Tilbage til forsiden
Et
Økologisk Fiskeri Henrik Jøker Bjerre, sekretær i Landsforeningen Levende
Hav
Siden marts 1996 har der i foreningen Levende Hav været
diskuteret økologiske fisk. Med udgangspunkt i fiskeriets
situation, de lave fiskebestande, havmiljøet og forbrugerens
elementært manglende mulighed for at købe frisk fisk, ville vi
undersøge, om økologi-begrebet kunne indføres i fiskeriet for
at støtte et bæredygtigt erhverv.
Umiddelbart var de fleste tvivlende: Hvordan kan en fisk være
økologisk, når den ved fangsten netop tages ud af det økologiske
kredsløb, den lever i? Hvis á‚án fisk kan være økologisk,
hvad er så en ikke-økologisk fisk?
Diskussionerne er imidlertid mundet ud i en overbevisning om,
at det giver god mening at indføre det blå ø-mærke for vilde
fisk: et mærke, der udmærker et økologisk fiskeri.
Jeg vil her forsøge at samle trådene i de diskussioner, der
har ført frem til denne overbevisning.
Økologi
Slår man op under ordet økologi i Brøndums encyklopædi,
får man i Søren Gerickes artikel ikke en ordknap, præcis
definition, men en seks sider lang strøm af ord om vand, æggebakker,
grønlandsk fortællekunst, frossen pighvar, dufte, smag,
vikingekultur, småkager, ribsgele og pegefingerkontrolgrupper. Om
havet kan man bl.a. læse:
Vi kan ikke magte havet, vi kan ikke styre det, vi kan ikke sætte
os på havet, ikke bestemme over det. Man laver fiskefiletter
firkantede i en firkantet bakke, som passer til køleskabet, så
havet skal passe ind til køleskabet. Kunne det ikke være
fantastisk, at vi indordnede os under naturen for en gangs skyld?
Lovgivningsmæsigt er Økologisk idag en betegnelse for
en gruppe af fødevarer, der lever op til fastsatte
statskontrollerede krav, og som sådan er ordet klart defineret og
afgrænset - det er ligefrem forbudt at kalde sin vare økologisk,
hvis den ikke hører under statskontrollen.
Umiddelbart falder havfisk ikke under de parametre, man har
brugt til at lovgive for økologien i landbrugsproduktionen. Hele
det økologiske begreb, som det er fremkommet med det økologiske
landbrug, er nemlig baseret på en vidtgående menneskelig kontrol
med produktet, det være sig mælken eller bøffen: vi kan veje og
måle, hvilke næringsstoffer og giftstoffer, der kommes ned i
produktet, nærmest som man kommer ingredienser til en ret i en skål.
Med havets fisk forholder det sig anderledes: det lader sig
ikke gøre at tage en fisk op af vandet og sige: denne fisk er
økologisk produceret, i modsætning til en anden fisk, der ikke
er det. Fiskerne er, hvad angår kontrollen med deres produkt,
ude af stand til at gøre fra eller til, før fisken er på dækket,
og så er produktionen af den allerede afsluttet.
På dækket af en kutter kan man ikke se forskel på en økologisk,
og en ikke-økologisk fisk. Fiskens kredsløb er allerede
afsluttet, når fiskeren lægger hånd på den.
Spørgsmålet er altså ikke, om en havfisk kan komme under det
eksisterende statskontrollerede ø-mærke, det kan den ikke, men
om lovgivningen meningsfyldt kan udvides til at omhandle både
landbrugsprodukter og fisk.
Det smalle og det brede økologi-begreb
Lovgivningen for økologiske fødevarer er naturligvis ikke
taget ud af den blå luft. Den er fastlagt for at forsøge at
definere nogle krav til, hvad det vil sige at producere en fødevare
uden at forvolde skade i de økologiske kredsløb, der eksisterer,
hvor varen produceres. Som antydet med Gerickes ordstrøm ovenfor,
har økologi i en bredere betydning noget at gøre med at
indordne sig under naturen, og en lovgivning for økologiske
fødevarer må være en fortolkning af, hvad det vil sige at
indordne sig under naturen i en konkret fødevareproduktion; en
fastlæggelse af nogle krav, der skal overholdes for at gøre sig
fortjent til denne betegnelse.
Når en havfisk ikke hører hjemme under de gældende regler
for produktion, kan der istedet oprettes en lovgivning for et
fiskeri, der fanger og behandler fisken på en måde, der indordner
sig under naturen.
Ligesom lovgivningen for den økologiske landbrugsproduktion
tog udgangspunkt i den bredere betydning af ordet økologi,
kan en lovgivning for fiskeri også gøre det, altså en ny
lovgivning, men grundet i de samme overordnede hensyn.
Man kan ikke se forskel på en økologisk og en ikke-økologisk
fisk, når de landes, men det kan man på de metoder, der anvendes
til at fange dem. Derfor skal der lovgives om et nyt blåt ø-mærke,
der omhandler fiskeriet.
Jan G. Larsen, havbiolog:
Fisk, der lever i havet indgår i et naturligt økologisk
kredsløb, som fiskeren ingen mulighed har for at kontrollere.
Det, der kan lade sig gøre i fiskeriet, er derimod at afstemme
den indsats, der gøres for at fange og behandle fisken. Økologi
er jo oprindeligt et neutralt, biologisk begreb, der handler om
dyr og planters naturlige kredsløb. For en økologisk lovgivning
er det derfor væsentligt, hvad man IKKE gør, dvs. at man så
vidt muligt producerer fødevarer uden at beskadige de naturlige
kredsløb, og dette kan lige så vel gælde for fiskeriet som for
landbruget. Faktisk er fiskeri i højere grad et natur-bundet
erhverv; landbrugsproduktion er et udpræget kulturfænomen, -
hvilket iøvrigt også gælder dambrugsfisk: hvis man vil skabe en
økologisk dambrugsfisk må den høre hjemme under det
eksisterende røde ø-mærke på linje med andre fødevarer, der
produceres. Det blå ø-mærke kan bruges til at opstille
kriterier for fangsten af vilde fisk i havet.
I landsforeningen Levende Hav er der siden det havpolitiske
forum om økologi og fiskeri i 1996 blevet arbejdet ud fra den
grundlæggende antagelse, at en vild fisk som udgangspunkt må
betragtes som økologisk i den forstand, at den er et udtryk for
en naturlig tilstand: der er ikke gjort noget til skade for miljøet
for at anbringe fisken i havet, den er en del af havmiljøet, og
der er ikke brugt ressourcer på at producere den; fisken er en
ressource i sig selv.
Skal et fiskeri kunne kaldes økologisk, må det derfor være
et fiskeri, der i mindst muligt omfang skader eller forringer
fiskebestandene og havmiljøet i det hele taget. Istedet for at
diskutere om en fisk er økologisk, når den rammer dækket, må
man altså operere med en økologisk kvalitet ved fiskeriet.
Kriterierne for et økologisk fiskeri må derfor f.eks. omhandle
ting som:
- fiskens energiindhold (hvor mange gram diesel pr. kg.
fisk?)
- fangstmetoder (hvor store påvirkninger af havbund og fauna
vil vi acceptere?)
- bæredygtighed (drives fiskeriet på en velforvaltet
bestand?)
- håndtering (hvor meget vand og energi må der bruges til
forarbejdning?)
- distribution (hvor langt kan man transportere en frossen
fisk, før den holder op med at være økologisk?)
Tilliden mellem fisker og forbruger
For produktet, og dermed forbrugeren, betyder dette, at en fisk
med det blå ø-mærke vil være en fisk, der er fanget i
overensstemmelse med de principper, der opstilles for det økologiske
fiskeri.
Skal disse krav kunne honoreres kræver det et fiskeri, der
bevarer fiskernes ansvarlighed. Og det kræver, i det mindste i en
overgangsperiode, at forbrugeren er villig til at betale en højere
pris for en fisk, der fremmer et sådant fiskerierhverv.
Knud Andersen, Fiskerikollektivet af 1978:
Det danske fiskeri har udviklet sig i en uheldig retning i
forhold til at udbygge tilliden til fiskeres ansvarlighed, og det
skyldes blandt andet, at fiskeriet bliver stadig mere effektivt og
industrielt. Fiskerne opholder sig stadig længere tid på havet,
og de små, lokale havne, hvor man kunne møde fiskeren i live,
uddør.
Det handler i virkeligheden om, hvilke fiskersamfund vi ønsker.
Ønsker vi et centralstyret og kontrolleret,
gennemindustrialiseret fiskerierhverv og en fiskeindustri efterhånden
helt besiddet af international kapital, eller ønsker vi et
varieret og sammensat, decentralt fiskerierhverv - moderne og
effektivt, men i harmoni med naturen?
I første omgang er det ikke fødevarens gastronomiske
kvalitet, der udmærker den økologiske fisk, men snarere ønsket
om at bevare en fiskerflåde, der fisker efter bæredygtighedsprincipper:
både af hensyn til erhvervets bæredygtighed og af hensyn til
havets tilstand generelt.
Imidlertid hænger disse hensigter også sammen med netop
fiskens mere håndgribelige kvalitet, idet et økologisk fiskeri nødvendigvis
må blive et kystnært fiskeri, hvor fisken landes og behandles skånsomt
og hurtigt. Et fiskeri, hvor den vare, forbrugeren køber,
adskiller sig så lidt som muligt, tidsmæssigt og kvalitetsmæssigt,
fra den fisk, der trækkes op af havet, og hvor den generelle
tillid til og stolthed af det danske fiskerierhverv dermed
styrkes.
Det handler om at tilvejebringe og opretholde muligheden for at
købe frisk fisk, der ikke skal moses til firkantede filet-stave,
der passer til fryseboksen.
Hans Fisker Jensen, fisker i Bønnerup:
Det drejer sig om at stille nogle krav til fisken, og ikke
mindst til fiskeren. Foreningen Fiskebranchen har på TV lanceret
nogle udmærkede reklamer for at spise fisk, men problemet med
disse produkter er, at man ikke kan se om fisken er fanget i
Alaska eller Rusland eller et andet sted, eller om den var halvrådden
da den blev frosset.
Idéen med økologi må ligne landbrugets på den måde, at det
gælder om at skabe et produkt, der ikke først og fremmest skal være
billigt og ikke smage af noget: det skal være et produkt, der er
moralsk rigtigt fanget, og det indebærer også at fisken skal
behandles ordentligt hele vejen fra vandet til bordet.
Jeg kan umiddelbart sagtens tilslutte mig idéer som at tale om
energiforbrug pr. kg. fisk, men det er vigtigt at være opmærksom
på, at der ikke opstår huller. I mit eget snurrevodsfiskeri kan
vi f.eks. i højsæsonen fange utrolig mange fisk på kort tid,
dvs enkelte gange 5 tons med et forbrug på 50 l fra havn til
havn. Vi sejler tre kvarter til fangstpladsen, sætter et træk,
hiver trækket hjem, tager alle fiskene ombord, sejler hjem mens
vi renser.
Der er godt nok frisk fanget fisk, men i min 14 meters kutter
ligger alle de fisk uforarbejdet på dækket og bliver klemt, og
jeg er ked af at sige det, men det er altså ikke kvalitetsfisk.
Udenfor sæsonen derimod, hvor vi ikke fanger ret meget fisk
pr. træk, får fisken prima behandling, hvor den lynhurtigt
bliver renset, skyllet og kommer på is i lasten. Derfor skal vi tænke
os meget godt om, inden vi går ud med en definition på vores
produkt.
Arbejdet for indførelsen af det blå ø-mærke for fisk må
blive en fortolkning af, hvad det vil sige at skabe et
fiskerierhverv, der i højere grad end den høj industrialiserede
masseproduktion indordner sig under naturen.
Skal det lykkes, må kriterierne afprøves og fastsættes af og
med de fiskere, der ønsker at bevare et bæredygtigt erhverv.
Fra: Landsforeningen Levende Hav: Økologisk
Fiskeri -Et debathæfte fra Landsforeningen Levende Hav. |