brug for kredit til indfrysning og transport af 12 tons skrubber som han har fået samlet samme gennem eget fiskeri og ved at købe hos andre fiskere. Aksabak tager med ham for at se på fisken og hun oplyser at skrubberne ikke ser for godt ud. Det forhold og at han har et udestående på 40.000 Tenge gør at vi må overveje sagen meget nøje. Det vil vi gøre i løbet af dagen og så får besked i morgen. Det synes som en af de vanskelige sager, hvor vi på den ene side gerne vil støtte alle initiativer som sørger for at der bliver solgt fisk, men på den anden side skal vi også tage vare om vore principper med at kredit skal være tilbagebetalt før vi kan give mere kredit. Men denne sag bør kunne løses i og med at hans kredit ligger uden for fiskesalg, men knyttet til selve fiskeriet.

Jeg får også en god lang snak med Zhannat som optakt til de møder der skal afholdes med de ansatte før jeg tager af sted igen. Vi fik skabt en fælles forståelse for vigtigheden af, at få skabt en anden daglig ledelse nu hvor hun er så meget væk, både på rejser, men også med sit studie i Almaty. Vi er enige om, at give høj prioritet til donorkonferencen næste år og at hun sikkert måtte sætte sig i spidsen for de mange forberedelser der skulle gøres. Hun er i øvrigt ikke på løn så længe hun studerer i Almaty og da hendes stipendium er meget beskeden er hun også lidt i en økonomisk klemme.

Vi blev enige om at hun tager en god snak med Aksabak, Karakuz og Akmaral om fremtiden. Vi blev også enige om, at vi bør inddrage Saparbai fra kooperativet "Shynbolat" som ansat i projektet. Han har virkelig udmærket sig de senere år og han har en god status blandt fiskerne også fordi hans far - som lever i dag og er ved godt helbred - var en af de store rigtige fiskere i regionen.

Efter denne samtale vil vi sikkert foreslå følgende forandringer: Zhannat trækker sig ud af det daglige lederskab omkring projektet og Aral Tenizi, hvor hun fortsætter som præsident med de opgaver det betyder. Hun kommer på løn som den kazakiske koordinator for donorkonferencen til afholdes næste år. Vi blev også enige om, at vi fastholder, at det er projektet og Aral Tenizi som står for konferencen måde med hensyn til indhold og deltagere. Den skal bygges på projektets resultater og det uanset hvorledes situationen udvikler sig omkring Danida og aftalen med Verdensbanken.

Vi vil foreslå at ansætte Saparbai - hvis han vil - og han og Aksabak og Karakuz overtager lederskabet af projektet, herunder søger de for at Aral Tenizi fungerer og at der afholdes bestyrelsesmøder m.m. I så fald vil det sikkert magte sig således, at Saparbai og Aksabak i et tæt samarbejde vil sørge for udviklingen i fiskeriet, transporten og andre gøremål i den retning. Karakuz har fortsat ansvaret for det økonomiske sammen med Gulnare og hun vil derved blive frigjort til også at tage sig af de mange planer og ideer der hele tiden kommer til kontoret. Hun skal dog ikke tage stilling til de enkelte forslag, hun skal sagsbehandle og hjælpe initiativerne til at kunne blive godtaget af lederskabet i kontakt med Danmark.

Akmaral fortsætter som kontoransvarlige, men nu med ansvaret for den daglige kontakt til Danmark. Hun kan ifølge Zhannat ikke indgå i lederskabet, da hun ikke synes klar til en sådan opgave.

Talgat fortsætter som pedel og ansvarlige for kontorerne, varmesystemer og udenomspladsen. Spørgsmålet om de andre ansatte afgør man lokalt. Af andre ansatte skal nævnes Rosa, journalisten Kemal og Jedige i projektet "Aral Kvinderne". Juristen og fotografen Nurdulla er også ansat, men jeg ved ikke hvordan. Desuden er der mange frivillige med deres opgaver om gruppen af unge økologer og andre mindre projekter - jeg har endnu ikke det fulde overblik over de mange mennesker som er på de forskellige kontorer hver dag. Agitaj fortsætter som chauffør og dertil kommer Kanat og Nurule to vagtmænd.

22.2 Aralsk

Dagen starter med møder med de ansatte og folk som kommer til. Bl.a. brigadelederen fra Seitovs brigade fra Djambul som har fisket fra Bessaj. Han oplyser til vores rapport at de har stoppet pga. vejret og at de har fanget 2-3 tons denne vinter.

Kl. 11.00 er vi inviteret ud til en skole som underviser i praktiske fag college Nr. 2 under ledelse af Oman Makhambetov. Vi vises rundt og møder eleverne i de mange klasser og der bliver et møde i den store sal med deltagelse af ca. 100 elever og lærere. Vi fortæller om vores arbejde og de forventninger vi har til udviklingen af fiskeriindustrien i Aralsk regionen. Derefter stilles der spørgsmål og det er en rigtig god stemning. Mødet slutter af med en mindre frokost. Vi aftaler at holde kontakten med henblik på etableringen af hold til oplæring i behandling af fisk og til arbejdere som ved noget om motorer og generatorer.

Tynyshtyk og Nursjan dukker op med en rapport om agenturets drift, men jeg får ikke tid til at gå i detaljer med denne og det må vente til i morgen eller senere, hvis vi beslutter os for at drage syd på mod Karateren. En beslutning jeg tror vi tager i aften, da vejret er slået om til lidt koldere vejr og vi vil så kunne besøge flere af landsbyerne syd for Aralsk.

Folkene fra skibsværftet dukker op med besked om at nu er de sidste 30 meter pontonbroer færdige og de mener så, at de kan modtage de sidste penge. Desuden siger de, at de nu virkelig vil gå i gang med færdiggørelsen af det mindste fartøj og dertil skal de også bruge penge. Vi forklarer at vi må have en snak med direktøren Alasjbaj før vi skrider til udbetalinger. Det huer dem ikke rigtig, for direktøren er meget nedslået og ude af drift pga. af hans brors død for nogle dage side, men de bliver nødt til at tage vores forbehold til efterretning.

Samme aften er der fest hos Aksabak til fejring af hendes 46 års fødselsdag.

23.2 Aralsk

Vi starter meget tidlig mod Bugun og derfra til Karateren. Vejen er nogenlunde og turen til Bugun forløber uden problemer. Med på turen er Zhannat og Nurdulla. I Bugun vil vi tale med Askebek og bese stationen. Men han ude ved en af de mange dæmninger som omgiver Bugun så vi beslutter at fortsætte mod Karateren og så vende tilbage til Bugun på tilbagevejen.

Da vi passerer Karasjalan, ser vi at der er meget vand i søen neden for landsbyen end normalt og det skyldes det glædelige, at man nu har færdigbygget kanalen og anlagt de nødvendige diger, så vandet nu kan ledes ind i det system af søer og ud i Lille Aral. Vi kører på disse nyanlagte diger mod Karateren og det er en i forhold til tidligere noget bedre vej. Det eneste køretøj vi møder på denne 140 km lange tur til Karateren er en mindre lastbil med to militærklædte russere som viser sig at være vildt- og fiskeriinspektionen fra Almaty. De er ude for at kontrollere om de der jager og fisker har den nødvendige tilladelse til sådanne aktiviteter.

Vel ankommet til Karateren søger vi mod Prekeevs hus hvor vi møder hans kone som kan fortælle at han er kørt til Akbasty, fordi han hørte at vi var kørt dertil. Vi havde jo opgivet denne tur pga. vejen over Akesbe som alle rådede os fra at benytte og da turen fra Aralsk til Akbasty er på ca. 240 km.

Men nu da Prekeev tilsyneladende havde kunnet tage turen de 100 km fra Karateren til Akbasty ved at kører over tværs Kokaral, efter at have passeret ved den sammenbrudte dæmning besluttede vi også at gøre forsøget, da vi jo meget gerne skulle tale med fiskerne i Akbasty. Efter te og lidt mad begav vi os af sted med en guide som også havde været med til at anlægge dæmningen inden den brød sammen i 1999.

Da vi skulle passerer ved dæmningen mødte vi igen inspektionen og sammen begyndte vi at lede efter en overgang, i den nu meget smalle passage mellem Store og Lille Aral. På denne tid af året, inden tøbruddet sætter ind for alvor, er det et meget smal vandløb som ikke er ret dyb og vi fandt et sted hvor vi kom over uden de store problemer.

Vejen på den gamle søbund, ca. 8 km inden vi nåede op på det tørre Kokaral, var bestemt ikke en vej alle køretøjer kan benytte, men vi kom igennem og efter et kort ophold hos en jæger og kamelejer med en af de bedste subatter jeg har smagt, gik turen mod Akbasty. På vejen møder vi Prekeev som nu er på vej tilbage til Karateren, fordi nu har han hørt at vi er kørt dertil. Vi aftaler at mødes med ham på tilbagevejen fra Akbasty og at han kommer til stede ved overgangen ved dæmningen ifald vi skulle komme i vanskeligheder, der vil nemlig komme mere og mere vand i løbet for hver dag under tøbruddet.

Ankommet til Akbasty opsøger vi akimen og der bliver vi natten over og vi får aftalt et møde med fiskerne næste dags morgen på stationen. Vi får en god middag og går til køjs efter at flere fiskere havde været vejen forbi.

24.2 Akbasty

Morgen starter med et møde på modtagerstationen. Mange mødte op og vi fik beset container og generator. De havde haft lidt problemer med Detroiten, men det synes nu ikke at være mere at man selv kunne ordne dem. Men de ville nu gerne have en anden motor, idet de synes det bruger vel meget diesel.

Efter disse indledende øvelser kunne vi gå lige til sagen. Vi måtte jo beklageligvis konstatere, at organiseringen af Akbasty fiskeriet ikke fungerer. Alle bekæmper hinanden og derfor tages der ikke de nødvendige beslutninger. Fiskerne havde ikke ydet nogen særlig stor indsats denne vinter og det skyldes først og fremmest, at fisken ikke kunne kom væk fra Akbasty i et stabilt mønster, og når der blev solgt fisk til byen, da var kvaliteten så ringe, at prisen blev meget lav. Man havde solgt fisk for 10 Tenge blot for at komme af med den. Dette og tidligere historier om dårlige fisk fra Akbasty, bl.a. de 12.000 kg til Almaty sidste forår, betyder at Akbasty har fået et dårligt ry blandt fiskeopkøberne.

Denne situation havde medført, at Akbasty fiskerne kun havde formået at få solgt ca. 30 tons i jan. og feb. (registreret) Det er de registrerede fangster og de som der skal betales lisens og skat af, men tydeligvis var man begyndt på et omfattende sort fiskeri, dvs. at sælge fisk i mindre portioner til en voksende gruppe af små forretningsmænd, som kunne aftage fra 200 - 3000 kg fisk. En af disse (mr. Karlsson) havde netop hentet 3 tons, men han havde åbenbart overvurderet sin lille lastbils ydeevne og undervurderet vejens tilstand og var nu kørt ubehjælpsomt fast på strækningen mellem Akbasty og Akesbe. Her stod Saparbai i en lignende situation med 8 tons og alt sit udstyr og mandskab og der selv om han bl.a. havde en URAL. En anden URAL havde forsøgt at få ham fri men uden held og nu måtte der en gummiged af sted med de store omkostninger som fulgte med.

Det er sikkert at Akbastys placering og den lange dårlige vej til Aralsk, udgør et alvorligt problem når vejret driller. Når bare det er frost går det nogenlunde, men denne vinter har som nævnt været ekstraordinær vanskelig. At fiskerne sætter tempoet ned og fanger som mængder betyder ikke så meget, da de jo får et udbytte gennem salg i mindre portioner. Men hvad skal de så med stationen?

Det var det mødet handlede om og fiskerne forslog at der blev opstillet en fryser og måske en container mere til opbevaring af frosne fisk i sække. Så kunne opkøberne komme til Akbasty når vejret tillod det og ikke når fisken var ved at rådne.

Vi gik positivt ind på denne plan også fordi akimen faktisk havde forsøgt at få stationen til at virke efter hensigten. For egen regning havde han nu fået anlagt el fra nettet og han havde også købt den nødvendige transformator og det hele ventede blot på at blive tilsluttet. Med energi fra nettet ville man kun køre hele natten og morgen og aften, uden at skulle starte den energislugende generator, som jo producerede meget mere el end der var brug for. Det ville betyde et betydeligt fald i omkostningerne. Og generatoren kunne sagtens trække endnu en container og en mindre fryser når der var lukket for strømmen fra byen Kolandy.

Lige nu var der mange fisk. Vi så at fiskerne hev garn som de havde sat helt inde i strandkanten og så sejlede de ud til isen, som lå et par hundrede meter ude. Her fangede man op til en sæk fisk (50 kg) pr garn. Men fisken var mindre i år helt inde under land. De som havde fisket længere ude på isen bl.a. Aldabergens brigade havde fanget normalt store fisk og vi undrede os alle over fiskeriet i år. For overalt var fisken inde i stranden tilsyneladende meget mindre end sidste år. Men selv meget små skrubber var fyldte med rogn og føde.

På mødet foreslog vi, at hvis fiskerne fik en bedre organisering, så ville vi stille op med kredit til købet af en fryser i Almaty ca. 25.000 kr., men kun hvis alle 6 brigader og kooperativer stod sammen om at modtage kreditten. Gjorde man det og fik man stationen til at fungerer nogenlunde ville vi, hvis der blev behov for det, opsætte endnu en container.

Denne melding vakte almindelig glæde men bestemt også højlydt diskussion fiskerne imellem. Der er afgjort mange spændinger mellem de to gamle prof. fiskere Aldabergen og Togys og de andre. Vi aftalte at nu måtte fiskerne komme med et forslag og så ville man i Aral Tenizi tage stilling til fryser og andre spørgsmål omkring stationen i Akbasty.

Mødet sluttede i god stemning og vi havde aftalt et interview med den unge leder af et relativt nyt kooperativ "Akbasty". Denne mand har fået en stor stjerne hos vore kvinder og viste det sig med god grund. En sådan mand og hans initiativ og visioner er der brug for i Akbasty og andre steder. Interviewet foregik i hans hus med te og hans kone som deltager.

-         Efter at jeg havde truet med at tage tage livet af ham hvis han gjorde alvor af at dræbe et dyr til frokosten, fik vi gang i samtalen.

Han hedder  Dosym Kulmanov. Dosym betyder "min ven" hans kone hedder Manshyk og de har 4 børn i alderen 3-13 år. Selv er han 33 år og begge er født i Akbasty. Mens han var ude -  sandsynligvis for at forhindre hans snarlige bortgang - spurgte Zhannat Manshyk om Dosyms familienavn. Det medførte at Manshyk så meget forskrækket ud, for som hun sagde "jeg må ikke tage min mands familienavn i min mund" det er forbudt ifølge vore traditioner. Under pres fra Zhannat hviskede hun meget lavt "Kulmanov".

Dosym har en uddannelse som chauffør og han er uddannet på den skole vi besøgte i Aralsk. Hans far var fisker på Aralsøen og han lever endnu, men uddannelsen som fisker har han fået af Prekeev i Karateren. Han har 8 mand i sit kooperativ og de har nu 4 både. 3 af dem hvoraf en er med kabine, har han købt siden han fik oprettet kooperativet sidste år. I alt en investering på 120.000 Tenge. Han har også en 4 hjuls trukken GAZ lastvogn som kan medbringe ca. 3 tons fisk og udstyr. Han viste os sit fjernsyn og en video som var købt for de penge han havde tjent siden han fik rigtig gang i fiskeriet og også det ishus vi tidligere havde beset hvor, der nu lå ca. 150 m3 is, havde han kunnet bygge for overskuddet fra fiskeriet i kooperativet.

Dosym har en plan om at få genopbygget et fiskericenter i Akbasty omkring den station vi har anlagt. Her skal indfryses fisk, saltes og røges fisk, både og udstyr skal repareres og centeret skal også være lager for både og udstyr. Med den fart han har på og den fornuft og logik han besidder, kan han sikkert også gennemføre disse planer og med hjælp fra hans lærer Prekeev, som jo er ved at have genopbygget et sådant center i Karateren, kan det også lade sig gøre. Men først skal der ske en samling omkring Akbasty fiskeriet, men det sikkert ikke kunne ske omkring Dosym, for det kræver at de gamle giver ham den nødvendige opbakning og det er han for ung til.

Som flere andre i regionen, havde han også indkøbt nye garn. Han havde købt 20 kinesiske garn i Aktubinsk til 1400 Tenge stykket. De fiskede udmærket, men efter få gange var de meget ødelagte og det var også kun disse garn han havde i søen i øjeblikket, de var ikke mere værd - men de havde så rigelig indtjent dem selv. Alle danske garn var taget i land også fordi han ikke havde forventninger om at kunne komme af med fisken.

Jeg spurgte lidt til hans historie. Han husker at han spiste fisk fra Aralsøen op til 1980, men så sluttede det. Hans far havde aldrig taget ham med på søen, men han og kammeraterne fiskede i små pramme fra kysten. Han husker at de begyndte at fange de første skrubber i 1987 og der begyndte man også at spiser skrubber i Akbasty og siden havde mange fra Akbasty fisket til husbehov og lidt salg. I dag spiser han og familien skrubber hver dag, enten til frokost eller middag. Manshyk fortæller at hun kan tilberede skrubber på 7 forskellige måder.

Han hørte første gang om projektet i 1999 hvor der gik rygter om at fiskerne på østkysten fik garn og selv fik han de første garn i efteråret 2000.

Hans drømme og planer er som nævnt at få genopbygget et fiskericenter i Akbasty og der hvor han har anlagt ishuset husker han livet og lugte omkring det daværende center hvor fisken blev saltet og røget.

Dosym er så afgjort en mand vi skal satse på, men vi skal også være forsigtige med at bryde for meget ind i den situation som hersker i byen, særlig med de gamle noget bagstræberiske fiskere. Hvis vi direkte støtter, at han overtager driften af stationen vil vi givetvis blot skabe nye problemer og dem kan han og vi ikke løse lokalt. Men meget tyder på, at de andre har mere brug for Dosym end han har brug for dem. Han har jo med sit ishus gjort sig uafhængig af stationen og vil om nødvendig kunne klare sig selv, men heldigvis for projektet har han store ambitioner og derfor er det vores opgave at støtte ham, men ikke mere end at alle kan se at det nytter noget at tage initiativer. Lidt efter samme koncept som i Karateren hvor Prekeev jo gik imod den gamle ledelse, men Prekeev er ældre og mere erfaren og han klarede det udmærket i Karateren fordi hans resultater taler for sig selv og ikke mindst fordi han altid er sammen med sit efterhånden store mandskab.

Herefter startede vi på turen mod Karateren. Med os tog akimen Korganbek da han skulle til møder i Aralsk. Så jeepen var noget fyldt i sammenligning med normal standard men selvfølgelig næsten tom når det gælder den kazakiske standard.  

Lidt positioner  længde og breddegrader

• Akbasty 46.47.55   060.06.07.
• Ved Kokaral derfra hvor til diget skal gå lige under det høje land 46.09.33  060.42.36
• Hvor dæmningen starter 46.07.49   060.44.15

Da vi ankom til dæmningen venter Prekeev og hans folk os på den anden side af vandet og de dirigerede os ud i vandet, som er vokset det seneste døgn. Agitaj kørte godt til og vandet stod op over dørene og midt ude i strømmen måtte der skiftes gear og så var det sket - vi stod fast.

Men ikke ret længe, så havde den anden jeep og fiskerne fået os op på det tørre og vi kunne fortsætte mod Karateren. Under denne operation fik Nurdulla endelige gennemført det længe efterspurgte video interview med mig om fiskeriet og min forhistorie. Han er i gang med en ny film og fiskeriet i Lille Aral omkring en ung fisker herfra.

Den seneste fil han har lavet, med en støtte fra SGP på 3000$, vandt førsteprisen på en centralasiatisk filmfestival i Kyrgyzstan, for amatørfilm omkring emnet natur og økologi. Og denne fornemme placering havde nu inspireret ham til endnu en film. Han har forhørt mig om mulighederne for at projektet måske kunne støtte hans nye film og han havde nævnt 50.000 Tenge. Det tænker vi over og hvis der er stemning for det i Aral Tenizi så må det kunne lade sig gøre.

Men derfra og mod Karateren gik vores jeep i står flere gange og benzin tilførsel måtte tjekkes. På et af disse stop fik de skilt store dele af motoren og samlet den igen, men så blev det Prekeev for meget, for vi skulle altså bese hans nye center inden det blev mørkt. Så vi kom over i hans jeep og så måtte Agitaj og fiskerne klare sig selv.

Fremme ved centeret blev vi vist rundt og det var et meget imponerende syn og en efter kazakiske forhold meget flot stykke arbejde der er blevet udført. Det er det projekt i Aralsk regionen, som i øjeblikket ligger i front. Ud over at bygninger og installationerne er i top, er det også en orden og organisering som vækker respekt. Akimen fra Akbasty var da også meget imponeret og det må give stof til eftertanke i Akbasty, at sådan et projekt er kommet på benene for, en i forhold til projektets størrelse, beskeden kredit 500.000 Tenge.

Prekeev ville gerne have omdannet kreditten til et tilskud fra os til centeret og vi lovede ham at se positivt på hans ønsker, men vi skal se fisken kommer til og fra centeret, før det kunne lade sig gøre. Vi lovede ham at vi vil opsætte den næste container i hans virksomhed. Det er helt sikkert at Prekeev nyder stor opbakning lokalt, ellers ville sådan et projekt ikke kunne lade sig gøre. Opbakningen rækker også længere end lokalt, det kunne man se under åbningen sidst på året 2001 hvor akimen fra Aralsk og flere andre højtplacerede mennesker var med til åbningshøjtideligheden i alt blev 80 mennesker bespist denne dag.

Efter besigtigelsen og taler også ved akimen fra Akbasty var der serveret i Prekeevs hus, fisk og andet godt blev sluttet af med kogt kamel. Bådebyggeren Mizhas deltog i måltidet og han ville have os til kogt får næsten dag kl. 9.00. Med al denne kogte kamel i maven var det meget let at afvise hans tilbud og vi blev enig om en beskeden kop te før afgangen mod Bugun. Skolens direktør dukkede også op for at inviterer os på et besigtigelsesbesøg dagen efter og vi aftalte at det ville vi gøre efter teen.

25.2 Karateren

Dagen startede med en let kop te i Prekeevs hus og så var der gåtur over til Mizhas hus. Vi skulle nu nok have taget jeepen, men selvfølgelig ville Prekeev udnytte situationen med akimen og vores besøg i hans hus. Første angreb satte helt naturligt ind, da vi passerede Karateren Akimens hus, som vi i parentes bemærket, kom forbi ved at tage en noget længere tur end nødvendig. Her stod akimen tilfældigvis udenfor sammen med en større gruppe af byens spidser og de to akimer hilste høflig på hinanden. Det viste sig også at akimen fra Akbasty, aldrig havde været i Karateren akimens hus og det måtte han nu gøre, for blot lige at rører ved brødet. Det var alle enige om, da vi jo havde et stort program foran os.

Vi stod lige indenfor døren med fodtøjet på og ventede på brødet, for ikke at komme i den situation, at vi måtte ind til bordet. Men inden vi så os om, sad vi rundt bordet og vodkaen kom på frem med hvad dertil hører. Inden der var gået 20 min. havde vi gjort kål på de to første flasker og Karateren Akimen gik nu trygt i gang med at hvæsse kniven. Vi fik dog forhindret dette drab, ikke fordi at vi havde gode argumenter, men fordi Prekeev gik til bekendelse og tilstod at et drab havde fundet sted og at dette dyr nu kogte lystigt ovre i Isajev Mirzasj hus, vores mål for en beskedne kop te, inden afgangen mod Bugun. 

Således fyldte med vodka og gode ønsker fortsatte turen nu mod Mirzasj  hus, men nu havde Prekeev fået blod på tanden og nu skulle vi også lige kikke indenfor hos Toleganov, den gamle fiskeridirektør i byen. Heldigvis for vores helbred, blev Prekeev lumske formål forpurret i og med at direktøren var ude af huset. Her blev det så til at vi rørte ved brødet og ikke andet.

Vel bænkede ved Mirzasj begreb om et "beskedent" tebord, blev vi angrebet fra alle sidder med alskens gode sager og de indre dele af det stakkels dyr, som havde måttet lade livet for at vi kunne få lidt morgenmad. Alt var kørt i stilling med familien som blev præsenteret og skåler blev givet og taget. Men for ikke at svigte skolen, udsatte vi kødet til efter besøget i skolen.

Skolen har ca. 300 elever og skolen har netop opført endnu en bygning til formålet. Vi blev vist rundt og beså de ting der skulle ses, såsom 6 nye computere som jo ikke var ret mange til så mange elver forstås. Vi mødte lærerkollektivet og derfra gik turen til den klasse som skulle tale med mig på engelsk. Det blev en 5-6 klasse som straks gik i gang med at opføre deres engelsk kundskaber. Det foregik ved at de rejste sig en efter en og spurgte til mit navn og hvor jeg kom fra hvor mange børn jeg havde og om jeg havde en hund og mere af samme spørgsmål. Jeg svarede beredvilligt på alle spørgsmål, som kun de færreste kunne forstå, inkl. Læreren.

Men et par af eleverne kunne forstå og svare på enkle spørgsmål, ja de kunne faktisk noget mere end forventet. Derefter viste jeg billeder fra Danmark på den bærbare computer og besøget sluttede med sang og mange hilsner. Og derefter gik turen tilbage til kødet, men nu var vi jo også kommet betydelig nærmere en frokostsituation og alle gik til dem med det kogte får.

Mirzasj havde jo en plan med dette bord og det var at komme tættere på en egentlig workshop for reparationer og bygninger af glasfiber både i Karateren.

I min tale gjorde jeg klart, at vi måtte se et større mål af opbakning til hans planer før vi kunne skride til handling med de nødvendige kreditter. Vi måtte se noget lignende som hos Prekeev hvor mange mennesker støttede op om byggeriet. Mirzasj problem er at han ikke rigtig formår at samle folk om arbejdet. Han optræder mere som chef end som vejleder og inspirator for folk og den går altså ikke længere i Aralsk regionen. Folket er blevet godt og grundig trætte af at blive spist af med håbet om en bedre fremtid og løn hvis blot de gør en stor indsats også uden løn. Om Mirzasj forstod de krav vi sætter til ham og andre der ønsker større kreditter vil tiden vise, men hvis han kan komme overens med Prekeev er der oplagte muligheder for at få etableret en sådan workshop som han ønsker sammen med det nye center.

Efter mange gode ønsker for fremtiden for Karateren, gik turen mod Bugun. Her mødte vi Askebek og en håndfuld fiskere som viste os rundt på stationen hvor der ikke var fisk i øjeblikket, fordi fiskeriet i området var stoppet pga. af den manglende is. De havde netop sendt 8 tons frossen fisk af sted til Bajkanur, for indfrysning var blevet muligt efter at de har fået containeren til at køre uden problemer ved en lokal indsats. De startede generatoren og fryseren og det hele gik i gang uden problemer og det synes som om at der bliver taget godt vare om udstyret. De havde indfrosset 20 tons denne vinter og de var solgt til Bajkanur. Det er jo ikke mange fisk i forhold til den kapacitet man har, men pga. problemer med udstyret og konflikter mellem Askebek og akimen i byen kunne det ikke blive til mere. Og det har betydet at fangsterne havde gået udenom stationen. Men nu ville det blive anderledes også fordi byen havde fået en ny akim som åbenbart var mere venlig stemt overfor Askebek. Man havde også fået opsat hylder til indfrysning i den ene side af containeren og nu var der ført el til stedet, det skulle blot tilsluttes når man fandt en egnet transformator. Askebek gik også i gang med at hvæsse kniven men vi fik også ham afvist og fortsatte mod Kosjar og et møde med Aimbetov.

Aimbetov skulle jo være godt på vej med et projekt støttet af Israel. Vi havde haft dette møde med Libin i Almaty og han var ved at køre træt i det samarbejde. Aimbetov lover og lover, men intet sker. Nu skulle vi se om han havde fået gang i bygningen om ombygningen af de bygninger som efter planen skulle huse udstyr for 200.000$ til udklækning af fisk.

Der var bestemt ikke megen gang i den og de få mennesker der arbejde, gjorde det tydelig meget modvilligt. Lederen af holdet sagde til os, at de ikke troede på projektet og at der ikke ville komme udstyr. Løn fik de ikke noget af, men de var lovet penge når Aimbetov ville få penge fra regeringen til april. Intet andet end jord blev der flyttet og da hele ombygningen er en stor opgave, kunne man forvente at der lå nogle materialer til bygningen, men man havde intet. Vi spurgte dem om de kunne blive færdige til 15 marts som Aimbetov havde lovet folkene fra Israel og det mente de da nok de kunne, hvis blot de fik de nødvendige materialer. Men selv om Kazakstan er et land fuld af overraskelser så er det ligeså sikkert som amen i kirken, at man ikke bliver færdige de første mange måneder om nogen sinde under Aimbetovs ledelse. Han har ingen magt længere og han forekommer en mere og mere ude i tovene. Han inviterede ikke engang til te og det er sikkert fordi han ikke ønsker at vise os at han ingen ting har i Kosjar. Derimod lovede vi at komme til frokost i morgen i hans hjem i Aralsk.

Vel ankommet til Aralsk var der afsendelse af svar på mails, bad og så i seng

26.2 Aralsk

Dagene starter som regel kl. 7.00 med skrivning af dagbog og kl. 9.30 ankommer de første der ønsker at tale med mig. Et kooperativ fra Bugun Ylsanov afgav beretning om fiskeriet fra Usjsjoky hvor de havde fisket fra både efterår og vinter. De havde sammen med 4 andre brigader haft et udmærket fiskeri og de var meget tilfredse med fiskeriet og de ville også fiske derfra i den næste sæson.

Et konstruktivt møde med lederen af telegraf og telefontjenesten i Aralsk. Hun ønsker at få opsat mellembølge sendere i alle landsbyer og dertil havde hun  brug for de stationer vi havde på lager, men som vi sikkert ikke kunne få opstillet. Vi fik en god snak om fremtidens kommunikation mellem Aralsk og landsbyerne og jeg opfordrede hende til at undersøger om det var muligt, at vi fra Danmark medtog MF og VHF til denne udvikling samt om vi måske som et forsøg kunne medbringe solenergi paneler til energiforsyningen ude i landsbyerne. Hun blev meget glad for tilbuddet og gik straks i gang med at undersøge om loven tillod sådanne indførelser til Kazakstan.

Derefter havde vi møder med hotelejeren overfor Aral Tenizi som havde brug for støtte til køb og salg af skrubber. Vore kvinder er ikke tryg ved hende og jeg overlod det til dem at tage stilling til sagen, forinden havde vi en lang diskussion om vore principper for støtte til eksport af skrubber fra Aralsk.

Vi havde et møde med Talgat fra Aknur som nu havde overtaget styringen af Aknur efter Marat hans broder. Han ønskede vores støtte med 100 plastikkasser til fisk og ca. 400.000 Tenge til mindre reparationer på Aknur. Også han må over juntaen og så måtte vi se om det kunne lade sig gøre.

Frokost med Aimbetov med det hele og ikke mindst hans forsikringer om at fremtiden ville blive en helt anden med vores støtte og samarbejde i de kommende år. Vi blev enige om at se på sagen når og hvis han og Israel bliver så enige at konkrete ting sker i Kosjar.

Eftermiddagen blev brugt på et langt møde mellem juntaen og mig. Vi diskuterede 3 punkter. 1 strukturen i den daglige ledelse. 2. donorkonferencen i 2003. 3. opbyggelsen af en database.

A1. Vi blev enige om, at det ikke er hensigtsmæssigt med Zhannat i Almaty eller på farten i verden, og at hun samtidig er medlem af juntaen. Vi må finde en som kan aflaste Aksabak nu, da Aksabak naturligt overtager flere beslutninger. Saparbai havde været oppe som kandidat i et formøde mellem Zhannat og mig, men det viste sig hurtig at være et umuligt valg. Efter en lang snak om sagen var også Zhannat enig om, at Saparbai ikke var noget godt valg. Da vi nu åbenbart skulle finde en af fiskeriet uafhængig person, blev den unge Jedige nævnt. Og ret hurtig blev alle enige om, at ville han have jobbet så skulle han have det. Han kender DK han taler og skriver engelsk og mest af alt, så er han rigtig god til at snakke med folk. Han havde haft opgaver for "Aral kvinderne" med at få oprettet de lokale centre i landsbyerne og alle mente at han havde udført et fornemt arbejde og det bl.a. fordi han har et imødekommende væsen. Det blev så aftalen at vi tager en snak med Jedige med henblik på at ansætte ham i projektet, vi tilbyder ham i opstarten 5000 Tenge/md. netto. Zhannat vil fortsat spille en betydende rolle i de beslutninger som skal tages, men nu vil hun være ude af de daglige beslutninger som kreditter, garn, kontor m.m.

A2 Vi er enige om, at af aftalen mellem Verdensbanken og Kazakstan, sætter projektet og ikke mindst donorkonferencen i et andet perspektiv.

-         Første spørgsmål er derfor: Vil LLH overhovedet være med i al det der nu vil opstå omkring den aftale?

Det ved vi ikke og vi ved heller ikke om Danida vil være med. Derfor blev vi enige om, at LLH så hurtig som muligt, får afklaret egen stilling og at de får afholdt et møde med Danida for at få afklaret om de fortsat vil støtte i Aralsk regionen. Zhannat bliver  tovholder og det uanset om vi laver donorkonference eller vi fortsætter i en eller anden form.

Følgende plan blev vedtaget: Så hurtig som muligt får vi afholdt et møde med Danida og derefter beslutter LLH sig for hvad vi skal gøre. Siger Danida at de ikke længere vil arbejde i Aralsk regionen, så sætter vi alle sejl til mht. donorkonferencen og om nødvendigt udskyder vi den - vi kan ikke fremrykke de. Zhannat bliver udnævnt til den lokale koordinator til denne opgave og fortsætter på den løn hun får i dag.

Siger Danida at de godt kunne forestille sig at fortsætte og måske også med en øvre økonomisk ramme, ja så kan LLH i forståelse med Danida få udarbejdet en Masterplan for udviklingen af fiskeriet i Aralsk regionen og Zhannat vil også blive en vigtig faktor i den udvikling. En sådan plan vil skulle laves af en konsulent med de nødvendige kvalifikationer og denne konsulent vil skulle opholde sig en del i Kazakstan for afdækning af alle de omstændigheder der knytter sig til aftalen. Planen skal også inddrage LLH og andre danske og udenlandske eksperter på området og den skal kunne fremlægge en komplet analyse fra hav til bord, input og output hvert år før, under og efter at dæmninger og diger er byggede. Dette arbejde vil skulle gennemføres i et meget tæt samarbejde med mig LLH under inddragelse af alle som måtte ønske det. Et sådan plan vil sikkert tage et halvt år at få udviklet. Formålet med en sådan plan er krystalklar - denne skal overtage dagsorden for udviklingen af fiskeriet i Aralsk regionen.

A3. Vi skal finde en person som kan opbygge en database for fiskeriet og dertil knyttede omstændigheder i Aralsk regionen og arbejdet skal starte nu. Databasen bliver et meget vigtigt redskab for udviklingen af fiskeriet og den kan også give indtægter til Aral Tenizi som vil kunne tilbyde den til alle der ønsker at lave projekter i regionen. Vi starter med Jedige som tovholder og så ser vi om det er nok. Han har arbejdet lidt med Access programmet og  opbygningen går nu i gang på en dertil opstillet computer her i Aral Tenizi. Vi blev ikke enige om den både skulle være på engelsk og russisk, men af hensyn til arbejdets omfang og databasens værdi, tror jeg selv at den kun skal være på engelsk, alternativt kan man lave to databaser.

Aftenen blev totalt overtaget af en delegation fra Bugun med Askebek i spidsen og efter at han, med mig som vært, var blevet totalt nedkæmpet af vodka og hvor han havde foreslået forskellige statuer af mig placeret rundt i regionen, i forskellige udformninger, med og med uden tøj. Det sidste fordi han inden han forsvandt ud af vores verden, erklærede mig sin store kærlighed, samtidig med at efterlod en stribe af våde kys på min hals. Vi aftalte dog et møde dagen efter for at få gennemgået stationen i Buguns fremtid.  

27.2 Aralsk

Møde med akimen Bahitzhan Kodamanov for en gensidig orientering om situationen. Han inviterede mig i samme forbindelse til Aralsk i slutningen af september, for fejringen af Aralsk bys 100 års jubilæum. Vi aftalte også at holde et møde før jeg rejste tilbage til Danmark. Ellers talte vi udelukkende om aftalen og akimen lagde vægt på, med henvisning til Astana og Kyzylorda, at man forventede at vi fortsatte vores projekt.

Hele akimatet har fået en længe tiltrængt ansigtsløftning. Akimens kontor og forkontor er helt ombygget og fremstår nu meget moderne og akimen er da også tydelig glad for de omgivelser.

Møde med fiskere fra Aralsk som havde fisket fra Torangil mellem Akesbe og Akbasty. De skulle leje vores URAL til at få deres udstyr bragt til Aralsk. Selv var de kommet til byen med en mindre lastvogn og ca. 3000 kg fisk. Han kan oplyse, at Saparbai stadig sidder fast i mudderet, men nu er også hans URAL brudt sammen. Det samme er tilfældet med mr. Karlsson som nu har siddet derude i snart 2 uger

Møde med Isajev Mirzasj om fremtidens samarbejder inden for reparationer og bygninger af glasfiber både. Han fik de sidste penge 49.000 Tenge, fra sidste aftale, som i øvrigt blev overskredet med ca. 30% så regningen lød på tæt ved 700.000 Tenge. Vi fik sagt, klart og uden omsvøb, at han også måtte være mere opmærksomhed omkring overholdelse af de økonomiske aftaler. I Sovjetunionen kendte man jo overhovedet ikke til nogen form for økonomisk styring af et projekt. Der arbejdede så og så mange mennesker i så og så lang tid og de købte så og så meget materialer – og sådan var det! Det aflagde man så regnskab for og var man heldig så fik man de penge der manglede fra det man havde fået og op til det man havde brugt. At vi nu forlanger at et sådan projekt må overholder aftalen og det budget vi har aftalt forekommer de fleste som noget volapyk – for hvordan i alverden mener vi os i stand til at forudse et så komplekst projekt til sidste Tenge? Og det kan man jo sagtens stille et alvorligt spørgsmålstegn ved.

Men vi måtte blot forholde ham de kendsgerninger der knytter sig til at udføre et stykke arbejde på vestlige betingelser og da pengene jo kommer derfra, så gør han klogt i at overholde aftaler, herunder også de økonomiske.

Vi spurgte til om han kunne hjemtage materialer til salg til fiskerne, så de der stadig havde problemer, kunne reparerer deres fartøjer. Det ville han undersøge, men han mente det ville blive vanskeligt. Vi vil under alle omstændigheder skulle sørge for at medbringe nødtørftige reparations materialer som glasfiberplast og lignende i den næste transport. Nu vil han gå i gang med at udtænke en plan for genopbygning af en mindre workshop til reparation af ca. 35 kabine både.

Møde med Jedige for jobsamtale om hans eventuelle ansættelse i projektet. Vi nåede til enighed og han starter nu. Det første han går i gang med er at tage ophold i fiskeriet for derigennem at få opbygget kontakter og kendskab til de faktiske forhold i fiskeriet. Til efteråret vil vi tage en snak om den næste periode. Vi fik også drøftet opbygningen af databasen og det arbejde mente han at kunne gå i gang med, da han og en mindre gruppe havde deltaget i et kursus med Access for database teknik.

Herefter havde jeg et længere møde med de ansatte i projektet og Aral Tenizi. Det er efterhånden blevet til en større gruppe med de forskellige projekter som kører i regi af Aral Tenizi. Mødet blev koncentreret omkring en orientering fra mig om situation nu og perspektiverne for fremtiden. Jeg afgav også en fyldig beretning om udviklingen og situationen i fiskeriet set udefra landsbyerne. Og jeg husker nu at give kollektivet al den ros som det fortjener, og som jeg nu er i stand til, med mine beskedne evner på området. Jeg får nu også rigtig god opbakning fra Aksabak, til denne svære sag med at rose, da hun nu også understreger, at vore resultater er resultater af et kollektivt arbejde, hvor mange fra Danmark og Kazakstan, hver især har spillet og spiller en stor rolle. Det er derfor ikke Kurts opgave at rose hver i sær, men at vi alle måtte glæde os sammen over at f.eks. Aral Tenizi og projektet nu var skrevet ind i aftalen mellem Verdensbanken og Kazakstan – stor tak til Aksabak – hun besidder den kraft som projektet lever af. 

Af konkrete spørgsmål var bl.a. vores jeep, som Agitaj mente trængte til en større omgang i motoren, som tabte olie og indvendig i jeepen en opgave til mellem 50-100.000 Tenge. Karakuz foreslog at vi lavede en revision af vores transport med henblik på at finde den mest fornuftige løsning. Måske var en sådan at vi solgte jeepen og købte en ny og det blev aftalt.

Nurdulla er i gang med at lave en film og dertil mangler han penge. Men da ingen i kollektivet, undtagen mig, havde diskuteret denne sag med Nurdulla blev vi enige om, at han må fremlægge sit projekt for gruppen og så måtte de i fællesskab finde ud af om vi burde støtte projektet.  

Møde med Askebek og gruppe fra Bugun med det formål at få genetableret en fælles forståelse mellem stationen i Bugun og projektet.

Askebek giver en grundig orientering om situationen og hvad man har foretaget sig for at få stationen op at køre. Han erkender gælden på de 100.000 Tenge til projektet og forsikrer at de vil blive betalt. Han fortæller at han og fiskerne har skudt 98.000 Tenge ind i stationen siden maj sidste år. Pengene er blevet brugt til at få repareret kølesystemet så det nu virker 100% og man er nu klar til at slutte stationen til el-nettet. Man har opsat hyller og kan nu fryse mindre mængder til direkte salg fra Bugun og det havde man praktiseret i det seneste år. De øvrige deltagere i dette møde fra Bugun bekræfter at de har arbejdet frivilligt og at de ikke har nogle økonomiske krav til Askebek og projektet. De fortæller også at der er ved at opstå et omfattende ulovligt fiskeri i Bugun distriktet og at ca. 60 mennesker/fiskere bedriver dette ulovlige fiskeri. ”Ulovligt” vil sige at de fisker uden licens. De mener at ca. 2 tons fisk i sæsonen går ud af Bugun på denne måde.

Bugun har fået ny akim som i modsætning til den forrige, har et mere afslappet forhold til Askebek og dermed er der udsigt til et mere konstruktivt samarbejde med by-administrationen og Askebek og dermed stationen i Bugun.

Vi bliver enige om at genoptage samarbejdet og vi vil nu sammen forsøge at få opstillet en vakuum pakker til fisken som et forsøg. Det er vores overbevisning at vakuumpakkede fisk er fremtiden for vore stationer i regionen.

Vi blev også enige om at vi sammen vil tage initiativ til at få bremset udviklingen af det ulovlige fiskeri og dertil ville vi samarbejde helt og fuldt med de kontrollerende myndigheder. Hidtil havde vi den politik at projektet ikke skulle indgå i sådanne relationer da de kontrollerende myndigheder bestemt ikke kan siges at være objektive. Men pga. af situationens alvor må vi nu forsøge at få gjort fiskeriet lovligt i Bugun distriktet.

Bugun folkene havde også store forventninger til fremtiden nu da kanalen var i gang og de store søer ved Karasjalan og Bugun efterhånden blev genoprettet og fyldt med vand. Efter et par år vil man igen kunne genoptage det for dette område meget vigtige fiskeri. Også af hensyn til denne fremtid er det vigtigt at fiskeriet i distriktet kommer under kontrol.

Vi sluttede mødet i god stemning og med enighed om at kreditten på de 100.000 skulle være tilbagebetalt førend vi igen kunne yde kredit.

Møde med Amangeldi fra Sjanakurylys. Han gav en orientering om situationen i landsbyen og særlig omkring hans egen virksomhed med fiskedamme og udgravning af kanalen og reparation af slusen som vi havde hjulpet ham med, ved at yde ham 500.000 i kredit. Vi havde jo mødt ham i toget på vej til Aralsk, så vi var vel opdateret omkring hans situation. Han ville gerne have kreditten omgjort til et direkte tilskud til hans samlede virksomhed i byen dvs. landbrug og fiskeri. Som tidligere sagt til ham, måtte vi igen slå fast at vi kunne støtter fiskeri og de forhold der knytter sig til denne aktivitet og at vi også måtte fastholde, at vi havde ydet en kredit og at han måtte tilbagebetale denne som aftalt dvs. 50.000 i år 200.000 næste år og 250.000 i 2004.

Det tog han til efterretning uden bemærkninger, for i virkeligheden ved han udmærket godt at vi ikke kan opfylde hans ønsker. Men for alle tilfældes skyld og for så at komme til den sag han i virkeligheden er kommet for at fremlægge som handler om hans brigade der har ligget og som stadig ligger ved Torangil. De har fanget godt i efteråret, ca. 20 tons og denne vinter ca. 15 tons fisk, som de mest en dels har solgt til Karazai Kasi. Men nu havde Karazai Kasi opgivet at hente fisken og de lå nu inde med godt 3 tons fisk, som de ikke viste hvem der ville købe.

Vejene havde jo skræmt alle udefra kommende købere langt væk og netop pga. vejene var der - med rette - nu også stor bekymring omkring kvaliteten. Vi aftalte at vi straks i morgen tidlige ville tage et møde med Karazai Kazi og Aknur, for at finde ud af om vi kunne løse dette problem i fællesskab, da det jo desværre ikke kun er et problem for Amangeldi.

Det sidste vi talte om var hvorledes vi kunne afhjælpe situationen i den kommende sæson i Torangil? Han spurgte om projektet kunne hjælpe med en ALKA dvs. en fryselastvogn, som kunne stå til rådighed i Torangil hele næste sæson. Det kan vi ikke, da en sådan løsning vil være meget dyr også i vedligehold. Og spørgsmålet om hvem der skulle tage ansvaret for en sådanne fælles løsning, hvor mange fiskere fra forskellige steder skulle have lige adgang, vil være vanskelig at besvare på en holdbar måde. Vi kunne derimod arbejde for at de fik stillet en container til rådighed hvis de kunne stille med den nødvendige trailer til opgaven. Vi havde også en generator til formålet. Denne løsning vil vi og fiskerne nu forsøge at få implementeret i Torangil

Aften blev brugt på en stor fest hos Agitaj hvor vi fejrede hans 44 års fødselsdag med hvad alt dertil hører.

28.2 Aralsk

Dagen starter med møder og fortsatte med mange møder.

Først med Aknur og Karazai Kasi om det problem fiskerne har med at få afhentet deres fisk. Det viser sig dog ret hurtigt, at man igen er gået i gang med at hente fisk og at der netop nu bliver losset 4 tons i Karazai Kazi og ca. 10 tons i Aknur. Der er også sendt en bil af sted til Torangil. De kunne også oplyse, at flere grupper af fiskere selv var på vej mod Aralsk med fisk. Vi forhørte os ham med de 12 tons fisk som han skulle have støtte til at få omsat. Vi havde ikke hørt mere fra ham og de kunne berette at han havde solgt 600 kg til Aknur og 3 tons på markedet og at han ikke havde flere fisk. De 12 tons var "måske fisk" i fald vi ville støtte, så ville han opkøbe denne mængde, fryse dem og selv sælge dem til Karakanda eller et andet sted.

Vi tog derfra til en besigtigelses tur rundt om i Aknur. Formålet var at få et bedre overblik over virksomheden med henblik på at få lavet en rapport om stedet. Denne rapport ligger som et særskilt dokument med tegninger og andre tilhørende rapporter om Aknur, bl.a. den som Hans Møller fik lavet for Tacis i 1999.

Tilbage i Aral Tenizi ankom en strøm af fiskere som lige skulle forbi og hilse på. De afgav hver deres rapporter til Aksabak og der var ikke mange konkrete forslag, bortset fra at den unge leder af kooperativet i Raim gerne ville have afgjort om vi kunne støtte ham med indkøbet af en beboelsesvogn. Vi måtte fortælle ham at vi for øjeblikket havde sat kreditgivningen i bero pga. af at vi havde mange penge ud i systemet og også en del som ikke synes at overholde de indgåede aftaler. Så vi skal først have lavet en status før vi igen kan udbetale kreditter.

Vi havde et opløftende møde med en kvinde Kulmariam (Mariasblomst) Kemalova som har oprettet hendes eget lille røgeri og som derigennem har fået en indtægt til hendes familie. Kulmariam var tidligere en af lederne på Aralrybprom røgeriet og nu udnyttede hun sin viden og kunnen ved at ryge op til 30 kg fisk om dagen i et meget primitivt, men meget rent og pænt hjemmelavet salteri og røgeri. Hun købte fisken, skrubber og andre fisk til ca. 30 – 50 Tenge og solgte sine røgvarer på markedet og på stationen til 80 – 130 Tenge. Ifølge Kulmariam og Aksabak er der nu rigtig mange kvinder i Aralsk som arbejder med fisk. Selv har de kontakt til ca. sådanne hjemmerøgerier. Men dertil kommer de mange som køber og sælger fisk, enten optøet eller efter at de har fået fisken frosset på henholdsvis Karazai Kasi og Aknur.

Under frokosten kom samtalen til at handle om Aralrybprom, denne fhv. store fiskerivirksomhed med flere tusinde arbejdere som nu er jævnet med jorden, med store økonomiske tab for medarbejderne og ikke mindst viste det sig – store sociale tab. Og netop dette med kollektivet som forsvandt fik tårerne frem i øjnene hos Kulmariam  og Aksabak og hele denne samtale om tabet af fællesskab og identitet, fik fostret ideen om at få opbygget et netværk mellem de tidligere arbejdere på Aralrybprom. Et sådant netværk skulle hele sårene efter kollapset og de økonomiske tab. (Aksabak mistede f.eks. direkte 475.000 Tenge) da fabrikken gik konkurs. Vi aftalte at indkalde til et formøde om sagen og at et sådant projekt hørte hjemme i den nye organisation NGO ”Aral-kvinderne” som Aksabak er præsidenten for.

Møde med Zaulkhan og Nursjan. Jeg havde bedt om mødet for at få opklaret nogle misforståelser som er dukket op gennem samtaler med Tynyshtyk, Nursjan og Zaulkhan.

I al sin enkelhed drejer sagen sig om, at Tynyshtyk har brugt begge projekter efter forgodtbefindende. Bl.a. var det klart at Nursjan skulle arbejde for agenturet og ikke andet. I de 3 måneder eksperimentet løb, skulle han daglig føre protokol over aktiviteterne for at vi derigennem kunne få en afklaring af om et sådant agentur kunne være en af løsningerne på at få fisken solgt til bedre priser og nye købere. Men det arbejde har han ikke være beskæftiget med, derimod har han lavet alle mulige og umulige opgaver for instituttet KazNIRX, som oversættelser og regnskaber, også for det projekt som Israel har støttet med 6000$ til hovedkontoret i Almaty. Det er nu afgjort at vi på det foreliggende ikke vil betale de 75.000 til agenturet som vi mangler. Hvordan vi gør med de sidste penge til Zaulkhan s arbejde vil være afhængig af hvordan han fået lavet sin rapport. Vi aftalte at jeg får en snak med Jan hjemme i Danmark og at Jan stiller de nødvendige spørgsmål til brug for den rapport vi har brug for.

Besigtigelses tur til Karazai Kazi. Vi talte med Abaj og Bakhits  søster og de som arbejder på stedet ca. 16 personer. De var i gang med at vaske og indfryse fisk og mens vi var tilstede ankom to grupper med fisk. Kooperativet fra Akbasty, med den unge leder i spidsen, var kørt over Kokaral med fisk, men han kunne ikke komme over vandet mellem Kokaral og Karateren med lastvognen, vandet var nu oppe på stor styrke og dybde, pga. tøbruddet var sat ind. De fik med hjælp fra Prekeev sejlet fisken over og så lånte de hans lastvogn til Aralsk. Nu gik de i gange med en forhandling med Abaj om køb og salg af deres skrubber, som sikkert ikke længere kunne siges at være friske.

En anden ung brigadeleder, som kommer fra Raim, ankom med en personvogn fyldt op med fisk i sække og de blev også solgt til Karazai Kazi. På vores møde fremlagde vi vore tanker for fremtiden med hensyn til "aftalen" og vi opfordrede dem til at tænke over hvorledes hele fiskerisektoren skulle udvikles i regionen.

Til Aknur havde vi gjort det samme, men der med vægt på om Aknur kunne blive et alternativ til en opbygning af en moderne industri på ruinerne af Aralrybprom. For Karazai Kazis vedkommende kunne man bedre forestille sig, at løsningen kunne være en udvikling som baserede sig på en mere decentral læsning, en løsning som indebærer at mange forskellige mindre virksomheder spredt ud i regionen kunne stå for udviklingen. Karazai forslog at de måske kunne skære fileter for kooperativerne eller andre virksomheder til videresalg og de synes at forstå, at deres fremtid afhang af om man besluttede sig for den centrale eller den decentrale løsning. Hvad vi skal anbefale må komme an på en grundig undersøgelse og analyse af situationen i regionen, før, under og efter bygninger af dæmninger, diger og sluser.

Karabek, en af deltagerne i besøget til Danmark i 1996, så forbi for at hilse på og sende sine hilsner til alle hans venner i DK. Jeg havde ikke nogen tolk, så jeg fandt ikke ud af hvad han laver.

Derefter var der møde med en mindre gruppe kvinder fra Aralrybprom som havde var blevet inspireret til at få oprettet et netværk el. forening for fhv. arbejdere på denne store virksomhed.

8 kvinder fra Aralrybprom mødte op og sammen med de som arbejder i ”Aral-kvinderne” fik vi en god start på opbyggelsen af dette netværk som også kommer til at omfatte de mange mænd som arbejdede på virksomheden.

Vi aftalte at holde endnu et møde inden jeg forlader Aralsk også for at endnu flere kunne få et førstehånds kendskab til denne nye plan.

Derefter møde med den nye forening under Aral Tenizi "Aral-kvinderne" som Aksabak er præsident for. De havde modtaget 25.000$ til deres projekt "Amanat" dvs. "Testamentet". Et meget spændende og ikke mindst lovende projekt som indtil videre havde fået oprettet 14 lokale centre rundt om i regionen. Projektet finansierede en daglig leder journalisten Kemal, en bogholder Rosa og løbende opgaver med hensyn til tavler og anden information om hvad det foregår rundt i regionen. Der er også penge til aktioner og jeg fik en rapport fra 2 af sådanne aktioner. Et projekt i Karateren med reparation af et dige som havde været ødelagt i 7 år uden at nogen havde gjort noget ved det. Vi havde set arbejdet da vi var i Karateren og her havde man ikke anvendt midler, men man havde med hjælp fra mange frivillige og udstyr som lastvogne og gravmaskiner fra byen fået organiseret arbejdet til UG. Et andet projekt havde fundet sted i landsbyen Sjalanasj som huser Djambul fiskerikollektivet. Har havde man igennem mange år smidt affald i en udgravning midt i byen, men i samme udgravning blev der også opsamlet regn- og smeltevand som dyrene drak af. Men da 2 kameler døde uden anden forklaring end at de kunne være forgiftet af vandet, mobiliserede centeret i byen alle som boede i nærheden af denne udgravning og også her med hjælp af udstyr fra byen, fik man renset op og nu også forhindret at der smides affald i dette vandhul. Der er udfærdiget rapporter med mange billeder fra disse to og andre projekter. En mindre udstilling var også ved at være færdig og den skulle jeg have med til Almaty for opstilling til et UNDP møde i byen.  

Talgat fra Aknur var forbi for at få en kredit på 50.000 over 15 dage, så han kunne få en last fisk til Karakanda, den fik han, da det er meget vigtig at vi får fisken ud af byen, for det synes at gå lidt trægt.

Aften blev brugt på endnu en fest, denne gang hos Talgat fra kontoret som ønskede at lave en fest for mig og det gjorde vi så. Jeg skal endnu engang til at indskærpe, at fester i og omkring Aral Tenizi må holdes på et absolut minimum, mens jeg er her. Jeg kan ikke holde til det sammen med de andre udefrakommende indbydelser som der er flere af om dagen.

Det er jo ganske umuligt at komme i et hus uden at vi skal slutte af med det kogte dyr og før dette en masse vodka, som jeg må gøre alle mulige forsøg på at undgå, men det er vanskeligt at ligge til bords med 20 personer og det faktum at alle skal have en skål. Dertil kan lægges de skåler som opfindsomme festdeltagere (mændene) så finder ud af har en eller anden kazakisk tradition under de pauser der er indlagt i en sådan fest. Og selve afskeden har også sin pris, her står deltagerne på nakken af hinanden, alle udstyrede med poser med mad og værten farer rundt med bakke, glas og vodka for så skal alle de som har ret til det det også udbringe en skål for afskeden og den sikre hjemrejse og familien i huset. 

1.3 Aralsk

Møde med brigadeleder fra Aralsk "Aral Baidibek" Ussen Sareev. Han er netop hjemvendt fra Torangil hvor han har ligget i vinter. Med 6 mand, 20 garn og en båd har han solgt 7 tons til Karazai og Aknur og noget til udefra kommende. Han vil gerne have kredit til købet af en ekstra båd 70.000. Og vi fortæller ham at vi for øjeblikket har sat kreditgivningen i bero, men da han jo ikke har haft problemer med at tilbage betale, skulle det blive muligt når vi igen åbner. Han er indstillet på at sætte hans lastvogn GAZ 66 som sikkerhed om nødvendigt. Han stiller også med en liste på 5 personer fra Akesbe som han har ind rullet  i han kooperativ som en brigade han skal sørge for. For det videre med den sag og garn osv. Tager han en længere snak med Aksabak.

Den unge brigadeleder fra RAIM "Atakonys" Akimzhan Abdikov var forbi for sidste gang inden afgangen til Raim. Kun for endnu engang at få at vide, at vi ligger stille for øjeblikket mht. kreditter. Denne forventede oplysning tog han i godt humør, for det handler ikke kun om at få ens sager igennem hos denne Kurt, det handler mere om at få snakket med ham, så har man noget at bringe hjem til Raim.

Specialisten fra postkontoret og telegrafen dukkede op med en manual for brugen af en dansk nødsender til redningsflåder. Han ville vide hvordan den virkede og så videre. Jeg forklarede ham at det ikke var sådant et udstyr vi var ved at undersøge om kunne komme til Kazakstan, samtidig med at jeg undrede mig over hvorfra han havde fået den manual fra Skanti.

Men det gjorde jeg ikke ret længe for som kom man anstigende med selve udstyret og så gik det op for mig at det var noget vi havde medbragt i sidste transport. Og nu gik det endnu et lys op for mig, for dermed kom jeg til at huske på det redningsudstyr som var sendt sidste gang og dermed fik jeg også en forklaring på den megastore gummibåd jeg havde set i Karateren.

Jeg fik blod på tanden og spurgte til den 25 mands store redningsflåde. Det skabte en del forvirring, også nu da vi var uden Zhannat som nu havde taget til Almaty. Men vi kom til klarhed over sagen og det viste sig at redningsflåden var kommet til Torangil under Amangeldi ansvar, for der at stå til rådighed hvis fiskerne skulle komme i nød. Jeg spurgte til om flåden så lå på stranden klar til indsats, godt indpakket i dens container?

Det skabte endnu større forvirring indtil det stod klart for mig at fiskerne, straks efter at de havde modtaget denne gave, havde trukket i snoren og den store 25 mands flåde havde foldet sig ud under stor larm og fiskere der havde sprunget for livet. Mht. maden i flåden så har de spist den og medicinen kendte man ikke noget til, men man havde haft stor glæde af provianten. Man mente at Amangeldi bruger flåden som fiskefartøj og særlig til transport af fisk til stranden en åbenbart god løsning på problemet med at få fisken fra bådene og ind til stranden. Prekeev havde jo også fortalt os at han kunne transportere 3 tons fisk i hans flåde så det blev løsningen på det redningsudstyr vi havde bragt til Aral. Derimod brugte man redningsvestene, de gav også noget varme under sejladsen til og fra nettene.

Jeg bruger eftermiddagen til en tur rundt det biologiske institut og rundt på det store område hvor Aralrybprom engang lå. Der er ikke meget tilbage af den før så stolte fiskerivirksomhed.

Salubai, den ansvarlige for fiskeriet i regionen, kommer forbi og hilser på, men han har ikke noget at fortælle andet end at han er meget tilfreds med det hele og at alt snart bliver rigtig godt, med henvisning til den nu efterhånden berømte aftale.

Langt møde mellem fiskere fra Akbasty og Prekeev vedr. opsætning af en fryser i Akbasty i forbindelse med stationen der. Vi måtte igen understrege at vi i princippet er enige om at en sådan fryser må på plads i Akbasty, men at vi også vil se et samarbejde omkring denne førend vi kan skride til handling. Og det er sikkert her problemet kommer for den uge leder af kooperativet "Akbasty" vil meget gerne i gang og han skal bruge ca. 250.000. Vi aftalte at vi skulle se på de 3 frysere som var til salg i Aralsk i morgen og så vil vi skrive et brev med vore anbefalinger om at den unge mand kommer i gang. Men han skal have opbakning fra akimen og de to gamle brigadeledere i byen.

Derefter gik vi over til problemet med de 12 tons fisk som Gulnare solgte fra Akbasty til Almaty sidste år og som skabte et alvorligt problem for Zhannare i Almaty - med  ref. det møde jeg havde med hende og hendes mand i Almaty før jeg tog til Aralsk. Nu skulle vi finde ud af om Akbasty fiskerne ville levere de 12 tons uden beregning og så skulle vi sørge for at fisken kom til Almaty. Det kunne vi ikke få klarhed over, men nu vil man tage stilling til sagen hjemme i Akbasty. Hvis de vil, så må finde ud af at få fisken til Almaty så denne sag kunne få en ende. Aftalen blev at fiskerne finder ud af hvad de vil og jeg tager et møde med Zhannare i Almaty for afklaring af det videre forløb i sagen. Gulnare ville helst låne de 600.000 af projektet og så forsøge selv at få afklaret problemet, fordi hun skammer sig over sagen. Men endnu et mislykket fiskesalgs forsøg – dvs. et salg uden profit, tværtimod – må for altid stoppe Gulnares forsøg på at blive forretningskvinde – hun har det ikke i sig.

2.3 Aralsk

Endnu et møde med Prekeev og Akbasty fiskere om deres planer for etableringen af centeret i Akbasty. Vi skulle bl.a. også bese 3 frysere som de kunne erhverve for 5000 kroner og hvis de virkede - hvad fiskerne var sikre på - så var det jo et godt køb under alle omstændigheder.

Til denne vurdering havde vi brug for mr. Karlsson som Ondasyn Kulniazov nu hedder i regionen, efter at Henrik har givet ham dette navn. Og så var det jo heldigt at han faktisk netop var kommet fri af mudderet og ankommet til Aralsk med hans fisk efter at have været undervejs i 10 dage. Vi mødte Karlsson på markedet i hans virksomhed som vi havde hjulpet ham i gang med. Her var han i fuld gang med at dirigere en større flok kvinder og mænd for videresalget af hans fisk. Det hele forgik på jorden (mudder) med sække der helt naturligt tog imod deres del af dette mudder. Gik der en sæk i stykker, hvad der gjorde flere gange, jaså måtte fisken over i en anden sæk med hvad der fulgte af mudder.

Det kræver noget af en dansk fisker at være vidne til disse omladninger af fisk, men det er jo sådan det foregår, også fra lastbilerne og til virksomhederne. Fiskene så da heller ikke særlig godt ud. Jeg spurgte Karlsson hvor gamle fisken var og efter at have tænkt sig godt om sagde han 5 dage. Det så jeg ikke noget formål i at diskuterer, al den stund at alle viste at de mindst var 10 dage for så længe havde han siddet i mudderet ude i Akbasty. Fisken var således mindst 2 uger gamle og da vi i samme periode ikke har haft frostvejr, så har de været optøet hele tiden. Og så er det man må spørge sig selv og i Danmark nogle eksperter på området - hvorfor er disse fisk ikke rådne? Hvorfor lugter de - overhovedet - ikke af ammoniak? Det er bestemt ikke kvalitetsfisk, men de kan og vil også blive spist. Selv havde jeg nu flere gange spist skrubber også i Aralsk og da de måtte formodes at være købt på markedet, ja så havde de sandsynligvis været udsat for samme behandling.

Karlsson havde lavet noget byggeri i hans virksomhed, men det var bestemt ikke ret meget. Han skulle dog i gang og det hele ville være færdig om et par uger, hvis han blot havde de nødvendige penge. Vi sagde at han måtte komme på mandag for en afklaring af, hvad han havde brugt de 150.000 han havde fået - det rystede ham et øjeblik, men så strammede han sig op for en længere forklaring, men vi ville vente til mandag.

Derefter beså vi den del af markedet hvor de kvinder som har tilladelse til at sælge på markedet sælger fisk. Her er der derimod sket et betydeligt kvalitetsløft. Alle havde borde belagt med plastik hvor fisk lå renvasket og pænt fremstillet i arter og størrelser. Det så godt ud og denne udvikling tegnede lovende for salget af fisk. Maira Kosbarmakova og Gulzira Drisbekova som begge havde arbejdet på Aralrybprom i over 20 år, fortalte os at de nogenlunde tilfredse med deres forretninger, men kom der en ny virksomhed så var de også klar til at arbejde der.

Tidligere lå al fisk på jorden i de sække de var købt i, men her havde vores indsats på markedet de sidste par år, givet fuld valuta for pengene. Desværre er prisen på skrubber meget lav da de dårlige veje medfører at det lokale marked er overfyldt med skrubber - der er tale om købers marked, for selv om fisken kan holde i lang tid, så falder den dog i pris i takt med at dagene går. Karlsson havde givet Prekeev 35 Tenge kiloet, men fisken på markedet kostede ikke ret meget mere og de små var faktisk billigere. Så det er helt sikkert ikke fra de 3,5 tons fisk Karlsson skal forvente at få kontanter til færdiggørelsen af hans virksomhed. Hans fisk var da også på vej til Almaty byttet for mel og andre produkter.

Selv om vejret har været imod fiskeriet denne vinter, så er det bydende nødvendigt at få sat ind i ledet mellem stranden og Aralsk og her er der brug for en større indsats hvor transporten bliver sikret i lukkede vogne og helst med is, og så skal der strammes betydeligt op på de 2 modtager virksomheder.

Flere af de samtaler jeg har ført med Aksabak, som den der kender mest til den aktuelle situation i regionen, har været om skrubbernes værdi for regionen.

Og Aksabak forklarer, at skrubbesalget er blevet en meget vigtig del af økonomien i regionen, dog tør hun ikke sætte tal eller procenter på værdien. Men hun forklarer, at alle spiser skrubber som en del af den daglige kost. Det er den billigste fisk og da fisk kan erstatte kødet er det blevet meget vigtigt, for kødet er blevet meget dyrt de sidste par år. I dag koster et får mellem 8-10.000 Tenge for 3 år siden var prisen max. 3000 Tenge og denne prisstigning hænger uløseligt sammen med, at kød er blevet en mangelvare i Kazakstan.

For valutaen ligger på noget nær det samme som for 3 år siden, dog er $ steget med 10 Tenge til 152 Tenge i dag, men denne stigning kan jo ikke forklare prisstigningen på kødet.

Nu får familierne i byerne skrubber i stedet for kød fra landsbyerne og disse skrubber kan de selv spise, hvad de fleste også gør, men de kan også omsætte skrubberne i byen enten som fersk el. saltet fisk. Mange ryger nu også fisk og de sælges mest på banegården, hvor også de gennemgående tog mellem centralasien og Rusland gør et kort ophold. Mange fiskere og småhandlende er også begyndt at betale Aknur og Karazai Kazi for at fryse deres fangster. Derefter transporteres fisken i 50 kg sække i specielle rum under togvognene. Der kan man få plads til 500 kg hvis man ønsker det og prisen er 200 Tenge pr. sæk. En del, men sikkert en meget lille del er ifølge Aksabak, registreret, langt det meste af denne voksende transport går uden om myndighederne også fordi en sådan transport kræver et certifikat fra Kyzylorda på netop den last fisk man vil transportere. Marat, en af direktørerne på Aknur forklarede om de vanskeligheder man har med at få disse certifikater. Ifølge loven skal Aknur tage 10 kg af en last på f.eks. 12 tons til Kyzylorda til undersøgelse på et laboratorium og derefter udstedes et certifikat på den ene last. Men der er overhovedet ingen opfølgning på denne kontrol og som Marat forklarer, så forfalsker de som regel et tidligere certifikat, også fordi det koster tid og en del penge (Kyzylorda ligger jo 10 timer fra Aralsk med toget) og selve certifikatet koster også en del penge. Og da der som nævnt ikke er nogen kontrol af betydning er det blevet det mest almindelige.

Det er selvfølgelig fuldstændig galimatias at laboratoriet ligger i Kyzylorda når næsten al fisk i provinsen udgår fra Aralsk. Men som Marat forklarer, så er det umuligt at få kontrollen flyttet til Aralsk og det gælder også andre vigtige kontrolmyndigheder, som f.eks. dem der kontrollerer og giver tilladelser til fiskeri. Hvorfor man ikke flytter kontrollen til Aralsk har man ingen forklaring på, andet end at det vil man ikke og den situation kender vi jo også i Danmark hvor lagt størsteparten af fiskeriet foregår på vestkysten, men hvor myndighederne ikke vil flytte ud af København, fordi det vil de bare ikke.

Men det er ikke længere til diskussion, at skrubbefiskeriet i Aralsøen er blevet en meget vigtig del af regionens økonomi, direkte eller indirekte som erstatning for kødet som jo er en meget vigtig del af den kazakiske husholdning, i en ørken og steppe region som Aralsk.

Men selv om Aksabak sikkert er den person i regionen, som har størst viden om skrubbefiskeriet, så er det umuligt at få hende til at sige hvor meget hun tror det betyder og hvor mange fisk hun tror der bliver fanget og solgt uden om hendes og myndighedernes registreringer. Det er der flere grunde til. Den vigtigste er sikkert at hun ikke VED det og derfor kan hun heller ikke sige noget om det. Men det spiller også en rolle, at hun ved at forsøge at gætte sig frem til et tal, da vil hun sætte egne registreringer i et dårligt lys. For det i dag helt sikkert, at der foregår et omfattende og hvert år voksende sort skrubbe fiskeri også i forhold til det hun får at vide i hendes daglige omgang med fiskerne. 

Lørdags frokosten hos Rosa varede selvfølgelig til aften. Så det blev kun til en halv arbejdsdag. Hun havde ellers lovet os en russisk frokost med alt hvad der tilhører  - og det fik vi også. Men oveni havde hun, for en sikkerheds skyld, også langt en kazakisk med hvad der tilhøre, "vi er jo kazakere" som hun sagde da bisbarmakken kom på gulvet hen ad kl. 20.00.

Rosa er en foretagsom kvinde. Jeg var sidst til middag hos hende i 1996 hvor Aimbetov havde presset hen til at give denne middag. Da var han generaldirektør for Aralrybprom hvor Rosa var ledende bogholder. Siden Aralrybproms kollaps har hun fået opbygget sig et lille bogholderi virksomhed. I dag er hun bogholder for den nye forening "Aral-kvinderne", for Aknur og et par fiskerikooperativer. Desuden havde familien som bor midt inde i byen også et mindre dyrehold knyttet til husholdningen. Marat fra Aknur, som var en af gæsterne, kunne da også berolige mig med, at dette store bord kunne jeg rolig sætte mig til, da det helt og holdent var et resultat af det danske projekt.   

Denne frokost blev også brugt til at få lavet en status på vores egen dyrehold. I øjeblikket ejer vi følgende dyr spredt ud i regionen og dem vil man nu har indsamlet og ført til Tastubek for opstarten på en mindre bedrift der.

Følgende har vores dyr:

• Umbetov 1 stk. kamel givet os i 1998. Det var en hun så den har enten fået en eller 2 føl
• Amangeldi fhv. direktør i Kyzmet 1 stk. kamel. Så vidt jeg husker en hvid han
• Demeouv i Akesbe 1. stk. kamel og siger han selv det var en han. Aksabak er dog ikke i tvivl om at det var en hun og at den også skal afleveres med et føl
• Tolagaj fra Djambul 1 stk. kamel og det er en hun og den har fået 2 føl siden den blev givet til os, det har Tolagaj  givet rapport om til Aksabak.
• Togys fra Akbasty 1. stk. hest som jeg blev givet som ridedyr i 2000. Ifølge Togys er hesten ikke set siden den smed mig af efter få meters ridt i feb. 2000. Men det er hans problem og ikke vores, da han enten må finde den hest eller også give mig en anden. Og var det en hoppe så skal der også følge mindst et føl med i afleveringen. Togys vil helt sikkert påstå at det var hingst, men det skal Aksabak nok for opklaret ved at spørge naboer og andre som var med til begivenheden. Og som hun siger, da Togys jo er en rig mand vil det helt sikkert glæde mange af hans naboer, at aflægge ed på at det var en hoppe.
• Så husker jeg at Nargali Demeouv gav Henrik en ged for mange år siden. Denne oplysning var ny for Aksabak, men den blev modtaget med glæde, for en ged til Henrik for måske 5 år siden betyder, at geden har ydet 10 kid siden, da Demeouv under ingen omstændigheder har givet Henrik andet end den mest værdifulde ged han havde, særlig nu hvor bogen om Demeouv er ved at komme ud af trykkeriet i Almaty med støtte fra projektet.

Så i alt taler vi om mindst 8 kameler, 2 heste og 11 geder og det er jo store værdier som sagtens kan hjælpe til i de kommende år. Ifølge Aksabak vil en sådan samling af vore dyr også give flere af de rige i regionen inspiration til at give os et dyr el. to. Og i takt med at vodkaen gjorde dens virkning, voksede denne farm til en størrelse som overflødiggjorde al videre udenlandsk støtte og udstyr.

3.3 Aralsk

Første møde var med den russiske pige som arbejder på laboratoriet. Nursjan vil hjælpe mig med et interview med hende og hendes familie hvis de går med til det. Det afklares i morgen.

Derefter beså vi de frysere som Akbasty fiskerne mente de burde købe og opstille i stationen. De så meget mishandlede ud og selv tror jeg ikke, at de væsentlige dvs. de store, er frysere det er mere tale om kølebokse.

Agitaj vaskede bil og han vil gerne om vi kan medbringe nogle dæk til jeepen i næste transport de skal være dia. 70 x højde på gummi15 x bredde på dækket 17 med mønstre til kørsel i mudder og andet vanskelig kørsel. Han var jo utilfreds med motoren som skulle have ny bundkar og andet og så synes han heller ikke at den yder nok. Vi snakkede om at jeepen burde have en dieselmotor og det kunne få hans øjne til at gløde. En ny motor vi koste ca. 125.000 Tenge i Kazakstan dvs. 850 $ eg tror at vi kan få en brugt men udmærket dieselmotor i Danmark til de samme penge. Det skal i hvert fald undersøges.

Aksabak beretter at Sarsenbai stadig er i Karakanda med vores ALKA. Da han åbenbart er løbet ind i vanskeligheder med at komme af med fisken, forsøger han sælge på markedet. Men det er vi klart utilfreds med da han kun har lejet lastvognen i en uge og nu har han været væk i 2 uger.

Vi skulle havde været på sygebesøg på hospitalet for at besøge brigadeleder Murat Abenov  som var indlagt efter at havde drukket noget syre i den tro at det var vodka. Han var kommet slemt til skade og besøget måtte også aflyses, da han var kommet på hospitalet i Kyzylorda. Det er gået stærkt ned af bakke med Murat siden hans kone døde for et par år side. Han drikker alt for meget og har også svært ved at passe sit fiskeri. Det er trist, også fordi han har været tæt på projektet hvor han også blev valgt ind i den første bestyrelse i Aral Tenizi.

Frokost hos Bakhits familie med det hele og det afsluttes med et besøg på hans gravsted og selvfølgelig skulle jeg så lige drikken en skål med hans broder, som jo ikke er hans bror, men som hører til husholdningen fra stammen af Altenbai.

Han fik fat i Sistan og Saparbai og lederen af "Turkmen" Esenbai Eserkepov og så blev Bakhit mindet over nøjagtig 4 flasker vodka her i min lejlighed. Da mindehøjtideligheden sluttede - fordi vodkaen slap op - og strømme var gået, var Sistan nået til det punkt, hvor han ikke navigerer særlig godt. Jeg ville ikke have ham i lejligheden uden lys og jeg var træt og ville til køjs. De andre lovede at få ham hjem men efter at de var gået blev jeg faktisk lidt bekymret for Sistan også fordi de andre var sure på ham fordi han var blevet fuld og fordi han ikke oversatte vore samtaler, men mest skældte ud på dem fordi de ikke kunne engelsk og derfor skulle opføre sig ordentlig og ikke sige ham imod. Men vi får se når han igen dukker op.

Sistan synes at være helt ude af gruppen omkring dette projekt og årsagen er, at han drikker for meget og derved bliver han ustabil. Han var med til frokosten, sikkert fordi han besøgte mig, og i hans tale lagde han meget vægt på, at han havde været med fra starten og på de andre kunne jeg se, at han også talte sådan, at de blev ilde berørt.

4.3 Aralsk

Første møde blev med Tynyshtyk om agenturet. Vi fik meget kraftigt opfordret ham til at få skrevet denne rapport fra de 3 måneders eksperiment med dette agentur som skulle forsøge at promovere skrubber til byerne i Kazakstan. Han forklarede, at han ikke viste hvordan vi ville have en sådan rapport og jeg viste ham min dagbog som nu er oppe på over 30 sider og at en sådan protokol efterfulgt af en rapport med konklusioner og anbefalinger var forudsætningen for at vi betaler resten af kontrakten.

Det rystede ham, at der forud lå denne mængde arbejde, men han forsikrede os om, at han havde alle de noter der skulle til for en sådan dokumentation og at han nu ville sætte det hele i gang. Vi sagde, at vi for at hjælpe Nursjan som jo skulle skrive det hele, ville betale ham 10.000 Tenge som et forskud, da han jo ikke havde fået sin løn som aftalt.

Den russiske familie måtte melde fra mht. et interview - de følte sig ikke i stand til dette pga. problemer i familien.

Derefter havde vi et møde med mr. Karlsson som bedyrede, at alt var ok, men at han måtte bede om udsættelse med tilbagebetalingen til maj. Mange årsager lagde han til grund for anmodningen og vi blev så enige om, at han senest udgangen af maj tilbagebetalte mindst 60.000 Tenge og at han derefter overholdt aftalen som indgået. Han blev meget lykkelig og sender de bedste hilsner til Henrik og hans familie og han huskede mig på at jeg skal minde Henrik om, at Henrik har lovet ham en større mængde garn. Det lovede jeg ham.

Derefter havde vi et længere og informativt møde med 2 brigadeledere Saparbai fra "Shynbolat" og Esenbai fra "Turkmen". Mødet blev brugt til at komme dybere ned i situationen omkring fiskeriet, hvor spørgsmålet om sorte fisk, uregistrerede fangster, størrelserne på fisken og udviklingen herom set over flere år, føden i skrubberne, fugle som også spiste skrubber og til sidst forsøgte vi at analyserede fiskeriet i et afgrænset område, i dette tilfælde bugten neden for Akesbe.

1. spørgsmål - det sorte og uregistrerede fiskeri i Aralsøen.

De forklarer, at de selv og andre professionelle fiskere registrer, ca. 20-25% af deres fangster. Som de beskriver "hvis vi fanger 1000 kg så sender vi 250 til indfrysning i Aralsk, resten sælger vi til de opkøbere som kommer ned til stranden. Og sådan gør alle de fiskere som er registreret. På spørgsmålet om de som fisker til husbehov og lidt salg, så er dette fiskeri vokset eksplosivt de senere år. Alle landsbyer har nu mange sådanne fiskere, som også er kommet i besiddelse af danske garn. Hvor mange fisk der på den måde kommer i husholdningen og på markedet, tør de dog ikke engang gisne om.

2. spørgsmål om størrelserne på fisken.

Denne vinter har der været mange meldinger om, at fisken var blevet mindre, men det var disse to ikke enige i. For som de sagde, det bestemmes helt og holdent af hvorfra man fisker og på hvilke dybder. De mener ikke at der sket nogen væsentlig ændring i størrelserne på fisken over de seneste 4 år.

3. spørgsmål - hvad spiser skrubberne?

De var stadig fyldte med skaller, men mange steder var fisken nu også fyldte med de små sild. På diskussionen med Aksabak og andre som kom til - og som jo gerne deltager - blev det gjort nogenlunde klart, at sild som føde for skrubberne var stigende. De fortalte også, at sildene sprang op af de mange huller hvorfra de sætter og haller deres garn. Var hullerne ikke frosset til om morgen - var de sjældent var denne vinter, kunne der være samlet mange små sild som var jaget op på isen. Og langt mod vest kunne det ikke være sandarten som jagede, men skrubberne.

4. spørgsmålet om fugle der spiser fisk.

Der er mange måger og pelikaner samt en fugl som vi ikke kunne få klarhed over. De kalder den Backlan og den jager sammen med pelikanerne. Det foregår ved at disse fugle jager i flok rundt om en større gruppe pelikaner, som æder fisken de jager ind til pelikanerne. Pelikanerne æder og æder og derved gylper de også mange bedøvede fisk som de andre fugle så æder. Der er ifølge fiskerne mange fugle på Aralsøen, særlig tæt på deltaet.  

5. detaljerede oplysninger om hvordan de fisker

De skifter fiskeplads når de fisker på isen. 10 garn har brug for ca. 60 huller og i løbet af ca. 3 timer har man skiftet til en fiskeplads med 10 garn. Det område man af fisker er f.eks. for Turkmens vedkommende, et område på ca. 1,5 km i bredden og de antal garn de sætter i forlængelse af hinanden, for Turkmen denne vinter ca. 60.

6. En analyse et begrænset område i dette tilfælde bugten neden for Akesbe.

Siden dæmningen gik i stykker i 1999 er meget af vandet også forsvundet ud af denne bugt. Og i dag er dybden i indsejlingen til Akesbe ikke mere end mellem 20 og 50 cm. Bredden på bugten er 4 km og længden ca. 15-20 km. Denne vinter fiskede 8 brigader i bugten plus de mange fiskere fra Akesbe som fisker sort, og det er ifølge disse to fiskere, alle fiskere fra Akesbe. Aksabak er nu ikke enige med dem i det, men hun er enig i, alt langt størsteparten af fiskerne fra Akesbe, også de som har modtaget garn fra os, fisker sort. Men fiskerne kunne oplyse, at selv om en så stor aktivitet havde fundet sted på dette lille område, så var fiskeriet ikke gået i står eller tilbage. De havde blot flyttet rundt og derved havde de kunnet opretholde det samme fiskeri. Esenbai oplyser, at han også fiskede der sidste efterår og da lå fangsten konstant på ca. 1000 kg i 26 garn hver 3 dag. Esenbai oplyser også, at han fanger få men dog jævnligt sandart både i Akesbe bugten og ved Torangil. Karper ser de derimod aldrig. Men der er altid sild i garnene.

Ifølge oplysninger fra disse fiskere, sammenholdt med andre oplysninger, også fra det biologiske institut, er der endnu ikke tegn på, at skrubbebestanden er presset af fiskeriet. Vi skal måske til at undersøge fødeforandringerne, for det kunne se ud til, at skrubberne æder mere og mere små sild på bekostning af muslinger. En sådan ændring kan måske betyde forandringer i skrubbens adfærd og ligeså vigtigt, i kvaliteten på kødet fra skrubberne. Det har jo ikke været tvivl om at skrubbens høje spisekvalitet har sammenhæng med deres store indtag af de små hvide muslinger.

I dag fik vi også besøg af en mand som ville åbne en flyrute over Aralsøen. Han skulle købe et fly til 30.000$ og med dette fly vil han sørge for, at syge fiskere og deres familiemedlemmer kunne komme på hospitalet i en fart om nødvendigt. Det var lidt svært at finde ud af hvad han ville have os til at gøre i sagen. Og da vi kom dybere ned i sagen, dvs. at han fik en forståelse for hvor vi kunne være med, så stillede han sig tilfreds med en sympatierklæring fra os om, at vi støtter ideen med at syge fiskere så hurtig som muligt kommer på hospitalet.

Da han så vores skriftlige oplæg blev han dog noget ulykkelig, for i virkeligheden ville han jo gerne om jeg ikke kunne skrive under på kontrakten som garant for de 30.000$. Det affødte en længere diskussion og det endte op med at kvinderne med Karakuz i spidsen gjorde ham klart, at vi nu hverken ville gøre det ene eller det andet. Så han måtte forlade os uden noget som helst.

Tilslut mente han måske også at han kunne bruge lidt garn til hans kooperativ som han var i gang med at få oprettet. På spørgsmålet om han var fisker, så han meget forbavset ud og sagde at selvfølgelig var han fisker, hvordan kunne vi tro noget andet. Han blev så henvist til Aksabak som har ansvaret for fiskeriet, hvor jeg mere har ansvaret for om vi må bruge 30.000$ af Danida pengene til oprettelse af et flyselskab i Aralsk. Både Aksabak og han udtrykte bekymring mht. om de kunne blive enige om at denne leder af flyselskabet, nu også kunne opfylde kriterierne for et fremtidig dansk støttet skrubbefiskeri på Aralsøen.

Tojbazar fra Kone Bugun leder af brigade som fisker for Aknur kom for at aflægge rapport. Han havde været tilfreds med fiskeriet fra Akbasty, hvorfra han havde leveret 10 tons denne vinter. Han havde betalte alle kreditter og alt var godt. Blot skulle han en tur til Kyzylorda for at deltage i begravelsen af en Altenbai og dertil havde han brug for 5000 Tenge. Men da vi jo har lukket for al kreditgivning, måtte jeg personligt - da jeg jo er en Altenbai - låne ham de 5000 som jeg så ville få i september. Denne transaktion forgik under tolkning af den unge frivillige Serik som efter at Tojbazar var forsvundet ud i byen, så en mulighed for at spørge mig om hjælp.

Sagen var den, at han i midten af næste måned havde fødselsdag og at han jo gerne ville holde en fest for sine venner. Men hans forældre have netop afslået, at stå for finansieringen af denne fest og oveni denne ulykke, havde hans pige også slået op med ham - hun havde fundet en anden. Men lykken lå forude, for Serik skulle efter sigende være ansat som tolk for den af Israel ansatte som skulle tage ophold i Aralsk i slutningen af marts måned. Så med løn fra et vestlig støttet land var der meget gode udsigter til at Serik snart ville blive en holden mand. Så for at han kunne feste for vennerne og måske også herunder også finde en ny pige havde han brug for et kortfristet lån til og september - dem måtte jeg i sagens natur også ryste op med.

Møde med Aksabak og Jedige om at der kunne blive udarbejdet en status på hvor mange garn vi har i omløb i regionen. En status som lægger sammen og trækker fra mht. de garn og materialer vi har bragt herud fratrukket dem der er mistet og de indergarn og andet materialer som er brugt til reparation af garn. Altså et dokumenteret bud på hvor mange aktive garn der er i brug, herunder også et bud på hvor mange garn der skulle være blevet købt til regionen. Som sædvanlig når jeg ønsker en status så kommer der et utal af mapper og papirer på bordet - er det noget man har styr på i dette projekt så er det dokumentationen. Men som altid mangler man at konkluderer at gøre status, men det bliver nu gjort og her vil den nye ansatte Jedige kunne gøre det direkte til engelsk.

Vi modtager information om at Zhannat har fået en orden af den kazakiske republik og at hun skal modtage den i morgen her i Aralsk. Men det kan hun ikke da hun er i Almaty. Aksabak vil modtage den på hendes vegne. Zhannat fortæller fra Almaty, at vore breve til UNDP har skabt vanskeligheder for Raushan, da det ikke havde været hensigten, at denne mail fra chefen i New York skulle havde været offentliggjort. Jeg tilbød at tage et møde med hende og UNDP i Almaty for om nødvendigt for at udrede eventuelle misforståelser.

5.3 Aralsk

Møde i Aral Tenizi om udarbejdelse af foldere og andet materialer om foreningen og projektet. Vi blev enige om at man får det lavet lokalt også selv om det synes noget dyrere end i DK. Men problemet med den kazakiske tekst gør det nødvendigt at få det fremstillet i Kazakstan

Møde med kunster som nu går i gang med at af fremstillet et professionelt udsende logo

Med "Atakoys" Akimzhan Abdikov og 2 af hans fiskere. De aflægger rapport fra vinterfiskeriet i Tastubek og de oplyser, at de har fanget 7 tons. (det er lidt distraherende at næsten alle som aflægger rapport har fanget mellem 7-8 tons også selv om der er betydelige forskelle i antallet af fiskere, garn og fartøjer). De oplyser også at mener at skrubberne ved Tastubek er blevet mindre siden 1996 og helt sikkert siger de at hvor skrubberne der tidligere var fyldte med skaller er det nu sild som dominerer.

Kort møde med Amangeldi fra Sjanakurylys som blot vil sige farvel og beklage, at jeg ikke fik mulighed for at besøge byen i denne omgang. Og han vil så afvente mit næste besøg for den videre diskussion om det er muligt at få hans kredit på 500.000 lavet om til støtte.

Daukuras søn Raim stiller med jeep og benzin og det hele for at fragte mig til Raim for at besøge hans far nu da vejen igen er blevet farbar. Daukara havde jo sendt mig et brev vedr. en større plan for Raim søerne. Jeg må sende ham vore bedste hilsener da jeg ikke kan nå at komme til Raim i denne omgang.

En yngre kvinder Aygul fra Aralsk, som har bestyret en cafe i flere år, fremlægger en plan for åbning af en kantine til serveringer af skrubber. Hun var blevet meget inspireret af at havde deltaget i sidste års "Kambalauge" i Aralsk som havde involveret flere caféer og restauranter. Hun havde brug for udstyr til denne kantine og spurgte om det kunne komme med fra DK. Vi aftalte at hun får talt sagen igennem med de ansatte i Aral Tenizi, særlig Aksabak og synes de om ideen og planen skulle de anmode LLH om at finde og sende udstyr til formålet.

Møde med Zhumagaly Raim som forklarer at han har brug for 100.000 til køb af en ny båd. Han har et kooperativ sammen med Nurule (fhv. leder af Raim kollektivet) og siden de fik gang i fiskeriet sidste år har de ikke drukket vodka. Det var ellers ved at gå helt galt for de to og deres kooperativ. Nu har de fået betalt deres kreditter og de fiskede rimeligt sidste efterår. Men i vinter har de ikke været på fiskeri og det forklares med dårlige veje, ustabilt vejr osv. vi mener jo på vores side, at det har været betingelserne for alle fiskere, også de to andre grupper fra Raim som deltog i vinterfiskeriet. Men de har ikke andre forklaringer. Zhumagaly forklarer at han vil oprette endnu en brigade i kooperativet, men uden at han kan begrunde det med andet end at det vil han. "Hvad skal der så ske med de 50 garn der er i kooperativet" spørger vi? Dem deler vi siger han. Og så må vi sige nej til kreditten, først fordi det synes som en dårlig plan og dernæst fordi det er brigadelederen som har ansvaret for garnene. Dem kan Zhumagaly ikke sådan bare dele. Det kan kun ske efter interview med alle parter i kooperativet og derefter oprettelse af en ny aftale mellem dem og Aral Tenizi.

Det er en stor dag i dag. Zhannat har fået en medalje fra Astana, fra republikken Kazakstan og den skal hun have overrakt under en ceremoni i kulturhuset. Vi tager derhen for at høre om Aksabak kan modtage medaljen på vegne af Zhannat som er i Almaty. Huset er næsten fyldt med 400 mennesker og alle spidserne er mødt op. Der er flere der skal have medaljer i anledningen af Kazakstans 10 års jubilæum. Vi får at vide, at Aksabak ikke kan modtage medaljen, den må Zhannat have til gode, indtil hun igen kommer til Aralsk.

Derefter afholder vi det andet møde med de fhv. arbejdere på Aralrybprom ca. 20 mødte op og vi blev enige om at få etableret et netværk for de som har arbejdet med fisk "Fish workers of Aral region" og vi ville bidrage med et mindre budget til arbejdet. Opgaven bliver at få samling omkring de fhv. arbejdere inden fiskeindustrien, for at de kan stå bedre rustet til en fremtidig udvikling af fiskeindustrien i regionen og for at de også kan få gjort indflydelse gældende i denne udvikling. Og ligeså vigtigt at de får Aralrybprom lagt bag sig, for derved bedre at kunne gå ind som en konstruktiv partner i udviklingen. Den nye organisation i Aral Tenizi "Aral-kvinderne" skulle tage sig af opbyggelsen af dette netværk.

Jedige er gået i gang med at få opbygget databasen og siden jeg kom har vi brugt noget tid på sagen. Vi har en manual, en foreløbig opskrift på indholdet og til opgaven har vi fået opbygget en separat computer til formålet med 2 harddiske og denne computer kan kun bruges til denne database.

Denne eftermiddag stod også i regnskabets tegn. Karakuz, Aksabak og Gulnare fik afleveret regnskabet for 2001 (se den økonomiske redegørelse) og jeg hjembringer kopier af alle bilag og computer udskrifter som viser hvad pengene er blevet brugt til. Jeg gennemgår disse lister i aften og i morgen har vi et møde hvor jeg stiller spørgsmål til de poster som ikke forstår. Ellers skal siges, at udviklingen omkring afleveringer af det årlige regnskab er blevet betydelig bedre.

Der er nu gennemskuelige status og balance på de forskellige områder hvor der skal aflægges regnskab. Og nu har man også fået definitivt adskilt vores regnskab fra andre som SGF programmet, Aral Tenizi og det nye som er kommet til "Aral-kvinderne".

Under denne regnskabsaflæggelse kom Zhumagaly Azhibaev tilbage med Raim akimen som han havde fået til at tale hans sag. De første par minutter var akimen høflig, men så tog en vis herre fat i ham. Han skældte ud på Aksabak og Karakuz så den uge tolk Nubolat der stod for oversættelsen måtte give op. Akmaral kom til, men hun var også ude i store vanskeligheder, for akimen var nu blevet rigtig gal.

Sagen handlede i virkeligheden ikke om støtte til Zhumagaly, men om at akimen havde fået afslag på en kreditansøgning under Aral Tenizis SGF program til en mindre tekstilvirksomhed. Da det stod klart, greb jeg ind og under en for mig uhørt stor skraphed, fik jeg akimen ned på jorden og han forstod, at det sag havde projektet intet med at gøre og hvis han ville tale med mig, så havde han venligst at tale ordentlig til kvinderne i Aral Tenizi.

Han tog det roligt og vi fik ham forklaret hvorfor vi ikke ville give kredit til Zhumagaly og denne redegørelse måtte både han og Zhumagaly tage til efterretning og skulle vi videre i denne sag, måtte kooperativet stille op til et interview for afklaring af det videre samarbejde mellem projektet og dette kooperativ. Zhumagaly, som jo var en af deltagerne i den delegation som besøgte Danmark i 1996, har fået en lang snor på den konto, men vi kan ikke tillade at hans position i projektet deraf, betyder at han kan sprænge rammerne for de kriterier som gælder for støtten.

Efter regnskabet fremlagde Karakuz en ide til det videre i kreditgivningen til fiskerne. Det er jo oplagt at vi har et problem i denne sag, da vi ikke må opkræve renter eller strafrenter og at vi ikke må tage sikkerhed i f.eks. et fartøj. Karakuz har under sine jævnlige ture til Kyzylorda diskuteret sagen med en anden NGO som har fået tilladelse til at oprette en lille bank hvorfra de kan give mindre lån. Renterne fra lånet holder balance i banken og da de også kan tage sikkerhed i værdierne, er denne bank noget mere sikker end vores. Ud af regnskabet kan vi se, at vi nu må til at afskrive 425.000 Tenge som tabt.

De penge har været ude længe og det er svært at se hvorledes vi kan få dem tilbage igen. Det betyder at vore samlede muligheder for at yde kredit til fiskerne nu er nede på 1 mill. Tenge ca. 10.000$. Vi opfordrede Karakuz til at gå videre med udviklingen og etableringen af en sådan bank i Aral Tenizi og blev det muligt, ville vi fra projektets side få afklaret hvor mange penge vi kunne indskyde i banken.

Aften blev brugt på at fejre Zhannats medalje hos hendes forældre som havde inviteret til middag. 

6.3 Aralsk

Sidste møde med Aralsk akimen under dette besøg. Mødet blev et af de bedre mht. kontakten imellem os. Akmaral og Aksabak deltog i mødet som varede en halv time. Jeg fremlagde vort arbejde under dette besøg og de strategier som var blevet udviklet. Og derefter spurgte jeg akimen om hans råd til os.

Han havde været noget misfornøjet med, at vi nu stopper projektet i 2004, da han ikke kunne se, hvorledes den nye aftale mellem Kazakstan og Verdensbanken omkring udviklingen af fiskeriet i regionen, kunne blive en succes uden vores aktive deltagelse.

Derfor ville han meget opfordre os til at få drøftet sagen med Danida med henblik på vores aktive deltagelse i udviklingen af planen for og om muligt implementeringen af udviklingen af fiskeriet i Aralsk regionen. Hvordan denne opbygning skulle foregå, om den skulle være central eller decentral måtte tiden vise. Men han lagde ikke skjul på, at han selv og mange andre, håbede på en genoplivning af det fhv. Aralrybprom, selvfølgelig under helt andre betingelser og struktur end den nu hedengangne før så stolte fiskerivirksomhed.

Og han inviterede mig igen, som æresborger 001 til festen for fejringen af Aralsk bys 100 års jubilæum i september 2002. Skulle repræsentanter fra Danida og repræsentanter fra LLH ønske det var de også meget velkomne.

Vi mødte kort de delegerede fra regionens parlament som startede en samling i dag, men vi kunne ikke deltage, pga. af tidsnød og bestyrelsesmødet i dag. Men alle var utrolig venlige og opmærksomme på os og vi fik mange gode ord og ønsker med på vejen også fordi man om 2 dage fejrer den internationale kvindedag den 8. marts. Og det er jo en af de store fejringer i det fhv. Sovjetunionen, en fejring som er gået i gang med hilsner til hinanden om held og lykke for vore kvinder i alle aldre. "Mirambin", siger vi til hinanden når vi mødes og i forbifarten.

Et kort med møde med Marat fra Aknur som ønskede mig en god rejse og han ville blot have lidt oplysninger om hvad jeg havde tænkt mig at bruge de tegninger og rapporter jeg havde fået vedr. Aknur. Jeg sagde det som det var, at hans virksomhed helt naturligt ville indgå i en planlægning af fremtidens fiskeri i regionen. Og da Aknur står tilbage med de store bygninger og anden udenomsplads, til en eventuel central løsning, var det en god ide at have så meget viden som muligt og Aknur. Det var han glad for, sikkert efter skuffelsen med Tacis og deres konsulent, som i 2000 var på konsulentbesøg i flere uger og det eneste man havde fået ud af det var en meget tynd rapport.

Et møde med Karakuz for udarbejdelsen af en økonomisk redegørelse forgik uden de store problemer (se redegørelsen)

Som opfølgning på tidligere møde om antallet af operative garn i regionen fremlagde Aksabak og Akmaral en redegørelse for udviklingen i denne sag siden 1996.

Ifølge Aksabaks statistik, skulle der i 2001 være 2582 operative garn i dette projekt. Det tal kommer hun frem til ved at sammenlægge antallet af færdige garn vi har bragt herud siden 1996, fratrukket de som er mistet.

Ved optællingen i 1998 viste det sig at vi havde mistet 663 garn af de første 1000, hvoraf langt størsteparten gik til grunde sammen med Aralrybprom, hvor de forsvandt sammen med direktøren Aimbetov til Balkhaz søen. Siden 1998 har vi i gennemsnit mistet 76 garn om året dvs. ca. 300 i alt.

Dertil skal lægges at fiskerne har syet en del garn af det materialer vi har bragt ud til vedligehold af garnene. Hvor mange har Aksabak ikke et overblik over, men selv tror hun ikke det kan være mere end 500. Dvs. at vi kan konkluderer at der højst er 3000 operative danske garn i og omkring Aralsøen. Ifølge Aksabak vil det efter næste sæson være brug for at udskifte indergarn (buus) i mindst en 1/3 af disse garn. Dertil kommer, at en del garn er monteret med enten for lidt blyline eller med en nødløsning som den kazakiske, som bruger sten til at holde garnene ved bunden. Langt hovedparten af de mistede garn bliver sat til under fiskeri, særlig i overgangen fra efterår til vinter hvor isen kan lægge sig på en nat. Fiskerne sælger også nogle garn, men det er ifølge Aksabak meget få.

Hun fører statistik ved at hun en gang om året kommer rundt til hver eneste kooperativ og brigade i alt nu ca. 90. Her optæller hun personligt alle garnene og hendes rapport fra 2001 viser, at hun kun mistede en brigade, alle andre blev optalt og interviewet. Hun får de frivillige i Aral Tenizi til at indskrive alle data i Excel programmet i en russisk og i en engelsk udgave.

Mht. hvor mange garn fiskerne har i gang over en sæson september - april har hun også et klat overblik. I efterårs fiskeriet 2001 brugte de i alt 1934 garn og i vinterfiskeriet 2001 havde alle de brigader som deltog deres garn i vandet.

Hun ved, at der indtil nu er købt ca. 500 kinesiske garn, hvoraf Bugun alene har købt over 200. Men efter at hun er færdig med indsamlingen af data fra sæsonen 2001/2002 og optællingerne er afsluttet, vil også vide hvor mange andre, end danske garn der er i brug. Problemet med de kinesiske er indlysende - de har alt for små masker 55 mm, men da de kun kan holde til at fiske med en halv sæson, tror hun at disse indkøb vil stoppe.

Derefter havde vi et møde med en lederen af det kooperativ i Aralsk som tidligere havde forsøgt at få en kredit til videresalg af 12 tons skrubber, hvorefter han så var forsvundet. Nu havde han 6 tons skrubber liggende på Aknur og disse fisk plus 4 tons af Aknurs fisk, ville han have til Astana. Dertil havde han brug for en kredit på 150.000. Vi aftalte at hvis han sørgede for at få tilbagebetalt de 40.000 hans 2 brigader havde i kredit, så ville vi låne ham 100.000 til tilbagebetaling når han var tilbage efter 20 dage. Karakuz var ikke så tilfreds med denne aftale som Aksabak og jeg mente vi måtte indgå. Men hun gik med og fisken kommer af sted i morgen. I dag var der afgået 20 tons i to transporter fra Karazai kom Abaj for at berette og for at tage afsked med mig

Det sidste møde blev med Tynyshtyk som havde arbejdet i 2 dage med Nursjan for at få skrevet den afsluttende rapport om agenturets virke. Det blev til mange sider hvor der blev gjort rede for de enkelte dage og hvad man hvad foretaget sig, men en rapport var det bestemt ikke. De har arbejdet meget hårdt med denne dagbog, men jeg kunne ikke være tilfreds da vi havde brug for en rapport.

Vi aftalte at når jeg kommer hjem, så stiller jeg via mail en række spørgsmål som Tynyshtyk så må besvare ud fra hans kendskab og mange års erfaringer som leder i den kazakiske fiskeriindustri. Det ville han gerne og det arbejde kunne han også udføre så imod både Aksabak og Karakuz råd fik han lov til at få udbetalt resten af det aftalte 75.000 for efterårets arbejde under den betingelse at Nursjan fik sin fulde løn og at vi fik denne rapport. Blev begge punkter ikke opfyldt vil vi stoppe samarbejdet med Tynyshtyk og alt til ham hørende virksomhed, herunder det biologiske institut som han er direktør for.

Bestyrelsesmøde og tilstede fra bestyrelsen var : Aksabak, Saparbai, Sjalgasbaj, Seilkhan Kistaubaev og mig, dvs. fem og derfor beslutningsdygtige ud af 8 medlemmer. Prekeev fra Karateren og Ablajkhan fra Tastubek havde meldt afbud og præsidenten Zhannat er i Almaty. Akmaral er tolk og Jedige referent.

Det blev et kort møde (2 timer) med blot 4 punkter.

1. vinterfiskeriet

2. kreditsituationen

3. orientering ved Kurt

4. eventuelt

a1 Aksabak aflagde en foreløbig rapport fra vinterfiskeriet hvor hun redegjorde for, hvorfra de enkelte kooperativer og brigader havde fisket. I alt 60 brigader, ud af nu 90, havde deltaget og det er ikke tilfredsstillende gjorde Aksabak klart. De havde startet den 10. jan. da isen igen kunne bære (den havde lagt sig i starten af dec. Men så brudt op igen i slutningen af måneden) og fiskeriet havde foregået til den 20. feb. Hvor isen igen blev for usikker. Så det blev en meget kort sæson sammenlignet med sidste år hvor fiskerne først tog hjem på til festlighederne omkring den 8. marts og da kunne de køre på frosthårde veje. Også i år måtte vi med beklagelse konstaterer, at den sydlige del af projektområdet, med undtagelse af Karateren som ligger sydligst, svigter fiskeriet på Aralsøen. Det er sikkert fordi de forsøger at fiske på floden og de mange søer i det område, også selv om det i år var blevet totalt forbudt pga. af den usikre is og for at give de pressede ferskvands fisk noget fred. Aksabak indskærpede de øvrige medlemmer af bestyrelsen, som jo nu alle med undtagelse af præsidenten og vicepræsidenten, er fiskere, at det er deres opgave at få fiskerne på fiskeri på Aralsøen og særlig det nyvalgte medlem fra Raim fik en opsang med hjem til Raim.

Fiskerne var enige i at de havde et ansvar for at fiskerne ud på Aralsøen, og det mente de også, at de gjorde alt. Men problemerne i det sydlige, også i Bugun, kunne de ikke finde en løsning på, men at der måtte gøres noget var alle enige om. Også sagen om de kinesiske garn og også visse af de garn vi havde bragt derud med for små masker måtte der gøres noget ved.

Saparbai gav en orientering  om vinterfiskeriet set ud fra fiskernes side. Denne vinter havde været usædvanlig mild. Selv meget gamle fiskere kunne ikke huske at de nogensinde havde oplevet en så mild vinter. Og det har betydet betydelig færre fiskedage og værst meget dårlige veje. Prisen på skrubber var da også faldet pga. af vejene fra 40 Tenge sidste år til ca. 25 i år.  

Kurt foreslog, at vi i Aral Tenizi gør klart, med opslag i landsbyerne, at fra nu af vil vi kun bruge mindst 65 mm og alle de garn som herefter kommer fra DK, må ikke være mindre, også selv om vi får et parti forærende. Det har jo været lidt af et problem for os at sige nej til f.eks. 200 60 mm garn, når vi kunne få disse for meget få penge. Men nu bliver vi nødt til at stoppe. Ikke så meget fordi vi tror at det skader skrubbebestanden, men også fordi de små fisk sænker mindsteprisen på fisken og det skaber utilfredshed hos de fleste fiskere, som kun har 65 mm og derover.

A2 Kreditsituationen. 10 kooperativer manglede at tilbagebetale 158.000 Tenge fra efterårsfiskeriet også denne sag skulle bestyrelsesmedlemmerne få i orden. Kreditter skal tilbagebetales i rette tid ellers ville vi også på det punkt skabe utilfredshed hos de mange som altid overholdt deres aftaler. Fiskerne var så småt gået i gang med at tilbagebetale den kredit de fik i starten af 2000 og bestyrelsen mener, at alle fiskere vil tilbagebetale som aftalt, hvis de bliver presset lidt. Bogholder Karakuz aflagde en status og vi må sikkert tage til efterretning, at vi har mistet ca. 400.000 Tenge af den kreditpulje på 1.500.000 vi har til fiskerne. Derfor bliver puljen nu sat ned til 1.100.000 i den kommende sæson. Derudover har vi 1.150.000 udestående i kreditter til andre formål som fiskesalg og behandling. Men bortset fra en kredit på 150.000 er der ikke problemer med dem, da de først afdrag forfalder i slutningen af 2002. Vi har ydet Prekeev 500.000 i kredit til opførelsen af centeret i Karateren og 500.000 til Amangeldi omkring genopretningen af de to store fiskedamme ved landsbyen Sjanakurylys. Et større projekt som jeg desværre ikke fik set udviklingen af, men som Aksabak forklarer er godt i vej.

Bestyrelsen tog denne kredit status til efterretning og de støtter helt og holdent Karakuz planer om at få fremlagt et forslag til oprettelsen af en mindre bank i regi af Aral Tenizi. For nu er antallet af aktive fiskere i projektet så stort, at vi ikke tror at det længere vil lykkes at holde sammen på alle om ideen med at rentefri kreditter. Der er nu for mange som ikke vil overholde reglerne og dette med at en bank kan tage pant i f.eks. det fartøj det låner penge til, er efter fiskernes mening en meget bedre ide, end at medlemmerne af bestyrelsen skal farer rundt og blive uvenner med de fiskere som de bliver pålagte at presse til at overholde aftalerne.

Kurt gav en orientering omkring projektet set fra dansk side og lade dermed op til en diskussion af aftalen mellem Verdensbanken og Kazakstan. Fiskerne og særlig Aral Tenizi skulle være særlig opmærksom på, at nu ville der sikkert komme flere konsulenter til regionen for at få lavet planer for udviklingen af fiskeriet. Her er det meget vigtigt, at fiskerne får gjort op med sig selv hvilken løsning de foretrækker - den centrale med en stor virksomhed som regionen tidligere var styret af, eller en decentral løsning med flere mindre virksomheder placeret rundt i regionen på de for fiskeriet mest hensigtsmæssige steder.

Der er ingen tvivl om fiskerne støtter den decentrale løsning som kan gå i gang og virke meget hurtigere end hvis der skal bygges en ny stor virksomhed i Aralsk. De mange mindre virksomheder med deres specialer, f.eks. ferskvands fisk i den østlige og sydlige del og skrubber i den vestlige del og den nordlige del af Store Aral, vil også være mere bæredygtige i og med, at selv om en af dem skulle falde sammen, så vil der stadig være flere der kører videre.

Dertil er det nødvendigt at der skabes en fælles forståelse for en sådan løsning. Dvs. at ligegyldig hvilken konsulent som kunne finde på at spørge fiskerne om deres syn på fremtiden, så vil han få det samme svar. Dertil lavede vi et mindre rollespil:

Kurt var konsulent og Sjalgasbaj en fisker han ville interviewe om hans syn på fremtidens fiskeri. Konsulenten kommer ud til Djambul og nu spørger han Sjalgasbaj om hvilke 3 største problemer han ser i hans nuværende fiskeri i prioriteret rækkefølge.

Sjalgasbaj er ikke helt tryk ved situationen og begynder med at sige at han først og fremmest har brug for garn. Det får Kurt ud af rollespillet i en vældig fart, for at sige, at det må de aldrig sige, derimod skal de svare: "Nu har jeg garn, nu kan jeg fanger skrubber, nu kan jeg behandle dem osv. men mit største problem er at jeg får alt for få penge for mine fisk".

Konsulenten spørger til fiskerens andet store problem og det bliver helt rigtig transporten på land og det 3. blev ligeså rigtig hans både som, selv om de var blevet nødtørftigt repareret stadig ikke egnede sig til at komme langt omkring og til at opbevare fisken på en ordentlig måde.

Rollespillet viste at dette er et meget vigtigt punkt i den kommende tid og vi aftalte, at vi i Danmark får udviklet en række spørgsmål og mulige svar, som så Aksabak og andre fra foreningen havde med på deres mange rejser rundt i regionen. Her skulle de så bruge tid på at få skabt denne fælles forståelse og ikke mindst logiske argumentation til fordel for den decentrale løsning. Aksabak havde ingen problemer med at forstå pointen i denne nye strategi og hun synes at være glad for at komme i gang med denne nye opgave.

Vi aftalte, at uanset hvad Danida måtte mene om fremtiden for projektet i lyset af aftalen, så vil vi fra dansk side få lavet en plan for udviklingen af fiskeriet i regionen om ikke til andet, så ville en sådan være et udmærket værktøj,  til at få opbygget denne fælles forståelse og argumentation for en decentral løsning. For fiskerne og mange andre vi har talt med om sagen, er meget sikre på, at det oppefra kommende kazakiske forslag, bliver at få genopbygget en stor virksomhed som i "de gode gamle dage". Selvfølgelig med en mere moderne ledelse og ejer struktur, men det ville alligevel blive med de mennesker i toppen som også var med i og omkring de tidligere så store virksomheder, som tegnede og som stadig tegner store dele af den Kazakiske industriform.

Efter et stort farvelparty hos Aksabak med deltagelse alle i og omkring Aral Tenizi og bestyrelsen, er det afgang mod Almaty kl. 02.30. Alle er med på stationen og kys og mange ønsker bliver udvekslet de 5 min. Toget fra Uralsk holder på Aralsk banegård. Nursjan er taget med mig til Almaty.

7.3 Tog til Almaty

8.3 Almaty

Ankomst Almaty kl. 13.30 og modtaget af Zhannat og Makhambet. Det er jo den 8. marts og derfor den store fridag, som varer i flere dage. Men Zhannat fik mig lokket til et enkelt møde denne dag med den hollandske organisation til støtte for NGO er i det tidligere Sovjet "Milieukontakten oost-europa". Vi mødte koordinatoren for centralasien Jacobiene Ritsema som har et godt kendskab til vores projekt. Hun har også haft Zhannat i Holland sidste år som deltager i workshop/konference. De støtter styrkelsen af NGO'erne i deres organisations opbygning, men de støtter ikke direkte projekterne, men måske vil de forsøge på det i de kommende år. Vi fik en lang snak om strategien i vores projekt om denne kunne/skulle forsøges overføres til andre af de centralasiatiske lande som også har noget fiskeri. Jacobine mener vi bør mødes med den nye leder af Tacis i Kazakstan. En finsk kvinde som hun vil forsøge at få fat i for et møde i morgen. Den ansvarlige for trykningen af vores bog om Nargali Demeouv var forbi med sidste udgave inden trykningen.

Jeg talte med Ole Udsen Maersk kontoret i Almaty og vi aftalte et møde morgen kl. 11.00 hvor jeg også skal mødes med 3-4 andre organisationer/personer.

9.2 Almaty

Første møde med Ole Udsen i Maersk Oil Kazakhstan, Samal Towers, 8th Roor Samal 2. O. Zholdasbekov Str. Almaty 480091. tlf. 3272 505200 mobil 8 (300) 7446742 mail oud@maerskoilkaz.kz

Ole Udsen er jurist og næstkommanderende i Maersk Kazakstan. Han gav en grundig indføring i Maersk arbejde, hvor de arbejder og deres ideer til andre steder. Jeg var interesseret i om Maersk havde planer for Aralsøen, nu da de japanske eksperter tilsyneladende havde fundet rige forekomster af olie, på en ø i Store Aral. Det havde Maersk ikke og Ole mente at det var den nylig sammensluttede nationale selskab Kazak Oil som havde rettighederne i og omkring Aral.

Maersk arbejder i 2 provinser Aktubinsk og Aktau. Og det normale er, at Maersk forhandler en olieaftale på plads i Astana og der skrives en kontrakt. Det går forholdsvis smertefri. Problemerne får de først i de lokale akimater. Her vil akimen (guvernøren) have at de sociale investeringer som selskaberne er forpligtet til at foretage skal ned i akimatets kasse. Der havde været eksempler på at selskab havde givet nogle penge til en organisation udenom akimen og det havde skabt stor vrede i akimatet. Uden at sige det direkte fik Ole forklaret mig at det sikkert ville blive svært for Maersk at støtte vores udviklingsarbejde i Aralsk regionen.

Men han var levende interesseret i vores projekt som han spurgte til i mange detaljer, som også viste at han havde sat sig lidt ind i projektet. Da vi talte om containere, ringede han til Maersk Sealand som har en terminal i Almaty for at forhøre sig om vore muligheder. De vil nu holde et møde om containere og vi vil så sikkert skulle tale med nogen i Maersk København om en sådan aftale om et vist antal containere og transport kan etableres.

Jeg var meget glad for mødet som blev et af de bedre, sikkert fordi vi også havde fælles interesser omkring gode fødevarer, økologi, bæredygtighed og meget mere. Jeg skal huske "Baltic Ark" projektet. Bl.a. talt vi også om at Levende Hav ikke var afvisende overfor at bruge udtjente borerigge til etableringer af kunstige rev. Han henviste mig til projekter som åbenbart havde foregået i den Mexicanske Colf i flere år.

Vi aftalte at holde kontakten. 

Derefter møde med Zhannare og hendes mand om de famøse 12 tons fordærvede fisk og deres tab på de ca. 600.000. Jeg gav dem en orientering fra vore drøftelser med de 2 andre parter i sagen, fiskerne fra Akbasty og bogholderen Gulnare. Jeg sagde også at vi fra projektets side var klar til at støtte et projekt til afklaring af denne sag og for genopbyggelsen af tilliden mellem fiskerne ved Aralsøen og opkøberne i Almaty. Men kun under den betingelse at de 3 parter kunne blive enige om en plan hvor de alle bidrog til løsningen af denne sag. Når denne plan var klar, skulle de anmode projektet om den nødvendige støtte til gennemførelsen af planen. Det havde jeg også sagt i Aralsk og nu i Almaty og så må det være op til de 3 parter at komme videre. Det er tydeligt at alle havde håbet på, at vi fra projekts side havde løst problemet med x antal Tenge for at få lukket sagen. Og da denne tydelighed blev klar for mig, ville jeg da heller ikke være med til andet end ovenstående løsning som inddrager alle parter og hvor de alle skal give noget for at få denne sag bragt ud af verden.

Får vi sagen ud af verden til Zhannares tilfredshed, så vil de meget gerne fortsætte med at afsætte fisk i Almaty. Med en løsning vil de kunne byde på en kontrakt om leveringer af fisk til forskellige skoler og institutter i byen i alt ca. 60.000 kg fisk fra efteråret og vinteren ud. 

Derefter møde med den fhv. fiskeriminister. Han var selvfølgelig meget interesseret i hvorledes det var gået i Aralsk og om han som person var blevet nævnt de rigtige steder. Jeg sagde det var gået godt, men vi havde haft så travlt at vi ikke havde tid til at diskuterer de mere strategiske muligheder i fremtiden. Det være sig både med akimer, fiskere og de mange andre som nu er meget interesseret i udviklingen af fremtidens fiskeri i regionen.

Han medbragte en plan som han indbød os i at deltage i. Vi skulle blot levere det nødvendige materialer (128 mill. Tenge) til bygninger af ca. 600 nye glasfiber både over de næste 6 år, så skulle han nok sørge for at det blev gjort på det nu vel fhv. skibsværft i Aralsk. Jeg sagde jo som sandt er, at fremtidens fiskeri får brug for sødygtige fiskefartøjer så hvor mange tons polyester mente han at han ville få brug for? Det var åbenbart ikke et materiale han havde hørt om og på Zhannats udredning sagde han ja, ja det finder vi ud af. Jeg var også interesseret i om planen var blevet drøftet med Alasbay. Da så han også meget uforstående ud indtil Zhannat havde fået ham forklaret at vi talte om direktøren og ejeren af skibsværftet. "Jo, jo han kan da godt få lov til at være med i planen, hvis det skulle være nødvendigt" osv. osv.

Middag med Jacobiene, Zhannat og Serik. Vi fik gennemdiskuteret de forskellige strategier hvor Jacobiene klart er den, som søger alle aspekter af en sag/projekt på plads, førend hun skrider til handling. Det blev en udmærket aften hvor vi kom langt omkring i græsrodsarbejdet og jeg er sikker på at vi alle fik udbytte af vore diskussioner om strategier.

10.3 Almaty

Afsluttende møde med Zhannat hvor vi fik afklaret en del spørgsmål som dette tilsyn havde affødt. Vi fik - endnu engang - gennemdiskuteret sagen om de 12 tons fisk, da der åbenbart er stadig er flere misforståelser mellem Almaty og Aralsk. De opstår mestendels fordi vi stadig har kommunikations problemer når der som i denne sag er 4 parter. Jeg håber at vi fik slået fast, at det projektets klare holdning, at vi vil deltage i en løsning, når og hvis de andre tre parter har fundet sammen om en løsning som klart siger hvor meget projektet må bidrage med for at få løst dette problem.

Vi fik også afklaret 10 andre punkter hvoraf de fleste var opsamlinger på det der blev aftalt i Aralsk efter at Zhannat tog til Almaty midt under mit ophold. Selv om vi har forsøgt at få etableret en mere fleksibel beslutnings proces i den daglige ledelse, så er den i hvert fald ikke slået igennem endnu, og det kan måske heller ikke være anderledes så hurtig. Der er mange spørgsmål som skal finde løsning i de kommende måneder og Zhannat vil - selv om hun for det meste vil opholde sig i Almaty - holde godt fast styringen. Det viste sig også da hun flere gange ringere til mig hjemme hos Makhambet efter mødet med nye opklarende spørgsmål  efter at hun havde været i kontakt med Aralsk flere gange.

Vi fik også aftalt de økonomiske omstændigheder vedr. hendes ophold i Almaty og hendes deltagelse i de internationale konferencer i Madrid, Prag og måske Johannesburg.

Jeg og familien Tairov brugte derefter denne eftermiddag til en rigtig dejlig tur op i bjergene. Det var virkelig en god oplevelse at se familien samlet og i ligeså strålende humør som den sol der skinnede fra en skyfri himmel og gav os 25 plus grader i solen. Fra dagen i forvejen var temperaturen steget fra 5 til over 20 grader i Almaty. Vi afsluttede denne tur i bjerge og sne med at fylde os med lamme "Shjaslik" i en af de mange mindre griller man møder for foden af bjergene.

Med Makhambet fik jeg de fleste detaljer på plads under mit ophold i Almaty mht. det biologiske og videnskabelige arbejde, som han og videnskabsfolk fra Rusland og Frankrig og Irland sætter i gang til sommer. Makhambets gruppe vil koncentrerer sig om hvad der vil ske når dæmningen begynder og virker og fisken fra floden begynder at brede sig i Lille Aral. Vi er enige om at gruppen må studerer sandarten for at find ud af om den æder skrubber, det gør den selvfølgelig, men hvor meget og hvor store kan man finde ud af ved at fiske sandart i den østlige del af Lille Aral tæt på floden. Vi blev også enige om at Makhambet nok vil få mest udbytte af at arbejde sammen med Prekeev og den unge brigadeleder fra Akbasty og han vil nu tage kontakt til begge. Prof. Aladin fra St. Petersborg skal undersøge skrubber og deres føde og også denne del er vi interesseret i. Den sidste gruppe med franskmanden i spidsen skal tjekke de data de har fra satellit optagelser af Aralsøen.

Projektet er støttet af INTAS og andre fonde, men de har så afgjort et meget begrænset budget. Da der for de første gruppers vedkommende er flere områder som vi har interesse i så aftalte vi at vi fra dansk side vil forsøge at finde noget brugbart udstyr til disse ekspeditioner som forventes at vare 1 måned i alt dette efterår. Makhambet sender dertil så hurtig som muligt en ønskeliste til formålet. Projektet bevilligede i denne forbindelse 200 $ til formålet så

Makhambet ikke fik problemer at være tilknyttet Internettet. Vi aftalte også at holde en god kontakt for udveksling af informationer om vores og deres projekter etc.

Kl. 04.15 var der afgang mod Frankfurt og det foregik helt uden problemer.

11.3 Danmark

Ankomst København kl. 11.40 og tog til Struer. I toget fik jeg stjålet en pose med min toldfrie cognac og kopier af den Verdensbank rapporter som jeg havde brugt hele hjemrejsen til at få studeret i alle ender og kanter – den nye regerings liberale politik er slået igennem - før de 100 dage er omme har vi har fået fælleseje i Danmark. Og det er jo ik' så ringe.  

Kurt Bertelsen Christensen

Marts 2002