Taler og indlæg august 2001

Tale i forbindelse med konference i Bruxelles om Grønbogen.

V/ Knud Andersen for Landsforeningen Levende Hav

Jeg taler i dag på vegne af Landsforeningen Levende Hav i Danmark og jeg skal sætte fokus på det kystnære fiskeri. Jeg skal have understreget, at selv om kystfiskeriet nu har fået en selvstændig placering i kommissionens og regeringernes handlingsplaner for fremtidens fiskeri, så betyder det så absolut ikke, at kystfiskeriet i de kommende 6 års støttepolitik får den nødvendige økonomiske opbakning til udvikling.

I Danmark bliver kystfiskeriet både udkonkurreret af de store fartøjer til havs og i den økonomiske støttepolitik. Den danske fiskeriforvaltning indretter sig efter fiskeriets organisation, som organiserer alle fiskefartøjer fra 100 mill. kroner klassen og til de mindre joller i kystfiskeriet.  Her spiller kystfiskerne ingen økonomisk rolle og som sådan bliver de behandlet. 

I Levende Hav har vi arbejdet på at få ændret på disse forhold i flere år, senest gennem et bredere samarbejde i og omkring det europæiske kystfiskeri. Vi har bl.a. gennemført projektet ECOast Fish og dette projekt gør klart, at situationen for det mindre kystnære fiskeri er den samme overalt i Europa: Kystfiskeriet bliver løbet over ende på havet og det har ikke adgang til den økonomiske støtte, der skal til for at få fastholdt og udviklet deres fiskeri.

Vi vil have udviklet det mere naturskånsomme og kystnære fiskeri på bekostning af det brutale og ikke bæredygtige fiskeri, som finder sted overalt i de europæiske farvande. Vi vil have fremmet og udviklet det skånsomme kystfiskeri af hensyn til vore fælles ressourcer og af hensyn til havmiljøet.  Men vi vil det også, fordi kystfiskeriet dagligt sætter spørgsmålstegn ved fiskeriet i det hele taget, fordi kystfiskeriet er i kontakt med det omgivende samfund. Og vi mener, det er afgørende for fiskeriets fremtid, at borgerne får større indsigt i fiskeriet for bl.a. at få viden om, hvad deres penge bliver brugt til. Her kan kystfiskerne spille den formidlende rolle. For os er kystfiskerne den folkelige kontakt mellem fiskeri og samfund, og den kontakt bør udvikles betydeligt, men dertil har kystfiskeriet brug for penge.      

Vores deltagelse i denne konference og i debatten om Grønbogen er således klar: Vi skal indtrængende anmode offentlighedens fiskeriansvarlige om en større og mere konkret udtrykt politik for kystfiskeriet.  Dertil bør man fremme og forøge den centrale økonomiske støtte til kystfiskeriet. Projektet ECOast Fish, vi gennemførte, ville aldrig være blevet realiseret under de nationale støtteordninger. Det ville fiskeriets organisationer simpelthen have forhindret. Så vi er meget overbeviste om, at en økonomisk støtte til det mindre kystnære fiskeri skal komme direkte fra kommissionen, hvis de smukke ord og planer for kystfiskeriet skal holde.

Til slut. Det er nu vores erfaring, at de europæiske kystfiskere har mere tilfælles end de nationale fiskere i de store nationale organisationer. I Levende Hav arbejder vi til fordel for globale fiskerifællesskaber. Kystfiskerne overalt på denne klode har de samme problemer på havet og i land, hvor de store kapitaltunge interesser gør livet vanskeligt for det fiskeri, som endnu kan levere friske fisk til de forbrugere, som i dag efterspørger kvalitetsfisk fanget på en naturskånsom måde.

M.h.t. det europæiske fiskeri er der ingen tvivl: EU- kommissionen bør sørge for og tage ansvaret for, at kystfiskeriet bliver udviklet ved bl.a. at stille de nødvendige midler til rådighed.

Tak for opmærksomheden.

Indlæg af Knud Andersen på vegne af Levende Hav på konferencen i Bruxelles i juni 2001 om ”Grønbogen om EU-fiskeriets fremtid” under emnet EU's fiskeri i 3. landes farvande.

En dansk fiskerkollega siger, at det kan høres, at der ikke er mange fiskere til stede, for fiskerne kan fatte sig i korthed. Jeg har været fiskeskipper i 25 år og jeg skal gøre det kort:

Hr. Dion taler med stolthed om den store trawlerflåde.  Det er en stolthed, vi er mange, der ikke deler.  Det voldsomme trawlfiskeri er ikke bæredygtigt i europæiske farvande og så er det det heller ikke i 3. landes farvande og i internationalt farvand.  Jeg er selvfølgelig også enig i, at det brutale, industrialiserede drivgarnsfiskeri skal stoppes. Det store fiskeri i 3. landes farvande langt fra, hvor fartøjerne er hjemmehørende, er en art negativ globalisering, som vi er modstandere af.  Dette fiskeri introducerer ikke bæredygtige fiskeriformer, som 3. landene presses til at overtage.

I fiskerisektoren har vi i EU en glimrende mulighed for at hjælpe bl.a. de katastrofalt fattige lande i Afrika.  Vi skal konsekvent støtte og være aktive i omfattende udviklingsprojekter på de landes betingelser, som naturligt grænser ud til havene.  Særlig skal vi understøtte og udvikle fiskeristrukturer, som fastholder en situation, så fisken fortsat når ind til kystregionen, hvor den kan fanges af mange lokale fiskere. Husk, at mange fiskearter, der fanges langt til havs, har en cyklus, hvor de senere er tæt på kysten.  Situationen i EU-farvandene viser, at det ikke er vort fiskerimønster, der ukritisk skal overføres til den 3. Verden. Vi i vor organisation føler en naturlig solidaritet med den almindelige fattige kystfisker i landene uden for EU.  Jeg føler ikke solidaritet med store trawlerredere.  Hvis EU skal handle ansvarligt, så skal man udvikle de fattige landes fiskeri.

Der er en særlig pointe, som er vigtig for helheden i EU. Vi har i EU kolossale indvandringsproblemer med mennesker fra de fattige lande.  Vi kan ved at udvikle disse landes fiskeri på landenes og deres befolkningers egne betingelser forbedre fødevaresituationen i disse lande.  Vi kan gøre det med inspiration fra vore bæredygtige fiskerimetoder, f.eks. det danske snurrevodsfiskeri og det nordiske krogefiskeri.  Det er jo i disse lande, der er den helt store arbejdsløshed.  Vi kan sikre, at de kan opbyge bæredygtige fiskerisektorer og dermed, at deres befolkninger fastholdes dér.

Tak for ordet.

Indlæg underdebatten om ”Grønbogen” vedr. Fiskeri og Miljø:

(Skrevet sammen efter konferencen på grundlag af talenotaterne).

Der er mange gode initiativer i denne Grønbog om fiskeriets fremtid i EU.   Vi har også lagt mærke til, at Hr. Fantz Fitzler har proklameret, at der skal foregå en reduktion på 40 % af EU's fiskeriflåde. Det er bestemt også påkrævet, men spørgsmålet er: Hvilke fartøjer skal tages ud? 

Fiskere er ikke ens! Generelt bliver fiskeriet mere og mere brutalt. Stenrev og stenområder ødelægges. Det gælder i Nordsøen og det gælder i de indre farvande omkring Danmark. De fiskerimetoder, der er ødelæggende i stenområder er bomtrawl, det er fiskeri med bobbinstrawl, hvadenten det er en enkelt trawler, der slæber, eller to trawlere. Endelig er den nyudviklede metode ”flyshooting”, hvor der anvendes 60 mm tykke stålwirer i fiskeriet også meget ødelæggende. Faktisk er man nu ved at ødelæge et stort og unikt stenområde ved Hirtshals ved den nordlige del af den Jyske vestkyst i Danmark. Det er et stenområde, hvor fiskere i pagt med naturen i hundrede år har fisket uden at skade naturen. Men nu er ødelæggelserne i fuld gang.

Hvis man ønsker bæredygtighed, så bør man anvende passive fiskeredskaber. Det er redskaber, hvor fisken så at sige slår sin egen skrue til og selv svømmer til fiskegrejet. Det er fiskegrejer som krog og langline og det er garn med store maskestørrelser.

Det er fiskeriformer, som ikke skader havbunden og som medfører et minimum af udsmid. Og så er der den fordel, at det passive fiskeri gennemgående skaber de fleste arbejdspladser.  Som det flere gange har været sagt, så foregår fiskeri ofte fra områder med stor arbejdsløshed. 

Jeg skal også anmode om, at man anlægger et helhedssyn på valget af fiskerimetoder i EU. Vi er jo på vej ind i en menneskeskabt klimakatastrofe. Derfor bør vi også satse på fiskeriformer, som anvender mindst mulig dieselolie. På den baggrund er det dumt med meget stor maskinkraft at slæbe fiskeredskaberne hen ad havbunden. Vi ønsker og arbejder for en fredning af stenområder for bundslæbende redskaber.

 Tak for ordet!