Eller: "Fordi et økologisk svin skal have økologisk foder,

Jan Gruwier Larsen, biolog

Landsforeningen Levende Hav

Som det fremgår af Politiken d. 24. august 1998 lader det til, at vi ikke i denne omgang får et blåt økomærke for vildtfangede fisk, mens der arbejdes videre på et blåt økomærke for dambrugsfisk. Når fiskere og forbrugere en dag ser dambrugs- og havbrugsfisk, der er produceret i forurenende brug, med udledning af medicinrester til miljøet og ved hjælp af foder fremstillet ved dybt betænkelige metoder, ligge økomærkede i køledisken side om side med vildtfangede fisk uden økomærke, så vil selv Danmarks Fiskeriforening blive nødt til at opbløde sin forstenede holdning til økologisk fiskeri. Man kan ikke afvise, at det kan give mening at lave et økomærke til tamfisk, men at lave en økologimærkning for tamfisk uden at tage de vilde med er absurd. Landsforeningen Levende Hav var væsentligt medvirkende til at starte diskussionen om et blåt økomærke. Landsforeningen har en arbejdsgruppe med fiskere og forbrugere, der p.t arbejder med udformningen af kriterier for et økologisk fiskeri. Det gode skib kutter "Anton" sejler i disse dage rundt til et antal danske havne for blandt andet at få indput fra erhvervsfiskerne til, hvorledes et sæt økologiske kriterier kan udformes. På baggrund af arbejdsgruppens rapport vil bestyrelsen for Landsforeningen Levende Hav til foråret vedtage et sæt økologiske kriterier og en plan for, hvorledes de skal kontrolleres.

Det er blevet diskuteret voldsomt, om vilde fisk kan være økologiske. Selvfølgelig kan de det - hvordan skulle de kunne være andet? De indgår i naturens kredsløb og ingen har foretaget sig noget som helst miljøbelastende for at anbringe dem i havet. Men man kan fjerne den indbyggede økologiske kvalitet fra fisken ved at fange, forarbejde og distribuere den med uøkologiske metoder. Debatten angående de økologiske fisk har været præget af en hel del forplumret tænkning. De fleste af problemerne stammer simpelthen fra de mange betydninger af ordet "økologi". Oprindelig er ordet økologi en betegnelse for den gren af den biologiske videnskab, der beskæftiger sig med at beskrive, hvorledes de levende væsener afhænger af hinanden og af deres omgivelser. For eksempel er en beskrivelse af havets fødekæder og af planktonalgernes afhængighed af lys og næringssalte "økologi". Mange biologer (inclusive undertegnede) ville ønske, at man havde reserveret brugen af ordet til dets naturvidenskabelige betydning. Men det gjorde man altså ikke, og det må vi leve med konsekvenserne af. Ved at filosofere over økologien i naturen er mange kommet frem til et ønske om at indrette samfundet og produktionen således, at den er mere i overensstemmelse med noget, man kunne kalde "naturens orden". Økologien blev en ideologi. Til og med en ideologi, der endnu ikke har haft sin Marx eller Jesus. Der var med ét frit slag for alle profeter. Noget kunne pludselig være mere eller mindre økologisk.

Blandt andet på baggrund af en række landmænds fantastiske og utrættelige arbejde i samspil med dygtige embedsmænd, blev økologien endelig til et sæt regler for en bestemt slags produktion - nemlig landbrugsproduktion. Så reglerne for økologisk produktion er ikke noget hverken gud- eller naturgivet. De er vedtaget som en overenskomst mellem forbruger og producent: "Hvis dine varer bærer dette mærke, så ved jeg, at de er produceret på denne og hin ganske bestemte måde, som jeg tror er bedre end den traditionelle, og derfor køber jeg dem". Fordi disse regler er vedtaget, kan de ændres. Noget tyder for eksempel på, at reglerne for økologisk hønsehold trænger til eftersyn og ændringer. Så vidt, så godt.

Nu kommer der så nogen, der begynder at snakke om økologiske fisk , og så går det helt galt. Men spørgsmål Landsforeningen Levende Hav stiller sig selv, fiskerne, biologerne og forbrugerne er ganske simpelt: "Hvorledes indretter vi vores fiskeriproduktion så økologisk som muligt?". Altså så vidt muligt i overensstemmelse med "naturens orden". Og et af de mest almindelige svar er, at man jo ikke ved, hvor fisk har været henne, og hvad de har spist, og derfor kan de ikke være økologiske. Man projicerer reglerne for økologisk svineproduktion ud i havet og konkluderer at: "Fordi økologiske svin skal have økologisk foder, findes økologiske fisk ikke". Det er selvfølgelig noget sludder. Hvis vi som samfund vedtager, at fisk produceret på miljømæssigt set ansvarlig vis er økologiske, så er de økologiske.

Hvis man prøver at regne på de miljømæssige konsekvenser af at spise et kilo fisk (en hvilken som helst konsumfisk fra danske farvande eller Nordsøen) og et kilo gris (en hvilken som helst kommercielt produceret gris inklusive de økologiske), så er der ikke skygge af tvivl om, at fisken er mest "økologisk". (Det er selvfølgelig ikke sagt for at genere de økologiske landmænd - vi vil jo meget gerne have lidt gris en gang i mellem!).

Et blåt økomærke for vildtfangede fisk drejer sig ikke om at økologisere alle fiskeprodukter. Der er store forskelle på miljøpåvirkningerne fra de enkelte fiskerier, og en økologisk fiskeriproduktion skal selvfølgelig være væsentlig bedre for det ydre eller indre miljø end andre sammenlignelige produktionsformer for at være betegnelsen værdig. En ganske væsentlig grund til at købe landbrugsprodukter fra økologisk landbrug er netop hensynet til det ydre miljø. Den økologiske produktionsform giver færre sprøjtegifte i miljøet, og fordi økologiske afgrøder er kvælstofsultede, må vi også på lidt længere sigt forvente en forbedring af både drikkevand og havmiljø. Grunden til at ønske en mærkningsordning for økologiske fiskeprodukter er ligeledes overvejende hensynet til det ydre miljø.

Et økologisk fiskeri vil søge at dække vores behov for fiskeprodukter med et minimum af skader på miljøet. Fuldstændig parallelt med et økologisk landbrug er et økologisk fiskeri ikke så meget dét man gør ved fisken, som dét man ikke gør. I landbruget drejer økologien sig primært om at lade være med at bruge forurenende stoffer som kunstgødning og pesticider. I det økologiske fiskeri søger man at minimere energiforbruget og udsmidet og at undgå hårdhændede fiskerimetoder. Det kan helt konkret dreje sig om at anvende faststående redskaber og snurrevod, at bruge større masker end i det andet fiskeri, at respektere sæsoner for de enkelte fisk, og at begrænse fangstrejsernes længde og varighed og energiforbrug. Fuldstændig parallelt med landbruget kan man ikke stille den økologiske fisker til ansvar for forhold, han ikke har indflydelse på. Den økologiske landbruger bliver ikke stillet til ansvar for den luftbårne forurening, der drysser ned over grøntsagerne, og ligeledes kan man ikke gøre den økologiske fisker ansvarlig for den vandbårne forurening.

Dansk landbrug har gennemgået en udvikling, hvor den nylige næsten totale fusionering af mejerigiganterne er det logiske slutpunkt. Med oprettelsen af andelsmejerierne i sin tid skete en væsentlig forbedring af mejeriprodukternes kvalitet. Man slap for hår i smørret og sur mælk. Noget lignende skete for slagteriernes vedkommende. Vi er ikke i tvivl om, at den udvikling, der var så glimrende i begyndelsen, er gået alt for langt og har skabt store miljøproblemer. Dele af landbruget er kommet så langt ind i en blindgyde, at det kommer til at tage år og gøre rigtig ondt at bakke ud igen. Det økologiske landbrug skabte i begyndelsen en modbevægelse til centraliseringen indenfor det traditionelle landbrug. Lad os håbe, at det bliver ved med at være tilfældet. I mange år har mottoet for udvikling i fiskeriet været "større enheder på alle niveauer". Større fartøjer, færre men større havne, større forarbejdningsvirksomheder og så videre. Der er ikke skygge af grund til, at fiskeriet skal gentage landbrugets fejltagelser, og det økologiske fiskeri kan være vejen til at forhindre det

Små enheder Centralisering

Selvejere Rederier

Flexibilitet Miljøhensyn Specialisering

Konkurrence Monopolisering

Nærhed Fremmedgørelse

Centralisering ud over en vis grænse er til skade for miljøet, fordi der sker en forflygtigelse af ansvaret. Ved en økomærkning af fiskeprodukter vil Landsforeningen Levende Hav starte med det kystbaserede konsumfiskeri. Det vil sige mindre fartøjer, der efter korte fangstrejser leverer fisk overvejende til ferskvaremarkedet. Det er klart, at en kystfisker, der fisker på bestande, som han skal fiske på til næste år og til næste år igen, og som måske har et håb om, at hans børn vil leve i det samme lokalsamfund, baseret på de samme ressourcer, kan forventes at udvise et større miljøhensyn end et stort fartøj, der leverer til fiskeindustrien og tager fisken, hvor den er. Landsforeningen Levende Hav vil ikke afvise en økomærkning af industrielt fremstillede fiskeprodukter, men det må komme i anden række, og kun i det omfang, det industrielle fiskeri kan foregå uden skade for kystfiskeriet.

Man kan spørge, om den centraliseringen indenfor fiskeriet har givet bedre kvalitet af de fisk, der når frem til forbrugeren. Svaret er helt klart nej. Der er på det seneste blevet gjort et par hæderlige forsøg på at distribuere god, fersk fisk, men generelt er fersk fisk ikke tilgængelig, og når den er det, er den for dårlig. Der findes fiskere, som gør sig umage med at levere et ordentligt produkt, men det distributionssystem, der indhandler det meste af fisken, belønner ikke i tilstrækkelig grad kvalitet. Det kan bedre betale sig at fiske mere, blive ude længere og udskyde rensning af fisk til fordel for at fange nogle flere. Og derfor er det selvfølgelig det, mange fiskere gør. I mange tilfælde handles de gode produkter desuden til udlandet. Den gode fisk er læsset på kølevogne og næste morgen solgt på markeder i Bruxelles, Madrid, Lissabon og Milano, før de i forvejen halvgode produkter overhovedet er nået ud hos de danske fiskehandlere. Den affaldskultur, der har præget danske madvaner, siden vi begyndte at eksportere de bedste udskæringer fra de bedste svin til England og selv nøjes med soflæsk og salami, lever stadig i bedste velgående indenfor fiskebranchen.

En økologisk fisk er nødt til at være en kvalitetsfisk. Mange vil huske de første økologiske gulerødder, der helst skulle være jordede og deforme for at se rigtigt naturlige ud, og de første økologiske spegepølser, der løb ud på bordet, når man punkterede dem med kniven. De økologiske landbrugsprodukter er siden kvalitetsmæssigt kommet med i den grad, at de i de fleste tilfælde er bedre end de tilsvarende traditionelle. En fisk, der er fanget med økologiske metoder, bliver selvfølgelig teoretisk set ved med at være økologisk også selv om den er rådden, men det er klart, at et økologisk distributionssystem må stille det krav, at fisken er af fremragende kvalitet. Ellers kan den ikke sælges og så er hele øvelsen ligegyldig. Et par af de ting, der må sættes i værk for at kontrollere økologiske fisk, vil i sig selv medføre en bedre kvalitet af fiskeprodukterne. Oplysningerne om hvilket fartøj, der har fanget fisken samt hvor, hvornår og med hvilket redskab, må nødvendigvis følge fisken frem til forbrugeren. Hvis man som fisker har gjort sig umage for at levere et produkt, der er i orden, og ens navn ligger på en seddel i kassen, kan man selvfølgelig kun være interesseret i, at de efterfølgende led i distributionskæden behandler fisken ordentligt. Og hvis levnedsmiddelkontrollen konstaterer (som det skete for nylig i Århus), at fiskene ikke er egnet til menneskeføde, er det muligt at følge fisken baglæns gennem distributionskæden og placere et ansvar. Alene en fangstdato skulle garantere, at fisken i hvert fald ikke er for gammel. Om fiskebranchen så er moden til at håndtere økologiske varer samtidig med andre fiskeprodukter, eller om vi til en begyndelse må have et to-strenget system, er endnu ikke afklaret. 

Et økologisk fiskeri bør omfatte kriterier for transport. En papegøjefisk fanget med spyd af en nøgen mand ud for en stillehavsatol og fløjet ind til fisketorvet må pr. intuition holde op med at være økologisk et eller andet sted over ækvator. Her kan de økologiske fisk måske blive et lokomotiv for en tilsvarende udvikling indenfor det økologiske landbrug, hvor energiindhold og afstand stadig ikke indgår som krav til produkterne. En økologisk appelsin kan man måske forstå, men et økologisk rugbrød kørt her op fra Tyskland?

Tilhængere af et økologisk fiskeri og et blåt økomærke er blevet beskyldt for, at de vil have dansk fiskeri tilbage til stenalderen. En rigtig økologisk fisker skulle således være en skindklædt, harpunbevæbnet skikkelse i en selvudhulet trækano. I virkeligheden er en tyve tons garnbåd, som for eksempel det gode skib kutter "Anton", en besynderlig blanding af ren stenalder og højteknologi. Et garn er egentlig blot et stykke tekstil, som man hejser ned i vandet. Derefter venter man på, at der kommer nogen fisk forbi og bliver viklet ind i garnet, og så haler man garn og fisk op. Men dette redskab er udviklet og forfinet til det utrolige. Garn findes i et utal af typer til forskellige fiskerier og kan sættes på et utal af måder. Kutter "Anton"s skrog er af træ og bygget i 1948, men er efterhånden udstyret med så megen elektronik, at det ville have fået en u-båds chef til at savle af misundelse for bare 10-15 år siden. Elektronisk kommunikationsudstyr og navigationsudstyr, der hjælper skipperen med at finde fisken, er jo i sig selv en god ting i det omfang, det medfører, at man ikke skal brænde dieselolie af i søgen efter fisken. Vi skal ikke tilbage til stenalderen. Vi skal blive dygtigere til at bruge de metoder, vi har fået i hænde til at arbejde med naturen i stedet for mod naturen - også indenfor fiskeriet.  

I forbindelse med økologisk fiskeri er det nødvendigt med et par overvejelser angående økologi og bæredygtighed. Dansk fiskeri kan blive med at fiske, som det gør nu lige frem til næste istid, uden (tror vi nok) at udrydde nogle af sine målarter. Hvis det er kriteriet for et bæredygtigt fiskeri, så er dansk fiskeri bæredygtigt. Men skal vi anvende ordet i dets Brundtlandske betydning, så er dansk fiskeri langt fra bæredygtigt og bliver det heller ikke foreløbigt. I virkeligheden bør man anlægge en økosystembetragtning, når man vurderer virkningerne af fiskeri. Det er fiskeribiologer ikke vant til. Al den energi, der "løber ved siden af" de fiskeribiologisk interessante fødekæder og altså ikke bliver til torsk eller andre konsumfisk, betragtes i vidt omfang som "spild". Det er på den baggrund, at man for eksempel erklærer, at de hundredetusinder af tons industrifisk, der hvert år fjernes fra danske farvande og Nordsøen i øvrigt "ikke betyder noget". Man overser, at disse vældige mængder af organisk materiale er med til at opretholde den biologiske struktur, der er en forudsætning for blandt andet torskens eksistens. Det betyder ikke, at man ikke må kunne se en virkning af fiskeriet på de marine økosystemer. De danske farvande er et kulturlandskab med spredte pletter af natur, nøjagtig som det landskab, der omgiver os på landjorden. Det kan ikke være anderledes, når den mest almindelige dødsårsag for en fisk er at blive fanget og spist. Det er også i orden. Men så bør vi også behandle havet som et kulturlandskab og sørge for at pletterne af natur er mange og store nok til at sikre for eksempel formering af bunddyr, og at høsten af fisk og den måde ,vi høster dem på kommer bedre i balance med produktionen.

Hvis nogen stadig nærer tvivl om, at et økologisk fiskeri, der dybest set er en overenskomst mellem fiskere og forbrugere, er vejen til et bedre fiskeri, så lad os se lidt på alternativerne. Vi har haft en fælles fiskeripolitik i EU siden 1983. Siden da er bestanden af samtlige konsumfisk i fælles EU-farvand faldet drastisk. De officielle mellem- og efterhånden overstatslige organer har haft 15 år til at bevise, at de ikke magter opgaven!! Vi bliver nødt til at prøve noget andet. Et alternativ kunne være et totalt boykot af fiskeprodukter med de mange følger af social, kulturel og ernæringsmæssig art og med tab af den kolossale knowhow, der ligger i fiskerierhvervet. En uhyggelig tanke og bestemt ikke en løsning på globalt sigt, idet fiskeprodukter helt overvejende vil blive erstattet af landproducerede animalske produkter med endnu større miljøomkostninger! Det er ikke for sjov, at vi vil have et økologisk fiskeri. Det er et forsøg på at løse nogle problemer, der er uomtvistelige. Økologisk fiskeri er ikke et mål i sig selv, men et middel til at opnå et mere bæredygtigt fiskeri, og kritikerne bør være sig deres ansvar bevidst, når de fejer forslaget af bordet med de tågede argumenter, som vi hidtil er blevet præsenteret for.  

Det er i og for sig fuldstændig logisk, forståeligt og forventeligt at fødevareministeren ikke har skåret igennem overfor Danmarks Fiskeriforenings modstand og simpelthen har sat et arbejde i gang med at konkretisere kravene til et økologisk fiskeri. I selve indledningen til den nye fødevarelov hedder det nemlig i formålsparagraffen, at eksport af fødevarer skal sikres. Det er lysende klart, at når den konflikt, der er - og skal være - mellem erhvervs- og forbrugerinteresser, går midt ned igennem et ministerium, så skal det føre til handlingslammelse og til, at erhvervenes interesser kommer til at dominere. I dette tilfælde medfører det helt konkret, at Danmarks Fiskeriforening (foreløbigt!) kommer til at bestemme den officielle danske holdning til økologisk fiskeri. Hvis man prøver at forestille sig, at Axelborg skulle have dikteret betingelserne for det økologiske landbrug, er situationens lavkomiske absurditet tydelig. Det er mindre klart, hvorfor formanden for Dansk Fiskeriforening, Bent Rulle, er så skræmt af bevægelsen hen imod et økologisk fiskeri. "Økologi er, når man først ødelægger et eller andet totalt, og så gør det en lille smule bedre", som han citeres for i Politiken den 24. august. Hvorfor er han dog så forhippet på at forhindre de mange danske fiskere, der allerede fisker halvøkologisk, i at værdiforøge deres fangster ved at omstille til økologisk drift? Danmarks Fiskeriforening er en stor, dyr forening med en stor, dyr formand. Danmarks Fiskeriforening finansieres for en stor dels vedkommende af en procentdel af fartøjernes omsætning. De store trawlere, industrifiskerne og bomtrawlerne bidrager således i forhold til deres antal uforholdsmæssigt meget til foreningens økonomi. Det er lige præcis disse fartøjer der, hvis man økologiserer kystfiskeriet, vil komme til at fremstå som ikke-økologiske. Kan der være tale om, at kortsigtede person- og profitinteresser, her kommer før en langsigtet planlægning til gavn for både erhvervet som helhed, for miljøet og forbrugerne?

Landsforeningen Levende Hav er ikke en forening for et økologisk fiskeri, men for et rent og levende hav. Vi er bekymrede over, at forureningsdebatten tilsyneladende er gået helt i stå. Vi er bekymrede over den radioaktive forurening af Nordsøen, over langtidsvirkningerne af den store, men diffuse udledning af olie, over de hormonlignende stoffers indflydelse på fisk, bunddyr og på os, og over hvorvidt den nye vandmiljøplan (blandt venner kaldet "igen, igen" eller "nu, er det nu, det er nu!!") vil virke efter hensigten. Men også her kan et økologisk fiskeri koblet til en større bevidsthed om havet som kilde til dejlige fødevarer, der med de rigtige metoder kan ekstraheres med meget små miljøomkostninger måske medvirke til at bremse den uhensigtsmæssige kortslutning mellem mad og affaldsprodukter, der stadig foregår i havet. Vi beder alle gode kræfter støtte dette arbejde indtil til de, der burde tage sig af det, lever op til deres ansvar.