Udnævnelsen af Bjørn Lomborg til direktør for Institut for Miljøvurdering har affødt et vældigt postyr. ”Det er en politisk udnævnelse”, hævder venstrefløjen, hvilket Statsministeren og Miljøministeren naturligvis afviser. Og weekendavisens leder fredag bakker op: Det er hyklerisk at skrige op om en ”politisk udnævnelse”, når venstrefløjen selv gang på gang har ansat socialdemokrater og socialister til vigtige poster. Weekendavisen mener, at Lomborg har vakt forargelse simpelthen fordi ”han har tilladt sig at påpege, at der er politiske synspunkter indenfor miljødiskussionen.” Lederskribenten Anne Knudsen anfører, at det nye institut blot skal ”skaffe grundlaget for, at man kan prioritere politisk mellem forskellige miljøtiltag. Lomborg skal bare fortælle os, hvad der er at vælge imellem.”

Det interessante ved det nye institut er altså ikke, om Bjørn Lomborg er højreorienteret eller venstreorienteret – men det er derimod, at den ideologiske baggrund for instituttet er den teknokratiske forvaltning af miljøpolitikken, der nu for alvor ser ud til at slå igennem. Forestillingen om, at en statistiker kan ”fortælle os, hvad der er at vælge imellem” på miljøområdet er denne ideologis kerne. Ud fra denne fortælling skal man tage politisk stilling, og ”det kræver ingen særlig ekspertise at have en mening om, hvorvidt det ene miljøtiltag er vigtigere end det andet”, som Anne Knudsen skriver i et akavet forsøg på at bakke op om Statsministerens opgør med ”eksperter og smagsdommere”. Det er i denne ånd, der er blevet gjort op med en lang række af de initiativer på miljøområdet, der har taget sig af arbejdet med at gøre opmærksom på de problemer, der ikke umiddelbart har offentlighedens interesse, fordi de ikke kan udtrykkes i øjeblikkelig død og ødelæggelse eller et bestemt, forståeligt økonomisk problem i horisonten. Et meget stort område her er havmiljøet. Det er helt ude af proportioner, at der ikke er opmærksomhed omkring vores forvaltning af havets ressourcer og forureningen af havmiljøet – det kan man håbe på, at Lomborgs institut vil fremhæve, men det virker ikke sandsynligt: For det første har den tankegang, der ligger bag miljøinstituttet – nemlig den økonomiske cost-benefit analyse – uden tvivl direkte eller indirekte allerede bestemt administrationens forhold til kvælstofsforureningen af de indre danske farvande. Det kan simpelthen ikke betale sig at bekæmpe iltsvind effektivt, synes ræsonnementet at være, fordi det vil gå hårdere ud over landbruget, end iltsvindet går udover de relativt få tilbageværende kystfiskere. For det andet har de miljøproblemer, der er knyttet til den langsigtede forurening af havet med miljøfremmede kemiske stoffer, den uheldige egenskab, at de er særdeles vanskelige at gøre op i nutidskroner: Hvor stor en betydning har det, at der er op imod 100.000 kemiske stoffer, der lukkes ud i havmiljøet, hvis effekt vi ikke kender? Skal vi lave en effektiv indsats mod denne forurening, når vi reelt ikke ved, hvilke konsekvenser, den har? Sådanne overvejelser kan kun komme havmiljøet til skade. Om 20 eller 50 eller 100 år kan vi så igen overveje om de sygdomme og problemer, der er blevet påført fisk, dyr og mennesker, ”set i bagklogskabens ulideligt klare lys” alligevel var værd at forebygge.

Den teknokratiske ideologi går ud fra, at verden skal administreres. Det, der kan beskrives i termer, som kan ligge til grund for en ”miljøvurdering”, skal prioriteres. Det, der ikke passer i disse rammer, bliver udelukket – eller fortrængt i bedste psykoanalytiske forstand. Det kystnære fiskeri har i en del år udgjort sådan et fortrængt problem – de er svære at styre, disse fiskere, og der er så mange af dem. Var det ikke nemmere, hvis vi huggede nogle af dem op (eller ned), og så fik en flåde, der var til at forholde sig til? På samme måde med havmiljøet: Hvis vi nu lader som om, der ikke er nogen problemer under havoverfladen, så forsvinder det vel af sig selv… Den centrale lære i psykoanalysen er desværre, at det, der fortrænges, vender dobbelt tilbage. Mens det skånsomme – og i egentlig forstand økonomisk og økologisk bæredygtige – fiskeri ophugges, forstærkes de ubæredygtige fangstmetoder, og en forvaltning, der kun tilsyneladende kommer fiskeriet ”i sin helhed” til gavn. Mens det heftigt diskuteres, om den ene eller den anden sammenligningsmetode er mere videnskabelig, ophobes fremmedstoffer i havmiljøet, som endnu ikke er indfanget af administrationen. Teknokraterne vil ikke skabe større seriøsitet i miljøvurderingen – de vil fortsætte tendensen til at fortrænge den virkelighed, der ikke passer ind i systemet. Har man ikke set det før et sted?

For halvtreds år siden foretog man en cost-benefit analyse på det centrale sovjetiske planlægningskontor i Moskva: Af strategiske årsager var det væsentligt at producere bomuld, så unionen kunne blive selvforsynende, og der var et enormt landområde i Centralasien, der lå ubenyttet hen. Ganske vist var der tale om steppeland, men med en effektiv overrisling skulle det være muligt at dyrke både bomuld, ris og hvede. Hvis man nu tog vandet fra de to store floder, Amu Darja og Syr Darja, der løber gennem regionen, og ledte det ud på stepperne… Ganske vist ville en sådan strategi betyde, at Aralsøen, der hvert år tilførtes ca. 26 km3 vand fra de to floder, ville skrumpe ind, og måske endda tørre helt ud. Men – og her kommer analysen: Et effektivt landbrug ville ikke alene kunne producere den strategiske bomuld og store mængder ris og korn – det ville også dermed skabe beskæftigelse for millioner af mennesker. Skulle man anvende vandet til overrislede kollektivbrug med store økonomiske og beskæftigelsesmæssige fordele – eller skulle man bevare søen og det økologiske system omkring den – samt fiskeriet og identiteten hos de relativt få mennesker, der levede af og med den? Analysen faldt som bekendt ikke ud til Aralsøens fordel. Det gigantiske projekt til opdyrkning af ”den jomfruelige jord” blev sat i værk, og vandet blev taget fra Aral. I 1975 strandede de sidste kuttere på den tidligere havbund og de sidste ferskvandsfisk var forsvundet eller fanget i tilsaltede vandlommer. I dag er Aralsøen kendt som den største menneskeskabte naturkatastrofe, og konsekvenserne har været brutale: sand- og saltstorme, nedbrudte samfund, voldsomme stigninger i sygdomme og tidlig død. Oven i købet havde man åbenbart ikke tilstrækkelig viden om landbruget til at forudse, at store dele af det overrislede areal ville blive ødelagt af salt og andre mineraler. Verdensbanken og den kazakstanske regering har netop afsat $ 86 millioner til at rette op på skaderne i Aralsk regionen, og et kæmpe arbejde venter forude for befolkningen ved søen for at komme bare i nærheden af de leveforhold, de havde inden søen blev taget fra dem.

Det siger sig selv, at det var umuligt i 1950 at forudse den situation, Aralsøens fiskere og den øvrige befolkning i Centralasien står i i dag. Men er læren fra denne historie ikke netop, at en nutidig økonomisk og miljømæssig analyse aldrig kan tage højde for alle konsekvenser, hvis de skal formuleres i dét sprog, teknokraterne taler?  Er det den form for miljøvurdering, vi kan forvente af den nye regering?