| 
                 
              Hanne Mogensen,  dyrlæge, Miljø-
              og Levnedsmiddelkontrollen i Randers.
               Når vi snakker om mærkning af
              levnedsmidler, ophører enhver diskussion om, hvad økologi er, og
              om en fisk kan være økologisk. 
              Indenfor fødevareproduktionen betyder ordet
              økologisk nemlig et levnedsmiddel, der fra jord til bord
              er fremstillet efter ganske bestemte og lovgivningsmæssigt
              fastsatte regler. Ordet økologi er altså lovgivningsmæssigt
              beskyttet og begrænset, og det samme er det velkendte Statskontrollerede
              økologimærke. 
              Der er endnu ikke fastsat regler for økologisk
              produktion og salg af vildtlevende fisk. Det betyder, at en fisk,
              der svømmer rundt i havet og fanges fra en fiskekutter, ikke må
              kaldes økologisk. 
              Det betyder til gengæld også, at det er
              muligt at påvirke de kriterier, der skal tages med, når reglerne
              for vildtlevende, økologiske fisk skal laves. 
                
              
              Mærkning af fødevarer 
              
              I Danmark skal man som hovedregel
              registreres eller godkendes, hvis man vil producere eller sælge fødevarer.
              Der findes ligeledes et sæt minimumsregler, som skal overholdes,
              og der føres offentlig kontrol med virksomhederne. 
              Kontrollen er fordelt på forskellige
              ministerier og direktorater. Fangst, salg og produktion af fisk og
              fiske- produkter bliver kontrolleret af Fiskerikontrollen og
              Levnedsmiddelkontrollen. Man må ikke reklamere med, at man
              overholder minimumsreglerne for salg af fødevarer, da det ganske
              enkelt er en forudsætning for overhovedet at kunne sælge sine
              varer lovligt. 
              Ønsker man at sælge sine varer som økologiske,
              skal man udover de almindelige grundregler opfylde en række
              ekstra krav. Disse krav er fastsat i økologilovgivningen, som
              dels bygger på EU-direktiver og dels på ren dansk lovgivning. 
              Er man registreret eller godkendt som økologisk
              producent, har man til gengæld lov til at fremhæve sine varer
              ved at mærke dem med økologisk eller med det danske økologimærke. 
              Der er offentlig kontrol med alle led i den
              økologiske produktion, altså f.eks. både med gården,
              slagteriet og slagterforretningen, og hvis bare á‚át af
              leddene svigter, må varen ikke sælges som økologisk. En
              del af kontrollen foregår ved, at kontrollanten går rundt på gården
              eller hos slagteren og ser efter, at de fysiske krav er opfyldt. 
              En anden og nok så væsentlig del er
              papirkontrollen. En økologisk producent skal nemlig kunne gøre
              rede for både økologisk indkøb, produktionsmængde og hvad der
              er solgt eller destrueret. 
              Det betyder, at hvert enkelt salgs- og købsled
              er dækket ind, og at kontrollen til hver en tid kan undersøge,
              om et påstået økologisk indkøb passer med et tilsvarende salg
              i det foregående led. 
                
              
              Kriterier for økologi-mærkning 
              
              Filosofien bag det statskontrollerede økologimærke
              er, at det er produktionen, der er økologisk. Der tages hensyn
              til det ydre miljø gennem krav til dyrkningsmetoder, gødning og
              sprøjtning. Der tages hensyn til dyrene ved kun at godkende
              bestemte staldtyper og ved at stille krav til, hvor meget plads
              det enkelte dyr har og til selve behandlingen af dyrene m.v. Der
              er også fastsat regler om anvendelse af lægemidler og foder. 
              Der er derimod ikke nogen garanti for, at
              selve produktet smager bedre eller har en højere gastronomisk
              kvalitet. 
              Hvis vi ønsker en økologisk fisk på linie
              med de økologiske bøffer og det økologiske brød, handler det
              altså om, at der opstilles et sæt regler for denne produktion.
              Hvilke kriterier skal gælde, når der lovgives om den økologiske
              fisk. Her er det nemlig endnu muligt at påvirke lovgivningen. 
              Indenfor landbrugsområdet er det miljøet
              og hensynet til dyrenes velfærd, der er sat i højsædet, men
              reglerne bygger blot på, hvad nogle mennesker er kommet frem til. 
              Vi kan sagtens anvende tilsvarende kriterier
              indenfor fiskeriet, og vi kan vælge at udbygge med nogle flere. 
              Der kan måske ikke stilles så mange krav
              til selve den vildtlevende fisks velfærd, men der kan i høj grad
              stilles krav til fiskeriet, og der kan stilles krav til
              slutproduktet med hensyn til friskhed osv. 
                
              
              Kontrol 
              
              Når kriterierne fastlægges, er det vigtigt
              at tænke på, at kun krav, der kan kontrolleres i alle led, kan
              bruges i forbindelse med en økologisk fisk. Det styrker troværdigheden
              overfor forbrugeren, og begrebet statskontrolleret økologisk
              kan selvsagt slet ikke anvendes uden at kontrol er mulig. 
              Fiskeren kender i forvejen både den fysiske
              kontrol og kontrollen af fangstjournaler og regnskaber. Nu tages
              blot også de økologiske krav med i kontrollen. Det besværligste
              kontrolled er på land, hvor det nok vil blive nødvendigt at
              acceptere, at der forhandles både økologiske og ikke-økologiske
              fisk i samme virksomhed. 
              Dette stiller krav til fysisk adskillelse og
              særskilte journaler, men når det er muligt hos slagteren, er det
              vel også muligt hos fiskehandleren. 
                
              
              Markedsføring 
              
              Jeg mener bestemt, at det er muligt at finde
              brugbare kriterier, der kan anvendes i forbindelse med en økologisk
              fisk. Kriterier, der både kan være med til at forbedre miljøet
              og sikre forbrugeren bedre produkter på fiskeområdet. Jeg mener
              også, at det er vigtigt, at man blander sig i debatten om
              udvikling af kriterier for denne økologiske fisk, men man skal
              regne med, at der går et stykke tid, før markedsføringen af den
              økologiske fisk er en realitet, da kriterierne først skal
              igennem retsmaskineriet. 
              På kort sigt er der en anden mulighed, hvis
              man allerede nu vil starte markedsføringen af en fisk, der er
              fanget efter et sæt strammede kriterier, f.eks. kriterier, der er
              skånsomme for miljøet. Det er nemlig lovligt, at man selv
              opstiller en række kriterier for sit fiskeri og herefter kalder
              sine fisk et eller andet, f.eks. Levende Hav Fisk. Man kan
              så reklamere med, at Levende Hav Fisk bliver fanget på en
              bestemt måde, der skåner miljøet. 
              Dette kan gøres uden at gå rettens tens
              vej. Det er en forudsætning, at de kriterier, man opstiller,
              går ud over de krav, der allerede ligger i den almindelige
              levnedsmiddellovgivning, og det er selvfølgelig en forudsætning,
              at man rent faktisk overholder disse skærpede krav. 
              Produkter, der markedsføres ud fra et sæt
              kriterier, som en producent eller forhandler selv har fundet på,
              er ikke som de økologiske underlagt en speciel kontrol, men
              Levnedsmiddelkontrollen kan til enhver tid kræve beviser for, at
              kriterierne overholdes. 
              Det er altså også her vigtigt, at de
              kriterier, der opstilles, kan kontrolleres. Hvis ikke man kan
              dokumentere, at kravene overholdes, vil Levnedsmiddelkontrollen
              nedlægge forbud imod, at produktet fremhæves på anden vis end
              almindelige fisk. 
                
              
              Fra: Landsforeningen Levende
              Hav: Økologisk Fiskeri -Et debathæfte fra Landsforeningen
              Levende Hav. 
                 |