Kurt Bertelsen Christensen, fhv. fisker

Følgende tekst er en kronik, som blev sendt til udvalgte, landsdækkende dagblade i forbindelse med Folketingets anden behandling af lovforslaget om en økologisk omstilling inden for fiskeriet. Kronikken blev aldrig bragt i sin fulde længde, men argumenterne har optrådt som debatindlæg i Fiskeritidende, Politiken og Information. (red.)

Folketinget skal i denne uge til anden behandling af lovforslaget om en økologisk omstilling inden for fiskeriet.

Landsforeningen Levende Hav har været med fra starten og håber, at den endelige udformning kommer til at svare til intentionerne med den økologiske omstilling.

I bemærkningerne til loven står der alene udvikling af miljøskånsomme fangstmetoder og miljøforbedrende metoder inden for dambrug. Det synes vi er for lidt, fordi loven hedder: fremme af økologisk fiskeri samt så vidt muligt med henblik på at opstille tilhørende statsregler og statskontrol i form af et blåt Ø-mærke.

Sådan en lov kunne være med til at give fiskere, som arbejder under hensyntagen til havmiljøet og fremtidige generationers rettigheder til fiskeri, en indirekte økonomisk støtte til fortsat virksomhed., Indirekte støtte er økonomisk støtte til fisken, en støtte til fangst, behandling og distribution af fisk på et økologisk grundlag, det grundlag, som nu skal udarbejdes. Hav- og dambrugs produktion har intet med fiskeri at gøre.

Hvorfor skal fiskeriet nu være økologisk? Det skal det først og fremmest fordi dá‚át politiske- og fiskeforbrugende menneske ønsker det. Fiskeforbrugerne, de alt for få, men i fremtiden mange, vil kun købe fisk, som er fanget, behandlet og solgt med respekt for økologien. De vil ikke fortsætte med den direkte erhvervsstøtte til et fiskerierhverv, som kun tænker på egen overlevelse, herunder et alt for voldsomt indhug i fremtidige generationers ret til fiskeri. Og det er alvorligt. De sidste 20 års voldsomme teknologiske udvikling, godt hjulpet på vej af støtteordninger, har ikke tilsvarende øget den samlede mængde af landet fisk.

Forklaringen kunne være støtten til ophugning af de mange fiskerkuttere, men den holder ikke. Støtten har kun fjernet, hvad man kunne kalde havets husmænd, fremtidens økologiske fiskere. Indtil for få år siden havde Esbjerg 300 snurrevodskuttere, i dag er der 15 tilbage, og i stedet har dansk fiskeri fået bomtrawlere, en u-økologisk fiskeriform som bedst tåler sammenligning med produktion af 20.000 grise på 10 ha landbrugsjord. Forbrugerne vil ikke mere, og politikerne bliver derfor nødt til at opgive den direkte erhvervsstøtte.

Så forhåbentlig betyder den nye økologiske kurs, at fiskeripolitikken har indset, at fiskerivirksomhed er absolut naturafhængig og følgelig ikke kan bygges på kunstige politiske og økonomiske omstillinger. Men vi har et omstillingsproblem. Et økologisk fiskeri har brug for de mange kuttere, som dagligt lander deres fangst i mange havne. Men de mange kuttere i de mange havne er ved at være historie. De bliver hugget op fordi der føres en naturstridig fiskeripolitik, en politik som tilgodeser og yder økonomisk støtte til en fiskeindustri, der indbefatter kuttere, som kun kan overleve under denne industriform.

Flere end 1000 fartøjer er hugget op og nye er på vej. Det er EU-udviklingen siger fiskerne og fiskeripolitikken, og den udvikling kan vi ikke gøre noget ved. Men begge parter skulle bruge mere tid på at synliggøre fiskeriets værdier, i stedet for at bruge tid på de andre EU-nationer som ikke lever op til deres løfter. Synliggørelse, dialog og kundeinteresse, dá‚át er fiskeriets fremtid, for det er den lille fornuftige handling, som ændrer de stores ufornuft, ikke ordene.

Fiskernes formand Bent Rulle lægger nu også op til kamp imod økologien. Det kan kun blive en kamp mod vindmøller. Bent Rulle mener, at alle fisk er økologiske. Han har ret, men økologi er nu og bliver i fremtiden meget mere end ikke-gift, bl.a. kommer energien til at spille en afgørende rolle. Og så længe Bent Rulle holder fast i standpunktet, at al vildt fanget fisk er økologisk, medvirker han bl.a. til at et projekt som WWF/Unilevers bæredygtige fisk og økologiske laks fra dambrug om kort tid kan sælges til fordel for hans medlemmers vildt fangede fisk.

Det kan være uretfærdigt, men han kan ikke ændre ved den kendsgerning, at forbrugerne i dag, med god grund, foretrækker det økologiske frem for det uøkologiske.

Bent Rulle synes at fortsætte hvor H.O.A. Keldsen måtte give op, men idag er hverken bønder eller fiskere naturforvaltere, af natur. I dag er naturforvalter-rollen desværre ikke medfødt, den er blevet et alvorligt valg.

Vi er principielt alle blevet naturforvaltere, og en god forvalter bør ikke skjule de faktiske kendsgerninger. Fiskerne kan i dag - bedre end nogen andre, og uden at få de store problemer med sandheden, sige at der er alvorlig ubalance mellem indsats og udkomme i fiskeriet og at ejendommen: Fiskeflåden, de mange havne og den store erfaring inden for de mange specialer, udhules og forringes.

Fiskeriet som kultur forsvinder og tilbage bliver kun skibe, for kutterne er hugget op, og en højindustri, som har mistet enhver tilknytning til det levende hav.

En fiskeindustri, som på trods af økonomisk støtte er fattig, det siger de selv. Men fattigdommen skyldes at man kun tænker og handler i råvarer og økonomiske marginaler. Der er blevet opbygget en industri, som reducerer selvstændige havområder som Østersøen, Nordsøen, Kattegat, Barentshavet til store vandtanke, som kun bidrager med fisk og ikke andet.

Økologien og de sociale omstændigheder, såsom kystfiskeri og internationale forhold er industrien uvedkommende, det er en industri uden fremtid, og den burde vide det.

For industrien køber fisk fra de østlande, der af deres økonomiske nødvendighed må sælge uforarbejdet fisk til den danske industri på bekostning af egne arbejdspladser. Disse anti-økologiske indkøb bliver så indholdet i det slutprodukt, som forbrugerne får tilbudt.

Dette identitetsløse slutprodukt koster først X antal kroner i indkøb, og X antal kroner i direkte støtte herhjemme og siden til de østlande som mister arbejdspladser, det Østeuropa som så senere skal have støtte til at genopbygge deres ødelagte fiskerierhverv. Dá‚án industri kan ikke løse økologi-opgaven.

Selv om en af industriens sværvægtere har set hvilken vej vinden blæser, så er der al mulig grund til at se mistænksomt på dette nye påhit: Unilever har indgået et samarbejde med WWF om at få mærket bæredygtige fisk. Kriterierne bliver, at fiskerens bifangst ikke må bestå af havpattedyr og fugle; han skal fiske skånsomt og han skal minimere udsmidet.

Men selvfølgelig skal han det, det er anstændig adfærd. Og anstændig adfærd skal ikke markedsføres, anstændig adfærd bør være forudsætningen for retten til naturforvaltning i såvel fangst-, behandlings- som distributionsleddet.

Det har taget mange år, og meget arbejde er udført, for at få samfundene til at se anderledes på naturudnyttelsen. Unilever har overhovedet ingen aktier i det arbejde. Nu skal forbrugerne have bæredygtige fisk, og miljøorganisationen WWF vil blåstemple fisken, men projektet er ikke noget miljøprojekt, det er et salgsprojekt. Det er et projekt som vil høste den miljøhistoriske fordel, bare fiskerne og forbrugerne betaler. WWF burde så hurtigt som muligt komme ud af det partnerskab og tage kontakt til fiskerne.

For hvorfor skal en havdyrstrategi ikke være den samme som en landdyrstrategi? WWF ved i dag, at de truede landdyr kun kan reddes i et samarbejde med de mennesker som lever af og med dyrene, og ikke ved et partnerskab med dem, som sælger skind og elfenben.

En anden storindustri har også fornemmet hvilken vej vinden blæser.

Det er den industri, som forarbejder de vildt fangede fisk til fiskemel og olie for derefter at omdanne det til færdigt laksefoder. Nu skal foderet være økologisk, mon ikke det bliver økologisk ved at tilsætte mindre medicin og hormoner?!

I sig selv er produktionen af laks meget problematisk, men i den følgende situation er fornuften i oprør: Østersølaksen dør af alderdom, fordi fiskerne ikke har råd til at fange den. (I dag får en fisker 16-20 kr pr. kg, for 15 år siden fik han 70-100 kr).

Men vi har tilsyneladende råd til at fange vilde fisk, forarbejde dem til økologisk foder ved at tilsætte mindre mængder medicin og hormoner, sende dette foder verden rundt, få det proppet i halsen på bur-laksen og ødelagt lokalmiljøet, få laksen slagtet og sendt verden rundt og solgt som økologisk fisk til en pris, som selv de vilde fisk ikke kan konkurrere med, det er ikke bæredygtigt, det er ikke økologisk, det er uden for fornuften.

Et økologisk fiskeri kan kun blive et konsumfiskeri, som kan levere den ægte vare - f.eks en 4 år gammel torsk. Torskens økologi skal sikres ved lovbestemte økologiske fangst-, behandlings- og distributionskriterier, som således dækker hele processen fra hav til bord.

En sådan omstilling vil tage tid for det er ikke så nemt at blive økologisk fisker, som det er at holde op med at bruge mindre gift, medicin og hormoner. Men det økologiske landbrug har vist vejen, fiskere og forbrugere kan også løfte denne opgave.

Nu skal idealister og erhvervsansvarlige fiskere have mulighed for at få deres fiskeri defineret som naturafhængigt i stedet for industriafhængigt. De, der gør det, kan sætte det første spæde forsøg i gang.

Arbejdet bliver så fundamentet i det fremtidige forsøgs- og udviklingsarbejde, og vil også betyde at udefrakommende ideer og planer må vente på fiskernes resultater. Og det synes nødvendigt, fordi et ude- eller ovenfra kommende sæt økologiske kriterier ikke kan kontrolleres, og kriterier uden kontrol kan ikke skabe tillid hos forbrugerne.

Virkeligheden i havet, som den nu er kommet til udtryk i Finansloven, fortæller at nogen vil starte den økologiske omstilling. Måtte fiskerne, som ikke blev de første, blive de næste, og måtte de danske fiskere på denne positive måde sætte en ny dagsorden, også i EUs fiskeripolitik.

Fra: Landsforeningen Levende Hav: Økologisk Fiskeri -Et debathæfte fra Landsforeningen Levende Hav.