ØKOLOGISK FISK? MULIGHED OG NØDVENDIGHED

Uddrag af rapport fra havpolitisk forum i Bønnerup,.marts 1996

Kapitel 3

 Jens-Ole Højmann er medlem af bestyrelsen af Landsforeningen Levende Hav

Bæredygtighed i markedet er titlen på dette oplæg. Når titlen har fået denne ordlyd, så er det fordi vi fra Levende Havs´ side ser hele fiskerierhvervet som et helt marked. Fangst, forarbejdning, distribution, kontrol, indkøb, tilberedning, såvel som resurseforvaltning og politik: alle er de dele af en proces, som under et udgør fiskerierhvervet.

I dette oplæg skal vi se lidt på, hvordan vi har forvaltet fiskeresursen i de sidste mange årtier -grundlaget for hele fiskerierhvervet. Men inden vi når der til, må vi ganske kort og i grove træk se på, hvad der påvirker fisken og fiskebestandene.

For det første er der de naturlige påvirkninger. Det er ikke hvert år, fiskene har lige stor succes med at få stablet en ny årgang "på finnerne". Der forekommer gode årgange såvel som dårlige årgange. For fiskeren betyder det fede år eller magre år. Det er de naturlige variationer i de mange forhold, som skal gå op i en højere enhed, for at en årgang bliver en succes. Det sker ikke altid, og det er forhold vi også kender fra skovbrug og landbrug, der ligesom fiskeriet lever af naturens luner. Vi kan ikke gøre andet end at udvise forsigtighed i fiskeriet, når det er dårlige årgange og huske at gemme nok gydedygtige fisk i havet til forholdene igen giver anledning til gode årgange.

Det andet forhold, som har betydning for fiskebestandenes sundhedstilstand, er de udefra kommende påvirkninger. I den forbindelse er der først og fremmest tale om forureningen. Lad os her trække nogle af de vigtigste frem:

Overgødskning af havet, som er forurening med nitrater og fosfater, der stammer fra landbruget, industrien og byernes spildevand. Denne form for forurening medfører en uhæmmet opblomstring af alger. Når de dør og bundfældes, starter forrådningsprocessen, der kan medføre iltsvind og bundvendinger. Resultatet kan ofte være omfattende fiskedød.

Udledningen af tungmetaller til havmiljøet påvirker fiskenes sundhedstilstand. De vandrer op gennem fødekæden, og når de ender i fisken vil de forstyrre stofskifteprocesserne og påvirke de vitale organers normale funktioner. Tungmetaller er svært nedbrydelige og ophobes derfor i fiskene.

Nogle af de giftigste stoffer er halogenerede kulbrinter, specielt de klor-organiske som f.eks. PCB. De har tre egenskaber som gør dem skadelige for miljøet. De er giftige, hvilket vil sige, at de kan dræbe havorganismer direkte. De er persistente, hvilket vil sige, at de ikke kan nedbrydes. De er bio-akkumulerbare, hvilket vil sige, at de ophobes i fedtvæv og vandrer gennem fødekæden. Stofferne nedbryder immunforsvaret og skader reproduktionsevnen.

Moderne sprøjtemidler, hormonmidlerne eller phenoxisyrerne, har nu også fundet vej til havmiljøet. Der er tale om stoffer, der udgør en stor risiko for fiskens kønsudvikling. Hvis f.eks. disse sprøjtemidler har egenskaber som female kønshormoner, så kan deres optræden i havmiljøet betyde, at de trænger ind i fiskelarverne og påvirker larvernes kønsudvikling. Dermed kan balancen mellem kønnene blive radikalt forskudt, og fiskens formering truet.

Drivhuseffekten og udtyndingen indvirker også på fiskenes livsvilkår. Udslip af CO2 medvirker til en forstærkning af drivhuseffekten og medfører en opvarmning af jordens overflade. Små ændringer i gennemsnitstemperaturn kan få vidtrækkende konsekvenser for fiskebestandene. Havstrømmene er afgørende for produktiviteten i havene. De drives af små temperaturfoskelle, og forandringer i strømmene vil uundgåeligt påvirke fiskeriet. Drivgasser baseret på klor-stoffer, som f.eks. CFC nedbryder ozon-laget og øger dermed strålingen af skadelige ultra-violette UV-B stråler. Fiskelarver, som ofte lever i de øverste vandlag, rammes især af denne stråling. Blot små stigninger i UV-B niveauet kan betyde høj dødelighed hos larverne.

Radioaktiv forurening kan gøre fiskene uspiselige. I hele det nordatlantiske område, herunder de danske farvande, måler man stigende niveauer af radioaktivitet i havet. Årsagen skyldes oparbejdningsanlæggene Sellafield, Dounreay og Kap de la Hague. Samtidig ligger der en tikkende bombe af russisk dumpet radioaktivt affald på havbunden i den østlige del af Barentshavet.

Generelt er billedet foruroligende. Havets øko-systemer trues mere end nogensinde. Idag er der ingen, som præcis kan sige, hvor stor en betydning forureningen har på fiskebestandenes størrelse og sundhed, men forureningen er en trussel mod fisk som mad, og dermed mod fiskeriet.

Det tredje forhold, som er afgørende for fiskebestandenes størrelse, er selve fiskeriet. Det er klart, at fiskeriet betyder en beskatning af fiskebestandene. Nu er det sådan, at fisk er meget produktive og dermed er der grundlag for et endog intensivt fiskeri. Men der er også en grænse, og vi har nu i en del år været vidne til, at denne grænse for mange fiskearter er blevet overskredet. Bestandene er faldende, og det største problem ligger i, at gydebestandene falder. Det vil sige mængden af de fisk, der skal sikre generationsskiftet i fiskebestandene, er i mange tilfælde blevet for små. Dermed opstår problemet med at få nye årgange, der er sunde og store nok til, at der kan drives et rentabelt fiskeri.

Lad os engang se på torsken de forskellige steder i torske-bæltet. Hvordan er det gået med den? Lad os for et øjeblik forlade det daglige mundhuggeri, om der er fisk eller ikke fisk, og se på en grafisk fremstilling af, hvordan udviklingen er gået for torskebestandene. Den ene kurve viser fangsten eller landingerne, den anden biomassen eller den gydedygtige biomasse af torsk.

Hvis man tænker sig at bio-massen var et udtryk for pengebeholdningen i en bank, og fangst eller landinger var et udtryk for de aktiviteter, som har ført til udviklingen (afviklingen) af pengebeholdningen, så er der ingen tvivl om, at der ville have været grebet ind for længe siden. Der ville end ikke have været tale om "gyldne håndtryk".

Alt andet lige, så er torsk ikke noget, der skal bekæmpes, men en levende resurse i havet, som skal forvaltes på en sådan måde at den bevares, naturligvis med det formål at sikre et levedygtigt fiskeri.

Der er ingen tvivl om, at hvis vi skal bevare et levende hav omkring os, så må vi anvende nogle forsigtighedskritetier for at gøre vores adfærd bæredygtig, og dermed bevare muligheden for et levedygtigt fiskerierhverv.

Når det gælder forureningen kan vi ganske enkelt kræve stop for det svineri. Det kan ikke være meningen, at havmiljøet skal bevise overfor os mennesker, at det ikke tåler påvirkningerne. Bevisbyrden skal vendes, og praksis med at "teste til døde" afskaffes.

Når det gælder fiskeri, så står sagen anderledes. Vi ønsker IKKE at holde op med at fiske -tværtimod. Det kræver at vi bliver enige om nogle fælles principper for fiskeriet og det er bl.a. en af opgaverne med dette havpolitiske forum.

Så til slut her, vil jeg ridse nogle punkter op, som et eksempel på, hvad forsighed i fiskeriet kan betyde. De punkter er ikke faldet lige ned fra himmelen. De stammer fra diskussioner i andre lokale fiskerisamfund rundt om i verden, der er truet af forurening og rovfiskeri. Lad os se på dem:

* Intensiteten i fiskeriet må ikke udvikle sig, så de grundlæggende fordrejer karakteren af øko-systemet.

* Enhver fiskerimetode der medfører væsentlige forstyrrelser af en fiskegrund, skal udelukkes fra 50 % af fiskegrundens areal.

* Udviklingen i redskabsteknologien skal fremme selektiviteten i fiskeriet, minimere påvirkningen af omgivelserne og medvirke til en begrænsning af energiforbruget i fremtidens fiskeri.

* Intet nyt fiskri kan startes, før man har sikret sig viden om dynamikken i fiskebestandene og deres økologiske sammenspil med andre arter.

* Forvaltningen af fiskeriet skal af bureaukratiseres, og lokale fiskerisamfund sikres med-forvaltning af den fælles resurse.

Det var så nogle eksempler på, hvad diskussionen rundt om i verden drejer sig om, når man taler om indførelse af bæredygtig forvaltning. Der er naturligvis mange flere punkter, hvoraf en del har regional og lokal karakter. Der er én ting, som går igen overalt, og det er det forhold, at diskussionen om bæredygtighed i virkeligheden er et slagsmål mellem de lokale fiskersamfund og den internationale fiskeindustris flåder. De lokale fiskesamfund har valgt at stå for et levende hav, mens den internationale fiskeri-lobby ønsker en privatisering af fiskeresurcerne.

©