Hanne Mogensen,  dyrlæge, Miljø- og Levnedsmiddelkontrollen i Randers.

Når vi snakker om mærkning af levnedsmidler, ophører enhver diskussion om, hvad økologi er, og om en fisk kan være økologisk.

Indenfor fødevareproduktionen betyder ordet økologisk nemlig et levnedsmiddel, der fra jord til bord er fremstillet efter ganske bestemte og lovgivningsmæssigt fastsatte regler. Ordet økologi er altså lovgivningsmæssigt beskyttet og begrænset, og det samme er det velkendte Statskontrollerede økologimærke.

Der er endnu ikke fastsat regler for økologisk produktion og salg af vildtlevende fisk. Det betyder, at en fisk, der svømmer rundt i havet og fanges fra en fiskekutter, ikke må kaldes økologisk.

Det betyder til gengæld også, at det er muligt at påvirke de kriterier, der skal tages med, når reglerne for vildtlevende, økologiske fisk skal laves.

I Danmark skal man som hovedregel registreres eller godkendes, hvis man vil producere eller sælge fødevarer. Der findes ligeledes et sæt minimumsregler, som skal overholdes, og der føres offentlig kontrol med virksomhederne.

Kontrollen er fordelt på forskellige ministerier og direktorater. Fangst, salg og produktion af fisk og fiske- produkter bliver kontrolleret af Fiskerikontrollen og Levnedsmiddelkontrollen. Man må ikke reklamere med, at man overholder minimumsreglerne for salg af fødevarer, da det ganske enkelt er en forudsætning for overhovedet at kunne sælge sine varer lovligt.

Ønsker man at sælge sine varer som økologiske, skal man udover de almindelige grundregler opfylde en række ekstra krav. Disse krav er fastsat i økologilovgivningen, som dels bygger på EU-direktiver og dels på ren dansk lovgivning.

Er man registreret eller godkendt som økologisk producent, har man til gengæld lov til at fremhæve sine varer ved at mærke dem med økologisk eller med det danske økologimærke.

Der er offentlig kontrol med alle led i den økologiske produktion, altså f.eks. både med gården, slagteriet og slagterforretningen, og hvis bare á‚át af leddene svigter, må varen ikke sælges som økologisk. En del af kontrollen foregår ved, at kontrollanten går rundt på gården eller hos slagteren og ser efter, at de fysiske krav er opfyldt.

En anden og nok så væsentlig del er papirkontrollen. En økologisk producent skal nemlig kunne gøre rede for både økologisk indkøb, produktionsmængde og hvad der er solgt eller destrueret.

Det betyder, at hvert enkelt salgs- og købsled er dækket ind, og at kontrollen til hver en tid kan undersøge, om et påstået økologisk indkøb passer med et tilsvarende salg i det foregående led.

Filosofien bag det statskontrollerede økologimærke er, at det er produktionen, der er økologisk. Der tages hensyn til det ydre miljø gennem krav til dyrkningsmetoder, gødning og sprøjtning. Der tages hensyn til dyrene ved kun at godkende bestemte staldtyper og ved at stille krav til, hvor meget plads det enkelte dyr har og til selve behandlingen af dyrene m.v. Der er også fastsat regler om anvendelse af lægemidler og foder.

Der er derimod ikke nogen garanti for, at selve produktet smager bedre eller har en højere gastronomisk kvalitet.

Hvis vi ønsker en økologisk fisk på linie med de økologiske bøffer og det økologiske brød, handler det altså om, at der opstilles et sæt regler for denne produktion. Hvilke kriterier skal gælde, når der lovgives om den økologiske fisk. Her er det nemlig endnu muligt at påvirke lovgivningen.

Indenfor landbrugsområdet er det miljøet og hensynet til dyrenes velfærd, der er sat i højsædet, men reglerne bygger blot på, hvad nogle mennesker er kommet frem til.

Vi kan sagtens anvende tilsvarende kriterier indenfor fiskeriet, og vi kan vælge at udbygge med nogle flere.

Der kan måske ikke stilles så mange krav til selve den vildtlevende fisks velfærd, men der kan i høj grad stilles krav til fiskeriet, og der kan stilles krav til slutproduktet med hensyn til friskhed osv.

Når kriterierne fastlægges, er det vigtigt at tænke på, at kun krav, der kan kontrolleres i alle led, kan bruges i forbindelse med en økologisk fisk. Det styrker troværdigheden overfor forbrugeren, og begrebet statskontrolleret økologisk kan selvsagt slet ikke anvendes uden at kontrol er mulig.

Fiskeren kender i forvejen både den fysiske kontrol og kontrollen af fangstjournaler og regnskaber. Nu tages blot også de økologiske krav med i kontrollen. Det besværligste kontrolled er på land, hvor det nok vil blive nødvendigt at acceptere, at der forhandles både økologiske og ikke-økologiske fisk i samme virksomhed.

Dette stiller krav til fysisk adskillelse og særskilte journaler, men når det er muligt hos slagteren, er det vel også muligt hos fiskehandleren.

Jeg mener bestemt, at det er muligt at finde brugbare kriterier, der kan anvendes i forbindelse med en økologisk fisk. Kriterier, der både kan være med til at forbedre miljøet og sikre forbrugeren bedre produkter på fiskeområdet. Jeg mener også, at det er vigtigt, at man blander sig i debatten om udvikling af kriterier for denne økologiske fisk, men man skal regne med, at der går et stykke tid, før markedsføringen af den økologiske fisk er en realitet, da kriterierne først skal igennem retsmaskineriet.

På kort sigt er der en anden mulighed, hvis man allerede nu vil starte markedsføringen af en fisk, der er fanget efter et sæt strammede kriterier, f.eks. kriterier, der er skånsomme for miljøet. Det er nemlig lovligt, at man selv opstiller en række kriterier for sit fiskeri og herefter kalder sine fisk et eller andet, f.eks. Levende Hav Fisk. Man kan så reklamere med, at Levende Hav Fisk bliver fanget på en bestemt måde, der skåner miljøet.

Dette kan gøres uden at gå rettens tens vej. Det er en forudsætning, at de kriterier, man opstiller, går ud over de krav, der allerede ligger i den almindelige levnedsmiddellovgivning, og det er selvfølgelig en forudsætning, at man rent faktisk overholder disse skærpede krav.

Produkter, der markedsføres ud fra et sæt kriterier, som en producent eller forhandler selv har fundet på, er ikke som de økologiske underlagt en speciel kontrol, men Levnedsmiddelkontrollen kan til enhver tid kræve beviser for, at kriterierne overholdes.

Det er altså også her vigtigt, at de kriterier, der opstilles, kan kontrolleres. Hvis ikke man kan dokumentere, at kravene overholdes, vil Levnedsmiddelkontrollen nedlægge forbud imod, at produktet fremhæves på anden vis end almindelige fisk.