|
ØKOLOGISK FISK? MULIGHED OG
NØDVENDIGHED
Uddrag af rapport fra havpolitisk
forum i Bønnerup,.marts 1996
arrangeret af Landsforeningen
Levende Hav
i samarbejde med Den Grønne Fond
.
Kapitel 6
Knud Andersen
Knud Andersen er tidligere skipper på AS 35
ANTON, og nuværende leder af Fiskerikollektivet.
I sommer havde Fiskerikollektivet besøg af
repræsentanter for de to tilbageblevne fiskersamfund eller
fiskerikooperativer ved den udtørrede Aralsø i Kazakhstan. I har
nok hørt om søen, som Stalin afskar vandtilførslen til - dette
verdens dengang fjerdestørste indhav. Nogle af jer kan antagelig
nok huske billederne af de temmelig store fiskefartøjer
forankrede midt i den uendelige ørken, som den udtørrede havbund
var blevet til. På de fleste af billederne kan man se kameler
traske rundt omkring fiskernes førhen så stolte skuder.
Vore gæster var rundt og så en masse
fiskeri - også i Grenå, således Leif's fiskeriauktion. Det var
spændende for dem, men da de kom ud, blev de i første omgang
forstenede, dernæst måbende forundrede, for dér lige foran dem
lå et par kajer og broer med adskillige oprindeligt smukke danske
kuttere, som nu var under slagtning eller ophugning!
Det var utroligt - et chock oven i det
gennemgående kulturchock!
Jeg tror, at de fleste danske fiskere uanset
den frastødende tanke egentlig er enige med mig i, at kapaciteten
SKAL ned i den danske fiskerflåde. Men den vandalagtige og
afstumpede måde, det foregår på, berør os et eller andet sted
dybt. Vi er mange, der føler os personligt sårede! Jeg tror, det
er fordi, vi bliver berørt på vore drengedrømme!
Og hvad gik disse drømme ud på: det var drømme
om styrke, dramatik, topfangster, spænding, store motorer og
"byggen op". Og drømmene kunne leges ud og næres på
alle tiders drengelegeplads: havnen. Men det er ikke som før. Jeg
hører gang på gang på vor havn beklagende konstateringer af, at
der ikke kommer børn på havnen mere. Og denne konstatering
bliver umiddelbart hægtet sammen med de
generationsskifteproblemer, man har erkendt inden for
fiskerierhvervet.
Børn, unge og voksne drenge identificerer
sig ikke længere med fiskere. Fortryllelsen er væk - erhvervets
tiltrækningskraft er forduftet.
Der er mange årsager - mange faktorer!
I årene omkring 1960 var jeg i lære som
maskinarbejder på det lille skibsværft i Tórshavn. Det var på
mange måder en både intens og lærerig tid for mig. Det drejede
sig jo om fiskeskibe og det hele, og det var langt fra bare de færøske,
men også norske, engelske og skotske skibe, vesttyske "Hochseetrawlere",
ja faktisk oplevede jeg et enkelt fransk, et belgisk og et par
russere. De var meget forskellige at komme ombord på: moralen,
engagementet, stoltheden hos besætningen var vidt forskellig. Det
beskæftigede mit unge sind meget. Jeg syntes, jeg så, at hvor
fartøjerne kom fra samfund, hvor fiskeriet var det centrale, var
hovederhvervet i hvert fald i lokalsamfundet, hvor det var bygdens
stolte sønner, der blev sendt ud, her var omsorg for fartøj og
fangst klart størst. Omvendt var det tydeligt, at hvor det var
proletariatet, der var henvist til fiskeriet, var der ballade og
slagsmål og meningsløse maskinhavarier. Ingen værdighed og størst
afstand mellem officerer og dæksbesætning. Størst synlig
klasseforskel, størst gensidig foragt.
Mine ungdommelige konstateringer er måske
ligegyldige og selvfølgelige, men de er igen og igen vendt
tilbage til mig i de senere år. For er der ikke netop sket en
proletariasering af den danske fisker i de senere år? Jeg synes
det - og der er flere elementer i den situation!
Vi kan tale om en relativ forringelse af den
økonomiske situation i forhold til det øvrige samfund.
Udeblivelsen af den forbedring af arbejdsforholdene, som de øvrige
samfund har oplevet - særlig mht arbejdstiden. Ydermere satte
efter min mening krysteragtige politikere fiskeren i den
situation, at han i mange tilfælde måtte vælge mellem fallitten
og ulovlighederne. Det har kostet meget dyrt mht samfundets
respekt for faget, men hvad værre er, har det også pillet ved
fiskerens selvrespekt. Mange fiskere blev krybskytter på havet.
Et erhverv, som har fulgt rådgivernes og samfundets anvisninger
om økonomisk acceleration og ekspansion, kom i klemme og mistede
i tilgift det store samfunds respekt og opbakning.
Og mens man på såvel nationalt som
internationalt plan idealiserede en brutal, rationel og effektiv
profitsøgende råstofudnyttelse, som var der tale om at bryde
malm i en mine, besluttede man, at nu kunne fiskeren ikke længere
forvalte havets ressourcer selv - fiskeren var blevet potentiel røver
og som bekendt blev et kæmpe bureaukratisk kvotekontrolsystem sat
igang. Der blev skabt nogle ulykkelige fjendebilleder. Det, at
have fælles fjender, kan samle - den fælles sag gør stærk. Men
fiskersamfundene kom jo til at mangle baglandets opbakning og
forståelse. Hvor fiskeren før følte sig tilhørende en
respekteret befolkningsgruppe, blev han nu betragtet som suspekt.
Og i alt for mange tilfælde mistolkede det øvrige samfund
protesterne mod den ulykkelige udvikling som brovtede forsøg på
griskhed - undertiden pga uheldigt udvalgte talsmænd, der fik
afsendt nogle forkerte signaler. Alt for sjældent - er det min
opfattelse - opfattede befolkningen den smerte, som lå bag - en
smerte som var andet end bare økonomi, men også en sorg over en
livsform, som åbenbart var kassabel.
Men hvordan var det så med baglandet?
Fiskersamfundet i land? Tiden, da de øvrige familiemedlemmer var
"backing group" for de stolte mænd og sønner til søs,
er borte. I mange familier kører famlilielivet kun med
vanskeligheder idag. Hustruens indtægt fra et lønarbejde er
blevet en forudsætning for familiens eksistens, og ofte finder
hun jobbet i en sektor, som intet har med fiskeri at gøre. Og
manden udmærker sig ved ikke rent fysisk at kunne leve op til de
- generelt - rimelige krav, som må stilles til en familiefar i et
moderne industrialiseret samfund.
Denne mand - denne fisker - er under et
stort pres på såvel hjemmefronten som i arbejdslivet, for
hverken kreditorer eller bureaukrater præges af særlige
psyko-sociale kvababbelser! Familien og det nære samfund står
ikke længere på samme måde som før klar til moralsk og
praktisk at være omkring fiskeren. Det er ikke underligt, at
tristheden og modløsheden smitter, når man lytter til VHF'en ude
til søs.
Fiskersamfundene i Danmark er forskellige.
Der er skrevet bøger om dem - og der kan skrives flere, og der er
også utallige viser om dem - af meget varierende kvalitet. Et næsten
ubrudt fællestræk er, at de med deres havne er turistmagneter.
De øver en kolossal tiltrækningskraft på gæstende. Og det er
der penge i. De gamle romantiske fiskerhuse er blevet dyre, for
dyre til fiskerne. De bor nu i fiskerlejets periferi! De gamle
havnemiljøer pudses op til ære for turisterne, mens der går bud
til fiskerne om at forføje sig ud i mere prosaiske havnebassiner.
Det er praktisk, men ofte dybt sårende. For i en fiskerby er
havnen byens torv. Den er central for lokalsamfundets sjæl. Der
er steder, hvor det går så vidt, at det hele forsvinder i
candyfloss-turisme og diskoteker. Problematikken er måske ikke et
så uoverskueligt og alvorligt emne, men sine steder er den en del
af det tab af værdighed, som beboerne i fiskersamfundene oplever.
For hvad gør de, disse mennesker, der kommer kørende og
travende, køber de vores fisk, påskønner de vores produkter,
eller finder de, at fiskerbyen med dens havn bare er kulisser i et
tivoli? Værst er undertiden iøvrigt de mennesker, som slår plat
på de besøgende i fiskerisamfundene. Det opleves alt for ofte,
at når sæsonen er ovre, forføjer de sig bort til mere bekvemme
lokaliteter. De er med til at stimulere den følelse af uværdighed,
som fiskersamfundet er ramt af.
Undertiden får man indtrykket af, at dansk
fiskeindustri ligger i ruiner. Fabrikkerne lukker, og en stor del
af de mange håndværkervirksomheder omkring fiskerihavnene har
det dårligt. Tonnage hugges op, råvarerne kommer fra udlandet.
Det tynder ud til lands og til vands. Når man læser rapporter
eller hører kompetente foredrag, så har man fældet dommen over
de mindre fiskersamfund. Ud over, at det er tragisk, så er det
faktisk et dødkedeligt billede, der tegner sig.
Bondelandet er jo også blevet temmelig
kedeligt i det samme fremskridts navn. Der er jo i det hele taget
uendelig mange paralleller mellem landbosamfundenes afvikling og
fiskerisamfundenes. Og det er jo ikke så underligt, for det
drejer sig i begge tilfælde om naturafhængige erhverv, som er
kommet i klemme i udviklingen.
Når vi spørger: "Hvilke fiskersamfund
ønsker vi?", så må vi sige, at svaret faktisk hænger
sammen med, hvilke samfund vi i det hele taget ønsker. Jeg siger
ikke dette, fordi jeg finder fiskerne og deres familier vigtigere
end andre grupper i vort samfund, men fordi spørgsmålet er uløseligt
forbundet med vort livssyn i det hele taget. Ønsker vi et
centralstyret og kontrolleret, gennemindustrialiseret
fiskerierhverv og en fiskeindustri efterhånden helt besiddet af
international kapital, eller ønsker vi et varieret og sammensat,
decentralt fiskerierhverv - moderne og effektivt, men i harmoni
med naturen? Vil vi se fisken som en del af en natur, vi skal leve
i og sammen med? Skal vi måske gå et skridt videre og stille os
selv spørgsmålet: "Er fiskeren som fisken en del af den
natur, som man så gerne vil forvalte?" Hvis svaret er
positivt, så skal vi i hvert fald ikke underbygge udviklingen mod
få og store fartøjer - eller "enheder", som visse
embedsmænd er begyndt at kalde vores skibe. Hvis vi ser fiskeren
som en del af naturen, så må det indebære et varieret og
sammensat fiskeri relateret også til mindre og mellemstore
kystsamfund, som sørger for leverancerne til nære markeder.
Men det kræver stillingtagen - for så vidt
ikke bare fra os fiskere, men i lige så høj grad fra dem som
burde æde vore dejlige fisk - forbrugerne. I rapporter og på møder
skæres det ud i pap, at de mindre fiskersamfund ikke har en
chance for at overleve. Og er der endelig en mulighed, så skulle
det være i en aller anden form for niche. Jeg tror, at der vil være
en niche for mange kystsamfund. Men det kræver, at vi stiller
krav til os selv. Vi skal have en vare at tilbyde, som kvalitativt
absolut er i top, og forbrugeren skal have vished for, at fangsten
er fanget på en acceptabel måde. Vi skal etablere et forhold til
vore fiskeaftagere, de skal have en forestilling af, hvem vi er,
og netop de skal være særlig velkomne som vore gæster.
Og synes befolkningen herhjemme og i vort
nordeuropæiske opland, at vort fiskeri og vore fiskersamfund har
nogle kvaliteter, så skal de have en mulighed for at vælge netop
os og vores fiskere, vores aktive, virkelige fiskersamfund og et
levende hav.
© |
