Udarbejdet af Arbejdsgruppen vedrørende Økologisk
Fiskeri nedsat af Landsforeningen Levende Hav. Reglerne er
godkendt af Landsforeningen Levende Hav. Denne udgave er fra maj
2000.
Målsætningen for økologiske fiskeri:
Et økologisk fiskeri foregår under et sæt
regler, som tager hensyn til økosystemerne, fiskeresurserne og
mangfoldigheden i det udøvende fiskeri, med det overordnede formål
at fremme en bæredygtig miljø- og resurseforvaltning.
Et fiskeri, der overholder disse regler, fanger,
behandler og distribuerer fisken på en måde, der er skånsom og
bæredygtig i forhold til resursen og miljøet.
Et økologisk fiskeri lever op til målsætningen
ved:
- At skåne havmiljøet ved at minimere påvirkning
fra fiskeredskaber.
- At minimere fangsten af yngel og anden uønsket
bifangst.
- At reducere energiforbruget i forhold til mængde
og fangstværdi.
- At skåne havmiljøet for uorganisk affald
ved at minimere tab af fiskegrej og ved at undlade nogen form
for bortkastning af uorganisk affald i havet.
- At fremme opmærksomheden om havforureningen
– om nødvendigt ved at indstille fiskeriet fra
forureningsramte områder.
- At det økologiske fiskeri udvikles, så det
skaber baggrund for harmoniske, levedygtige kystsamfund.
- At det økologiske fiskeri fremmer
fiskeriformer, som maksimerer fiskeriudøverens andel af
fangstens værdi.
- At frembringe den bedst mulige kvalitet ved
en skånsom fangstbehandling.
- Følgende fiskerimetoder accepteres under nærmere
fastsatte betingelser, som økologisk fiskeri :
- Snurrevodsfiskeri
- Garnfiskeri
- Pilkefiskeri
- Krogefiskeri
- Bundgarnsfiskeri
- Ruse- og tejnefiskeri
- Trawlfiskeri
Økologisk fiskeri kan generelt ikke indbefatte
følgende fiskerimetoder:
(jævnfør bemærkningerne til nærværende
regler)
- Industrifiskeri
- Bomtrawlfiskeri
- Bobbinstrawlfiskeri
- Muslingeskraber
- Åletrawlfiskeri
Grundlæggende regler, der gælder for alle
fiskerier
(Opmærksomheden henledes på at nærværende
regler er regler gældende udover de love og bekendtgørelser m.v.
som regulerer fiskeriet)
Målarten
Målarten skal udgøre hovedparten af fangsten,
og det fiskeredskab der anvendes, skal være tilpasset målarten.
Motorkraft begrænsning
Fiskefartøjer må indenfor en afstand af 3 sømil
fra kysten som maksimum kunne præstere et pæletræk på 2½
tons. I alle andre farvandsområder gælder en øvre grænse på 4
tons.
Kontrol
Fiskere, der sælger fisk efter Landsforeningen
Levende Havs regler for økologisk fiskeri, er foreløbig
underkastet kontrol fra foreningen. Fiskeri efter økologiske
regler er en frivillig ordning, hvor fiskeren, udover de
almindelige gældende love og regler, forpligter sig til også at
overholde reglerne for økologisk fiskeri. Kontrollen med
overholdelse af regler for økologisk fiskeri bygger derfor grundlæggende
på tillid.
Fartøjet fører et synligt mærke udarbejdet at
producentorganisationen Fiskernes Økologiske Netværk, der
organiserer fiskere, der fisker efter disse regler
Fiskeren skal føre en logbog, som minimum skal
indeholde følgende:
Notering om mistede garn og andet mistet
grej
Afvigelser i fiskeriet i forhold til
planlagt praksis efter de økologiske regler
Notering om fangst af undermålere, hvis
disse overskrider de vejledende maksimum % -andel undermålere
i aktive fiskeredskaber
Fiskeren skal 1 gang årligt, første gang ved
opstart af fiskeri efter økologiske regler, lave en kortfattet
redegørelse, der indeholder en plan for det kommende år for
hvilke tiltag, der er planlagt i forhold til at forbedre
kvaliteten af fisken og at minimere miljøbelastningen
Konservering
Der må ikke anvendes nogen former for kemiske
konserveringsmidler i fiskeriet.
Rengøring af fangstredskaber
Fangstredskaber må ikke renses med kemikalier
Afsætning
Alt fisk skal kassesættes og
forsøges solgt som økologisk konsumfisk.
Beskyttelse og bevaring af fiskeresursen
Ombordbragt fisk må så vidt muligt ikke
indeholde undermålere. Hvis der fanges undermålere, og disse udgør
mere end de fastsatte vejledende procentsatser for målarten, skal
der gøres tiltag for at undgå det, enten ved at bruge et andet
redskab, eller forlade fiskepladsen.
Vejledende maksimum % -andel undermålere i
aktive fiskeredskaber
Fladfisk 15%
Rundfisk 5%
Hummer 15%
Arbejdsgangen skal tilrettelægges og gennemføres
således, at undermålere så vidt muligt kan genudsættes levende
Fisken skal sorteres før nyt træk / sæt påbegyndes.
Før rødspætter gælder et mindstemål på 27
cm.
Alt ombordbragt fisk, der overholder mindstemålet,
skal ilandbringes.
Affald
Alt uorganisk affald skal så vidt muligt
ilandbringes
Kvalitet
En levende fisk har en optimal kvalitet, og som
en forudsætning for at frembringe høj kvalitet skal fiskeriet
drives på en måde, der sikrer, at fisken er levende, når den
kommer på dækket.
Fiskeren skal gøre sit til, at det samlede tab
af fiskens kvalitet på vejen fra hav til bord minimeres.
Fisken skal renses, skylles og nedkøles
hurtigst mulig, eller sættes i dam og landes levende.
Der skal anvendes isvandsnedkøling overalt,
hvor det er muligt og hensigtsmæssig.
Fisken skal lægges i kasser med rensesnittet
nedad.
Alt fisk skal dato- eller periodemærkes
Særlige regler for de enkelte fiskerier
Bundgarnsfiskeri, Ruse- og tejnefiskeri
Bundgarn, ruser og tegner
rygtes, så fangst og bifangst holdes levende
Pilke- og krogefiskeri
Det skal dokumenteres, hvilken agn der bruges,
og hvor den kommer fra
Garnfiskeri
Der må højst hales 100 garn pr. mand pr. dag.
Garn med et helmaskemål på under 250 mm. Skal
hales mindst en gang i døgnet.
Garn med et helmaskemål på over 250 mm. Skal
hales minimum 1 gang hver 3 døgn.
Der skal minimum anvendes garn med et helmaskemål
på 120 mm, bortset fra silde- og makrelgarn. Der kan på særlige
lokaliteter, til fiskere hjemmehørende der, dispenseres fra denne
regel.
Ved fiskeri på vrag, skal det ske med garn, der
er specielt egnet til formålet, f.eks. med svag / delt udertælle.
Afpilning af fisk skal ske løbende,
mens garnene hales, således at uønsket bifangst og undermålere
kan genudsættes levende. Hvis det ikke er muligt at foretage
afpilning løbende, medens garnene hales, må der højest pr. mand
tages én række på maksimum 20 garn ind af gangen, før fangsten
pilles ud
Garn skal sættes i lige rækker og de skal afmærkes
tydeligt.
Generelt for bundslæbende redskaber:
Der må ikke anvendes bundslæbende redskaber på
stenbund.
Rullerne må maximalt være 4 tommer i diameter.
Snurrevod
For snurrevodsfiskeri gælder, at der maksimum må
anvendes en tovtykkelse på 24 mm.
Trawl, generelle regler
Der skal bruges selektive trawl overalt i den
takt, som udviklingen muliggør dette.
Hvis målarten fordrer en maskestørrelse, der
tilbageholder anden fisk under mindstemålet, skal der anvendes
skillerist eller tilsvarende.
Maksimum længde på et træk er 3 timer.
Maksimum vægt på trawlet, fra og med
trawlskovlene er 850 kg.
Særlige regler for specielle
trawlfiskerier
Sildetrawl
Der må maksimum være 10 % undermålere og
maksimum 2 % bifangst.
Rejetrawl
Der må anvendes trawl med et helmaskemål på
minimum 50 mm. og der skal anvendes sorteringsrist.
Hesterejetrawl
Der kan anvendes bomtrawl med en helmaskemål på
minimum 20 mm.
Hummertrawl
Skylning af hummer i natriumbisulfit er forbudt.
Partrawl
Ved partrawl skal bådene tilsammen overholde de
fastsætte pæletræksgrænser.
Dog gælder det for partrawling med
sildetrawl, at begge både hver især kan gå op til de
fastsatte pæletrækgrænser.
|